LOKALHISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til egnens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech

HØNBORG SLOT

Fra foredrag holdt af P. Eliassen Kolding 1911

En sejltur i mildt sommervejr ud af Kolding Fjord til Lillebælt er noget af det skønneste man kan opleve.
Helst en aften med skyfri himmel, så den synkende sol giver skarpe linjer mellem lys og skygge.
Fra Drejens odde bugter fjorden sig i de mærkeligste former. Smyger sig om skovklædte næs og gemmer sig i små, lunefulde indskæringer, og hist og her dukker småøer frem, der med lerede brinker ligger som tabte gennem et hul i en troldkvindes forklæde, da hun passerede fra kyst til kyst der på den gamle grænse, mellem Nørre- og Sønderjylland.
Og mens man glider frem i dette maleriske landskab, stikker sognene og historien hovedet frem, rejser på bredderne tårne og tinder og fortæller mærkelige ting.
Hist ovre i Stenderup Nørreskov nikker træerne fra Blidestang bakke og lidt sydligere fra voldpladsen "Stenborg".
Lige foran os har vi den lille ø Fænøkalv, hvis store historiske minde er fra året 1360, da Valdemar Atterdag i vårtiden der sluttede et foreløbig forlig med de holstenske grever.
Fra Kolding fjord er vi nu kommen ud i Lillebælt, der deler sig i tre smilende, blanke bånd.
Det mellemste, smalle, slynger sig ind mellem kuplede bøgeskove, Fænøsund. I sin tid behersket fra et batteri, der i svenskefejden opførtes på Fænøs nordvestlige spids. Bag det sydligste sejlløb ses langt borge huse og gårde ovre på Fønsskov, og gennem det nordligste falder vejen ind mellem Hagenør og det gamle Hindsgaul slotstomt og videre frem til Snoghøj og Middelfart. Erritsø sogns blinkende grænse mod syd og øst. På stranden ved Hagenør lige overfor Hindsgaul, rager op af engen med Børups skove som baggrund, en kæmpemæssig tue, mange alen høj. Det er Hønborg slotsplads, om den og om det gamle Hønborg skal der fortælles.
Før vi omtaler slotspladsen ved Hagenør, må dog nævnes nogle spor ved Snoghøj, af en stor gammel bygning, der hidtil ofte, sidst i den nyeste udgave af Traps "Danmark" har været antaget for at være Hønborg voldsted. I præsteindberetninger fra Erritsø sogn fra året 1766 skriver kapellanen Sattrup, at "ved Snoghøj er rudera af et slot eller en stor bygning", og i "Danske Atlas", der udkom et par år senere, meddeler amtmand Hoffman, der var en brav mand, men ikke meget kritisk, at her ved Snoghøj stod Hønborg slot, der for længe siden er sløjfet, men et fiskerhus kaldes endnu "Slottet".
En kilde, der er fire menneskealdre ældre og derfor, i dette tilfælde langt pålideligere, siger derimod, at Hønborg slot lå tværs overfor "Hensegavl i Fyn", og dette stemmer da endelig også, med det kønne gamle sagn om de tre søstre, der hver byggede sig en borg, således at enhver af dem fra sin tårntinde, kunne se over til de to andre. Den ene var da den tidligere nævnte "Stenborg" (Stenderupborg?) i Stenderup skov, den anden borg var Hindsgaul og den tredje Hønborg.

Men hvorfra hidrører da de betydelige bygningsrester ved Snoghøj?
Kancelliets brevbøger fra Frederik den II's tid giver svaret.
Under den nordiske syvårskrig mellem Danmark og Sverige lod kong Frederik den II på 4 steder i landet opføre "kornhuse". Et for hver af de 4 nørrejyske stifter. De var alle sammen lagt på steder, hvorfra kronens deputatkorn let kunne udskibes til hærens og flådens brug. Ribe stifts "kornhus" blev 1568 opført ved "Snobehøj", og lensmand Morten Svendsen på Koldinghus forestod arbejdet, der udførtes af egnens bønder. Huset blev 50 fag og var af bindingsværk, men det meddeles udtrykkeligt, at grunden lagdes i sten og kalk. Huset er rimeligvis flyttet bort få år efter krigens afslutning, ikke utænkelig til andet brug, men grundvolden blev tilbage, og denne tomt, hvis betydning er bleven glemt, har da givet anledning til sagnet om "Slottet ved Snoghøj". (Bygningen blev flyttet ind til Fredericia ved byens anlæg).

