Sveriges krig mod Rusland 1700-21 samt mod Danmark-Norge 1700 og 1709-20, mod August 2. af Sachsen-Polen 1700-06 og 1709-21(-32), mod Preussen 1715-20 og mod Storbritannien-Hannover 1715-19. Allieret med Sverige i korte perioder var Gottorp, Tyrkiet, Storbritannien og Nederland. Adskillige magter havde interesse i at bryde den ring, Sverige havde lagt om Østersøen i sin stormagtstid i 17. årh. Pjotr 1. ville føre Rusland ind i Europa og behøvede adgang til Østersøen. For Danmark var det nødvendigt at forebygge truslen sydfra, hvor hertugen af Gottorp rustede og 1699 tilkaldte svenske tropper. Et dansk-polsk-russisk forbund blev dannet, og i begyndelsen af 1700 vendte Frederik IV sig mod Gottorp. En britisk-nederlandsk flåde sikrede Karl 12.s overgang til Humlebæk, og dermed var Danmark besejret, endnu før krigen rigtig var begyndt. Sømagterne gennemtvang Travental-freden 1700 med nogle danske indrømmelser til Gottorp. Karl 12. slog en tredobbelt russisk overmagt ved Narva 1700 og drev i de følgende år August 2. ud af Livland og Polen, hvilket sidste han 1704 gav til Stanislaw Leszczynski. Da han derefter erobrede næsten hele Sachsen, måtte August slutte fred i Altranstädt 1706 og opgive Polen. Karl fik alliancetilbud fra alle de andre stormagter, der lige fra 1701 havde været indviklet i Spanske Arvefølgekrig, men nøjedes med aftaler med Preussen og Hannover. I felttoget 1708 vandt Karl endnu én sejr, men russerne sinkede og svækkede ham ved den brændte jords strategi, og ved Poltava 1709 blev den svenske hær udslettet. Kongen flygtede til Tyrkiet, hvor han sad i Bender i 5 år. Det lykkedes ham 1711 at få sultanen til at erklære Rusland krig, men efter et kort felttog fik zaren fred mod at afstå Asov. I årene efter Poltava indtog Pjotr den Store de baltiske lande og Finland. August 2. generobrede Polen 1709, og samme år gik også Danmark-Norge ind i krigen igen og besatte Skåne, men blev kastet tilbage efter nederlaget ved Helsingborg 1710. Stenbock tilføjede danskerne endnu et nederlag ved Gadebusch 1712, men året efter blev han fanget med hele sin hær i Tønning. Den gottorpske regering havde ydet Stenbock støtte, og Frederik 4. lod hertugdømmet besætte. I slutningen af 1714 genoptog Karl 12. krigen og forsvarede Stralsund mod en dansk-preussisk-russisk overmagt. Han slap til Sverige umiddelbart før byens fald december 1715 og angreb kort efter Norge. I søkrigen havde Danmark dog overtaget. Gyldenløve udkæmpede et uafgjort slag i Køge Bugt 1710. Christen Thomesen Sehested udmærkede sig ved Rügen 1712 og 1715. Christian Carl Gabel sejrede ved Femern 1715. 1716 ødelagde Tordenskiold den svenske transportflåde i Dynekilen, og Karl 12. måtte opgive Norges-toget. 1717 var de eneste krigshandlinger Tordenskiolds mislykkede angreb på Göteborg og Strömstad. Karl 12. faldt i slutningen af 1718 på ny ind i Norge, men blev dræbt af en kugle foran Frederiksten, muligvis blev den affyret af en landsmand. De svenske generaler afbrød så felttoget, og 1719 angreb Frederik 4. Sverige fra Norge, mens Tordenskiold erobrede Marstrand. P.gr. af den britisk-russiske spænding lagde George 1. og Lord Stanhope pres på Danmark, der måtte standse offensiven og åbne fredsforhandlinger. George sluttede samme år selv fred med Sverige, der afstod Bremen og Verden til Hannover. 1720 fulgte Sveriges fred med Preussen, der fik Stettin og en del af Forpommern. Ved den engelsk inspirerede fred på Frederiksborg samme år, opgav Sverige sin toldfrihed i Øresund og tilbagekøbte for 600.000 rigsdaler de danske erobringer Marstrand, Wismar, Rügen og Stralsund. England og Frankrig garanterede Slesvigs tilhørsforhold til Danmark. 1721 indlemmede Frederik 4. den gottorpske del af Slesvig under kongeriget, sener kaldet de slesvigske enklaver . Hertug Karl Frederik flygtede til Rusland, hvor han blev gift ind i den stadig mere danskfjendtlige zarfamilie. Freden i Nystad 1721 mellem Sverige og Rusland tegnede krigens stedsevarende storpolitiske virkning. Sverige afstod Livland, Estland, Ingermanland, Sydkarelen samt Karelske Næs med Viborg.
|