FREDERICIAS HISTORIE
Stednavne og lokaliteter i byen.
af Erik F. Rønnebech
| INDEX |
RANDDAL
Randdalen kaldtes tidligere for Hyby Dal og er også blevet kaldt Rendal. Dalen har været hjemsted for flere grusgrave.
RANDDALSKOVEN
Randdalskoven på ca. 70 hektar, er Fredericias yngste skov plantet i midten af 1980'erne langs nordsiden af Randdalen, hvor der før var landbrug og grusgrav. Et af formålene med skoven var at afskærme boligområderne på dalens sydside mod især olieraffinaderiet. Skoven er overvejende løvskov, med eg, bøg og ask, men rummer også et mindre område med nåletræer. Skoven var i 1991 tæt på at blive opgivet til fordel for en golfbane.
REFORMERT KIRKE.
Fra 1719 til de reformerte kunne tage deres kirke i brug, holdt de deres gudstjenester i et hus i Dronningensgade (Nuværendenr. 52). En plade indmuret i huset bærer indskriften: "I dette hus afholdt den fransk reformerte koloni sine første gudstjenester fra indvandringen til kirkens opførelse. 1719-1735."
Den 2. juni 1735 blev grundstenen til Reformert kirke lagt af byens kommandant og 1.april 1736 kunne kirken indvies af præsten Bovet. Den var dog på det tidspunkt endnu ikke helt færdig.
Kirken har sin egen kirkegård.
Under treårskrigen brugtes kirken til ammunitionsmagasin, og den skulle derfor istandsættes efter krigen. I den anledning tilmuredes den oprindelige indgang til fordel for en ny i den nordre gavl. Pladen over indgangsportalen med Chr. 6. 's våben og navnetræk fra den gamle indgang blev nedtaget og opmagasineret indtil 1936, da kirken igen skulle restaureres i forbindelse med 200 års jubilæet, og den indsattes da igen på sin oprindelige plads.
Senest er portalen restaureret i forbindelse med 250 års jubilæet og afsløredes under overværelse af Dronningen. Den oprindelige latinske indskrift lød således:
|
Sacrum hoc aedificium Immortale Augustissimorum Dan. et Norv. Principum Christiani VI et Sophia Magdalenae Beneficium Immortali Deo commendat Anno. Populus Ecclesiae Reform. Gall: MDCCXXXV. |
I oversættelse lyder teksten således:
"Denne hellige bygning, en udødelig velgerning af deres majestæter Christian 6. og Sophia Magdalene til Danmark og Norge, befales den udødelige Gud af den franskreformerte kirkes menighed i året 1735"
Efter istandsættelsen efter treårskrigen erstattedes teksten af en fransk med følgende ordlyd: "Mon áme ne cesse de convoiter grandement et mesme défaut aprés les parvis de l'Eternel." (Min sjæl begærer, ja længes efter Herrens Forgaarde).
Kirken gennemgik en grundig restaurering i 1955 ledet af kunstmaler C. V. Garm. Reformerte kirker adskiller sig fra protestantiske ved at være mere spartansk indrettet og de reformerte tager endnu mere afstand fra den katolske kirkes pomp, pragt og cheremonier end den Evangelisk Lutherske retning. Kirken har intet alter, og prædikestolen er anbragt centralt i rummet, med en opslået bibel anbragt på bordet foran. Eneste udsmykning er glasmosaikruderne med portrætter af reformatorerne Zwingli og Calvin skænket af fabrikant F. M. Spindler.
Kirken har haft franske, schweiziske og tyske præster, og prædikenen var i starten på fransk, senere også på tysk. Fra 1938 har gudstjenensten været holdt på dansk. Der findes 3 reformerte menigheder i Danmark, og denne er den eneste udenfor København, og talte ved årtusindskiftet ca. 300 medlemer.
De reformerte blev religionsforfulgte af katolikkerne i deres hjemlande Frankrig og Belgien og efter at være flygtet til bl.a. Tyskland, inviteret af den danske konge til at slå sig ned i Fredericia
. pos: 55.56439° N 9.76577° E
REFORMERT PRÆSTEGÅRD
1734 købte artilleriløjtnant Carstens en grund over for reformert kirke og her opførtes i 1752 den første præstegård af træ, betalt af Frederik V. Sidst i 1700 tallet skaffede pastor Dalgas midler fra menigheden i København, til at opføre en ny præstegård i sten. Denne præstegård eksisterer stadig.
REFORMERT MARK
Inden for voldene fik de reformerte tildelt alle de øde byggegrunde der lå foran kastellet og som siden kaldtes "Reformert mark". De omfattede hele arealet syd for Sjællandsgade mellem Dalegade og Østervold. Reformert mark kaldtes i folkemunde "æ Gross". Op til 1900 tallet kaldtes området også "Persilleegnen" (æ persilleegn). De havde også jordstykkerne "Kampen" der lå ved Kongens port og Søbjerg.
REFORMERT SKOLE
De i årene 1719-1720, af kong Frederik den IV, fra Brandenborg indkaldte fransktalende reformerte, fik i privilegierne af november 1720, tilladelsen til at oprette og underholde en skole til deres børns undervisning. En skolelærer blev ansat, men i de første 100 år manglede en skolebygning. Desuden var der dengang ingen undervisningspligt, så børnenes skolebesøg var yderst uregelmæssig og det deraf betingede levebrød for læreren meget ringe. En bedring indtrådte, da et i årene 1768 oprettet legat bestemte, at en lærer skulle overtage gerningen og holde skole hver dag, mod at han fik udbetalt legatets renter som fast, årlig indtægt ved siden af børnenes skolepenge, men en virkelig ordning af skolens forhold kom først da skolen i Dronningensgade opførtes i 1820 på foranledning af menighedens Charles Rieu, som foranstaltede en indsamling blandt trosfæller i udlandet. Han blev i 1817, 24 år gammel, menighedens præst. Han døde allerede i 1821, kun 28 år gammel, inden skolen blev taget i brug af "reformert syge", en art tyfus som men mente skyldtes en vandåre, der løb under trinitatis kirkegård og havde forbindelse til de reformertes brønde. Indskriften på tavlen på skolens gavl er forfattet af ham. Den lyder i oversættelse:
|
Kærlighed til Gud har ønsket den, Bønnen har tilvejebragt den I kristi navn de fjerneste brødre Har besvaret deres brødre. Gud alene har æren. |
Da det var umuligt for menigheden at finde en fransktalende efterfølger for Rieu, blev der valgt en lysktalende, hvad der havde til følge, at kirkesproget blev tysk og at også skoleundervisningen skete på tysk. Skolens formål var at bringe børnene, der gik i skolen fra 6 til 14 år, de samme kundskaber som folkeskolen. Efterhånden blev der også taget mere hensyn til danskundervisningsom efterhånden blev undervisningssprog i alle fag, nogle år dog undtaget tysktimerne i de to øverste klasser.
I 1930'erne havde skolen ca. 70 elever fordelt på 3 klasser. To lærere og en lærerinde var ansat.
Skolen blev nedlagt i 1980, men havde inden da været åben nogle år for ikke reformerte.
RESTAURANT RYESBORG - RESTAURANT CARLOS.
Restaurant Ryesborg lå til 2004 på det sydøstlige hjørne af Sjællandsgade og Prinsessegade. I 1945 ejedes den af J. Pedersen der forpagtede den ud til V. A, Kaaes. I 1946 købte Peter Bertram fra Brædstrup restauranten og søger samme år beværterbevilling til udskænkning af stærke drikke. Han foretager en større istandsættelse af lokalerne.
I 2004 køber Anni Foverskov og Carlos Guerra Suarez lokalerne og omdanner dem til en spansk tapascafe der først får navnet Cafe Carlos siden Restaurant Carlos.
RIDEBANEN
Den åbne Slesvigs bastion ved Vestervoldgade, der senere er anvendt til tivoliplads o.l.
pos: 55.56494° N 9.74885° E
Rosenlund.
Navn på en lille oase ved Vesterbrogade, der i dag hedder Fr. III´s plads. Pladsen havde engang byens eneste rundkørsel, der fjernedes i 1950' erne, men senere er genopstået. Stedet husede tidligere en
restauration af samme navn, opført som traktørsted omkr. 1880. Det lå på hjørnet af Egumvej (nu Nørrebrogade) og Vejlevej (nu Vesterbrogade). I starten var der have til restauranten, med udendørs servering om sommeren (Rosenlund have). I haven kunne man af og til høre regimentsmusikken give koncert. Til restauranten hørte også en keglebane. Haven solgtes fra og på arealet byggedes en servicestation. Der var også en overgang duetotalisator på stedet. De sidste år restauranten eksisterede, var stedet mest besøgt af håndværkere der "hang ud" efter fyraften. Da restauranten ophørte i 1964, indrettedes bygningen til bank. Bygningen forsvandt i 1978 og erstattedes af nybyggeri.
pos: 55.56913° N 9.74921° E
RYESBORG.
Opført på det nordvestlige hjørne af Sjællandsgade og Gothersgade i 1902 af snedker J. C. Andersen og bogbinder Wenk. En restaurant af samme navn lå på det sydøstlige hjørne af Sjællandsgade og Prinsessegade.
