FREDERICIAS HISTORIE

Personnavne der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech

Olaf Rye

(1791-1849)

Krigshelt fra treårskrigen. Ved sin død 6. juli 1849 i Fredericia, var han generalmajor i infanteriet og kommandør for 5. infanteribrigade. Han blev udnævnt til ridder af dannebrog 28/6-1840 og dannebrogsmand 13/9-1848.
Han var en stout nordmand og lidt af en eventyrer, der havde en ungdomsdrøm om at vinde hæder og berømmelse med sværdet, hvilket også lykkedes, selv om han ikke selv kom til at opleve det fuldt ud.
Olaf Rye blev født på Nerbø gård i Bø, Bø præstegjeld, Aggershus stift, Nedertelemarken i Norge den 16/11 1791, som søn af kaptajn i hæren, Matthias Andreas Rye, der havde 3 andre sønner som alle blev officerer.


STEDET HVOR OLAF RYE BLEV FØDT TEGNET 1844 AF HANS KONE HENRIKKE ELIZABETH SCHULTZ

Navnet udtales Ry på dansk med stumt eller meget kort e. På norsk udtales e'et.
Han døbtes 29/12 1791. I kirkebogen er fornavnet ikke stavet Olaf men Ole. Han underskrev altid med Olaf, men i familien hed han stadig Ole.
Han var ud af en gammel dansk-norsk officersfamilie der i fire slægtled beklædte overordnede poster i den dansk-norske hær.
Hans oldefar Poul Rye var chef for første bergenhusiske regiment, bedstefaderen Johan Henrik Rye var bataljonschef i første akershusiske regiment og faderen Mathias A. Rye var bataljonschef i telemarkske regiment og en ægte soldat af den gamle skole. Stræng og hård både i tjenesten og i hjemmet.
Olaf Ryes moder, Elisabeth Johanne Lind, omtaltes af de, der havde tjent hos hende, som elskværdig kvinde og en blid og kærlig moder fuld af omhu for sin mand og deres 6 børn, hvoraf Olaf var næstyngst.
Allerede som 12 årig, i maj 1804, startede han sin militære løbebane som kadet ved det Norske landkadetkorps i Kristiania (Oslo), og efter fire års studier aflagde han officersprøven, og i sommeren 1808, udnævntes han til sekundløjtnant ved Telemarkens Infanteriregiment, hvor faderen var bataljonschef og storebroderen Valdemar og A. F. Schleppegrell var premierløjtnanter. Danmark var i krig med Sverige og England, og Ryes kompagni besatte strandbatterierne ved Frederiksværn for at forhindre englænderne i at gøre landgang.
Den 3. december 1809 udnævntes han til premierløjtnant, og blev sammen med Schleppegrell sendt på landmålingsopgaver i det sydøstlige Norge, hvilket de ikke var særlig tilfredse med.
Han blev fænrik som 17 årig og 1913, 22 årig gammel, udnævntes han til kaptajn.
I fritiden var jagt og skihop hans store lidenskab. Han skulle efter sigende være indehaver af den første noterede skihoprekord i verdenshistorien. Hoppet var på 17 alen (10,63 m).
Da Danmark, ved fredsslutningen måtte afstå Norge til Sverige efter 450 års rigsfællesskab, rejste nordmændene et oprør for at værne om deres selvstændighed. Det blev afslutningen på det kedsommelige landmålerarbejde, og Rye fik befaling over det telemarske regiments anden jægerdivision, der var sammensat af andet vestfjældske og tinske jægerkompagnier, der først hørte under Staffeldts, og senere Arenfeldts brigade. Med sin division deltog han i træfningen ved Hafslund samt i de hårdnakkede kampe på Rolfsøen ved Rolfsøsund, ved Isebro, Sannebro og Sannegård, hvor nordmændene kæmpede mod svenskerne om overgangen ved Glommen. Rye var modig, grænsende til det forvovne.
Da der sluttedes våbenstilstand den 10. august 1814 i Moss, hjemsendtes de nationale regimenter og forhandlingen om indlemmelse i Sverige gik i gang. Rye tog hjem til Bø.
Da Karl d. 13 valgtes til konge over Norge, indgav Rye, sammen med flere andre officererofficerskammerater, bl.a. Schleppegrell og Helgesen, sin afskedsbegæring og nægtede at aflægge troskabsed for den svenske kronprins. Kronprinsen tilbød da, at lade ham rejse til udlandet i 3 år på sin bekostning, og derefter kunne han indtræde i hvilket som helst svensk eller norsk regiment, men han afslog. Så prøvede man med strænghed, og satte ham i arrest. Efter 4 måneder var han stadig ikke til at rokke fra sin beslutning, og i marts fik han så endelig sin afsked med forbud mod at bære norsk uniform.
