FREDERICIAS HISTORIE
FRIHEDSKÆMPERE MED TILKNYTNING TIL FREDERICIA DRÆBT AF TYSKERNE UNDER BESÆTTELSEN 1940-45
Personer der knytter sig til byens historie.
Samlet af © Erik F. Rønnebech





Henrettelsen af frihedskæmpere fra Fredericiaområdet i besættelsens sidste dage.
På grund af Fredericia banegårds store betydning som jernbaneknudepunkt, var det et ideelt sted for modstandsbevægelsens folk at udføre skinnesprængninger og anden jernbanesabotage.
Mange af jernbanesabotørerne var ansat ved DSB, og havde derfor et godt indblik i togdriften. Der var både en gruppe i Fredericia og en ved Taulov station som arbejdede sammen.

Fredericia Terrænsportsforening spillede også en rolle da det ikke vakte tyskernes mistanke at de dyrkede deres sport ude i det åbne terræn heller ikke hvis det var i nærneden af jernbanespor.

Kilde:Sabotør Pierré Honoré.
Sent om aftenen den 2. marts 1945 blev to modstandsfolk fra Fredericia, Ib Schermer Schaltz og Ole Christensen, anholdt af en enlig tysk vagtpost ved jernbanebroen i Stallerup. Selv om den ene af dem var bevæbnet med en pistol, forsøgte ingen af dem at gøre modstand eller forsøge på at flygte.
De havde brudt alle sikkerhedsregler og valgt at foretage aktionen helt på egen hånd uden først at underrette byledelsen som var en fast regel.
Hvis de ikke var vendt hjem til den aftalte tid, kunne man nå at advare kammeraterne, så de kunne gå under jorden, men hverken deres familie eller byledelsen anede noget om, hvad de to foretog sig.
Natten før, var to andre sabotører fra Fredericia, Erik Vestergaard og Robert A. Jensen, tæt på at blive arresteret af en tysk patrulje, da de var ude og sabotere jernbanen øst for Bredstrup. De to sabotører gav straks overbetjent H.V. Sonneby besked om, at der var stærk, tysk patroullering i dette omåde så andre ikke skulle vove sig derud. Det vides dog ikke om de to havde fået advarslen.
Pierré Honoré fortæller: "Hans Eeg og Ebbe Jensen, var uadskillelige venner og boede nær ved hinanden, havde før fortalt mig, at de havde lavet et elektrisk alarmsystem, så hvis tyskerne kom hos den ene, kunne den anden alarmeres og nå at undslippe. Det reddede øjensynligt Ebbe".
Pierré Honoré var dog overbevist om, at den slags aldrig ville være sket i den tidligere byleder Finn Dalgaards tid,
Vagten overgav de 2 til gestapo, der førte dem til Pjedsted forsamlingshus, hvor de kom under skarp forhør det meste af natten, og sandsynligvis også tortur, og alt tyder på, at det fik Ib til at bryde sammen og røbe navnene på alle deres kammerater i både Fredericia- og Taulovgruppen. Dette kan være den medvirkende årsag til at ib Schermer Schaltz ikke blev henrettet efter sin dødsdom, da han sammen med de øvrige blev ført til henrettelsespladsen i Ryvangen, men som den eneste af de dømte blev benådet med livsvarigt tugthus.
Næste dag gik gestapos jagt på medlemmerne af de to grupper og det lykkedes dem at få fat i 8 mere, uden at nogen nåede at ane uråd. De 8 blev så ført til Domhuset i Kolding, hvor de to allerede befandt sig, og indsat i arresten. Én for én bragtes de til afhøring på Staldgården, og herefter blev de alle 10 overført til København og indsat i Vestre Fængsel.
Under fængselsopholdet havde de mulighed for at skrive og modtage breve og pakker.
Den 18/4 1945 blev de stillet for en tysk krigsret og alle dømt til døden. Efterfølgende søgte de alle om benådning, men ingen af ansøgningningerne blev taget til følge.
De blev alle vækket tidligt om morgenen den 19/4, og fik udleveret en blyant og et stykke papir, så de kunne skrive et afskedsbrev, og efter at have fået mulighed for at indtage deres sidste måltid, blev alle 10 sat op i en lastbil og kørt ud til henrettelsespladsen ved den gamle ingeniørkaserne i Ryvangen som tyskerne havde beslaglagt og hvor henrettelserne foregik. De blev derpå stillet op på række med ansigtet mod henrettelsespælene. Hele pladsen var oplyst af kraftige projektører,
De første tre, heriblandt Hans Eeg, blev ført ned til de tre granpæle på henrettelsesstedet og bundet fast til dem med en tynd snor. Blandt de første var Hans Eeg. Ib Schermer Schaltz spurgte derpå lederen af henrettelserne på et fejlfrit tysk, om han ikke måtte få lov til blive henrettet sammen med sin barne- og ungdomsven Hans Eeg. Det fik han ikke lov til, men blev taget til side og bevogtet af to værnemagtssoldater, medens han måtte overvære henrettelserne, sammen med de der endnu stod tilbage og ventede på deres tur.
Herefter fik han besked på at hans dom var ændret til tugthus på livstid, og ført tilbage til arresten i Vestre Fængsel. Først flere timer efter gik det op for ham at han stadig var i live.

Henrettelsernen;
Efter at være bundet fast til en pæl, fik de 3 dødsdømte hver en sort hætte trukket over hovedet og en hvid stoflap hæftet på brystet med en sikkerhedsnål, lige ud for hjertet. Herefter fik henrettelsespeletonen ordre til at tage ladegreb og sigte. Kort efter fik soldaterne besked på at skyde, og de tre sank sammen ved foden af pælene. Snoren og hætterne blev derefter taget af, de døde smidt op på trækvogne og kørt hen til gravene der lå i et område tæt ved henrettelsespladsen, og gravene kastet til. Tidligere havde man markeret gravene med et bræt med et nummer, og lagt en tilproppet sodavandsflaske med den pågældendes identitet ned ved liget, men det tog man sig ikke længere tid til. Nu stak man kun en gren ned i hvert hjørne af den tilkastede grav.


INDRYKKET I FREDERICIA DAGBLAD 25/4 1945

25/4, så snart tragedien blev kendt i Fredericia, stoppede alt arbejde omgående og byen lukkede ned. Mange satte flagene på halv stang i sympati med de efterladte. Dagen efter, den 26/4 var følgende dødsannoncer indrykket i Fredericia Dagblad:

Ligene graves op og identificeres.
Den 2/7 1945 blev ligene af de henrettede fra Fredericia fundet og gravet op, og den 4/7 1945 blev de 7 kister ført til Fredericia med tog.
Begravelserne foregik under stor højtidelighed og de døde blev genbegravet på hhv. Assistens- Sct. Michaelis og Nordre Kirkegaard, nu Ckristianskirkens kirkegård, under stor deltagelse fra byens borgere.
Henrettelsen af de 6 sabotører 19/4 1945, er indført i Sct. Johannes sogns kirkebog i København. Genbegravelserne er indført i de to fredericiasognes kirkebøger, Sct. Michaelis og Trinitatis.
En af modstandsbevægelsens pionerer var den unge maskinarbejder og stud. polyt. Niels Nielsen, som arbejdede maskinarbejder på B&W i København, og der tilsluttede sig sabotagegruppen Holger Danske.

Den livstidsdømte Ib Schermer Schaltz kom ikke til at sidde længe. Han genoptog studiet på polyteknisk læreanstalt og aftjente værnepligten i marinen under ferier efter læreranstaltens særordning. Herefter arbejdede han en tid i Sverige, stiftede familie med kone og to børn. De boede på Hvidovrevej i Valby og flyttede senere til Roskildeegnen hvor han døde den 7/2 1968 af diabaetes, som en syg, psykisk nedbrudt mand.

Stedet hvor henrettelserne foregik og ofrene begravedes blev til en Mindelund for ofrene i frihedskampen. Tidlere lå arealet ved ingenørtroppernes kaserne.
Kilde: Rundviser i
Mindelunden i Ryvangen Axel Albinussen.


