FREDERICIAS HISTORIE

Personnavne der knytter sig til byens historie.

Samlet og redigeret af Erik F. Rønnebech


HANS HELGESEN
(1793-1858)

Af Otto Vaupell i "Vort Forsvar" 1887


Hans Helgesen blev født den 4. oktober 1793, og døde den 7. marts 1858
Helgesen er en sjælden fremtoning i vor så kraftige personligheder fattige tid.
Han var født den 4de oktober 1793 i Oslo i Norge, hvor faderen var forvalter på Alunværket. Moderen hed Karen Hansdatter. Faderen var en overmåde stærk mand, der ofte sagde til sin søn: "Du blever dog aldrig så stærk som jeg, du Hans, thi 12 år gammel kunne jeg bære min rugtønde".
Disse faderens ord æggede drengens forfængelighed. Han øvede sig i at løfte og bære byrder, og da han var 12 år gammel sagde han til faderen: "Nu er jeg lige så stærk som du, da du var 12 år." Han viste faderen, at han kunne bære rugtønden, og det op ad stolpebodtrappen.
Fra barnsben udmærkede han sig ved smidighed, styrke og voldsomt mod. Hans dygtighed i skøjteløbning og især i høje og lange spring, grænsede til det vidunderlige.
Allerede som dreng var han en lidenskabelig jæger, og når jagttiden kom, så forsømte han skolen.
For at tvinge den balstyrige dreng til at blive hjemme og læse i sine bøger, gemte moderen hans hue og støvler. Drengen sneg sig alligevel ud af huset med sin bøsse, og en dag mødte faderen sin søn på en ås, hvor gutten barhovedet og i hosesokker vadede i sneen og skød ryper. Uagtet han var skabt til idrætsmand, bestemtes han til studeringer, og blev i sit 11te år optagen som elev på Kristiania Latinskole.
Straks da han var kommen i skolen, vakte han alles forbavselse ved at entre op ad en klatrestang der stod i skolegården, og stillende sig på hovedet på knappen.
Da han var 17 år gammel, var han den stærkeste gut i Oslo, og den eneste der kunne måle sig med ham var Mogens Thorsen, den "sprælskeste" og stærkeste gut i Kristiania, der for få år siden er død som millionær.
Disse to kom sammen for at prøve styrke. Thorsen gik vel af med sejren, men han måtte erkende, at en farligere modstander havde han aldrig haft.
Håbet om at uddanne Hans til en skikkelig præstemand måtte opgives, og for at vænne ham til stadighed, skaffede faderen ham en elevplads på det norske militærakademi.
Nu var han kommen på sin rette hylde. Han blev flittig og udnævntes efter halvandet års forløb til sekondløjtnant den 1ste januar 1811, og allerede i september samme år forfremmedes han til premierløjtnant.
I 1813 blev det telemarske regiment, i hvilket Helgesen stod, sendt til smålenene for at værne grænsen mod indfald fra Sverige, som Frederik VI havde erklærede krig den 3. september 1813.