Han og kammeraterne, der havde haft de samme problemer med at få deres afsked, forlod Norge den 18/3 1815 kl. 13 og rejste til København, hvortil de ankom 23. marts. Her hørte de at Napoleon var vendt tilbage fra Elba til Frankrig og at det øvrige Europa nu rustede sig til en ny krig mod erobreren. De krigslystne officerer besluttede straks at rejse ned og slutte sig til en af de krigsførende magter.
De fortsatte mod Fyn, og i Korsør mødte de prins Christian Frederik, som efter det forgæves forsøg på at blive konge af Norge, nu var guvernør på Fyn. De fortalte prinsen at de agtede at gå i russisk tjeneste, hvilket han frarådede. Han rådede dem i stedet til at kontakte den preussiske general Blücher, der havde startet sit felttog mod Napoleon.
Prinsen, der følte han stod i gæld til dem, gav dem rejsepenge samt en anbefaling til Blücher.
De forlod Danmark 15. april og kom i slutningen af april til Lüttich, hvor Blücher havde sit hovedkvarter.
Her blev de straks vidne til den strænghed, hvormed den gamle feltherre ledede sine tropper. Et fhv. saksisk regiment der som følge af, at det halve Saksen var indlemmet i Prøjsen nu var blevet et prøjsisk regiment, kom i klammeri med et af de gamle prøjsiske regimenter, der kaldte dem overløbere. Det resulterede i et kæmpeslagsmål, hvor det gik ud over Blüchers adjudanter, da de forsøgte at kalde til orden. Næste dag befalede Blücher, at det fhv. saksiske regiment skulle opløses og indlemmes i det prøjsiske regiment og deres fane rives af stangen. Saksernes general, der tøvede med at udføre ordren, blev afskediget og sendt et år på fæstningen.
Blücher tog godt imod de tre nordmænd, men til deres store skuffelse blev de ansat som sekundløjtnanter ved et landeværnsregiment og blev sat til at uddanne nye rekrutter. I deres fortvivlelse skrev de til prins Christian og anmodede om at få lov at komme i dansk tjeneste. Prinsen kvitterede i første omgang ved at sende dem penge.
Rye benyttede i den periode sin fritid til at lære sprog.
Da Blücher besejrede Napoleon befandt Rye sig i Køln, og blev derefter beordret til Frankrig, hvor han var med ved erobringen af nogle nordfranske fæstninger.
Da krigen var slut kom der brev fra prins Christian med ordre om, at de tre kammerater straks skulle søge deres afsked fra den preussiske hær for at indtræde i den danske hær med deres tidligere ancennitet. De fik besked om at melde sig ved det danske auxilliærkorps, der var på vej til Frankrig og på det tidspunkt befandt sig i Belgien, og den 1/10 1817 blev Rye så ansat ved Fynske Infanteriregiment.
Rye havde dog lyst til mere rigtig krig, og kontaktede den russiske general Woronzow for at søge om ansættelse som ritmester i et russisk husarregiment, og søgte samtidig den danske konge om 2 års orlov, for at gå i russisk tjeneste. Han fik afslag begge steder. Kongen svarede ham, at tidligere havde mange nordmænd og danskere begivet sig til Rusland og var hurtigt blevet forfremmet til oberster, men det var under krigsforhold. Rusland var nu udmattet efter de lange krige, og der ville gå mange år før det igen greb til sværdet. Derfor var det en dårlig ide.
Rye blev meget fortørnet over afslagene og for at forhale afrejsen fra Frankrig, hvor han befandt sig godt, meldte han sig syg og flyttede ind hos Helgesen, der også gerne ville til Rusland. Helgesen havde fået orlov og boede i Douai i Nordfrankrig. På en udflugt til Cambrai var Rye så uheldig at løbe ind i sin general, prins Frederik af Hessen, der blev rasende over at se, at Rye ikke var syg, og han befalede sin adjudant at arrestere ham.
Rye beordres derpå til øjeblikkeligt at begive sig til Danmark og melde sig som arrestant hos kommandanten i Rendsborg. Han påbegyndte rejsen hjemover den 10. maj og hjemrejsen gik over St. Omer til Calais, hvor han gik ombord i et skib den 1. maj 1816. Den 6 maj ankom han til Glückstadt og meldte sig samme dag.
Hans regimentschef, hertugen af Holsten-Bech, fandt at det var for hård en straf for en ungdomsletsindighed, og forelagde det for Frederik VI, der svarede: "Jeg ved det meget vel kære ven, men prins Frederik af Hessen har ønsket det således, og jeg må støtte mine generaler".