RYES BUSTE.
Olaf Ryes buste i bronze, blev afsløret på Ryes Plads den 20. august 1876. Busten er udført af Andreas Paulsen, og står på en granitsokkel med indskriften "OLAF RYE" og smykket med et sværd og en laurbærkrans. Den afsløredes den 20. august 1873 og altså ikke en 6. juli der ellers var normalt.
pos: 55.56437° N 9.75683° E
RYES HØJ.
Til minde om den populære general Olaf Rye, der faldt under udfaldet 6. juli 1849, rejstes en mindehøj ikke langt fra det sted hvor man fandt ham død. Højen indviedes 6 juli 1859 på 10-årsdagen for udfaldet. På toppen af højen er anbragt en stendysse med inskriptionen:
Olaf Rye d. 6. juli 1849.
Højen ligger ved Ndr. Kobbelvej.
Bag højen fører en sti til mindestenen, rejst på stedet hvor han faldt, ca. 200 m. nord for højen.
RYES PLADS.
Sjællandsgade mellem Gothersgade og Prinsessegade. Her står Andreas Paulsens buste af Olaf Rye, afsløret den 20. august 1873. Pladsen blev oprindelig indrettet som et parkanlæg, der delte Sjællandsgade i to, og med busten stående i midten med front mod vest, og en sti fra Gothersgade der gik i en cirkel rundt om busten. Skulle man fra den ene del af Sjællandsgade til den anden, måtte man bruge gaderne langs husene nord og syd om pladsen. Senere blev busten flyttet til dens nuværende placering og Sjællandsgade ført igennem pladsen.
pos: 55.56437° N 9.75683° E
RYTTERGRØFTEN.
1718 udskiltes ca. 1/3 af byens yderstliggende markjorder, der oprindelig hørte under de tre landsbyer Hannerup, Ullerup og Hyby. Jorden skulle bruges til underhold af garnisonens rytteri og indgrøftedes ind mod den resterende markjord med en grøft kaldet kobbelgrøften og mod ydergrænsen mod de omliggende sogne med en grøft kaldet ryttergrøften. Rytterkoblerne kaldets øst for Egeskovven for Trelde kobbel, vest for Egeskovvej og ca. til Brestrupvej , Bredstrup kobbel og herfra til Vejlevej Stoustrup kobbel.
RÅDHUSE.
Rådhus nr. 1:
Byens første rådhus lå på det nordvestlige hjørne af Kongens- og Oldenborggade i byens geometriske centrum. Bystyret bestod af et 8 mands byting, der udnævntes 1653. En sal på rådhuset brugtes som kirkesal til Frederiksodde Kirke blev bygget.
pos: 55.56172° N 9.76347° E
Rådhus nr. 2:
Byens andet rådhus lå i Prinsessegade over for det nuværende teater. Man købte kaptajn Elberchts gård i 1684 og indrettede den til formålet .
Byens tredie rådhus opførtes ud til gaden på det nord-vestlige hjørne af Vendersgade og Sjællandsgade. Det kostede 2.500 rigsdaler at opføre og byens præsident Hans de Hoffman skænkede et klokke og slagur til den, efter datidens forhold, imponerende bygning. Bystyret bestod den gang af en præsident, en borgmester og 3 rådmænd. Rådhuset indviedes 31. marts 1762 og fungerede i 98 år.
Rådhus nr. 4:
Byrådet vedtog 27. januar 1859 at bygge byens fjerde rådhus på den nuværende Bülows plads, bag ved det gamle. Huset blev tegnet af arkitekt Ferdinand Meldahl. Byggesummen var på 25.630 rigsdaler og byggeriet påbegyndtes 16. juli samme år. Rådhuset kunne indvies den 6. juli 1860 om formiddagen af Orla Lehmann, umiddelbart efter afslutningen af 6. juli processionen. Samtidig afsløres Bülows büste ved Rådhuspladsen.
Det gamle rådhus fra 1762 jævnedes med jorden og en del af materialerne herfra anvendtes til en vægterbolig beliggende vest for rådhuset ud mod Sjællandsgade.
Da det 5. rådhus blev taget i brug 1965, blev det gamle rådhus benyttet til domhus indtil det 2002 blev besluttet, at domhuset flyttes til den gamle døveskole ved Østervold.
Rådhus nr. 5:
Den 20 marts 1965 indviede byen det nuværende rådhus, det femte i rækken af rådhuse, opført på det sydvestlige hjørne af Jyllands og Gothersgade. I 1955 udskrev bystyret en arkitektkonkurrence som blev vundet af arkitekterne Halldor Gunnløgsson og Jørn Nielsen men først 10 år senere var projektet realiseret. For at give plads til rådhuspladsen, måtte man nedrive Kommandogården og Det Franske Hospital der senest fungerede som kæmnerkontor. Den samlede byggesum beløb sig til ca. 11 mil. kroner incl. inventar. Senere er rådhuset udvidet betydeligt.
SANDDAL STRAND.
Tidligere badestrand der begyndte lidt nord for Vestre Ringvej og sluttede ved Erritsø bæk. Forsvandt da Møllebugthavnen blev anlagt. Forstranden var græsbevokset med "solgryder" og grupper af hybenroser der kunne give læ for vinden. En lang badebro førte ud til det dybe vand. Bunden var af blandet beskaffenhed, men der var dog pletter med god sandbund når man kom ud over stenene og muslingerne inde ved strandkanten. Når strømmen var sydgående i bæltet, var badevandet ofte meget forurenet af kloakvand fra Møllebækken (Ullerup bæk), der også i folkemunde kaldtes "Skidenå" og "Lortebækken". Ude ved Erritsø bæks udløb var vandet dog så rent, at det vrimlede med glasål og fladfiskeyngel i åmundingen.
SARØES BADEKAR.
Det lille vandhul mellem dæmningerne over voldgraven ved Prinsens Port- og Danmarks Port.
Hullet skulle oprindeligt være fyldt op, men Sarøe, der var lektor ved latinskolen og medlem af byrådet, gik stærkt imod og fik bevaret "hullet", der derefter i folkemunde døbtes Sarøes badekar.
pos: 55.56804° N 9.75172° E
SCT. KNUDS KIRKE.
Også kaldet Katolsk kirke. Den katolske menighed oprettedes 1674, og katolikkerne fik i 1683 kongelig tilladelse til at opføre et kapel til afholdelse af gudstjenester og 1686 fik de, som tak for betjeningen af de fremmede katolske soldater ved armeen, lov til at opføre en kirke, som opførtes i bindingsværk. I 1767 opførtes den nuværende kirke i grundmur, og samtidig fik de tilladelse til at indrette en kirkegård i haven bag kirken, som benyttedes frem til 1830, hvorefter man igen, som tidligere, måtte benytte kirkegården ved Sct. Michaelis, indtil menigheden i 1896 lejede et stykke på Assistens Kirkegården til begravelsesplads. For ikke at støde protestanterne, skulle kirken, ud mod gaden, ligne et almindeligt beboelseshus.
Kirketårnet, der opførtes i 1865, er byens eneste kirketårn. I 1872 blev kirken udvidet mod vest og fok samtidig tilføjet søjleportalen ved indgangspartiet. I 1923 blev brdr. Schüttens gamle skole helt eller delvist indlemmet i kirken og indrettet til orgelpulpitur.
Alle katolske kirker er viet til en helgen, og denne kirke er viet til Knud den Hellige, der dræbtes i 1086 foran alteret i Sct. Albani kirke i Odense og helgenkåredes omkr. år 1100.
Kirken blev, ligesom byens andre kirker, brugt til opbevaring af faldne fra udfaldet 6. juli 1849. Heriblandt Olaf Rye.
Prædikenen var på tysk indtil 1860, derefter på dansk. I 1848 opførte menigheden og missionen en skole, der byggedes sammen med kirken og i dag er integreret i denne.
pos: 55.56398° N 9.75572° E
SCT. MICHAELIS KIRKE.
En stor del af garnisonen i Fredericia var fra byens grundlæggelse tysktalende, og derfor blev det nødvendig med en kirke, hvor gudstjenesten kunne foregå på tysk.
Den nyopførte "Tyske kirke" indviedes 1. juni 1668 af biskop Kragelund.
Det var dog kun en uanseelig bygning i bindingsværk, der først senere bygges i grundmur. Fra starten blev kirken ordineret til garnisonskirke og kirkens præst skulle også være garnisonspræst. Dog skulle den også betjene Stoustrup og kobbeltienderne.
I 1665 deltes byen i to sogne, et tysk og et dansk. Kirkegården beordrededes indviet, og Emanuel Cirsovius fra Pommeren beskikkedes som tysk præst ved kirken og skulle desuden være præst for garnisonen. I december sker opdelingen.
