HENRIK SCHARLINGS BREVE
af Erik F. Rønnebech


HISTORIEN OM
HENRIK SCHARLINGS BREVE
FORFATTEREN TIL VED NYTÅRSTID I NØDDEBO PRÆSTEGÅRD FRA 1862
Af Erik F. Rønnebech 2020

Bingen (ved Rhinen), d. 18. Juni 1860. Aften Kl. 10.
Kære Fader!
Uagtet det kun er meget kort Tid, der er givet mig til at skrive i, eftersom jeg skal op i Morgen Kl. 5, vil jeg alligevel afsende en kort Beretning, da jeg kan tænke, at Du allerede et Par Gange har spurgt efter Brev.
Jeg rejste ud i Selskab med en Theaterdirektør og en Skuespiller, hvad jeg tog som et godt Varsel i Modsætning til alle Protester. Begge vare meget vakkre Folk, hvis Selskab jeg havde stor Glæde af. - Til Kiel ankom jeg i øsende Regnvejr: saaledes havde jeg nu ikke ventet mig, at Rejsen skulde begynde. I Altona skiltes jeg fra mine Rejsefæller: min Kuffert var kommet op paa deres Vogn, stor Forvirring herskede der, og denne blev ikke bedre ved, at jeg talte Dansk til Banebetjentene. Lykkeligvis fik jeg Kufferten reddet og stod nu ene; det var min første Fornemmelse af at være i det Fremmede. Jeg gik ned for at opsøge Fuldmægtig Bahrdt i Ältona Mønt, som laae i den anden Ende af Byen, og var heldig nok til at finde ham. Han er endnu bestandigt den Samme, ligesaa begejstret for Mozart som altid - han har en egen Kategori for ham: langt over andre Mennesker og lidt under Vorherre. Han var usigelig glad ved at kunne faae sig en rigtig Passiar med mig om Søren Kierkegaard og andre philosophiske og æstetiske Materier, det var »ægte Skildpadde paa Aandens Taffel«, som han ikke var vant til at faae i Ältona. Forøvrigt viste han mig Jungfernstig og Børsen: det regnede, Sælgekonerne raabte, Vognene kørte, og jeg gik og talte Dansk: det var mig, som om jeg endnu ikke var kommen bort fra København. Desværre kom jeg paa Grund af Vejret ikke til Wandsbeck, hvad jeg særdeles gerne havde gjort. Om Eft. Kl. 5 sejlede jeg til Harburg for derfra endnu samme Aften at rejse til Hannover. I Altona blev jeg uden videre hensat paa anden Plads paa Elbdampskibet mellem andre Sjovere og Sælgekoner, men da jeg om Natten Kl. 12 kom til Hannover, havde mit Udseende forbedret sig saa betydeligt, formodentlig paa Grund af Samtalen med en ung Hamborgerinde, som jeg traf paa Jernbanen, at jeg efter et prøvende Blik af Overkellneren paa Hotellet »Rheinische Hof« blev henvist til et Værelse i første Etage ?: blev funden værdig til at betale en preussisk Thaler for Natteleje og Morgen-the. Forøvrigt er jeg siden kommen efter, at jeg i Reglen bliver antagen for en Englænder. - Efterat have beseet Hannover rejste jeg til Preussisk Minden. Da jeg om Eft. indfandt mig paa Banegaarden her for at drage til Cölin, traf jeg atter mine gamle Reisefæller, Theaterdirektør Capitain Mundt og Skuespiller Rasmussen. Glæden var ligestor paa begge Sider. Løverdagaften Kl. 11 ankom jeg til Colin. Her traf jeg sammen med to Herrer fra København, med hvilke jeg idag (Mandag) har gjort Rhinturen ned til Bingen.
Din hengivne Søn
Henrik Scharling.



Strasburg, d. 28. Juni 1860.
Kære Fader!
Uagtet det kun er lidt over otte Dage siden, jeg sidst skrev, sender jeg Dig dog allerede en ny Epistel, fordi jeg kan tænke, at I især i Begyndelsen ere længselsfulde efter at høre fra mig, og navnlig Du vil høre noget om min Ankomst til Strasburg.
Jeg ankom hertil Onsdag d. 20. Juni Aften Kl. 10 i Mulm og Mørke, blev visiteret, fik Passet paategnet og fik saa først Lov til at begive mig til Ro i Hotel La Vignetto. Den første Dag, jeg tilbragte her, var meget ubehagelig. Jeg vidste ikke ret at finde mig til Rette, det gik med Tydsk og Fransk mellem hinanden, Prof. Reuss var den Dag paa Landet, jeg havde sikkert ventet Brev fra Eder, og der var intet - kort, jeg fandt i Grunden, at det fornuftigste vilde være at sætte mig paa Jernbanen og raabe: »Kjør videre, hvorhen I vil, kun ikke til Strasburg!« - Dog det blev snart bedre: endelig fik jeg Brevet fra Eder, hvorfor jeg takker Eder hjerteligst, det var den første Hilsen fra Hjemmet, gid der maa komme mange herefter! - Saa traf jeg da ogsaa Prof. Reuss, det er en mageløs Mand! jeg havde følt mig ene og fremmed - i ham var det mig, som pludseligt en heel Skare gamle Venner traadte mig i Møde. Først udtrykte han sin Glæde over at se mig og bød mig Velkommen som en gammel Bekendt, saa præsenterede han mig for sin Kone (der er hans Niece), og derpaa tog han Hat og Stok og løb ud i Byen forat opsøge et Logis til mig. Han var utrættelig, han løb Trappe op og Trappe ned, jeg opgav næsten Haabet om at finde Logis i de første fjorten Dage, men han forsikkrede mig, at det havde ingen Nød, han skulde nok skaffe et, og tilsidst landede vi her i Knoblauchgasse Nr. 9. Dernæst førte han mig op paa Universitetsbiblioteket og skaffede mig Tilladelse til at laane Bøger, indførte mig i »Casino«, en Slags Studenterklub, og erklærede tilsidst, at hvis der var Noget, som trykkede mig, skulde jeg først henvende mig til ham. Sit eget ypperlige Bibliotek har han fuldstændig stillet til min Raadighed, og da jeg forleden Dag bad ham om en Kommentar til 1ste Kor. Brev, kom jeg hjem som et Pakæsel, belæsset med Bøger. (Jeg arbejder nemlig paa den lille Afhandling, som Du ved, jeg talte om i København, hvortil jeg alt havde gjort Forstudier der, og som jeg haaber nok vil lykkes mig).
Ogsaa de andre Professorer henvendte jeg mig til, de vare meget venlige, men dog ingen som Prof. ReusHos Prof. Bruck har jeg tilbragt en meget behagelig Aften.
Med Studenterne er det derimod ikke lykkedes mig rigtigt endnu: jeg har kun lært en af dem ved Navn Fischer at kende nærmere; i Aften har han lovet at indføre mig i deres ugentlige Forsamling, saa stifter jeg vel nok Bekendtskab med nogle Flere.
Hvordan det gaar mig med Fransken? - spørge I naturligvis Alle: nu vel - det gaar meget godt, for jeg taler Tydsk. Det viser sig nemlig, at baade Professorer og Studenter som indfødte Elsassere og gode Lutheranere foretrække Tydsk for Fransk, saa vi bleve snart enige om, hvad Maal vi vilde tale sammen. - Dog vil jeg berolige Dig med, at jeg herhjemme i min »Pension« taler Fransk. Jeg er nemlig bleven indkvarteret hos en, som det synes, meget vakker Familje: en Præsteenke Madame Roth, hendes Datter, en ung Pige paa tyve Aar og hendes Søn, en værdig Gymnasiast - endelig et Dusin Pensionærer i højst forskellige Størrelser og Aldere. Madame Roth havde fortalt mig, at ved Bordet taltes stedse Fransk - men snart opdagede jeg til min store Forskrækkelse, at det Franske skulde jeg ikke profitere meget af, thi Pensionærerne sad og nød deres Foder i dyb Tavshed. Saa tog jeg en rask Beslutning, kastede mig paa Lykke og Fromme ind i en fransk Samtale, og med det heldigste Resultat, thi det viste sig, at Familjen var ligesaa livlig, som Pensionærerne vare kedelige, saa nu blev jeg regelmæssigt en halv Time efterat de Andre vare gaaede og passiarede om Gammelt og Nyt, om Strasburg og Danmark - altsammen paa Fransk: det gaaer meget fornøjeligt.
E. D. 30. Juni. Igaar hændte her en stor Ulykke, idet Latinskolen afbrændte og med den »le couvent«, en Stiftelse, hvor 50 theol. Studenter havde fri Bolig og Kost. - Reuss er Direktør for Latinskolen, saa han vil nu faa begge Hænder fulde af Arbeide.
Din
Henrik Scharling




Strasburg, d. 9. Juli 1860.
Kjære Fader!
Du blev uden Tvivl ikke lidet forbavset over dette tykke og formodentlig ogsaa dyre Brev, som Du her modtager. Men Du vil snart se Grunden, at jeg nemlig har paa en Maade opfyldt dit Ønske, som Du kun løseligt antyder i Dit sidste Brev og med en øjensynlig Frygt for, at jeg skal blive altfor scribax, - Stykket var allerede skrevet og ventede paa at blive afsendt, da kommer Dit Brev med Dine Ønsker om, at jeg vil skrive Noget, som kunde trykkes -
»Og knap han faar »I Æsler« sagt,
»Før Alting er i Orden bragt!« -
»En Søndag i Cølln« er en lille Rejseskizze, henkastet let og hurtigt, skrevet med særligt Hensyn til »Illustreret Tidende«. Jeg haaber da, at min berømmelige Broder Carl, auteur illustré, ved Hjælp af sine litterære Forbindelser, vil skaffe Stykket Optagelse i det nævnte Blad , helst lidt hurtigt. Om muligt kunde det maaske blive ledsaget af en Tegning af Cøllnerdom. - Stykket kunde ogsaa optages som Feuilleton i Berl. Tid. - Og nu kommer jeg til, hvad jeg strax skulde have gjort, at takke Dig for dit Brev af 3. Juli, fremfor Alt for den faderlige Kærlighed, som aander derigjennem. Tak for alle Dine gode Raad og navnlig fordi Du udpeger for mig, hvad jeg især skal spørge efter, hvilket jeg beder Dig oftere at gjøre. Thi paa Reiser er det en stor Kunst at kunne spørge rigtigt: de fleste vil gerne fortælle, naar de bare faae at vide, hvad de skulle fortælle om, derfor kommer det an paa at kunne udspørge dem paa rette Maade. - Optegnelser gjør jeg en skjønne Hoben af, men for det Første er der ikke Tale om at benytte dem - vi vil »lade Gulerødderne groe i Ro«. Dette er ogsaa Grunden til, at mine Breve ere saa mangelfulde, som Du klager over, thi naar jeg har siddet og skrevet Dagbøgerne fulde, har jeg ikke Lyst til at gentage det Samme i Brevene. Og hvad skulde det ogsaa hjælpe, at jeg udbrød i høje Begejstringsraab over Rhinens Dejlighed? I, som har seet den, veed det jo, saa Eder behøver jeg ikke at fortælle det, og I som ikke har seet den, ja Eder kan det heller ikke nytte, at jeg fortæller derom, for I faa dog intet Begreb derom. Nej, saa vil jeg før fortælle om det, som ingen Dejlighed har, men som I Alle kjende, mit eget ringe ego. Thi jeg har ofte lagt Mærke til i Privatbreve, at det som ingen Interesse har for det store Publicum, det har netop den allerstørste Interesse for det lille Publicum derhjemme.
Jeg har været i Sesenheim. Ogsaa dette dit Ønske havde jeg efterkommet, inden jeg fik Dit Brev - »der Graf muss seinen Diener loben etc.«. Her i Strasburg lo man af mig, da jeg talte derom, og mente, at det var ikke Umagen værd. Alligevel jeg vilde derud - reiste først paa Jernbane til Biswiliér, og jeg havde da endnu to Miil at gaae. I Drusenheim gjorde jeg Holdt - der traf jeg en skikkelig Bondemand, som tog mig op paa en Vogn, og med hvem jeg fik mig en gemytlig Passiar, skøndt vi ikke forstode hinanden, saa at Samtalen egentlig bestod i en Række afvekslende Monologer. Saa kom jeg da til Sesenheim! Det var midt paa Dagen, jeg havde heller ønsket, at det havde været en stille drømmende Midsommeraften - nu, Sligt raader man ikke over. - Der var forøvrigt ikke meget at se: Præstegaarden (der jo alt paa Goethes Tid var faldefærdig) var heelt ombygget; hvor den gamle stod, var nu Have, og hvor før Haven var, staar nu Præstegaarden. Alt er forøvrigt smaat: jeg havde tænkt mig en stor udstrakt Have, men det var ikke Tilfældet. Det Eneste tilbageblevne (foruden Kirken, der ligger ligeoverfor Præstegaarden) var Jasminlysthuset, som Du vel nok kjender.
»Friederikens Ruhe« vides ikke, hvor er. Forøvrigt er der en begejstret Tydsker, som i dette Aar har skrevet et fem Akts Drama over denne Begivenhed, og som ender med, at Goethe udbryder: »Herr Gott, Du forderst viel von deinen Kindern!« - - ja hvad gjør Tydsken dog ikke for Penge!
- - Ja Skolens og Regentsens Brand har jo desværre sat Alt i Oprør. Forelæsningerne gaae vel deres sædvanlige Gang, men alle Tanker have dog vendt sig didhen. Professorerne have saa fuldt op af Forretninger, at jeg neppe tør besøge dem, og at Studenternes Tanker alle ere henvendte til de rygende Tomter, er jo ikke at undre sig over. Candidater er her fast ingen af, de ere paa Reiser i Tydskland eller Frankrig eller have taget Plads som Huslærere. Saaledes er jeg saa temmelig henvist til mig selv. Nu, jeg har for dens Sags Skyld nok at tænke over.
Indlagte Brev bedes sendt til Louise *) , og sig til Ernst Trier, at jeg længes meget efter at høre nærmere fra ham.
Nu, Du kjære elskede Fader, lev vel - tusinde og atter tusinde Hilsener til alle mine Kjære fra
Din Dig inderligt hengivne Søn
Henrik.




