FREDERICIAS HISTORIE

Personnavne der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech

Schleppegrell
Frederik Adolph Schleppegrell
(1792-1850)

Frederik A. Schleppegrell, oprindelig døbt Friderich, blev født 28/6 1792 gården Brunlaug ved Larvik i Norge.
Han stammede fra en gammel lüneburgsk adelsslægt, og hans to sønner fik i 1880 anerkendelse som dansk adel, men slægten uddøde på mandssiden i 1916.
Han blev i 1804 optaget som kadetelev i det norske landkadetkorps og tog i 1806 officerseksamen med så flot et resultat, at han for "usædvanlig flid og anstrengelse" fik kongens løfte om ved sin afgang, at få fænriks karakter fra dette år, men da han stadig var for ung til tjeneste ved et regiment, måtte han blive ved skolen endnu et år som hjælpelærer, hvorefter han blev fænrik ved faderens regiment og endnu samme år, sekondløjtnant.
I 1808, 16 år gammel, rykkede han i felten med regimentet, udmærkede sig i flere kampe da svenskerne angreb Norge, og udnævntes til premierløjtnant.
Han havde meget gode anlæg for matematik og søgte de følgende fredsår at blive uddannet til ingeniør, men opnåede ikke tilladelse dertil eller til at tage landmålereksamen som hans ven Olaf Rye, men anvendtes 1811-13 ved opmålingsarbejder for rentekammeret. I 1813 rykkede han atter i felten og udmærkede sig, især ved Ingedal 1814. Den 3. august 1814 tog soldater fra Bø, Tinn, Hjartdal og Kongsberg i Telemark her tappert kampen op mod en tre gange så stor svensk infanteriangrebsstyrke. De 500 norske soldater var under kommando af de tre venner, Schleppegrell, Helgesen og Rye som det lykkedes at holde stand i 2,5 timer, indtil overmagten blev for stor.

Efter Napoleons waterloo, måtte Danmark ved freden i Kiel samme år afstå Norge til Sverige, som var allieret med England og Rusland mod Napoleon. Da Schleppegrell herefter skulle sværge trofasted til den svenske konge, sammen med sine klasse- og regimentskammerater Olaf Rye og Hans Helgesen, nægtede de tre og derfor blev suspenderet fra tjeneste og afskediget.
Med en anbefaling til fyrst Blücher meldte han sig hos denne i Lüttich i april 1815 og nåede ligesom sine to kammerater at deltage i nogle mindre bataljer, men da der kun var ringe håb om tilfredsstillende fremtid i den preussiske hær i fredstid, søgte han over i den danske hær og ansattes i september 1815 som premierløjtnant à la suite ved 3. jyske regiment. De første par år var han i København, kom derefter til Aalborg. I 1816 fik han forbeholdt kaptajns anciennitet, og inden det var hans tur til forfremmelse, fik han i 1819 karakter af kaptajn, som en anerkendelse for særlig duelighed, tjenstiver og pligtopfyldelse. Året efter blev han stabskaptajn og i 1828 virkelig kaptajn og chef for regimentets jægerkompagni.
I 1833 fik han forbeholdt majors anciennitet og udnævntes i 1839 til major. Ved hærforandringen i 1842 blev han oberstløjtnant og bataljons- resp. korpschef i København og Helsingør efter at han havde opholdt sig mere end 20 år i Aalborg.
Hans mangeårige regimentschef og senere kollega som divisionskommandør 1850 Carl Frederik Moltke roste ham meget 1841 som en udmærket dygtig og aktiv officer, dygtig matematiker og sprogmand.
2. marts 1848 fik Schleppegrell karakter af oberst. Det var ganske normalt, thi han var i anciennitet hærens ældste oberstløjtnant. Der var endnu ikke tale om krig før der mod slutningen af marts måned mobiliseredes på grund af uroen i hertugdømmerne.
Et armékorps opstilledes ved Jyllands sydgrænse, og et flankekorps samledes ved Korsør, som det var meningen at general C. Krogh skulle føre, men i sidste øjeblik overdrog A. F. Tscherning, og Frederik Læssøe i stedet føringen til Frederik A. Schleppegrell.
Dette betød, at samtlige hærens generaler og samtlige oberster undtagen de tre yngste: Hans Hedemann, Johan Bülow og Frederik Schleppegrell, blev forbigået i første omgang til anvendelse i felthæren, mens Hedemann og Frederik Schleppegrell blev korpskommandører. Schleppegrell dog underlagt Hedemann.
I kampene ved Bov 9. april, ved Slesvig 23. april førte Frederik Schleppegrell godt, men navnlig i kampene i Sundeved 28. maj og 5. juni viste han sikker føring og fremragende personligt mod, og overkommandoen fremhævede ham som "dagens helt", hvad der også var den almindelige mening i hæren.
Allerede 24. maj var han blevet generalmajor og det blev hans sidste avancement.
I 1849 førte han med megen hæder brigade i Sundeved, ved Kolding, Gudsø og under udfaldet fra Fredericia.
Han var derefter infanteriinspektør på Sjælland, indtil han afløste Christian de Meza som øverstkommanderende på Als i vinteren 1849-50.
Ved felttogets åbning 1850 førte han den ene af hærens to divisioner og skulle åbne kampen 25. juli ved, efter en foreskreven, kompliceret fremrykning, at angribe Isted by, hvilket for hans hovedkolonne medførte en flankemarch langs og nær den fjendtlige front.
Han rykkede frem for at forsøge at standse indbruddet ved Øvre Stolk.
På vejen mod Isted var han ledsaget af stabschefen, oberstløjtnant Johan Bülow. De to officerer passerede tæt forbi en syd for vejen liggende fjendtlig afdeling skytter og blev beskudt af denne, hvorved Frederik Schleppegrell fik en kugle i panden og sank af hesten. Han bragtes til lazarettet i Flensborg, hvor han døde næste morgen.
Han begravedes på krigergraven på Flensborg gl. kirkegård.