Han indsattes først som arrestant i hovedvagten, men blev sluppet ud efter et par dage. Så modtog han en kongelige resolution, der tilbød ham valget mellem 30 dages fæstningsarrest af 2. grad eller forhør og krigsret. Han valgte arresten og rejste til Frederiksort for at afsone straffen. Den 27. juni blev han sluppet ud og meldte sig for anden gang hos garnisonskommandanten i Rendsborg, der var den senere Chr. IX's far, oberst Frederik Vilhelm Paul Leopold, hertug til Slesvig-Holsten, Sønderborg, Beck. Han blev godt modtaget og hans forseelse blev, som omtalt, af kommandanten anset for mindre betydningsfuld. Vennen Helgesen var fortsat hos det danske auxilliærkorps i Frankrig. Rye begyndte derpå som premierløjtnant ved det Oldenborgske regiment, der lå i hertugdømmerne, og her var han tjenestegørende i 23 år fra 1819-1842.
Den første tid i Rendsborg kedede han sig gudsjammerligt, men det hjalp lidt, da han 10. sept. 1817 blev udnævnt til stabskaptajn.
Omkring 2/5 af den danske hær opstilledes den gang i hertugdømmerne. Denne del var den bedst udrustede, fordi den danske konge, som hertug af Holsten og Lauenburg, var forpligtet til at stille et kontigent tropper på 5.400 mand incl. reserver (Den Holstensk_Lauenburgske Brigade) til den tyske forbundshær, hvor den indgik i 10. forbundskorps´ 2. division.
For Rye blev det, som omtalt, til 23 år ved det Oldenburgske regiment, med garnison i Rendsborg.
I 1817 forfremmedes han som omtalt til kaptajn, men han fik først sit eget kompagni i 1932. Hans ungdomsdrøm der gik ud på at vinde berømmelse og hæder ved sværdet begyndte at blegne.
I 1837 var han den ældste kaptajn i hæren. Han skrev:" Der er da chance for at blive bataljonschef om nogle år, da alle mine formænd er udlevede oldinge". Lønnen som kaptajn var ikke for god. I 1840 udnævnes han endelig til major.
Han dyrkede flere idrætter med stor iver og så betydningen af at holde sig i form. Hans yndlingsaktiviteter var ridning og jagt. Når han drog ud på sine mange jagtture, satte han sin adjudant til at passe sit job i garnisonen.
Han foretog flere rideture fra Holsten til Frankrig også for at spare. For at supplere sin indkomst fik han Helgesen, der stadig boede i Frankrig, til at indkøbe heste, som han solgte videre til det franske rytteri.
Garnisonen anerkendte hans dygtighed og han var agtet af sine foresatte, der gerne ville være i hans selskab. Han var frimodig og gavmild og en god kammerat. I tjenesten kunne han være opfarende og hidsig og havde svært ved at bekæmpe den hårdhed han havde arvet efter sin far. Hans klinge sad løst i skeden og han måtte mange gange beherske sig for ikke at trække blank i utide.
I 1842 udnævntes han af Christian 8. til oberstløjtnant og chef for 1. bataljon, der var garnisoneret i København, men det kedelige garnisonsliv passede ham ikke. Sammen med en driftig fabrikant startede han så et træskæreri og en spigerfabrik (sømfabrik).
Han opholdt sig tit i Norge. Her traf han engang på sin gamle krigskammerat Helgesen, der var kommet i økonomiske vanskeligheder, og hjalp ham på benene ved at låne ham 2.000 rigsdaler.
Da slesvig-holstenerne gjorde oprør i 1848, blev tidligere venner, som resultat af politiske beslutninger, pludselig fjender. Mange menige danske soldater og officerer måtte kæmpe mod tidligere kammerater, der havde sluttet sig til oprørerne eller var med i forbundshæren. Rye havde, bortset fra den korte tid i København, levet hele sin tid i den danske garnison i Rendsborg, og kendte alle de officerer han nu skulle ud og kæmpe mod. Blandt de, der sluttede sig til oprørshæren, var bl.a. hans egne to svogre. Han var så uforsigtig at udtale sin sorg over de kammerater, der havde svigtet deres ed og pligt, og bad i første omgang om at blive fritaget for aktiv krigstjeneste. Forskellige rygter opstod og der blev sået tvivl om hans loyalitet. Han blev kaldt op til krigsminister Tscherning, der udspurgte ham om hans anskuelser. Rye forvissede ministeren om, at for ham var faneeden hellig og de skiltes i fuld tillid.