Strasburg, Søndag 22. Juli 1860.
Kjære Fader!
Det er Søndagsveir idag, det vil sige Regnveir; jeg var i Kirke og hørte en Prædiken, jeg ikke syntes om, saa faldt jeg i Tanker og kjedede mig, og saa fik jeg Hjemvee - Altsammen meget naturligt. - Men da jeg saa kom hjem, laae her to Breve: i det ene var Brev fra Dig, fra Broder Peter, fra Louise, i det andet fra William og fra Tante Emmy - det var jo næsten Besøg fra hele Familjen paa een Gang. Tak og Tak for al Eders Kjærlighed, for al Eders Deeltagelse! - Dette mit Brev skulde komme til Dig som henimod d. 28. Juli for at bringe Dig min Hilsen og mine Ønsker om alt Held og Velsignelse! Gud bevare Dig endnu længe for os, at det engang maatte forundes Dig, efterat Du saa længe har arbejdet for Dine Børn, ogsaa engang at kunne arbejde med dem.
Du raader mig til at læse saamange Bøger - ja hvor skal jeg tage Tiden fra? - Ved Siden af Schleiermachers Dogmatik studerer jeg Goethes Dichtung u. Wahrheit med stadig Anvendelse paa mig selvr Ja Paralleler kan jeg drage nok af. Som han er jo ogsaa mit Liv fuldt af Uro - snart drages jeg til den ene Side, snart til den anden, uden at jeg ret selv veed, hvilket Kald jeg skal følge - som han har ogsaa jeg hejst Poesiens Flag, er bleven hilst med Begejstringsraab af Vennerne, med Haans-ord af Fjenderne - og forat Parallelen skal være fuldstændig, saa har jo ogsaa jeg haft mit Sesen-heim. - Derfor bilder jeg mig dog ikke ind, at jeg er nogen Goethe - langtfra - jeg veed altfor vel, at Ingen kan tage, hvad ikke er givet ham: men læs dog engang selv hans Blade igennem, navnlig den Medfart, som Götz og Werther fik, og Du vil sande mine Ord.
Jeg forlader naturligvis ikke Strasburg, før den bestemte Tid er udløben: men hvad Udbyttet angaar, kunde jeg ligesaa gerne reise idag som i morgen, og jeg sander ganske Dr. Kalkars Ord til mig før min Afreise: »De vil finde et meget behageligt Liv i Strasburg, men vent Dem ikke noget videnskabeligt Udbytte.« Det er ganske sandt. Ogsaa de gode Strasburgere selv sige til mig: »Hvad vil De egentlig her? De maa da for længe siden have seet Alt, hvad her er at se.« Universitetet er ganske som hos os, kun troer jeg, at der i Almindelighed er mere aandelig Drift i vore Studenter. Det eneste Nye, jeg her har bivaanet med Interesse, ere theologiske Møder under Forsæde af Professorerne Reuss og Cunitz, hvor der forhandles allehaande videnskabelige Themaer, idet det paahviler de Studerende skiftevis at holde Foredrag nu over dette nu over hint Æmne - det svarer til vore skriftlige og mundtlige Øvelser, kun er her større Frihed. Bagefter disputeredes der, og jeg deltog med stor Iver i Disputen, men opdagede snart, at Reuss for sit Vedkommende aldeles ikke taaler Modsigelse, hvad ogsaa Studenterne underrettede mig om. Som den lærdeste og dygtigste Mand her er han vant til at hans Mening finder ubetinget Anerkjendelse. I saa Henseende var jeg heldigere ved en lignende Lejlighed i philologisk Selskab under Forsæde af Professor Baum, thi denne, en yderst gemytlig Mand, takkede mig hjærteligt for min Tilstedeværelse, og fordi jeg havde vist min Interesse ved at deeltage i Discussionen.
Mine bedste Timer tilbringer jeg her hos min Værtinde, i hvis Familje jeg har levet mig saaledes ind, at Madame Roth i en Enesamtale lod et Par Ord falde om, at hendes Datter var forlovet. For denne Efterretning fik jeg iøvrigt kun den gode Kone end mere kær, ligesom den heller ikke i mindste Maade har været hæmmende, men snarere virket i modsat Retning, idet alle Parter nu veed, paa Fod de staa med hinanden. Foruden den Behagelighed, som denne Omgang skænker mig, yder den mig tillige den Fordel, at jeg gjør gode Fremskridt i det Franske, da jeg har gjort mig det til en Regel kun at tale Fransk her, i hvilken Henseende Familjen kommer mig imøde med utrættelig Taalmodighed.
I denne Uge vilde jeg gjøre en Udflugt til Schwarzwald, men nødsages til at opsætte den, da jeg af Tante Emmys Brev ser, at Oluf Waage vil besøge mig i disse Dage paa sin Rejse til Italien, og jeg grumme nødigt vilde gaae Glip af et Besøg af en Landsmand.
Af og til har jeg en lille Disput om Slesvigholsten, men som Alt Andet løber ogsaa den meget fredeligt af. Folk paralleliserer i Almindelighed Slesvig og Elsass og mener, at ligesom Frankrig vil paatvinge Elsass det Franske, saaledes vil Danmark paatvinge Slesvig det Danske. Men jeg forestiller dem, at Sagen er lige omvendt, at Dansk er ligesaa hjemme i Slesvig som Tydsk i Elsass, og at det er Tydskland, der staar overfor Slesvig som Frankrig overfor ElsasDet morede mig at høre Prof. Baum tale om »die schlauen Dänen« og den godmodige tydske Mikkel, der trækker Nathuen ned over Ørene og sover - hjemme hos os vender man netop disse Beskyldninger om. Hvorvidt er det Præsterne befalet at prædike Tydsk i Slesvig? og hvorvidt kunne vore danske Candidater prædike Tydsk? Thi det er det sidste Anker, hvorved man holder fast, idet man paastaar, at der vel prædikes Tydsk, men saa slet Tydsk, at ingen kan forstaae det. Hvorvidt er denne Beskyldning sand?
D. 23. Juli.
Jeg kommer fra en Forelæsning hos Prof. Jung over Kirkehistorien: det var den mest forunderlige Forelæsning, jeg endnu har hørt. Han sad og hviskede oppe paa Kathedret: des mere passiarede og lo Studenterne. Jeg spurgte bagefter om Grunden til deres Latter og fik at vide, at han taler slet Fransk, og at hver en Bommert fremkalder denne almindelige Lystighed.
I dette Øjeblik kom her Brev fra Hans Sørensen, tak den kære gamle Ven ret inderligt derfor, men sig ham, at han maa ikke vente Brev for det Første, thi jeg har saameget at bestille, at jeg ikke veed, hvor jeg skal tage Tiden fra. - Tak ogsaa Tante Emmy mange, mange Gange for hendes Brev, men siig det Samme til hende, ligesom ogsaa til mine Søskende.
Igaar havde jeg en stor Skuffelse: Portneren paa Seminariet rakte mig et Brev, hvori der laa et Visitkort fra Etatsraad Lautrup, der var kommen til Strasburg. Min Glæde ved Tanken om at tale Dansk kan Du vel nok tænke Dig, men ogsaa min Sorg, da jeg kom derhen og erfarede, at han var alt rejst. Brevet var blevet forsinket. Maatte nu blot Oluf Waage, hvis Komme Tante har meldt mig, træffe mig, for hans Skyld har jeg opsat min Tur til Schwarzwald endnu otte Dage.
Din Søn
Henrik.




Strassburg, d. 11. Aug. 1860.
Kjæreste Fader!
Efter i otte Dage at have gaaet og ventet Brev, blev jeg usigelig glad ved idag at modtage Brev fra Dig og Broder Carl - Tak, inderlig Tak derfor. Ja atter denne Gang takker jeg Dig for Dine Spørgsmaal og beder Dig vedblive med dem, mange af dem har jeg alt selv rettet til Andre og faaet besvaret, Andre lade sig vel ikke besvare her, men fremkalde nye Tanker hos mig.
Først vil jeg nu sige Dig, hvad der er Dig højligt imod, thi saa er det sagt: jeg forlader Strassburg Onsdag otte Dage: Onsdag 23. Aug. Nu er her i bogstavelig Forstand Intet for mig at gjøre. I dag begynde Sommerferierne, Professorerne reise paa Landet, Studenterne drage til deres Hjem: Alt er i Uro og Bevægelse i disse Dage - nu vel, saa drager ogsaa jeg bort. Ogsaa troer jeg nu at have op-naaet et nogenlunde anskueligt Billede af Forholdene her. Det forholder sig iøvrigt, som Du selv formoder, at jeg samler Materialer; det er Grunden til, at jeg er tavs overfor Dine mange Spørgsmaal. Hvad og hvorledes det skal forme sig i veed jeg endnu ikke, dog har jeg alt udkastet ubestemte OmridJeg skal ikke forhaste mig med at udarbejde det, derfor kan Du være rolig. Men det er Grunden til, at jeg ikke besvarer Dine Spørgsmaal, saa at Du mangen Gang maaske troer mig blind og stum: men jeg har ikke Lyst til at skrive det to Gange. Dertil kommer, at jeg har altid saa meget at skrive om mig selv i mine Breve, at jeg faaer ikke Tid til mere. Et Par af Dine Spørgsmaal skal jeg besvare, da Du alt to Gange har gjentaget dem: i Torsdags havde jeg en særdeles interessant Vandring med Prof. Baum gennem Miinsteren ned i Kryptkirken, rundt om i alle Gangene, helt oppe i Pyramiden (dog ikke ganske til Spidsen, da de sidste 12 à 15 Alen ere uden Gelænder, og jeg fandt ikke nogen særlig Nødvendighed til at knække Halsen) - det er en af de Vandringer, som har glædet mig mest, men atter her vilde det blive mig for vidtløftigt, om jeg skulde beskrive Indtrykkene, som jeg modtog: Du maa nøjes med at vide, at jeg har været der. - Hvad Katholicismen angaar, har det været mig plat umuligt, at komme i Forbindelse med Katholikerne, Protestanter skyer dem som Pest. Paa mine Spørgsmaal om dette eller hint i den katholske Kultus faaer jeg stadigt til Svar: det veed vi ikke. Hverken Bruch eller Reuss staaer i nogensomhelst Forbindelse med Katholiker, og selv at opsøge katholske Præster paa egen Haand har jeg ikke havt Mod til. Og nu vil jeg tale om det, som ogsaa volder mig Sorg og Uro: hvad skal jeg blive til? At jeg er Digter, holder jeg for afgjort trods alle mulige Protester, det bedste Vidnesbyrd derfor er den rige Produktivitet, jeg besidder: jeg har ikke sluppet een Idée, før øjeblikkelig en ny fremstiller sig. Men man kan ikke være Digter alene, som Schleiermacher siger i sin Ethik, det er ikke nok til at udfylde Tiden, og heri føler jeg, han har Ret. Hertil kommer en anden mere materialistisk Betragtning: man kan ikke leve af at være Digter. Præst bliver jeg næppe, den Stilling har jeg ikke ret Lyst til. Derimod akademisk Docent: ja, der troer jeg, jeg var paa min PladDertil har jeg Gaver - jeg besidder stor Lethed i at tilegne mig Stoffet, stor Lethed i at anordne og fremstille det, allerede min Prisafhandling vidnede herom trods alle sin store Mangler. Ogsaa har jeg Lyst til en saadan Stilling. Men hvordan skal det saa gaae med Digteren? - - Nu, jeg sætter min Lid til Vorherre, han hjælper mig vel nok ud af denne Vanskelighed. I det sidste Aar er den Tro bleven udviklet stærkere og stærkere hos mig, at Kunsten ved at leve bestaaer paa den ene Side deri at anstrenge sig af alle Kræfter og paa den anden Side at lade Gud raade for Alt og roligt som et Barn overgive sig til Hans Ledelse. I dette Punkt, at man skal lade sig lede, er jeg enig med Goethe, kun med den, rigtignok temmelig væsentlige Forskel, at Goethe vilde lade sig lede af Naturen, hvor jeg vil lade mig lede af Gud. Hidtil er jo forøvrigt alt gaaet efter Ønske: jeg blev baaren frem der, hvor jeg skulde frem, jeg blev standset der, hvor jeg ikke skulde frem. Jeg takker Gud hver Dag, at han har ført mig, som han har ført mig. Mit Ønske er nu, at det maatte forundes mig i flere Aar at tumle mig i Udlandet, at se og opfatte Livet i dets forskellige Skikkelser - da skal der nok komme noget dygtigt ud deraf.
Den 13. Aug.
Idag vendte jeg tilbage fra en lille Udflugt i Vogeserne. Men at gjøre Fodtur i Vogeserne er noget andet end at gjøre Fodture i Jylland: det fik jeg da at vide. Navnlig igaaraftes: jeg havde vandret hele Dagen, jeg var i Dalen, men havde endnu to Timers Marsch forat naae Toppen, hvor jeg skulde overnatte i et eensomt SkovriderhuEn Tordenbyge stod og truede i Nakken, bestandig blev Vejen mere og mere vild, en snæver Sti, fuld af Stene, saa den trætte Fod gled hvert Øjeblik. Nu naaede Tordenbygen mig - tak Skæbne! - her aflagde min Plaid Mesterstykke: kun Benene og den højre Arm bleve gennemblødte, Resten havde min Plaid beskjærmet. Men Vejen blev strængere og strængere - Stien var bleven til en lille Bæk, der nok saa muntert rislede mellem mine Fødder. I Mulm og Mørke naaede jeg Herberget, hvor »Försteren« fortalte mig Historier om Smuglere og Banditter. Det var en vild, romantisk Aften, kun Skade, at Romantiken ofte er saa besværlig, naar den bliver til Virkelighed! - Hensigten med min Udflugt var forøvrigt et Besøg i Steinthai (Oberlin), hvor det ogsaa lykkedes mig at faae alt at see under en stadig Kamp med Tordenbyger. Men det var i Grunden ganske passende Vejr til at besee Steinthal i: graat og mørkt skulde Alt være, saa fik man det klareste Begreb om, hvad Steinthai var, da Oberlin drog dertil, - i et Par Timer oplyste et venligt Solskin de veldyrkede Bakker, saa fik man klart Begreb om, hvad Steinthal er bleven til ved Oberlins kraftige Virksomhed. - Denne Udflugt gjorde jeg i Selskab med en Cand. Guion fra Strasburg, et vakkert ungt Menneske med et stærkt pietistisk Anstrøg, som flere af Studenterne her. Da han har en vis Forkjærlighed for det Engelske, maatte jeg ogsaa hele Dagen vexelvis tale Engelsk, Tydsk og Fransk. Jeg har her i Strasburg udarbejdet en theologisk Afhandling: »Apostelen Pauli Lære om Forholdet mellem Mand og Kvinde« og navnlig søgt at paavise, hvorledes Paulus efter sin ejendommelige Livsudvikling maatte komme til den i 1. Kor. 7. udtalte Anskuelse om ugift Stands Fortrinlighed, og ligeledes, at der ikke finder nogen virkelig Modsigelse Sted mellem hans Yttringer her og i Pastoralbrevene, men at de tilsyneladende forskellige Yttringer maa forklares af de forskellige Omstændigheder, hvorunder Brevene ere skrevne. Denne Afhandling sender jeg imidlertid ikke endnu til Dig, da jeg efter Dine Yttringer kan antage, at den næppe vilde blive nogen velkommen Gæst hos Dig. Den kan nu følge mig til Grækenland, og maaske vokse sig større og stærkere der.
Onsdag 22. Aug. er det da min Agt at forlade Strasburg. Onsdag Morgen rejser jeg til Basel, hvor jeg tilbringer een Dag, derfra til Ziirick (ligeledes een Dag), over Ziirickersøen til Chur, derfra til Mailand, hvor jeg tilbringer et Par Dage, derfra til Venedig (et Par Dage) og saa til Triest, hvor Valdemar Schmidt skal indtræffe 5. Sept., og over Corfu og Korinth gaae vi da til Athen. Og hvad vil jeg nu egentlig i Grækenland? Som sædvanligt er Formaalet dobbelt: theologisk og æsthetisk. I første Henseende ønsker jeg at lære den græske Kirke, det religiøse Liv nøjere at kjende og lover mig i den Henseende en Deel af et Anbefalingsbrev, som Professor Reuss har lovet mig til Professor Lykurgos i Athen, der i flere Aar har studeret i Tyskland. Hvad det Æsthetiske angaaer, da vil jeg see det gamle Hellas, idet jeg atter og atter mindes Thorvaldsens Ord: »først da jeg kom Syd for Alperne, smæltede Sneen fra mine Øjne«. Hvad den orientalske Rejse angaaer, da har jeg ikke opgivet den, men sat et Spørgsmaalstegn ved den.
I dette Brev har jeg indlagt Attester fra Reuss og Bruch; den sidste haaber jeg, Du præsenterer for det theologiske Facultet, at de kan se, hvad for et fortræffeligt Menneske jeg er. Vil Du sende Dit næste Brev til Milano (poste restante) - i Milano antager jeg at indtræffe c. den 27. Aug.
Tusinde Hilsener til Alle fra Din Dig inderligt hengivne Søn
Henrik.




Venedig, d. 2. Sept. 1860.

Gud ske Lov, at Valdemar Schmidt snart støder til mig, thi ellers veed jeg ikke, hvordan jeg skulde holde det ud. Nu har jeg snart i 14 Dage ikke talt med andre Mennesker end med Kellnere og Opvartere og Førere. Jernbanekørslen er altfor hurtig til, at man kan stifte mere betydende Bekendtskaber. Naar jeg da sidder og rumler de mange, mange Mile, ganske alene mellem disse fremmede Tungemaal, ja da er det jo intet Under, at Hjemmets Glæder fremstille sig for mig i Erindringens farverige Trylleskær. - At forøvrigt min Rejse herned ved Siden af sine bittre Timer ogsaa har sine store og herlige, det vil jeg ingenlunde nægte. For at I ikke blot skulle nøjes med disse kortfattede statistiske Oplysninger, at saa var jeg der og saae det og det - og saa var jeg der etc., har jeg benyttet mine ledige Timer i Mailand til at udføre et lille Stykke i Detail, og beder Dig, efterat Du selv har læst det, at sende det som en Rejseskizze til Illustreret Tidende.
Dyrt er Alt hernede, og har man ikke et Øje paa hver Finger, bliver man snydt. Det er Prosaen, som det holder noget haardt at vænne sig til. - Poesi er her ogsaa. Jeg har haft den Glæde stedse at have klart Fuldmaaneskin i de sidste Aftener, og har saaledes seet Alpetoppene, Mailands Domkirke og Venedig i Fuldmaaneskin - slige Glæder lade sig ikke betale med Penge. Overhovedet begynder jeg at mærke, at ligesom Smerten og Hjemveen bliver stærkere, jo længere jeg kommer bort, saaledes bliver ogsaa Glæden over det Nye og Herlige, der aabenbarer sig, større og større. - I Schweitz klavrede jeg med en Fører op til Rhinkilderne - dog ikke til den allersidste, thi den store Mængde Snee spærrede os Vejen. Det var en streng Vandring over Sneen, hvor jeg ideligt faldt, da den er ganske glat, og over nedrullede Lavinestene, hvor man gik i stadig Fare for at brække Benene - men jeg havde ogsaa et Par mageløse Timer deroppe paa en af Alpepynterne, med Udsigt til den hvide, klare Sne og den azurblaa Himmel og saa denne velsignede friske Alpeluft.
I Mailand tilbragte jeg tre Dage og glædede mig ret ved Beskuelsen af den herlige Domkirke (Søster Louises Brev læste jeg oppe paa dens Tag, hvor jeg befandt mig i uforstyrret Ensomhed); jeg saae i Mailand ogsaa Originalerne til dine to Kobberstik - Leonardo da Vinci og Raphael - navnlig af det første havde jeg stor Glæde, uagtet det er i høj Grad ruineret. I Mailand hersker ægte fransk Livlighed, Alverden lever paa Kaffehuse paa aaben Gade. Et fuldkomment italiensk Præg har derimod Verona, hvor jeg helligede Romeos og Julies Minde en stille Maaneskinsaften - Capulettiernes Hus er nu et Herberg for Kudske, men deres Vaabenmærke vises endnu over Døren. Her i Verona staa en Mængde af disse store, stolte Paladser øde og tomme og forfaldne, paa Piazza dei Signori, hvor før Silkekaaberne raslede, og Sporerne klirrede, sad nu jeg og en Deel skikkelige Borgermænd og drak Kaffe og røg Cigar. Men underligt gærede det i mig, da jeg om Aftenen gik hjem mellem de maanebelyste, spøgelseagtige Paladser: Billeder fra en svunden Tid. Shakespearske Skygger stege frem for min Tanke. Ja i Verona levede jeg den Gang ganske i romantiske Stemninger, end ikke de kolossale Levninger af det romerske Amphiteater formaaede at give mine Tanker en anden Retning. - Først næste Dag i den trykkende Middagshede. I Larmen af de raabende og skrigende Folkemasser vege Skyggerne atter bort, og jeg vendte tilbage til Virkeligheden.
Venedig gjorde et stærkt Indtryk paa mig, dog et helt andet, end jeg havde ventet. Her føler jeg mest Savnet af en Selskabsbroder - jeg er meget træt af saaledes at vandre alene omkring og ikke have et eneste Menneske, med hvilket jeg kan udvexle mine Tanker. Ogsaa antager Livet her en vis Drivercharakter, som fordrer Selskab.
Fra nu af bliver vor Brevvexling vel temmelig ustadig. Du maa ikke blive ængstelig, om et Brev af og til udebliver - det kan saare let gaa tabt paa den lange Rejse - i hvert Fald kan Du da forhøre Dig hos Schmidts i Thyrsted, om der ikke er kommet Brev til dem fra Valdemar.
Ogsaa fra Hans Sørensen laae der Brev til mig i Mailand. Hils den trofaste Sjæl fra mig og tak ham for al hans Kærlighed; sig ham, at han maa ikke udtyde min Stumhed som Ligegyldighed, men at jeg ikke har Tid eller Ro til at svare ham.
Nu Farvel, Du kjære, dyrebare Fader - hvad vilde jeg ikke give for en Samtale med Dig!
Hils dem Alle tusinde og atter tusinde Gange!
Din trofaste Søn
Henrik.