Helgesen gjorde i krigen tjeneste i en division, der førtes af A. J. Schleppegrell. Under denne mand tjente Helgesen sine første sporer, og 35 år senere, sluttede han sig atter til Schleppegrell ved den slesvigske krigs udbrud i 1848.
Da der en dag på divisionens skydebane ved Hasslund taltes om Vilhelm Tell og hans bedrift, erklærede Schleppegrell sig villig til, som Tells søn, at lade æblet skyde af sit hoved når Helgesen var skytten. Tilbudet modtoges, Schleppegrell stillede sig op på 100 skridts afstand, kpappen (pomponen) på hans chakot forestillede æblet og Helgesen skød glatvæk knappen af hovedet på Schleppegrell.
Helgesen var en stor ynder af den hurtige retspleje. Havde nogen af hans soldater forset sig, gav han ham nogle dygtige drag over nakken, og dermed var sagen afgjort, men Helgesens hånd kom altfor let i bevægelse, og det var ikke få der fik den at føle. Alligevel var han afholdt af soldaterne. Selv troede han, at det var fordi han bankede dem og ikke fortrædige dem med krumslutning og vand- og brødstraffe.
"Jeg omgås kun med gode mennesker" ytrede han ofte, "men den erfaring har jeg gjort, at det menneskene er mest taknemmelige for, det er prygl.
Det var dog ej fordi han var hidsig. at både soldater og almuesmænd holdt af Helgesen, thi det var kun tilskuerne og ikke dem som det gik udover, der beundrede ham i hans vrede. Den var så naturlig. Gik der ham noget imod, så opfyldte harmen ham ganske.
Han rasede som en af oltidens bersærker, men var, trods vreden, der jo gerne misklæder folk, en overordentlig smuk mand. Den sande grund til hans undergivnes hengivenhed lå i, at de følte de havde en mand for sig med hjerte for næstens nød, der delte den sidste øre og den sidste skorpe med sine soldater, der hjalp den fattige bonde, i hvis hus han var indkvarteret, med råd og dåd, satte sig ind i hans tankegang, trøstede ham og gav ham sit eget forråd, indtil han selv kom i nød.
Denne uimodståelige trang til godgørenhed bevirkede, at han aldrig blev formuende, men stadig var i pengeforlegenhed. "Hvor meget jeg end får, så er jeg dog stadig som en las". sagde han, der er så mange der trænger mere end jeg".
Helgesen fik ofte lejlighed til at udmærke sig i de mange træfninger mod svenskerne. Stundom tog han bøssen fra soldaterne og skød selv.
Da felttoget var endt, begav han sit i marts 1815 til Danmark. Han kunne lige så lidt som Schleppegrell og Rye finde sig i, at tjene under den svenske konge. Personlig følte Helgesen stærk uvilje imod Bernadotte, hvis optræden mod Napoleon han fandt troløs.
I Danmark var fred, og de unge norske idrætsmænd der elskede krig og ville uddanne sig til deres kald, gik i fremmed tjeneste.
De tre nordmænd drog i april 1815 til Preussen, der den gang rustede store hære mod Napoleon, som var vendt tilbage fra Elba til Frankrig.
Som løjtnant i den preussiske hær kom Helgesen til Paris, hvor han forblev flere måneder.
Efter at felttoget var endt, og den preussiske hær vendt hjem, tog Helgesen sin afsked af preussisk tjeneste og begav sig i januar 1812 til Antverpen, hvor han meldte sig til prins Frederik af Hessen, der førte et armekorps som af den danske konge var sendt ud af landet for at støde til den hær, hvormed Preussen, Østrig og de øvrige tyske stater holdt Frankrigs nord- og østgrænse besat i flere år.
Helgesen ansattes først ved 2det jydske- og senere ved fynske infanteriregiment.
De kompagnier, ved hvilke han gjorde premierløjtnants tjeneste, lå i Bouchain i Nordfrankrig. Garnisonslivet i den lille fæstning smagte ham ikke. I sin fritid gik han på jagt eller gjorde damerne sin opvartning. Hans mandige skønhed og hans dristighed lod ham ikke forgæves bejle til damernes gunst. Han forlovede sig og besluttede at bryde sig en selvstændig bane. Han tog sin afsked og giftede sig i Arras med en smuk og rig mølledatter. Ægteskabet velsignedes med flere børn, en søn, som han ville opkalde efter sin fader, havde han stor møje møje med at få den franske præst til at døbe Hans, som præsten ikke troede var et kristeligt navn.