RYES OG BÜLOWS BOLIG PÅ KASTELSVEJ I KØBENHAVN

Da hæren skulle til at afmarchere fra København, rykkede han, som den første, ud med 1. infanteribataillon.
Hans bataljon var ikke sammensat af hovedstadens bedste børn. Det var en samling rå børster med stort vovemod. Slagsbrødre og tugthuskandidater, som måtte føres i stramme tøjler. Det kunne Rye, og de fulgte ham i tykt og tyndt.
Landmændene stillede frivilligt deres vogne til rådighed, så de blev kørt fra København til Roskilde, hvor nye vogne ventede.
Da de kom til Roskilde viste det sig, at soldaterne på de vogne der ikke havde haft officerer med, havde overtaget tømmerne, besøgt alle kroer undervejs og derpå kørt som vilde for at indhente de andre.
Så befalede Rye, at de skulle gå de næste 30 km., og sendte de ventende vogne hjem. Næste gang de kom op at køre blev kolonnen holdt.
30 marts indskibedes de og sejledes til Jylland.
I træfningen ved Bov d. 9. april, var han med i første linie. I slaget ved Slesvig den 23. april, udførte han og Bülow den flankebevægelse ud om Dannevirke, der for en tid standsede fjenden, men også kostede mange ofre. Også her var han fremme i spidsen for sin bataillon og høstede stor anerkendelse. I træfningerne 28 maj og 5. juni ved Dybøl, blev hans evner som fører tydelig for overkommandoen og bevirkede, at han da felttogene startede i 1849 var at finde mellem brigadekommandørerne med rang af oberst.
Overkommandoen fandt ham også egnet til at operere på egen hånd med sit korps, og efter det tabte slag ved Kolding, 20. og 23. april, og træfningerne ved Gudsø, 3. og 7. maj, fik Rye og hans korps til opgave, med henholdende småfægtninger, at trække sig langsomt op gennem Jylland med det formål, at lokke den tyske general Prittwitz og en stor afdeling af hans tyske forbundstropper efter sig og så langt væk fra Fredericia, at de ikke kunne nå at komme de belejrende slesvig-holstenere til undsætning ved et udfald. Danmark var eneherskende til søs, og kunne med sin flåde, hurtigt flytte en hærafdeling fra et sted i landet til et andet, hvilket fik afgørende betydning.
Taktikken lykkedes. Han trak sin brigade ud på Djursland og besatte den skanse, der i 1848 var påbegyndt opført på Helgenæs, og nu i hast blev gjort færdig. Undervejs havde hans brigade haft flere sammenstød med den 3-4 gange større modstander, men klarede sig igennem, næsten uden at lide tab, og lagde derved endnu nogle alen til sin berømmelse og blev forfremmet til generalmajor.
Skanserne på Helgenæs kan stadig beses og kaldes siden dengang for Ryes skanser.
Den anden del af den tyske forbundshær stod på Sundeved over for general De Mezas styrker, der lå på Als. På Bülows ordre udskibede Rye sig med de fleste af sine tropper til Fyn, uden Prittwitz anede uråd. Tropperne kom derefter til Fredericia og deltog i udfaldet sammen med bl.a. hovedparten af de Mezas brigade, der også pr. skib var trukket fra Als til Fyn, og derefter overført til fæstningen.
Rye fik under udfaldet til opgave, at rykke dels ud af Kongens port og dels langs Østerstrand, og gå mod Kirstinebjerg og Trelde, primært for at indtage og fjerne Bonins batterier ved Fælledvej, der var tæt på at være færdigbyggede, og som ville kunne beskyde fæstningens livsnerve, færgeoverfarten til Fyn. Det siges, at han muligvis ikke kendte Treldeskansens beliggenhed og styrke. At fæstningens kommandant, oberst Lunding ikke havde ordentlig underretning om dette, lyder usandsynligt. Fjendens værker lå trods alt ikke længere borte, end de kunne iagttages fra volden. Sandheden er nok, at Rye, og mange af de øvrige officerer ikke kendte terrænet udenfor fæstningen og i mørket og krudtrøgen har taget fejl af retningen, hvilket kostede dyrt i tab af menneskeliv.
Ingen så åbenbart Rye falde under stormløbene på Treldeskansen. Derfor opstod der hurtigt mange forskellige rygter om hans død.
Der gik en tid rygter om, at han var skudt i ryggen af en fjendtlig overløber og at hans ur manglede da man fandt ham. Disse rygter har man kunnet mane i jorden som usande.
Rygter om lejemord og at han skulle være blevet skudt af sine egne er højest utroværdige. At han er blevet truffet af en vildfarende dansk kugle kunne nemt være sket, men en historie om, at en fattig person på Horsensegnen pludselig fik så mange penge, at han kunne købe sig en gård, og at pengene skulle være hans betaling for at likvidere Rye, lyder meget lidt sandsynlig.
Den mest sandsynlige forklaring på, hvad der er foregået lyder således:
Ryes første hest såres, og han får en ny af Meincke, der er chef for espingolbatteriet der befinder sig på de Mezas højre fløj ved Treldevej lidt længere ude end Treldeskansen. Da han rider tilbage mod sine skytter, såres hesten i læben og han rammes selv i låret. Hesten stejler og han kastes af, hvorpå hesten løber tilbage til fæstningen, hvor den indfanges. Der er blod på saddelen, hvilket bestyrker teorien om, at Rye er såret. Rye humper videre fremad til fods, møder sekundløjtnant Carlsen og beder ham samle nogle af de folk, der løber omkring uden ledere, og gå frem mod fjenden. Kort tid derefter får løjtnant Carlsen besked om, at der ligger en officer af høj rang i en grøft, ikke ret lang bagved. Han løber tilbage og finder officeren liggende på maven i grøften. De soldater, der viste ham stedet, hjælper med at vende officeren om på ryggen, og de ser nu, at det er Rye. Han ligger med brustne øjne og fråde om munden. Carlsen forsøger at give ham lidt at drikke fra sin feltflaske, men kort efter udånder Rye. Carlsen giver derpå nogle folk besked på at finde en båre og løber selv tilbage til sine skytter for at fortsætte kampen.