Triest, d. 8. Sept. 1860.
Kjære Fader!
Jeg ligger her og er groet fast i Triest og studerer Concordiaformlen. Med min sædvanlige Stundesløshed kom jeg nemlig hertil to Dage før Schmidt, først i gaar aftes kom denne hertil, men da Dampskibet afgaar idag til Athen, er det os umuligt at blive færdig med Indkjøb, Pasvisning etc., hvorfor vi maa opsætte Rejsen til paa Tirsdag i det Mindste. Skøndt her just ikke er synderligt morsomt, hvad Du vel nok kan tænke, saa har jeg dog i og for sig ikke noget imod denne Standsning. Jeg trængte til Hvile - jeg var træt af den uafbrudte Række af vekslende Indtryk, jeg var træt af ideligt at prelles for Penge, jeg længtes tilbage efter mine rolige Strasburgerdage. Og dem har jeg nu atter fundet her. Thi her er ingen synderlige Mærkeligheder (Domkirken og nogle romerske Oldtidsminder vare snart beseete) og Vejret er meget uroligt. Samme Dags Aften, som jeg ankom hertil, brød en voldsom Orkan løs, der om Natten rev Skodder og Vinduer op til mit Værelse, hvorved jeg paadrog mig en Forkjølelse, der dog nu er lykkeligt og vel overstaaet. I to Dage varede Stormen, det peb henad Gaderne, og Regnen pidskede ned - Omslaget i Temperaturen var stærkt; jeg, som havde frygtet for den stærke Hede i Triest, maatte nu gaae med Vinterfrakke. Det var just ikke det behageligste Vejr for den, der bereder sig til en lang Sørejse. Og alligevel har jeg befundet mig vel derved. Jeg tog fat paa Concordiaformlen og under Studiet af »De peccato originali« og »De libero arbitrio« drog jeg mig ind i min stille Tankeverden, hvor jeg i Grunden befinder mig bedst.
Igaaraftes kom Schmidt hertil - ja det var en stor Glæde for mig. Igaar og idag har jeg ret følt Glæden over at have En at raadføre mig med, En at tale med og at udvikle sine Tanker for. Jeg føler alt, hvorledes Hjemveesfornemmelserne drage sig bort som tunge Skyer, og jeg føler mig let og frisk tilmode ved atter at kunne tale mit gode danske Maal.
D. 10. Sept.
Igaar (Søndag) havde vi en herlig Tur til den store Drypstenshule ved Cornale, 900 Fod lang, en Entrepreneur havde oplyst den hele, - det var særdeles interessant. Hjemturen var lidt trættende, da vi gik, men særdeles smuk, da vi fra Alperne skuede ud over Adriaterhavets blaa Flade - tilsidst bleve vi overfaldne af en Regnbyge, men kom dog nogenlunde tørskindede hjem. - Idag have vi travlt med Forberedelserne til Afrejsen, idet vi have besluttet imorgen at afgaae til Corfu, efter en Del Vanskeligheder og Bryderier. Vejret er udmærket - gid det maa holde sig! Vale!
Din hengivne Søn
Henrik.




Athen, d. anden Oct. 1860.
Kjæreste Fader!
Jeg befinder mig særdeles vel her i Athen. Jeg fører et rigtigt Athenienserliv, driver om paa Gader og Stræder og taler med Alverdens Mennesker - Tydsk eller Fransk, thi begge Sprog er meget udbredte her. Mit Hovedformaal er at indhente Oplysninger om den græske Kirke, hvilket ikke er nogen let Sag, eftersom denne er i en fuldstændig Opløsningstilstand og først lige er begyndt at organisere sig. Men netop paa Grund heraf interesserer den mig i høj Grad, fordi den derved frembyder mangfoldige Paralleler med vore egne kirkelige Forhold. Men derved vanskeliggøres det meget at komme til nogen bestemt og klar Opfattelse, thi den Ene fremstiller Sagen saa og den Anden saa, saa at jeg stadigt maa jævnføre de forskellige Beretninger med hinanden. Ogsaa gaaer næsten al min Tid bort dermed, idet mangen Samtale ikke gjør mig klogere, end jeg har været før. Til andre Tider er jeg derimod meget heldig. Saaledes f. Ekigaar, da en Handelsmand havde faaet fat i mig og trak mig rundt for at vise mig Athens gamle Mure, som han særligt havde undersøgt og derfor meente maatte have en lignende Interesse for mig. Det var en lang og trættende Tour over stenede ujævne Marker, og jeg var hjærtelig kjed deraf. Men tilsidst fik jeg dog noget for min Ulejlighed: ved en Kafée i Nærheden af det prægtige Zevs Olympstempel sad et sandt Pragteksemplar af en gammel Papas (Præst) i sin sorte Talar med et langt graat Skæg. Min Ledsager gav sig i Passiar med ham, fortalte ham, hvem jeg var, og nu oplystes det, at Papas'en forstod meget vel Tydsk - hvorpaa jeg naturligvis indlod mig i Samtale med ham, og som gammel Mand var det ham en ligesaa stor Glæde at fortælle som mig at høre. - Nu - til andre Tider maa jeg døje en Del kjedsommelig Snak uden at faae Noget at vide, det er en Selvfølge - men i hvert Fald skaffer jeg mig paa denne Maade en meget betydelig Menneskekundskab.
Læsning har jeg ikke synderlig Tid til - tilmed er det altfor varmt (idag har vi 25° R. i Skyggen) til at foretage strengere Studier. Det kan vel ogsaa vente, til Regntiden begynder, og jeg maa sidde smukt hjemme. Dog beder jeg Dig om muligvis at give mig Anvisning paa flere Skrifter om åen nuværende græske Kirke, som jeg da maaske kan erholde tillaans her.
Vi have fundet Logis hos en tydsk Bogbinder Werth og give hver 8 Mark daglig for Kost og LogiKosten er god, men Logis'et er ikke godt. Dog det sidste har ikke saa meget at sige, saa længe vi færdes mere udenfor Huset end indenfor Huset. Dertil kommer, at det er overmaade vanskeligt at finde Logis her. Paa Hotellerne er det altfor dyrt, og i Byen kan man i Regelen kun faae Logis, naar man selv medbringer Seng. Hovedsagen er forøvrigt, at det er særdeles vakkre Folk. Konen er fra Athen, men taler ypperlig Tydsk, hun er en ung, rask Kone. Manden er en ærlig Tydsker, der lever i den Tro, at vi ere komne til Athen for at more os og nu gør Alt Sit for at bidrage dertil. Saaledes har han indført os i en Klub af herværende Tydskere, hvor Du nu kan finde mig om Aftenen, rygende Tobak og drikkende 01 midt imellem en Hoben agtbare tydske Borgermænd.
Professor Lykurgos, der alt havde modtaget Brev om min Ankomst fra Professor Reuss, tog ligesaa hjerteligt mod mig som denne. Han taler flydende Tydsk, da han i sex Aar har opholdt sig i Tydskland. Det er en ung Mand paa 30 Aar, fuld af Liv og Ungdommelighed: først for 3 Maa-neder siden er han bleven ansat her som Professor, idet han havde et meget stort Parti imod sig, der beskyldte ham for at være bleven Protestant under sit Ophold i Tydskland. Ogsaa den tydske Hofpræst Hansen, en Holstener, har jeg stiftet Bekjendtskab med - ligeledes med en ung Græker, en teologisk Candidat Papodopolos, der netop nu er vendt tilbage fra et fire Aars Ophold i Tydskland og aspirerer til en Professorpost her ved Universitetet.
At jeg ivrigt undersøger de gamle Oldtidsmomimenter, behøver jeg vel ikke at fortælle Dig. Underlige Følelser ere gaaede gennem mig - hvad enten jeg stod paa Stedet, hvor Athenienserne lo af Aristophanes Vittigheder, eller paa Stedet, hvor de lo af Apostlen Paulus *) . Ja Acta 17 forstaar man dog bedre, naar man har Skuepladsen for sig, hvor Talen blev holdt.
D. 4. Oct.
Postdag idag - men intet Brev til mig! Jeg bliver nok sat paa smal Kost med Hensyn til Breve - ja Dig er det Synd at klage over, men Familien - hvad gør den? sover den maaske ud ovenpaa Sommerferiens Glæder?
Din inderligt hengivne Søn
Henrik.

Kjæreste Fader!
Ankommen til Athen i gaar aftes skriver jeg til Dig strax idag, da Brevet ellers først kommer afsted om 16 Dage. Jeg fandt her et Brev fra Dig af 9. Sept., hvorefter jeg i Dage, næsten i Uger havde følt Længsel, og hvorfor jeg derfor takker Dig af ganske Hjerte - og dog har dette Brev sat mig i en nedslaaet Stemning. Saaledes er det: faaer jeg ikke Brev, da længes jeg efter Brev, og faaer jeg Brev, da længes jeg efter Eder saa stærkt, saa mægtigt, at jeg maa samle alle mine Kræfter forat holde mig oppe. Især de Par Ord, Du taler om, hvis Gud skulde kalde Dig bort - - - Gud forbyde en saadan Ulykke!
Ogsaa J. L. Heibergs Død har bedrøvet mig - gjerne havde jeg taget en bedre Afsked med ham end den flygtige, da jeg sidste Gang talte med ham. Han er en af dem, som har viist mig liflige og herlige Billeder - Gud lønne ham efter sin Naade og give ham den evige Glæde!
Og dernæst vil jeg fortælle lidt om min Rejse, hvorom I vel sagtens gjerne Alle ville høre. Fra Corfu og hertil har jeg haft en mageløs skøn Seilads, som jeg altid vil mindes med Glæde. Vi toge med de græske Dampskibe, der gaae gjennem Lysantobugten over Isthmen og lægge an flere Steder, saaledes at vi Lørdagen d. 22. Sept. Kl. 6 om Eft. seilede fra Corfu og først ankom hertil Onsdagen d. 26. Sept.
Skibet seilede nemlig i Reglen kun om Dagen: om Natten laae det stille. Naar vi da havde seilet om Formiddagen, gik vi om Eftermiddagen i Land og lod os om Aftenen atter roe ud i en Baad, da vi sov ombord i Skibet: det var et rigtigt Sømandsliv, saaledes at see fremmede Stæder og Egne og da atter drage ud paa det flygtige Skib forat bringes videre. Vi kom først til Argostoli paa Kephalonia, hvor der dog ikke var Tid til at gaae i Land, saa at vi kun saae Byen fra Søsiden (Ithaka kom vi desværre ikke til), dernæst til Zante, hvor vi tilbragte en herlig Søndageftermiddag. Om Aftenen lode vi os føre ud i Baaden: Fuldmaanen stod klart over Havet, der laae som en Spejlflade: de klare Stjerner funklede over Hellas' taageindhyllede Bjerge. Om Morgenen lettede vi Anker og Mandag Middag vare vi ved Patras, og her tilbragte vi den første Aften paa græsk Grund. Under Oliventræernes Skygge, gjennem hvis Løv den klare Maane straalede ned til os, sad vi oppe under Akropolis mægtige Mure og stirrede ud over det blikstille Hav. Næste Morgen op gjennem Golfen til Salonas' Havnestad: Kameler laae der nede ved Strandbredden, Egnen var vild og øde, Karavanerne kom ned fra Bjergene til Dampskibet. - Egnen var usikker, derfor bleve vi der ikke om Aftenen, men lod os tidligt sætte over til Dampskibet. Næste Morgen ankom vi til Lutraki (i det Inderste af Golfen). Morgensolen hævede sig majestætisk over Akrokorinths vidtomskuende Top. At gøre en Excursion til Korinth var der dog ikke Tid til, da Vognene strax afgik over Isthmen til den anden Side, hvorfra et nyt Dampskib førte os til Piræus, hvorfra vi under et uendeligt Skraal og Skrig af Førere og Matroser endeligt naaede lykkeligt og vel igaaraftes Kl. 11 til Athen. Igaar vare vi oppe paa Akropolis.
Paa Dampskibet gjorde vi en Mængde Bekjendtskaber, først med fine Folk, siden med Bønder, af hvilke sidste det mylrede i deres smukke hvide Nationaldragter. De sidste morede mig mest, de vare Børn af de gamle Hellener: livlige og videbegjærlige som disse. Schmidt og jeg gik engang i en maaneklar Aften op paa Bagstavnen, hvor de laae i talløs Mængde. Schmidt tog et Afrids af Kysten, det vakte straks deres Opmærksomhed. Nu gave de sig i Kast med os og begyndte at lære os Nygræsk: de pegede paa Gjenstandene rundt omkring og sagde os, hvad de hed. Udtalte vi saa Ordene galt, loe de af fuld Hals: de vare ganske som elskelige Børn. Saa sagde de os deres Navne: det var lutter gammelgræske Navne: Odyssevs, Leonidas, Thrasybylus, Aristoteles, en gammel Begsnude hed Sokrates etc. Da vi næste Dag gik forbi dem, kom den ene efter den anden og hilste paa os og spurgte, om vi kunde huske deres Navne. Et Par af dem kunde engelske og franske Brokker, en anden talte flydende Fransk. Med ham indlod jeg mig i Samtale, og hvergang jeg fortalte noget, sagde de Øvrige: »hvad si'er han? hvad si'er han?« Det undrede mig, at de Fleste havde hørt Danmarks Navn, (det var mere end en Triesterborgermand, vi fandt i Triest, hvis Begreber ikke gik ud over Frankfurt).
Ja, jeg maa standse - skøndt jeg har nok at fortælle om. Gid jeg kunde være hos Eder en Aftenstund - da skulde jeg fortælle! Nu med Guds Hjælp kommer den Time vel nok, da vi atter skulle samles og tale om de svundne Tider. Jeg tænker paa Eder aarle og silde - snarere formeget end forlidet, thi jeg fordærver mig selv meget ved disse evindelige Tanker om Hjemmet; men jeg kan nu engang ikke gøre for det.
Dit næste Brev er det ogsaa bedst, Du sender »poste restante«, da vi ikke har fundet Logis endnu.
Og nu Guds Fred og Velsignelse over Dig og Eder Alle!
Din Dig elskende Søn
Henrik.