Vi vender nu tilbage til Hønborgs virkelige voldplads, tomten ved Hagenør. Skønt sikkert betydelig beskåret på alle sider er den endnu ganske omfangsrig. Målt ud i skridt er den i syd-nord 40 skridt og i vest-øst 22 skridt, og brinken op til denne flade er så stejl, at man undrer sig over, at ejeren af slotspladsen Christoffer Christiansen på Hagenørgården, kan komme derop med et spand heste når han pløjer og harver deroppe.
Også på anden måde er der nu draget nytte af tomten. På den østlige side synes banken i middelalderen at være dannet ved, at man oven på hverandre har stablet en mængde 2-3 alen tommer tykke "sader", der tørrede udmærket kan brænde, thi de består af tørvejord.
Muligvis er "saderne" skåret i "svedeneng" nedenfor eller andre steder tæt ved slotsbanken, således at de tydelige grave, der på alle sider har omgivet det gamle slot, og som skiller voldstedet fra den skovklædte "Brunbanke",.er blevet tydeligere uddybede. Gravene har desuden aldeles utvivlsomt stået i forbindelse med bæltet og engang i det 19. århundredes første halvdel fandt ejeren af grunden i "svedeneng" øst for pladsen, stævnen af en ældgammel båd. Her har der sandsynligvis været en formelig havn.
Oppe på voldstedet har man ofte pletvis fundet store sten. Både kampesten som kunne være grundsten og murbrokker af såkaldte "munkesten", uden at man dog deraf kan have nogen mening om den form, hvori slottet har været bygget, hvad enten det har været et enkelt svært tårn ("kærne") med udenværker, eller det har været bygget i flere fløje.
Sandsynligheden taler for, at slottet har været i den ældre form med borgtårn i midten. Derfra netop møntfundene her midt inde på pladsen, thi mønterne har været nedgravede i dette middelalderlige tårns kælder, og derefter er borgen hjemsøgt af en brand, hvorom de mange brændte træstumper bærer bud.
Borgen har atter rejst sig af asken, og da i flere fløje, tækkede med de gamle rørformede teglsten der findes i brudstykker på pladsen (munke og nonner).
De papirer, tiden har levnet os fra middelalderen, er få og spredte, og Hønborg kan godt have været bygget i århundreder, før vi møder slottets navn på et pergamentsblad fra året 1369. Valdemar Atterdag, vor middelalders store politiker, havde da alt i mange år med penge, snildhed og våbenmagt virket for at udfri vort fædreland af de holstenske grevers hænder. Stump for stump vandt han det tilbage fra grev Gerts sønner, Klaus og Henrik.
Forlig og fejde vekslede hurtigt i de tider, og netop denne egn var skuepladsen for talrige bevægede optrin. Jeg skal kun pege på forliget på Nebbegaard 1348, da kongen bjergede en del af Koldinghus len. Sammenkomsten på Koldinghus 1356 og de oprørske jydske herremænds drab ved Middelfart 1358.
Da Niels Bugge fra Hald med to andre herremænd vendte tilbage fra en forhandling med kongen, kom de ved Middelfart i strid med nogle fiskere, der stod og gravede agn, og fiskerne tog deres møggrebe og dræbte de tre herrer.
Indtil 1874 blev der af tre huse i Middelfart, der oprindelig tilhørte de brave fiskere, svaret sonebod. En årlig afgift der kaldtes "Hr. Bugges penge".
Forhandlingerne på Fænøkalv er berørt.
I 1369 var der atter kamp mellem kongen og greverne, der belejrede kongens slotte. Således Skodborghus og Koldinghus. Det sidste slot holdt sig tappert i lange tider.
Medens greverne belejrede Koldinghus, sad kongens lensmand fra Hønborg, Peder Iversen Lykke, hos holstenerne og gav skriftligt løfte 16. juli, gående ud på, at såfremt Valdermar Atterdag skulle komme til Fyn og ville afsætte ham som lensmand på slottet Hindsgaul, Hønborg og Lerbæksholm, da ville Peder Iversen gå til de holstenske grever, og hvis kongen skulle dø eller blive afsat, ville Peder Iversen ligeledes, med sine tre slotte, holde sig til greverne.
Vi hører intet yderligere om den rare Peder Iversen, men man må håbe, at Valdemar Atterdag, der var en streng herre, har fundet ham.
Hønborgs historie i det følgende århundrede lader sig ikke fuldt oprede. Hyppige fund af mønter fra Erik af Pommerns tid tyder på, at slottet har stået i fare, og at man af den grund har skjult rede mønt ved nedgravning. Forøvrigt får vi fra det 15. århundrede kun at vide navnene på tre lensmænd på Hønborg. Folmer Mortensen Gyrsting (1445), Peder Brockenhus (1487) og Claus Krummedige (1493).