Helgesen levede nu en lang årrække som sin egen herre. Han var en fortrinlig hestekender, og da han altid havde sværmet for handel med heste, så påtog han sig leveringen af heste til de franske gendarmer. Hestene købtes i Danmark og Tyskland og Helgesen bragte ofte selv de indkøbte heste til Frankrig. Den gang dreves smuglerhandelen så at sige af alle handelsmænd, thi det betragtedes næsten som en ære at skuffe toldvæsenet. Helgesen opnåede en stor færdighed i at smugle heste ind i Frankrig. Undertiden kørte han ud over grænsen med et par gamle heste, som han havde købt til spotpris, og vendte tilbage med et par unge remonter, som nu slap ind på de gamles pas.
Til sidst blev man dog opmærksom på ham og en nat, da han priste sin egen snildhed, der havde hjulpet ham uhindret med hans heste gennem toldbommen, sprang der pludselig en lille vims toldbetjent op i vognen til ham og ville lægge beslag på hestene.
Helgesen kunne ikke modstå den fristelse, at bøje begge ender sammen på den lille franskmand. I en håndvending kastede han ham ned under sig og klemte ham fast om halsen, så han hverken kunne skrige eller røre sig. Således førte han ham nogle mile ind i landet, kastede ham derpå ud ad vognen og skyndte sig til sit bestemmelsessted, hvor han solgte både heste og vogn.
En anden gang, da han i en forrygende storm lod sig sætte over Elben i en færgebåd, blev han overfalden af færgefolkene, der havde forgabet sig på en stor, velfyldt pengesæk af læder, som han førte med sig. De ville skære halsen over på ham og kaste ham i floden.
For at han ikke skulle gøre modstand, havde de med stor omhyggelighed svøbt ham ind i et sejl under påskud af at skærme ham mod søerne, der skyllede ind over båden.
Heldigvis anede han uråd, da han så dem fastbinde roret og lade sejlet falde.
Han fik tid til at frigøre sig for svøbet og trække en lang jagtkniv, inden de faldt over ham.
De spurgte ham hvad han ville med den fæle kniv. "Den vil jeg stikke i livet på et par kæltringer, hvis de ikke øjeblikkelig hejser sejl og styrer til land".
Slukørede vendte banditterne om, hejsede atter sejl og bragte Helgesen over floden.
Da han var kommen over floden, afleverede han de to syndere til politiet. Øllebrødsbarmhjertighed var han ukendt.
Tilfældigvis opholdt han sig i Paris da julirevolutionen udbrød. Helgesen var kendt med mange officerer, dom regeringen havde stødt ud af hæren, fordi de var kejserligsindede, og som nu tilbød det misfornøjede folk sin tjeneste.
General Vilet tog han til sin adjudant, og i de tre dages kampe den 26de, 27de og 28de juli 1830 var han en ivrig deltager. Han var blandt de officerer, der blev valgte til at ledsage den af folket udråbte rigsforstander Ludvig Phillip af Orleans fra slottet Reuilly til Paris. I nogen tid tjente han i nationalgarden og håbede at blive ansat i den franske liniehær, men der mødte mange vanskeligheder, da han var en udlænding, og det var forgæves, at han for at løses fuldstændig fra sine undersåtlige pligter, skaffede sig en ny afsked af dansk tjeneste, der meddeltes ham den 15. december 1830.