Athen, d. 2. Nov. 1860.
Du kjære, elskede Fader!
Vi har været lidt inde i Peloponnes og gjort Turen til Korinth, Argos og Nauplion. Vi fik en Anbefalingsskrivelse med fra Hr. Werth til en tydsk Haandværksmand i Korinth, der saa kunde hjælpe os videre frem. I det sidste Aar har man anlagt en lille Stad Nykorinth tæt ude ved den gamle Havn Lechæum, thi den gamle Stad, der ligger en halv Miils Vej oppe i Landet og for et Par Aar siden blev ilde medtagen af et Jordskjælv, er i høj Grad usund. Vor Tydsker boede i Nykorinth og modtog os med en mageløs Gæstfrihed. Han slagtede sine to Kalkuner og bød os det Bedste, som Huset for-maaede. Vi sov tilsammen med ham i hans Arbejdsværelse, der var vel forsvaret med stærke Slaaer og Laase, to dobbeltløbede Rifler hang paa Væggen og et Par store Hunde holdt Vagt i Haven. Vi gjorde herfra næste Dag (25. Oct.) en Udflugt til gl. Korinth - et usselt Hul, der gjør et yderst uhyggeligt Indtryk paa Beskueren. Des mere glædede den herlige Udsigt fra Akrokorinth oVed vor Tydskers Hjælp fik vi leiet et Par Heste for næste Dag. Næste Morgen (26. Oct.) maatte vi være paa Hesteryggen en Time før Solopgang og under den smukke stjerneklare Himmel rede vi forbi Akro-korinth - først nu begyndte Solen at hæve sig og kastede sine rødlige Straaler over Akrokorinths Top. Henved Kl. 12 ankom vi til Mykene: Agamemnons Grav og Agamemnons Borg. Den første er udmærket vedligeholdt, af den sidste er kun Porten tilbage. Om Stedet var nu stille og tyst, mægtige Muurlev-ninger saaes overalt: Fortidens Minder talte højt til mig her. - Henad Kl. 4 ankom vi til Argos og begave os straks paa Vejen til Nauplion tilfods, idet vi hastede afsted, thi Mørket falder paa alt Kl. 51/4: først ved Fuldmaanens Skin naaede vi Nauplion. D. 27. Oct. vandrede vi atter tilbage til Argos forat besee de cyklopiske Mure ved Tiryns og Ruinerne i Argos samt bestege Borgen Larissa, et temmeligt besværligt Stykke Arbejde, men som lønnedes ved en mageløs Udsigt over Arkadiens Bjerge. Søndagen d. 28. Oct. tilbragte vi roligt i Nauplion. Vi havde haft i Sinde at vende tilbage med Dampskibet fra Nauplion til Athen, men dette Dampskib gik ikke, og saa maatte vi vende samme Vej tilbage. Forat spare lidt paa Benene (og Støvlerne: mine vare i Færd med at tabe Saalerne) toge vi en Vogn til Charivati og gik herfra til Kortessu, et lille Røverhul, hvor vi maatte sove paa Gulvet fuldt paaklædte, og hvem der led af Søvnløshed kunde more sig med at kige Stjerner gennem Loftet. Heldigvis vare vi for trætte hertil og sov meget godt. Den næste Morgen begave vi os til Fods til Korinth: fire Timers hurtig Marsch. De to første gik meget godt, men nu bleve vi overfaldne af et Regnskyl, der varede ved hele Dagen. Der var intet Hus eller Træ til at give Ly, saa maatte vi blive ved at trave af Sted. Men Vejen blev efterhaanden opløst af Regnen: store tykke Lerklumper hængte sig under Fødderne som Blylodder, og for hvert Skridt vi gik frem, gled vi atter tilbage. Endelig Kl. 12 naaede vi til vor Tydsker i Korinth. Han blev som himmelfalden ved at se os, men modtog os med sin gamle Gæstfrihed og hjalp os at faa Klæderne tørre. Næste Morgen (31. Oct.) skulde vi gaae over Isthmen til Kalamaki, hvorfra Dampskibet afgaaer til Piræus, men da Regnen vedblev, maatte vi tage Billetter til Omnibussen, som gaaer over Isthmen (betale 5 Rigsdaler for at køre 11/2 Mil i en Omnibus, propfuld af Mennesker). Veien var saa dyndet, at Vognen et Par Gange ikke var til at faae af Stedet, og jeg ventede stadigt, at Passagererne skulde faae Ordre til at stige ud og skyde bagpaa, men det gik dog, omsider naaede vi Kalamaki og derfra til Athen, hvor vi ankom d. 31. Oct. om Aft. - Idag har det skylregnet fra Morgen til Aften, saa nu er det da paa Tide at gaa i Vinterkvarter; jeg har i den Anledning taget fat paa Fichtes Moralphilosophi: jeg slider i Begyndelsen til den, som de stakkels Omnibusheste sled for at komme over Isthmen, og tilraaber mig mangt opmuntrende Hyp, Hyp! naar Vognen er ved at gaae i Staa.
Hvad mit øvrige Befindende angaaer, da har jeg vænnet mig til at spise Olie med saadant Liebhaveri, at jeg, der i København vendte en Kartoffel tre Gange, før jeg spiste den, nu fortærer hele Læs af Kartofler, tilberedte i Olie. Ogsaa har jeg tillagt mig et Par frodige Knebelsbarter, der bragte en ung Græker fra Nauplion til at afgive den Erklæring, at jeg saa ud, som om jeg var født og baaren i den By Nauplion. - Og nu Farvel: Gud holde sin Haand over Eder Alle!
Din Dig elskende Søn
Henrik.




Athen, d. 17. Nov. 1860.
Kjære Fader!
Da Du i et Brev fra Louise beder mig ikke at reise til Syrien, før jeg har hørt Din Mening desangaaende, saa kan jeg kortelig svare Dig med det gamle Vers, at


Wer in Canaans Land will stehn,
Muss erst durch Ægyptens Wüste gehn.


Vor Rejse til Syrien vil gaae over Ægypten, hvor der aldeles ingen Fare er paa Færde - og først her ville vi kunne indhente de nødvendige Efterretninger om, hvorvidt det er muligt at komme til Jerusalem. Vi blive imidlertid endnu fem eller seks Uger her i Athen. Her mener iøvrigt Folk, at der intet er i Veien for at reise til Jerusalem, og hvorledes Rygterne voxe paa Veien, har jeg jo det bedste Exempel paa med dette atheniensiske Oprør, som jeg har haft megen Besvær med at faae Noget at vide om. Ogsaa om Constantinopel hedder det jo, at det skulde være farligt at besøge: ikke desmindre taler jeg oftere med tydske Rejsende, som komme directe derfra og forsikre mig, at de have ikke sporet det Mindste til Muselmændenes Fanatisme. Skulde det derfor ikke lykkes os at komme til Jerusalem, da have vi i hvert Fald i Sinde at reise til Constantinopel.
Vi have da nu endelig faaet en græsk Lærer og ere begyndte paa det Nygræske for Alvor. Denne benytter den Ollendorfske Methode, og jeg er nu nysgerrig for at see, hvorvidt man kan komme med denne, ifølge hvilken man kun begynder med et lidet Antal Ord, som atter og atter maa repeteres, og først efterhaanden optages et større Gloseforraad - det er jo i Grunden den Maade, hvorpaa Børn lære at tale, og forsaavidt synes den mig at være ganske praktisk. Vor Lærer er meget consequent, den første Time maatte vi sidde hele Tiden og declinere ?, ?, ??, uagtet jeg forsikrede ham, at det havde jeg lært for ti Aar siden - men det ligger nu een Gang i Methoden at begynde med Artiklen, hvad enten man kan den eller ikke. Schmidt sad som sædvanlig med stor Taalmodighed og decimerede og følte sig særdeles opbygget derved. Vi have een Time hver Dag (fra 2-3).
Jeg har haft overordentlig Glæde af at studere Fichtes Moral. Kan jeg end langtfra billige Præmisserne, saa er det dog en sand Glæde at studere et fast bygget System igennem, navnlig i Moralen, hvor Fristelsen er saa grumme stor til et løst Ræsonnement paa Maa og Faa og en endeløs Bredde og Selvbehagelighed ved sin egen Tale. Hos Fichte er dette ikke Tilfældet, og den mandige Aand, der gaar gennem Systemet, virker forfriskende som en kraftig Nordenvind. Nu begynder jeg ogsaa saa smaat at bygge mit eget Moralsystem op: Steen og Bjælker ligge hist og her, men endnu er der ikke udtalt noget skabende »Bliv« derover. Det er forøvrigt ogsaa eet af mine mange »pia desideria«, at det engang i en modnere Alder maatte forundes mig at fuldføre en saadan Bygning, et ægte videnskabeligt Værk, men om jeg muligvis atter her overvurderer mine egne Kræfter, det maa Vorherre vide. Dog det er som sagt et pium desiderium, der angaaer en fjern Fremtid, for Tiden har jeg saa meget at rydde op i - og saa meget at tage vare paa, at jeg undertiden hverken veed ud eller ind. Og i min Utaalmodighed synes jeg ofte, at den ene Dag løber som den anden, uden at jeg faaer noget gjort. Men jeg haaber til Gud, at min gode Engel er med mig og fører mig paa den rette Vej - bl. a. til Jerusalem. Jeg skal nu tage fat paa Dommernes Bog og Davids Historie dels for ikke at glemme det Hebraiske, dels for at forberede mig til Opholdet i Jerusalem, som jeg endnu ikke har opgivet Haabet om.
Vi have i denne Tid været meget sammen med en dansk Billedhugger Herzog, der er ankommen hertil fra Rom og opholder sig her en 14 Dages Tid. Vi have været dygtigt om med ham paa Akropolis, i Theseustemplet o. s. v., og han har aabnet vort Øje for meget, som vi hidtil ikke havde lagt mærke til.
I klage meget over min Skrifts Utydelighed: for en stor Del grunder dette sig i det jammerlige Blæk, som man faaer her - en sand Grød, som Schmidt spæder snart med Kaffe og snart med Vand, uden at det derfor bliver stort bedre.
Tak for den Overbærenhed, Du viser mod 133 af mine Breve, der ere temmelig lakoniske, for ikke at sige afjaskede - men som Du ikke desmindre med din sædvanlige Kjærlighed lønner med lange og udførlige Epistler, der da ogsaa blive læste saa hyppigt af mig, at jeg tilsidst næsten kan dem udenad.
Gud velsigne Dig og Eder Alle!
Din Dig elskende Søn
Henrik.




Athen, d. 1. Dec. 1860.
Kjære Fader.
Mine Penge have hidtil slaaet til, og jeg haaber ogsaa, de ville gøre det for Fremtiden; det vil sige, jeg haaber da, at Consistorium ogsaa for det følgende Aar tilstaar mig firehundrede Daler. - Du erindrer vel, at det er Terminstid nu, og Du er vel nok saa god at indbetale 600 rd. til Firmaet Schmidt og le Maire. - Med det græske Dampskib hænger det saaledes sammen, at Dronningen vil lade hente et Par Palmetræer i Ægypten, og med dette Dampskib kunde vi da afgaae, hvorved vi kunde komme directe til Ægypten, istedetfor at vi ellers maa gjøre den lange Omvej over Smyrna: men jeg frygter forøvrigt, at der ikke bliver Noget deraf - thi »Riget fattes Penge«. At Frøken Bremer vilde tage med, er en Misforstaaelse, hun bliver her i Athen Vinteren over.
Vi have da været paa Bal - rigtignok i den tydske Klub, men forskellige Grækere vare indbudne, saa at der blev talt langt mere Græsk end Tydsk. Kunde jeg end ikke selv deltage i Conversationen, saa havde jeg dog den Fornøjelse at høre paa en Balconversation, der blev ført paa Græsk - ligesom det hører til min stadige Morskab, naar jeg gaaer paa Gaden, at høre et Par treaars Purke snakke Græsk sammen med en Færdighed, som Madvig maatte misunde dem. Morede det mig forøvrigt paa hint Bal at høre Damerne tale Græsk, saa blev jeg da end mere forbavset over at træffe en Dame, der kunde tale Dansk - meget var det jo ikke, hun kunde, thi hun havde kun været et Par Maaneder i Danmark, men det var da nok til at bringe mig helt ud af Quadrillen. - Med vort eget Græsk gaaer det saa smaat fremad: meget kunne vi jo rigtignok ikke, men det er da altid nok til at hjælpe os frem med. Men naar Du vil lære noget Nygræsk, saa maa Du reise til Grækenland, thi af Bøgerne lærer Du intet. Hvad Grammatiken siger er rigtigt, det siger vor Lærer er galt - alt det Gammelgræsk, som jeg i sin Tid har gjort mig saa stor Umage med at lære, maa jeg nu see til at glemme igen, saa Enden bliver vel tilsidst, at jeg kommer hjem og hverken kan Nygræsk eller Gammelgræsk.
Igaar fik jeg atter et Brev fra Hans Sørensen - vil Du takke ham ret meget derfor og sige ham, at han staaer øverst paa Listen blandt dem, der skal have Brev.
Urolighederne ere iorøvrigt begyndte igen. Folket vil have et nyt Ministerium, og Kongen vil ikke give det - forleden Dag rykkede endog Militairet frem, hvorpaa Folkemængden (Schmidt og jeg inclusive) i største Hast toge Flugten *) .
Din Dig inderligt hengivne Søn
Henrik.
Valdemar Schmidt beder hilse mange Gange.



Athen, d. 15. Dec. 1860.
Kjæreste Fader!
Uagtet jeg idag har afsendt Brev til Dig, tager jeg dog alt nu fat paa et nyt forat svare paa Dit Spørgsmaal: »hvad skal jeg i min (Din) Ansøgning til Consistorium angive om Dine Studier i Athen eller om Dine fremtidige Rejseplaner?« Thi jeg frygter, at jeg under al den Uro, som jeg nu skal leve i, let kunde glemme at svare derpaa.
Hvad Studierne i Athen angaaer, da maa Du sige, at jeg har efter bedste Evne søgt at iagttage den græske Kirkes Tilstand, som den nu er, og at jeg haaber en Gang at offentliggøre noget herom; dog maa man ikke for hurtigt fordre noget af mig, thi jeg ønsker gerne at overveje det nøiere, ligesom jeg maa stifte et nøiere Bekjendtskab med den romersk katholske Kirke, inden jeg ret kan forstaa den græske, der, uagtet al sin Protesteren mod Rom, dog har meget tilfælleds med katholsk Religion i sin Praxis (men er saare forskellig i sin Theori). Derfor ønsker jeg at opholde mig et halvt Aars Tid i Rom, thi der først lærer man Katholicismen ret at kjende - hertil ansøger jeg om Understøttelse hos Consistorium. - Jeg har i denne Tid ret ofte ved Samtaler med Billedhugger Herzog erfaret, hvormeget det skorter mig paa Kundskaber i den Retning, thi hvergang jeg i vore Samtaler om Katholicismen siger: »det har jeg læst«
- saa svarer han altid: »men det har jeg seet« - og saa maa jeg jo tie stille.
Vil Du hilse gamle Nørregaard ret meget fra mig og takke ham for hans Brev - ogsaa Jens N. maa Du takke - men Ernst Trier! ja han er vel i en saa uhyre Aktivitet, at han ikke ændser alle mine Opfordringer om Breve mere end Myggestik.
D. 17. Dec.
Regn og Storm - og imorgen skal vi ombord - hu ha!
Syra d. 19. Dec.
Efter en heldig Seilads ankom vi hertil i Morges - jeg skriver dette midt paa Torvet ved et Glas Vin. Kl. 4 sejler vi til Smyrna, hvor vi haabe at ankomme i morgen Middag.
H. S.