Frederik Schleppegrell var en kyndig soldat, en fremragende feltofficer og en meget dygtig fører. Hans dispositioner var stedse klare og udtømmende, han var altid til stede på de afgørende punkter og personlig frygtsøs modig grænsende til det overmodige. Han hadede langsomhed; energi og fart skulle der være over det hele; men i de store øjeblikke viste han ro og omsigt. Han var altid en mand, hans undergivne "kunne tale med". Selv om han var geledofficer følte han sig ikke underlegen over for højskoleofficererne. I flere retninger var han en original, havde soldatertække, i det ydre noget kantet, men ridderligt, fornemt tænkende, en blanding af alvor, lune og vid. Han kunne være sprudlende livlig og havde til enhver tid ordet i sin magt. Han var rundhåndet og gæstfri i videste omfang og glemte aldrig at sørge for sine soldater. Med alle sine ejendommeligheder, sit frie, gemytlige sprog over for alle, var han afholdt af de tre konger, han havde stået under.


Forældre: Oberstløjtnant, senere generalmajor Otto Heinrich v. Schleppegrell (1729-1808, gift 1. gang 1757 med Anne Sophie Krag, 1707-80) og Cathrine Abigael Zimmer (1750-1836). Gift 25.7.1828 i Bislev med baronesse Johanne Jacobine Margrethe Juel af Rysensteen, født 24.4.1808 på Lundbæk, død 17.7.1896 i Aalborg, datter af kaptajn, senere major i landeværnet baron Christian Frederik Juel af Rysensteen (1779-1842) og Ottilia Becher (1783-1843).