Pierré Honoré fortæller:
"Kort efter krigen traf jeg Ebbe Jensen på gaden i København, og han inviterede mig op på sit spartanske værelse, på væggen hang et lille fotografi af Hans Eeg. Han var meget tavs, og da jeg spurgte ham, omhan havde spurgt Ib Schertz, hvem der egentlig havde angivet Hans Eeg, sagde han afvisende: 'Nej, hvad skulle det gøre godt for, og jeg fortrød mit spørgsmål.'" JORDFÆSTELSEN AF DE HJEMKOMNE KISTER

Ved en gribende højtidelighed bisattes i aftes den 4/7 1945 de syv henrettede fredericianere, stud polyt. Hans Eeg, ekspedient Kolding, Ekspedient Henry Jacobsen, hjælpearbejder Helge Hermann, handelslærling Iver Lassen, gartner C. Just Petersen og hjælpearbejder Ferdinand Andersen.
De 7 kister, der var ankommet fra København, stod 4. juli på perron 1 på Fredericia banegård over Vejlevejsviadukten og var hver dækket med et stort dannebrog, det flag, for hvilket de segnede, og der var lagt en mængde blomster og kranse fra pårørende, ligesom også byrådet og politiet nedlagde blomster på kisterne foruden de blomster der var sendt med fra København.
Da meddelelsen om de unge fredericianeres henrettelse nåede Fredericia, blev straks alt arbejde jo nedlagt, og hele byen tog del i den store sorg, der blev i de mange hjem. Også i går viste fredericianerne deres medfølelse med de hårdt ramte hjem. Allerede ved 18-tiden var der trængsel af mennesker på perron 1 og da pastor Nissen talte lyttede, en tusindtallig skare i dyb tavshed. Mange havde taget opstilling på Vejlevejen, hvorfra de kunne følge højtideligheden og tilmed høre pastorens tale gennem højttaleranlægget.
Efter salmen "Dagen går med raske fjed" talte pastor Nissen:
"Sent vil vi glemme hin tunge dag i slutningen af april, da budskabet om henrettelsen af nogle af vort lands bedste unge nåede os. Stille gled flagene på halv stang over hele byen. Det travle liv standsede og en egen stemning af sorg sænkede sig i vore hjerter og hjem i Fredericia. Det var tungt at erfare, at de ikke kunne stedes til hvile i deres hjemstavnsjord. Ikke engang en grav undte man dem. Ingen ven fik deres sidste håndtryk, ingen hørte afskedssukket, men vi ved, at det var for Danmark sukket lød, for Danmarks lykke og fremtid. For at bringe dem tak er vi samlede her i aften. Vi har længes efter at vente på den stund, da vi kunne få dem begravet på kristen vis. Vel ved jeg at en grav kun er en ringe erstatning for dem i elskede, men i får en dyrebar plet, hvor i kan dvæle ved mindet om jeres kære.
Der skal lyde en tak for Danmarks tapre sønner både til Gud og til jer, og vi vil også i aften betænke, at deres død og lidelser, deres angstfulde timer inden henrettelsen, det er ofret, det er prisen for Danmarks frihed, og den pris var disse mænd rede til at betale.
De levede, som der står på romerbrevets 14. kapitel: "Ingen af lever for sig selv og ingen af os dør for sig selv, thi vi lever for Herren". Disse mænd levede ikke for sig selv. De levede for deres hjem, elskede det og kæmpede for dets fremtid og lykke. De døde for hjemmet. De levede for Danmark og de elskede Danmark. De kæmpede og døde for dets fremtid og lykke. Men skønnest af alt er det at vi ved, at deres liv blev et liv for herren. Derfor tør vi i dag tro, at de også døde for herren. Deres død var prisen de måtte betale, for at vi kunne leve i frihed. Dette offer forpligter os, der fik lov at leve, og derfor kan vi ikke andet end spørge: Er vi det værd? Erkender vi ansvaret, er vi ikke uværdige til den fred og frihed, de skænkede os? Vil vi leve videre som om intet var hændt? Det ville være nedrigt af os. Den frihed er købt dyrt, det vidner disse kister om. Derfor lover vi hinanden at sætte alle vore kræfter ind på, at de ikke døde forgæves, og den bedste måde er, at vi får det samme sind og lever det samme liv, går ind for et nyt, et frit og et kristent Danmark. Måtte der komme den samme overskrift over vort liv: Vi levede ikke for os selv, vi levede for herren og Danmark. Da kan vi med frimodighed gå mod de kommende dage og tro, at Gud vil være os nådig og give os et nyt, bedre kristent Danmark. Gud velsigne Danmark, og Gud give, at det må blive os til fremgang i tiden der kommer.
Da man havde sunget: "Vor Gud han er så fast en borg" der lød så kraftigt, at det kunne høres til Sct. Michaelis kirke, trådte stationsforstander Larsen hen til kisterne og udtalte:
"Inden vi forlader statsbanernes område, vil jeg gerne på Fredericia Stations vegne udtale en sidste tak til de 5 jernbanemænd fra Fredericia og Taulov stationer for god og trofast arbejde i jernbanens tjeneste i en trang og tung tid.
Vi agter og vi ærer dem og de andre to fredericiamænd, hvis kister står ved deres side, for det mod de har udvist, og for den indsats, de har gjort i fædrelandets tjeneste i en ond tid.
De ord, der er malet på skjoldene dernede i forhallen, og som har talt sit stille sprog til os siden den 5. maj kl. 8 om morgenen, skal også lyde her.
"Guds fred med vore døde, i Danmarks rosengård.
Og til de efterladte siger vi:
"Guds fred med dem som bløde, af dybe hjertesår."

Derefter bar jernbanemænd, venner, medlemmer af sabotagegrupperne, FDF'er og KFUM-spejdere de syv kister ud til de ventende hestevogne, der var smukt pyntet med bøgeløv, og med 6 faner i spidsen, førtes kisterne ad Vesterbrogade, hvor der var sort af mennesker. Alle flag var allerede tidligt blevet hejst på halv stang, og på gaden var der strøet blomster. Ved Landsoldaten skiltes ligtoget, idet Hans Eeg blev ført til Trinitatis kirke. Gartner Petersen og Ferdinand Andersen til Christianskirken, og Ivar Lassen, Helge Hermann, Kolding og Henry Jacobsen til Sct. Michaelis kirke, hvor hver plads var besat af mennesker der ønskede at vise de døde den sidste ære. Man sang "Til himlene rækker din miskundhed, Gud", hvorefter Pastor Nissen bad en bøn, der formede sig som en tak og samtidig en bøn for Danmarks fremtid og sluttede med fadervor. Efter at velsignelsen var lyst, sluttede højtiden med salmen "Jesus os til trøst og gavn."

Ferdinand E. M. Andersen begravedes 8/7 fra Christianskirken
Henry Jacobsen 8/7 fra Sct. Michaelis kirke - Assistens kirkegård
Carl Gustav Kolding 8/7 fra Sct. Michaelis - Assistens kirkegård
Hans Eeg 7/7 fra Trinitatis kirke - Christianskirkens kirkegård
Helge Hermann 6/7 fra Sct. Michaelis kirke
Iver Lassen 9/7 fra Sct. Michaelis kirke (Assistens kgd)
H. Chr. Just Petersen, 7/7 fra Christianskirken

Pierré Honoré fortæller:
"Efter befrielsen gravede man også Hans Eegs lig op i Ryvangen. Det blev let identificeret fra et brev han havde gemt i sin pung.
En dag ringede Ebbes bror til mig fra Fredericia og spurgte, om jeg ville komme over og bære kisten sammen med andre af Hans Eegs klassekammerater, og jeg sagde naturligvis ja. Så sagde broderen, at jeg skulle have en studenterhue på og at jeg kunne låne hans, det havde de andre, og skolens flag skulle bæres efter kisten. Jeg forklarede kort, at jeg mente, at det var den rene blasfemi, sådan som jeg huskede Latinskolen under besættelsen, og at jeg kun ville komme uden hue. Han afslog, og jeg hørte senere, at de brugte en statist fra en anden klasse i stedet for mig."


7. JULI 1945 - HANS EEGS KISTE BÆRES TIL GRAVEN PÅ NORDRE KIRKEGÅRD


GRAVENES PLACERING PÅ KIRKEGÅRDENE


Niels Nielsen
(1912-1943)

Ugift Stud. polyt.
Han blev født i Erritsø sogn 10/1 1912 som søn af handelsgartner Laurits Nielsen (f. 20/11 1887 i Erritsø, død 9/7 1962 i Erritsø) og hustru Dagmar Eleonora født Thuesen (født 3/6 1884 i Rans, Gårslev sogn, død 8/12 1957 i Fredericia).
Han blev elev på Grove-Rasmussens realskole (Fredericia Private Realskole) i Fredericia.
Værnepligten aftjente han i Haderslev 1933-34, og startede samme år som kornetelev og blev kornet i 1935.
Var derefter på forskole til Polyteknisk Læreanstalt 1936-37 og blev ansat som maskinarbejder B&W's skibsværft i København samtidig med at han læste til civilingeniør (Stud. Polyt.).
På B&W fremstallede han våben til brug for frihedskæmpergruppen Holger Danske, der stod for sprængningen af Forum 24/8 1943.
Herefter intensiveredes politiets eftersøgning af sabotagegruppen, der i de følgende måneder helt trevledes op. Han arresteredes 2/9 1943 af Gestapo og indsattes i Vestre Fængsel.
Natten mellem 4. og 5/12 blev han nakkeskudt på en gade i København sammen med to andre sabotører, Arno Egon Hansen fra BOPA og kommunisten Aksen Ejler Andersen.
Drabene skete formentlig under transport fra Dagmarhus, hvor de tre sabotører havde været i forør og udsat for tortur, tilbage til Vestre Fængsel. Alle tre var dræbt ved nakkeskud og Gestapo oplyste, at de var "skudt under flugtforsøg". Hvad der virkelig var foretået er uklart, men gestapo var på det tidspunkt sikkert ikke interesseret i at ophidse den danske befolkning.
Han blev dermed den første sabotør fra Fredericia, der mistede livet under besættelsen og en af de første i det hele taget.
Han begravedes 6/12 1943 på Bispebjerg kirkegård.
Den 20/6 1947 blev hans lig gravet op og den 20/6, kremeret på Bispebjerg krematorium.
Urnen blev sendt til Fredericia og nedsat på Sct. Michaelis kirkegård under en mindehøjtidelighed den 15/7.

