Han blev født i Fredericia i købmandsgården på det nordøstlige hjørne af Danmarks- og Vendersgade 2. juli 1824 og døbt i Trinitatis kirke 3/9, som søn af procurator og kancelliråd Erich Seidelin og hustru Kirstine Søeborg i Fredericia. Faderen var født i Arrild sogn 1795, moderen i Byrum sogn på Læsø i 1802 og familien boede 1960 Vendersgade 359 (24 ny nr.).
Foruden sønnen Gert havde de døtrene Julie f. 1828 og Marie f. 1835 samt sønnen Valdemar der var landmåler f. 1837.
Jens Christian kom på latinskole, Fredericia lærde skole, og efter studentereksamen rejste han til København, hvor han studerede til til cand. polyt på polyteknisk læreanstalt fra 1842-47. Han var færdig i april og vendte derefter tilbage til fæstningsbyen og indrettede i 1851 en fabrik i en stor gård på hjørnet af Oldenborggade og Vendersgade, hvor han producerede uldvarer, tæpper o.l.
Da faderen døde solgte han ejendommen.
Han trådte derefter ind i interssantselskabet Fredericia Tæppefabrik på hjørnet af Nørrevoldgade og Vendersgade sammen med fabrikant Adolph Heinrich Krüger, en svigersøn til fabrikkens stifter, Carl Friderich Theodor Robby fra Neumünster, der grundlagde fabrikken i 1873 og da han døde 1891, fik hans søn Jens Gert Bolvig Seidelin, der var oplært på virksomheden, hans plads. Fabrikken blev en af byens største virksomheder.
I 1862 var han medstifter af Fredericia Skytteforening sammen med borgmester Jørgensen, chefen for borgervæbningen major Riemmenschneider, brandinspektør Broe, kapt. Müller 10 batl., fabrikant Petersen, købmand Boalth og købmand Salomonsen.
I 1867 indtrådte han som direktør i Fredericia og Omegns Sparekasse, hvor han forblev som administrerende direktør til sin død i 1891. Han var også fra 1863 kgl. vejer, måler og vrager. En vrager var en skøns- og synsmand, der undersøgte varer ved import og eksport for at konstatere, om de var af tilfredsstillende kvalitet og korrekt mængde. En vrager klassificerede også de godkendte varer og kasserede de dårlige.
Han var desuden forligsmægler og fra 15/1 1869 - 1891 Overligningskommissær. Desuden regnskabsfører for Fredericia Latinskole 1869-90 og for det Thomsenske legat, samt repræsentant for Jyske Landejendommes Kreditforening. 1861-68 var han desuden rådmand, og 1870-81 medlem af byrådet. 1880-91 medlem af repræsentantskabet for Købstædernes almindelige Brandforsikring og 1891 Medlem af Bestyrelsen for Udlaan af Overformynderimidler i Vejle Amtsraadskreds.
En tid var han tillige redaktør af Fredericia Avis.
Han blev virkelig Justitsraad 11/ 10 1887.
Han giftede sig 10/12 1856 i Pjedsted kirke med Augusta Henriette Bolvig. Født på Karensdal 19/2 1823 som datter af løjtnant Jens Gert Bolvig og hustru Christiane, og døbt i Pjedsted kirke 20/2.
Vielsen blev foretaget af Brudens Broder Johan Conrad Bolwig. Ved giftemålet var faderen krigsassessor.
Hendes far blev født 21/6 1788 på hovedgaarden Nebbegaard i Rands, Gaarslev sogn og døbt 24/7 i Gaarslev kirke. Han døde 15/9 1864 på Karensdal af Blodgang og begravedes 20/9. Moderen Catharina Margaretha Christiane Dau blev født 5/2 1789 i Pinneberg og døde 27/5 1870 på Karensdal, som hun overtog som Enke, og begravedes 1/6.
Han var ejer af en ejendom, der lå i østsiden af Prinsessegade, mellem Prinsensgade og Nr. Voldgade der kaldtes Seidelins Kaserne. Her ligger i dag en politistation.
Ejendommen var oprindelig jernstøberi. Blev så døveskole indtil 1914 og fungerede, indtil Østervolds kaserne blev taget i brug, som kaserne, men rummede ikke hele garnisonen.
En del soldater var indkvarteret i byens avlsbrugergårde og i barakker på eksercerpladsen i Gothersgade ved Kommandantgården.