Fra 1687 blev kirken garnisonskirke, hvilket kan ses af en skrivelse fra 9 marts dette år, hvori det hedder:
"Dernæst hvad de udi Fredericia Sogn beliggende Indkomster til Sognepræsten angår, da begge Byens Sognepræster haver selv forenet sig, at Garnisonen følger den tyske Præst og dermed Stoustrup den Danske"
Greve af Schach
I 1722 fik kirken grundmuret kor. I den anledning indmuredes en mindeplade med følgende inskription:
|
"Der Dritte Fridrich lies mich Gott zu Ehren bauen, der Fünfte Christian mich schützte gnädiglich, vom Vierten Fridrich bin jetzt grösser an zu schauen, Drum blühe stetz der Stamm von Grossen Friderich." Extructa est haec aedes Ao 1668 Aucta et ampliata. Ao 1722. |
Samme år sendte den tyske provst Henrik Ludvigsen Pontoppidan så et "allerunderdanigst Fadderbrev" på vers til dronning Anna Sophia, hvori han anmodede hende om som gudmoder antage sig "denne hidtil fortrykte og fortrængte kirke" som et fremmed og forladt barn og give den navn.
Verset lød således:
|
"Et Skib, en Stad et Huus en Gade og et Stræde En hest, en hund sit naun man gierne værdiger, Men jeg, Guds eget Skib, hands Stad, hands Huus og Sæde Hands Due og hands Brud endnu dog Naunløs er. "Hvad Aarsag? En Patron jeg fattes og er ene, En kirke uden Taarn, et Huus af Tømmer sag, En ringe Bygning giort foruden hamred stene, Hvad Under, at jeg staar saa got som slet forlat". |
Dronningen forbarmede sig, og samme år blev den med hende som gudmor døbt Sct. Michaelis kirke, efter forslag fra samme Henrik Pontoppidan.
1742 blev sydmuren og vestgavlen opført i grundmur og 1762 opførtes tårnet og nordmuren i grundmur, hvorved kirken stort set fik sit nuværende udseende. Indtil 1850 prædikedes både på dansk og tysk i kirken (der var mange tysktalende indbyggere i byen). Garnisonskommandanten har sin personlige loge i pulpituret langs kirkens nordvæg.
Kirken brændte 4. juni 1955 og fik i forbindelse med genopførelsen skænket sit klokkespil af købmand Carl Weimar, indehaver af varehuset Weica, der lå i Gothersgade.
I 1995 genåbnedes to vinduer i østmuren og forsynedes med glasmosaikruder der symbolliserer menneskesindet. De er udført af Allan Havsteen-Mikkelsen i samarbejde med faderen Svend Havsteen-Mikkelsen, der har udført det nye alterbillede. Det gamle alterbillede er ophængt på sydmuren. Bænkegavlenes udskæring forestiller Sct. Michaels kamp med dragen.
Erritsø sogn, der tidligere var blevet betjent fra Taulov, blev fra starten annekssogn og skulle betjenes af kirkens præster. Denne ordning fungerede frem til 1957.
Kirken er i dag den eneste tilbageværende fungerende garnisonskirke i landet. .
pos: 55.56490° N 9.75368° E
SCT. FOLQUARTS KILDE.
En gammel helligkilde nedenfor Ullerup kirkebakke, der dog ikke springer længere, men henligger som et lille vandhul. Man har sandsynligvis valfartet til kilden før kirken byggedes på bakken ovenover. At man har bygget kirker ved de gamle helligkilder ses flere steder. Bl.a. ved hærvejskirken Øster Nykirke. Man har også holdt årlige markeder ved sådanne kilder (kildemarked). Hvilke helbredende virkninger vandet fra Sct. Volquarts har haft vides ikke. I en præsteindberetning fra 1638 står følgende om kilden: "Østen ved Ulderup Kircke findes en Vandsprøng, som var i gamble Dage meget naffnkundig och med et Kieldeverck af Thre (Træ) indfattet, kaltes Sancte Falquards Kjelde, och aff gamble Folckes Beretning skal på samme Sted veret sked store Miraculer paa sjuge Folck, som søgte thill samme Vand. Och findes paa Stedet endnu Skabelon aff Kjelden."
pos: 55.58264° N 9.72119° E
SKIHOPBAKKEN I FUGLSANG.
I 1949 byggede man en lille skihopbakke i Fuglsang Skov. Om det var en forening eller kommunen der stod bag byggeriet vides ikke.
Hopskansen var bygget af træstolper og -rafter og de bedste hoppere kunne hoppe mellem 10 og 15 m.
Der holdtes nogle skihopstævner i skoven når forholdende var til det. Bakken eksisterede omkring 10 år. Da var trækonstruktionen så rådden, at den måtte fjernes og den er ikke senere bygget op igen.
SKOVLØBERHUSET I FUGLSANG
I 1853 købte kommunen det 150 ha, store areal der udgør Hannerup og Fuglsang skove. Med i købet fulgte den gamle skovfoged Dons. Han opførte 1857 skovløberhuset til sin skovløber som tjenestebolig. Fuglsang var dengang en lystskov med afstukne stier og bænke placeret rundt i skoven. Til pinse skulle skoven stå nyfriseret og klar til at modtage gæster. Skovløberen fik bevilling af kommunalbestyrelsen til at måtte sælge "vand på maskine" (kogende vand til kaffe eller te), samt sodavand, hvidtøl og hjemmebagt brød, altså drive en slags traktørsted med borde og bænke i haven, hvor folk selv medbragte madvarer og kaffebønner. Bønnerne blev afleveret til skovløberens kone, som så bryggede kaffen og også lagde kaffekande og service til. En billig fornøjelse som betød, at også byens arbejderfamilier kunne tage på familieskovtur og drikke kaffe i Skovløberhusets have ved Erritsø mose. Bortset fra et par år, hvor restauratøren på Fuglsang, af brødnid, fik kommunalbestyrelsen til at inddrage bevillingen, har traktørstedet eksisteret helt op i 1950'erne.
Medens forældrene drak kaffe kunne børnene kunne lege i skoven og på en lille legeplads med gynger og vippe. Huset ligger der stadig.
pos: 55.55603° N 9.70166° E
SKØJTELØBERVOLDGRAVEN.
Voldgraven nord for Prangervejsdæmningen hvor skøjteløberforeningen havde til huse. Voldgraven var afspærret, så kun foreningens medlemmer, der var byens bedre borgerskab, mod entre, kunne løbe på skøjter ofte til musik. Foreningen havde et klubhus på det flade stykke foran voldgraven. De mindrebemidlede måtte tage til takke med femøren.
Inden Sjællandsgade førtes gennem volden, brugte skøjteløberforeningen voldgraven ved den gamle strandvej.
AMTS OG KOMMUNESKOLER
Fredericia Gymnasium
Nyt gymnasium opført på 6. Julivej 1940 som afløser for den gamle latinskole. Ophørte som gymnasium da Fredericia Amtsgymnasium på Nørrebrogade blev taget i brug. Derefter 6. juliskolen og nu Social og Sundhedsskolen. I 2002 solgte kommunen bygningerne til et investeringsselskab.
Egumvejens skole
Nørremarkskolen
Lille skole med 2 klasseværelser, førstelærerbolig og lærerindelejlighed. Den seneste er opført i 1915 på Fredericia Nørremark på hjørnet af Egumvej og daværende Stenhøjvej som den tredie skole på Nørremarken. Senest forskole til Egumvejens skole. Nedlagt 1963.
pos: 55.58187° N 9.73436° E
Ryttergrøftvejens skole
Slesviggades skole
Oprindelig Eriksens kemiske Fabrik i Slesviggade. Overtaget af kommunen i 1920 og indrettet til skole for de små klasser, der skulle fortsætte i Købmagergades skole, som skolen var underlagt. Skolen havde 10 klasseværelser og en gymnastiksal. Senest gik her elever fra 1. til 5. klasse. Skolen ophørte i 1973. Kun gymnastiksalen er tilbage.
pos: 55.564422° N 9.752051° E
Skjoldborgvejens skole
Skansevejens skole
Søndermarkskolen
En landsbyskole, der blev opført i 1892 og bestod af en førstelærerbolig samt først to, og fra omk. 1930 tre klasseværelser. Eleverne gik 2 år i samme klasse, således at 1. og 2. klassetrin undervistes sammen i klasseværelse 1, 3. klasse skiftede rundt mellem de ledige klasseværelser, 4. og 5. undervistes i klaseværelse 2 og 6. og 7. klasse i klasseværelse 3.
I starten var ansat en lærer og en forskolelærerinde. Skolens førstelærere var P. N. Jørgensen, der kom fra Nørremarkskolen, N. Chr. Jessen og sidst Johs. Jensen.
Skolen lå ved stien der i dag fører fra Skovvej til Venusvej og som før hed Skolevej. I dag hedder grunden skolen lå på Titanvænget 23.
Skolen blev nedlagt i 1954, da Skjoldborgvejens skole blev taget i brug og er senere nedrevet, efter at være brugt som beboelse nogle år.
pos: 55.5648° N 9.7109° E
Treldevejens skole
SKOLESKOVEN
Snoghøjgård / Snoghøj gl. Færgegård
Den gamle færgegård
Snoghøj gl. Færgegård lå på højre side af vejen ned til det oldgamle overfartssted mellem Jylland og Fyn på Lillebælts smalleste sted. Den endte sine dage i 1997 da den blev nedrevet og nybyggeri opført på grunden. Den var formentlig opført 1670 af Carl Lombardi.
