Tekst: Chr. A. Manniche
Melodi: I Danmark er jeg født af Henrik Rung

1

Du stolte sten på gravens grønne tue!
Du tavse røst om fortids heltefærd!
Her står du under bøgens tempelbue
som hjertets tolk i mindets stråleskær.
Dit milde alvorssprog,
din vemodsfulde stemme
har klang, som var det moders røst derhjemme
dengang vi som små
i hendes favntag lå,
da hun på skød os tog.

2

Blandt alle blomster små i mindets have,
er du på jord den skønneste jeg ved,
og ingen runesten på kæmpegrave,
er plantet i så skønt et blomsterbed.
I kærlighedens stavn,
du dine rødder sender,
derfor af hjertets glød dit åsyn brænder.
Derfor er din arm,
så blød, så blød så varm,
varm som en moderfavn.

3

Her rejstes du, da vinden sagte suste,
henover land som på en sommerdag,
her stod du støt, da vinterstormen bruste,
da Danmark skjælved som et splintret brag.
Du så et folk i nød,
derfor mod jord du sænker
dit stolte hoved, ret som bar du lænker,
som lagde i grav,
du Sagas brudte stav,
ret som vor dåd var død.

4

Nej, nej! - Endnu vor saga er i live,
endnu er Danmarks manddomsdåd ej død.
Men Gud - skal Danmarks fremtidslykke blive
en sommerdag med dejligst morgenrød.
Thi se! En ærens krans
i mindets malm er flettet
som tegn, at Danmark ej skal vorde slettet.
At engang på ny
skal over land og by
tindre solstråleglans.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286