FREDERICIAS HISTORIE
Personnavne der knytter sig til byens historie.
Samlet og redigeret af Erik F. Rønnebech ©

CARL WILHELM LOEHR
(1824-1891)

Den kendte fabriksejer og tyske konsul Carl Wilhelm Loehr senior, blev født i Flensborg 12/9 1824.
Han ankom til fæstningsbyen i 1850 og fik ansættelse som bogholder hos sukkerkoger Kracke i Vendersgade.
Den 16. maj 1853, anlagde han sammen med P. Hansen et saltværk ved Sønderstrand i Fredericia, i forbindelse med kulimport og et sejlskibsrederi.
12/9 1854, 30 år gammel giftede han sig i Trinitatis kirke med pigen Petrine Marie Voigt født 14/4 1834 i Fredericia, som datter af hoboist Johan Christian Voigt f. 1809 i Odense og Juliane Sophie Stützer f. 1809 i Fredericia.
De fik børnene Marie Juliane f. 1856, Carl Wilhelm f. 1859 og tvillingerne Alfred Thorvald og Agnes Thora 1872. Agnes Thora blev i 1896 gift med den kendte læge doktor Jørgen Georg Julius Liebe, men skilt fra ham efter at have fået tre børn.
Midt i 1860'erne deltes forretningen, og P. Hansen fortsatte rederivirksomheden alene, medens C. W. Loehr alene drev den øvrige virksomhed indtil 1882.
Da blev saltforretningen afstået til Christiansholms Fabrikker, der lod den bestyre af grundlæggerens søn, C. W. Loehr jun. født 20/8 1859 i Krackes gaard, død 17/5 1928 i Sjællandsgade 2.
Efter faderens død 1891 købte han virksomheden tilbage fra Christiansholms Fabrikker.
Han var også ejer af Hannerup Teglværk.
I 1893 opførte han den kendte villa Estrella på Søbjerg der blev fjernet i 1974 sammen med resterne af Søbjerg, efter at være opkøbt af havnen.

I 1914 omdannedes de igen forenede kul- og saltimportfirmaer til et familieaktieselskab med C.W. Loehr jun. som bestyrelsesformand og leder af virksomheden.
I 1919 stoppedes produktionen af salt og i 1920 udskiltes kulforretningen som et selvstændigt selskab med navnet Loehr's Kulimport A/S, og saltvirksomheden kom til at hedde C. W. Loehrs Saltimport A/S og drev nu udelukkende import af og en gros handel med salt.
C. W. Loehr solgte sin villa EstrellaSøbjerg og købte derefter borgmester Scharlings villa Tutavallis.

18/5 1928, nekrolog i Fredericia Dagblad
Dødsfald
Konsul C. W. Loehr afgik i går morges ved døden efter at have ligget syg nogle dage af lungebetændelse.
Den afdøde var født her i byen den 20 august 1859 som søn af fabriksejer konsul Loehr. I 1882 blev han bestyrer af det herværende saltværk med tilhørende kulforretning, som faderen samme år havde solgt til Christianholms fabrikker, 9 år senere tilbagekøbte han forretningen som i 1914 overgik til aktieselskab.
Efter at saltværket var nedlagt, vedblev Loehr at være direktør for kulforretningen, også efter at den var gået over på andre hænder.
Den afdøde, der blev tysk konsul i 1892, var ridder af Dannebrog samt indehaver af den prøjsiske kroneorden og den østrigske kroneorden, tog meget lidt del i det offentlige liv, men havde en række private tillidshverv. Således var han medlem af bestyrelsen for A/S Bloch & Andresen og for A/S Dansk Veritas og repræsentant for Statsanstalten for Livsforsikring. Han var endvidere medlem af bestyrelsen for Jydsk Telefonselskab, i hvis forretningsudvalg han fik sæde, efter at grosserer Pagh i Esbjerg var afgået ved døden. Efter sagfører Bonnesens død i 1915 blev han medlem af direktionen for Fredericia Byes og Omegns Spare- og Lånekasse. Konsul Loehr var en jernflittig mand og en human arbejdsgiver. Han begravedes fra Sct. Michaelis kirke den 22. maj.

C. W. Loehr senior fik sin bror Friedrich Wilhelm Loehr født 9/5 1822 i Flensborg, til at flytte til Fredericia omkring 1860 og oprette et sæbesyderi, der kom til at ligge i Norgesgades østside mellem Sjællands- og Fyensgade.
Sæbesyderiet blev i 1888 købt af Christian Theodor Loehr, en nevø til C. W. Loehr, født i Odense, vor Frue sogn 21/2 1864. Han blev gift i 1890 med Nathalie Henriette Bjørn-Jensen, født i Nyborg 16/10 1870.
Sæbefabrikken blev på et tidspunkt den største i branchen udenfor hovedstaden. C. T. Loehr boede i Krackes gård i Vendersgade og blev både engelsk og svensk konsul.
I 1898 blev den sluttet sammen med Carl Petersens fabrikker i København og Odense Oliemølle, men Loehr havde fortsat ledelsen. I 1898 blev virksomheden udvidet til at kunne producere talg, linolie, fernis, maskinolie hørfrøkager, rapskager foruden sæbe. Produktionen stoppede først engang i 1950'erne.
Loehrs Kulimport A/S havde en indhegnet kulgaard på Gammel havn, for enden af Prinsessegade.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286
SIDST OPDATERET DEN: 22-07-2022 21:39:18