Da forvalteren af færgestedet flyttede over på den anden side af vejen på en ny gård som blev kaldet både Snoghøj, Snoghøjgård og Snoghøj Færgegård, blev den ældstefærgegård kaldet Gammel Færgegård, og fortsatte som færgekro til færgeriet blev nedlagt efter lillebæltsbroens bygning, og derefter som almindelig spisested.
I 1670, fik løjtnant og færgemand Carl Lombardi tildelt jorden fra Erritsøgård nr. 17, hvis bygninger ødelagdes under svenskekrigen, mod at opføre nye bygninger i Snoghøj. Her blev Peder Grib, der havde sejlet under Tordenskjold, færgemand i 1742, da han fik tildelt bevillingen af kongen. Da han døde i 1757, overtog svigersønnen Carl Lindam færgeri og gård. Han døde 1778 og det blev hans svigersøn Gotfred Fibiger, død 1795, der overtog stedet. Næste ejer var hans søn, postmester C. L. Fibiger, der døde 1840. Hans søn, kaptajn Jacob Scavenius Fibiger, udviklede et kendt våbensystem kaldet system 1834. En anden søn J. A. Fibiger blev en fremstående officer og faktisk udnævnt til kommandant i Fredericia. en udnævnelse som krigsministeren omgjorde og indsatte overst Lunding i stedet.
Carl L. Fibiger solgte færgegården i 1839 til den kendte forstmand Hans Chr. Riegels, der anlagde en stor park med sjældne træer på skråningen bag den nye færgegård Snoghøjgård. Riegels var en mand der elskede træer og blomster og plantede bl.a. mange hvide magnolier og gule azalier. Denne park var hans stolthed og han ønskede at blive begravet oppe under sin yndlingslind, men det blev ham nægtet. Gamle fredericianere fortalte om store blomsterfester, han holdt i denne have med musikalsk underholdning.
I parken kom foråret tidligere end noget andet sted i Danmark. Den lå på sydskrænten af elboterrænet, lunet og læet på alle sider af skove og bakker, vendt imod syd. Her overvintrer planter, der ellers ikke kunne overvintre nord for Alperne.
Riegels døde i 1861. Hans enke, Frederikke Christine v. Heinen, der døde i 1887, havde derefter gården til 1871, hvor hun solgte Brocksenius, der i 1878 solgte den til apoteker P. Kragh fra Middelfart, som 1895 videresolgte gården til kaptajn eventyrer og forfatter til bl.a. Peder Mostbøgerne, Walther Edmund Christmas-Dirkinck-Holmfeld med forfatternavnet Walther Christmas (1861-1924). Da han blev skilt fra sin første kone Ragnhild, født Weber, i 1898, overtog hun gården og tog navnet Ragnhild Meldola. Når hun valgte navnet Meldola, skyldtes det, at hendes mor var af denne familie, som stammede fra et af de gamle handelshuse i Hamborg-Altona. Hendes far var den initiativrige sodafabrikant Theodor Weber i Svendborg
. Ragnhild Meldola var meget velhavende og yndede at omgive sig med den tids interlektuelle. I 1909 købte hun Slettegaard ved Svinkløv til sommerresidens, og beholdt den i over 30 år, omtrent til sin død.
Hun havde Snoghøj Færgegård frem til 1938, hvor hun udstykkede jorden. Parken med de sjældne træer og den gamle hovedbygning solgtes til en mand ved navn Jespersen, der startede en sommerbeværtning på stedet, der senere blev til Snoghøj Badehotel. Selve avlsgården blev forpagtet af en mand ved navn Nielsen-Holm. Gartner Kromann købte en del af jorden til gartneri.
Ragnhild Meldola havde, inden hun udstykkede gården, mødt fiskeribiologen Andreas Otterstrøm, der drev fiskerihøjskolen i Kerteminde, og hun tilbød ham at stille en grund til rådighed, hvor der kunne opføres en ny fiskerihøjskole og donerede desuden et beløb på op til 30.000 kr. til byggeriet. Desuden ville hun i 3 år sikre skolen et årligt tilskud på 2.000 kr., hvoraf hun selv ville betale halvdelen. Snoghøj Badehotel skiftede navn til Snoghøjgaard Hotel og overlevede i mange år ved at afholde enkeballer.
Snoghøj Færgegårdenes æra sluttede, da både restaurantbygningen fra 1920'erne Gammel Færgegård blev nedrevet i 1999 og privatbebyggelse opført på grundene.
Den gamle botaniske park med de sjældne træer blev ikke plejet, og gik i forfald. Hvor der før var park ligger der i dag enfamiliehuse. Inden parken gik helt i forfald, blev den i nogle år benyttet til afholdelse af grundlovsmøder.
(Se Erritsøs historie)
pos: 55.52001° N 9.71543° E
SOLBAKKEN
Indtil først i 1900 tallet lå her gartneriet Solbakken syd for prangervejsbakken. Her er bl.a. kunstmaleren Aksel Haldrup født.
SOLHØJ.
Ligger ved Vestre Ringvej tæt ved Banen. Den tidligere adresse var Søvej. Da vejen blev udvidet forsvandt en del af højen. På højen lå tidligere en villa med samme navn og en vej førte fra Vestre Ringvej op til den nu nedrevne villa, hvis seneste beboer var enken efter malermester N. J. Bartholin Jensen. Slugten bagved er en tidligere lergrav til det forsvundne Stendal Teglværk også kaldet Boalths Teglværk, hvorfra Teglværksvej har fået sit navn.
SPRITFABRIKKEN.
I 1846 opførte firmaet T. J. Ahlmann & Co. en fabrik til spritproduktion på hjørnet af Norgesgade og Danmarksgade. I 1849 blev fabrikens skorsten, der ragede op over volden, brugt som sigtemål af slesvig-holstenerne. I 1881 blev fabrikken overtaget af De Danske Spritfabrikker A/S som fortsatte spritproduktionen frem til 1920. I 1936 solgte spritfabrikkerne bygningerne. Ejendommen Spritgården, som stadig eksisterer, solgtes til fabrikkernes agent i byen Harald Jensen, og resten til A/S Fredericia Ejendomskompagni, der nedrev bygningerne og 1937-38 opførtes Hotel Landsoldaten og biografbygningen Kosmorama, senere omdøbt til Palladsteateret, på grunden.
STADIONLØVEN.
Kunstværk af Henrik Starcke , skænket byen af Ny Carlsbergfondet i anledning af 300 års byjubilæet 1950 og oprindeligt opstillet ved indgangen til det nu nedlagte stadion på Baldersvej. Løven er udført i mosaik af noget der minder om murstensbrokker og står på en høj sandstenssokkel med den ene pote hvilende på en bold.
Efter at det gamle stadion var lukket, blev løven taget ned af sin sokkel i feb. 2007. Den var så medtaget af vejr og vind, at der skulle en 300.000 kr. dyr restaurering til før den kunne genopstilles ved det nye stadion, hvor den kunne genindvies den 17. august 2008.
gl. pos på Baldersvej: 9.75865 Ø - 55.57239 N
STELERNE.
Stelerne, der markerer de steder, hvor slesvig-holstenerne havde deres batterier og skanser i 1849, er opsat i forbindelse med 50 året for udfaldet på foranledning af kaptajn Poulsen og kaldtes også engang for "Kaptajn Poulsens Stene." 
Skanse I: 55.56684° N 9.72433° E, Sten der viser placeringen af den slesvig-holstenske skanse 1849
Stenen der angiver skanse II's placering er fjernet. Den lå ved vejlevejskrydset.
Skanse III: 55.58105° N 9.73481° E, Sten der viser placeringen af den slesvig-holstenske skanse 3 1849
Skanse IV: 55.57882° N 9.73966° E, Sten der viser placeringen af den slesvig-holstenske skanse 4 1849.
Skanse V, Treldeskansen : 55.55725° N 9.72562° E, Her lå slesvig-holstenernes skanse 5 kaldet Treldeskansen
STENHØJ.
Stenhøj ligger sydøst for den bakke, hvorpå Ullerup kirke lå. I højen er fundet oldsager. Under en arkæologisk udgravning i 1992 fandtes spor efter bebyggelse i vikinge- og renæssancetiden.
STIFTELSER.
Fredericia Kommunes Friboliger, konfirmeret 2/4-1884. Ejer af grund og bygning matr. 600m i Bjergegade + formue. Formål: At tilvejebringe fribolig for værdige trængende skatteydere.
Den Geelmuydenske og Jaunsenske stiftelse, konfirmeret 18/12-1886. Ejer af grund og bygning matr. 506b i Danmarksgade + formue. Formål: At give enker eller jomfruer over 40 år fribolig.
Den Bruunske stiftelse, konfirmeret 20/11-1902. Ejer af grund og bygning matr. 600aø i Bjergegade 65 + formue. Formål: At give trængende enker og ugifte kvinder i Fredericia fribolig.