Da den krig, som alle ventede at Europa ville påføre det revolutionære Frankrig udeblev, så forsvandt også alle udsigter til at blive ansat i den franske Liniehær. Først efter hans hustrus død i 1836, vaktes tanken hos ham om at vende tilbage til sit fædreland.
Den norske general Mansbach, der traf ham på en rejse ved Loires bredder, bebrejdede ham, at han unddrog fædrelandet sin tjeneste. og tilbød at medvirke til hans ansættelse som norsk kaptajn. Helgesen besluttede da at rejse hjem og efterlod i Frankrig en søn, der blev officer i den franske hær og døde i Algier, samt en datter, der blev gift i Frankrig.
I året 1838 begav Helgesen sig da til Norge og havde under Carl Johans ophold i Kristiania foretræde for monarken, der gav ham gode løfter om ansættelse men derved blev det.
Det er vanskeligt at forklare grunden dertil, at Carl Johan skulle have tilsidesat Helgesen, for denne engang havde været mod hans person og mod foreningen med Sverige, er jo den grund der falder en ind, skønt Carl Johan ellers viste forsonlighed mod politiske modstandere. Nok, Helgesen følte sig skuffet. 200 Francs, som han medbragte fra Frankrig, var snart fortærede. Han befandt sig nu i yderste forlegenhed.
Til livsophold underviste han i fransk og arbejdede for et boghandlerfirma, men disse hjælpekilder ophørte, da han blev syg.
Retten gjorde indførsel i hans ejendele og ville også tage hans jagthund, men da rev han bøssen fra væggen og svor på at ville dræbe enhver der ville berøve ham hunden.
Hans ungdomsven Olaf Rye, der just var på besøg i Norge, tog ham med sig til Danmark, men heller ikke her lykkedes det ham at opnå ansættelse. Dog erholdt han af Christian den 8, der ej havde glemt sin tro nordmand, en lille årpenge. Han rejste igen til Kristiania og gav timer i fransk. Hans kæreste beskæftigelse var dog at gå på jagt med sin ven, naturforskeren professor Rasch. Med hans pengeforhold vedblev det at se sørgeligt ud. Rasch og de andre venner måtte flere gange redde ham af den yderste forlegenhed.