RYE UDÅNDER

Det kunne tænkes, at det dræbende skud Rye fik i underlivet kom bagfra, og måske fra det danske espingolbatteri. Hvis læsionerne har været så kraftige, at man kunne se de ikke stammede fra en almindelig geværkugle, har man måske villet sløret sandheden og derved givet grobund for de mange myter der er opstået. Hvad der virkeligt er foregået lader sig aldrig opklare, og det passer egentlig godt til en mand som Olaf Rye.

I et brev til sin kone skrev general Bülov kort efter slaget:
Vores brave general Rye døde af to kugler, da han angreb, modig i døden som i livet, sørgeligt for hans kone og barn, sørgeligt for arméen, hvor han savnes og vil næppe kunne erstattes. På mig har det gjort et smerteligt indtryk. Han var hos mig den sidste aften, hvor vi længe samtalede om vore koner og børn, om eders og vores lykke og glæde når vi engang fik fred, og nu 24 timer efter.
Men Guds veje er uudforskelige. Hans vilje ske. Han døde en herlig død for ham selv i spidsen for sin brigade, som han førte frem i alvorsstunden. Hvad kan tænkes skønnere.
Fred med ham. Han var en trofast kammerat.

Rye var, som nævnt, meget populær blandt sine soldater og kaldtes blandt dem efter sigende for generalen med det gode hjerte.
Det fortælles, at han midt under et slag, dog efter først at havde udstedt sine ordrer, kunne lægge sig til at sove i en vejgrøft og straks faldt i søvn. Det fortælles også at han ofte har udtalt: "Den kugle er endnu ikke støbt som kan ramme mig". Han kunne også finde på opslå sit hovedkvarter i en grøftekant, hvilket ikke gjorde det nemmere, at finde ham. Når han var i felten, sørgede han så vidt muligt for at hans afdeling kunne overnatte i kantonnement frem for at bivuakere i det fri, også selv om det forkortede dagsmarchen en smule.

Ryes privatliv:
Ryes privatliv var meget traumatisk. Han var gift 3 gange. Første gang i 1822 med Caroline Frederikke Sophie Vilhelmine Krabbe *1801, datter af major Niels Frederik Krabbe og V. F. Wesenberg. Hun døde i 1924, 2 år efter brylluppet. I 1831 giftede han sig med hendes lillesøster Jacobine Dorothea Amalie Krabbe, * 12/11 1808, † 14/11 1834 i barselseng. De 2 børn han fik med de to søstre døde begge som børn. Den 8. november 1842 giftede han sig for tredje gang med den 26 år yngre Henrikke Elizabeth Schultz, som var af velhavende familie. Brylluppet foregik i garnisonskirken og forloverne var Schleppegrell og kammerjunker og krigsråd Hauch. Han kaldte sig dengang Olaf von Rye. Von'et var normalt forbeholdt tyske adelsslægter, man det kom også en overgang på mode at bruge det blandt officerer der ikke var af adelig herkomst. Hans to første koner var derimod adelige.
Hans økonomi forbedres derved så meget, at han sammen med vennen, bøssemageren Karl R. Schmidt, kunne starte den omtalte sømfabrik, hvilket dog ikke gav ham den store succes i forretningsverdenen. Med Elizabeth fik han sønnen Henrik Matias Olaf Rye, der fødtes 19/10 1843 i København, samt sønnen Valdemar Johan Jacob Rye, født i 1846. Valdemar døde i 1847, 3 dage før sin 1 års fødselsdag.

