FREDERICIAS HISTORIE

Personnavne der knytter sig til byens historie.

Samlet og redigeret af Erik F. Rønnebech ©



ANNE MARIE GRAM
(1897-1983)

Anne blev født på gården Kalhaugegaard på Fredericia Nørremark, den 7. november 1897 og døbtes 26. december i Trinitatis kirke i Fredericia, som datter af møllebygger og detaillist Christen Pedersen Gram og hustru Mette Marie Rasmussen.
Hun kom i skole som 7-årig 1905, og gik formentlig i den første Nørremarkskole der var opført i 1883, Skolen lå ved Vejlbyvej. Hun forlod skolen efter 7. klasse i 1912, der var det år hun blev konfirmeret.
Allerede dengang var hun besluttet på at blive fotograf, og to år senere i 1914, fik hun en læreplads hos den kendte fredericiafotograf, Carl Christensens søn Niels Christian Christensen, der havde overtaget faderens atelie i Etlarhus, Gothersgade 17, og hun blev hans sidste elev. I 1918 overtog fotograf Arling atelieret.
Efter at have udstået sin læretid, fortsatte hun med at videreuddanne sig indenfor fotograffaget. Hun arbejdede bl.a. hos fotografer i Kolding, Askov og forskellige steder på Fyn og Sjælland og deltog samtidig stort set i alle de kurser inden for fotograffaget, der afholdtes i København. Hun havde planer om at tage ophold i hovedstaden og desuden at rejse til udlandet, men det måtte hun opgive, da hun blev ramt af en sygdom der varede i 5 år.
Hun valgte så i stedet at starte som selvstændig fotograf i hjembyen, og da et fotoatelier i Danmarksgade 5, som hun længe havde haft kig på, blev ledigt i 1927, og hun fik tilbudt at overtage det, slog hun straks til og åbnede forretningen i starten af 1928. Hun var da 31 år og ugift,
Hun uddannede adskillige elever i fotograferingskunsten, og en af dem var datter af Carl Christensen og hans anden kone Marie Louise Spindler og halvsøster til hendes læremester, Grethe Spindler Christensen, Hun blev gift Schmidt og fik eget atelier i Helligkorsgade 31 i Kolding sammen med søsteren Lisbeth, og drev det fra 1931 til 1937. Grethe Spindler stod i lære hos Anne Gram fra 1927-30.

Anne Gram interesserede sig tilsyneladende ikke for at stifte familie og selv få børn, men var glad for at arbejde med børnene i atelieret og blev en af landets bedste barnefotografer, fordi hun forstod at få børnene til at vise forskellige udtryk.
Da hun i 1932 indsendte et barneportræt til en udstillingskonkurrence af barneportrætter på Charlottenborg, hvortil der var indsendt ca. 29.000 fotos, vandt hun førsteprisen med et portræt af den 3-årige pige Anne Grethe Andersen fra Fredericia. Hun deltog ellers ikke meget i konkurrencer.


Vinderbilledet fra 1932

Fotoet, der i mange år stod i hendes udstillingsmontre, var forsynet med et skilt, hvorpå der stod:"1. Præmie paa Charlottenborg Udstillingen blandt "29.000" Børnebilleder".
Anne Gram skabte sig hurtigt et godt renomme, og fik en stor fast kundekreds.
Hendes speciale var portrætfotografiet, men hun tog også ud af huset og fotograferede ved forskellige anledninger som f.eks. foto af studenter på gymnasiet og af gymnaster på Snoghøj Gymnastikhøjskole og også bygninger og interieurer har hun fotograferet.
Årene gik, og de mange breve hun modtog fra tilfredse kunder samlede hun i en scrapbog.
Heri finder man også hilsener fra Christian X. og Frederik VII og dronning Ingrid for den billedserie hun tog under et af deres besøg i fæstningsbyen.
Hun oplevede også at forældre hun havde fotograferet som børn, kom med deres børn og børnebørn, for at få dem fotograferet, inden hun i 1969, 71 år gammel, solgte atelieret til fotograf Margrethe Sele, der ændrede firmanavnet til Anne Grams eftf.
I 1972 blev Margrethe Sele syg og solgte firmaet til pressefotograf Ludvig Dittmann, der overtog atelieret den 14/8 1972, Han gik derefter i kompagniskab med fotograf I. C. Søndergaard i interessantselskabet IC Foto, og de to fotografer delte opgaverne mellem sig, således at I. C. Søndergård, der tidligere havde startet I. C. Foto i Gothersgade 43, tog sig af portrætfotograferingen. Den 1/7 1976 valgte Ludvig Dittmann at udtræde af selskabet, og I. C. Søndergård fortsatte selv på adressen Gothersgade 43, og anbefalede sig med portrætfotos, brudebilleder, børnebilleder og reklamefotos, medens Ludvig Dittmann fik lokaler i Jyllandsgade 3a, st., og anbefalede sig med reklame-, mode- presse- og teknisk fotografering. Dermed forsvandt navnet Anne Grams eftf. over i historien. Da Anne Gram stoppede, var hun begyndt at fotografere børnebørnene af de børn hun startede med at fotografere da hun åbnede sit atelier
Anne Gram var en årrække medlem af menighedsrådet i Trinitatis sogn.
Sine sidste år tilbragte hun sammen med sin søster Maren på Annesminde, hvor de tre ugifte søskende havde boet i en form for familiekollektiv.
Frk. Anne Gram døde 85 år gammel den 13/1 1983. Hun begravedes i familiegravstedet på Assistenskirkegården den 20. januar.


FOTOELEV ANNE GRAM RETOUCHERER FOTOS PÅ SIN LÆREPLADS I ETLARHUS


ANNE GRAM BESKÆRER FOTOS


ANNE GRAM DEMONSTRERER SKIFT AF OBJEKTIV


1934-FOTO AF ANNE GRAM TAGET UDE I BYEN.
Hjemmebageriet lå i Købmagergade 31. Yderst tv. blandt damerne ses Ingeborg Hansen og yderst th. Margrethe Hansen de to indehavere.
Hun fotograferede også studenter på gymnasiet og gymnaster på Snoghøj Gymnastikhøjskole og meget andet.


ANNONCE 1954.


;


 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286