Vi skriver 1657. Ullerup kirke nedbrydes på 132 dage af "murmænd og soldater" og bønder kører materialerne inden for de nye volde så de kunne anvendes ved opførelsen af fæstningens første kirke. Det blev dog kun var et simpelt bindingsværkshus der lå lidt syd for den nuværende Trinitatis kirke. Kong Frederik III erklærer svenskekongen Karl X Gustav krig. Han håber at kunne få lidt oprejsning efter nederlaget i Torstensonkrigen 1643. Den nye fæstning Frederiksodde gøres kampklar. Svenskekongen var på det tidspunkt travlt optaget af at føre krig i Polen og det ville den danske konge benytte sig af.
I juli fik Henrik Rantzow får ordre om at føre tilsyn med fæstningens forsvar. Den svenske konge reagerede imidlertid prompte og sendte svenske tropper anført af general Wrangel af sted mod Jylland. Den 22. juli overskrider de Holstens grænser, splitter Anders Billes tropper og rykker op gennem Jylland uden at møde egentlig modstand. Dette chokerede danskerne og man blev usikre på om fæstningen, der stadig var under opførelse, kunne modstå en belejring.
Den 9.august kommer kongen til byen, beser fæstningsværkerne og beordrer fæstningen forsvaret. Alt sættes ind på at gøre fæstningen kampklar. Alle fynske købstæder blev sat til at brygge og bage. I Bogense og Middelfart indsamledes der korn. Alle skuder og færger fra Middelfart og Assens blev sat ind på transporten af materiel og fødevarer.
23. august besætter svenskerne Kolding og Vejle.
24. august ankommer den svenske hær til Frederiksodde og besætter byens galgebakke ved Egeskovvej/Havepladsvej. Her forskanser de sig og opstiller et kanonbatteri.
25. august ankommer den svenske konge. Frederik III og hans dronning Sofie Amalie befinder sig samme dag indenfor byens volde. Svenskerne begynder at beskyde fæstningen fra galgebakken. Fæstningens kraftige kanoner er dog svenskernes langt overlegne og de standser beskydningen. Dette får Henrik Sehested til at foretageet udfald fra fæstningen med 300 ryttere og en hidsig rytterfægtning udspandt sig foran voldene. Den svenske generalmajor Bötticher var tæt på at blive taget til fange og ingeniør Erik Dahlberg, fik sin hest skudt. Svenskerne var dog for stærke, og Henrik Sehested måtte redde sig tilbage til fæstningen med tab. Danskerne tog på ny fat på at beskyde svenskerne, der herefter trak sig tilbage til Bredstrup, hvor de opslog en stor lejr med centrum ved kirken. Svenskerne udplyndrede befolkning og kirker i en stor radius omkring lejren. Gauerslund og Pjedsted præstegårde blev brændt ned. Kongsted kirke blev lagt i ruiner. Stolestaderne i Vejlby kirke i Egeskov blev brug til brændsel og blytaget smeltet om til kugler.
Fæstningens ryttere var dog ikke meget bedre end svenskerne når de strejfede om udenfor voldene og til sidst måtte kongen gribe ind for at standse plyndringerne.
4. september overlader den svenske konge kommandoen til Karl Gustav Wrangel og rejser til Wismar. Generalmajor Bötticher rykker med en afdeling af den svenske hær op gennem nørrejylland og nedkæmpede al dansk modstand undervejs.
Anders Bille, der befandt sig i Slesvig, indskiber sig i oktober i Glückstadt med 1000 mand og sejlede nord om Skagen til Frederiksodde, hvor han overtog kommandoen. De soldater han medbragte var syge, lasede og pjaltede. Uforstående for de fleste, sendtes de fynske landsoldater i fæstningen tilbage til Fyn. Den 8. oktober foretog Anders Bille et større udfald. Den svenske general Wrangel var taget sydpå for at forsøge at komme til Fyn via Als. Den danske flåde var dog for stor en trussel, så han opav og vendte netop tilbage medens udfaldet stod på og kunne hjælpe til med at slå det tilbage.