Rye samlede hele sit liv på både skyde- og blankvåben, og opbyggede en imponerende samling som tidligere opbevaredes i Vordingborg, hos hans gamle 1. linieinfanteribataljon, senere Danske Livregiment. Våbensamlingen købtes i 1925 på auktion af 1. regiments soldaterforening for 5.000 kr. og foreningen besluttede samtidig, at samlingen altid skulle følge Danske Livregiment. Da regimentet blev nedlagt, besluttedes det at flytte samlingen til Kastellet i København.
Hans ene handske kan i dag ses på Tøjhusmuseet.
Hvad man mener er en af hans sabler, opbevares i dag på Ryes kaserne i Fredericia. Hans oppasser skulle angiveligt have fundet sabelen på slagmarken og bragt den til byen, hvor han hængte den på et søm på en skorsten i et udhus i Dalegade. Her hang den så i mange år, til den blev overdraget til garnisonen af husets ejer. Sabelen bæres ved særlige lejligheder som f.eks. 6. juliprocessionen, af kommandøren for "gammel vagt".

Olaf Ryes buste   i bronze, blev afsløret på Ryes Plads den 20. august 1876. Busten er udført af Andreas Paulsen. På hans grav på Garnisonskirkegården i København står en næsten tilsvarende buste udført af Bissen efter en dødsmaske, taget i Fredericia kort efter hans død. Busten blev afsløret 9. april 1852. Mange af Ryes soldater havde givet en dagløn, for at skaffe penge til monumentet. Rye blev først begravet i det gravsted, hvor hans 1 årige søn var begravet 3 år tidligere, men da busten skulle opstilles var der ikke plads til den, og begge grave blev flyttet til dens nuværende placering.
Digteren Ingemann skrev 2 digte til bustens sokkel:

Forsiden:
FØDT I NORGE DEN 16 DE NOVEMBER 1791
HØJSIND OG RETSIND
BAR HAN I BRYSTET
OG UNDER GRAAHAAR
KÆMPERNES KRAFT
DROG HAN TILBAGE,
VAR DET MED HÆDER -
STORMED HAN FREMAD,
VAR DET TIL SEIR
Bagsiden:
FREDERICIA DEN 6. JULI 1849

DANSKERNES HØVDING
KRIGERNES FADER
FOER OVER SPRÆNGTE
SKANDSER I KAMPEN-
LØSENET VAR: FREMAD!
SEIER MED GUD!
JUBLENDE FULGTE
KRIGERNE HELTEN
SEIRENDE SAAE HAN
DØDEN I ØIET
MÆGTIG MED SEIREN
AANDEN FIK VINGER -
ALDRIG SKAL DANSKE
GLEMME HANS NAVN!

DET CORPS, DER BAR HANS NAVN, SATTE HAM DETTE MINDE

Digt til Olaf Ryes ære:

Han var en søn af det omstridte Land,
der var Danmarks odel og eje.
Han var fra fod og til isse en mand,
der skuede mål og veje.

I slagets tummel han viljefast stod
og skaaded de kæmpende hære;
hans krigerkløgt og hans heltemod
bar sejeren hjem med ære.

Naar mindet flyver fra blussende bavn
og lysner om Dannebrogsflaget,
da straaler i glansen hans heltenavn
og Fredericia-Slaget.

GEORG AARSLEV.

En mindegravhøj blev opkastet lidt syd for stedet, hvor man fandt ham faldet. På stedet, hvor han faldt, er opsat en granitstele . Højen indviedes 6. juli 1860 og kaldes Ryeshøj.
De senere år har man, i forbindelse med 5-6. juli, afholdt en mindehøjtidelighed ved højen.
Christian August Fjelstrup har fortalt, at det var ham der fandt den faldne Rye, og J. Blichfeldt, at hans lig blev transporteret ind til Fredericia og først anbragt ved alteret i Sct. Knuds kirke. Overalt i kirken var anbragt faldne venner og fjender. Senere blev han gjort i stand og lagt på lit de parade i latinskolen, den nuværende Trinitatis Sognegård.


RYE LIGGER PÅ LIT DE PARADE I LATINSKOLEN

Den 8. lå han i sin kiste foran alteret i garnisonskirken Sct. Michaelis, hvor der holdtes en mindegudstjenesten for de faldne officerer. I kirken var der ikke plads til, at 22 andre faldne officerer kunne stå i kister, og de var derfor anbragt siddene på gulvet i deres uniformer, med ryggen lænet op mod stolestaderne. Efter højtideligheden i kirken, blev officererne båret udenfor kirken og lagt i deres kister. Herefter blev processionen stillet op.
I spidsen for sørgetoget gik 3. brigades musikkorps, der spillende den nykomponerede sørgemarch af Christian Wilhelm Thilo (1821-1854). Thilo's komponerede sørgemarchen i timerne mellem slagets afslutning den 6. juli og middag den. 8. og den spilledes første gang ved denne lejlighed. Herefter fulgte Ryes kiste, båret på skuldrene af 8 kaptajner, der undervejs afløstes af 8 andre. Til sidst kom rustvogne med de 22 øvrige faldne officerer.
Da processionen ankom til Trinitatis kirke blev Ryes båre først sænket i graven sammen med de øvrige officerer, hvorefter der blev foretaget jordpåkastelse. Inden graven tildækkedes, blev Ryes kiste igen taget op og henstillet under æresvagt i kirkes våbenhus, og den 11. overført til København. Her bisattes han den 15. september i familiegravstedet på Garnisonskirkegården. Dermed havde denne imposante soldaterskikkelse, som den sidste af udfaldets faldne krigere, fundet sit endelige hvilested.