Af disse tre var Peder Brockenhus i sin tid denne kraftige adelsslægts rigeste og mest ansete mand, og hvad angår Erik Krummedige, da er han kendt som en drabelig krigshelt fra togtet til Sverige 1497, men i Ditmarskentogtet 1500, der fik det bedrøvelige udfald, måtte han lade livet.
Tilbage på Hønborg sad hans enke af andet ægteskab Else Pedersdatter Thott, der dog 1504 trøstede sig, idet hun næste år med stor pragt, fejrede sit bryllup i gråbrødreklosteret i Ribe. Kong Hans var i byen og holdt herredag, og således overværedes brylluppet af kongen, 5 bisper og næsten al Danmarks råd og adel.
Således giftede Thomas Lange sig til Hønborg len og styrede det til sin død 1521, da han afløstes af sin stedsøn, Erik Krummedige, der samtidig med at være kongens lensmand på Hønborg bl.a. ejede Nebbegård, som han havde købt af Claus Lembæk.
Man vil måske undre sig over, at stillingen som lensmand således gik i arv, men her havde det sine grunde. En lensmand, denne form af embedsstilling bestod indtil enevælden, sad inde med stor magt. Først og fremmest skulle han tilse al landejendom, der ikke tilhørte enten adel eller gejstelighed, drive den jord, der lå umiddelbart under slottet, for størstedelen ved bøndernes hoveri, holde sit lens bønder ved lov og ret, og desuden skulle han inddrive skatterne. I virkeligheden var han i sit len en lille konge, særlig da i hovedlenene, og til disse hørte Hønborg.
Undertiden fik en adelsmand lenet "på regnskab" med fast årlig løn til sig og sine svende, men Hønborg len havde det anderledes. Det var af kongen pantsat til Claus Krummedige for 1.600 mark. Lensmanden havde så indtægten af lenet som rente af sine penge, og når kongen ville have det tilbage, skulle han indløse det.
Hønborg var et pantelen og derfor fulgte det Claus Krummediges enke. Bestyredes en tid af hendes anden mand og gik så ved arv over til sønnen Erik Krummedige.
I Januar 1523, da Erik Krummedige var lensmand, fik han og hans hustru Sidsel Rosenkrans et kongeligt besøg på Hønborg slot. Det var Christian den anden, der kom fra Vejle hvor han i en handske havde fundet den jyske adels opsigelsesbrev, og under dette ophold på Hønborg, blev de vidne til den mærkelig vaklende ubeslutsomhed der var et særkende for Christian den anden. I tvivl om han skulle blive i Jylland eller trække sig tilbage til øerne skal kongen, mange gange, have ladet sig ro frem og tilbage fra Hønborg til Hindsgaul. Til sidst valgte han dog at drage til øerne, og til Nørrejylland kom han aldrig mere.
I marts samme år opsagde Erik Krummedige Christian den anden huldskab og troskab, og erklærede, at ville gå over til Frederik den første, der lå i Kolding og tilsagde alle at møde på Viborg landsting.
Lensmanden skrev til kong Christian, at der gik så ukristelige rygter om Sigbrit, og at hun havde kaldt Erik Krummedige en forrædder og en tyv, og truet med, at hvis han kom til København, skulle hun "tage halsen af ham". Han hævder bestemt, at fra sin barndom til nu havde han med troskab tjent kongen. Havde han været sin hals sikker, ville han heller ikke nu have svigtet, men nu vil han gøre det tilmed, da han ikke i to timer kan holde slottet mod Frederik den førstes angreb.
I en gammel beretning hedder det, at under Skipper Clements og efterfølgeres anløb, blev Hønborg ødelagt. Fra den tid må de forkullede træstumper vel da hidrøre, og muligvis er slottets ødelæggelse en hævn over opsigelsesbrevet til Christian den anden. Slottet er imidlertid snart opført påny.
Hr. Erik Krummedige havde slot og len til sin død i København 1541, og blev under Frederik den første og Christian den tredje, en mægtig anset mand. Han skildres tillige som en meget hård og streng herre, og han var indviklet i talrige retstrætter.
I 1537 blev han således stævnet af en bonde i Børup, fordi han havde ladet hans fader henrette og inddraget hans gård. Så længe Erik Krummedige levede, synes bonden ikke at være kommen nogen vegne med sin sag men næppe var den strege ridder død, før bonden stævnede enken, Sidsel Rosenkrans, og nu fik bonden delvis ret. Vel var faderens henrettet fordi han "fo'r over til Fyn til rigets fjender", men det kongelige rettesting dømte dog, at Sidsel Rosenkrans skulle give ham erstatning efter 12 uvildige herredsmænds skøn, når han lovformeligt beviste, hov stor en del af gården der havde tilhørt hans moder som særeje og ikke hans fader.
