KRIGEN 1864

FÆGTNINGEN VED MYSUNDE 1864.

Ved Mysunde angrebe Preusserne igaar med 9.000 Mand og 2 Batterier. Vi havde 9 Kompagnier af 3die og 18de Infanteri=Regiment samt 2 Eskadroner af 4de Dragonregiment i Ilden.
To gange forsøgte Fjenden Storm, men kastedes tilbage.
Fjenden lod først sine Døde og Saarede ligge, rimeligviis uvidende om, at vi rykkede frem mod Flekkeby. Senere opsamlede han de fleste af dem.
Igaar under Træfningen stærk Taage og diset.
Vort Tab kan endnu ikke opgives bestemt. Efter et Jugement er det 150 a 200 Mand.
Kapitain Schow af 18de Infanteriregiment, Leiutenant Seyffarth af 3die Infanteriregiment, Artillerilieutenant Klubien ere faldne. Leitenanterne Meulengracht af 4de Dragon=Regiment, Lommer af 3die Infanteri=Regiment, Kapitain Moltke af samme Regiment og Lieutenant Bluhme af Infanteriets Krigsreserve ere saarede.
Sliener aaben.
Kongen boer paa Gottorp og har befalet, at Armeen, formedelst de udbrudte Fjendtligheder, skal aflægge Sorgen for den afdøde Konge.

8/2 1889
Minder fra 1864
Straks efter de allierede troppers fremrykken over Ejderen kom det til en kamp, som for et øjeblik bortjagede de bange anelser og viste, at den danske soldat i 1864 forstod at kæmpe lige så godt, lige så modigt og uforfærdet som landsoldaten fra 1848.
Det var ved Mysunde slaget stod. Navnet Mysunde havde en god klang fra vor første krig, thi det var her danske soldater under Krappe den 12. september 1849 leverede fjenden en træfning, som var en af de smukkeste og ærefuldeste under krigen.
Imod dette punkt rettede prins Friedrich Carl sin march, og da han gennem Svansen ikke stødte på nogen modstand af betydning, besluttede han allerede den 2den at gå over Elben.
Den ordre general Wrangel havde givet ham, lød på, at han den 3dje februar skulle forcere overgangen over Slien ved Mysunde, men den 2den februar om morgenen sendte han general Gablenz det bekendte budskab:
" I dag og ikke i morgen går jeg over Slien".
Prins Friedrich Carl.
med egen hånd"

Af den kamp, som den 2den februar 1864 udspandt sig ved Mysunde, har oberst Vaupel i sit skrift "Kampen for Sønderjylland" givet en livlig skildring efter vi i det væsentlige gengiver følgende:

Stillingen ved Mysunde blev forsvaret af 1ste division under general Gerlach.
Slien er ved Mysunde kun 200 alen bred. Ved Mysunde skyder landet sig mod nord i form af en tange ud i Slien. Over denne tange, som er meget bakket, går hovedvejen fra Eckernförde ned til overgangsstedet, og den er fuldstændig behersket af skanserne på brinkerne nord for Slien.
Fjorden var tilfrossen, men isen blev om morgenen gennembrudt af damperen "Ossian".
Kaptajn Frölich, som meldte kl. 10 formiddag, at der var en isfri rende lige til Sliens munding. Halvøen var lukket med to smukke skanser, som lå på hver sin side af vejen.
De havde 14, 12 og 24 punds kanoner og fra skanserne var der begyndt på løbegrave ud imod Slien, men de var færdige da kampen begyndte, og dette kostede mange af vore soldater livet. Bag disse skanser lå der nogle andre skanser til dækning af 2 broer, som vedligeholdt forbindelsen mellem de to bredder, og nordenfor Slien var der på brinkerne anlagt indskæringer, i hvilke der stod 4, 12 punds kanoner.
Om morgenen den 2den februar kom kaptajn Ahlmann farende fra forposterne til med den meddelelse, at fjenden rykkede frem, og der blev selvfølgelig straks travlhed.
Kaptajn Hertel, som kommanderede fæstningsartilleriet i stillingerne, ilede straks afsted til skanserne, og tilråbte sin langbenede fyrværker, som løb foran ham: "Lad der straks blive ladet med granater"!.
Det var for øvrigt på høje tid, men heldigvis dog endnu tidsnok til at standse preussernes fremrykken og til at alarmere vore egne soldater, der hurtigt rykkede ud.
Den preussiske styrke, som ville storme Mysunde skanser, havde i første linje en avantgarde på 5 bataljoner, 3 eskadroner og 18 kanoner under general Hartmann og en brigade på 6 bataljoner og 6 kanoner under general Canstein. Hele styrken kommanderedes af general Manstein.
Preusserne åbnede deres egentlige angreb med en heftig artilleriild på 70 kanoner, men heldigvis forhindrede en tæt tåge dem i at tage ordentlig sigte og beregne afstanden rigtigt. De fleste af deres granater gik derfor i Slien. I flere timer vedligeholdt de en heftig kanonade uden dog at kunne bringe vor ulige svagere artilleri til tavshed.
Da kanonild havde varet i flere timer, befalede prins Friedrich Carl sine batterier at rykke nærmere ind på skanserne, men de blev modtaget af en sådan regn af granater og kardæsker fra vore kanoner at fremrykningen tildels måtte opgives.
Der var 4 kanoner under løjtnant (nu afskediget oberstløjtnant) Edsberg og 4 kanoner under fyrværker Würtz som sendte det fremrykkende preussiske artilleri en sådan hilsen, at de 4 batterier på fjendens venstre fløj udelukkende måtte optage kampen mod disse kanoner og lade skanserne i ro.
Det fjendtlige fodfolk sneg sig imidlertid frem til en afstand af kun 150 alen fra skanserne og åbnede i denne korte afstand en meget farlig ild mod kanonernes betjeningsmandskab ved den østlige skanses højre fløjkanon. Den mand som sigtede blev såret. Hans efterfølger sprang dristig frem, men da han fik en kugle for panden, blev de øvrige betænkelige. Skansens artillerichef, løjtnant L. G. J. Klubien, rettede nu selv kanonen men også han faldt, ramt af et skud gennem hovedet. Kanonen stod nu i en tid ubetjent, da kaptajn Hertel kom til. Han rettede den med stor koldblodighed og gav sig god tid, til trods for den mængde kugler der svirrede omkring ham. Vinkede derpå ad kanonføreren og fra den velrettede kanon slog en granat ned i den preussiske kolonne. Fra dette øjeblik flokkedes artilleristerne med iver om kanonen. Særlig udmærkede en lille spinkel artillerist ved navn Urbansen sig. Hver gang det så broget ud, nikkede han til brigadechefen, den tapre oberst C. A. Vogt, som til hest holdt midt i skansen, og obersten, der ikke kunne huske navne, tilråbte ham da: "Det er godt, Baldrian!"