Cairo, d. 7. Jan. 1861.
Kjæreste Fader!
For en Uge eller mere siden har jeg afsendt Brev til Dig fra Alexandria, hvori jeg har fortalt om min Rejse fra Grækenland til Ægypten. I Alexandria tilbragte vi fem herlige Dage; d. 31. Dec. ankom vi om Aftenen til Cairo. Jeg spadserede ned paa den fælleds Spadseregang her, Esbekieh, og tilbragte Nytaarsaften med at lægge Rejseplaner for det kommende Aar. I Cairo har jeg nu tilbragt en Uge og jeg befinder mig særdeles vel her. Cairo er en ægte orientalsk Stad: snævre Gader propfulde af Tyrker, Kameler og Æsler, Moskeer, Palmetræer, i Baggrunden Nilen og Pyramiderne, der har Du Recepten til Cairo. - Jeg fører Hotelliv her, spiser to Gang om Dagen ved Table d'Hôte, thi jeg kan ikke finde noget Privatlogis. Jeg er jo her kommen ind paa den rige Englænderroute og maa spille mit Kort godt for ikke at komme til at give Spurven i Tranedans. Saaledes har jeg stiftet Bekendtskab med en rig russisk Dame, der er taget herud for sin Helbreds Skyld. Jeg har gjort Rideture til Æsels med hende, spadseret med hende, men er nu bleven stukken ud af en russisk Prinds (saaledes kalder Kellneren ham - jeg tror ikke, han er mere end en Adelsmand), men kan dog ikke sige, at jeg føler mig saa synderlig ulykkelig derover, thi rige Folk og fornemme Folk paa Reiser blive som oftest efter to eller tre Dages Forløb yderst kedsommelige: thi Penge, Hoteller, Heste, Comedie og Penge - voila den Trædemølle, hvori deres Tanker bevæge sig.
Hvad der ikke lidet bidrager til at gøre Opholdet her behageligt, er den Masse Rideæsler, her findes, og paa hvilke man for en Bagatel kan gennemstreife Byen og Byens Omegn. Hvert af disse Æsler er ledsaget af en Driver, men disse Driveres Uforskammethed gjør Du Dig intet Begreb om - De overgaae langt vore Kaperkudske: forleden Dag var min Frakke nær bleven revet itu, thi idet jeg vilde bestige et Æsel, hængte en lille Gut sig fast i mit ene Frakkeskjød, for at jeg skulde bestige hans Æsel, og først efter nogle truende Bevægelser med Stokken kunde jeg sætte ham i Respect. Naar man da atter kommer tilbage, begynder Ulykkerne først ret - thi de ere aldrig tilfredse med den Betaling, som de faa. I Begyndelsen gav jeg dem noget mere, men det var blot at gyde Olje i Ilden, thi jo mere jeg gav dem, desmere vilde de have, saa nu gjør jeg kort Proces, giver dem, hvad jeg finder for godt, gaaer derpaa ind i Hotellet og lader dem hyle, saameget de vil. - Jeg har truffet to Danske her, den ene ejer en Café, den anden er Sadelmager, hedder Høilund og er en meget flink Mand, der er villig til at hjælpe.
Forøvrigt er jeg Enkemand i disse Dage, idet Schmidt er rejst tilbage til Alexandria for at gjøre Anstalter til Nilrejsen. Denne Rejse sætter mig i Forlegenhed, thi den er kostbarere, end jeg havde troet, saa jeg bliver vist nødt til at opgive den. Schmidt vil derimod under alle Omstændigheder gjøre den - han har studeret Hieroglypherne med stor Iver i Kjøbenhavn og ønsker nu at faa Anvendelse for dette Studium. I saa Fald bliver jeg nødt til at tilbringe en Maanedstid alene i Cairo eller Alexandria uden at have synderligt Udbytte af et saadant længere Ophold. Men jeg kan ikke rejse til Jerusalem før sidst i Februar Maaned, thi indtil den Tid skal Klimaet være yderst ubehageligt i Jerusalem med Regn og Snee.
Schmidt er nu vendt tilbage til Alexandria for om muligt at bevæge Consul Dummreicher til at gjøre Noget for os med Hensyn til Nilrejsen - men Schmidt vil som sagt i hvert Fald opad Nilfloden.
Henrik.




Cairo, d. 15. Jan. 1861.
Kjæreste Fader!
Endskøndt jeg, idet jeg hjemsender det ene Brev efter det andet uden at faa Svar, har samme Fornemmelse, som om jeg talte til en døv Mand, vedbliver jeg dog dermed i Haab om, at I have modtaget mine Breve, men at det er Postvæsenets Skyld, at jeg ikke har modtaget Eders.
Nu har jeg tilbragt fjorten Dage i Cairo og har da ogsaa erfaret, hvad det vil sige at føre Hotelliv. Hermed er jeg imidlertid ingenlunde utilfreds, da Værten er en gemytlig Tydsker. Man begynder ligesom Børnene med at see paa hinanden; lidt efter lidt stifter man Bekendtskab.
Den russiske Prinds Maniloff (jo han er virkelig Prinds efter Alles Sigende - see iorøvrigt mit Brev af 7. Januar) og jeg blev forsonede med hinanden og ere nu eiegode Venner. Saa kom den russiske Dame (jvnfr. mit sidste Brev) og en Franskmand paa en spændt Fod, fordi Franskmanden ved Table d'Höte erklærede, »que tous les femmes Russes sont stupides« (formodentlig vidste han ikke, at en Russerinde var tilstede) - men Franskmanden var for meget Franskmand til ikke at sige hende et Par Complimenter bagefter, og hun formeget Kvinde til ikke at modtage dem, saa blev ogsaa de forsonede.
Forleden Dag ankom der en Polak hertil, med hvem jeg snart sluttede Venskab og Broderskab. Han fik mig til at købe et Par gamle ægyptiske Gudebilleder, som jeg om Aftenen fremviste ved Table d'Höte - men sikken et Spektakel der blev! Franskmanden paastod, at de var uægte, medens Polakken, der havde forledt mig til at købe dem, erklærede dem for ægte, og hele Selskabet delte sig i pro og contra, indtil endelig Værten beroligede os ved at erklære, at naar jeg bare troede, at de var ægte, saa kunde ingen bevise mig, at de var uægte.
Igaar havde jeg en meget anstrængende Ridetur for at besee Pyramiderne ved Sakkara. Prindsen og Polakken og en tredie Herre vare mine Ledsagere. Prindsen vilde partout have en Dragoman, medens Polakken og jeg, der af dyrekøbt Erfaring veed, hvad en Dragoman vil sige, paa det Bestemteste satte os derimod. Prindsen vilde da selv betale Dragomanen, og saa maatte vi andre give efter, men ikke desmindre forstod Dragomanen med den største Forekommenhed at angle henved en Napoleondor op af Lommen paa os Hver. Turen var forøvrigt yderst interessant, og uagtet jeg trods en stærk Hovedpine maatte i den brændende Solhede vade i det dybe Ørkensand, fortryder jeg dog ikke den havte Besvær. Hvad der mest vakte min Interesse, var Serapeum ?: Apisgravene, der i 1851 ere opdagede af Mariette. Ind i Fjeldvæggen er der hugget en lang Gang, og i Nischer paa begge Sider af denne ere de kolossale Stenkister hensatte, hvor Apis'erne bleve begravne. Ingensinde har jeg fornummet saa stærkt, hvilket Herredømme Overtroen kan vinde over Menneskenes Hjerter som ved dette Syn - hvilket Arbeide, hvilke Suk og hvilken Stønnen, og alt det for at begrave Dyr!
Schmidt er endnu stedse i Alexandria, og hvilke Bedrifter han udretter der, veed jeg ikke, thi jeg faar ingen Breve fra ham. Atter her maa Postvæsenets Uorden være Skyld deri, thi Schmidt er altfor ordentlig til at han skulde undlade at skrive mig til.
Anden Mosebog læser jeg her med stor Glæde - jeg tror ganske sikkert, at Skuepladsen for den første Halvdeel er Memphis og Omegn, altsaa Egnen omkring Cairo. Landskabet her passer ganske til Beskrivelsen: Nilfloden med sine tætte Siv, Ørkenens dybe Sand, hvori Jøderne have trællet, og hvor Moses begravede Ægypteren, som han havde dræbt, - ja Traditionen vil endog paa den lille Nilø Roda paavise det Sted, hvor Moses blev udsat som Barn. Jeg kan aldrig vandre langs Nilflodens Bredder og see over til Pyramiderne uden at tænke paa, at disse samme Pyramider har Joseph og Moses gaaet og set paa i deres Udlændigheds Dage.
Spørg dog forøvrigt Professor Hermansen om, hvorvidt man med Sikkerhed tør sige, at Memphis har været Skuepladsen for hine Begivenheder, eller om den maaske snarere skal søges ved Theben i Øvreægypten *) .
Ogsaa Herodot læser jeg: snart fængsles jeg af det Liv og den Anskuelighed, hvormed han veed at fremstille Alt - snart morer jeg mig over alle de Skipperhistorier, som Herodot fortæller med den mest alvorlige Mine, fuldkommen overbevist om deres Sandhed.
Den 16. Januar 1861.
Jeg blev igaar afbrudt i mit Brev derved, at Schmidt traadte indad Døren. Han har arbeidet ufortrødent i Alexandria, saaledes at den projecterede Nilreise virkelig kommer i Stand. Han har nu leiet en Baad med Capitain, otte Matroser og en Dragoman: Reisen skal gaa til en Dagsreise Syd for Theben, ved Nilens første Katerakt, den skal vare i to Maaneder og vil koste hver af os mellem 3 à 400 Daler. Vi komme saaledes helt op paa Grænsen af Nubien.
Sagtens er Du meget forundret over, at jeg aldeles paa egen Haand foretager denne Reise uden at raadspørge Dig. Men dels kunne dine Raad ikke hjælpe her, da de ville udeblive tilligemed dine Breve, dels er Du ukendt med Forholdene, og endelig foretrækker jeg at handle uden at høre din Mening først istedenfor først at høre din Mening og bagefter alligevel handle mod den.
Imorgen eller iovermorgen, saasnart vor Baad kommer fra Alexandria, gaae vi ombord. Saa farvel da - om jeg end Intet hører fra Dig, saa veed jeg dog, at dine Ønsker og dine Bønner følge mig. Gud velsigne Dig derfor, han holde sin Haand over Dig og over Eder Alle!
Din Dig inderligt hengivne Søn
Henrik.




Cairo, d. 21. Januar.
Vi har faaet to Englændere og en gammel Nordmand, Consul Ring til at følge med os opad Floden. Den sidste er en herlig gammel Mand, jeg er overordentlig glad over hans Selskab.
Forøvrigt læser jeg nu Brugsch, Histoire d'Egypte, der indeholder særdeles interessante Oplysninger om det gamle Ægyptens Historie. Nei jeg havde Ret: det var ingen tom Phantasidrøm, der drog mig over til den gamle Verden - den gamle Historie er bleven som lyslevende for mig. Blandt Andet opstiller Brugsch den Formodning, at efter hans Beregning skulde den Pharao, der druknede i det røde Hav, være Menephta II - og nu har Schmidt og jeg i det herværende Museum, hvortil alle ægyptiske Oldsager indsendes, fundet en Basaltstøtte med Hieroglyphindskrift af Menephta II. Hvorvidt Brugsch Beregning er rigtig, veed jeg ikke, men det veed jeg, at jeg har aldrig seet et saadant Udtryk af Hovmod og ubøielig Trods, som det, der ligger i hint Ansigt, saa at om en Billedhugger i vore Dage vilde fremstille hiin Pharao, kunde han ikke finde en bedre Model end denne Statue.
Din trofaste Søn
Henrik.




Nilfloden, d. 7. Februar 1861.
Kjære Broder!
Da jeg var i Grækenland, bad Du mig om at skrive blot et lille Brev fra Grækenland, og da jeg nu er i Ægypten, beder Du mig om bare et lille Brev fra Ægypten. Det vilde være Synd ikke at opfylde et saa uskyldigt Ønske, og Du faar da Brevet direkte fra Nilfloden. Vor lille Baad flyver afsted med Pilens Fart, saa Bordet staar ganske skævt, og jeg maa holde vaagent Øie med Blækhuset - vi ere omtrent 30 Mil Syd for Cairo.
Tak og atter Tak for dit sidste varme, broderlige Brev! I Meget maa jeg give Dig Ret, men i Hovedsagen giver jeg Dig Uret (Du maa undskylde, om mine Sætningskonstruktioner undertiden blive lidt utydelige, thi her sidder en af vore arabiske Søfolk og spiller paa Tamburin og synger; Schmidt og Normanden faae sig en lun Passiar, og den forbistrede Baad krænger hele Tiden, saa at jeg, der ingenlunde er helbefaren Sømand, stadigt sidder i en vis Frygt for, at jeg muligvis kan komme til at maale, hvor dyb Nilen er). Ja vel længes jeg efter Eder, I kære i Hjemmet, men trods al Hjemve, trods al Længsel, trods al Utilfredshed fortsætter jeg min Reise, saalænge Gud giver Helsen og Sundhed, og Universitetet giver Penge, thi jeg vil ikke give efter og ikke lade mig tvinge af nogen Sygelighed i Sindet.
Tro heller ikke, at jeg ikke kjender til Reiseglæderne! Ja vel er der Tider, hvor jeg er nedbøiet og mod i Hu, men der er sandelig ogsaa Tider, hvor jeg med usigelig Glæde heiser mit Flag og stævner min Cours og takker Gud, der viser mig sin store herlige Verden. Og stor var min Glæde, da jeg læste Plutark, og end større var den, da jeg fik fat i Fichtes Moral, thi i denne sidste fandt jeg Opklaring paa meget i mig selv, som jeg før ikke havde forstaaet. Heller ikke skal Du eller Andre sammenligne mig for meget med Valdemar Schmidt, thi dertil ere vi To altfor forsk] ellige. Det Qvantum Glæde, som jeg fortærer i Løbet af en Time, det lever han paa i hele otte Dage.
Englænderen, som skulde følge med os op ad Nilen, gjorde Vrøvl, da det kom til Stykket, saa Schmidt og jeg tilligemed vor gamle Nordmand, Consul Ring (fra Drøbak) bleve alene. Nordmanden er sine 65 Aar gammel, men rask og rørig som Nogen af os. Han har ført et yderst æventyrligt Liv, omtumlet sig paa den hele Klode. I de lange Aftner sidder han da og fortæller os Historier fra sine Ungdomsdage, medens Araberne udenfor antænder et Baal for at varme sig, ligge rundt om det og spille Tamburin og synge til. Men om Christendommen mener Consulen, at det er tom Snak, følgelig faar vi adskillige theologiske Dystløb, saa det knager efter, thi vi ere lige hidsige begge To. Men Gemyt er der i den Gamle og fortælle, det kan han.
Hvad Du fortæller mig om dine poetiske Produktioner *) , glæder mig, navnlig at Du ikke vil forhaste Dig, men vente til Jul. Thi for ikke at tale om, at det just ikke er hver Dag, at Vorherre lader os faae en god Idee, som man kan benytte, og at man derfor som en klog Husholder ikke bør bortødsle den, saa er ogsaa den fine Udarbeidelse af Smaaparter af stor Vigtighed. Det har jeg lært ved at betragte Strassburgermünsteren, Parthenon og Ereiktonustemplet, thi Beundringen vækkes her i lige høi Grad ved at beskue den store geniale Idee, der udtaler sig gjennem disse Bygninger, som ved at see den Samvittighedsfuldhed, hvormed hver Søilecapitæl, hvert Marmorstykke er udarbeidet. Det er en Prædiken, som jeg oftere har holdt for mig selv, men som Du vel ogsaa kan have godt af at høre.
Læg af og til et Par Linier ind i Pastor Schmidts Breve til hans Søn, thi jeg har nu snart i tre Maaneder Intet hørt fra Kjøbenhavn. Vilhelmines og dine to sidste Breve vare mig derfor til stor Glæde. - Af Blomster har jeg trods al min Søgen ikke kunnet finde andre end den vedlagte, som jeg vel neppe behøver at sige Dig Navnet paa. Heller ikke Storken kan jeg hilse Dig fra, thi trods al min Speiden har jeg ingen seet.
- Mine bedste Hilsener til Dig og din Vilhelmine
fra din Dig inderligt hengivne Broder
Henrik.




