Skrev flere sange der blev afsunget ved 6. julifesterne ved Kæmpegraven. F.eks. "Du stolte sten på gravens grønne tue", "Sjette Julis heltehær!" og "Danmarks stolte kæmpegrav". Død i Fredericia 1932. Hans kone Emilie døde 1938. Begge ligger bagravet op mod kirken th. for indgangen.

21/10 1933
Nekrolog
Pastor Manniche død
I aftes spredtes meddelelsen ud over byen, at tidligere mangeårige sognepræst for Trinitatis og Ullerup sogne, pastor emeritus Chr. Manniche, ved 17-tiden var afgået ved døden i sit hjem i Danmarksgade.
Den gamle sognepræst, der i maj måned fyldte 80 år, har i flere år lidt af et hjerteonde, der tvang ham til forsigtighed i sin daglige færd. I sommer søgte han lindring ved et ophold på by- og amtssygehuset. Efter tilendebragt kur, kunne man som sædvanlig se ham færdes på byens gader. Endnu for få dage siden så man hans kendte skikkelse i vor by, der var ham så kær.
Døden kom blidt og rolig, netop som pastor Manniche selv havde ønsket sig den. Under en samtale med telegrafassistent frk. Søndergaard, segnede han pludselig tilbage i sin lænestol og var død.
Chr. Manniche var født den 6. maj 1853 som søn af amtsvejinspektør Manniche i Roskilde. Manniche slægten tæller usædvanlig mange lærerbegavelser, og det faldt såvidt naturligt, at Chr. Manniche som ganske ung mand blev lærer. Samtidig fortsatte han dog sine studier. Blev student 1883 og kandidat 1888. Samme år, for øvrigt efter 7 års lærergerning, blev han sømandspræst i Newcastle. Det var en dejlig gerning i det fremmede land for den unge teolog, og han var glad for den, men ung og virkelysten, som han var, manglede der et. Tilstrækkelig virkeplads. Manniche søgte derfor tilbage til Danmark og blev den første sognepræst i Bandholm på Lolland, for derefter, i 1900, at få kaldet som sognepræst for Trinitatis og Ullerup sogne.
Pastor Manniche fandt her en virkeplads, der i sjælden grad passede ham, og menigheden en sognepræst, som den værdsatte. Et talende bevis herpå var det, at menighedsrådet, som repræsenterer alle de kirkelige fløje, i 1923 enstemmigt tiltrådte en henvendelse til biskoppen om, at pastor Manniche måtte få lov at fortsætte sin præstegerning efter det i lovgivningen fastsatte maksimum, det 70. år. En opfordring, der beredte pastor Manniche en dyb glæde og tilfredsstillelse.
Pastor Manniche fortsatte sin præstegerning til december 1927, fra hvilket tidspunkt nuv. provst Rørdam blev hans efterfølger, men selv efter dette tidspunkt kunne man ved enkelte lejligheder høre den gamle sognepræst tale i den gamle historiske kirke, i hvis udsmykning han havde så stor andel. Han havde endnu i sine sidste år den samme stærke røst som tidligere. Den samme vitalitet og klarhed i forkyndelsen, den samme billedrigdom i fremstillingen, men hans gamle sognebørn så med sorg, at hjertets slag ikke svarede til den viljekraft og ånd, talen ellers var et udtryk for.
Ved en tidligere lejlighed har vi omtalt, at det ikke er nogen Sinecure-post at være sognepræst blot i en middelstor købstad. Der kaldes på præsten både hellig og søgn. Dagens, og ofte nattens timer går til officielle pligter, sygebesøg o.s.v. Sjældent, kan man sige, mødes sorg og glæde som i en præsts virksomhed. Pastor Manniche fandt imidlertid her i byen og i Ullerup sogn det, han manglede i såvel Newcastle som i Bandholm. En virkelig gerning at øve.
"Her har jeg levet og virket i min bedste tid, og jeg har været glad ved min gerning", udtalte pastor Manniche engang. "At den til tider kan have været brydsom nok, særlig i en første tid, siger sig selv, men det betyder intet overfor den store hjertelighed og venlighed jeg har mødt...
Partimand har jeg aldrig været, det har ikke passet for mit naturet. Det er på én gang en svaghed og en styrke at stå uden for partierne. Man har, på den anden side, kun sin egen samvittighed og overbevisning at tage hensyn til."
Mange, både ældre og unge, vil mindes afdødes livsgerning i taknemlighed. Man vil mindes den hjertevarme, indtrængende ordets forkynder, der i Herrens hus formåede at gøre evangeliet så lyslevende, at enhver af hans tilhørere måtte gå ind i hans tankegang. Sjælehyrden, der gennem et langt livs erfaringer så med overbærenhed på menneskets skrøbeligheder, og som gerne gjorde et personligt arbejde for at hjælpe, hvor hjælp var tiltrængt. Den sjældne kender af den rige skat, som er nedlagt i vore salmer, skribenten som skrev poetiske bøger som "spurvekvidder" og "sømandspræsten", digtsamlinger og salmer og ikke mindst, den nationalsindede mand. Som sådan vil der ikke mindst være grund til at mindes hans 5te julitaler ved kæmpegraven. Emnet var altid det samme år efter år. "De faldnes minde" men der var over talen en kraft og poetisk flugt. En varm pietet og sikkerhed, der betog tilhørerne.
Pastor Manniche var benådet med ridderkorset og Dannebrogsmændenes hæderstegn.
Gennem 33 år, altså i et tidsrum, der almindeligvis betegnes som en menneskealder, fik Manniche lov til at virke i Fredericia. Ved budskabet om hans pludselige død vil mange trindt om mindes den iver og nidkærhed, hvormed han røgtede sit kald og hans hjertevarme menneskekærlighed, og alle vil med et oprigtigt sind istemme et: Ære være hans minde!