Efter flere timers kamp gav prins Friedrich Carl kl. 2½ eftermiddag sine bataljoner ordre til at storme. Befalingen blev adlydt, men preusserne fandt en så varm modtagelse, at stormen fuldstændig mislykkedes. De måtte vige og kaste sig på jorden ved foden af batterierne, hvor de blev liggende, indtil de senere, under en af prøjserne selv forlangt våbenhvile, fandt lejlighed til at smutte bort.
Det var 3dje og 18de infanteriregiment samt en deling dragoner under premierløjtnant F. W Meulengracht, som hin dag især var i ilden, selvfølgelig artilleriet ufortalt.
De købte sejren med ikke så få ofre. Som anført faldt løjtnant Klubien af artilleriet og dragonernes fører premierløjtnant Meulengracht faldt ramt af en granatstump.
Af 3die regiment blev bataljonschef major Arntz og kaptajn A. A. F. Molkte sårede, medens premierløjtnant Seyffarth faldt og løjtnant Bluhme, en søn af geheimeråden, blev hårdt såret og senere døde af sine sår.
18de regiment mistede to uforfærdede officerer. Kaptajn Schow og premierløjtnant Lommer. Kaptajn Schow havde med hæder deltaget i den første slesvigske krig og havde i denne mistet sin ene arm. Han var greben af en anelse om, at han i denne krig ville finde soldatens død, og hans anelse gik i opfyldelse den første gang han var i ilden.
Premierløjtnant Lommer var i første krig avanceret fra underofficer til officer. Han faldt, medens han gik op og ned langs sit kompagni og holdt folkene til ilden til at lade hurtigt og ikke lade sig forstyrre af de bragende granater.
Stormen var afslået og fjenden flygtede. Han trak sig ingenlunde tilbage i god ro og orden, men vendte ligefrem ryggen til. Prins Friedrich Carl kom ikke over Slien den dag, men han søgte trøst for nederlaget ved at udstede en opmuntrende proklamation, i hvilken han roste sin hær for dens mageløse udholdenhed under de danskes ild.
"Når vi engang kommer hjem", hed det i proklamationen, "så vil enhver landsmand som møder en artillerist, der har deltaget i beskydningen af Mysunde udbryde: Der går en tapper mand."
Proklamationen forskaffede prinsen blandt hans gode venner og allierede øgenavnet: "Kanoneren fra Mysunde".
Selvfølgelig gjorde denne lykkelige kamp et overordentlig godt indtryk. Ikke alene på hæren, hvis kampiver styrkedes derved, men også på folket, der modtog det glade budskab med inderlig glæde og hos hvilket det vakte forhåbninger om, at vore tapre soldater, trods overmagten og alle de ugunstige betingelser hvorunder de kæmpede, dog ville være i stand til at holde fjenden stangen.
Budskabet om den lykkelige kamp nåede først sent om aftenen til København, men hvorhen det kom, vakte et jubel og glæde, selvfølgelig de enkelte kredse undtagen, for hvilke budskabet var et sorgens budskab.
"Træfningen ved Mysunde", siger Vaupel, "er et godt bevis på, at en lille troppestyrke er fuldstændig i stand til at afslå et vældigt angreb af en overlegen hær, når den står i en god stilling i vel anlagte skanser, og når den rette ånd besjæler forsvarerne."
Efter kampen fik vore soldater sig en svingom i skanserne.
Av.

 Sang om fægtningen ved Mysunde