Sidsel Rosenkrans overlevede sin ægtefælle i 16 år og viste sig i den tid som en kraftig og virksom kvinde. I sit forhold til kongehuset, indtog hun den gunstigste stilling og ved Christian den tredjes familiefester, barnedåb og lignende, tilfaldt der hende store æresposter. I 1545, da dronning Dorothea fødte sønnen Hans den yngre, nævnes fru Sidsel på Hønborg som en af "Dragekvinderne" ved det store barselgilde, der fejredes i Kolding søndagen før pinse. Den gang skulle der ved store fester "drages" i alle de værelser der benyttedes ved festen.
Vi kan mindes en lignende "dragning". F.eks. Ophængning af lagener og lignende når der ved bryllupper benyttedes en lade til festen, eller dragning med sort klæde ved begravelser. Ved barselgildet på Koldinghus, var fru Sidsel sammen med sin svigerinde fru Drude, fru Otto Krumpens og tre andre fornemme adelskvinder indbudte til at smykke og "drage" den kongelige sal og andre kamre og huse, både på slottet, rådhuset og andre steder i byen, og de blev bedt om at møde med "flamske sengeklæder", tapet og andre silkeomhæng til at "drage" med.
Både vægge, lofter, bænke og borde skulle betrækkes, og selv om dragekvinderne har været godt forsynede med sligt fra deres egne kister, har de dog været nød til at låne fra standsfæller landet over for at få nok.
Det er dog ikke altid på glædens vegne man møder fru Sidsel på Koldinghus. Få år efter, i februar 1549, mødte hun det samlede rigsråd på Koldinghus som anklaget i en strid om Nebbegaard i Holmanns herred. Fru Sidsel måtte sværge på, at den beskyldning, der rettedes imod hende, var falsk, nemlig, at hun aldrig havde haft fru Martha Lembeks segl i sit værge, end mindre dermed falskeligen havde beseglet breve.
Som nærmeste nabo til kongefamilien på Koldinghus, har der sikkert mellem fru Sidsel og navnlig dronning Dorothea været megen omgang, tilmed da de to kvinder i mange henseender har lignet hinanden.
Fru Sidsel roses af samtiden for to egenskaber. Godgørenhed mod fattige og stor fromhed. Sagnet vil vide, at der fra Hønborg slot førte en vej "Fruens kirkevej" langs dalen omtrent lige i retning af Taulov kirke, gårdens hovedkirke, hvorfor Taulov kirke endnu af Christian den fjerde ofte kaldes Hønborg kirke.
Det samme sagn fortæller, at fru Sidsel hver juleaften med sin med 4 heste forspændte karm, ad denne vej ager til kirke.
Den sidste gang fru Sidsel kørte den vej, var en dag i december 1557, da hendes lig førtes til Taulov i nærværelse af et stort og fornemt følge.
Allerede tidligere har jeg nævnt, at hendes husbond ejede Nebbegaard, som fru Sidsel senere kom i proces om med den tidligere ejers arvinger, Lembækkerne. I de sidste leveår boede sammen med hende hendes yngre kusine Berete Rosenkrans, og mellem de to slægtninge har der udviklet sig et hjerteligt venskab. Fru Sidsel var som en moder for Berete, eller som hun også kaldtes, Birgitte, der efter hende arvede Nebbegaard. Adskillige år efter fru Sidsels død, nemlig 1581, lod Birgitte lave en stor og smuk udhugget ligsten, hvorpå findes afbilledet både fru Sidsel og jomfru Berete, omgivet af 16 våbenskjolde. Fru Sidsel står iført sin enkedragt med forment opløftet overkjole samlet i venstre hånd og med den højre trykket mod hjertet. Hun bærer ingen smykke, måske dog et armbånd på venstre hånd. Berete eller Birgitte Rosenkrans er ung, smilende, høj og statelig og er pragtfuldt klædt i en højhalset kjole med store pufærmer. Nederdelen slidset ud, så underkjolen ses.
Om halsen bærer hun den sædvanlige svære guld-adelskæde, der tre gange er slynget om halsen. Midt på brystet et smykke. På hovedet bærer hun en gyldenstykkeshue.
Jomfru Birgitte døde på Nebbegård i maj 1586 og blev 5. juni samme år stedt til hvile i Taulov kirke ved siden af hendes moderlige veninde. Før sin død havde hun til Frederik den anden, bortbyttet sin part i Nebbegård mod en herregård i Aarhusegnen, men hun havde forbeholdt sig at blive boende på Nebbegaard til hun lukkede sine øjne.
Begravelsen må have samlet en mængde adelsfolk fra nær og fjern. Til begravelsen skænkede kongen vildt fra sin egen jagthave og ikke mindre end 200 tønder havre til følgets heste.
I en gammel slægtsbog kaldes hun "En fin gammel jomfru".
De to veninders lig er nu længst sænkede under kapellets gulv, og stenen er lagt over dem. En ny adelsslægts kiste, Bülow'ernes, står på og ved siden af stenen, men også disse kister vil formodentlig snart blive gemt i jorden, thi gravkapellet agtes indrettet til almindelig ligkapel. Ligstenen vil da forhåbentlig blive indsat i kirkemuren på et godt sted, hvor dette smukke minde kan komme til sin ret.