I høsten 1840 forlod han for bestandig Norge og tog først ophold i den lille by Bergenhusen i Stapelholm, hvor han boede til 1848.
Der tilbragte han dagen med jagt og fiskeri i marsken ved Ejderens Trenes og Sorgens breddeer og opnåede en stor navnkundighed iblandt indbyggerne. Både fordi han var en dygtig skytte og fordi han forstod at tæmme vildtet.
Særlig havde han held med oddere, som han afrettede til at bringe ham de fisk som de fangede. Helgesen levede omgivet af lutter slesvigholstenere. Det var derfor intet under, at denne hans omgangskreds bigragte ham en falsk opfattelse af de politiske forhold.
Som mange af dem der boede i Sydslesvig, overraskedes han af begivenhederne i København i marts 1848. Han troede på fortællingen om at Frederik den 7de var bleven fanget af en pøbelhob, og at prinsen af Augustenborg, der havde rejst oprørsfanen og bemægtiget sig Rendsborg, ville befri ham.
Helgesen begav sig derfor til Rendsborg og tilbød prinsen sin tjeneste.
Denne fusentast forstod ej at vurdere tilbudet. Han havde ingen brug for den tarvelig klædte, skæggede jæger. Han kendte ej noget til det gamle ordsprog, at man ej skal skue haren på hårene. Helgesen kom snart på det rene med, at den mands skæbne, man mindst brød sig om, var Frederik den Syvendes, og at man havde bundet ham en krønike på ærmet ved at forestille ham, at rejsningen skete i den danske konges tarv.
Ubemærket og tyst forlod han Rendsborg og skyndte sig til København, hvor alt var i det største røre. Også her vakte hans ejendommelige udseende og slidte jagtdragt opsigt.
Helgesen bar jo et ret tykt, langt skæg. Enhver der lod sig se med sligt skæg, skældtes den gang ud for Vildtysker. Det fik Helgesen at fornemme. Da han gik gennem Københavns gader fik han en sværm efter sig der troede, at han var en tysk spion. En matros stillede sig lige over for ham og standsede ham. Helgesen stødte ham just ikke ganske blidt til side med de ord: "Gå af vejen ulk!" Da matrosen hørte den norske stemme, råbte han højt forbavset: "Det er den onde gale mig en nordmand", og sværmen spredte sig med et hurra for nordmanden.
Dagen efter sin ankomst til København, meldte han sig hos krigsminister Tscherning, der havde et skarpere blik end hans tyske kollega for den dygtighed, der boede i Helgesen.
Han bød ham velkommen og overlod til ham selv at vælge den plads, hen helst ønskede.
Helgesen bad om at måtte blive ansat i sin gamle våbenfælle Schleppegrells stab, og endnu samme dag modtog han sin udnævnelse og 300 Rigsdaler til sin ekvipering.
Få timer senere havde han opspurgt et dampskib, der skulle afgå til Als, og uden at spørge nogen om forlov, gik han om bord, netop som det kastede los fra toldboden.
Det var hændelsesvis kongens dampskib "Ægir" på hvilket Frederik den Syvende med hele sin militærstab begav sig til hæren.
Da skibet stod ind i Køge bugt, udbredte sig det rygte, at der var en kongemorder om bord. En mand med et skrækindjagende vildt udseende, væbnet med sabel, riffel og pistol, var blevet set siddende bag en tovrulle i forenden af skibet.
Der blev uro i hoflejren. Generaladjudanten Schøller begav sig forud og tog den fremmede i øjesyn. Ved første blik kendte han Helgesen, med hvem han havde tjent sammen 30 år tidligere i Frankrig. Efter at de første forundrings- og genkendelsesudbrud var vekslede, spurgte Schøller, hvad han nu tog sig for. "Jeg går til hæren" - "Men ved du da ikke at du er ombord på kongens eget skib"? Nej, det vidste Helgesen ikke, men han var vis på, at kongen ikke ville tage ham det ilde op. Schøller klarede nu misforståelsen, og det glædede kongen at tale med den djærve nordmand, som han fik meget kær.
Da Helgesen kom til hæren rykkede den , efter sejren ved Bov ind i Angel.
Schleppegrell sendte ham med et kompagni forud ind i landskabet, for at undersøge stemningen, og da han manglede en hest, tog han herremandens ridehoppe i den første gård soldaterne kom til, trods ejerens vægring. Denne klagede til krigsministeren som befalede, at hesten ufortøvent skulle tilbageleveres til dens ejer, hvilket Helgesen fandt meget besynderligt. Han kendte jo krigen fra Napoleonstiden, da man ej spurgte om mit eller dit, men tog fra den første den bedste, hvad man trængte til.
I de glimrende træfninger ved Slesvig og i Sundeved fik Helgesen lejlighed til at lægge et ualmindeligt krigertalent for dagen. Den kommanderende general betroede ham derfor i det næste felttog den 1ste liniebataillon, der var blevet ledig ved Schindels fald i slaget ved Kolding den 23de april 1849. Under Helgesens ledelse udmærkede den sig i Fredericias forsvar og i hovedslaget den 6. juli, men næppe var våbenstilstanden slutet, så tog man bataillonen fra ham. Krigsministeren gav den til en af sine yndlinge.
Særlig harmede det Helgesen, at man gav hans bataillon til en af hovedkvarterets adjudanter, "disse ridende blækhuse", som han kaldte dem. Helgesen blev ikke engang genoptaget i linien. Hver gang der var våbenstilstand forsvandt han og levede og levede stille og ubemærket af sin lille krigsløn i Bjerge herred, indtil nye felttog kaldte ham til hæren.
Sagen var den, at selv forstod han ikke at udbasunere sine bedrifter. Af ældre venner havde han, efter Ryes fald, kun Schleppegrell, og han forstod kun dårligt den kunst, at gøre sig og sine venner gældende på højere steder. Først da det sydvestlige Slesvig skulle erobres, og ingen ret vidste besked med, hvordan man skulle sætte sig fast i marsken, opgik Helgesens lykkestjerne.

