FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

BEGRAVELSEN AF DE FALDNE
Lidt om massebegravelserne af de soldater fra 6. julislaget 1849

Det sejrrige udfald fra fæstningen Fredericia 6. juli 1849 og skuffelsen for de oprørske slesvig-holstenere vakte stor jubel og løftede den nationale bevidsthed.
Men samtidig med sejrsrusen kom sorgen for alle de familier, der havde mistet deres kære.
Tabene var meget store på begge sider, størst for danskerne, der skulle løbe storm mod oprørernes befæstede skanser og løbegrave.

6. juli morgen:
Fra de tidlige morgentimer den 6. juli begyndte en sørgelig trafik ind gennem Fredericias porte. Vogn efter vogn med døde og sårede - venner som fjender - blev bragt ind.
De sårede, der kunne tåle transport, blev efter en nødtørftig lægehjælp for størstepartens vedkommende, hurtigst muligt overført til lazeretter på Fyn og andre steder i landet, medens de faldne mere eller mindre tilfældigt blev samlet i byens kirker, i evakuerede privathjem eller andre steder hvor der kunne findes plads.
Oberst Lunding skrev om aftenen i et brev til sin kone:" Det billede af de tre lag lig i den katolske kirke vil jeg aldrig glemme, men jeg vil heller aldrig glemme glæden, da jeg så de første 100 fanger, som blev bragt ind, og derpå den jubel, da det var os, der var herrer i de fjendtlige batterier i dag."
Den faldne general Rye blev først indbragt til Sct. Knuds kirke, men senere overflyttet til den daværende latinskoles (Nu Trinitatis Sognegård) store klasse, og lagt på lit de parade. Samtidig forberedte man begravelsen af de mange hundrede faldne.

Oprørssoldaterne (insurgenterne) begraves:
De ca. 260 indbragte faldne slesvig-holstenere blev begravet på Michaelis kirkegård natten mellem den 7. og 8.- Pastor Hertel foretog jordpåkastelsen efter at have betegnet de afdøde som "forrædere og menedere" men tilføjede dog, at den højeste dommer kunne give syndsforladelse. Ud over jordpåkastelsen var der var ingen cheremonier eller militær honnør.
De efterfølgende dage og uger døde mange af de sårede oprørere og de begravedes også her.
"Tyskergraven" eksisterer delvist endnu, og markeres af 4 privat opsatte støbejernskors. Den er dog kun halvt så lang som oprindelig, idet en del for nogle år siden blev inddraget til vej. De slesvig-holstenske soldater havde svoret troskabsed til den danske konge, og derfor betragtedes de som landsforrædere og menedere.

Forberedelserne til den store begravelse:
Fra mørkefald den 7. juli, havde der hersket en hektisk aktivitet på Trinitatis kirkegård. Ingeniørerne opkastede den store fællesgrav bistået af et arbejdskommando på ca. 100 mand, der dels medvirkede ved gravningen, dels modtog de indbragte faldne.
Stedet, der var udset til fællesgrav, lå ud mod Kongensgade i det område, hvor 60 faldne fra træfningerne ved Kolding, Gudsø og Krybily samt de, der var dræbt under byens bombardement, i forvejen var jordfæstede. Disse grave blev indpasset i den store fællesgrav.
En del af de faldne var sendt til deres hjemsogne for at begraves der. De resterende 372 anbragtes på stierne omkring graven efterhånden som de i nattens løb bragtes til kirkegårdsterrænet.
Her forestod et større identifikationsarbejde, der medførte, at samtlige 372, på grundlag af destinktionering, afdelingsmærker, soldaterbøger eller kammeratudsagn, efterhånden som natten skred frem, kunne forsynes med mærkeseddel udvisende grad, nummer, navn, afdeling og fødested.
De 22 faldne officerer bragtes til Michaelis kirke, medens befalingsmænd og menige oplagdes i rækker i nummerorden, kompagni og bataljonsvis.
Alt dette foregik i nattens mulm og mørke, kun belyst af et flakkende fakkelskær.
Efter lang tids regnfuldt, koldt og blæsende vejr havde sommervarmen endelig indfundet sig. Både af den årsag, og fordi det psykisk må have været hårdt, at gå mellem faldne kammerater, måtte mandskabet hyppigt udskiftes.