Om hans død findes bl.a. følgende beretning:
Asmus Nissen, født i Stolk 1862, beretter under overskriften "Ungdomserindringer fra en bevæget tid" om faderens oplevelser.
Fra mine forældres personlige erindringer under den slesvig-holstenske opstand 1848-51, ofte fortalt af min far og sidst endnu en gang kort tid før han døde. Det handler om begivenheder under slaget ved Isted den 25. juli 1850. Mine forældre blev gift den 17. marts 1850, og min far drev et bygningssnedkeri i fællesskab med 2 andre bygningshåndværkere, brødrene Seier fra landsbyen Bollingstedt, lige på det sted, hvor danskernes højre fløj og slesvig-holstenernes og de tyske hjælpetroppers venstre fløj stod over for hinanden. Den ældste af brødrene Seier var gift, den yngste ikke. Sidstnævnte var 1848 indtrådt som frivillig i den slesvig-holstenske arme. Han blev sendt på orlov på grund af sygdom i 1849, men genindtrådte senere, om end modvilligt, da han led af tvangstanker om sin egen død.
Da der nu under slaget opstod ammunitionsmangel på den tyske side og jægerkorpset på venstre fløj måtte trække sig tilbage, forfulgte danskerne dem tæt gennem landsbyen Øvre Stolk. Danskernes fører, general v. Schleppegrell, opholdt sig tæt bag kamplinien og ville ved udkanten af landsbyen, ride over gårdspladsen på en større bondegård for at skyde genvej. Bag gårdens bygninger lå, lidt skjult i en have, et bagehus. Generalen skal nu være blevet advaret af sin adjudant med bemærkningen:" Hr. general, der kan være fjender her endnu"! Generalen betvivlede dette, og fortsatte, men næppe var de nået til midten af pladsen før der falder et skud, og generalen, der blev ramt, gled ned af hesten, der forskrækket satte i galop ned ad vejen mod Isted, med den dødeligt sårede general slæbende efter sig i stigbøjlen.
Ca. én km. derfra, ved udflyttergården Schwenshöhe, blev den døde general liggende. En sten viste i mange år stedet, hvor man fandt ham.
Nu startede eftersøgningen efter bagholdsskytten.
I det omtalte bagehus var to unge kvinder og en daglejer beskæftiget med brødbagning. (Et bevis på, hvilken ro beboerne havde bevaret, selv medens kamphandlingerne bølgede frem og tilbage). Bag ved bageovnen fandt de søgende danskere et gevær, som man kunne se kvinderne havde taget på med deres dejindsmurte hænder og stillet derom. Dette var ikke så godt for de tre personer i bagehuset, som straks kom under mistanke, selv om de erklærede, at en slesvig-holstensk jæger havde afgivet skuddet mod generalen og derefter havde smidt geværet ind i bagehuset til dem og var flygtet over marken ind i det tætte krat. Den forklaring troede danskerne imidlertid ikke på, og de førtes Flensborg og stilledes for en krigsret. Først efter et halvt år blev de løsladt igen, idet danskerne nu troede mere på deres udsagn.
Den jæger, der havde afgivet det dødbringende skud, var den unge Seier. Han var ved danskernes fremrykning blevet afskåret fra sin afdeling og havde nu i forbitrelse skudt på generalen fra gårdhaven og også været klar over resultatet. Nu gjalt det for ham om at redde sig gennem de fjentlige linier. Så længe han bevægede sig langs det tætte hasselkrat, fandt han god dækning. For at nå frem til Bollingstedt valgte han i aftendæmringen, at gå over eng- og hedestrækninger. Derved stødte han ind i en dansk patrulje og fik et skud der gik gennem skulderbladet og ind i brystet. På trods af sit svære sår, nåede han dog frem til sin broders hus og broderen kørte ham næste dag til hospitalet i Slesvig. Her plejede hans kone ham i fem dage til han døde i hendes arme. Hans gravsted befinder sig på Michaelskirkegården i Slesvig.

Tilføjelse:

Begge de omtalte brødre Seier var skarpskytter. Den ældste tjente i "Füsilier Regiment Königin" i Flensborg som nr. 86. Han var regimentets bedste skytte og modtog regimentsprisen for bedste skydning.
Senere ejer af gården, hvor Schleppegrell blev skudt, var Asmus Paulsen, der var født i Süderfahrenstedt.


STATUEN I KILDEPARKEN I AALBORG FRA 1879

En statue af Schleppegrell udført af Andreas Paulsen, er opstillet i Kildeparken i Aalborg, hvor han opholdt sig ca. 20 år. >


Schleppegrells brigade under udfaldet fra Fredericia


SCHLEPPEGRELL MEDALJE
Schleppegrell

 ©  Erik Frederik Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286