Trinitatis kirkebog 1849
Løbenr. 105, Dødsdag den 6. juli 1849, Begravelsesdag den 8. juli 1849, Olaf v. Rye, Generalmajor, Dødsaarsag: faldet i Slaget ved Fredericia den 6. juli. Jevnførselsregisteret 150.107.

Garnisons kirkebog for 15. september 1849:
Olaf von Rye, general m.m., død den 6/7 1849, begravet den 15/9 1849.
Bem: Falden i slaget ved Fredericia men ført hertil for at indsættes i sit gravmæle.

I København fik Rye en pompøs begravelse. Præsterne N.F.S.Grundtvig og C. Brun talte ved den sortklædte kiste. De sårede fra Ryes korps sad omkring kisten tæt ved kong Frederik VII. Kisten førtes fra Garnisonskirken gennem Bredgade, St. Kongensgade og gennem den blomstersmykkede Østerport. Bag kisten gik hans eneste efterkommer, den 5 årige søn Henrik, efterfulgt af kongen i spidsen for landets mest magtfulde mænd og et mægtigt følge, heriblandt en stor skare krigsinvalider og lettere sårede. I processionen sås mange faner og flag. Omkring kisten gik officerer og præster. En sand heltebegravelse.
I 1851 skreve Chr. K. Fr. Molbech en sang til hans ære.
Digteren Baggesen skrev følgende vers:

GENERAL OLUF RYE
DIT VÆRGES BLINK IGENNEM LYN OG DAMP
DE TAPRE FULGTE SOM EN LEDESTJERNE
THI DER HVOR RYE STRED VAR HÅRDEST KAMP
OG TAPPERHEDEN FØLGER HELTEN GERNE
DIT VÆRGE SANK - DIT HELTEØJE BRAST
DA SEJRENS ENGEL KYSSEDE DIN TINDE
I DANMARKS BRYST SKAL STANDE KLIPPEFAST
DU NORGES SØN DIG HÆDERKRONTE MINDE

I hjemlandet Norge er heltegeneralen nærmest ukendt. Først i 1991 fik han et mindesmærke anbragt udenfor Bø Bygdmuseum. Det afsløredes på hans 200 års fødselsdag. Initiativet til mindesmærket blev taget af rektor på Vest-Telemark videregående skole Torgrim Otterholt, der har boet på Olafs Ryes fødegård i mange år.

At gå til Ryes brigade blev senere brugt om soldater der faldt på slagmarken.
Olaf Rye efterlod sig kun en søn til at videreføre slægten, nemlig Henrik Matias Olaf Rye.
Da Olaf Rye i 1991 kunne være fyldt 200 år, fejrede man begivenheden hos hans regiment, Danske Livregiment i Vordingborg.


Det er atter dag i Danmark!
RYES MINDEKRANS

Olaf Rye blev efter sin død genstand for en sand heltedyrkelse og blev et symbol på tapperhed og mod. Det er nok tvivlsomt om denne beskrivelse svarer til virkeligheden. Hvis det havde været en af de andre deltagende generaler der havde fået Ryes skæbne havde han nok fået samme heltestatus. En helt eller et idol alle kunne se op til skulle jo helst være en person hvis navn der i forvejen var kendt af alle. Kort tid efter udfaldet udkom et lille blåt hæfte kaldet "Det er atter dag i Danmark! - Mindekrands for generalmajor Olaf Rye og de øvrige tappre i Slaget ved Fredericia. Hæftet er trykt med gotisk skrift som ikke mange i dag kan læse. Jeg har derfor omskrevet indholdet til latinsk skrift, men ordret afskrevet med gammel retskrivning. Hæftet indeholder 21 hyldestdigte (sange).