Efter fru Mettes død 1557, blev hele Hønborg len indløst af kronen, og pantesummen udbetalt. Lenet lagdes under Koldinghus len, der den gang styredes af lensmand Jørgen Rosenkrans, i hvis liv slottet kom til at spille en betydelig rolle.
Jørgen Rosenkrans, en ungersvend midt i trediverne, havde nemlig fæstet sine øjne ved en af dronning Dorothea husjomfruer. Den 18 årige jomfru Dorte Lange, der jo ofte var på Koldinghus sammen med sit herskab. De blev trolovede og kongeparret lovede at holde deres bryllup, men 1. januar 1559, efter at brylluppet var berammet til den 2. februar, og indbydelserne dertil var udstedt, døde Christian den tredje på Koldinghus, hvor hans lig henstod til ind i februar. Brylluppet kunne derfor ikke godt foregå på Koldinghus, men forlagdes til Hønborg, og den bestemte dag skete vielsen i Taulov kirke.
Da hønborg len 1557, efter Sidsel Rosenkrans´s død, var lagt under Koldinghus len, var slottet Hønborgs betydning gået nedad bakke.
Foruden slottet var der østen for dette, i Erritsø sogn, en særlig avlsgård, (ladegaard) og kongen befalede, at denne avlsgård skulle drives med en karl og det ringeste folk gården kunne holdes med. (De færreste folk gården kunne drives med)
Da Hønborg i december 1557 gik ind under kronen, er jomfru Birgitte straks flyttet til Nebbegård og slottet har stået uden herskab. Efter sin kongelige husbonds død, gæstedes slottet dog ikke sjældent af enkedronning Dorothea, til hvis enkesæde det hørte.
Hun lod endog, for at kunne komme lettere frem og tilbage mellem Hønborg og Koldinghus, 1566 kong Frederik den anden forære sig en stor robåd til 24-26 personer.
Både før og efter Sidsels død, blev slottet ofte på gennemrejse gæstet af fine folk. Kort før hendes død således af kurfyrst August af Sachsen og ofte efter den tid både af Frederik den anden og andre, der benyttede slottet som bedested fra eller til øerne, men ellers nævnes det kun en eneste gang, nemlig 1571, og slottet danner da slutningskapitlet i den meget vemodige kærlighedshistorie.
Medens Frederik den anden som ganske ungt menneske opholdt sig på Malmøhus, hvis lensmand Eiler Hardenberg, var hans hofmester, forelskede han sig i en ung adelsdame på slottet, nemlig Anne Hardenberg, der var lensmandens broderdatter.
I mange år holdt han fast ved sin kærlighed, og da en adelsmand Oluf Mouritsen Krognos friede til hende, fik han partiet forpurret. Frederik den anden tænkte for alvor på at gøre Anne til landets dronning, men hans strenge moder på Koldinghus, og mange andre, lagde sig i vejen og Anne Hardenberg selv var kun lidet stemt for at tiltviste sig en så høj stilling. Frederik og hun gav dog hinanden løfte om troskab, og han skænkede hende smykker. Endelig i 1572 gav han efter for fædrenes bønner og trolovede sig med sin kusine, den 15-årige Sofie af Mecklenborg, men det brudte løfte over for Anne pinte ham.
Tale med hende selv gik ikke an. Hans vordende svigermoder, der jo samtidig var hans faster, påtog sig så dette og på tilbagerejsen fra øerne satte hertuginden Anne Hardenberg stævne på Hønborg slot. I et brev til en veninde skildrer Anne Hardenberg denne samtale. Brevet røber hendes varme hjerte, hendes opofrelse og ædle sjæl.
Hun beklager sig så langtfra over hertuginden, der synes at have haft let ved at få hende til at give svigersønnens løfte tilbage. Anne Hardenberg slutter sit brev med følgende ord:
"Gud ved, jeg er så glad og rolig i mit hjerte, som jeg ikke haver været i mange år".
Et år efter blev hun gift med sin gamle adelige bejler, men ½ år efter brylluppet var hun enke. Hun overlevede kort Frederik den anden.
Dermed er slottet Hønborgs saga ude. Slottet må enten samme år, dronning Dorothea døde 1571, eller et af de følgende år være blevet nedbrudt, og i alt fald er det sikkert, at 1585 var det ikke mere, thi ellers havde det været nævnt ved lensmand Casper Markedanners tiltrædelse, fra hvilken tid alle overtagelsesbreve er bevarede.
Navnet "Hønborg len" nævnes endnu af og til indtil året 1615. Så gik lenet helt op i Koldinghus len.
Efter den tid møder vi kun navnet "Hønborg Ladegaard", eller takket være fortyskningen herhjemme under enevælden "Henneberg Ladegaard" i Erritsø sogn.
Under Griffenfelt blev ladegårdsmarkerne udlagt til rytterhold, og herom minder navnet Ryttergrøften, der bl.a. træffes tæt ved det gamle Hønborg voldsted. I 1765 fulgte auktionerne over det kongelige ryttergods, der så gik over til privateje