Det korps der betroedes til ham bestod af 7de bataillon, 4de reservebataillon,6 kanoner, en deling rytteri og en deling ingeniører. Hans stabschef, kaptajn Anton Hoffmann, født i Frederiksstad, var ligeledes nøje kendt med marskens ejendommeligheder og naturforhold. Han besad ved siden af en soldats naturlige egenskaber, gode tekniske egenskaber, som kom hæren fortrinneligt til gode. Iøvrigt kunne der næppe findes to mænd, der så fortræffelig passede sammen som den kraftige, opbrusende Helgesen og den kolde rolige Hoffmann.
Oprørerne havde forskanset Frederiksstad og besat deres værker med 240 jægere og 4 kanoner. Ved første stormløb frarev Helgesen fjenden byen, og til belønning udnævntes han til kommandant i den tagne stad, som han ufortøvent satte i bedre forsvarstilstand.
Efter krigens ophør udnævntes Helgesen til kommandant i byen Slesvig og herfra forflyttedes han den 1. maj 1852 til kommandantposten i Rendsborg, hvor den pragtfulde guvernørbolig indrømmedes ham.
På sin vanlige, kraftige måde, tilintegjorde han ethvert spor fra oprørstiden og sørgede for, at alle oprørernes mærker udslettedes, og at ethvert forsøg på at indsmugle dem forbødes. Havde en købmand smykket sine butiksvinduer med røde, blå og hvide varer, måtte han finde sig i at tage de blå varer bort i de næste 8 dage og lægge sit danske sindelag for dagen med lutter rødt og hvidt.
Men da roligheden igen var tilvejebragt, og de samme omstændelige, ofte sløvende forretninger og småpillerier daglig gentog sig, fandt han ingen tilfredsstillelse i at være kommandant. I stedet for at være fastgroet til en fæstning, havde han haft mere lyst til at blive chef for gendarmeriet. En post, der krævede megen omflakken, og i hvilken han sikkert havde gjort god fyldest. Helgesen, der elskede landlivet og smukke naturomgivelser, befandt sig ikke vel i Rendsborg, hvis omegn er så stedmoderlig behandlet af naturen. Han længtes efter Sønderjyllands dejlige skove og søer, men, som han skriver, sålænge man er soldat, må man lyde trommen. Vi vil her anføre et af hans breve:

Rendsborg den 25de august 1852
Kjære Rasch!
Det er vel noget sent at skrive nu, at man har modtaget et brev i maj 1848, men det er bedre sent end aldrig.
Dit brev af 10de maj 1849 ligger for mig, og man må glæde sig nu at se realiseret, hvad vi dengang vel håbede, men som dog syntes og var vanskelig nok, at den danske arme, Skandinaviens avantgarde, kunne holde stødet af og få leddet sat i lave.
At jeg sjældent har skrevet, såvel til dig, kære Rasch, som til et par andre, fra hvem jeg dog i særdeleshed ønskede at høre, kommer til dels deraf, at man i vore dage, tror jeg, skriver mindre privat, siden der er kommet så mange offentlige skribenter.
En af disse, den gode Krogh, der i 1840 var med os som frivillig, beder jeg at hilse på det bedste.
Som naturhistoriker vil det interessere dig, at jeg har haft en tam odder i 5 år og at den var fuldkommen dresseret til at bringe mig den fangne fisk. Den døde 1846, og jeg fik da en anden der ved krigens begyndelse havde fået stuedressur.
Da jeg så forlod mit kvarter for at drage i krigen, blev den dræbt, og mine fire ypperlige hunde stjålne af det store fædrelands sønner. At jeg af tyskerne har fået tilnavnet "der Otterfänger", ved du formodentlig af aviserne.
Ved lejlighed vil jeg nedskrive og sende dig mine iagttagelser om odderne og deres måde at fiske på. At jeg fremdeles jager, når jeg har tid og lejlighed, kan du vel forestille dig. Mine hunde er gode. To hønsehunde og to gravhunde, der tillige er støvere.
Medens jeg var kommandant i Slesvig, befandt jeg mig mere tilfreds end her, da egnen der er udmærket smuk, hvilket her ikke er tilfældet. Dog må man, så længe man er soldat, lyde trommen.
Hav den godhed, kære Rasch, at lade mig høre et par ord fra dig.
Nær havde jeg glemt at sige dig, at jeg allerede påny, siden februar måned, er i besiddelse af en ung odder, der under min inspektion er så vidt i stuedressur, at den apporterer, og dens appetit er tålelig.
Med højagtelse og hengivenhed.
H. Helgesen