STAMTAVLE OVER RYE SLÆGTEN

Kilder:


A. D. Cohen Krigen 1848-1849-1850 A. D. Cohen om Rye

P. Fr. Rists bog "Ryes Saga", med udførlig levnedsbeskrivelse, dagbogsnotater og stamtavle.
Han skriver om Ryes begravelse:"Da Ryes lig blev brag ind til fæstningen, henlagdes det først ved alteret i kirken, hvor de døde blev samlede, men senere ført til Latinskolen. Den 8. juli om morgenen blev løjtnanterne Rovsing og Tranberg beordrede til at møde her og lægge general Ryes lig i kisten og holde vagt ved den. ... Alle og enhver fik lov til at se hans lig fra kl. 9 - 11½. Til den tid mødte 12 underofficerer og bar kisten til Trinitatis kirke, hvor de andre faldnes kister var henstillede. Højtideligheden i kirken gjorde et mægtig indtryk på alle. Da den var endt, blev kisterne båren til den store kæmpegrav, hvor de blev nedsat i gravens nordre ende.... Olaf Ryes lig blev senere ført til København og begravet der.
Denne beskrivelse er ikke korrekt, idet højtideligheden foregik i Sct. Michaelis kirke.


Fredericia Våbenbrødres afdelings bog i anledning af 50 året for udfaldet 1899 "Den 6. juli 1849-1899", forfattere: Otto C. Fønss, Chr. Langgaard, C. Schiellerup, oberst A. Molkte, kaptajn V. Vaupel, Vilhelm Larsen, Carit Etlar, Magdalene Thoresen, Frederik Nielsen og G. Årslev.
Her står vedr. Ryes begravelse: "General Ryes kiste blev indsat i Trinitatis våbenhus, hvor den henstod under vagt til den 11. s.M. da den overførtes til København.
Den version anser jeg selv som den mest sandsynlige.


Adam Wilhelm Molktes "Slagene ved Fredericia og Isted med protrætter og biografier" udgivet 1853. Han skriver i Ryes biografi: Ryes støv blev jordet tilligemed de øvrige faldne krigeres den 8. juli om middagen kl. 12. Feltprovst Boysen holdt talen og lod Rye som helt og menneske vederfares retfærdighed. De danske kvinder græd og danmarks skjalde sang ved hans grav men ingen så smukt som den store hedengangne: "Dig aldrig glemmer Danmarks land, omkring din ære nu sig himlen hvælver, du Daniel Ranzaus ligemand! Du søn af ejner Tamberskjælver."
Biografien er meget dataljeret, men ikke helt korrekt i alle detaljer. Den omtaler ikke de 30 dages arrest han blev tildelt og antyder, at han deltog, under Blücher, i slaget ved Waterloo, hvilket er ukorrekt ifølge hans egne dagbøger. Den omtaler heller ikke Ryes flytning og jordefærd i København.


Hæftet: Det er atter Dag i Danmark! Mindekrands for Generalmajor Olaf Rye og de øvrige Tappre i Slaget ved Fredericia. Trykt i København 1849. Hæftet indeholder 21 forskellige hyldestdigte eller sange.


Da våbenbrødrenes bog bygger på erindringen fra personer, der var med til jordfæstelsen og ligbæringen fra Sct. Michaelis til Trinitatis kirkegård, anser jeg dens beskrivelse som den mest troværdige.
Forfatteren af artiklen om fordfæstelsen var sekondløjtnant ved 11. bataljon. Han overværede personlig gravlægningen som inspektionshavende. Beskrivelsen af ligfærden stammer daværende frivillige cand. theol, sergent Reiersen af 1 forstærkningsbataljon, der med sit regiment deltog i ligbæringen. Beretningen er fra hans bog "Erindringer fra feltlivet" udgivet på Reitzels forlag.


Ryes brigade under udfaldet fra Fredericia


Ovennævte kildemateriale er ikke enslydende på flere punkter, bl.a. med hensyn til om Rye blev jordfæstet i fællesgraven eller indsat i våbenhuset. En forklaring kan være at det er foregået som berettet af Matthæus Munch og som lyder således:" Til Tonerne af Thilos Sørgemarsch, der var skreven i Dagens Anledning og blev udført af 3die Brigades Musikkorps under Direktion af Thilo selv, sænkedes 23 raat tilhugne og i Hast sammen­tømrede Kister med Ligene af faldne Officerer ned i Graven, kronet af den 24nde, der indeholdt General Ryes afsjælede Legeme. Saa foretoges Jordpaakastelsen; der blev talt over de døde og sunget Salmer og Sange; men til sidst skrattede Geværsalverne og forkyndte, at det hele var til Ende. Saa blev Ryes Kiste tagen op og hensat i Vaabenhuset , Graven kastet til og Træer plantet derpaa.
" Mathæus Munck var opsynsmand i kommunens tjeneste, født 22/12 1794, død 12/1 1876 og betegnes som en patriotisk og under Krigen yderst virksom Mand. (Artikel i Vejle Amts årbøger 1911 af Aage Bremerholm) Rye blev altså symbolsk begravet sammen med sine våbenfæller, og derpå taget op af graven igen inden den blev dækket til.

OLAF RYE MEDALJE
Olaf Rye

Han er født 1791 og ikke 1792 som der står på medaljen


  

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286