Huset blev nedrevet sidst i 1990'erne.Den Johnsonske stiftelse, konfirmeret 12/10 1910. Ejer af grund og bygning matr. 505 i Østervoldgade + formue. Formål: At tilvejebringe boliger - gratis eller til nedsat leje - for værdige trængende over 60 år, fornemeligst af sømands- og håndværkerstanden. Stiftelsen skyldes den i byen fødte dansk-amerikaner Carl Wille, der som skibsdreng kom til USA og først gik ind i den amerikanske marine, derefter blev jernbanearbejder og arbejdede sig op til at blive leder for anlæg af jernbaner i Texas. Han skiftede navn til det mere amerikanske Thomas Johnson. Hans stedfar var skræddermester Johansen i fødebyen så Johnson stammer sikkert herfra. Han skabte sig en pæn formue og giftede sig med fredericiapigen Caroline Thygesen som flyttede med ham til USA. De fik to børn, der begge døde som små. Da Caroline døde som 59 årig, afviklede han sin virksomhed og rejste tilbage til fødebyen, men kom derefter på Skodsborg Sanatorium, hvor han døde i 1905. Sin formue havde han forinden testamenteret til opførelsen af stiftelsen samt et legat til værdigt trængende. Byggeriet påbegyndtes 1909 efter en arkitektkonkurrence, hvor 31 deltog. Byggesummen var på 77.000 kr. og bygningen rummede 24 lejligheder. I 1975 blev bygningen overtaget af kommunen, der ombyggede den så den nu var på 12 tidssvarende lejligheder. Samtidig ophørte den som stiftelse. År 2000 solgte kommunen ejendommen til tre private investorer for 7,4 mil. kr. De har nu ombygget bygningen til kostbare ejerlejligheder.
STUBMØLLEN
Stubmøllen lå over 200 år ved Østervold tæt ved krudttårnet. Den menes indflyttet fra en af de tre nedbrudte landsbyer, idet der i møllens tømmer blev fundet årstallet 1612. Den kaldtes også magasinmøllen eller garnisonsmøllen. Den 6/11 1894 solgtes den på auktion for 700 kr. og blev nedbrudt samme år.
STRYGEJERNET.
Den høje, markante boligblok i Prinsessegades vestside, mellem Sjællands- og Jyllandsgade, kaldtes i folkemunde for strygejernet.
STENDALS TEGLVÆRK
Teglværket lå i Ullerup i slugten bag Alléskolen
STRANDPORTEN
Da svenskerne i 1657 var kommet ind i fæstningen ved at ride ud i vandet ved Søbjergporten, byggede man, for at forhindre en gentagelse, en vold fra Oldenborgs bastion til den naturlige banke Søbjerg. og anlagde adgangsvejen på en dæmning ude i vandet, så man havde Møllebugten på den udvendige side og en voldgrav på den indvendige. Den lange dæmning kunne nemt beskydes fra volden. Den nye port kaldtes Strandporten og lå ved Sønderstrand for enden af Vendersgade. Senere flyttedes porten hen til Norgesgade.
Den benævnes også Havneporten.
STØBEHUSET.
Ud for Falstersgade, nede ved stranden bag den kommunale damebadeanstalt lå det såkaldte støbehus, fordi militæret havde brugt det til at støbe deres gevær- og pistolkugler i.
SYGEHUSE
FREDERICIA HOSPITAL.
Fredericias første sygehus, Fredericia Hospital fra 1749 lå på østsiden af Dronningensgade mellem Danmarks og Jyllandsgade, hvor nu kasernen ligger, og var indrettet til fattighus.
Fra 1836-42 fik stadsfysikus dr. Uldall indrettet 4 sygestuer i bygningen, to for indenbys veneriske og fattige og to for private betalende personer fra by og land.
Bygningen blev nedrevet på grund af kasernebyggeriet i 1930'erne, og genopført i Jernbanegade som stiftelse.
BY- OG AMTSSYGEHUSET.
I 1871 besluttede amtsrådet at der skulle opføres et selvstændigt distriktssygehus i byen, men planen blev skrinlagt, da byrådet ikke kunne skaffe den fornødne kapital på 20.800 Rdl. Først i 1882 opføres Fredericia Kommunale sygehus, med ca. 18 sengepladser, på Sjællandsgades sydside mellem Kongens- og Dronningensgade. Sygehuset udvidedes i 1901 med en treetagers tilbygning med 20 sengepladser.
1912 fik sygehuset egen læge. Tidligere havde byens praktiserende læger haft behandlingsret, og tilsynet hørte under stadsfysikus.
I 1918 blev amtsråd og byråd enige om at opføre et nyt sygehus og i 1921 kunne rødstensbygningerne i det nuværende By- og Amtssygehus i Dronningensgade taget i brug. Senere udvidedes sygehuset i flere etaper, med de store betonbyggerier. Det gamle sygehus blev omdannet til funktionærbolig og et mindre sengeafsnit med 12 pladser for hud- og veneriske sygdomme.
1901 opføres et Epidemisygehus i haven til det gamle sygehus i Dronningensgade. I 1915 blev det moderniseret og blev samtidig udvidedet til 25 senge.
I epidemisygehuset anbragtes personer med smitsomme epidemiske sygdomme som f.eks. difteritis og skarlagensfeber. De isoleredes og de besøgene måtte stå udenfor og råbe til patienterne gennem vinduerne. Folk med epidemiske sygdomme hentedes i et specielt køretøj. Epidemisygehuset omdannedes senere til sygehusets røntgenafdeling, og i 1950'erne skulle byens skolebørn en gang om året møde her til kontrol for tuberkulose.
GARNISONSSYGEHUSET.
Opførtes 1892 som sygehus for garnisonen og kaldes nu Depotgården.
Det første lazaret lå ved Nørrevold neden for Prinsessegade. I 1865 flyttedes det til det tidligere Hotel de Lillebælt på hjørnet af Gothersgade og Sdr. Voldgade.
I 1885 købte Sct. Joseph søstrene nabogrunden til katolsk skole i Sjællandsgade af rebslager Anders Michelsen og 25. august 1885 nedlagdes grundstenen til et hospital, der stod færdig til brug i efteråret 1886, hvor det indviedes af den katolske præfekt i Danmark Johannes v. Euch. Hospitalet havde plads til 45 patienter og kostede den, efter datidens begreber, formidable sum af 80.000 kr.
I 1889 købte søstrene hjørnegrunden ved siden af ud mod Vendersgade. Huset kaldet Den Beenfeldske gård, lå på grunden og den brugte søstrene en årrække som alderdomshjem, men i 1929, da hospitalet skulle udvides, måtte huset fjernes, og efter forslag af ark. Zachariassen, der tegnede tilbygningen, købtes det af museumsforeningen, der genopførte den som museum.
Samme år startede udgravningen til udvidelsen.
Grundstenen til tilbygningen blev nedlagt 23. august 1930 og bygningen blev taget i brug i foråret 1932. Patienterne blev behandlet af byens praktiserende læger, og plejet af søstrene.
Under besættelsen var hospitalet beslaglagt af tyskerne og først i 1948 blev det tilbagegivet til søstrene, der dog ikke mere kunne få hospitalsdriften til at løbe rundt og solgte i februar hospitalet 1949 til Fredericia kommune. Der fortsatte dog med at være søstre ansat.
En afdeling brugtes af byens øre-, næse- halslæge, og førstesalen indrettedes til fødeafdeling for de ukomplicerede fødsler, der tidligere var foregået hjemme.
Den offentlige skoletandpleje havde en årrække til huse i den gamle afdeling. Nu er hospitalet nedlagt og ombygget til kommunalt plejehjem.
SYNAGOGEN.
Jødernes første synagoge opførtes i 1720 og holdt i ca. 100 år. Den næste man byggede var i to etager men led så stor overlast i 1864, at man i 1865 valgte at opføre en ny. Efterhånden forsvandt jøderne fra byen og i 1902 holdtes den sidste gudstjeneste. Bygningen blev nedrevet i 1914. Den lå i Riddergades østside tæt ved Danmarksgade.
SØBJERG.
En naturlig jordbanke, der indtil foråret 1999 lå på hjørnet af Norgesgade og Holstensvej, og hvor de sidste rester af banken blev fjernet. Efter at banen var skåret gennem volden, kunne man gå fra Holstens bastion med DSB´s mindelund til Søbjerg over "Den sorte Bro". Da man byggede Strandporten, blev banken en del af fæstningsværket, idet man forbandt den med en vold fra Oldenborgs bastion med voldgrav foran (Den legendariske gamle strandvej) så adgangsvejen var en dæmning (Lange dæmning) mellem Lillebælt og voldgaven. Først i 1890'erne bebyggede man Søbjerg. Den kendte villa Estrella i jugendstil, blev opført her i 1893 af konsul C. W .Loehr. I 1974 manglede man bagland til havnen og fjernede en stor del af Søbjerg. Bl.a. Estrella.
pos: 55.56110° N 9.75106° E
SØBJERGPORTEN.
Port, der førte vejen fra Snoghøj gennem volden. Porten lå ud for Oldenborggade og Søbjerg. Da svenskerne indtog Fredericia i 1657, var fæstningens svageste led stykket fra porten ned mod Møllebugten. Ved retableringen, hvor man forstærkede dette afsnit, sløjfedes porten og man lavede en ny port helt inde ved Søbjerg og kaldte den for Strandporten.
Søndermarken.