Nilfioden, Onsdag, 13. Febr. 1861,60 Mil Syd for Cairo.
.
Min kjære, elskede Fader!
Du kan ikke tro, hvad det er for en forunderlig Følelse for mig nu snart i tre Maaneder Intet at have hørt fra Dig eller fra Eder derhjemme, thi siden hint tidt omtalte Brev af 28. Nov. har jeg intet seet - hvad kan der ikke være sket i den Tid! For et Par Uger siden traf jeg en Franskmand her paa Nilen, der fortalte mig, at han i de sidste Aviser havde læst, at Krigen var udbrudt mellem Danmark og Tyskland. »Er den virkelig udbrudt?« spurgte jeg forskrækket - »Qui, c'est à dire à peu près«, var Svaret - »naa, ikke Andet! ja vi har i de sidste ti Aar à peu pres havt Krig med Preussen«, - dog hvem kan vide, naar det à peu pres bliver til Virkelighed!
Nilrejsen har havt sine store Glæder, som ogsaa sine Ubehageligheder. Til de sidste regner jeg, at vi vare næppe komne ud fra Cairo, førend vi bleve overfaldne af den ægyptiske Vinter, der mældte sig i Skikkelse af en heftig Storm fra Syd, der tvang os til i tre Dage at ligge stille paa den samme Plet foran en lille arabisk Landsby, hvor der ikke fattedes meget i, at jeg var død af Kedsomhed. Thi oppe i Land fygede Stormen, saa at jeg skyndsomst søgte ind i Baaden, og ude i Baaden trak det ind i Kahytten, saa jeg atter søgte op i Land; dertil var Kulden saa stærk, som jeg aldrig havde ventet at træffe den i Ægypten, men saa hørte Stormen heldigvis op. - Et andet Uheld var, at Nordmanden, Consul Ring (med hvem vi rejse alene, thi Englænderne bleve tilbage i Cairo) forstaar sig bedre paa Søvæsen og Madvæsen end vore Arabere. Følgelig laae han i evig Strid med Captainen og Kokken, men da han er meget hidsig og ikke er det arabiske Sprog mægtig, saa gik jeg i stadig Frygt for en eller anden Ulykke. Saaledes hændtes det en af de første Dage, da Schmidt var gaaet i Land, og jeg sad ovenpaa Kahytten i behagelige Drømmerier, at jeg pludselig blev udreven af disse ved et heftigt Skænderi inde i Kahytten og et tungt Fald. Jeg ned ad Trappen og saae Nordmanden ude af sig selv af Raseri kaste Captainen paa Døren og raabe: »Jeg skal lære din uforskammede Slyngel at trække mig i Skæget!« Ved Folkenes Hjælp fik jeg nu at vide, at Captainen forat stille Nordmanden tilfreds og bevidne ham sin Højagtelse havde taget ham i Skæget, hvilket hos Araberne er en meget stor Hædersbevisning, men Nordmanden havde forstaaet Sagen uret, og jeg maatte tænke paa Holbergs Oldfux, der giver et Ørefigen forat betegne: »ærbødigste Tjener!« - Schmidt vil endogsaa vide, at nede i Nubien bor nogle Negerstammer, der betegne deres Højagtelse ved at spytte den Fremmede i Ansigtet - men saa langt komme vi heldigvis ikke ned.
Nordmanden er i det Hele overordentlig activ; han fik mig til at staae og tappe Vin af paa Cairos Gader, men da han ogsaa vilde have mig til at hakke Petersilie og skrabe Gulerødder, saa gjorde jeg Oprør (da vi havde en Kok med os til at besørge dette Arbejde), og der udbrød formelig Krig imellem os, i hvilken der tilfaldt Schmidt den vanskelige Opgave at holde med begge Parter. Imidlertid kunde vi ikke udholde ret længe at se surt til hinanden - Nordmanden lagde noget Baand paa sin altfor store Virksomhed, og for da atter at føje ham paatog jeg mig af egen Drift at rense noget Smør en Dag, hvorover han blev saa glad, at han glemte alt sit gamle Nag, og vi bleve gode Venner som forhen.
Herlige Morgenlandskaber har jeg set - naar jeg kommer udaf min Køje om Morgenen og ser udover den spejlklare Flod, da maa jeg altid tænke paa Dig, thi jeg ved, hvilken Pris Du sætter paa en frisk og straalende Sommermorgen. Og her er en paradisisk Ro og Fred udbredt over Alt, Solstraalerne falde saa lifligt hen over de unge Palmetræer, og dertil den store herlige Flod og Ørkenens Bjerge i det Fjerne - ja vel maa jeg da udbryde:
Bryde min Sjæl i Beundring ud! Love, prise og takke den Gud!
Og aldrig kan jeg se disse Hjorde af Kameler og Æsler, uden at jeg maa tænke paa Abraham:
Rig paa Kameler, Æsler og Faar, det var den Herre med Ære!
Endnu have vi intet set af Rejsens egentlige Maal, nemlig de gamle Kongeborge og Templer, thi vi benytte enhver Smule god Vind til at naa opad Nilen - hjemad kunne vi nemlig altid gaa med Strømmen. - Varmen har i de sidste Dage begyndt at genere os: den er som den stærkeste Sommervarme hos os - og værre bliver det nok siden.
Schmidt har paa hele denne Rejse viist en fast utrolig Selvopofrelse og Hengivenhed - om ham kan jeg rigtignok sige: »jeg er kommet efter, han ejer skjulte Kræfter«. En bedre Rejsefælle kunde jeg vel næppe have fundet herovre.
Onsdag 20. Febr. Kl. 3.
Vi sejle nu mellem de Kyster, hvor fordum det »hundredportede Theben« hævede sine stolte Paladser - nu er her Øde og Tomhed. - Heden er trykkende. -Vi gaa imidlertid ikke i Land, men søge lige ned til Assuan for at benytte den Smule Nordenvind, som Vorherre endnu vil sende os, og da drive tilbage, naar Sydvindene begynde, og da først besee Ruinerne. Hernede gaae Indbyggerne omtrent i samme Dragt som den, Fader Adam gik i før Syndefaldet.
Vi ere endnu stedse i Færd med at seile opad Floden (idag er det 4 Uger, siden vi forlod Cairo). - Igaar gjorde vi Holdt i Esneh, hvor Skibsmandskabet skulde bage Brød, og besaa der en herlig Tempelhal. Den har tidligere været begravet under Støv og Jord, men paa et Besøg 1842 lod Muhamed Ali den grave ud. Det er imidlertid kun Forhallen, der sees, det egentlig Tempel er begravet af Jord, og Araberne have bygget deres Huse ovenover, saa det er umuligt at trænge derind. Men denne Forhal er noget af det mest Storartede, jeg endnu har set. Vel er den fra en seen Tid, fra Ptolomæernes og den romerske Keisertid, men den er holdt i gammel ægyptisk Stil, der her imidlertid er sammenblandet med den græske. Saavel Vægge som Søjler ere dækkede med Rækker af Hieroglypher, saa at de danner som en stor Bog huggen i Sten. Men Indholdet er ikke synderlig interessant, thi det er lutter Datums Angivelser - som hele Ægyptens gamle Historie i mange Henseender synes mig at ligne et stort Regnestykke. Men storartet er det Indtryk, som Bygningerne afgive, langt større end vore moderne Bygninger, hvor herlige disse end kunne være, thi disse sidste kunne ikke virke saa grandiost og ærefrygtsbydende, fordi de mangler den høje Alder og det dybe Fald - thi falden Storhed vækker underlige Toner i Sjælen, og jeg maa da tænke paa Novalis' Ord:
»O einsam steht und tiefbetrübt, Wer heiss und stark die Vorzeit liebt.«
Den 26nde Febr.
Idag var det Moders Fødselsdag - den har jeg fejret med at være i Nubien: ak ja, hvad mon hun vilde sige, om hun levede og hørte, at en af hendes Sønner havde været i Nubien. - Nu vende vi da atter Skibet mod Nord. - Jeg har været i Syene, den sydligste Grænsestad i Romerriget, hvortil Juvenal blev forvist formedelst sin altfor store Vittighed. Jeg har været paa Nuøerne Philæ og Elephantine, hvis Navne staa som en dunkel Barndomserindring fra min Geographi. - Paa Philæ findes betydelige Levninger af Ibistemplet, rigtignok fra en seen Tid, men de tjene dog til at give en klar Forestilling om den ægyptiske Tempelbygning, der er saa hel forskellig fra den græske. Øen Philæ selv danner et af de skønneste Landskabsbilleder, som man kan tænke sig. - Jeg talte forøvrigt der med en tysk Missionær, der fortalte mig, at Triester Havn er spærret - saa er det vel Grunden til, at jeg ingen Breve faaer.
D. 27. Febr. Aften. - I dag har vi besøgt Templet i Ombos, der ogsaa er fra Ptolomæernes Tid - en Del er bortreven af Floden, en anden er tildækket af Ørkensand, men hvad der staar tilbage, er dog endnu herligt at skue. Imorgen skulle vi bese Gravene og Stenbruddene ved Silsileh, dernæst Templet ved Edfu, saa Gravene ved El Kab, og dernæst gaae vi til Theben, hvor vi tilbringe ti Dage for ret at betragte alle Mærkelighederne der.
Fredag 1. Marts. - Jeg har idag besøgt Templet i Edfu; det største og herligste af hvad jeg endnu har seet. - Studiet af Architektur er forøvrigt et godt Studium for en Æstetiker; det er som en stor Billedbog, hvori Kunstens Love ere fremstillede.




Theben i Øvreægypten, d. 5. Marts 1861. Aften.

Kæreste Fader!
Skøndt her ligger i min Mappe Brev til Dig, til Broder Peter og til Ernst Trier, sender jeg dog ingen af dem af Sted, da jeg aldrig kan tro, at et Brev skulde naae levende fra Øvreægypten til København, og jeg nødigt vilde, at disse Breve skulle gaae tabt. Da Schmidt imidlertid vil forsøge at afsende et Brev, sender jeg dette Par Ord med, forat Du kan vide, at jeg har det vel.
Vi har alt naaet Rejsens Maal og ere nu paa Tilbagevejen, for Tiden ivrigt beskæftigede med at undersøge Ruinerne af det hundredportede Theben. De ere i højeste Grad storartede og kolossale, og jeg har følt en levende Glæde ved at beskue dem. - Jeg har fornummet et Aandepust fra de længstsvundne Tiders Storhed. Vi ville tilbringe ti Dage her i Theben. Nogen detailleret Beskrivelse faaer jeg ikke Tid og Lejlighed til at give Dig, men hvis Du har Lyst, kan Du maaske paa et af Bibliothekerne laane Brauns Kunstgeschichte (Wiesbaden 1856) og der finde nogen nærmere Underretning om, hvad jeg har seet her. Naar jeg kommer til Alexandria, sagtens om fire Ugers Tid, skal jeg afsende mine Breve, de ville imidlertid kun meddele Dig nogle af de Stemninger, hvori jeg har levet, thi en klar og anskuelig Beskrivelse maa gives enten i en mundtlig Samtale eller i en trykt Bog, og dertil anbefaler jeg Dig hint Værk.
Fra Dig har jeg intet Brev modtaget siden hint af 28. Nov. Jeg længes usigeligt efter at høre et Par Ord fra Dig og fra Eder. Heldigvis har Peter og Vilhelmine været saa snilde at indlægge et Par Smaabreve i Brevene til Schmidt - ellers vilde jeg leve i fuldstændig Ukyndighed om, hvorledes I leve. Mange bitre og tunge Timer har jeg, men ogsaa Øjeblikke af overstrømmende, jeg kunde næsten sige, Salighed. Imorgen skal jeg hilse paa dens klingende Memnon. - Farvel, farvel - hils alle mine Kjære - og sidst Du selv, min inderligt elskede Fader fra
Din Søn
Henrik.




