FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech.

FREDERICIA 1864

Fæstningen sættes i forsvarsstand

Efter det sejrrige udfald i 1849 blev der ikke foretaget noget særligt for at holde fæstningen i forsvarlig forsvarsstand. En kommision blev nedsat i 1851, men de forslag der blev fremsat om at tildele tilstrækkelige midler til fæstningsarbejder løb alle ud i sandet. Kommisionen mente, at der skulle bruges 8,8 mil. rigsdaler for at gøre Fredericia virkelig effektiv, men fra 1850-63 blev der kun brugt 238.000 rdl. Først i december 1863, da krigen for alvor truede, skete der noget.
Erfaringerne fra 1849, hvor det næsten lykkede fjenden at stoppe fæstningens livsnerve, overfarten til Fyn, havde dog ført til, at man i 1861 anlagde "den befæstede lejr". Et fremskudt forsvarsværk bestående af 5 åbne skanser, såkaldte lynetter, på fælleden nordøst for Kongens Port. Anlægget af skanserne slugte stort set alle de midler, der var tildelt fæstningsarbejder i byen.

Lunding bliver igen kommandant

Generalmajor N. C. Lunding, der var blevet kommandant på Kronborg, blev igen beordret til Fredericia for at forsøge at få fæstningen sat i forsvarsstand. Han overtog kommandoen 21. december 1863.
Tilstanden var ikke for god, men Lunding gjorde hvad han formåede for at gøre fæstningen kampklar. Han vidste, at fæstningen Fredericias vældige dimensioner krævede en talrig styrke, hvis et stormangreb skulle kunne tilbagevises og gang på gang henvendte han sig til overkommandoen med bøn om at få fæstningens styrke bragt op til 16.000 mand men uden held. Voldene bestykkedes med 187 kanoner og 22 morterer. Ullerupdal blev igen sat under vand og garnisonen i fæstningen blev bragt op på 13.000 mand med ca. 600 heste, og var sammensat af:
12 bataljoner fodfolk
1½ regiment rytteri
3 feltbatterier
1 espingolbatteri
3 fæstningskompagnier
1 artilleripark
1 artilleridepot
2 ingeniørkompagnier
I tilfælde af angreb skulle 9. brigade forsvare fæstningens vestlige del fra Oldenborgs bastion til Prinsens Port. 8. brigade den nordlige hovedvold, 14. regiment skulle holde "den befæstede lejr", og 13. regiment dannede reserven.

Fjenden ankommer

Efter den danske hærs tilbagetrækningen 6. februar 1864 fra Dannevirke til Dybbøl, nåede de prøjsiske og østrigske tropper i begyndelsen af marts til Fredericia.
Det var 20. regiment, der stod på forpost foran Fredericia den 8. marts. Tidligt om morgenen havde regimentets 8. kompagni sendt sekondløjtnant Rosenstand frem i terrænet med en deling på 20 mand for at rekognoscere. Han var endnu ikke kommet tilbage, da preusserne pludselig gik til angreb. Kompagniet prøvede at holde stillingen i håb om, at patruljen skulle nå tilbage, men overmagten var for stor.
Om aftenen, da tabene blev gjort op, savnede man stadig sekondløjtnanten og hans folk. I en beretning i "Fædrelandet" blev han nævnt ved navn: "Desuden fangedes sekondløjtnant Vilh. Rosenstand, en ung, begavet kunstner, tillige med en patrulje." Men korrespondenten tog fejl, og den 15. marts kan man læse "dementiet": "I går, da jeg stod ved vinduet og røgede min pibe, fik jeg øje på en civilklædt mand, hvem jeg syntes at have set før i en anden dragt. Nu havde han bondehue på hovedet, regnkappe og lange vandstøvler til op over knæet. Jo længere jeg så på ham, desto mere overbevist blev jeg om, at det måtte være en forklædt officer, og det var det også. I mit næstsidste brev fortalte jeg Dem, at løjtnant Rosenstand var bleven fangen ved Havreballepasset. I Wrangels underretning om fangerne fandtes imidlertid ikke hans navn, så at man måtte formode, at han havde fundet døden for en fjendtlig kugle og var blevet liggende uænset og ubegravet af preusserne, der ikke er meget samvittighedsfulde i det kapitel, end ikke mod deres egne. Men således forholdt sagen sig ikke. Løjtnanten var gået noget forud for patruljen, da han pluselig afskares fra den af fjenden, der væltede frem. Han kastede sig ind i det nærmeste bondehus, skiftede i en fart klæder og lå skjult der på loftet i 4 timer, hvorpå han vendte næsen nordefter over Vejle til Horsens og Århus, hvorfra han med dampskib tog til Fredericia."
Knap så heldig var chefen for 20. regiments 1. kompagni, kaptajn H. H. Daue, der blev afskåret med hele 20. regiments 1. kompagni foran fæstningen, taget til fange og sendt til fæstningen Magdeburg som krigsfanger. Han beretter selv følgende om begivenheden i et brev hjem til sin afdeling:
"Jeg ser mig om til alle sider for at se fjendens stilling, og hvilken udvej der mulig var. Foran mig, langs bakkerygningen og tæt ved skrænten til havet stod der mindst et fjendtligt kompagni, til venstre rykkende ned fra bakkerne og ud af skoven 2 kolonner mindst af 5 á 6 kompagnier frem, og på bakkerne bag dem prodsede 2 kanoner af, mens jeg ved siden af dem så overkroppen af de såkaldte røde husarer. Bagved mig, på den bakke, under hvis skrænt jeg nys var rykket frem, var mindst et par fjendtlige kompagnier, og jeg var således på de tre sider omgivet af mindst 2000 mand af alle tre våben, der vedblev at myldre frem, at formere sig mere hvert øjeblik og sende tusinder og atter tusinder af projektiler ind imod kompagniet, som var næsten aldeles udækket. På den fjerde side havde jeg havet, hvor intet fartøj ingensomhelst hjælp viste sig. Min lille skare, som var reduceret til 120 mand, lå for størsteparten i sandet. Min ældste løjtnant var enten død eller meget hårdt såret, mandskabet havde for øjeblikket for det meste ingen skud i geværet og var meget udmattet af de overofdentlige anstrengelser. Jeg stod i dalen. Den vel 20 gange stærkere fjende stod på bakkerne i en afstand af 100-300 alen. Forinden jeg med mit udmattede mandskab havde nået halvhøjden af en af de bakker jeg måtte storme for at bryde gennem fjendens kreds, ville kompagniet være fuldkommen omringet og massakreret. Forsøget dertil syntes mig at være det samme som til ingen verdens nytte at lade mine folk slagte. Jeg gav tegn til overgivelse. Det var omtrent kl. 1 ½ eftermiddag." For en af officererne i kompagniet var tilfangetagelsen særlig forsmædelig. Hans forældre havde åbenbart næret store forventninger til hans militære karriere. De havde døbt ham Eugen Bernadotte Napoleon Gæsar Brandt.