Hans navn står på den ene mindeplade ved Frihedsmonumentet, samt en mindesten over de omkomne, der oprindelig stod på Bülows kaserne, men senere blev flyttet til Haderslev kaserne, da Kongens Jydske Fodrigiment blev indlemmet i Slesvigske fodregiment og dermed formelt nedlagt.

12/7 1945 bragte Fredericia Dagblad følgende:
Stud. polyt. Niels Nielsens kiste ført til Fredericia.
En af modstandsbevægelsens pionerer, stud. polyt Niels Nielsen, søn af handelsgartner L. Nielsen, Strandvejen, var som bekendt en af de første, der blev skudt af tyskerne.
Han blev dræbt natten mellem 4. og 5. december 1943 i København.
Den unge mand tilhørte Holger Danskegruppen hvis medlemmer alle på nær én blev skudt.
Det lykkedes den gang, ved det danske politis hjælp, at få Nielsen begravet på Bispebjerg kirkegård.
Som rimeligt var, ønskede Nielsens forældre deres søn begravet herhjemme, men en ansøgning herom blev afslået i Berlin. Nu er det lykkedes at få kisten ført hertil, og på søndag kl. 12½ vil der på Sct. Michaelis kirkegård, hvor kisten sænkes i grav, finde en sørgehøjtidelighed sted, hvor pastor Nissen vil tale.
Den unge mand arbejdede på Burmeister & Wain samtidig med, at han læste til eksamen. Under sin virksomhed her fremstillede han våben, og fra tysk side blev han fremstillet som den, der havde været mest aktiv inden for modstandsbevægelsen. Han blev taget af tyskerne den 2. september og indsat i Vestre Fængsel, hvor forældrene sidste gang, da de ville besøge ham, blev forment deri trods megen energi fra familiens side. En farbroder til den unge mand, overformand Nielsen, København, unddrog sig ikke på et vist tidspunkt nogen risiko for at få oplyst, om den unge mand var i live eller død. Skønt han udviste megen snedighed og mod, lykkedes det ham ikke.
Dødsbudskabet blev meddelt af fængselspræsten.
Bem.: Det var Niels Nielsens urne, ikke hans kiste der blev nedsat på kirkegården.

12/7 1945 - Referat i Fredericia Dagblad:
Han var en af de første der måtte dø for Danmark.
Ved en gribende højtidelighed jordfæstedes søndag middag stud. polyt. Niels Nielsens urne på Sct. Michaelis kirkegård.
I højtideligheden deltog mange venner og pårørende, ligesom en række foreninger var repræsenteret med faner.
Graven, hvor urnen stod, var smukt pyntet med et væld af blomster og dekorationer og frihedskæmpere stod æresvagt.
Pastor Nissen holdt en smuk tale.
En af afdødes venner fra modstandsbevægelsen i København bragte en meget bevæget tak, idet han bl.a. udtalte, at det var lykkedes Niels Nielsen at advare sine kammerater da gestapo tog ham.
Til urnen var bl.a. kranse med signerede bånd fra Alm. dansk gartnerforening, Fredericia kreds, Fredericia Byråd, Fredericia Private Realskole samt pionerforeningen.


GRAVSTEDET PÅ SCT. MICHAELIS KIRKEGÅRD 2019

Hans portræt blev, sammen med de øvrige omkomne, ophængt på det gamle rådhus i Vendersgade.
Kilder: Modstandsdatabasen, Fredericia Dagblad, kirkebøger m. fl.


Helge Carlo Harry Hermann
(1921-1945)

Han blev født 5/6 1921 i Danmarksgade 65 i Fredericia som søn af den 19-årige ugifte husassistent Valborg Simonie Jespersen og fabriksarbejder Karl Ingvard Hermann. Forældrene blev gift i Trinitatis kirke 18/8 1921.
Han var ugift, ekstraarbejder ved DSB, tilknyttet en sabotagegruppe i Fredericia og boede Danmarksstræde 11.
Efter konfirmationen kom han til søs, og sejlede som 17-årig på Sydamerika og Afrika.
Da krigen brød ud afmønstrede han i en egelsk havn og vendte tilbage til Danmark, hvor han aftjente sin værnepligt i marinen på et minørhold.
Da han blev hjemsendt blev han ansat som ekstraarbejder ved DSB og arbejdede som stationsbetjent. I fritiden var han delingsfører i FDF.
Han tilhørte indre mission og var medlem af en bibelkreds. Han meldte sig ind i nationalsocialistiske parti Dansk Samling som aktivt deltog i modstandsbevægelsen. Her kom han ind i en jernbanesabotagegruppe, hvori de fleste var ansat på Fredericia banegård.
Natten mellem den 2. og 3. marts 1945 blev gruppen arresteret og ført til Domhuset i Kolding. Den 12.4. overførtes den sammen med medlemmerne af en jernbanesabotagegruppe fra Taulov, som gruppen fra Fredericia havde haft forbindelse med, til Vestre Fængsel. Efter at være blevet stillet for en krigsret den 18.4.1945 og dømt til døden. Henrettet i Ryvangen 19/4 1945. 19/11 1945 blev der under en højtidelighed afsløret en mindesten og et stort granitkors over ham på Sct. Michaelis kirkegård, skænket hhv. af FDF og kolleger ved jernbanen. FDF's orkester spillede og formanden for FDF kommunelærer Th. Jacobsen holdt en kort mindetale. Efter talen spillede orkesteret væbnersangen. Herefter talte en af Helges kolleger fra stationspersonalet og afslørede et mindekors. Højtideligheden sluttede med, at pastor Erik Christensen bad en kort bøn.
Hans navn står på en mindesten med navne på omkomne fra FDF er rejst på FDF-lejren Sletten ved Julsø og Himmelbjerget.


Helge Hermanns grav på Sct. Michaelis kirkegård 2019


Iver Peder Lassen
(1923-1945)

Ugift handelslærling, Hans de Hofmannsvej 28. Han er født 11/7 1923 i Bække som søn af dyrlæge Niels Iversen Lassen, født 10/11 1893, og hustru Sigrid Vera Elmegaard Pedersen, født 7/8 1897.
Han tog præliminæreksamen i Kolding, i 1942 studentereksamen fra Nyborg Studenterkursus. Efter sin studentereksamen kom han i handelslære hos en isenkræmmer. Han startede i modstandsbevægelsen med illegal bladvirksomhed og kom senere ind i en jernbanesabotagegruppe i Fredericia.
Hele gruppen blev natten mellem den 2. og 3. marts 1945 anholdt. De blev først ført til Kolding og siden den 12.4. 1945 sammen med 3 medlemmer af en jernbanesabotagegruppe i Taulov overført til Vestre Fængsel i København. Den 18.4. 1945 stilledes de for en krigsret og dømtes til døden. De henrettedes den 19.4.1945 i Ryvangen. Ligene af gruppen blev den 2.7. 1945 fundet og den 4.7.1945 ført til Fredericia, hvor Iver Lassens genbegravelse fandt sted på Assistens kirkegård den 9.7.1945.


Tirsdag den 10. juli 1945



En af de unge som Danmark havde så hårdt brug for.
Iver Lassen begravedes i går fra Sct. Michaelis kirke.