Han syslede altså hellere med sine fugle, hele loftet var fuldt af duer. Heste, hunde og oddere end med vagtparaden.
For at tilfredsstille sin hang til jagten, købte han en gård i Hollingsted ved Trenen og forpagtede jagtretten på jorderne om denne by i en vid kreds.
Der tyede han fra garnisonslivets ensformighed. Mange venner besøgte ham og deltog fra den tidlige morgenstund, i de anstrengende jagter. Når dagen led, samledes alle om det runde bord i Helgesens bolig.
De stolte erindringer fra krigen tækkedes ved bægrenes klang, og der skumledes forfærdelig over de styrende i freden, der betragtede alt, hvad der var udført i krigen, som en stor uorden, av hvilken ethvert spor burde udslettes.
Man sukkede efter at opleve en ny krig som den fra 1848-50 og omkvædet var den gamle sang (fra kongesangen "Kong Kristian stod ved højen mast", sidste vers.)


"Og rask igennem larm og spil
og kamp og sej før mig til
min grav"




HANS HELGESEN 1855

Om aftenen fortalte Helgesen om sit ungdomsliv. Kærligheden til de gamle minder blev stærkere med alderen. Særlig dvælede han med inderlighed ved alt, hvad der stod i berøring med Schleppegrell og Rye, hans trofaste forgangne venner og støtter.
Han talte også gerne om "Jens", om den menige landsoldat. I Helgesens mund var en sådan dom guld værd.
Han sagde, at han havde tjent i mange gode hære, men intetsteds havde han fundet en sådan pligtfølelse, troskab, udholdenhed og hengivenhed for førerne som hos den danske mand.
Som et bevis på det smukke forhold der var mellem Helgesen og hans soldater,tjener nedstående uddrag af et brev ("Breve fra danske krigsmænd", samlede af C. J. Allen, Gyldendals forlag):
Under Frederiksstads belejring havde en soldat fået underretning om, at hans kone lå for døden og inderlig ønskede at se ham før hun gik bort. Med sin begæring henvendte soldaten sig i denne anledning til Helgesen, og han beskriver i et brev til hjemmet, hvorledes det her gik ham:
"Helgesen sagde til mig", skriver han, "at var jeg end hans broder, kunne han ikke tillade mig at forlade min afdeling, men så gav han mig en specie, og jeg måtte blive for at spise og drikke hos ham. Han viste mig i min sorg til Gud i himlen og sagde, at han vidste at jeg var en tapper soldat".
Han greb aldrig forstyrrende ind i sine undergivendes virksomhed. Til sine ingeniør- og artilleriofficerer sagde han: "Jeg viser eder, hvor værkerne skulle ligge, men hvorledes de skal bygges og bestykkes, det blander jeg mig ikke i. Det er jeres håndværk.
I slutningen af februar 1858 blev Helgesen stærk forkølet, og da han ej ænsede sygdommen, udartede den sig til en lungebetændelse, der gjorde en brat ende på hans eventyrlige liv den 7de marts 1858.