Kort tid derefter ankommer 3 fodregimenter fra Krakau som forstærkning til Wrangels hær. 23 oktober beslutter Wrangel i et krigsråd, at forsøge en generalstorm på fæstningen næste dag. Svenskerne havde længe udforsket dens svagheder og ingeniør Erik Dahlberg havde flere gange sneget sig helt op på voldene for at søge efter svage punkter. Moralen blandt de belejrede soldater i fæstningen var desuden meget lav. Planerne for stormen den 24. oktober var følgende:
Tre tætte stormkolonner skulle angribe fæstningens sårbare punkter der var portene og de bastioner der beskyttede dem.
1. stormkolonne skulle angribe Søbjergporten mod syd og anføres af Wrangel selv.
Forrest skulle 13 tømmermænd og deres underofficerer sørge for at hugge palisader og pæleværk ned. Herefter skulle 40 artillerister med 150 håndgranater samt 50 infanterister, forsøge at bestige Oldenborgs bastion. Derpå skulle selve angrebskolonnen angribe Oldenborgs bolværk. Holstens bastion skulle angribes af tyske fodfolk.
Palisaderækkerne ved møllebugten angribes af 3 rytterregimenter.
2. stormkolonne skulle angribe Prinsens port og de 2 bastioner der beskyttede den og bestod af 4 fodregimenter.
24 artillerister skulle gå forrest med over 100 håndgranater.
3. stormkolonne skulle angribe Kongens port med 200 musketterer, 1 petardør (sprængstofekspert), 15 artillerister med 50 håndgranater og 4-5 afsiddende rytterregimenter. 3 yderligere rytterregimenter skulle stå klar til at følge efter når petardøren havde sprængt porten.
Natten før stormen festede Wrangel og hans officerer til kl. 2. Da tropperne drog ud fra lejren i Bredstrup, fik alle bundet en halmkrans om venstre arm. Halmkransen skulle gøre det nemmere skelne ven fra fjende i kampens hede. Inden de drog af sted holdt Wrangel en opflammende tale, der blev holdt en kort andagt,og feltråbet: "Hjælp Jesus" blev givet. Kl. 5 om morgenen sattes ild til et halmfyldt bondehus på Erritsø mark, hvilket var tegn på opbrud og de 3 stormkolonner satte sig i gang.
Wrangels hær på 7-8000 krigsvante tropper var oppe mod fæstningens ca. 3000 uøvede bondesoldater. 1000 mand var desuden lige sendt til Fyn. Svenskernes angreb på kongens port mislykkedes idet petardøren ikke fik petarderne hæftet på porten men blev dræbt. Ved Prinsens Port mødte svenskerne også kraftig modstand. Svenskerne kunne ubesværet løbe over de tørre voldgrave og op ad skråningerne, men blev mødt med kraftig modstand og slået tilbage.
Ved møllebugten, fæstningens svageste punkt, kunne svenskerne ride udenom de 2 første palisaderækker, ved den 3. var vandet for dybt, men tømmermændende huggede hurtigt pallisaderne over, og svenskerne kunne hurtigt trænge ind i byen. Angrebet fra to sider brød forsvaret hurtigt sammen og danskerne flygtede i vild panik. Kun de jyske dragoner der kæmpede i den nordlige bydel, ville ikke give sig og kæmpede til sidste mand. Rigsmarsk Anders Bille blev såret under kampene og man forsøgte at få ham over til Fyn, men den stærke strøm førte båden tilbage til land og han blev taget til fange sammen med sin svoger rigsråd Mogens Høgh.
Mange af de flygtende soldater søgte tilflugt i Bersodde skansen, der lå hvor kastellet i dag ligger, men opgav den igen og lod sig tage til fange uden at et skud blev løsnet.
Efter erobringen blev byen overgivet til plyndring og i blodrusen og påvirket af alkohol, hærgede de fremmede tropper byen med voldtægter og drab.