Sct. Michaelis kirke var fyldt til sidste plads i går, da den unge henrettede fredericianer Iver Lassen blev begravet. Kirken var smukt pyntet, ligesom der var sendt et meget stort antal kranse til båren, deriblandt mange signerede. Ned langs midtergangen og omkring båren paraderede 17 faner og 8 venner og kammerater stod æresvagt.
Efter salmen "På Gud alene" talte pastor Nissen:
Dag efter dag i den forløbne uge har vore bys kirkeklokker ladet tonerne lyde. Dannebrogssvøbte kister har vi sænket i hjemlig jord, og atter i dag er vi sorgklædte i Guds hus for at følge den sidste til graven og for at bringe vor kære Iver vor sidste hilsen og tak.
Mørkt så det ud i Danmark. Vi stod på afgrundens rand, prisgivet tyranners vilkårlighed og djævelske vilje, men da rejste sig en hær af unge, der rakte hinanden hånden, og i kærlighed til konge og fædreland gik de til kamp for Danmark.
Blandt disse var Iver. Han var besjælet af en dyb kærlighed til land og folk, han var dansk.
Han var én af de unge, som Danmark havde så hårdt brug for, og som der stilledes store forventninger til, og så gik det helt anderledes end i, hans kære forældre, og vi andre havde tænkt os. Aldrig glemmer vi den morgen da de hentede jeres dreng. Det er som om tankerne står stille og ustandselig spørger: Hvorfor, hvorfor? Svaret fik i den morgen, i sagde farvel til ham. Alle ting samvirker til gode for dem der elsker Gud. Vi kan i dag skimte en røst fra himlen, og vi tør tro, at det var bedst for alle, at det gik som det gjorde.
Hvor voksede han ikke i sin tro under fængselsopholdet. Aldrig har han oplevet en påske som den i fængslet. Hvor må det have været underlig at høre salmesangen fra disse unge, der var indespærret. Det var en forsmag på den store påske engang. Så kom den svære tid, da han blev flyttet til Vestre fængsel, og dermed uvisheden, og så den sidste hilsen skrevet bag på en konvolut i en bil på vej til henrettelsen. Kære far og min gode, lille mor, stod der, "nu er jeg på min sidste rejse, men jeg er ikke bange. Jeg tager hjem til min himmelske fader. Jeg har bekendt min synd for Gud, og han har tilgivet mig. På gensyn i himlen. Hilsen jeres dreng Iver".
Sådan skrev han, og derfor skal vi ikke ønske Iver tilbage. Himlen fik han i eje. Alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud. Også for kammeraternes skyld var det bedst, at det gik sådan. I dag ved vi, at uden Iver, og vi kan også sige uden Helge Hermann, var de andre ikke hjulpet hen til Gud. Der lyder et kald i dag fra Ivers kiste til jer unge: Bliv en kristen ung mand eller kvinde. Det lønner sig. Men også i to, der mistede jeres kære dreng, hold fast ved ordet vi hørte før, og hold fast ved, at det var bedst det gik sådan.
Engang når alle jordiske gåder løses, vil i se det, men indtil den dag, må i leve i mindet om Iver og takke Gud for minderne i har. De er lyse og gode. Han var en god søn og kammerat med sine forældre. Jeg tror at Iver gjorde Olfert Richards bøn: "Gud skænke mig at blive en så kærlig søn, at mor kan få en lille løn" til sin.
Det har de fået fru Larsen. Ivers milde væsen udadtil gjorde ham afholdt overalt, hvor han kom, og vi skal sige Gud tak for, hvad han var for sit hjem og sine kammerater. Tak for det mod og den kærlighed han viste ved at dø, for at vi kunne leve. Vi vil slutte med, at Gud også vil lade jer, hans forældre, vokse frem til det store gensyn, idet vi tænker på alle, der er faldet, vil vi sige, at Danmark aldrig glemmer ofret i har bragt.
Man sang derpå salmen "O, Gud ske tak for nådens ord" hvorefter kommunelærer Aidt trådte op på prædikestolen idet han begyndte med at citere salmen "Kæmp for alt hvad du har kært" og sagde bl.a.: For få år siden faldt det i min lod at lære Iver at kende, og der voksede et venskab op blandt os. Jeg er stolt over at Iver regnede mig til sine venner, og det er som hans ven, jeg står her i dag. Vi arbejdede sammen i det illegale arbejde, og vi ved alle, at Iver Lassen faldt i kampen for Danmark. Han blev henrettet kort før frihedens sol brød frem over vort skønne fædreland. Han kæmpede ikke af had men af kærlighed til hjem og land, til folk og fædreland. Vi kan sige at kærligheden var en del af ham selv. Derfor holdt vi af ham, alle vi, der kom til at kende ham. Jeg har talt med flere af hans cellekammerater, der alle kom og fortalte, hvorledes Iver havde været dem alle til trøst og opmuntring. Selv tyskerne græd, da han blev ført ud af fængselet. De vidste, hvad der ventede ham. Iver var en varmhjertet ung mand, der gav sig selv for os, og det forpligter. De døde vandt krigen for os, og vi skal nu i fællesskab vinde freden.
Vi skal bygge fremtiden op på den ægte frihed, der dybest set bunder i fællesskab mod Gud. Gud velsigne mindet om ham for os. Gud trøste hans kære i deres tunge savn.
Koncertsanger Schumacher sang derpå "Skøn er døden, som I fik" og "Kæmp for alt hvad i har kært" (Altid frejdig når du går). Til tonerne af "Guds fred med vore døde" førtes kisten ud, og på Assistenskirkegården forrettede pastor Nissen jordpåkastelsen.
Ved graven taste pastor Riis Olesen, Taulov, der pegede på den frimodighed Iver Lassen havde og som ikke kan hentes andre steder end i bøn hos Jesus Kristus. Iver kunne øse ud til andre. Tak Iver, for din dåd og død. Desuden takkede en studenterkammerat fra Nyborg og en spejderkammerat, ligesom lærer Th. Jacobsen bragte en sidste hilsen fra handelsskolen. Iver Lassens fader, dyrlæge Lassen, takkede til slut i en meget smuk tale for den store deltagelse.


Iver Peder Lassens grav på Sct. Michaelis kirkegård 2019


Hans Christian Just Petersen
(1886-1945)

Handelsgartner, Vesterbrogade 2.
Født 27/7 1886 i Fredericia, Sct. Michaelis sogn som søn af gartner Hans Peter Carl Petersen, (født 1852 i Odense, død 1931 i Fredericia), og hustru Rasmine Clausine født Rasmussen, (født 1858 i Odense, død 1933 i Fredericia).
Gift 24/11 1908 med Anna Christine Jensen Skov. født 21/11 1890 i Fredericia, Trinitatis sogn som datter af snedker Jens Jensen Skov og hustru Dagmar Christine Dufresné.
Han tog præliminæreksamen fra Fredericia Private Realskole og kom derefter i gartnerlære hos I. P. Jensen i Århus den 19/02 1907.
Aftjente sin værnepligt ved Kystartilleriet i 1908. Blev udnævnt til sekondløjtnant 1910. I november 1914 blev han medindehaver af faderens gartneri i Fredericia og overtog gartneriet i 1922. Han var medlem af Konservativ Vælgerforening og blev tilknyttet en jembanesabotagegruppe i Fredericia. Grupperne opbevarede et stort lager af våben i Hans Christian Just Petersens gartneri. Natten mellem den 2. og 3.3.1945 blev gruppens medlemmer arresteret og ført til domhuset i Kolding. Den 12.4.1945 overførtes de tillige med medlemmerne af en gruppe i Taulov, som Fredericia-gruppen samarbejdede med, til Vestre Fængsel. Den 18.4.1945 blev grupperne stillet for en krigsret og 9 mand dømt til døden og henrettet den følgende dag.

¨


Hans Christian Just Petersens grav på Christianskirkens kirkegård 2019


Ferdinand Emil Martin Andersen
(1918-1945)

Ekstraarbejder ved DSB, Treldevej 30.
Født 13/1 1918 i Fredericia som søn af overportør Hans Andersen, født 24/9 1895, død 8/1 1961 og hustru Thyra Olga Margrethe født Jensen, født 18/8 1897, død 14/2 1954, gift med Helle Thygesen Flensburg.
Fra skolen kom Ferdinand Andersen ud at sejle med Ø.K.'s skibe til Kina og Japan. I 1938 aftjente han sin værnepligt som marinesoldat, og blev i 1940 ansat som hjælpearbejder ved Fredericia station. Her blev han, der bevægedes af en stærk nationalfølelse, tilknyttet en jernbanesabotagegruppe, hvoraf de fleste medlemmer var ansat ved stationen i Fredericia. På Ferdinand Andersens bopæl, Treldevej 30, opbevaredes et mindre sprængstof- og våbenlager.
Natten mellem den 2. og 3. marts 1945 blev gruppen arresteret og ført til Domhuset i Kolding. Huset på Treldevej blev sprængt i luften. Den 12.4.1945 overførtes gruppen sammen med medlemmerne af en jernbanesabotagegruppe fra Taulov, som gruppen fra Fredericia havde haft forbindelse med, til Vestre Fængsel.
Den 13 april fik han lov til at skrive et brev til familien:

Vestre Fængsel, Celle 188, den 13. April 1945.
Kære elskede Helle!
Lige et Par Ord for at du er klar over, hvor jeg er. Du maa gerne sende Tobak, alt det, du kan faa fat i, ogsaa fintskaaret, saa jeg kan rulle Cigaretter; og rent Tøj, men ingen Kiks eller noget andet. Det gaar godt efter Forholdene, og jeg haaber, at det stadig maa gaa godt. Hvordan har Børnene det, de nyder vel det gode Vejr. Jeg savner dem meget, ligesom jeg ogsaa savner dig, Lillemor! Hvordan har Mormor det, der er I vel ogsaa ovre en Gang imellem.
Det er godt, I har Far og Mor og gode Venner til at hjælpe jer, det glæder mig meget, hils dem. Pas nu godt paa Børnene, kære lille Mor, det er jo vores et og alt. Hils dem mange Gange fra Far, beder de stadig deres Aftenbøn? Jeg tænker paa dem hver Aften ved den Tid. Skulde det gaa mindre godt,
har vi jo haft nogle gode Aar sammen, men vi haaber, at det gaar godt alt sammen. Nu til Slut mange kærlige Hilsener og Kys til mine fire bedste.
Kys de smaa fra Far.
Ferdinand

Efter at være blevet stillet for en krigsret den 18.4. 1945 og dømt til døden, blev han henrettet i Ryvangen den 19.4.1945 sammen med 8 andre. Ferdinand blev genbegravet 8. juli 1945 på Nordre Kirkegård.