En del af Fredericia mark, der består af jorder fra de tre nedlagte landsbyer Ullerup, Hyby og Hannerup. Markjorden begynder udenfor volden. Grænsen mellem Søndermarken og Nørremarken går ved Nørrebrogade, den tidligere Egumvej. Alt der ligger vest for er Søndermarken der strækker sig helt ud til Fuglsang Hannerup og Stoustrup. Grænsen mellem Søndermarken og Erritsø sogn er Erritsø bæk midt i Erritsø mose. Engen fra Hannerup Skov ud til bækken kaldes Langengene. Tidligere skoledistrikt til Søndermarkskolen der nedlagdes 1954 og erstattedes af Skjoldborgvejens skole.
SØNDERSTRAND.
Oprindelig stranden fra Skanseodden, den tidligere Bers Odde, til Oldenborgs bastion. Senere, da Gammel havn byggedes, fra Skanseodden hertil.
Det var her byens borgere havde tilladelse til at bade i fæstningstiden, hvor kommandantskabet havde forbudt badning ved Østerstrand. Da Loehrs Saltværk blev etableret ved stranden, som derved deltes i 2, kaldtes området også Saltværksbugten.
TELEGRAFSTATIONEN.
Fredericia fik sin første telegrafstation i 1854, da telegraflinien Helsingør, København, Fredericia, Altona, Hamborg åbnedes. Den havde til huse i toldboden på havnen.
Da Fredericias første rigtige banegård i Oldenborggade blev indviet i 1869, fik telegrafstationen til huse på første sal. Fra 1880 blev stationen knudepunkt for de store telegrafkabler til udlandet og en af verdens største. Foruden den indenrigske afdeling, var det her telegraflinierne fra Frankrig og England blev forbundet med liniene fra Rusland, Tyskland, Norge og Sverige. Store Nordiske Telegrafselskabs kabel fra Kina og Sibirien blev her, via Libau i Rusland, knyttet sammen med vesteuropa. Over 100 telegrafekspedienter var beskæftiget døgnet rundt da stationen var på sit højeste og man årligt ekspederede over 2 milioner telegrammer. Telegrafstationen fik, som det første sted i byen, allerede midt i 1880'erne indstalleret elektrisk lys, med strøm fra egen generator i kælderen. Der skulle dog spares på strømmen og lyset måtte derfor kun tændes fra mørkets frembrud til kl. 21. Herefter tog gas- og petroleumslamperne over.
Da den nye banegård med posthus blev taget i brug i 1935, forblev telegrafstationen, hvor den var, men dens dage var allerede den gang talte. Efterhånden flyttedes mere og mere af trafiken til København og morsetelegrafien afløstes af fjernskrivere. Postvæsenet og telegrafvæsenet var blevet sammenlagt i 1927 og alle de større postkontorer fik tilknyttet en telegrafafdeling med fjernskriverforbindelse. De mindre postkontorer indtelefornerede så deres telegrammer til telegrafstationerne, der sendte dem videre pr. fjernskriver.
Telegrammerne var i forskellige kategorier. De blev bragt ud af særlige telegrafbude. Skulle det gå stærkt kunne de sendes som il- eller il-eksprestelegrammer. Den sidste kategori fik fortrinsret for alle andre telegrammer og blev bragt ud straks ved ankomsten uanset tidspunkt på døgnet. Festtelegrammer blev anset som lidt finere end
telegrammer sendt pr. brev. De blev skrevet i hånden på telegrammet. I telefonbøgerne kunne man finde de forskellige afbilledet. De havde betegnelsen Lyk + et nr.
Som et kuriosum kan nævnes, at Fredericia i mange år havde et af landets bedste Crickethold. At cricket kom til byen skyldtes nogle englændere, der arbejdede på telegrafstationen.
pos: 55.56181° N 9.75330° E
TEKNISK SKOLE.
Skolen oprettedes 1867 på initiativ af overlærer Johansen, malermestrene Winter og Matthiesen samt den senere gasværksbestyrer Christensen, og startede beskedent i lokaler i Danmarksgades skole. Det stigende elevtal bevirkede at skolen fik egen bygning i 1889. Skolen fik navnet:" Fredericia Haandværkerforenings tekniske Skole."
Treldeskansen
En svært befæstet skanse opkastet af den slesvig-holstenske general Bonins tropper i 1849. Det var under erobringen af denne skanse, den populære general Olaf Rye faldt den 6. juli 1849. Da skansen var erobret, blev den straks jævnet med jorden af de danske ingeniørtropper. Senere opførte danskerne en skanse næsten på samme sted, kaldet skanse 4. Skansen er en såkaldt lynette og en af de 5 lynetter der udgjorde den befæstede lejr. Da Fredericia blev indtaget af Østrigerne i 1864, sprængtes ammunitionsmagasinerne, der var af det nye materiale beton, i luften, men voldene forblev næsten intakte og kan stadig ses. Skanse 5 eksisterer ikke mere. De 3 øvrige ligger på Fælleden, og heraf er skanse 1 for nylig restaureret og kan beses. Lige ved skanse 4 står en sten med teksten Treldeskansen. Stenen henviser ikke til den eksisterende skanse, som man kunne tro , men til den forsvundne slesvig-holstenske skanse. pos: 9.72562 Ø - 55.55725 N
TRINITATIS KIRKE.
Kirken kaldtes tidligere "Danske kirke" i modsætning til Sct. Michaelis, der kaldtes "Tyske kirke". Grundstenen til Fredericias første kirke, Frederiksodde kirke, blev nedlagt 29 maj 1655. Den opførtes i bindingsværk lidt syd for Trinitatis kirke, delvist af materialer fra den nedbrudte Ullerup kirke. Byggeriet af den nuværende kirke startede 1689, efter at Chr. V havde iværksat indsamling af midler, der skulle skaffes ved hjælp af 5 års skatter, der pålagdes byens familier, 5 årige kollekter fra alle landets kirker, samt gaver fra hele riget.
Den 22 juli 1690 indvies kirken af biskop Lodberg fra Ribe og døbtes Trinitatis kirke. Døbfonten fra Ullerup kirke flyttede med over i den nye kirke og granitkvadre med romanske ornamenter også fra Ullerup kirke, indmuredes i soklen ved indgangen. Døbefontens arkader har indhuggede figurer der bl.a. forestiller Adam og Eva efter syndefaldet, Jomfru Maria med barnet, Maria og Elisabet samt en biskop. I sydmuren skulle grundstenen fra Frederiksodde kirke med Fr. III's navnetræk være indmuret.
pos: 55.56667° N 9.76433° E
TØJHUSET.
Tøjhuset i sydenden af Gothersgade er opført i 1853 af familien Kracke, der kom til Fredericia fra Flensborg i 1830'erne. Familien bestod af faderen Diedrich Kracke og sønnerne Diedrich Herman Kracke og Nicolaj Christian Kracke. Først etablerede faderen et sukkerkogeri på Bertel Bruuns gamle fabriksareal i Vendersgade, som Diedrich Hermann kom til at bestyre, men da det blev for trangt, bestemte man sig i 1852 for at opføre en ny stor fabriksbygning på en grund ved havnen i Gothersgade. Fabrikken stod færdig i 1853, samme år som den gamle Diedrich Kracke døde. Det var sønnen, købmand og sukkerkoger Nicolaj Christian Kracke, der kom til at stå som ejer af den nye fabrik. Skødet er dateret 17. dec. 1855. Han boede lidt længere oppe i Gothersgade mellem Sjællands- og Jyllandsgade.
Den anden bror Diedrich Herman (1820-1865), opførte den palæagtige bygning Vendersgade 63 kaldet Krackes gård. Da broderen fik tilskødet fabrikken, har han sikkert fået sin arv i rede penge, så han fik råd til at opføre det store hus.
Tiderne for sukkerkogeriet var blevet dårlige, og i 1861 henvendte Nicloaj Christian Kracke sig til garnisonen for at forhøre, om den var interesseret i at overtage bygningerne da han gerne ville sælge, og 1862 overtog garnisonen så fabrikkensareal og bygninger. Den store fabriksbygning anvendtes herefter som militærdepot (tøjhus), deraf navnet.
Under besættelsen 1940-45 blev tøjhuset brugt af tyskerne til opbevaring af benzin og udstyr og var udset som sabotagemål og derfor krævede streng bevogtning .
Militæret solgte i 1980érne bygningen til private investorer, der restaurerede bygningen og indrettede den til kontorer. Sidst er bygningen overtaget af Fredericia kommune. Den anvendes til kulturarrangementer og er tilknyttet A/S Fredericia Teater. Indvielsen fandt sted grundlovsdag den 5. juni 1998.
pos: 55.56266° N 9.75617° E
ULLERUP.
Landsby beliggende på Nørremarken. Gammelt kirkesogn. Da Fredericia anlagdes blev tre af byerne i sognet tillige med kirken beordret nedbrudt og flyttet ind i fæstningen. De tre byer var foruden Ullerup, Hannerup og Hyby. Landsbyen Ullerup bestod af Store Ullerup, der lå lidt syd for kirkebakken, og Lille Ullerup, der lå sydvest for. Sognets præstegård hed Pugdal, og til sognet hørte også byerne Stovstrup og Egum, samt annekssognet Vejlby, der senere blev anneks til Trinitatis.
Dele af materialer fra kirken genbrugtes i Frederiksodde kirke, og senere i Trinitatis kirke, bl.a. døbefonten, og nogle sokkelsten i Trinitatis kirke stammer ligeledes fra Ullerup kirke.
