FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech

TREÅRSKRIGEN 1848-1850

Treårskrigen udkæmpedes fra 1848-50 mellem på den ene side Danmark, på den anden slesvig-holstenerne samt Preussen og Tyske Forbund. Det ældgamle og meget indviklede problem om Sønderjyllands statsretlige stilling og dynastiske forhold fik en ny karakter i 19. årh. p.gr. af den vågnende nationalisme i mange lande og bevægelserne for folkelig med- eller selvbestemmelse. Den slesvig-holstenske bevægelse, Slesvigholstenismen, fra ca. 1830 ønskede dels en fri forfatning for Hertugdømmerne, dels Slesvigs indtræden i Tyske Forbund, som Holsten og Lauenburg allerede tilhørte. Dens modstykke i Danmark var nationalliberalismen, der dels ønskede og fik en grundlov for Kongeriget, dels ville genforene hele Sønderjylland (Danmark til Ejderen) som specielt Orla Lehmann stod for. I den nationale strid var der to mellemstandpunkter, dels den konservative helstatspolitik, der ville bevare status quo, dels selvbestemmelsestanken, der ville dele Sønderjylland ved afstemning langs sproggrænsen. En sådan deling blev foreslået af slesvig-holstenerne, men afvist fra dansk side. Marts-revolutionen i Tyskland og Marts-ministeriets dannelse i København udløste rejsningen. 23. marts 1848 dannedes en provisorisk regering i Kiel, næste dag fik prinsen af Nør garnisonen i Rendsborg vundet for oprøret, og næsten alle slesvig-holstenske soldater slog følge. Den danske hær var i en ringe forfatning, men nationalbegejstringen var enorm ("ånden fra 48") og krigsminister Tscherning effektiv. Den såkaldte "stående" hær af landsoldater var på det tidspunkt sammensat af fodfolket, der var opdelt i 23 bataljoner bestående af livgarden, 17 infanteribataljoner og 5 jægerkorps. Kavaleriet bestod af en hestgarde-eskadron, to garderhusar-eskadroner og 6 dragonregimenter á 4 eskadroner. Artilleriet var delt i 2 regimenter med ialt 12 batterier.
Allerede d. 9. april kunne general Hedemann føre en næsten dobbelt overmagt til angreb på slesvig-holstenernes stilling ved Bov og kaste dem tilbage til Rendsborg. Kongen af Preussen og Det tyske Forbund besluttede at komme oprørerne til hjælp, og under ledelse af den preussiske general Wrangel angreb 32.000 mand med 74 kanoner de danske stillinger ved Slesvig påskedag 23. april. Trods tapper modstand lykkedes det ikke for de ca. 10.000 danske med 32 kanoner at holde stillingen. Efter nederlaget blev hovedparten af de danske tropper trukket til Als og Fyn. Wrangel besatte hele Sønderjylland, og forbundshæren lå på Sundeved. Fæstningen Fredericia blev rømmet. Hidtil havde Danmark ikke fået støtte fra stormagterne, men da Wrangel overskred Kongeåen, truede Rusland med at bryde forbindelserne med Preussen, hvorefter Wrangel fik ordre til at rømme Jylland. Samtidig sendte kong Oscar af Sverige og Norge et troppekontigent på 4.500 mand til Fyn. Fra Als foretog Hedemann og Schleppegrell et angreb på Dybbøl 28. maj. Sejren her og den følgende 5. juni, da Wrangels modangreb blev slået tilbage, vakte begejstring hos den danske befolkning, men modvilje hos stormagterne. Derpå ebbede kampene ud. En formel våbenhvile på syv måneder blev sluttet i Malmö 26. august. Stormagternes mægling gjorde det klart, at valget stod mellem helstat eller den deling, som slesvig-holstenerne på ny havde tilbudt og som de mere nøgterne medlemmer af Martsministeriet nu hældede til. Men folkestemningen i Danmark var stærkt Ejder-politisk, og Frederik VII´s indblanding, bl.a. ved den store tropperevu på Lerbæk mark ved Vejle 18 september 1848 (Det skal ej ske), gjorde delingstanken helt uigennemførlig. Regeringen gik af, og November-ministeriet opsagde i marts våbenstilstanden og den 3. april 1849 genoptog man krigshandlingerne. To dage efter gik linjeskibet Christian VIII og fregatten Gefion tabt, da de, efter hærens ønske, måtte foretage et sømilitært uforsvarligt indfald i den snævre Eckernförde fjord. Dette