Ferdinand Emil Martin Andersens grav på Christianskirkens kirkegård 2019


Hans Eeg
(1925-1945)

Ugift stud. polyt. Hans Eeg, Dortheavej 11.
Blev født 28/5 1925 i Aarhus, Sct. Johannes sogn som søn af postassistent Niels Eskildsen Eeg, født 22/6 1890 og hustru Kirstine Benedicte født Nielsen den 5/3 1895.
Han tog studentereksamen i 1944 fra Fredericia Gymnasium og påbegyndte derefter et studium ved Polyteknisk Læreanstalt i København. Han var medlem af Fredericia Terrænsportsforening hvor modstandsbevægelsen startede. På grund af forholdene indskrænkedes store dele af undervisningen på de højere læreanstalter i slutningen af 1944, hvorfor Hans Eeg vendte tilbage til Fredericia. Ved hjemkomsten tog han midlertidigt arbejde på jernbanestationen i Fredericia, og blev her optaget i en gruppe, der fortrinsvis beskæftigede sig med jernbanesabotage.
Natten mellem den 2. og 3.3.1945 blev gruppens medlemmer arresteret og ført til domhuset i Kolding. Den 12.4.1945 overførtes de tillige med medlemmerne af en gruppe i Taulov, som Fredericia-gruppen samarbejdede med, til Vestre Fængsel. Den 18.4.1945 blev grupperne stillet for en krigsret og alle 10 fik dødsdomme. De 9 henrettedes i Ryvangen den følgende morgen.

Det var fredericiasabotøren Pierre Honoré der meddelte Hans Eegs forældre om deres søns henrettelse i et brev brev sendt fra København den 21. april 1945. Brevet lød således:

København 21-IIII-45

Først i Aften har vi modtaget Meddelelsen om Hans´ Død.
Jeg har villet sende dem dette som et ringe Tegn på vor Deltagelse i Deres store Sorg, både fra dem af os, der kendte Hans personligt, og fra dem, for hvem han kun var en ukendt Kammerat. Det er Deres Pligt at være stolt af Deres Søn, for han har fået den Ære, som endnu kun har været forundt få Danskere, at dø for sit Folk.
Det Offer, Hans har bragt, har ikke været forgæves. Vi, hans Kammerater, lover Dem, ikke at hævne ham, for det vilde kun være Hans uværdigt, men at føre Kampen videre og fuldføre det, Hans ikke nåede.
Pierre Honoré


Bem: Pierré Honoré blev taget af gestapo for sabotage af bl. a. Osteknudsens forretning, der var gestapofolkenes tilholdssted i Fredericia, og indsat i Frøslevlejren, hvorfra det lykkedes ham at flygte. Han fortsatte sabotagearbejdet først i Aarhus og derefter i København.

Hans Eeg blev genbegravet 7/7 1945 på Nordre Kirkegård ved Christianskirken.


Hans Eegs grav på Christianskirkens kirkegård 2019

TAULOV GRUPPEN



Karl Gustav Kolding
(1917-1945)

Trafikekspedient på Taulov station, født 21/1 1917 i Roslev som søn af repræsentant Johannes Pedersen Kolding, (født 15/6 1890 i Tøndering, død 20.2.1964 i Århus), og hustru Kirstine, (født 27/6.1893 i Selde pr. Roslev).
Han blev gift 28/2 1943 med Rose Davidsen, (født 8/11. 1917 i Fredericia). Han deltog i illegalt bladarbejde og var medlem af jernbanesabotagegruppen i Taulov.

Karl Gustav Kolding var udlært i herreekvipering. Han aftjente sin værnepligt ved 12. bataljon og var korporal den niende april da Danmark blev besat.
Efter hjemsendelse i 1940 blev han stationsbetjentaspirant i Hovedgård og Over Jerstal og senere forfremmet til stationsekspedient i Hjordkær og Taulov.
Karl Gustav Kolding deltog sammen med sine to kolleger, Eluf Preben Månsson og Henry Jacobsen, i illegalt bladarbejde for én af de DKP-grupper som udgav "Budstikken" i Sønderjylland. De var tillige medlemmer af en jernbanesabotagegruppe i Taulov, som arbejdede sammen med en tilsvarende gruppe i Fredericia. I begyndelsen af marts 1945 blev Fredericiagruppen revet op, og den 6/3 1945 arresteredes Kolding og hans to kolleger Henry Jacobsen og E. P. Månsson af Gestapo. De blev først ført til Domhuset i Kolding og siden, den 12.4., overført til Vestre Fængsel i København. De blev alle dømt til døden og henrettet i Ryvangen den 19/4 1945 kort før befrielsen.


Karl Gustav Koldings grav på Assistens kirkegård 2019


Henry Jacobsen
(1918-1945)

Ekspedient ved DSB på Taulov station, født 25/8 1918. Gift 21/2 1942 med Grethe Ingeborg Jacobsen, (født 12/1 1920). Tilknyttet illegalt bladarbejde. Medlem af jembanesabotagegruppe i Taulov.
Som 14-årig kom Henry Jacobsen i lære som stålgravør. Efter at have taget svendeprøve med sølvmedalje fik han ansættelse hos gravør Schøllhammer, Fredericia, hvor han var indtil 1940, da materialemanglen tvang ham til at forlade sit fag. Han fik derefter ansættelse ved Taulov jernbanestation, hvor han havde forskellige stillinger, sidst som ekspedient.
Eluf Preben Månsson og Carl Gustav Kolding (se disse) var også ansat på Taulov station som ekspedienter. Disse tre kom til at virke sammen i det illegale arbejde. Først i det illegale bladarbejde, tilsluttet "Budstikken" , udgivet af DKP grupper i Sønderjylland. De dannede senere en jernbanesabotagegruppe med kontakt til en tilsvarende gruppe i Fredericia.

13. April 1945

Kære Grethe!
Haaber, I alle har det godt, har det selv godt og kommer ud, naar jeg har afsonet min Straf, hvor lang den er, ved jeg ikke. Vi blev overført til Vestre Fængsel pr. Bil d. 11. April 1945. Adressen er: Henry Jacobsen, f. 25. August 1918, Vestre Fængsel, Tyske Politiafdeling, Celle 156, København. Maa modtage Pakke og Brev hver 14. Dag, det er ellers ligesom i Kolding. Hvordan gaar det med Lillesøster, Karl Aage og dig, Grethemor? Jeg længes efter jer alle tre. Hils Svigerforældre mange Gange. Jeg vil meget gerne have nogle Billeder af jer og Lillesøster, hvis du kan skaffe et af hende, vil jeg blive meget glad derfor. Vær god og skriv til mine Forældre, og bed dem ansøge om at maatte besøge mig her. Maa vistnok modtage Besøg af en Person hver Maaned. Har du faaet lavet noget ved Have og faaet Tørv og Træ hjem?
Hermed de kærligste Hilsener til dig, Grethe. Send Skrivepapir og Kuverter.
Din Henry

Henry blev skudt af tyskerne i Ryvangen 19/4 1945. Ført til Fredericia og genbegravet på Assistens kirkegården fra Sct. Michaelis kirke.


Henry Jacobsens grav på Assistens kirkegård 2019


Eluf Preben Månsson
(1919-1945)

Ekspedient ved DSB på Taulov station, født 4/8 1919 i Randers som søn af overportør Mogens Christian Månsson, (født 4/11 1873 i Ulstrup, død 24/11 1949 i Randers), og hustru Christine Cathrine f. Christensen, (født 17/1 1880 i True, død 16/6 1961 i Randers.
Han gik i skole på Hobrovejens Skole i Randers. Blev kontorist 1936-40, derefter stationsarbejder i Randers. I 1942 stationsaspirant i Tolne og 1943 stationsbetjent. 1944 blev han ekspedient på stationen i Taulov . Han var medlem af FDF og KFUM i Randers.
Han blev gift 27/11 1944 med Thora Larsen, født 3./1 1918 i Lild sogn.
Han var, som de andre to på stationen, tilknyttet illegalt bladarbejde og en jernbanesabotagegruppe i Taulov.
Sammen med to kolleger fra Taulov Station (Taulovgruppen) var han tilknyttet det illegale blad "Budstikken". De tre kolleger var tillige knyttet til en meget aktiv jernbanesabotagegruppe i Fredericia, der rettede omfattende ødelæggelser mod jernbanenettet i Fredericia og omegn i begyndelsen af 1945. Skudt af tyskerne i Ryvangen 19/4 1945.


Ole Christensen
(1923-1945)

Trafikmedhjælper ved DSB, født 9.4.1923 i Allerslev sogn, Roskilde amt, død 19.4.1945 i Ryvangen. Søn af godsforvalter Niels Peder Christensen, (født 21.4.1887 i Råbjerg, død 25.5.1959), og hustru, sygeplejerske Jensine Helene født Møller, (født 11.4.1893 i Løgstør).
Tilknyttet jernbanesabotagegruppe i Fredericia.
Efter realeksamen 1939 ansat som trafikelev ved DSB i Præstø.
1943 udnævnt til trafikmedhjælper og forflyttet til Jylland, hvor han sidst gjorde tjeneste i Fredericia.
Tilknyttet Det Konservative Folkeparti.
Ole Christensen, der var præget af stærk nationalfølelse, tilknyttedes i Fredericia en jembanesabotagegruppe, hovedsagelig bestående af personalet ved stationen i Fredericia. Gruppen var meget aktiv særlig fra sommeren 1944 til februar 1945. Den 2. marts 1945 arresteredes Ole Christensen, og sammen med ham otte andre medlemmer af sabotagegruppen. Sammen med sine kammerater henrettet i Ryvangen 19.4.1945.