Kilder:
Reinhard: Valdemarmar Atterdag 263 og 555 ff.
Ribe stiftsbibliotek: Manuskript, præsteindberetnng Erritsø 1766
Danske Samling 2. b. 4. 80, Indberetninger 1638
Vejle Amts årbog 1907. 75 om Stenborg.
Kinch: Ribe 1, 424f.
Erslev: Danm. lehn og lensmænd. 59
Sidse Rosenkrans er datter af adelsmanden Tim Timme Styggesen til Gunderslev i Skåne.
Sidsel var først trolovet med adelsmanden Jens Nielsen (present) til Ryegaard men denne døde før brylluppet.
Allen: De tre nord. bøgers historie. 3. 2. Afd, 354. Motivet digterisk udnyttet af Johs. V. Jensen i "Den store sommer".
Præsteindberetninger fra 1766 trykt i Fredericia Dagblad for 5. jan, 1907 ved lærer J.J. Ravn, Stoustrup.
Trykt i Fredericia Dagblad 17/3 1911 -30/3-1/4-19/4, 1911


Peder Marius Elias Eliassen
(1874-1928)

Forfatteren til denne artikel, blev født 24. juli 1874 på Brunsgård i Skrave sogn nær Rødding. Faderen Iver Brink Eliassen havde flere tillidsposter, var en ivrig fortaler for den danske sag og skrev bl.a. til det dansksindede blad "Dannevirke" i Haderslev. P. Eliassen tog præliminæreksamen og var 1889-90 og igen 1893-94 elev på Askov Højskole. 1892-96 var han journalist på "Dannevirke". Herefter var han i nogle år ansat ved forskellige danske provinsaviser, til han 1899 blev bestyrer af Ritzaus Bureaus filial i Kolding. Som bestyrer af denne betjente han 21 blade i det sydlige Jylland med nyheder. Han blev dansk statsborger i 1908.
P. Eliassens værker indtager en fremtrædende plads i litteraturen om Kolding. Hans storværk udkom 1908-1910 i hæfter, hvoraf nogle måtte sælges til nedsat pris. Det blev ikke nogen guldgrube for ham, men eftertiden har påskønnet hans værk, og bogen blev genudgivet i to bind 1974-75 i 100-året for hans fødsel. Først i 1923 udgav han igen et større værk, nemlig i 1926 der blev genoptrykt 1980. Han skrev talrige avisartikler, artikler i Vejle Amts Årbøger og festskrifter om lokalhistoriske emner. P. Eliassen stod i spidsen ved stiftelsen af Vejle Amts Historiske Samfund i 1904, og efter Genforeningen var han 1922-23 medstifter af Historisk Samfund for Sønderjylland og udarbejdede forslag til foreningens første love. Både bestyrelsen for og bestyrelsen for fik glæde af hans store arbejdsevne.
I september 1919 blev han udnævnt til ridder af Dannebrog efter indstilling fra Krigsministeriet. Han anså det for at være en påskønnelse af hans deltagelse i den militære efterretningstjeneste under 1. verdenskrig. Ved genforeningsafstemningen 10. februar 1920 fik han den store glæde at hejse Dannebrog på Langetved skole, barndommens skole. I debatten forud for genforeningen hørte han ikke til dem, der ville have det tysk-dominerede Flensborg med til Danmark, og ifølge nekrologen i Kolding Socialdemokrat var han på nippet til at bryde med Venstre i denne sag.
P. Eliassen blev kun 53 år gammel. Han døde 8. maj 1928 på Kommunehospitalet i København efter længere tids sygdom. Kolding by rejste en mindesten på hans grav. Ved gadenavnereformen 1937 opkaldtes Eliassensvej efter ham.


