Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech

Slaget ved Fredericia den 6. juli 1849 er den begivenhed, som har gjort det stærkeste indtryk på mig. Fra mange sider kommer der naturligvis dette svar, og jeg, i min beskedne stilling, ville aldeles ikke have dristet mig til at give nogen beretning derom når jeg ikke håbede:

1. At kunne løfte sløret for den virkelige årsag til slagets heldige udfald.
2. Give et par notitser om slagets helt, general Rye og
3. endelig en lille recept for en god medicin at tage med i ilden, som både er billig, let og probat, hvilket jeg kan bevidne ved 50 års erfaring, thi jeg er virkelig en af de første frivillige studenter, der afgik fra den store centralskole som sekondløjtnant dagen den 30. april 1848.

Fyrst Montecuculi har sagt: Der behøves tre ting for at føre krig - Geld, Geld und Geld (penge, penge og penge), og fyrst Bischmark siger: De tre g-er er rigtig men betyder Geld, Glück und Geduld (penge, held og tålmodighed) og jeg tillader mig at sige at de 3 g-er for fredericiaslaget må betyde Gottes grosse Gnade (guds store nåde), thi det er faktisk, at slaget skulle have været den 5te juli, men den 4de i mørkningen opdagede man i hovedkvarteret i Middelfart, at et ark konceptpapir var lagt over ordren til en brigade, som nu ikke kunne komme betids over Lillebælt, og derfor måtte udfaldet contramanderes til den 6te, og det var vor lykke.
Fjenden havde ganske rigtig fået underretning om det første udfald og ventede os i løbegravene tæt op til fæstningen til kl. 6 morgen, og vi ville have fået en varm modtagelse. - Gud ved med hvilket resultat - Men vist er det, at det havde kostet os dobbelt så meget blod. Da fjenden altså havde fået falsk rapport, og da man jo ikke kan trætte tropperne med den manøvre 2 nætter i rad - så var løbegravene ikke besatte næste nat, skønt at han dog vidste, at det forestod, thi han havde fra Treldeskoven beskudt Ryes korps ombord (under overfarten fra Fyn). - Og således kunne vi natten til den 6te kl 1½, lydløst rykke ud fra fæstningens porte og poterner og avancere godt, før vi mødte modstand.
Da kampene begyndte, tordnede omtrent 100 ildsvælg fra voldene og feltbatterierne - Det er det højtideligste øjeblik i mit liv - Storartet, opløftende, under den evige almagts beskyttelse. Jeg tror ikke en eneste var bange, men gik glad og rolig frem for at gøre vor pligt. Cheferne stod af hestene. Min bataillonschef var den brave oberst Arenfeldt og kaptajn var den elskelige Tuxen (Krigsministerens fader) som kommanderede 1ste kompagni. Jeg var tjenestgørende premiereløjtnant og gik på kompagniets venstre side, hvor den hæderlige, gamle general Molkte, med sin tykke, gulskaftede ridepisk i hånden, spurgte mig i skumringen:" Hvad er det for en bataillon?" - "5te reserve deres exellence!" - "Så er det jo min brigade!" - "Javel!".
Vi rykkede op mod treldeskoven og hjertet hoppede i livet på os af glæde over at komme i kast med tyskerne, men de var allerede på flugten, og de erobrede skanser frembød et frygteligt skue med de fornaglede kanoner, brændende affutager og de faldnes og såredes sværtede og ophovnede ansigter. - Det var friskaremænd - Mere lig dyr end mennesker.

Rye findes.

Vore faldne lå, mange med smil på læben, som de sov, når de blot ikke havde været ligblege. Stor glæde stod på vore ansigter, men pludselig kommer jeg ind i en rugmark og fandt en generals lig. Jeg løber straks hen til oberst Arenfeldt og melder det. Han kender ham ikke straks, men knappede frakken op og så hans guldur med navn og udbrød:" Åh gud, det er general Rye, han må ikke ligge uden vagt. - Ti stille Fjelstrup, men bliv her til jeg sender afløsning." Jeg skammer mig ikke for at sige at tårerne løb os begge ned ad kinderne! Da jeg stod som vagt, sagde jeg til mig selv: Så blev han ikke kommandør af dannebrog dengang, den gamle hædersmand - Det er skammeligt.
Jeg vidste nemmelig, at det havde krænket ham dybt, at han ved kongerevyen på Lerbæk mark ved Vejle - jeg tror d. 18de sept. 1848, hvor der uddeltes så mange danske og russiske ordener, kun havde fået det beskedne sølvkors. Oberst Arenfeldt havde nemlig dengang sagt til ham: At jeg må gratulere dem, hr. oberst, det ved jeg, men jeg ved ikke hvortil. Rye svarede: Jo, jeg fik det samme som H.P.Holst! De var jo begge kun riddere - og så byder man armeens tapreste brigadekommandør den samme dekoration som sekretæren ved hovedkvarteret! Det er en hån, som kun har sit sidestykke i den skandaløse behandling, der blev den genialeste officer i den danske hær - oberst i generalstaben Læssøe tildel.

Den 6. juli 1849 kl. 6 morgen, skinnede solen over en stolt valplads, men jeg var smertelig sulten og havde dog 2 dejlige stegte ænder fra Fyn i min madkurv, men min oppasser var borte. Jeg gik da hen til min trofaste Arenfeldt og klagede min nød. Han tog en chokoladekage på 1/4 pund ud af sin brystlomme, delte den med mig, jeg igen med Tuxen, og vagten var forbi. ½ time efter kom min oppasser. Jeg gav ham en ordentlig salut og spurgte:" Hvor satan har du været henne Jacob?" - " Om forladelse hr. løjtnant, jeg faldt i en grøft og der blev jeg liggende." - "Hvordan går det med ænderne?" -"Jo de er i god behold" - Så tilgiver jeg dig. Gå hen og inviter alle officerer af 5te reserve som du kan finde. - Og aldrig havde vi nydt en delikatere frokost.
Nu har jeg indfriet mit løfte om årsagen til det heldige udfald af slaget ved Fredericia og givet nogle notitser om general Rye - Tilbage står kun recepten. Den er kort og godt mit valgsprog: Guds vilje ske! Han har ufortjent holdt sin nådige hånd over mit syndige hoved i mange og alvorlige farer. Derfor ubetinget tillid til Guds vise styrelse. Så gives hverken frygt eller bæven, og den lærer os tillige i ydmyghed at tømme mangen bitter kalk, som had og misundelse iskænker os.!