Ole Christensen begravedes 11/7 fra Vestre Kirkegårds nordre kapel i København.


Poul Johannes Christiansen
(1921-1945)

Tilskærer, født 7.8.1921 i København, død 25.2. 1945 i Porta Westfalica. Søn af sporvejsfunktionær Aage Johannes Christiansen, født 30.5.1895 på Frederiksberg, død 19.1.1968 i København, og hustru Rigmor Gudrun Lily Christiansen. Gift 23.11.1941 med Elna Gudrun Nilsson, født 11.6.1919 i København, død 21.8.1961 smst. (B.: P. 5.9.1942). Frit Danmark-gruppe i Fredericia.
Efter mellemskoleeksamen fra Havremarkens Skole uddannet som tilskærer i skotøjsindustrien.
Fra 1941 ansat på S. Nielsens Skotøjsfabrik i Fredericia.
I Fredericia tilsluttet en bladgruppe inden for Frit Danmark.
Den 10.12.1943 arresteret af det tyske sikkerhedspoliti og ført først til Kolding, senere til Vestre Fængsel. Derfra overført til Horserød og Frøslev. Senere deporteret til Neuengamme og derfra udstationeret i Porta Westfalica, hvor han døde 25.2.1945.
Efter befrielsen blev Poul Christiansens lig hjemført og bisat i Ryvangen.



Svend Aage Schaldemose-Nielsen
(1900-1944)

Politimester, født 16.5.1900 på Frederiksberg, død 26.11.1944 i KZ-lejren Buchenwald. Søn af Kriminalassistent Rasmus Schaldemose-Nielsen, (født 8/8 1869 i Erritsø, død 14.8.1931 påi Frederiksberg), og hustru Else Marie Bruun, (født 14.8.1870 i Mølholm, død 30.6.1953 i København). Gift 27.6.1924 med Gørrild Dagmar Madsen, født 5.4.1902 i Nykøbing Falster, død 12.5.1969 i Gentofte.
Tilknyttet Fynsledelsen.
Student fra Efterslægtselskabets Skole.
1922 juridisk embedseksamen.
1927 landsretssagfører og samme år ansat som politifuldmægtig ved Rougsø Herredød 1931 fuldmægtig og medhjælper hos statsadvokaten i Ålborg, fra 1933 hos statsadvokaten i København.
August 1941 udnævnt til politimester i Fredericia og i oktober 1943 til politimester i Odense.
I forbindelse med reorganiseringen af militærgrupperne i efteråret 1943 blev Schaldemose-Nielsen kontaktet af den senere chef for region IV. Han stillede beredvilligt alle fornødne oplysninger til rådighed for denne og sørgede for adgang til listerne på lægdskontoret. Dette var indledningen til et illegalt samarbejde, der i væsentlig grad kom til at lette Fynsledelsens arbejde. Som følge af denne virksomhed blev han den 19/9 1944, efter speciel ordre, arresteret af Gestapo og deporteret til Buchenwald, hvor han afgik ved døden den 26/11 1944.



Kaj Snedker Rasmussen
(1908-1944)

Cand. mag., født 9.5.1908 i Tranebjerg, død 2.12.1944 i Versen bei Meppen.
Søn af førstelærer Bent Rasmussen, (født 30.10. 1880, død 17.10.1967), og hustru Johanne Margrethe født Snedker, (født 7.6.1883, død 4.1.1947). Gift 23.11.1941 med Birthe Marie Thomsen, født 17.6.1917 i Tistrup.
Tilknyttet modstandsbevægelsen i Fredericia.
Studentereksamen fra Århus Katedralskole.
1933 historisk-sproglig embedseksamen.
Ansat ved Grove Rasmussens private Realskole i Fredericia.
Leder af Frit Danmark-gruppe i Fredericia.
Forlod bladarbejdet til fordel for organiseringen af sabotage og militærgrupper.
Deltog i våbentransporter og varetog kontakt til faldskærmsorganisationen.
Deltog tillige i oprettelsen af Frihedsrådets lokalkomité.
Gik under jorden 12.12.1943.
I juni 1944 blev Frit Danmark- gruppen revet op, og Kaj Rasmussen arresteret 24.6.1944. Han blev ført til Kolding Arrest og derfra 18.8.1944 til Frøslev.
20.10. 1944 deporteredes han til Kz-lejrenNeuengamme.
Kom herfra på udkommando til Versen bei Meppen, hvor han døde 2.12.1944.



Holger Feldborg Gantriis
(1883-1945)

Kommis, født 6.1.1924 i Slagelse, død 4.4.1945 i Dessauer Ufer.
Søn af Slagteriarbejder Jacob Gantriis, (født 1.7. 1882, død 3.11.1960) og hustru Marie, født (28. 12.1883, død 22.8.1956).
Medlem af jernbanesabotagegruppe i Fredericia.
Efter mellemskoleeksamen fra Slagelse kommunale Gymnasium gik Holger Feldborg Gantriis 1938 i handelslære hos isenkræmmer Hans Knudsen, Slagelse.
Efter læretidens ophør tog han arbejde i faget i Fredericia.
Her blev han tilsluttet en jernbanesabotagegruppe, ledet af fabrikant Finn Dalgaard. Denne gruppe deltog bl. a. i talrige aktioner mod den østjyske længdebane.
Natten til den 4.10.1944 var gruppen ude på jernbanesabotage på strækningen mellem Fredericia og Pjedsted. Her blev Holger Gantriis sammen med to kammerater arresteret og af Gestapo ført til Staldgården i Kolding. Herfra overført til Frøslev og deporteret derfra til Neuengamme. Kom herfra på udkommando til Dessauer Ufer.
13.3. 1945 overført til Bullenhuser Damm i Hamburg, hvor han døde 4.4.1945.

31/5 1949
Tidligere tysk værnemagtssoldat i Danmark om henrettelserne i Ryvangen.
Han fortæller, at den tyske værnemagt med vilje skød forbi. Og at gestapo overtog eksekutionerne.
En dansk ingeniør, Chr. Lund-Hansen, Odense, har under et ophold i Hildesheim for nylig haft en besynderlig oplevelse, idet han af en dansktalende tysker, der havde gjort tjeneste i Danmark under besættelsen, fik et indblik i, hvad der foregik bag de tyske kulisser.
Til at begynde med fæstede han ikke megen lid til tyskerens bekendelser, som han troede blev fremsat for at opnå et eller andet, men da tyskeren, efter sin beretning, konsekvent afslog at modtage noget som helst, tænkte ingeniøren over tingene og i går står hans beretning i dagbladet ”København”. Den tidligere tyske soldat havde hver dag, et år igennem, gået vagt i Kolding, men han havde også gjort tjeneste andre steder, og han fortæller, at han to gange var udtaget til at medvirke ved henrettelser, skydning, i en peleton på 12.
Den første gang blev delinkventen slet ikke ramt i første salve. Der måtte skydes én gang til, og da faldt han for to kugler. De 10 gik forbi. Officererne rasede, og hele peletonen fik disciplinærstraf. Ved den næste henrettelse ramte kun ét skud. De 11 gik udenom, og officererne måtte give nådeskud. Ved denne lejlighed blev halvdelen af mandskabet taget ud ved lodtrækning og sendt til Rusland. Der var mange af de tilfælde, fortæller den tyske værnemagtssoldat, og det endte med at gestapos folk overtog alle henrettelser. Man turde ikke overlade dem til Wehrmachten fortsætter han, men De tror mig vel ikke.
Soldaten, der nu er parkeringsmand, havde også været med ved ”Stormen på Sorgenfri” hvorom han fortæller.
”En høj gestapoofficer kom løbende til vor deling og råbte: Skyd ind gennem det vindue, det er hans værelse. Måske får vi ram på ham. Dér plejer han at sidde. I det samme fyrede han sin revolver af mod et vindue på slottet, men vor kaptajn sprang til og slog våbenet fra ham idet han rasende råbte:
”Her er det mig der bestemmer hvornår og hvorhen der skal skydes”. Gestapomanden eksploderede i raseri, man hvad der siden kom ud af sammenstødet, ved jeg ikke.


TYSKERNE (SCHALBURGKORPSET) SPRÆNGTE HANS CHRISTIAN JUST PETERSENS GARTNERI PÅ CALVINSVEJ I LUFTEN 16/3 1945


KISTER MED 7 FRIHEDSKÆMPERE BISÆTTES FRA BANEGÅRDENS PERRON 1 4/7 1945


KISTER MED 7 FRIHEDSKÆMPERE BISÆTTES FRA BANEGÅRDENS PERRON 1 4/7 1945


KISTER MED 7 FRIHEDSKÆMPERE BISÆTTES FRA BANEGÅRDENS PERRON 1 4/7 1945


KISTER MED DE 7 FRIHEDSKÆMPERE


PARADE FOR DE 7 HJEMKOMNE HENRETTEDE FRIHEDSKÆMPERE PÅ RÅDHUSTORVET VED MICHAELIS KIRKE 4/7 1945


RUSTVOGN MED HENRETTET FRIHEDSKÆMPER KOMMER FRA MICHAELIS KIRKE 4/7 1945


BEGRAVELSE AF EN AF DE HENRETTEDE FRIHEDSKÆMPERE 4/7 1945

MINDESMÆRKER OVER OFRENE I FRIHEDSKAMPEN

MINDEPLADE PÅ KFUM

Langfredag den 19/4 1946, på årsdagen for deres henrettelserne i Ryvangen, afsløredes en mindeplade i KFUM's festsal over Iver Lassen og Helge Hermann.
Foruden deres navne og data står Kaj Munchs digt "Drenge i drenge som døde" på mindepladen.