Erik Krummedige
Død november 1541.

Til Alnerup i Skåne, var en dansk rigsråd, der var søn af Claus Krummedige og Else Pedersdatter Thott.
Han tjente i sin ungdom under Christian 2. og havde Hønborg Len ved Lillebælt i pant af kronen. Som lensmand her havde han kongen til gæst, mens denne i 1523 vaklede frem og tilbage, inden han kunde beslutte sig til at opgive Jylland. Først efter at dette var sket, opsagde Erik Krummedige 20. marts 1523 kongen sin huldskab i et mærkeligt brev, hvori frygten for Mor Sigbrit og den harme, han følte over den medfart, der truede hans svoger Otte Krumpen fra kongen, skinnede stærkt igennem. Under Søren Norbys bondeopstand i Skåne var han en af hovedførerne mod denne. Han forlenedes nu også med Vester Herred og Varde købstad og viste sig ved forskellige lejligheder som en myndig og streng lensmand. Han synes tidlig at have sluttet sig til lutherdommen.
Rigsråd blev han 1532 eller 1533 og sluttede sig under Grevens Fejde ligesom den øvrige jyske adel til Christian 3.s parti. Han var en af hovedførerne i Slaget ved Øksnebjerg 11. juni 1535. Kort efter kom han i besiddelse af en del konfiskeret borgergods i Assens og i Svendborg, blev forlenet med Sankt Hans Kloster i Odense og førte en tid lang befalingen over Fyn, streng og hård som sædvanlig.
1540 blev han som lensmand på Næsbyhoved ved Odense tillige stiftslensmand for Fyn og viste stor iver i ordningen af de nye forhold, som reformationen medførte, men døde allerede i november 1541, endnu i sin kraftigste alder. Han var gift med Sidsel Timmesdatter Rosenkrantz af Hevringholm -linjen af slægten Rosenkrantz. Hun døde først 28. November 1557 på Høneborg Slot og skildres som en kraftig, men tillige gudhengiven og godgørende kvinde.