Theben i Øvreægypten, d. 12. Marts 1861.
Da Schmidt vil skrive i ti Minutter, inden han afsender Brevet, vil jeg ogsaa skrive i ti Minutter, saa meget som jeg kan. - Jeg tænker paa, at I, efter i saa lang Tid Intet at have hørt fra mig, muligviis alt har drukket mit Gravøl - og dog kan Din Glæde over atter at faae Brev fra mig ikke være saa stor, som min skal blive, naar jeg atter seer en af de gamle gule Konvolutter. Vi har nu tilbragt ni Dage her i Theben, og det har været ni indholdsrige Dage. Jeg havde ikke troet, at her havde været saa meget at see - aldrig havde jeg drømt om, at det skulde falde i min Lod at vandre om i Pharaonernes gamle Paladser. Slemt medtagne ere de jo rigtignok, men med en Smule Phantasi kan man jo nok restaurere dem i sine Tanker og faae en Idee om, hvorledes her har seet ud i hine Tider, da Ramses den Store vandrede op og ned i den store Søjlehal, fuld af stolte Erobringsplaner.
Den engelske Consul Muikapha Aga har tilbudt Schmidt Billedet af en Osiris, som denne skulde købe til Antikkabinettet. Den er lidt over en Alen høj, men fuldkommen ubeskadiget, af sort ægyptisk Basalt. Den skal koste 1.000 Daler (135 Pund Sterling). Skøndt Statuen er god og upaatvivleligt ægte, mener Schmidt dog, at det er for meget at give for den, men han beder Dig dog for en Ordens Skyld at mælde det til Conferentsraad Thomsen og erfare dennes Mening derom, som Du da maaske vil have den Godhed at tilskrive mig. Men glem ikke at sige, at Schmidt mener, at det er for meget. Fra Alexandria skal Du faae et bedre Brev fra mig. Nu farvel - Gud bevare Dig og Eder Alle!
Din Søn
Henrik.
Under ovenstaaende Brev har min Fader tilføiet følgende Note: »Conferentsraad Thomsen erklærede det for en stor Misforstaaelse. Han havde sagt, at Schmidt kunde kjøbe for 10 til 50 Rigsdaler - men 1000 Rigsdaler oversteg langt Kabinettets aarlige Indtægt.«
9. April.
Fredag 22. Marts.
Det er dog græsseligt saa doven, man bliver, naar man er tilsøs - nu er der jo gaaet tre Uger, hvori jeg ikke har skrevet Dig til (jo, jeg har dog afsendt et Par Linjer fra Theben, men jeg veed ikke, om Du har faaet dem).
I Theben tilbragte vi ti Dage, og det var ti travle Dage, thi vi vare paa Færde fra Morgen til Aften. Hvad der mest interesserede mig at see var den klingende Memnon og det store Tempel i Karnak. Den første har jeg fra min Barndom haft stor Forkærlighed for, og aldrig har jeg drømt om, at den Ære skulde tilfalde mig at gjøre hans personlige Bekjendtskab. Det er forøvrigt en mægtig Colossalstatue af Kong Amenophis 3. (ved Fordreining heraf er Navnet fremkommet, thi Statuen selv har ikke det Mindste med Memnon at gjøre). Den er næsten halv saa høj som Rundetaarn. Ved Siden af staaer akkurat Magen til den, af samme Højde. - En Araber kryber nu opad den klingende Memnon og klinger d. e. slaaer paa en Sten i hans Skød, men da Statuen har lidt meget af Jordskjælv og Vold og Araberen slaaer meget keitet, saa har Lyden Intet tilfælleds med en bristende Harpestræng, som de Gamle skildre den.
Ogsaa en tredje Colossalstatue findes endnu i Theben, nemlig den 60 Fod høje Statue af Kong Ramses den Store, huggen i Granit, men den er i en sørgelig Fornedrelsestilstand, aldeles omstyrtet, Araberne have endogsaa hugget Møllestene udaf Hovedet paa ham, uden at dette dog har taget synderlig Skade deraf - jeg har kravlet om paa Skuldre og Bryst.
Det store Tempel i Karnak er en af den gamle Verdens største Bygninger, men desværre er ogsaa meget heraf ødelagt, blandt andet den lange Række af colossale Sphinxer, 1200 i Antal, der førte herfra til Templet i Karnak, men hvoraf nu kun ynkelige Rester ere tilbage. Dog den majestætiske Søjlehal staar endnu og fylder Sindet med mægtig Ærefrygt.
Ja jeg har vandret i de pharaoniske Kongehaller, i dem, der stod paa Moses Tid - tre Aartusinder have talt til mig fra disse Stenmasser. Overhovedet har jeg fundet langt mere i Ægypten, end jeg nogen Sinde havde drømt om, og netop derfor er jeg saa glad for min Rejse hertil, thi saa gammelt som det er, saa har det for mig været noget aldeles Nyt og Ukjendt.
Hvad der forøvrigt fortjener ikke mindst Opmærksomhed blandt de mange Oldtidsminder, ere Gravene. Thi i dem, der ere udhuggede i Klipperne ofte til en betydelig Dybde, findes Afbildninger af hele det ægyptiske Liv, og af deres Maader at pløje, saae og tærske, deres Sejlads paa Nilen, deres Møller og Husgeraad; saaledes at man ved Hjælp heraf faaer et meget anskueligt Billede af, hvorledes man levede her for tretusind Aar siden, altsaa paa Moses Tid. Farverne ere ofte mærkværdig godt vedligeholdte.
Torsdag 28. Marts.
Endelig ved min Tilbagekomst til Cairo d. 26. Marts havde jeg den Glæde at modtage Breve fra Hjemmet, sex i Tal, deraf fra Dig selv fire Breve. Inderlig glad var jeg, over hvad jeg modtog. Du bedes da bringe min inderlige Tak til Greve Præstegaard for det varme hjertelige Brev, som jeg modtog derfra - det var et rigtigt Grevebrev, der ret kvægede mig.
Ogsaa Schebel maa Du takke, naar Du ser ham, fordi han endelig indfriede sit Løfte - ligesom Tante Emmy for hendes faa, men kærlige Ord, og Broder William for hans temmelig mysteriøse Brev, der imidlertid viste mig, at han længes ligesaa meget efter mig, som jeg efter ham. Men først og sidst sender jeg min Tak til Dig selv, Du min inderligt elskede Fader, thi fra Dig kom jo et Antal Breve, der langt overgik de Andres, og som viser mig, hvorledes Du i Examens og Forretningens Travlhed med lige Kærlighed tænker paa mig. Gud velsigne Dig derfor!
Og nu skulde jeg til at svare paa nogle af Dine mange Spørgsmaal, men det er ikke nogen let Sag. Hvad nu først min orientalske Rejse angaar, da maa Fremtiden vise, hvorvidt jeg har haft Ret i at gjøre den. Kun saameget vil jeg sige, at Du sætter min Rejses Hensigt for snæver, naar Du kun søger den deri at lære ?: at indsamle Kundskaber. Thi det er kun en Del af mit Formaal, et andet ligesaa vigtigt for mig er at udvikle Charakteren, navnlig Følelse og Vilje. Thi jeg mener, at vor Opdragelse i Barndommen og Ungdommen gaar altfor meget i eensidig intellectuel Retning. At indsamle Kundskaber, at forstaa sig paa mange Ting, at blive et godt Hoved - dertil stræbes der altfor meget. Og dog er det ingenlunde dette, der virker mest i Livet. Nei, hvad der virker mest, er Følelsen for og Troen paa det Evige, det Uendelige og dertil den kraftige Vilje. Derfor frembragte Oldtiden og Middelalderen saa store Personligheder, fordi den lærte den Enkelte at vide, hvad han vilde, og at ville, hvad han vidste. Men Sligt kan ikke læres i det stille, eensformige Hverdagsliv, hvor Alt er Tryghed og Sikkerhed, det læres kun, hvor der er Kamp, først der lærer man at samle sig sammen i sig selv og roligt at oppebie, hvad der skal komme, sikker i sin Tro og sikker i sit Haab om Sejer. En saadan Opdragelse vilde jeg have, derfor valgte jeg at rejse til Orienten. Thi i Evropa er nu Alt indrettet saa bekvemt og saa mageligt, at man istedenfor at komme hjem som en hærdet og kraftig Mand, kommer hjem som et forkælet Barn, fuld af Fordringer og fuld af Luner. - Og i den Henseende troer jeg, rigtignok kun tildeels, at have naaet min Rejses Formaal. Et har jeg i al Fald lært, det er at have Taalmodighed og at give Tid - navnlig have vore arabiske Matroser, som jeg nu i to Maaneder har levet sammen med, været fortrinlige Manuductører. - Et Andet, som jeg tilsigtede, var at udvikle Sandsen for det Store og det Ophøjede - ogsaa i saa Henseende er jeg tilfreds, thi jeg har i Grækenland og Ægypten modtaget en Række storartede Indtryk. Du klager over, at jeg taler kun saa lidt om, hvad jeg nu vil gjøre: deri handler jeg som en klog Sømand, der ikke gerne siger, hvor han vil være næste Dag, fordi han veed, at det beroer ikke paa ham at bestemme det. Dog vil jeg sige, at vi, naar vi ere ankomne til Alexandria og have bragt Alt i Orden med Hensyn til Baaden etc., agte at tiltræde Rejsen til Jerusalem, hvor vi da haabe at ankomme c. 8. eller 10. April. Hvor længe vi opholde os i Jerusalem, kommer til at beroe paa Forholdene - dog vilde vi gjerne tilbringe en Maaneds Tid der.
Mine Planer om at blive længe borte ere endnu uforandrede - muligviis jeg kan bruge det Hopnerske Stipendium i alle fire Aar. Thi hvad jeg skal gjøre hjemme, veed jeg ikke. Om jeg skal gaae den praktiske eller den academiske Vej, om jeg skal blive Præst, Biskop, Professor, Huuslærer eller Brandmajor - det veed jeg ikke - og jeg har opgivet alle Planer i saa Henseende. I de første Aar vil jeg rejse og studere - saa kan det altid siden afgøres, hvortil de vundne Kundskaber bedst kunne benyttes. Jeg er bleven klog af Erfaring og lægger ikke længere Planer, der strækker sig langt ud i Fremtiden. Jeg søger at opfylde de Pligter, som Nutiden kræver af mig, og lader Vorherre sørge for Fremtiden.
Første Paaskedag.
Hvor meget havde jeg ikke ønsket idag at være i Jerusalem, men det var umuligt at naae derhen. Saa holder jeg da min Paaske her paa Nilfloden - men atter føler jeg her som altid ved Festdagene, hvorledes disse først faae deres rette Betydning, naar man fejrer dem i Samfund med sine Kjære.
Jeg har nok glemt at fortælle Dig, at Englænderne fulgte ikke med os, saa at Schmidt og jeg rejste alene med den gamle Consul Ring fra Drøbak i Norge. Han var en forunderlig Sammensætning af gode og onde Egenskaber. Vi har havt megen Besvær af ham, thi han havde tænkt sig Ægypten som et sandt Paradis og har derfor hylet og klaget gudsjammerligt ved al den Besvær, vi har havt, som jeg overhovedet aldrig har kjendt saa hidsig og saa utaalmodig en Mand. Men paa den anden Side har han været os til stor Hjælp, da han er en udmærket Praktiker, og har derved sparet os mange Penge. Desuden besidder han ved Siden af sin Uregerlighed et rigt Gemyt og megen Kjærlighed: saaledes tog han sig med stor Omhu af mig, da jeg et Par Dage laa syg formedelst en Overanstrengelse, saa at jeg snart atter kom paa Benene. - Han er meget ængstelig for, at hans Kone ikke har modtaget hans Breve og nu gaar i stor Uro for ham, derfor har han bedet mig om at anmode Dig om den Godhed, at skrive to Linjer til hende, at hendes Mand har gjort Nilrejsen med Din Søn og er frisk og sund vendt tilbage til Alexandria, hvorfra han agter sig til Italien og videre, samt at han afsender Brev fra Alexandria, men ikke veed, om hun modtager det. Dette Brev vilde Du maaske sende til Fru Dorthe Ring, født Boll, Aggersvej Nr. 9, Christiania.
Jeg har forøvrigt saare meget at tale med Dig om, men det egner sig ikke til Brevskrivning, og derfor maa jeg beholde det hos mig selv. - Naar Du ønsker, at jeg skulde meddele Noget om mit Strasburgerophold, da har det ogsaa været min Hensigt, naar jeg atter kom tilbage til Europa og kunde faae Ro dertil. Men ingenlunde har jeg i Sinde at gjøre det, saaledes som Du har tænkt det. Thi at give en Oversigt over Reuss og Aandsfællers Retning og Betydning i Videnskaben, dertil hører langt større Aandsmodenhed og Klarhed, end en 25aarig Yngling er i Besiddelse af. Jeg vilde ansee det for et langt lettere Arbejde at skrive om Erasmus Rotterdamus eller Laurentius Valla, thi Fortiden ligger klar og rolig for Beskriveren, medens Nutiden er fuld af Uro og Gjæring, og vi, som leve nu, dele Tidens Uro og Gjæring. - Nej, min Skildring skulde blive aldeles praktisk. Efter en kort Skildring af Strasburg, dens Beliggenhed, Befolkning etc. vilde jeg skildre Universitetsforholdene, Examens-indretningerne, Studenterlivet etc., hvilket muligvis kunde tjene til Opklaring af vore Forhold hjemme. Ogsaa den Maade hvorpaa streng Lutheranisme, Pietisme og Rationalisme træder op overfor hinanden og spalter Menighedslivet og Præsterne, vilde jeg beskrive. Naturligvis kom jeg ogsaa til at omtale den Stilling, som Reuss indtager i Theologien, men det vilde blive kort og forbigaaende. - Du seer altsaa, at medens Du vil en Skildring af, hvad jeg egentlig kunde have tilegnet mig i Kjøbenhavn ved flittigt Studium af hine Mænds Skrifter, saa vil jeg kun give en Skildring af, hvad jeg har seet i Strasburg og kun kunde erfare i Strasburg, men aldrig i Kjøbenhavn. - See det har været min Hensigt; om den lykkes mig, veed jeg ikke - jeg føler jo selv bedst, hvormeget der fattes mig dertil.
Torsdag 4. April.
Iforgaars kom vi atter tilbage til Alexandria, hvor vi havde en meget besværlig Dag med at losse Baaden. Endnu have vi en Del Bryderier med Hensyn til Betalingen, thi Araberne ere nogle store Kjæltringer, men det jævner sig vel nok. - Paa Mandag Eftermiddag afgaacr vi med et iransk Dampskib til Jaffa, hvor vi ankomme Onsdag Morgen - Torsdag og Fredag benytte vi til Rejsen til Jerusalem, hvor vi med Guds Hjælp haabe at være Lørdagen 13. April. Saa nær er jeg da nu ved mit kjæreste Ønskes Opfyldelse - Gud give sin Velsignelse dertil! Men Du kan tro, det er underligt nok for mig nu for Alvor at tale med Schmidt om »at rejse til Jerusalem«. - Hvis Du vilde have den Godhed straks at skrive et Brev, naar Du har modtaget dette, da kunde det maaske endnu naae mig i Jerusalem, - muligviis du da vilde recom-mandere det til den preussiske Consul Rosen, til hvem vi have Anbefalingsskrivelser.
Og nu, min dyrebare Fader, min Hilsen til Dig! Midt under Rejselivet og Rejselysten sukker og længes mit Hjerte dog efter Dig og Eder! Gud velsigne og bevare Eder!
Din Søn
Henrik.




Jerusalem. Søndag eftermiddag, 14. April 1861.


Sit Løfte har han holdt,
Den tappre Landsoldat -


Ja, kjæreste Fader, det er tilvisse en usigelig Glæde for mig endelig at skrive »Jerusalem« over mit Brev. Thi naar man først har talt saa meget om en Ting, som jeg har talt om den Jerusalemsrejse, saa har man hverken Rist eller Ro, før man omsider faaer udrettet den. Ja jeg beundrer næsten min egen Taalmodighed, at jeg har kunnet give mig saamegen Tid til at blive i Grækenland og Ægypten, istedenfor at flyve straks hertil. Men jeg er ogsaa bleven kongeligt belønnet derfor, thi jeg er kommen hertil i den allersmukkeste Aarstid, da Bakker og Høje ere iklædte mangfoldige Blomster - skjøndt Heden er rigtignok om Middagen trykkende som i de hedeste Hundedage hos os.
Dog jeg gjør vel bedst i at begynde med Begyndelsen og berette om min Rejse fra Alexandria. - Efterat vi i Ægypten havde optraadt som rige engelske Lorder, commanderet en Sejlbaad i et Par Maaneder etc. - droge vi bort derfra som fattige Skomagersvende, idet vi toge tredje Plads ombord i Dampskibet, hvorfor vi ogsaa vare hjærtelig glade, da Farten efter 24 Timers Forløb havde Ende.
Onsdag Morgen d. 10. April saae vi Solen hæve sig over Palæstinas Bjerge. Søen var heldigvis rolig, da ellers Landsætningen i Jaffa er en farlig Sag, eftersom Jaffa ligger ved det aabne Hav; der er ingen ordentlig Landingsbro, saa at man i Tilfælde af den mindste Smule Vind maa hejses op fra Baaden. - Alt i Alexandria havde en dansk Bødkersvend sluttet sig til os; i Jaffa traf vi en tydsk Baron, der ogsaa vilde til Jerusalem. Dette Rejseselskab var nu ikke det allerheldigste, thi Bødkeren var fattig, saa vi maatte hjælpe paa ham, og Baronen var rig, saa vi honoris causa maatte holde os paa samme Højde som han. Efter at have bestilt Heste og et Muldyr til at bære Bagagen, begave vi os paa Vejen til Jerusalem om Eft. Kl. 3. - Vejret var udmærket smukt. Ved Solnedgang naaede vi det katholske Kloster i Ramlen, hvor vi overnattede. Næste Morgen op med Solen og til Hest. Det var en streng Dag, vi maatte ride i ti Timer inde mellem Bjergene og ad en Vej, der i Slethed næsten overgik de græske Veje. Naar man ikke har seet en saadan Vei eller rettere Uvei, gjør man sig ingen Idée om den. Bødkeren var ude af sig selv af Fortvivlelse og forsikkrede, at han aldrig mere vilde ride en slig Vei. Uheldigvis ere de syriske Heste ikke saa sikkre som de græske, saa at vi ofte maatte staa af og gaa. - Omtrent Kl. 2 havde vi arbejdet os op paa Toppen af en Bjerghøjde, hvor min lille Fører raabte: »Jerusalem!« Jeg stirrede ud i det Fjerne, men formaaede intet at see - men hint Raab bragte mig i Erindring, hvorledes dette Ord i Middelalderen lød paa disse Bjerghøjder som et tusindfoldigt Echo. Men vi havde endnu et Par Timers Ridt tilbage over Bjerg og Dal, og hver Gang vi kunde skimte et Huus eller en Kuppel i det Fjerne, spurgte vi stadigt, om det ikke var Jerusalem, som fordum Korsfarerne. Omtrent Kl. 5 naaede vi endelig Jerusalem - den tyrkiske Halvmaane veiede over Stadens Mure. Vi tog ind i det preussiske Hospitium, hvor vi straks fandt en gæstfri Modtagelse - her betales 3 Frank om Dagen (i Hotellerne betales tolv eller femten Frank for hver Dag). Vi fandt en hel Del Tydskere her, der meget gemytligt toge mod os og endelig vilde gjøre os til Svenskere - først efter gjentagne Protester lykkedes det os at hævde vort Fødeland. Og nu leve vi her i det preussiske Hospitium, hvor vi befinde os særdeles vel, skjøndt vi ere fem Mand om at dele een Stue. Men idag reise nogle Englændere bort, og ved den Leilighed haabe vi at erholde et særskildt Værelse.
Et Uheld havde jeg, idet nemlig Pastor Valentian og Biskop Gobat, til hvilke begge jeg havde Breve, reiste herfra Byen samme Dag, som jeg kom (jeg mødte dem paa Veien, men kjendte dem ikke). Det har gjort mig meget ondt, thi netop gennem disse to Mænd havde jeg haabet at erholde adskillig Underretning om de kirkelige Forhold her, hvilke i flere Henseender ere meget interessante.
D. 17. April.
Det er dog tilvisse en usigelig Glæde at vandre om paa disse Steder: rigtignok har jeg forkastet næsten Alt, hvad Traditionen fortæller, men desto friere Spillerum har jeg givet min Phantasi. Paa min hele Reise har det været min største Nydelse at vandre over de Steder, hvor store Gerninger ere fuldbragte - og hvad maa man da ikke føle og tænke her! Ja tilvisse er det en lykkelig Mand, hvem det blev forundt at vandre paa Oliebjerget og skue over til Zions hellige Bjerg! *)
For Dig og for Eder Alle har jeg bedet her - Gud bønhøre mine Bønner! Han give, at jeg een Gang efter mine lange Reiser maa træffe Eder Alle sunde og raske og leve med Eder i Kjærlighedens og Troens Samfund!
Din Dig hengivne Søn
Henrik.




Jerusalem, Tirsdag 30. April 1861.
Kjæreste Fader!
Du skal ikke tro, at vi sidde stille her i Jerusalem og ikke vove os udenfor Byens Mure: nei vi tumle os lystigt omkring i Judæas Bjerge og have dog erholdt nogenledes Begreb om Landets Natur til stor Glæde for os; thi for at forstaae et Lands Historie ret maa man ogsaa kjende dets Natur. - Jeg skal nu fortælle om vor store Jordanstur.
For Sikkerheds Skyld sluttede vi os til den store græske Pilgrimskaravane, omtrent 2000 Mennesker, saavel Mænd som Kvinder og Børn, der ledsagedes af et Par hundrede Mand tyrkiske Tropper til Beskyttelse. For ikke at tilbringe Natten under aaben Himmel havde vi i Forening med to Amerikanere leiet os et Telt. Reisens Begyndelse var ikke den heldigste: jeg havde faaet en halt Hest, der kun med Møie slæbte sig af Sted efter de Andre. Veiret var ubehageligt, Regnbyger, stærk Blæst og til Afveksling brændende Solskin. Ridtet over Bjærgene var yderst anstrengende, og jeg havde Leilighed nok til at tænke paa »Manden, der drog fra Jerusalem til Jericho og faldt blandt Røvere.« Af og til tittede det døde Hav frem i det Fjerne. Da vi naaede Jerichosletten, skraanede Bjergene saa stærkt, at vi maatte staac af Hestene og trække dem bagefter os. Jerichosletten straalede i af sin rige Foraarspragt, smykket med Tusinder af Blomster - men det gamle Jericho er saa sporløst forsvundet, at de Lærde trættes om, hvor det har staaet. - Efterat være vendt tilbage til vort Telt, indlod vi os i Underhandling med en Beduinerscheik om, hvormeget vi skulde betale ham forat ride sikkert til det døde Hav. Karavanen gik nemlig kun til Jordan, men vi havde naturligvis største Lyst til at see det døde Hav. Det var en kostelig Underholdning: vi sad nok saa gemytligt og underhandlede med Røveren om, hvormeget vi skulde betale for ikke at blive udplyndrede. Nær var der imidlertid intet blevet af: thi et Par græske Biskopper, til hvilke vi henvendte os forat erfare nærmere om Sagen, bleve saa forskrækkede, at de erklærede slet Intet at ville have at gjøre med slige taabelige Mennesker, der vilde reise til det døde Hav, hvor endnu for en Uge siden et Par Englændere vare blevne udplyndrede. Omsider blev Sagen afgjort dertil, at vi skulde kun næste Dag gjøre et lille Formiddagsridt ned til det døde Hav og derpaa atter vende tilbage til Karavanen. For Sikkerheds Skyld skulde ikke alene Beduinerne, men ogsaa en tyrkisk Underofficer geleide os.
Jeg fik ikke sovet meget om Natten, thi et Æsel havde opslaaet sit Nattekvarter tæt ved Teltet ligeudenfor mit venstre Øre, og hylede hele Natten igjennem.
Næste Morgen før Solopgang klang Trompeten: Karavanen skulde bryde op forat bade sig i Jordan. To Timer brugte vi om at ride derud: aldrig glemmer jeg det mageløse Syn, da jeg var en halv Time fra Floden, og Solen pludselig brød frem gjennem Skyerne og ved Lysbrydningen kastede som et Hav af Straaler ned over Floden. Det var den skjønneste Kommentar til Matth. 3,16-17, som man kunde tænke sig. Nede ved Floden selv fulgte et Skuespil af hel anden Art. Nu skulde alle Grækere ud og bade sig i Jordan. Mænd og Kvinder plaskede ud under grændseløs Jubel og Glæde; der var imidlertid intet Anstødeligt, ja jeg blev selv revet med af den almindelige Glædesstrøm og badede mit Hoved i Flodens Vand.
Nu skilte vort lille Selskab sig fra den øvrige Karavane og drog gjennem Ørkenen ned til det døde Hav. Den Stilhed og Øde, som her herskede, dannede en paafaldende Modsætning til den Larm og Støi, hvorfra vi kom. Det døde Hav selv havde en prægtig blaa Farve, et dybt, tungt Bølgeslag, saa at Benævnelsen »Hav« passer fortrinligt paa det. - Paa Hjemvejen tumlede vore Beduinere deres stolte Hingste rundt om os, idet de svang Bøsser og Landser over deres Hoveder.
Resten af Dagen tilbragte jeg i vort Telt, bestilte Ingenting og tænkte paa Korsfarerne, der vistnok have tilbragt mange Dage i deres Telte paa lignende Maade. - Om Aftenen gik jeg om i vor Leir, der bestod af 80 Telte, og frydede mig over det brogede Liv, som jeg her saae. Vi vare nemlig de eneste christne Mennesker - nei, om Forladelse, de vare jo gode Christne Allesammen - men vi vare de eneste civiliserede Mennesker. Ellers var det lutter græske og russiske Bønder, og dito Papasser, tyrkiske Soldater, hist og her en enkelt Beduin, der paa sin lille Hest gjennemstreifede Leiren - Hærskarer af Kameler og Æsler. Da jeg saae de hvide klare Maanestraaler falde hen over Teltene, hist og her blussede en Vagtild, »jeg hørte et Tungemaal, som jeg ikke forstod,« da maatte jeg tænke paa, hvorlunde Israels Børn leirede sig her til Kamp mod de Kananiter, Hethiter o. A.
Søndagmorgen droge vi atter tilbage.
Om vor Tour til det græske Kloster Mar Saba og dens Hændelser, skal jeg fortælle i næste Brev.
Dit sidste Brev til mig var af 27. Februar - siden har jeg intet hørt. Selv har jeg i den sidste Tid været meget flittig med at skrive Breve og agter derfor nu at lægge mig paa den lade Side - i Forventning om, at jeg nu dog atter snart maa modtage nogle fra Eder. - Hvorlænge vi blive her i Jerusalem, veed jeg ikke ret - muligvis vi blive her Pintsen over, muligvis vi reise herfra før, thi Scirocco'en er ubehagelig.
Mine bedste Hilsner til Dig, min kjære elskede Fader, og til Eder Alle fra
Din Dig inderligt hengivne Søn
Henrik.