MINDESTEN VED TAULOV STATION.
20/4 1946



Svensk radio var først med oplysning om henrettelserne: 24. april 1945 bragte den svenske radio den grufulde meddelelse, at 9 danske patrioter, 6 fra Fredericia og 3 fra Taulov, den 19. ds. var blevet henrettet af tyskerne i Ryvangen.
Først dagen efter offentliggjorde tyskerne meddelelsen om henrettelserne, som vakte forfærdelse over hele vort land.
Medens Fredericia først senere vil hædre sine faldne patrioter og dermed frihedskampen, mindedes Taulov sogn i går sine 3 faldne ved gudstjeneste og afsløring af en stor granitsten i den pyntelige mindelund som er indrettet ved Taulov station.

Afsløringen af mindestenen begyndte ved 15.30 tiden, umiddelbart efter at deltagerne i gudstjenesten var nået til byen.
Den nyindrettede mindelund er anlagt på en af statsbanerne skænket grund mellem stationsområdet og "Knudsens Hotel", og er ved sin indretning smukt afstemt efter omgivelserne. På begge sider af indgangen er opført et stenbelagt murværk. Selve mindestenen er anbragt på en forhøjning, omgivet af en firkant af granitsten.
I det omgivende blomsteranlæg er anbragt en bænk og desuden er der rejst en høj flagstang.
Stenen var indhyllet i et dannebrogsflag og jernbanernes hornorkester fra Århus akkompagnerede forsamlingen i sangen: "Vor gud han er så fast en borg."
Herefter foretog pastor Riis afsløringen idet han udtalte:.
"Idet vi mindes de tre patrioters kamp for Danmark i krigens år, jernbaneekspedienterne Henry Jacobsen, Carl Gustav Kolding og Eluf Preben Månsson, afslører jeg denne mindesten på årsdagen for deres tragiske død i København, da de blev dræbt af tyske kugler, og udtalte et: "Ære være deres minde!"
Alle blottede hovederne og der herskede to minutters tavshed.

Til tonerne fra orkesteret af "Der er ingenting der maner", gik flaget først til tops og sænkedes derefter til halv. På forsiden af stenen står navnene på de tre patrioter på bagsiden står tre verselinjer og på siden står: Rejst af beboere i Taulov sogn.
Bagsidens indskrift lyder:
"Drenge, i drenge, som døde,
I tændte for Danmark i dybeste mulm en lysende morgenrøde - - -.

Et uddrag af et digt af Kaj Munk som fortsætter: Danske velsignede drenge, vort øje har tårer, men hjertet slår så stort som ikke - aah! så længe". For nu kan vi atter være de Verden i øjne rolig og frit.
I frelste jo Danmarks ære.

Uddrag af tale rektor Erik Lund holdt 25. april 1945 til eleverne på Fredericia Gymnasium:
I ved alle sammen, hvorfor der ingen skolegang var i går, og hvorfor flagene sænkedes på halv over hele Fredericia.
Der var kommet bud om, at 9 danske mænd, alle her fra Fredericia og omegn, var blevet dømt til døden ved tysk krigsret og henrettet. Blandt dem var ogsaa to unge mænd, der indtil for kort tid siden var elever her, Hans Eeg og Ivar Lassen.
I dag kan vi læse i vore egne "danske" aviser, at de var terrorister og forbrydere. Men vi ved bedre. Vi ved, at de var mænd, der ligesom mange andre før dem ikke kunde og ikke ville sige nej, da der var bud efter dem. Vi ved, at de var mænd, der følte sig som soldater ikamp mod en fjende, der daglig træder retten under fødder. Vi ved også, og disse mænd vidste det, at ikke uniformerede mænds kamp mod en besættelsesmagt, i modsætning til almindelig krig kan koste livet, også efter, at man er faldet i fjendens hånd. Men dette holdt dem ikke tilbage. Følelsen af pligt til at medvirke til rettens sejr i det store verdensopgør var den stærkeste, og det ærer vi dem for.

MINDEPLADE på FREDERICIA GYMNASIUM
1/5 1946
Mindepladeafsløring på Gymnasiet
Lørdag formiddag kl. 11 afholdes en højtidelighed på gymnasiet, ved hvilken lejlighed der vil blive afsløret en mindeplade for de af skolens tidligere elever, der faldt under frihedskampen.

Mindepladens inskription lyder:

Vilhelm Hugo Hedemann Holst 5/3 1922-1/3 1945
Eigil Bruno Wendell de Neergaard 7/7 1913 - 29/3 1945
Hans Christian Just Petersen 27/7 1886 - 19/4 1945
Ivar Lassen 11/7 1928 - 19/4 1945
Hans Eeg 28/5 1925 - 19/4 1945

De kunne blitt i sin hverdag.
De måtte gå de var kalt,
og alle brakte en gave,
den samme for det var alt.
Nordahl Grieg.

De 4 var gamle elever der blev henrettet efter tysk krigsretsdom. Dertil kom en gammel elev, der blev skudt ned af tyskerne under eftersøgning og døde i den tyske afdeling i Vestre Fængsel af sine sår. Altså ialt 5 direkte dødsofre.

Efter afsløringen omtaltes kort de 5 mænd.
Den ældste er handelsgartner Hans Christian Just Petersen, født 1886. Elev i Fredericia Latin- og Realskole 1893-96, henrettet for våbenopbevaring 19/4 1945.
Dernæst stationsleder for Falck i Slagelse, Eigil Bruno de Neergaard, født 1913, elev i Fredericia Højere Almenskole 1924-27, henrettet for sabotage mm. 29/3 1945. Den tredje i rækken er Cand. polyt. Hugo Holst, født 1922. Elev her 1936-40, dræbt af tyskerne 1/3 1945 og endelig som nr. 4 og 5 de to yngste. Handelslærling Iver Lassen, født 1923, elev her 1934-39, og student Hans Eeg, født 1925 og elev her 1937-44, begge henrettet for deltagelse i sabotage 19/4 1945.
Pladen blev anbragt på væggen i aulaen og 1974 flyttet til hovedindgangen ved det nye gymnasium på Nørrebrogade.


MONUMENTET FOR FRIHEDSKAMPENS OFRE VED FREDERICIA BANEGÅRD

3/7 1947
Monumentet for frihedskampen og dens ofre skal anbringes på trekanten ved Jernbanegade.
Efter forskellige forhandlinger har modstandsbevægelsens kunstneriske udvalg, hvis nye formand er professor Aksel Jørgensen, nu tiltrådt, at mindesmærket for frihedskampen og dens ofre i Fredericia og omegn rejses på trekanten mellem Vesterbrogade og Jernbanegade.
I samarbejde med Akademisk Arkitektforening, udskrives der i nærmeste fremtid en bunden konkurrence mellem fem særdeles anerkendte billedhuggere. Formodentlig vil vi omkort tid kunne meddele de fem kunstneres navne. 4/11 1949 behandlede byrådet en ansøgning om a få en anden plads til mindesmærket. Man fandt derefter frem til en plads ved Ishusstien hvilket ikke var i tråd med den plads, kunstkommiteen havde udvalgt.


MONUMENTET FOR FRIHEDSKAMPENS OFRE

MINDESMÆRKET FOR DE 23 JERNBANEMÆND DER MISTEDE LIVET I KAMP MOD BESÆTTELSESMAGTEN
Den 12. august 1947 indviedes mindesmærket under en højtidelighed i DSB's mindelund på Holstens Bastion. Mindesmærket bærer navnene på de 23 jermbanemænd over hele landet, der satte livet til i modstandskampen.


MINDEMUREN MED DE OMKOMNE JERNBANEFOLK FRA FREDERICIA

Nb. Henrettelsen skete den 19/4, og ikke den 18/4 som angivet på stenene.

MINDESTEN PÅ ØSTERVOLDS KASERNE

15/7 1947 I kasernegården er på valdemarsdag, søndag den 15. juni 1947, indviet en mindesten for 7. regiments ofre i frihedskampen i tiden fra 9. april 1940 til 4. maj 1945. Ved efterfølgende soldaterjubilæer blev der holdt en kort højtidelighed ved stenen samt nedlagt blomsterbuketter.