Erik Krummedige var i mange retstvister som f.eks. disse stævninger:
1535
Brev til Erik Krummedige, at han vil bestille, at de knægte (soldater), som ligger udi blokhuset ved Snoghøj (Snobhøv), kunne fange deres opholdning, at bønderne gøre dem tilføring, at de ikke skulle forløbe blokhuset o.s.v.

1536
Jørgen Madsen i Børup stævner Erik Krummedige til Hønborg for han lod rette hans fader Mads Esbernsen, og for den gård, som hans fader Mads Esbernsen udi boede, at møde nu på tirsdag næstkommende.

1536
Et brev til lensmanden på Koldinghus, at jeg straks forskikker en god færdig skude til Hønborg til Hans Foged at annamme der 60 tusind Hvilling og føre dem straks hid til Kjøbenhavn Slot.

1536
Erik Krummedige stævner Per Suder (Skomager) i Gårslev, for hvis del, som han laver hannem til at sige for den handling, som han var udi med Iver Skeel til Møgtved i Storup sogn den tid Tøger Remsnider fik Iver Skeel de breve.

1536
Erik Krummedige stævner Tøger Remsneider (saddelmager) i Gårslev for det vidnesbyrd, som han vandt med Iver Skeel og for nogle breve, som han tog fra Mette Hartvigs.
(Mette Hansdatter var gift med Hartvig Limbæk til Nebbe, der døde 1548. Ivar Skeel var gift med en søster til Hartvig Limbæk. Fruen, der siges at have afbrændt Nebbegård, levede endnu i 1534). En mand i Jerlev stævnes også i anledning af de omtalte breve.

1538
Per Lund i Ullerup en forskrift til Klaus Sested, at Erik Krummedige til Hønborg og Klaus Sested skulle høre den sag imellem hannem og hr. Jacob i Pugdal. (præsten i Ullerup kirke).

Tilbage Forsiden

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 7594 3232