De slog ihjel både herre og svend
Jomfruer og møer mon de og skjænd,
så mange, ingen kunne tælle
en ynkelig jammer de der bedrev,
de Danske fangen og slagen blev,
det kunne sig ikke fejle
2000 blev taget til fange og al materiel faldt i fjendens hånd. Stor forbitrelse mod adelen bredte sig i landet, mest mod rigsmarsk Anders Bille.
10 november døde Anders Bille af sine sår og førtes af svenskerne under store æresbevisninger over til Fyn.
Svenskerne gik 30. januar 1658 over isen til Fyn og undgik derved den danske flåde. Den 5. februar er svenskerne nået til Lolland og krigen ender 26. februar med freden i Roskilde, hvor Danmark måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge.
I den mellemliggende tid holdtes fæstningen besat og alt blev lagt i ruiner, både indenfor og udenfor voldene. Smitsoten hærgede og rundt om lå ubegravede lig og forpestede luften.
I juli 1658 bryder svenskekongen freden og landsætter 7. august tropper på Sjælland. En stor forenet polsk, brandenburgsk og østrisk hær på 30.000 mand rykker Danmark til undsætning anført af kurfyrst Frederik Vilhelm I af Brandenburg. Den svenske modstand i Jylland bliver hurtigt nedkæmpet og i december stormes og erobredes Koldinghus, og hjælpehæren nærmer sig Frederiksodde.
Fæstningen befries fra svenskerne
Vi skriver nu 1659. En svensk rytterafdeling på 250 mand overraskes og splittes af kurfyrst Frederik Vilhelm I af Brandenburgs hjælpetropper, hvis hovedkvarter lå i Ribe, men kort tid derefter flyttedes til Viborg. Frederiksodde blev indesluttet af Polakker og Østrigere uden at der var tale om egentlig belejring.
I marts mente den svenske generalmajor Bøtticher, der havde 3000 mand i fæstningen, ikke mere at fæstningen kunne forsvares og rømmede den på nær Bersodde skansen yderst ude, hvor der lå nogle få hundrede mand.
16 maj gik hjælpetropperne endeligt til angreb på fæstningen. Der blev gravet løbegrave helt ind til voldene, og kampene rasede hele natten. Til sidst opgav svenskerne, udskibede sig og sejlede bort. De havde dog, inden de forlod fæstningen, undermineret 4 bastioner med sprængstof, men kun en af minerne sprang uden at gøre særlig skade. Desuden havde de efterladt sig 13 fornaglede kanoner. Resten havde de taget med sig. Hjælpetropperne rykkede derpå videre for at indtage Fyn, og i midsommeren 1659 var Frederiksodde fæstning så videt vides uden soldater.
I juli 1659 kræver kurfyrst Frederik Vilhelm I , at den danske konge sender en besætning til fæstningen så den ikke igen faldt i fjendens vold. I modsat fald skulle den jævnes med jorden.
Oktober 1659 udnævnes oberst Mogens Krag så til kommandant for garnisonen. Fæstningen og hele omegnen var da øde, udpint og forarmet.
1660 startede man så næsten forfra på genopbygningen.
30/6 1915 FD
Da svenskerne ødelagde byen.
Kirke og rådhus boede således i Frederiksoddes ældste dage side om side under samme tag, men den 24. oktober 1957 indtog svenskerne den nyskabte by, ødelagde den i bund og grund og lod bogstavelig ikke en sten på sten tilbage.
Da krigen var forbi henlå byen som en hob rygende ruiner, lamslået og blottet for mennesker. Alt måtte begynde forfra og i anden omgang blev alt fattigt og småt. Landet var udpint og hærget og statskassen tom. Nogen virkelig hjælp til stadens genopbygning blev ikke ydet men løfter og privilegier fik den i rigelig mål, på papiret.
Da idrætspladsen for en del år siden blev anlagt, stødte man også her i det sydøstre hjørne på et kampestensfundament ca. 25 alen langt. Dette fundament lå langs Kongensgade, medens det sidst fundne lå langs Oldenborggade.
Et af fundamenterne hidrører da formentlig fra den ovenomtalte kirke.
J. N. Wilses beretning om krigen mod Sverige:
Hele Carl Gustavkrigen:
|