16/4 1949
Ved 40 års jubilæumsfesten for 12. bataillons årgang 1909 på Østervolds kaserne nævnes en mindesten i kasernegården:
I kasernegården modtoges jubilarerne af regimentschefen, oberst greve Trampe, der i hjertelige ord bød velkommen til garnisonsbyen, forklarede kasernens indretning og indbød til nærmere eftersyn. Folketingsmand Larsen-Bjerre af 10. batl. trådte nu frem og udtalte: I kender de gamle mindesmærker, men denne mindesten i kasernegården er noget nyt, og han omtalte frihedskampen og dens indsats, der atter skaffede os plads i de frie nationers rækker, hvorefter folketingsmanden henlagde to smukke blomsterbuketter ved mindestenen.
Stenen står nu opstillet ved Haderslev kaserne men der arbejdes på at få den tilbage til byen og opstillet på Sct. Michaelis kirkegård.

MINDESTEN PÅ FDF's SLETTEN


MINDESTENEN PÅ SLETTEN

Ved siden af hovedbygningen på den 238 tdr. land store lejrplads Sletten, der ligger langs Julsø ved Himmelbjerget, lod FDF i efteråret 1945 opstille en mindesten over de 11 FDF'ere, der omkom under besættelsen. Stenen blev fundet i bakken bag bygningen og af FDF'ere, slæbte med håndkraft til dens nuværende plads. Blandt navnene er Helge Hermann fra Fredericia.
kilde: FDF museet.

DE 14 MODSTANDSFOLK FRA FREDERICIA DER MISTEDE LIVET UNDER BESÆTTELSEN:


Poul Johannes Christensen
(7/8 1921-25/2 1945)

Ferdinand Emil Martin Andersen
(13/1 1918-19/4 1945)

Ole Christensen
(9/4 1923-19/4 1945)

Hans Eeg
(28/5 1925-19/4 1945)

Holger Feldborg Gantriis
(6/1 1924-4/4 1945)

Helge Carlo Harry Hermann
(5/6 1921-19/4 1945)

Henry Jacobsen
(25/8 1918-19/4 1945)

Karl Gustav Kolding
(21/1 1917-19/4 1945)

Iver Peder Lassen
(11/7 1923-19/4 1945)

Eluf Preben Maansson
(4/8 1919-19/4 1945)

Svend Aage Schaldemose Nielsen
(16/5 1900-26/11 1944)

Hans Christian Just Petersen
(27/7 1986-19/4 1945)

Kaj Snedker Rasmussen
(9/5 1908-2/12 1944)

Niels Nielsen
(10/1 1912-4/12 1943)


Et billede med ofrene blev ophængt i rådhussalen 9/4 1946 under overværelse af repræsentanter for Frit Danmark og byrådet. Alle interesserede kunne desuden overvære ophængningen.
Da byen fejrede sit 300 års jubilæum i 1950 blev der lagt kranse på de omkomnes grave.


HENRETTELSESPLADSEN I RYVANGEN
DE HENRETTEDE BLEV BUNDET TIL DE TRE PÆLE I BAGGRUNDEN - HENRETTELSESPELETONEN STOD INDE I LÆ UNDER HALVTAGET


PÆLENE MAN BANDT DE DØDSDØMTE TIL INDEN DE BLEV SKUDT
102 DANSKE MODSTANDSFOLK BLEV SKUDT EFTER TYSK KRIGSRETSDOM.

Efterskrift:

En af de 10 sabotører der dødsdømtes den 18/4 1945, slap med livet i behold og fik i stedet en fængselsdom på livstid. Det var:

Civilingeniør (dav. banearbejder)
Ib Schermer Schaltz
(1926-1968)

Ib var 19 år og barne- og ungdomsven med Hans Eeg.
Han blev ført med de andre dømte til henrettelsespladsen, hvor han overværede kammeraternes henrettelse, inden han blev ført tilbage i Vestre Fængsel,


En anden version af historien, der førte til henrettelserne
.

Den er udgivet af Niels-Birger Danielsen i hans bog: "Massehenrettelsen af Fredericia-sabotører"
Heri skriver han, at det var ved Stenhøjbroen at de to mænd blev anholt af en tysk officer, og overgivet til gestapo og blev tortureret i Pjedsted Forsamlingshus, og at det skulle være Helge Hermann Ib var sammen med.
Den historie lyder højst usandsynligt for Stenhøjsbroen går lige hen over det banegårdens rangerterræn hvor det har vrimlet med tyske vagter.
Han skriver videre:
Natten til den 2. marts 1943 var to unge Fredericia-sabotører, Erik Vestergaard og Robert A. Jensen, meget tæt på at blive arresteret af en tysk patrulje, da de gennemførte en aktion mod jernbanen øst for Bredstrup. Nu gjaldt det om at forhindre, at andre forsøgte sig samme sted.
De to sabotører gav - som det var reglen - straks overbetjent H. V. Sonneby, der var blevet sabotageleder efter Finn Dalgaard, besked om, at der var særlig risiko på banen nord for byen.

Tortureret efter uforsigtig aktion:
Halvandet døgn efter den mislykkede jernbanesabotage ved Fredericia, den 3. marts 1945, gik det galt.
Dels var advarslen ikke nået ud til alle grupper, dels besluttede de to sabotører, imod reglerne og uden at informere sabotagelederen, at lave deres egen sprængning. Det var den 19-årig ingeniørstuderende Ib Schaltz og den 23-årige ekstraarbejder ved DSB i Fredericia Helge Hermann (At det var Helge Hermann og ikke Ole Christensen Ib var sammen med har ikke kunnet verificeres.)
De lånte deres gruppeleders cykel til transport af sprængstoffet, men ved Stenhøjbroen blev de standset af en tysk officer. Han så imidlertid gennem fingre med, at den ene af dem stadig havde en pistol, men tilsyneladende var de unge mænd for chokerede til at gøre noget forsøg på at flygte. (Stenhøjbroen lyder meget usandsynlig)
Hermann og Schaltz blev derfor udleveret til Gestapo og ført til Pjedsted forsamlingshus, hvor Per Birkedal Hansen, den berygtede danske landsforrædder og gestapomand, med det samme tog fat på hård tortur. I løbet af aftenen lykkedes det ham at fremtvinge navne på flere fra gruppen.

Reddede kammerat med ringeapparat:
Gruppelederen anede uråd, fordi cyklen ikke som aftalt, var blevet leveret tilbage inden kl. 18. Han nåede imidlertid ikke at advare andre.
"Kl. halv fire ringede det på døren. Vi lod dem ringe. De forsøgte på forskellig vis at komme ind," fortalte faderen til den 21-årige handelslæring Iver Lassen.
Da det ikke lykkedes, slog de dørruden itu og skaffede sig adgang. Der var fem svært bevæbnede mænd, bl.a. Birkedal Hansen.
Inden de kom ind, havde Iver nået at advare sin nærmeste ven, Ebbe Jensen, der boede i nabolaget. De to havde lavet et elektrisk alarmsystem mellem deres boliger, og Ebbe slap væk.
Om morgenen begyndte det at rygtes, at en hel gruppe var blevet taget.
"Man forsøgte i panik at redde, hvad reddes kunne," skrev forfatteren Sven Lundberg.
"Da Erik Vestergaard mødte på arbejde kl. 7, blev han bedt om at komme ned til snedkermester Lorentzens værksted i Danmarkstræde."
Her var kammeraten Robert A. Jensen i lære, og de fik besked på at løbe ned for at advare Helge Hermann, som boede i de umiddelbare nabolag. Men da de kom ind på gårdspladsen, gik Gestapo der allerede. De vendte lige så stille om og forsvandt. (Helge Hermann var jo ifgl. ovenstående fange hos Gestapo sammen med Ib så det kan ikke passe)

Sabotageleder flygtede Et gruppemedlem, som boede hos sine forældre, undgik anholdelse, fordi han sov på et loftsværelse, som tyskerne ikke opdagede, da de brød ind. Op ad dagen slap han ud af huset. Tyskerne bevogtede alle udgangsporte fra den indre by, men den unge mand slap ud uden at blive bedt om legitimation ved at følges med nogle ældre damer og dermed komme til at se uskyldig ud. Det lykkedes også sabotagelederen H. V. Sonneby at komme væk ved hjælp af en trafikassistent ved jernbanen, der lukkede ham inde i en pakvogn i et tog, der skulle til Sjælland. Jernbanemanden fulgte selv med toget og lukkede først den blinde passager ud, da det havde passeret Storebælt.

Koldblodig DSB-mand slap væk
Jernbanesabotagegruppen i Taulov ved Fredericia var blevet advaret, og de fleste gik under jorden i dagene efter anholdelserne i Fredericia. Alligevel lykkedes det Gestapo at pågribe tre, der alle var ansat på stationen, den 6. marts 1945.
Det var den 26-årige Henry Jakobsen, den 28-årige Karl G. Kolding og den 25-årige Eluf P. Månsson.
"Den ene kom kørende i en bil, som han netop skulle bruge til at flygte med. En anden blev taget i sit hjem. Den tredje var igen på sit arbejde på stationen. Ved side af stod fjerdemanden i gruppen, Julius Grarup, med kælenavnet 'Julle'," skrev Sven Lundberg.
Gestapo lod sig imidlertid i denne omgang bluffe.
Julius Grarup stod på deres liste - ikke nogen "Julle".
Da Gestapo var væk, kunne han lige så stille hænge sin kasket og arbejdskittel på knagen - og gå under jorden.

Kilder:Fredericia Dagblad, Breve: "På sporet af en frihedskæmper", Kirkebøger, Pierré Honoré.


 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286