ULLERUP BÆK (MØLLEBÆKKEN).
Bækken har sit udspring i nærheden af den tidligere landsby Ullerup. I Madsby Enge løber den sammen med Møllebækken og udmunder i Møllebugten. Møllebækken har sandsynligvis hentet sit vand fra Randdalen, men anlægget af jernbanen har afskåret forbindelsen. I dag er den kun en blindtarm på Ullerup Bæk, men fra Madsby til udløbet kaldes den alligevel Møllebækken.
Bækken var en del af fæstningens ydre forsvarsværker, og kunne ved opstemning oversvømme store arealer fra Madsby til udmundingen i bæltet, de såkaldte mølleenge. Navnet Møllebækken kommer af, at den i sin tid drev en vandmølle, opført 1686. Møllen lå tæt ved Prangervejen. Den købtes af Hans de Hoffman sidst i 1700 tallet. Grund og mølleri solgtes, og møllehuset flyttedes til Fredericia som vægterbolig. Den kan have været anlagt af Brockdorferne på Østedgård.
Da bebyggelsen uden for voldene tog fart, blev bækken brugt som kloakudløb og kaldtes derfor både skidenå og lortebækken. De lave arealer ved Prangervej vest for brandstationen var tidligere næsten hver vinter oversvømmet af bækken. Der er siden fyldt meget op på arealet. En del af opfyldningen stammer fra DSB´s kreaturvogne, der blev rengjort her. En del DSB folk havde kolonihaver på området, og planterne led aldrig af gødningsmangel. Mellem bækkens udløb i Møllebugten og badestranden ved Sanddal lå et mudret aral der mest bestod af opskyllet kloakslam fra bækken. Langt op i 1950'erne, når strømmen var sydgående i bæltet og der var pålandsvind, kunne der komme "boller på suppen" ved badebroen, og det mudrede strandareal kunne være helt overstrøet med nattens forbrug af kondomer, der som tang lå skyllet op på stranden.
pos. hvor bækken passerer Prangervej: 55.56383° N 9.74257° E
ULLERUP KIRKETOMT.
Ullerup kirke på Fredericia Nørremark blev nedbrudt i 1654 og en del af materialerne genanvendt i Trinitatis kirke. Kirkegården kunne dog ikke flyttes. Jorden på kirkebakken eroderede efter mange års pløjning så meget, at man nåede ned til gravene og pløjede skeletdele op.
På tomten er opført en mindesten med et rum, hvor man kunne anbringe de oppløjede skeletdele. Mindestenen har følgende indskrift:
|
Ullerup Kirkebakke. Fredløse I jer fjæle i sidste hvilested. Gud give, eders sjæle må eje himlens fred. Kirken indflyttet til Fredericia 1654. |
Enkelte munkesten fra kirken indgår i Hannerup kirkes murværk. Døbefonten kom til Trinitatis kirke, hvor også granitkvadre med romanske ornamenter fra Ullerup kirke kan ses indmuret ved kirkens indgang.
pos: 9.72030 Ø - 55.58271 N
Neden for kirkebakken ligger Sct. Folquarts kilde, en gammel helligkilde, der dog ikke springer mere, men i dag ses som et lille vandhul.
pos: 55.58264° N 9.72119° E
VANDFORSYNING.
Indtil kommunen fik kommunalt vandværk, klaredes vandforsyningen ved hjælp af private brønde og brønde i gaderne, der i nogle tilfælde havde rør af udhulede træstammer lagt ind i nærliggende ejendomme. De offentlige brønde med vandposter (pumper) var anbragt i fortovene rundt i byen. I alt er registreret 14 offentlige brønde. Hertil kom alle de private brønde.
Den sidste offentlige pumpe stod ved spritfabrikkens fortov i Norgesgade og blev den sidste tid drevet af et mekanisk stangtræk gennem et vindue til spritfabrikken. De fleste af brøndene var stærkt forurenede af nedsivning fra avlsbrugernes møddinger og byens to kirkegårde.
I 1890-91 fik byen så sit første vandværk lige udenfor Kongens Port, med vandbeholder på toppen af Kongens bastion med plads til 200 m3. Størstedelen af vandet fik man fra Hyby kilderne i en 10'' rørledning langs stranden.
Vandværket ved Østerstrand blev snart for lille og et nyt byggedes i 1929 ved Kongestedsøerne som senere udvidedes og 1969 blev et nyt vandværk i Follerup taget i brug, og senest indviedes i 1978 et vandværk så langt borte som i Vork med en 20 km lang dobbeltledning ind til byen og en 4.000 m3 stor vandbeholder i Fredsted, for at sikre tilstrækkeligt vand til byens mange vandforbrugende industrier.
Vandbeholderen på Kongens bastion blev først suppleret med det hvide vandtårn på Prins Georgs bastion der blev taget i brug i 1909 og vandbeholderen sløjfedes helt i 1961. I 1931 opførtes det i 1973 nedrevne røde vandtårn ved Egeskovvej. Det sidste regulære vandtårn byggedes 1956 ved Kaltoftevej. I 1982 blev en stor 1.800 m3 vandbeholder ved Egeskovvej taget i brug og i 1987 blev den suppleret med en tilsvarende. Nu er vandforsyningen lagt under trekantens forsyningsselskab Trefor.
VASEBAKKEN.
I dag kaldet Vejlevejsbakken. Vase betyder en overgang over et sumpet område. Det sumpede område var Madsby Enge (Hyby mader). Vase=kvas, som man lagde på vejen for at komme over sumpen.
VASEMØLLEN.
Hollændermølle opført omrk. 1882 lå nord for det nuværende Vesterbrogade og lidt vest for Fr. d. 3.s vej. Møllen brændte 28 maj 1918 og blev ikke genopført.
VEJE OG STIER.
|
Nogle nuværende og forsvundne vej- og stinavne:
I forbindelse med kommunesammenlægningen 1970 måtte bl.a. en del veje omdøbes | |
|---|---|
| Bakkestien: | Sti langs banedæmningen fra Skyttevej til Prangervej, kaldes nu Hjortestien. |
| Bøgevej | er 1970 omdøbt til Valmuevej |
| Cathrinevej | Nu Skansevej |
| Egevej | er 1970 omdøbt til Irisvej |
| Elmevej | er 1970 omdøbt til Nellikevej |
| Engvej | Hannerup Engvej |
| Fuglsangvej | En del er omdøbt til Fuglsang Allé |
| Georgsvej | Nymarksvej |
| Inlodsvej | Tidligere navn på det stykke af Indre Ringvej der løber parallelt med Havepladsvej. |
| Kommunikationsvej: | Tidligere Vej nu sti fra Vejlevej til Stenhøjbroen over Madsby Enge |
| Lindevej | er 1970 omdøbt til Primulavej |
| Marievej | Hyrdevej |
| Nordbanevej | Vej fra Vejlevej følgende den gamle nordbane til Bredstrupvej. Nuv. Lumbyesvej var starten på Nordbanevej. |
| Nørrebrogade | Hed tidligere Egumvej. |
| Poppelvej | er 1970 omdøbt til Solsikkevej |
| Prangervej: | Oprindelig vej fra nuv. Vesterbrogade ud til skovløber Pranger i Fuglsang skov. Da volden blev gennembrudt ved Sjællandsgade, forlængedes Prangervej hertil, og stykket fra møllebækken til Vesterbrogade (tidligere Vejlevej), omdøbtes til Vesterdalsvej. Senere er stykket fra møllebækken til Jernbanegade sløjfet. |
| Skovvej | Er forlagt fra den gamle placering. |
| Sortevej | Tidligere navn for Luthersvej. |
| Sofie Amalievej | Tidligere stykket af af Indre Ringvej fra Vesterdalsvej til Vesterbrogade/Vejlevej. |
| Stenbakken | Betegnelsen på stien for enden af Teglværksvej(nu Damvej), der tidligere udmundede i Hannerup Brovej men nu udmunder i Søndermarksvej. |
| Søbjerg | Er forsvundet. Gik fra Sdr. Voldgade op på banken Søbjerg der nu er bortgravet |
| Søvej | Er forsvundet. Gik fra Jagtvej (før Viaduktvej) til Solhøj. Forsvandt da Vestre Ringvej blev anlagt. |
| Teglværksvej | Stykket fra Prangervej mod syd, misvisende omdøbt til Damvej men nu en del af Prangervej, selv om det var for enden af vejen teglværket lå. |
| Tjørnevej | Er 1970 omdøbt til Violvej |
| Vasedalen | Ved Vasebakken uden for tunnelen ved Banegården. Er forsvundet |
| Prangervej | Først vejen fra Vejlevej, nu Vesterbrogade til Fuglsang skov. Da Sjællandsgade førtes igennem volden herfra. Stykket til Vesterbrogade omdøbtes til Vesterdalsvej |
| Ved kodammen | Uden for Kongens Port, Er forsvundet |
| Viaduktvej | Gik tidligere fra sydenden af den daværende Teglværksvej til viadukten ved Elsdyrvej. Nu kun til Vestre Ringvej, resten omdøbt til Jægervej, Bjørnevej og Elsdyrvej. Nu er sydenden af den tidligereTeglværksvej en del af Prangervej og Damvej en sidevej til denne. |
| Vinkelvej | hedder nu Molktesvej |
VENDERSGADES SKOLE.