Bygningen blev nedrevet 1938 da Dansk Købestævne skulle bruge arealet.
I dag, hvor Prinsessegade slutter ved Prinsensgade, ligger politistationens parkeringsplads på arealet.
Jens Christensen Seidelin døde 8/1 1891 i Fredericia, af en blodprop han fik efter en spadseretur med sin kone, 66 år gammel og begravedes på Michaelis kirkegård den 14/1. Hans kone døde 26/1 1892 68 år gammel Gothersgade 27 og begravedes på Michaelis kirkegård 30/1.
Nekrolog 9/1 1891 over Jens Christian Seidelin.
I går eftermiddags blev en af vore ældste og bedste mænd, justitsråd Jens Christian Seidelin, umiddelbart efter hjemkomsten fra en spadseretur med sin hustru, ved et hjerteslag bortkaldt herfra.
Justitsråd Seidelin blev født i den store købmandsgård, som nu ejes af købmand Duus, på Danmarksgade i Fredericia den 2. juli 1824.
Efter at have gennemgået Fredericia Latinskole, absolverede han i København den polytekniske eksamen og kastede sig derefter med iver og lyst over fabriksvirksomheden, idet han i den store gård på hjørnet af Oldenborggade og Vendersgade indrettede en mindre, men udmærket god fabrik for uldne varer som tæpper og lignende. Senere trådte han ind i interessantselskabet Fredericia Tæppefabrik og var indtil sin død medindehaver af denne meget store og betydelige virksomhed, der er kendt over hele landet.
Den 3. september 1867 indtrådte Seidelin som lønnet direktør i Fredericia og omegns Sparekasse, blev senere valgt til administrerende direktør og var i denne stilling til sin død.
Endnu i går formiddags havde den afdøde ekspederet i sparekassen og forlod denne fornøjelig og munter kl. 12½.
I 23½ år beklædte justitsråd Seidelin med hæder og ære sin ansvarsfulde stilling i sparekassen, og der skal siges om ham, at han omfattede denne stilling med en sjælden dygtighed og omsigt. Han var en stille og alvorlig mand, som med glæde ydede et godt råd til de mange fra by og land, der i forskellige anliggender rådspurgte ham, og som vidste, at der gik man ikke forgæves. Foruden de der nævnte stillinger, beklædte Seidelin en mængde andre offentlige stillinger og tillidshverv.
Han var f.eks. kgl. måler vejer og vrager, forligsmægler, overligningskommisær, regnskabsfører for Fredericia Latinskole og for det Thomsenske legat og reepræsentant for Jyske Landejendommes Kreditforening.
I mange år var han rådmand, blev senere et mangeårigt og dygtigt medlem af byrådet og fulgte med stor interesse byens udvikling. Det er en stor gerning, der ved en pludselig død så brat er afsluttet, og derfor er sorgen og beklagelsen i byen så almindelig. Mindet om den afdødes elskværdighed, hans store dygtighed og hans retskafne karakter vil i den kreds, hvor han hørte hjemme, aldrig glemmes.
Nekrolog 14/2 1944 over Jens Georg Bolvig Seidelin.
I en alder af 77 år er fhv. fabrikant Gert Seidelin afgået ved døden efter nogen tids sygdom. Afdøde var i sin tid en af byens største industridrivende, idet han da var medindehaver af Tæppefabrikken og også på anden måde var han interesseret i industriel virksomhed. Igennem en årrække har han levet tilbagetrukket, men endnu op i årene bevarede han interessen for den by, hvor han havde haft sin virksomhed. Afdøde, hvis hustru døde for mange år siden, efterlader flere børn. En datter er gift med direktør Reinholdt Jacobsen, Aarhus Oliemølle. En anden datter var gift med nylig afdøde læge Ulrik på Strib. Begravelsen foregår i stilhed.
Søskende til Jens Christian Seidelin:
Ane Julie Seidelin f. 1826
Andreas Peter Seidelin f. 1828
Marie Seidelin f. 1833
Carl Waldemar Seidelin f. 1837
Andreas, søn af Jens Chistian Seidelin, f. 31/5 1864, blev direktør for Rigshospitalet i Kbh. 1910-1922, han døde 3/10 1935 i Kbh.
I 1940 boede familien i samme hus som borgmester og byfoged Jacob Rabeck. Det var købmandsgården som senere blev overtaget af Fritz Duus på nordøsthjørnet af Vendersgade og Danmarksgade.
|