FREDERICIAS HISTORIE
Personnavne der knytter sig til byens historie.
Samlet og redigeret af Erik F. Rønnebech ©


Peter Madsen Schmidt
(1869 - 1957)

Peter Madsen Schmidt blev født i Fredericia den 13. april 1870 og døbt i Sct. Michaelis kirke 17. juni.
Han var søn af skibsbygger Mads Knudsen Schmidt og hustru Ane Marie f. Christiansen.
Han konfirmeredes i Sct. Michaelis kirke 20/4 1884.
Han boede da hos forældrene i Sundegade 5.
25/11 1893 giftede han sig i Sct. Michaelis kirke med Thyra Vilhelmine Stützer født 2/10 1869 i Fredericia, døbt 21/11 1869 i Trinitatis kirke. Datter af bødkermester Mathias Godtlib Stützer og hustru Ane Cathrine Sofie Lundgaard.
De boede på adressen Vendersgade 73.

6/7 1939 indviedes Vesthavnen startende med indløb af kongeskibet med Chr. X og dronning Alexandrine ombord. Peter M. Schmidt stod i sin gallauniform på den østre mole og lettede på kasketten da skibet sprængte snoren der var udspændt ud mellem molehovederne.
Peter M. Schmidt gik på pension som havnefoged med udgangen af oktober 1939 og afløstes af C. F. Hansen. Samtidig ændredes havnefogedtitlen til havnemester.
Havnefoged Peter Schmidt fremstillede hvert år fra 1915-1956 et flot modelskib til jul (juleskibet), som blev udstillet i vinduet hos Iris Blomster i Gothersgade og bortloddet til fordel for børneinstitutionen Dagmarasylet, hvis æresmedlem han blev i 1956. Det skib nr. 25 der i 1940 skulle have været det sidste, blev det ikke alligevel, for han valgte at fortsætte med et enkelt års undtagelse og byggede ialt over 40 modelskibe til fordel for asylet.
I 1941 skænkede en anonym giver ifgl. Fredericia Dagblad, årets juleskib.
Giveren viste sig at være sløjdlærer Hartmann fra Markholt Olesens Realskole.
Den gamle havnefogeds sidste modelskib byggede var i 1956, året før sin død.
Fra og med 1957 og frem til 1965 blev byggeriet af juleskibene overtaget af tømrer Orla Underbjerg. Orla B. Underbjerg døde den 3/3 1975.

Fredericia Dagblad 25/11 1958
Dagmargaardens Juleskib
Til en af de faste juletraditioner i Fredericia hørte som bekendt i mange år, at hav­nefoged P. M. Schmidt fremstillede et modelskib, som der­efter bortloddedes til fordel for Dagmargaarden. Efter havnefogedens død, har tøm­rer Orla Underbjerg nu lovet, at gå i hans fodspor i denne sag, og han har nu fremstil­let et smukt modelskib, som fra 1. december vil være ud­stillet i blomsterforretningen Iris i Gothersgade, hvor man vil kunne købe lodsed­ler på skibet.

Fredericia Dagblad 22/11 1963. Dagmargaardens juleskib gennem 50 år. Det er en mærkejul for Dagmargaardens juleskib i år, idet det er 50 år siden, det første juleskib blev bortloddet. Fru Ingeborg Kaiser, der har været plejemor for institutionen gen­nem 24 år, oplyser, at lodsed­lerne koster 25 øre, som de gjorde det for 50 år siden. Man har en nettoindtægt på ca. 600 kr. på sedlerne, og de anvendes til børnehavens og vuggestuens drift eller til indkøb af nyttige ting. Der er ca. 65 børn i børnehaven og ca. 40 i vuggestuen, og det er først og fremmest enlige mødres børn, der kan optages. Dagmargaarden, der ligger i Dalegade 12-14, blev indrettet til børnehave (børneasyl) i 1867. Den blev ombygget og udvidet med en vuggestue i 1950. Sparekassedirektør Holger Bech har væ­ret formand for institutionen gennem mange år, og børnehaven ledes af bestyrerinde, frk. Dagmar Pallesen og vug­gestuen af frk. Ellen Lomholt. Juleskibet blev i sin tid fremstillet af afdøde havnefo­ged P. Schmidt og nu af tøm­rer Orla B. Underbjerg, som skænker skibet til det gode formål, skønt det har taget ham 200 arbejdstimer at frem­stille det. Lodsedler er gennem samtlige 50 år blevet solgt i blomsterforretningen »Iris« i Gothersgade, og lodsedlerne er trykt på Fredericia Centraltrykkeri, der leverer dem gra­tis, så der er ikke een øres udgift ved bortlodningen af juleskibet. I år har man i øvrigt fået tilladelse til at trykke 2.500 lodsedler mod 1.400 tidli­gere år.

Skibet blev udloddet på først 1.400 og fra 1963, 2.500 lodsedler á 25 øre, som hurtigt blev solgt. Fredericia Centraltrykkeri trykte lodsedlerne uden beregning.
Udtrækningen foregik i mange år på forstanderinden Ingeborg Ebling Kaisers fødselsdag 22/12, men rykkedes de sidste år frem til den 17/12. Dagmarasylet blev stiftet i 1867.
Han var desuden æresmedlem i seksogtredsklubben (kortspil), marineforeningen. fisker- og sømandsforeningen, forsvarsbrødrene, havnefogedforeningen og Fredericia Sejlklub. Han arbejdede til det sidste stærkt på, at få opført en rigtig Lystbådehavn i Hannerup.
Desuden sad han en periode i Fredericia Byråd for venstre.
Hans skibsbyggeri blev overtaget af Knud Andersen senior. der var udlært hos ham.
Thomas Andern seniors søn var maskinmester Knud Andersen der startede Fredericia Stålskibsværft som senere blev overtaget af sønnen Thomas Andersen jun. og i 2011 flyttet til Lindø som FAYARD. (FAMILIEN ANDERSENS VÆRFT)
Den gamle havnefoged døde 5/12 1957 i sit hus, Søndervoldgade 17, og begravedes 10/12 på Sct. Michaelis kirkegård.
Mange af byens borgere satte flaget på halv for ham.
Han havde da været enkemand siden 28/2 1945 da hans kone døde.

Peters forældre og bedsteforældre:
Mads Knudsen Schmidt blev født 22/7 1824 i Sdr. Stenderup, som søn af gårdejer Knud Hansen, boelsmand i Mosehuset og hustru Inger Jenses.
Han kom til Fredericia i 1858 og giftede sig året efter i Dalby kirke med Anna Maria Christensen, Født 2/11 1828 i Asserballe på Als, datter af Indsidder Christen Hansen Hollænder og Frederika Clausens.
Han købte først hus i Vendersgade 500 og flyttede senere i lejet bolig i Sundegade 5.

I forbindelse med byens fejring af sit 300-års jubilæum 1/7 1950 fik han tildelt en fortjenstmedalje på et ekstraordinært byrådsmøde.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286