SEIDELINS KASERNE

© Fredericias Historie v. Erik F. Rønnebech

Rådmand Seidelins ejendom, der lå i østsiden af Prinsessegade, mellem Prinsensgade og Nr. Voldgade, kaldtes Seidelins Kaserne.
Jens Christian Seidelin var født i Fredericia 2/7 1824 som søn af en prokurator.
Efter polyteknisk eksamen startede han en klædefabrik på hjørnet af Vendersgade og Oldenborggade, som blev nedlagt igen da hans far døde.
Sejdelin var rådmand, byrådsmedlem, sparekassedirektør og havde en række andre tillidsposter. Han døde pludselig 8/1 1891, under en spadseretur med sin hustru.

Ejendommen var oprindelig jernstøberi. Blev så døveskole indtil 1914 og fungerede, indtil Østervolds kaserne blev taget i brug, som kaserne men rummede ikke hele garnisonen.
En del soldater var indkvarteret i byens avlsbrugergårde og i barakker på eksercerpladsen i Gothersgade syd for Kommandantgården hvor nu rådhuset ligger.
Bygningen blev nedrevet 1938 da Dansk Købestævne skulle bruge arealet.
I dag, hvor Prinsessegade slutter ved Prinsensgade, ligger politistationens parkeringsplads på arealet.


11.januar 1926
Byrådsmøde

Skrivelse fra garnisonskommandanten i Fredericia vedr. soldaternes indkvartering:
Garnisonskommandanten citerede nogle udtalelser af forsvarsministeren om de dårlige forhold på kasernen og andre militære etablisementer, samt anfører nogle udtalelser af generallægen, der betegner forholdene såvel i barakken i Gothersgade som i Seidelins kaserne som yderst dårlige og uværdige for staten at byde det indkaldte mandskab. Kommandanten forespørger, om byrådet kan tænke sig at gøre noget for at fremskaffe andre og bedre forhold.
Borgmesteren: Det synes noget urimeligt at rense et sådant krav på det nuværende tidspunkt, da ingen ved hvordan de fremtidige garnisonsforhold vil blive. Det er ugørligt at skaffe andre og bedre forhold i øjeblikket, og vi ved jo ikke, om vi beholder garnisonen i fremtiden. Jeg henstillere, at vi svarer at byrådet under hensyn til de usikre forhold, ikke kan tage sagen op på det nuværende tidspunkt.
Jens Hansen:
Jeg er på det rene med, at byen ikke kan svare anderledes, men kedeligt er det, at vi ikke har bedre lokaler at byde mandskabet. Kommandantens skrivelse er meget mild i sin form, thi forholdene er i virkeligheden under al kritik. I Seidelins kaserne vender størstedelen af lokalerne mod nord og har, af hensyn til de spadserende på volden, blændede vinduer. Det er uhyggelige og kolde rum og malede i en mørk, uhyggelig farve. Nogen istandsættelse og en lysere maling kunne hjælpe noget, men ikke tilstrækkeligt.
Kommandanten betoner, at han ser sig nødsaget til at henvende sig til krigsministeren, der har udtalt så gode ord og tanker.
Gid de da må give sig udslag i gerning.
Borgmesteren:
Bygningen er uheldig, men den har jo vært således altid, også den gang den blev antaget. For ejeren gælder jo det samme, at han ikke ved hvornår benyttelsen ophører og det skal jo ikke give ham lyst til at afholde store bekostninger.

Byrådsmødet 3. maj 1926
Meddelelse ang. indkvartering af det værnpligtige mandskab i sommeren 1926.
Borgmesteren:
Indkvarteringen har voldt en del besvær og nødvendiggjort en del ekstraordinære foranstaltninger. Grunden hertil er dels den, at der kommer 50 mand mere end ellers, dels at Seidelins kaserne, der før har haft 120 mand, nu kun må modtage 89, og endelig, at belægningen af barakken i Gothersgade er gået ned fra 60 til 34 mand. Med private kvarterer, hvoraf vi havde påregnet 100, hvilket også er slået til, har der også været vanskelighed, idet de ikke har måttet belægges så tæt som tidligere. Vi har så henvendt os til krigsministeriet om leje af barakker men ikke kunnet få nogen. Et forslag om at indrette garnisonssygehuset til kaserne, har vi ikke ment at kunne gå ind på. Vi har da omsider lejet 3 barakker hos justitsministeriet for en pris af 80 kr. pr. måned i 3 mdr. og derefter 60 kr. pr. måned for hver. Det betyder en ekstraudgift for os, idet alene transport og opstilling vil koste 3.500-4.000 kr. men der har ikke været andet at gøre.
Taget til efterrtning.

7/12 1937
Kommunen har købt Seidelins kaserne.
I byrådets lukkede møde i aftes vedtoges det at modtage et tilbud om køb af Seidelins kaserne med tilhørende hjørneejendomme mod Prinsensgade for at sikre købestævnets udvidelsesmuligheder. Købesummen ligger omkring 50.000 kr. og der søges om at låne pengene af kapitalformuen. Det vedtoges at sagen var afgjort med første behandling.


5/5 1997-soldaterjubilæum.
Arne Hans Andersen fortalte at han var indkaldt 10/5 1932 til 10. batl.
Han var indkvarteret i de gamle barakker der lå i Gothersgade lige syd for kommandogården, hvor der senere var et stort plankeværk ud til Gothersgade. De spiste på Seidelins kaserne og marcherede samlet fra barakkerne op til kasernen.



Seidelins kaserne set fra Prinsensgade.


INDGANGEN TIL SEIDELINS KASERNE CA. 1900


INTERIØR FRA SEIDELINS KASERNE CA. 1900


 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286
SIDST OPDATERET DEN: 24-02-2020 13:05:08