tab fik krigsministeren til at fjerne både Krogh og Læssøe fra hærens overkommando, og gjorde dem ansvarlige for ulykken. I stedet indsattes Bülow og Flensborg. Den danske hær bestod nu af 41.000 mand, mens forbundshæren og slesvig-holstenerne tilsammen mønstrede godt 65.000. Forbundshæren på 46.700 mand var sammensat af kontigenter fra 23 af forbundets medlemsstater. Preussen stillede med en af de fire divisioner, Hannover og Sachsen stillede tilsammen en og de to sidste divisioner var sammensat af soldater fra de øvrige 20 stater. Den preussiske generalløjtnant von Prittwitz fik overkommandoen over samtlige styrker. Slesvig-holstenerne lededes af den preussiske general Bonin, der i september 1848 afløste Prinsen af Nøhr. Over for denne overmagt besluttede danskerne at trække sig nordpå til egnen nord for Kolding og Als. På årsdagen for slaget ved Slesvig led den danske hær nederlag ved Kolding. Bonin havde, på trods af Prittwitzs forbud, ladet sin avantgarde overskride kongeågrænsen og erobret Kolding. På ny forbød Prittwitz Bonin at indlade sig i større kampe med danskerne nord for Kolding å, der dannede grænse til kongeriget, men Bonin trodsede forbudet og førte hele sin hær på 14 bataljoner infanteri 10 eskadroner kavaleri og 40 kanoner til Kolding som han indtog 20. april. Over for ham stod Ryes korps med en brigade på 5 bataljoner og 12 kanoner samt to kavaleribrigader med 14 eskadroner omkring Almind og Bramdrupdam. General Bülow, der havde sit hovedkvarter i Middelfart, rådede over to brigader med 10 bataljoner og 28 kanoner fordelt på Nordøstfyn. Bülow troede at Bonin kun rådede over avantgarden i Kolding og at resten af hans arme stod ved Haderslev og besluttede at overføre sine brigader til Jylland, for sammen med Rye at angribe Bonin inden forstærkningerne kunne nå frem sydfra. Brigaderne overførtes 22. april, og var klar til angreb den 23. da der indløb melding om, at Bonin havde hele sin styrke ved Kolding. Bülow besluttede alligevel at angribe. Rye skulle rykke frem langs Alpedalen, overskride åen ved Ejstrup og trænge frem mod Seest og Vrannerup for at komme bag på fjenden. Molktes brigade skulle angribe fra Vejle- og Schleppegrels brigade fra Fredericia landevej. Ry mødte imidlertid overvældende modstand, og måtte retirere over åen ved Harte kirke. Det lykkedes Molkte og Schleppegrell at erobre Kolding, men Bonin startede derpå et stærkt artilleribombardement sydfra, der ødelagde det meste af den sydlige bydel. Da Bülow hørte, at Rye var trængt tilbage, gav han ordre til at hele hæren skulle trække sig tilbage bag dalen ved Almind. Næste dag placeredes Ryes korps bag Vejle å og de to øvrige brigader i Elbodalen. Bonins sejr fik forbundsregeringen og oprørsregeringen i slesvig-holsten til at presse kongen af Preussen til at gå med til en invasion i Nørrejylland (kongeriget) hvilket også lykkedes og i begyndelsen af maj fik Prittwitz tilladelse til at overskride kongeåen og besætte mest muligt af Jylland. Den 3. og 7. maj kom det til træfninger ved Gudsø, hvor danskerne igen måtte vige og Bülow trække sine styrker ind i Fredericia.
Bülow trak derpå en del af hæren tilbage til Fyn og en del trak sig ind i fæstningen Fredericia.
Bonin forsøgte i dagene 16-20 maj at tvinge fæstningen til overgivelse ved et stort bombardement med belejringsartilleri hentet i Rendsborg. Han kendte fæstningen og vidste, at den totalt manglede bombesikre rum.
Under bombardementet evakueredes de fleste civile til Fyn. Mange af byens huse blev ødelagt ved den lejlighed, men fæstningen holdt stand og tabene af menneskeliv var minimale.