Fæstningen bombarderes

Da feltmarskal F.H.E.Wrangel og hans 30.000 mand store arme ankom til Elbodalen gjorde den holdt. Først 16. marts besluttede Wrangel at forsøge et angreb med østrigerne, anført af C.L.W. von Gablenz og en preussisk afdeling anført af generalløjtnant von der Mülbe.
Man havde anlagt 5 kanonbatterier med ialt 42 kanoner uden for fæstningskanoners rækkevidde.
Batterierne var fordelt således:
2 batterier var placeret vest og nordvest for Kirstinebjerg med 8 riflede 4 punds kanoner og 6 glatløbede 18 punds. Batterierne lå kun 1,8km. fra den befæstede lejr og skulle beskyde denne.
På Nørremarken ved Stenhøj lå et kraftigt batteri med 12 stk. riflede 6 punds kanoner.
Ved Stoustrup lå et batteri med 8 stk. riflede 8 punds kanoner.
Ved Erritsø lå ligeledes et batteri med 8 stk. riflede 8 punds kanoner.

Angrebet blev indledt med et bombardement og man førte tropperne frem til en linie der gik fra Sandal over Hannerup, Kobbelgård, Stenhøj og til Kirstinebjerg. Bomberne begyndte at falde den 20. marts kl. 5.30 og varede til næste dags aften, dog afbrudt af en pause fra 13-15 på andendagen, hvor Wrangel sendte en parlementær til Lunding for at tilbyde ham kapitulation på æresfulde vilkår hvilket Lunding afslog. Wrangels skrivelse var affattet på tysk og Lunding svar på fransk.
Der blev i alt affyret 2.900 skud mod fæstningen og på et tidspunkt taltes 133 granatnedslag indenfor en time.
Volden og skanserne tog ingen videre skade, men i byen var skaderne store. 35 huse nedbrændte helt og 93 blev mere eller mindre beskadiget. Fæstningens eget brandmateriel var utilstrækkelig og 8 ekstra sprøjter med 10 brandfolk under ledelse af en premierløjtnant var sendt hertil fra København.
De 2 batterier der beskød den befæstede lejr, anvendte anslagsgranater der kun sprang når de ramte noget hårdt, men på grund af det lerede terræn, svuppede de fleste ned i leret uden at eksplodere.

Bombardementets virkning

2 civile dræbtes og 4 såredes af de få der ikke var evakueret til Fyn. Det var kvarteret nord for Danmarksgade mellem Vendersgade og Kongensgade det gik værst ud over. Bl.a. nedbrændte garnisonshospitalet og de ca. 200 indlagte måtte flyttes til Bogense. Da bombardementet ikke førte til overgivelse trak Wrangel 22. marts igen styrkerne tilbage til Elbodalen. Lunding havde forventet et stormangreb, men det udeblev. Da Lunding troede der kunne ligge politiske grunde bag Wrangels tilbagetrækning, forhørte han sig hos regeringen, men det var ikke tilfældet.