Gravlægningen af de menige og befalingsmændene:
Da den store grav var kastet, begyndte man straks med at lægge de faldne befalingsmænd og menige i graven. Man startede med 1. lette infanteriregiment og fortsatte derefter i afdelingsorden.
Man havde udgravet en skrå rampe som man kunne bære ligene ned ad og lægge dem på plads i graven. De døde blev, iklædt deres uniformer og indhyllet i kapper der var trukket op over hovederne, lagt i to lange rækker på ryggen og med fødderne mod hinanden.
Da bunden var fyldt op startedes på næste lag, efter at der først var udlagt et lag læsket kalk. Således fortsattes til alle var lagt i graven og derefter startede man straks på at kaste den til.
Kl. ca. 11.00 var graven, uden nogen form for gejstlig ceremoniel, tilkastet, idet der dog holdtes en plads åben i den nordlige del til officererne.

Højtideligheden for de faldne officerer i garnisonskirken Sct. Michaelis:

Sct. Michaelis kirke frembød om formiddagen den 8. et underligt skue. Midt for alteret stod Olav Ryes kiste, og i midtergangen var ligene af 22 andre faldne officerer anbragt siddende på gulvet i deres uniformer med ryggene støttet mod bænkegavlene.

BEGRAVELSEN AF DE FALDNE OFFICERER 8. JULI 1849 I MICHAELIS KIRKE

" Det var en besynderlig følelse at gå frem mellem disse lig af mænd, der for størstedelen var ganske unge mennesker, som for få dage siden havde været fulde af liv og kraft. Her lå de nu, de fleste med et udtryk af fast vilje og ophøjet alvor, som ville de sige, at således skulle det netop være."

Kl. 12.00 forrettede feltprovst Boisen en gribende gudstjeneste. I sin tale dvælede han mest ved genera1 Rye som repræsentant for de danske soldater, der trofast havde fulgt ham i døden, og han sluttede med disse ord:
"Lønnen for deres heltekamp er en hæderlig og velsignetfred, der med Guds hjælp snart skal udbrede sine milde skygger over vore dejlige sletter - og håbet er, at vort kære fædreland af denne prøvens tid skal fremstå lutret,forynget og forherliget. Og hver gang kommende slægter skuer tilbage på denne trængsels og tåretid, men også på fædrelandets heltekamp og sejr, da ville de tillige mindes med taknemmelighed de kæmper, der stred indtil døden - og når de med vemod stå ved disse heltegrave, som vi under tårer smykke, da ville de føle det dybt: Her er tåresæden - den bitre tunge tåresæd, men efter hvilken og af hvilken der kom en jubelhøst for Danmarks rige.".
Herefter blev Ryes kiste båret ud på pladsen foran kirken og man startede med at lægge de øvrige officerer i kister. 3 kister blev båret ind i kirken af gangen og stillet ved alteret. Officererne lagdes i kisterne en for en. Låget skruedes på, hvorefter en krans og den faldnes kårde blev lagt på kistelåget. Derpå bar 4 mand kisten ud af kirken og anbragte den på vognene udenfor. Kisterne var simple sortmalede fyrretræskister foret med et lag høvlspåner der dækkedes af et stykke lærred.

Sørgeprocessionen:
Da alle var kommet ud, tog sørgetoget opstilling bag ved vognene med kisterne og processionen begav sig ad Vendersgade og Danmarksgade til Trinitatis kirkegård.
I spidsen for processionen til Trinitatis kirkegård gik 3. brigades musikkorps spillende Thilos sørgemarch, der var komponeret til lejligheden. Herefter fulgte Ryes kiste. 16 kaptajner, 8 af gangen, skiftedes til at bære kisten på skuldrene. Så fulgte vognene med officerskisterne og til slut følget. Da størstedelen af byens civile indbyggere var evakuerede til Fyn, bestod dette hovedsageligt af militærpersoner.