Jerusalem, d. 6. Mai 1861.
Kjæreste Fader!
»Hvor mon Henrik vel er henne idag?« saaledes spurgte Du sikkert om Morgenen d. 3. Mai, da I Alle samledes om Thebordet, og jeg for første Gang ikke var hos Eder paa min Fødselsdag. Ja, hvor var jeg da? Jeg stod under den saakaldte Abrahams Eg i Mamre Lund og tænkte paa Fader Abraham og tænkte paa Dig, fordi jeg vidste, at Du netop i hint Øjeblik tænkte paa mig, og rev en lille Kvist af Egen, som jeg bad bringe Bud og Hilsen til Dig.
Rigtignok troer jeg ikke, at hiin gamle Eg er den i Gen. 18 omtalte, men jeg maa sige, at er det ikke den Eg, saa kunde det have været den, og den Skueplads, jeg saa for mig, var aldeles saadan, som den, hvorpaa Gen. 18 er foregaaet. En herlig gammel Eg, frodige vidtstrakte Sletter foran mig, til begge Sider grønklædte Høie og Bakker og dertil en livsalig Morgenfriskhed over Alt - ja vel maatte der i min Sjæl vaagne abrahamitiske Stemninger, Følelser og Ro og Fred. Abraham, Sarah, Mamre Lund - hvilken Klang ligger der ikke i disse Navne, hvor zittrer og bæver det ikke i Sjælen som Lyden af sagte tonende Harpestrænge! - - I Sandhed, der er vist ikke mange i vort taagede Nord, hvem det blev givet at tilbringe Morgenen til deres 25aarige Fødselsdag under Abrahams Eg i Mamre Lund!
Resten af Dagen tilbragte jeg for Størstedelen paa Hesteryggen, idet vi red hjem fra Hebron til Jerusalem - syv Timers Ridt. Heldigvis var det lidt graat i Vejret, frisk og kølig Luft, jeg havde denne Gang faaet en god Hest, der gik sikkert, saa at det var en ganske behagelig Ridetour.
Dagens Aften, da Carls Venner samlede sig og Passiaren den gik saa let omkring Bordet, tilbragte jeg i Gravkirken, hvor der var stort Spektakel, det var nemlig den græske Langfredag. De gode Grækere helligholde den paa en noget underlig Maade; der var et Skrig og Skraal, de red paa Ryggen af hinanden og sang Julia Hopsasa - skjøndt jeg har erhvervet mig en betydelig større Tolerance, end da jeg skrev min Rejseskizze fra Cølln, saa gik det mig dog for vidt her. Den romerske Kirke havde omhyggeligt tilstænget Døren til sin Afdeling af Kirken - den vilde ikke have noget at gjøre med det Gøgleri. De, der opførte sig paa den sømmeligste Maade, vare i Grunden de tyrkiske Soldater, der vare opstillede rundt om i Kirken forat passe paa, at denne »ungeheure Heiterkeit« ikke gik alt for vidt. Men det var kun et Forspil for hvad der skulde ske Dagen efter - saa antændes nemlig den hellige Ild inde i Graven. Jeg havde faaet Plads oppe i et af Gallerierne, da det ikke var uden Fare at være nede i Kirken - oppe og nede var der propfuldt af Mennesker, jeg stod og stak Hovedet ned mellem Benene paa en fransk Officer forat se Noget. Dernede var der som en Bisværm - af og til udstødtes nogle græsselige Raab, der bragte hele Bygningen til at ryste, saa klappede de i Hænderne og dansede foran Graven - atter maatte jeg beundre den Tyrketaalmodighed, hvormed de tyrkiske Soldater lode sig trænge og puffe, og den Lemfældighed, hvormed de af og til, naar Spektaklet blev altfor galt, kastede nogle af de værste Skraalhalse paa Døren. Halvanden Time maatte vi vente, saa skeete Miraklet: en gammel Biskop foer ud af Graven som skudt udaf en Kanon, med et tændt Lys i Haanden og løb, som om han havde stjaalet baade Støvler og Sko op imod Høi-alteret, medens Mængden styrtede efter ham og søgte at tænde deres Lys og kun med Møie blev holdt tilbage af Soldaterne. Strax efter kom en anden, men hans Lys blev slukket, idet alle styrtede sig over ham forat tænde - en tredie og fjerde havde derimod bedre Held og nu flammede Lysene overalt - det var et mageløst Skuespil.
Men jeg glemmer jo reent at fortælle den Glæde, der vederfores mig Morgenen efter min Fødselsdag, idet jeg nemlig modtog to Breve fra Dig (det første af 31. Marts-8. April, det andet af 15. April). Underligt nok, at jeg kun modtager Breve fra Dig. Det er mig, ligesom Du er den, der vistnok oftest og med største Kjærlighed tænker paa mig, saaledes faae ogsaa kun Dine Breve Kraft til at naae mig, de Andres blive trætte af den lange Reise og vende om paa Halvvejen, ja de forføre endogsaa et skikkeligt Brev fra Dig, som de reise i Selskab med, til at gjøre Højre om med dem og vende hjem igen. Men hele dette Reiseselskab beder jeg ret meget om at faa at se i Tyskland - saavel Søster Louises otte Sider (!!!!!!!!) lange, som Carls og Baagø's Breve.
Og nu Farvel, min kjæreste Fader, over Land og Vand sender jeg mine bedste Hilsener til Dig og Eder Alle.
Din Dig inderligt elskende Søn
Henrik.




Brev fra faderen 1861

Kjøbenhavn, Onsdag 8. Mai 1861.
Kjæreste Søn!
Det er Aftenen før Christi Himmelfartsdag, at jeg skriver dette Brev, og dog ligger der Hagel og Sne paa Gaden, Luften er bidende kold, og i hele Uger har vi havt Nordveststorm. Træerne vare begyndte at grønnes, men Alt synes at vende tilbage til Vinteren. Kun Dagene længes, og Solen skinner, naar ikke Hagel- og Regnskyer fordunkler Himlen.
Jeg formoder, at Du har det varmere, om Dagen i det Mindste, men hvorledes gaar det om Nætterne? Jeg længes inderlig efter at erfare Noget fra Eder, først forat vide om Eders personlige Befindende, dernæst ere Alle her nysgjerrige og videbegjærlige efter at høre fra Jerusalem og Syrien.
Grundtvigianerne have travlt med at feire Grundtvig Jubilæum: der er samlet Bidrag til en syvarmet Guld-Lysestage, en Medaille, en Pragtudgave af hans Sangværk etc. Af min Collega Hammerichs Forespørgsel veed jeg ogsaa, at mange vente, at Facultetet vil gjøre ham til Dr. Theol. Men dette vil ikke skee. I Betragtning af Grundtvigs store Indflydelse og literære Betydning som Psalmedigter kunde man jo gjerne hædre ham med Doctorhatten. Men han har selv ved sin foragtende Nedsætten af det hele Universitetsvæsen og den videnskabelige Theologi gjort det ligesaa umuligt, som om Tschernings Venner vilde have denne hædret med den philosophiske Doktorhat. Man kunde jo ikke engang byde ham et latinsk Doctordiplom, det maatte vel affattes paa Olddansk.
Jeg har sendt Ansøgning ind for Dig til Consistorium, men jeg veed ikke, hvorledes det nu vil gaae, thi egentlig er Du bleven saa godt forsynet med Stipendier som sjelden Nogen (her følger en Regnskabs-Opgjøreise for de forskjellige Reisestipendier).
Vald. Schmidts Ansøgning blev fra Consistorium sendt til det theologiske Fakultet. Her udspandt der sig mod min Forventning Betænkeligheder, fordi »hans Reise dog syntes kun at være lagt an paa eet Aar« - »at han nu havde reist i Hast gjennem Grækenland, Ægypten og Palæstina og saa vilde blive lidt paa et eller andet Universitet.« Jeg tog ham i Forsvar - der blev ikke talt om Dig, men det maatte jo ogsaa gjælde endnu mere om Dig med Hensyn til din ægyptiske Reise. Jeg bemærkede, at Hensigten med en saadan Reise var dog nærmest ved Autopsi at modtage Indtryk, som siden kunde uddannes ved Læsning og Studium etc. Jeg undrede mig over, at netop Clausen gjorde dette gjældende, da han ligesom andre af mine Colleger jo netop havde talt til Dig om, at Du skulde nu see Dig om etc., medens jeg jo baade i mine Samtaler og i mine Breve har indskærpet Dig, hvorledes jeg ansaa det rigtigere for et ungt Menneskes Dannelse at benytte deres Veiledning og Omgang, som stod høiere i Cultur. Jeg veed nu ikke, hvorledes det vil gaae Eders Ansøgninger i Consistorium. Nogle billige Eders Reiser, Andre mene, at I blot reise som sædvanlige Tourister, og maaske undskylde de Dig med dine æsthetiske Interesser. Løverdag 11. Mai modtoge vi dine Breve Ira Jerusalem, daterede 14.-17. April. Jeg takker Gud for denne Glæde med Taknemmelighed, men jeg er dog bekymret ved at see af dit Brev, ligesom af hvad Aviserne berette, at de lever som paa en Vulkan derovre. Meget ondt gjorde det mig, at Du ikke traf Biskop Gobat, men maaske han dog kan vende tilbage, inden I forlade Jerusalem. Afdøde Schneckenburger skildrede ham som en Personlighed, saaledes som han tænkte sig Polykarp eller en anden af den apostoliske Tids Mænd, fuld af Tro og høi Begeistring, men ogsaa tilbøielig til at antage besynderlige Ting som Sandhed og historisk Virkelighed, som Andre ikke ville betragte saaledes.
Tirsdag 14. Mai.
Jeg gjentager mit Ønske om, at Du, naar Du kommer tilbage fra Orienten, vil agte paa de forskjellige Yttringer af kirkelige Bevægelser i Tydskland, Schweiz, Frankrig og Holland - at Du vil see at besøge de Kirkedage og Conferencer, der holdes, saaledes den evangeliske Alliance i Genf fra 2. til 12. September. Alle disse Sammenkomster gribe dybt ind i vor Tids kirkelige og religiøse Liv. Det er Visdom og Daarlighed, som kommer til at udtale sig. Maaskee Tydskland paa Grund af den fjendtlige Stemning mod Danmark vil frembyde mindre behagelige Optrin og lade vente mindre god Modtagelse. Men i Schweiz er der ikke mindre Liv og Bevægelse. Se til, at Du kan blive bekjendt med Personer og Mænd, som kunne være Dig til Vinding. Finder Du unge Mænd af Kundskab og , Hjerte, da søg at benytte deres Omgang! Lad Dig lære - se og hør! - gjør ogsaa det gjældende, som Du har indsamlet, men vær mere ivrig for at høre af de Andre! Jeg er ikke misfornøiet med, at Du ved Din Reise i Grækenland, Ægypten og Syrien har vundet et større Overblik, Du vil derved lære at see det Smaalige i mange Bestræbelser, som ville være christelige paa exclusiv og dog borneret Maade, men Du vil ogsaa see, at man ikke kan bygge paa saa almindelig en Basis som »Kjærlighed til Christus« uden videre Begreb om, hvad dermed skal forstaas. Man kan dog ikke forene sig til »almindelig Fornuftighed« o. desl. Paa den anden Side ere Menneskene altid tilbøielige til at forvexle Troslære, Trosfremstillinger, Trosbekjendelser med Troen. Saaledes staa nu disse Anskuelser stivt imod hinanden i alle Lande.
Naar jeg i mine Breve mere henvender din Opmærksomhed paa det Videnskabelige og Theologiske, seer Du ogsaa af mange Yttringer, at jeg ikke heelt glemmer dine poetiske Interesser. Men naar jeg mindre taler derom, da er det, fordi mine Bemærkninger dog kun ville være af underordnet Natur, dersom Du virkelig har Kraft og Evne til at skabe noget Nyt - og dersom Du kun har Talent til en skjøn og tiltalende Form, da behøver Du idelig at mindes om Betingelsen for at en saadan skal lykkes. Jeg føler mig i mit Hjerte glad ved at kunne anvende paa Dig, hvad Goldschmidt idag skrev i sit Ugeblad (i Anledning af et ubetydeligt Stykke, hvori Richardt har efterlignet Hostrup, men som rigtignok ogsaa efter min Mening kun er en svag Efterligning). »Der maa findes Personligheder, som bære paa en Følelse af at være forpligtede, forpligtede til Dyd, Videnskab, Arbeide, Opoffrelse, som lide Savn derfor, som bære paa Tanker om, at Andre lide Savn for dem, som i deres Fremtræden paavirke Omverdenen med en Fornemmelse af, at »der er Noget«. Der maa være Elementer at samle for en Digter i et heelt Billed, til at frembringe baade det kraftige og det, der staar skævt, kantet til Ideen og bliver komisk etc.« - I vor gjennemreflecterede og kriticerende Tid gjælder det fremfor Alt at bevare Hjertet reent, ædelt og varmt. »Ein Kavalier mit Herz und Kopf ist überall wilkommen«. - Derfor glædede jeg mig og med mig Mange over din »Folkvar«. Men Du trænger til at kjende og leve med Mænd og Personer, som staar over Dig i Kundskab og Erfaring. Ingen kan leve blot af sig selv og sine egne Inspirationer. Fortryd ikke at gjennemgaa de samme Tanker atter og atter med Dig selv og med Andre; tro ikke, at det, Du allerede kjender noget til, derfor ikke kan blive oplyst fra nye Sider og ved nye Hjælpemidler. Det er mig kjært, at Du har fattet din Reises første Deel ogsaa for dens ethiske Indflydelse paa din Charakteer. Disse Indtryk skal Du bevare, men der er nu ogsaa Tid til at ordne og orientere sig for bestemtere Anvendelse. Nu vi faa vel mere Leilighed til at tale derom, naar Du kommer mere til Ro. Vær snar til at høre, langsom til Tale, langsom til Vrede, siger Apostlen!
Min elskede, dyrebare Søn! Jeg omfavner Dig i Tanken og nedbeder Guds Velsignelse over Dig.
Din
Fader.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286
SIDST OPDATERET DEN: 30-11-2020 13:41:01