Dansk officer, født i København 19. februar 1795 som søn af justitsråd, bankkommisær Matthias Lunding.
Lunding begyndte sin tidlige militære løbebane som frikorporal og blev i 1810, som 15 årig, sekondløjtnant ved Kongens Regiment. 1812 kom han til ingeniørkorpset.
1815-40 var han ansat ved korpsets bygnings- og fæstningstjeneste, dels i Holsten, dels i København. I 1820 forfremmedes han til premierløjtnant, i 1829 til stabskaptajn.
Den 22. november 1833 giftede han sig med frk. Jutta Mangor, født 7. okt. 1807, død 27. Okt. 1894, datter af cand. jur., grosserer Valentin Nicolai Mangor (1770-1812) og Anne Marie født Bang (1781-1865).
I 1834 blev han kaptajn og 1841 major.
I 1842 udnævntes han til chef for 1. ingeniørkompagni, (2. Ingeniørkompagni sluttede sig i 1848 til oprørshæren) men kom 1844 atter tilbage til bygningsvæsnet (2. distrikt), medens han 1848 var fæstningsingeniør for København, hvor han ledede udførelsen af forskellige forsvarsarbejder. Kort efter krigsudbruddet i 1848 blev han kommandør for feltingeniørdetachementet og deltog i slaget ved Slesvig samt i kampene ved Nybøl og Dybbøl, hvorefter han forfremmedes til oberstløjtnant.
I vinteren 1848-49 fik han overdraget forskellige projekteringsarbejder vedrørende Jylland's forsvar, hvoraf Fredericia's fæstning udgjorde et væsentlig led. Første gang fjenden var i byen blev den rømmet uden kamp, fordi den var i så dårlig stand, at den ikke kunne forsvares. Hovedvolden var trampet ned og gravene var udtørrede. Inden krigen igen brød ud, havde Lunding, på trods af mangel på arbejdskraft og økonomiske midler fået fæstningen så meget på fode, at krigsministeriet på hans anbefaling besluttede, at den skulle forsvares.
Lunding udnævntes derpå den 8. april 1849 til fæstningens kommandant med obersts karakter, og det viste sig at være et godt valg. Efter at insurgenternes belejring var blevet brudt ved udfaldet fra fæstningen 6. juli, modtog han Kommandørkorpset af Dannebrog og 31. juli udnævntes han til Oberst.
1852 ansattes Lunding som dirigerende stabsofficer ved fæstningstjenesten i 1. generalkommando og året efter i samme stilling i Holsten. To år senere kom han tilbage som midlertidig kommandant i Kastellet, men afgik 1856 fra ingeniørkorpset og blev kommandant på Kronborg, idet der tildeltes ham generalmajors karakter.
Ved de truende krigsudsigter i december 1863 blev han bedt om igen at overtage pladsen som kommandant i Fredericia, hvilket han straks accepterede, selv om fæstningen igen var i meget dårlig stand. Da han havde besigtiget den efter ankomsten, rådede han til at den blev opgivet, men det nægtede krigsministeriet og han fik ordre til straks at begynde med at sætte den i forsvarsstand, hvilket han også gjorde og overraskede de preussiske og østrigske tropper, da de ankom i marts 1864 og ikke havde ventet at se en forsvarsklar fæstning der kunne holde til en belejring og da general Gablentz's opfordrede ham til at opgive fæstningen nægtede han. Han fortsatte med at forbedre forsvarsværkerne og foretog flere mindre udfald mod belejringstropperne. Samme måned fik han generalløjtnants karakter.
Dybbøls fald 18. april gav regeringen kolde fødder og den besluttede, på trods af Lundings protester, at fæstningen skulle rømmes. Lunding modtog ordren den 26. april, men nægtede selv at stå for rømningen og afgav sin kommando i protest.
Da krigen var endt, vendte han tilbage til Kronborg og fik i 1867 tildelt Storkorset af Dannebrog. Samme år afgik han som kommandant og sattes á la suite i hæren, medens rigsdagen samme vinter bevilgede ham en særlig pension som anerkendelse af hans fortjenester.
Han var en streng leder og mere frygtet end elsket af sine underordnede.
Han tilbragte sine sidste år på Frederiksberg, hvor han døde i sit hjem den 26. juli 1871.
De 6. juli 1899 afsløredes et mindesmærke for ham på Danmark's Bastion i Fredericia.