Helgesen var af middelhøjde, meget velskabt, stærktbygget og bredskuldret. Han havde små hænder og fødder. Hår og skæg var lysebrunt og krøllet. Et mildt og trofast sind lyste ud af hans mørkeblå øjne. Munden var meget indtagende, men der spillede ofte et drillende smil om den, særlig når han talte om damer. " De er jo alle Evadøtre og lader sig alle bestikke".
Stemmen var klangfuld og havde en ren norsk udtale.
Til hverdagsbrug talte han aldrig højt, men når han blev hidsig klang røsten som en torden. Så vejede han ikke sine udtryk og det regnede spydigheder, men han var altid så høflig når han havde fornærmet en modstander at erklære, at han var rede til at give ham oprejsning med kårde eller pistoler efter eget valg.
Med dyreverdenen, både den fireføddede og den toføddede, gav Helgesen sig meget af.
Han fredede med stor kærlighed om sine husdyr, og han tilgav aldrig tyskerne, at de i 1848 af forbitrelse over, at han havde taget tjeneste, ihjelslog hans tamme odder og mishandlede hans hunde.
Ofte modtog han sjældne fugle og hunde til foræring af konger og fremmede fyrster, der ville vise ham deres velvilje.
I slaget ved Nybøl den 27de maj, stødte Helgesen på en hårdtsåret meklenborgsk officer af høj rang. Helgesen lod ham bringe i hus, og da han var afgået ved døden, sørgede han for at hans ejendele tilstilledes hans efterladte.
For at bevidne Helgesen sin erkendtlighed, sendte storhertugen ham, da freden var sluttet, en sjælden engelsk hønsehund af udmærket skønhed.
Af kong Frederik modtog Helgesen smukke hunde, fasaner og mange krigsbilleder, som han satte megen pris på. Kong Frederik og Helgesen forstod godt hinanden. Helgesen stod i høj yndest hos kongen,der tog sig hans død meget nær. På Istedløvens fodstykke sattes hans billede imellem Læssøes og Schleppegrells.
Det forstod sig af sig selv, at Helgesen døde fattig. Han efterlod kun gæld, som kammerater betalte af taknemmelighed mod hans minde.


Resume:
Født i Norge 4. oktober 1793. Sekundløjtnant 1. feb 1812. Premierløjtnant 9. sept 1813.
Var sammen med kammeraterne Olaf Rye og Schleppegrell med i felttoget mod Sverige, og da Sverige overtog Norge, nægtede han lige som kammeraterne, at sværge den svenske konge troskab og gik med dem ind i den Preussiske hær under feltmarskal Blücher, for at kæmpe mod Napoleon. Gik i dansk tjeneste og kæmpede i Frankrig med den udsendte danske styrke. Deltog i den franske julirevolution. Fik sin afsked som kaptajn i den danske hær af kong Fr. VI. i 1830. Rejste til landskabet Stabelholm i Slesvig og forpagtede et jagtdistrikt. Levede et stille liv nogle år og det fortælles at han dresserede vilde oddere til at fange fisk til ham og fik tilnavnet "Odderfangeren". Da oprøret startede, blev han opfordret til at slutte sig til den slesvig-holstenske hær. Han meldte sig til Prinsen af Nør i Rendsborg men blev betænkelig da han troede det drejede sig om befrielse af Fr. VII. Han udbad sig betænkningstid, og tog i stedet til København og indtrådte i den danske hær. Ved Bov måtte han stå i vand til livet flere timer for at undgå oprørernes forposter. Sidst i marts blev han tilknyttet Schleppegrells stab. Under en fægtning ved Sundeved i 1848, kunne de danske skytter ikke få øje på preusserne, hvorfor Helgesen råbte: "Se det er der råd for min fa'er", og derpå i fuld galop red ned mellem de danske og de preussiske linier. Det fik Pikkelhuerne til at dukkede op.
Han bliver major i april 1849 og førte 1. liniebataljon i udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849 hvor kammeraten Olaf Rye falder. 26 august 1849 bliver han oberstløjtnant. I slaget ved Isted, mister han sin sidste kammerat fra Norge, general Schleppegrell. Udnævnes til kommandant og oberstløjtnant i Frederiksstad i en egn han kender, og forsvarer den med stor succes mod slesvig-holstenernes afløser for Bonin, general Willisen. Bliver kommandant i Slesvig og Rendsborg. Han døde den 7. marts 1858 af lungebetændelse.

Digteren Carl Ploug skrev en vise om Hans Helgesen.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286