Borgerskole i Vendersgade ved Sct. Michaelis kirke også kaldet Michaelis Borgerskole. Brugt til drengeforskole først i 1900 tallet. Bygninger eksisterer stadig men nedlagdes som skole i 1918 og brugtes en periode til husvildeboliger. Sidst i 1940'erne var her skoletandklinik, indtil den flyttede til Sct. Joseph hospital. Nu indrettet som sognegård. I muren ud mod Bülows plads er indmuret en mindeplade over missionæren Bone Falck Rønne.
VESTHAVNEN.
Var starten på de senere store havneudvidelser ud i Møllebugten. Anlægget påbegyndtes i 1937 og havnen kunne indvies på byens festdag den 6. juli 1939 i overværelse af kong Chr. X og dronning Alexandrine. Anlægget betød et endeligt for et af fredericianernes foretrukne mål for søndagsspadsereturen, den gamle strandvej og voldgraven med den hvide bro. Også et yndet motiv for mange kunstmalere. Sydsiden af Oldenborgs bastion blev afgravet og jorden fyldt i voldgraven. En ny strandvej anlagdes oven på den gamle voldgrav (nu Vesthavnsvej).
VOLDMØLLEN.
Voldmøllen lå på Prins Christians bastion. Chr. VI gav byens præsident tilladelse til at bygge en mølle på volden i 1733, efter forudgående ansøgning. Den første mølle på stedet opførtes omkring 1750 og var en stubmølle. En overgang var der 2 stubmøller på bastionen, idet en mølle flyttedes fra Prangervej herop i 1768. Stubmøllerne afløses senere af en grundmuret mølle i hollandsk stil. Under treårskrigen befalede kommandant Lunding møllen nedrevet så den ikke skulle udgøre et sigtemål for fjenden, men det skete først da byen var belejret og blev beskudt. Da krigen var slut genopførtes møllen. Under belejringen i 1864 undlod man at nedrive møllen, på trods af, at det militære sygehus lå lige nedenfor. Møllen brugtes da også som sigtemål af Østrigerne og blev sønderskudt og kvarteret nedenfor led stor skade. Møllen blev atter genopført for at nedbrænde natten til den 12. februar 1885. Atter genopføres møllen. Mellem 1896 og 1909 gik møllen konkurs 2 gange. I 1910 er det slut med mølleri på volden idet møllen denbrændte for 2. gang natten til 21. september. Herefter henstod møllen som ruin i godt 4 år til den blev overtaget af kommunen og i oktober 1915 blev nedrevet for at give plads til Dansk Købestævnes bygning der opføres på arealet. Møllestenen fik plads i købestævnets gård som springvand og står nu i Rackmannsgården, der ligger på det sydøstlige hjørne af Sjællandsgade/Norgesgade.
pos: 55.57009° N 9.75731° E
VOLDEN.
Fæstningsvolden, der omkranser bykernen, er et af de største og mest velbevarede i Europa. Da fæstningen ligger på en odde, danner volden en halvcirkel fra kyst til kyst. Voldene begynder 1652 at rejse sig i en halvbue fra strand til strand, 4.090 m. langs indersiden med en radius på 1337m med centrum på hjørnet af Kongens- og Oldenborggade. De 24 gader krydser hinanden i rette vinkler. De længste gader har en længde på ca. 1 km. De enorme jordmængder, ca. 1.000.000 kubikmeter, der er anvendt til voldanlægget der ikke stammer fra gravene og det omkringliggende terræn, er sandsynligvis gravet ud af bakkerne vest for byen. Slugten mellem Skyttevej og Hjortevej siges også at have leveret jord til voldene. Da den første banegård anlagdes, forsvandt den første bid af volden og senere har havneudvidelser taget stykket fra banen til havnen bortset fra et lille stykke med et tankanlæg på toppen. Så sent som i februar 1999 fjernedes Søbjerg, en naturlig jordbanke der indgik i fæstningsanlægget. Resten er bevaret intakt og er fredet. Anlægget bestod oprindeligt af følgende 19 bastioner, også kaldet bolværker:
- Nørrevold, der bestod af:
Danmarks-, Kongens-, Dronningens-, Prins Christians-, og Prins Jørgens (nu Georgs) bastion. - Vestervold, der bestod af:
Prinsesindens- (Prinsessens-), Slesvigs-, Holstens-, og Oldensborgs bastion.
- Søndervold, der bestod af:
Delmenhorsts-, Pinnebergs- Færøes-, og Bornholms-bastion. - Østervold, der bestod af:
Islands-, Fyens-, Lollands-, Sjællands-, Jyllands-, og Norges bastion.
Der var altså 9 bationer mod landsiden og 10 mod søsiden
.
Af de ni er følgende tilbage:
Danmarks-, Kongens-, Dronningens-, Prins Christians-, Prins Georgs- (Jørgens-), Prinsessens-, Slesvigs-, og halvdelen af Holstens- samt en lille rest af Oldenborgs bastion med tankanlægget foran på ravelinen.
Delmenhorsts og Pinnebergs bastioner, der udgjorde en del af Søndervold, fjernedes, da man byggede det første jernbanefærgeleje, der indviedes i 1872.
Hvis man ser volden i profil, og som fjende skulle storme den, skulle følgende forhindringer passeres:
Først nåede man til glaciset, færtningens forterræn, der dannede et brystværn for den dækkede vej, hvor man kunne komme under ild fra håndskydevåben. Så skulle man ned ad skrænten til voldgraven (kontraescarpen) over vandet og videre op ad voldens yderside (escarpen). På nogle voldafsnit (Vestervold og Østervold ved Danmarks bastion) er hovedvolden desuden forsynet med lav forvold (faussebraien) der skulle passeres inden skrænten til selve hovedvolden nåedes, og man kunne kravle op til toppen. Oven på nogle af bastionerne var desuden anbragt katte (kavalerer) med kanontillinger (bl.a. Kongens og Prinsessens).
Oprindelig var det muligt at komme ind gennem volden 3 steder. Ved Søbjergporten (senere Strandporten), gennem Prinsens port og gennem Kongens port. I kastellet fandtes i begyndelsen en port ned til Østerstrand kaldet Vandporten, men allerede 1767 var den ikke mere i brug.
I 1909 blev demarkationslinien ophævet og året efter blev fæstningen officielt nedlagt. 1912 køber kommunen det ydre citadel og 1914 voldanlægget med undtagelse af Kastellet. 1917 Fredes volden og kommer under Nationalmuseets opsyn.
Voldens nuværende udseende skyldes havearkitekten Erstad Jørgensen, der projekterede trapper og stier og ellers lod anlægget urørt. At volden stadig eksisterer og ikke blev sløjfet og udlagt til byggegrunde, som der i 1916-17 var planer om, skyldes dog først og fremmest bysbarnet Hugo Mathiassen. Desværre slap forterrænet, som ellers ville have givet anlægget en flot indramning, ikke for at blive udstykket og bebygget.
VÆGTERBOLIGERNE.
I ejendommen Sjællandsgade 17, lige ved rådhuset, boede byens vægtere.
pos: 55.56414° N 9.75377° E
Wrangels hus
Nu forsvundet hus der lå i Jyllandsgades nordside mellem Dronningensgade og Østervold. Her boede, ifølge overleveringen, den svenske general Carl Gustav Wrangel i 1657 efter erobringen af fæstningen. Den tyske general Friedrich Wrangel skulle efter sigende have inspiceret sin forgængers bolig i 1864.
ØSTERHUS.
Herskabsvilla på hj.a. Prinsensgade og Østervoldgade opført 1905 af tæppefabrikant Gert Bolwig Seidelin, ejer af den daværende Fredericia Tæppefabrik. Til hans tre dødtres heste opførtes i 1910 en hestestald ved siden af ejendommen. I 1921 overtog Harald Lützen, direktør for Cohrs Sølvindustri, ejendommen, og boede her, til tyskerne okkuperede den under besættelsen. Herefter har ejendommen hovedsageligt været benyttet til erhverv.
Huset er tegnet af arkitekt Bodulf Pedersen Billund (1885-1964).
ØSTERSTRAND.
13/7 1882
Ifølge tidligere gældende bestemmelser er al badning forbudt langs strandbredden fra den nordligste del af Danmarks Bastion indtil den vestligste den af udeværket foran Oldenborgs bastion, med undtagelse af strækningen fra den militære svømmeflåde indtil Saltkogeriet.
Hvilket herved bekendtgøres med tilføjende, at patruljerne, der udgår fra vagterne her i fæstningen, har ordre til at påtale overtrædelse af dette forbud.
Fredericia Fæstnings Kommandantskab
Strækningen hvorfra badning var tilladt var Sønderstrand fra Gl. Havn til saltsyderiet.
Den 10. juli 1882
Nu byens eneste badestrand lige neden for Østervold. I fæstningstiden var det, som det fremgår kun militære, der måtte færdes og bade her. De civile var henvist til at bade ved Sønderstrand.
© Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286
SIDST OPDATERET DEN: 11-09-2024 19:46:37