Gravlægningen af officererne:
Da processionen ankom fra Michaelis kirke sænkedes officerskisterne i det tomme rum i gravens nordende. Det kristelige jordpåkastelsesritual kunne nu gennemføres af pastor Hertel, der sluttede med en kort tale og dermed afsluttedes et på en gang uhyggeligt makabert men samtidig gribende højtidelig ceremoniel.
Begravelseshøjtideligheden afsluttedes med en drønende gevær- og kanonsalut som et sidste honnør til de faldne kammerater, og herpå kunne den sidste del af graven kastes til.

General Rye
En enkelt, men til gengæld den mest kendte af fredericiaslagets døde, nemlig generalmajor Olaf Rye kom dog ikke til at hvile blandt sine soldater.
Straks efter at jordpåkastelsen var foretaget, og inden graven kastedes til, blev hans kiste taget op af graven igen og henstillet under æresvagt i kirkens våbenhus, hvorfra den 11. juli blev overført til København, hvor hans kone ønskede ham begravet. Her bisattes han den 15. september i familiegravstedet på Garnisonskirkegården. Denne grav kom han heller ikke til at hvile i, idet man ville sætte ham et værdigt minde på graven, og derfor måtte flytte ham til et større gravsted. Dermed havde denne imposante soldaterskikkelse, som den sidste af udfaldets faldne krigere, endeligt fundet sit endelige hvilested.

Granitkvadren med de begravedes navne:
Krigergraven, der har form som en rektangulær gravhøj, blev forsynet med en 130m. lang og 1,4m høj ringmur af granitkvadre, med en fremstående frise øverst, hvori de faldnes navne og tilhørssted er indhugget. Dette arbejde udførtes i 1857 af stenhugger Kleving fra Flensborg. Vil man læse frisen i rigtig rækkefølge, startes med siden ud mod Kongensgade. Man begynder med venstre hjørnes øverste linie og læser en linie af gangen i hele sidens længde til det højre hjørne. Når man er kommet gennem de tre linier på vestsiden, fortsættes mod uret med sydsidens øverste linie fra venstre, og på samme måde østsiden ind mod kirkegården, og til sidst nordsiden. Der er i teksten brugt en del forkortelser for at spare plads. Bogstaver med en streg ovenover skal gentages så f.eks. et b med streg over skal læses som bb. De øvrige forkortelser betyder følgende:

ING.=Ingeniørerne - ART.=Artilleriet - LB.=Liniebataillon
FB.=Forstærkningsbataillon - RB.=Reservebataillon - JC.=Jægerkorps
RJC.=Reservejægerkorps - FJC.=Forstærkningsjægerkorps - Cp.=Kompagni
Oberst.Lt.=Oberstløjtnant - Cpt.=Kaptajn - Pr.Lt.=Premierløjtnant
Sc.Lt.=Sekondløjtnant - Vbmst.=Vaabenmester - Sgt.=Sergent
Cpr.=Korporal - U.Cpr.=Underkorporal - Tr.Cstb.=Trænkonstabel
Cstb.=Konstabel - Skarps.=Skarpskytte - Sap.=Sapør
Mng.=Menig - O.Jg.=Overjæger - Jg.=Jæger
U.Jg.=Underjæger - U.Lg.=Underlæge - Fr. (Frv.)=Frivillig
O.Hbl.=Overhornblæser - Hbl.=Hornblæser - Hbst.=Hoboist.

De begravede i Krigergraven

Relieffet:
Midt for højen ud mod Kongensgade afsløredes 6. juli 1853, Bissens bronze basrelief, forestillende to soldater der bærer en falden kammerat til graven.

RELIEFFET PÅ KRIGERGRAVEN

Den store fællesgrav måtte de følgende år flere gange efterfyldes med jord, som hentedes på reformert mark.

Mange af de sårede fra belejringen og udfaldet bragtes til Lazaretter på Fyn. Et af disse lazaretter lå på herregården Billeshave. Mange af de døde herfra ligger begravet i en fællesgrav på Vejlby kirkegård lidt udenfor Middelfart. Graven rummer 41 døde soldater, og 21. februar 1858 afsløredes et mindesmærke på de dødes gravhøj.