Henrik Pontoppidan fødtes 24/7 1857 i Riddergade 15 i Fredericia, som søn af sognepræst ved Trinitatis og Vejlby sogne Dines Pontoppidan og hustru Birgitte Marie Christine f. Oxenbøll.
I 1863, 6 år gammel flyttede han med familien til Randers, hvor faderen havde fået et nyt embede ved Sct. Morten kirke.
Henrik fortsatte efter grundskolen med at tage en preliminæreksamen og valgte herefter at læse til ingeniør, hvilket ikke passede til hans faders ønsker.
Lige før den afsluttende eksamen i 1879 opgav han sit studie og valgte i stedet at forsøge sig som forfatter.
I 1881 giftede han sig med bondedatteren Mette Marie Hansen, men ægteskabet holdt ikke og de blev skilt i 1892.
Samme år giftede han sig med Antoinette Caroline Elise Kofoed. Ægteskabet varede til 1928, hvor hun døde den 6. februar.
Han blev en meget anerkendt og hædret forfatter og det førte til at han i 1917 modtog en delt nobelpris i litteratur.
Ca. 1 år før sin død udnævnte Randers ham til æresborger i byen. I Fredericia opsattes en mindetavle i det hus hvor han fødtes.
Han døde den 21.8.1943 på Holmgaardsvej 2 i Ordrup, 86 år gammel, og hans urne nedsattes, efter ligbrænding den 24/8 på Mariebjerg krematorium i Lyngby, den 25/8 1943 på Rørvig kirkegård på Stevns uden jordpåkastelse eller gejstlig medvirken.
Hans tre hovedværker er Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige.
En bronzebuste, udført af billedhuggeren Gottfred Eickhoff (f. 1902) i 1932, findes på Fredericia bibliotek. Den er skænket af fabrikant F. C. C. Lund i 1944. Randers bibliotek ejer en tilsvarende buste og det samme gør Randers Statsskole.
Oprindeligt stod biblioteksbusten i en mindestue på Randers Bibliotek, hvor originale håndskrifter og andre ting omkring ham også kunne ses.
(På biblioteket fandtes også en mindestue for Karin Michaelis og Blicher, der også har haft lokal tilknytning til Randers.)
Ifgl. biblioteket blev disse mindestuer senere nedlagt, og det overvejedes om genstande/bøger skulle overgives til Det Kongelige Bibliotek.
Man blev i stedet enige om, at lade materialet overgå til Randers lokale Stadsarkiv, hvor busten (og håndskrifterne) i dag (2023) er offentligt tilgængelige.
Ref.:Torben Andersen, Frcia. og biblotekar Birthe Hvid Iversen, Randers.
Kort efter hans død sendtes et åbent brev til byrådet i Fredericia:
FD 4/9 1943
Mindeplade for Henrik Pontoppidan på han fødested i Fredericia.
Carl Møller skriver i hjemstavnsbladet "Landsoldaten":
Danmarks store digter Henrik Pontoppidan er død. Hans levnedsløb og betydning for dansk åndsliv er skildret i dagbladene og skal ikke gentages her.
Henrik Pontoppidan fødtes i Fredericia 1857. Snart derefter flyttede familien til Randers, hvor han havde sin barndom, og det er vel tvivlsomt, om han senere har haft nogen tilknytning til fødebyen, som dog af den grund ikke bør glemme ham.
Hensigten med disse få linier er at opfordre Fredericia byråd til at sætte Henrik Pontoppidan et synligt minde i form af en mindeplade på hans fødested, som en beskeden hyldest og tak til byens store søn.
(Det blev dog hjemstavnsforeningen der opsatte og bekostede pladen).
På huset Riddergade 15, hvor han fødtes, er af Fredericias nu nedlagte hjemstavnsforening i København, opsat en mindetavle med indskriften:
»Her fødtes digteren Henrik Pontoppidan 24. juli 1857.«