Bombarderede huse i Prinsessegade nedenfor Voldmøllen

Fæstningen rømmes

Efter stormen på Dybbøl, hvor danskerne tabte, besluttede regeringen, efter krigsminister C.C. Lundbyes oplæg den 25. april, at Fredericia skulle rømmes uden kamp. Han havde efter Dybbøls fald forhørt sig hos overkommandoen, om fæstningen ikke burde rømmes. General Gerlach svarede ham telegrafisk, at da Fredericia nu var den eneste stilling, hvorfra danskerne kunne angribe, burde den ikke rømmes. Fredericia var desuden langt stærkere end Dybbølstillingen, og byen kunne, efter de erfaringer der var gjort, holdes længe. Fæstningen ville binde en del af fjendens styrke og vanskeliggøre Jyllands besættelse. Argumenterne rokkede dog ikke krigsministeren, som fastholt, at fæstningen skulle rømmes. Den 26. april, da rømningen var kommet godt i gang, prøvede Lunding endnu en gang at bevæge krigsministeren til at tilbage ordren om rømning, men forgæves. Følgende telegrafiske samtale fandt sted:

General Lunding:" Er rømningen uigenkaldelig bestemt?" Den vil volde meget store tab af materiel og muligvis vil det ikke lykkes at få de sidste afdelinger over, da man kun har 3 jerntransportbåde".
Ministeren:" Ja, den skal udføres. Transportmidler må om fornødent rekvireres til afdelingerne."
Lunding: "Hvor lang tid må rømningen vare? Skal den være hurtigt endt, eller kan man give sig tid til f.eks. i overmorgen tidlig? Længere vil transportvæsenet næppe kunne udholde uafbrudt tjeneste".
Ministeren:" Den må vare omtrent en uge, dog således, at de værdifulde, riflede kanoner og krudtforråd først bringes bort under påskud af f.eks. at monteres ved Lillebælt".
Lunding:"Da bevæggrunden til den modtagne ordre er mig ubekendt, spørger jeg, om jeg skal forsvare mig, hvis fjenden angriber, mens her endnu er så stor styrke, at der kan være tale om et forsvar, eller om jeg må kapitulere. Lykkes rømningen må efter min mening den styrke, som til allersidst markerer besætningen, omtrent en bataillon og noget fæstningsartilleri, formentlig overlevere fæstningen til fjenden for at sikre byens indbyggere. Er ministeren enig heri?"
Ministeren:"Ja, men de mobile felttropper må sikkert føres over til Fyn for ikke at tabe dem. Derefter kan kapituleres." Lunding:" Hvis fjenden angriber, mens jeg endnu har en antagelig styrke felttropper, skal jeg da slås eller kapitulere?"
Ministeren: "Kapituler, men skaf tropperne bort i så stor mængde som mulig."

Da fjenden ikke måtte ane uråd om danskernes rømningsplaner, forstærkede man forposterne og forbød al afsendelse af private breve og telegrammer. Den 26. april gik evakueringen i gang. Man fjernede først al det riflede skyts med ammunition og tilbehør. Det skulle se ud som om man ville forstærke forsvaret af den fynske kyst og den 27. april om eftermiddagen startede overførselen af:
Livgarden til fods
4 infanteriregimenter
3 fæstningsartillerikompagnier
½ ingeniørkompagni
Kommandantskabet
Fæstningsintendanturen
Sundhedstjenestens personale
Heste, vogne og mundering.

To små dampskibe med 6 transportpramme overførte det hele og først ved morgengry næste dag var man færdige. Et såkaldt rideau, en styrke på 1000 mand, måtte blive i fæstningen for at fjenden ikke skulle ane uråd og overførtes først i sidste øjeblik og kort før midnat den 28. april forlod så de sidste danske soldater Fredericia, men overførselen af materiel fortsatte indtil morgengry den 29.
De 239 pjecer af gammel model der blev efterladt, blev gjort ubrugelige og hvad der måtte efterlades af fødevarer, brændsel, tømmer o.l. blev fordelt mellem civilbefolkningen.

Østrigerne rykker ind i fæstningen

Først op ad formiddagen den 29. opdagede østrigske patruljer at fæstningen var forladt, og sidst på formiddagen rykkede de østrigske tropper under generalmajor Nostitz ind i byen. Kl. 1 vejede det østrigske flag over Prinsens Port.
Østrigerne gik straks igang med at sprænge fæstningsværker i luften. Bl.a. ammunitionsmagasinerne i skansen ved Kaltoftevej (skanse 4 der ligger omtrent hvor slesvig-holstenernes treldeskanse var placeret), hvor resterne stadig kan ses.

ØSTRIGSKE TROPPER RYKKER IND I BYEN MED HORNMUSIK.

ØSTRIGSKE SOLDATER PÅ VOLDEN EFTER RØMNINGEN 1864

ØSTRIGSKE SOLDATER PÅ VOLDEN EFTER RØMNINGEN 1864

ØSTRIGERNE DRAGER HJEM

ØSTRIGERNE STARTER PÅ DEN LANGE MARCH HJEM MEDENS DERES MUSIKKORPS SPILLER "DENGANG JEG DROG AFSTED".

De faldne fra bombardementet i 1864 begravedes på Sct. Michaelis kirkegård, og over deres grave er rejst en gravhøj med en bautasten.

Vil du vide mere om krigen 1864 anbefales det at læse Lars Lindbergs bog "De så det ske", forlaget Union, København 1964.