25/10 1933
Efter at være blevet bisat i går fra hjemmet under stor deltagelse, blev pastor Mannike i dag jordfæstet på Trinitatis kirkegård.
Da Trinitatis og Ullerups gamle sognepræst i dag stedtes til hvile.
Pastor Manniche kom til at hvile ved muren til sin gamle kirke.
Højtideligheden foregik, som afdøde selv havde fastsat den.
Fhv. sognepræst pastor Manniche jordfæstedes i eftermiddag fra Trinitatis kirke.
Som det var at vente, var kirken fyldt til trængsel af et meget repræsentativt følge.
På reserverede stole nærmest alteret sad en række præster i ornat. På stolene nærmest kisten sad afdødes familie. De mange gule bøgegrene som smykkede søjlerne i koret og prædikestolen, dannede sammen med de mange pragtfulde kranse og blomsterdekorationer en smuk ramme om den dannebrogsklædte kiste, der bl.a. smykkedes med Ullerup menighedsråds smukke sølvkrans.
Blandt de mange kranse, der dækkede gulvet og omkring kisten og midtergangen, sås mange signerede kranse, således bl.a. fra Den højere Almenskole, Markholt-Olesens Realskole, personalet hos A/S J. Dæhnfeldt & Theodor Jensen, Soldaterhjemmet, Dagmarasylet, Fredericia Realskole, medarbejderne ved Trinitatis kirke, beboerne på alderdomshjemmet, Fredericia understøttelsesforening, forstanderen fra Det kgl. Døvstummeinstitut m.fl.
Højtideligheden indledtes med at organist H. C. F. Hansen på orgelet foredrog Händels "Largo". Efter denne smukke og pompøse indledning, sang man salmen "Gør porten høj, gør porten vid". hvorefter pastor Rørdam og pastor Holger Pedersen talte ved båren.
Efter disse spillede organisten Schuberts "Litani".
Efter at der var lyst velsignelsen sang man "Den grund, hvorpå jeg bygger", og "Jesus os til trøst og gavn".
Mens kisten af afdødes nærmeste familie blev båret ud af kirken, sang koret og følget nedstående smukke sang, som pastor Manniche skrev i anledning af orgenindvielsen for nogle år siden. Melodien er komponeret af organist H. C. F. Hansen.

Orgeltone, tempelklang, lad din alvorstale under livets travle gang som en moders vuggesang dybt i hjertet dale. Orgeltone, tempelrøst drag med englestemme mig fra verdens larm og lyst op mod evighedens kyst op, hvor jeg har hjemme. Orgektone, når en gang mig herfra de bære o, lad da din højtidsklang som en sidste svanesang trøste mine kære.

Graven var kastet lige udenfor kirkens sydlige mur mellem kapellet og hovedindgangen.
Efter at pastor Holger Petersen havde forrettet jordpåkastelsen, takkede afdødes svigersøn ingeniør Ebert, på familiens vegne, for den store deltagelse. Der blev ikke sunget ved graven. I anledning af jordfæstelsen er der i dag hejst flag over hele byen.

Chr. Manniche født den 6/5 1853 i Roskilde, som søn af amts-vejinspektør Jens Ahrner Manniche (1810-1896) og Mine Nielsen (1814-1891).
Han giftede sig 7/7 1891 i Sankt Nicolaj kirke i Nakskov med Marie Valborg Emilie Wibolt (2/12 1865- 16/3 1938), og fik med hende 4 børn

1. Kaj Vilhelm Manniche f. 25/3 1892 i Newcastle on Tyne- d. 18/9 1941
2. Ragnhild Manniche f. 21/8 1895 i Bandholm - 30/11 1968
3. Ingeborg Manniche f. 21/6 1897 i Bandholm - 14/9 1863
4. Christian Ahrner Manniche f. 19/8 1900 i Fredericia, Trinitatis.

Han døde, 80 år gammel, i sit hjem Danmarksgade 5, af et hjerteslag den 20/10 1933.

Hans kone Emilie blev født i Nakskov 2/12 1865.
Hun var datter af købmand Rasmus Wibolt og Eline Josiasen.
Hun døde St. Ibsvej 3b i Viborg domsogn 16/5 1938 hos sin datter og svigersøn.
De er begge begravede umiddelbart syd for kirkens indgang i hjørnet mellem klokketårnet og kirken. De blev viet i Sankt Nicolaj kirke i Nakskov.
Han var fra 17/11 1888 sømandspræst i Newcastle on Tyne i England og Hartlepool, hvor deres første barn Kay Vilhelm blev født 25/3 1892.
Han var svagelig og boede hjemme.
Herefter flyttede familien til Bandholm, hvor han var sognepræst fra 25/1 1894 frem til 1900.
Her fødtes de to næste børn, Ragnhild 21/8 1894 og Ingeborg 1/6 1897.
Deres yngste barn Christian Ahrner fødte i Fredericia i præstegården i Prinsensgade 39.
I 1919 udnævntes han til Ridder af Dannebrog og dannebrogsmand.

DEN ÆLDRE MANNICHE

GRAVSTENEN PÅ TRINITATIS KIRKEGÅRD

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286