Det nørrejyske Arméekorps under Rye trak sig langsomt op gennem Jylland. Undervejs kom det til mindre sammenstød med forbundshæren, der endte med at besætte området op til Århus. General Rye trak sin brigade ud på Mols og forskansede sig på Helgenæs i de allerede i 1848 påbegyndte skanseanlæg. General de Mezas flankekorps var forblevet på Als og bandt 20.000 af forbundstropperne på Sundeved. I Fredericia stod 7000 mand under kommando af oberst N. C. Lunding indesluttet af 14.000 slesvig-holstenere. Lunding ønskede at gøre udfald, hvad overgeneral Bülow billigede. Rye fik ordre til at udskibede sig med sine tropper på Helgenæs og sejlede til Fyn og derpå til Fredericia. Også de Meza tropper på Als blev i stilhed overført til Fyn og videre til Fredericia. Slaget ved Fredericia 6. juli blev en stor dansk sejr, men general Rye faldt ved Treldeskansen. Den 8. juli begravedes de fleste af de faldne fra slaget i en stor fællesgrav.
Både civile og soldater har efterladt sig skildringer af deres egne oplevelser af krigen. I Fredericia fejres stadig det sejrrige udfald med den traditionsbundne 6. julifest.
Fire dage efter sluttedes våbenhvile med Preussen, og i et helt år var slagmarken overladt til diplomaterne, der imidlertid slet ikke havde løst de virkelige problemer, da den endelige fred blev indgået 2. juli 1850. Et par dage efter erklærede repræsentanter for England samt Rusland, Frankrig og Sverige-Norge, at det danske monarki skulle være udeleligt, og arvefølgen skulle sikres for at bevare ligevægten og freden i Europa. Aftalen, den såkaldte London-protokol, blev underskrevet d. 2. august 1850 og senere tiltrådt af Østrig, men ikke af Preussen. Slesvig-holstenerne gav imidlertid ikke op, men bragte med tyske frivillige styrken op på ca. 34.000 mand, som tog stilling ved Isted, hvor de 25. juli blev angrebet af 39.000 danskere under general Krogh. Efter en lang og forbitret kamp, hvor bl.a. officererne Læssøe og Schleppegrell faldt, sejrede danskerne i det største slag, Danmark i historisk tid har udkæmpet. Efter slaget ved Isted besatte danske soldater atter Danevirke. Slesvig-holstenerne forsøgte flere angreb, ved Mysunde 12. september og ved Frederiksstad, som den norske oberstløjtnant Helgesen med held forsvarede mod stormen 4. oktober. Under tryk fra Rusland og Østrig måtte Preussen affinde sig med, at et østrigsk hærkorps blev sendt til Holsten for at afvæbne den slesvig-holstenske hær. Den 12. januar 1851 proklameredes standsningen af fjendtlighederne. I Danmark fejrede man sejren. Den danske hær havde jo indtaget hele Sønderjylland, og oprørerne vandt hverken løsrivelsen eller Slesvigs deling. Man overså, at Danmark heller ikke havde vundet, hverken militært eller politisk. Krigens udgang var blevet bestemt af stormagterne, især zar Nikolaj I af Rusland, der ville have ro. Krigens resultat var en opsminkning af den udlevede helstat (Januar-kundgørelsen) samt et indtil da ukendt had mellem dansk og tysk. Medens de storpolitiske forhold ændrede sig og Bismarck smedede sine planer, forhandlede man i Danmark og Hertugdømmerne om helstatsforfatningens udformning. Samtidig blev slesvig-holstenismen - bl.a. p.gr. af forsøg på tvangsfordanskning i Sønderjylland - til dels en stortysk og propreussisk bevægelse.


Da man efter krigen ikke længere stolede fuldt ud på de værnepligtige fra Slesvig-Holsten, skulle de nu aftjene deres værnepligt i Fredericia i stedet for i Rendsborg, hvortil man i stedet sendte værnepligtige fra kongeriget. Dette var årsagen til, at min tipoldefar Ferdinand Friedrich Rönnebeck kom til byen 8. marts 1857 fra Tetenbüll i Ejderstedt Amt.


I Danmark rykkede Ejderromantikken (Danmark til Ejderen) atter frem 1861, og to år efter satte den sagen på spidsen trods alle advarsler fra stormagterne. November-forfatningen 1863 knyttede Slesvig til Danmark og udskilte Holsten og Lauenburg. Hertugen af Augustenborg benyttede det samtidige dynastiskifte i Danmark til at erklære sig for arvehertug Friedrich 8. af Schleswig-Holstein, dog uden reelle politiske følger. Bismarck havde ikke brug for ham eller for en stødpudestat, men for den værdifulde landudvidelse, som han havde forberedt ved et dygtigt diplomatisk spil.


 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286