Personer med tilknytning til Fredericia
Samlet og redigeret af Erik F. Rønnebech ©
(1883-1974)
Svend Olaf Torkild Philipsen, kaldet Torkild Philipsen, blev født 20/11 1883 i Viborg domsogn og døbt i domkirken 22/4 1884.
Han var søn af fabrikant Ernst Philipsen og hustru Kathinka Møller. Kathinkas mor, Marie Reimer Elisabeth Møller, stod fadder.
Han voksede op i Viborg i et ikke religiøst hjem, som nr. 11 i søskendeflokken, i en velhavende fabrikantfamilie. Han kom ikke i borgerskole, men blev undervist af en storesøster de første år til han kunne optages på kathedralskolen. Da han var 10 år fik han en lillebror så søskendeflokken nu var på 12. Eksportrestriktioner over for England bevirkede at råvarerne til fabrikkens produktion af maskinkarter til spinderier blev så dyre at man ikke kunne konkurrere med tyskerne og fabrikken sygnede hen og måtte til sidst lukkes. Faderen døde kort tid efter af et slagtilfælde og moderen fik det hårdt økonomisk selv om hun solgte fabriksbygningen. Efter en fin studentereksamen måtte Torkild, tilskyndet af sin rektor, søge friplads og stipendier for at kunne læse videre på universitetet i København. Han ville studere naturhistorie men fortrød og valgte i stedet theologistudiet. Medens han studerede blev han søndagsskoleforstander.
Da han 24 år gammel var færdig med studiet og teologisk kandidat, fik han en stilling som sekretær i KFUM i sin hjemby Viborg. Efter et år tilbød provst Zeuthen i Fredericia ham at komme til Fredericia for at assistere ham som sekretær for KFUM, men først skulle han aftjene værnepligt i 4 mdr. ved intendanturen.
28. oktober 1909 ankom han til Fredericia for at tiltræde som sekretær for KFUM.
Da første verdenskrig udbrød lørdag den 1. august 1914 var han personel kapellan hos provst Zeuthen, og blev genindkaldt til Odense.
Efter Zeuthens død 27/2 1915 blev han sogne- og garnisonspræst i Fredericia frem til 1925 da han rejste til Gram for at blive sognepræst der.
Han giftede sig 10. december 1915 med Harriet Krüger, som han havde mødt hos provst Fredrik Zeuthen. De var da begge over 30 år.
Hun var datter af tæppefabrikant Adolph Heinrich Krüger og hustru Helene Amalie Emilie Sophie Dorothea Robby.
Krüger byggede den store villa Erritsøhus og vejen der fører dertil hedder i dag Krügersvej.
Han boede i villaen fra 1895-1915 hvorefter den solgtes til husholdningsskole.
Han var en pioner i FDF i Fredericia, hvor han var var formand fra kredsleder fra 1912-14 og formand fra 1915-1925.
Torkild Philipsen blev derefter præst i Gram i 1925, hvortil også fabrikant Krüger og hans kone flyttede og boede i præstegården hos datteren og svigersønnen til de døde i hhv. 7/1 1945 og 19/1 1944 og begravedes af svigersønnen på Gram kirkegård.
Hans kone døde 2/1 1946 og begravedes 5. januar 1946 på Gram kirkegård af sin mand.
Han sluttede præstegerningen i Gram 1953 og flyttede tilbage til Fredericia og boede her til sin død den 29. april 1974 i på adressen Vesterbrogade 31 i Vasegården.
Om Pilipsen.
10/1 1951
Pastor Philipsen, Gram, fortæller i "Det nye År" om biskop Oluf Olesen som mægler ved en skilsmissesag.
De sad og holdt storvask i hvert sit hjørne af studereværelset. Da det havde varet lidt, siger Olsen: "Sæt jer hen i sofaen begge to!" De anbragte sig hver i sit hjørne, så langt som muligt fra hinanden. "Nej, det duer ikke, flyt nærmere sammen!". Så hummede de sig lidt, men Olsen blev ved: "Nej nærmere endnu!", lige til de sad op ad hinanden, og så faldt bomben. "Hvor længe er det siden i to har kysset hinanden?" Det kom så overraskende, at de begyndte at regne ud, men det var åbenbart længe siden. "Ork, sagde Olsen, "så er der bare det i vejen. Nu går jeg hen til vinduet og ser ud på gaden og så giver i to hinanden et ordentligt fredskys".
Nå, kort fortalt: Lidt efter hører jeg en lyd", sagde han, "som når en ko trækker foden op af et mosehul, og jeg vendte mig om og sagde: Til lykke med det, lille børn, gå nu hjem og vær gode mod hinanden."
Jo sådan kunne det gå dengang, da folk skulle til mægling hos præsten førend de gik til sagfører.
13/4 1953 - BT interview ref. i FD.
Pastor Philipsen.
Ved et uheld blev en "pansernæve" kort efter krigen skudt af i hovedet på pastor Philipsen. Siden har hans hørelse ikke været det bedste. Stær på venstre øje har svækket synet. Håret er tyndt, overskægget hvidt.
Til november bliver præsten i Gram 70 år. 1. december skal han forlade kaldet og præstegården, den gerning der har været hans i næsten 30 år.
Det er meningsløst at skulle pensioneres og kasseres når man har sin fulde arbejdsevne, siger han. Jeg egner mig ikke til at sidde og kukke. Nu søger jeg lejlighed i Fredericia. Byen ligger centralt, og fra 1. december er jeg rejsepræst for Indre Mission. Samtidig kan jeg bedre herfra tage mig af ungdomsarbejdet.
Pensioneret præst og ungdomsarbejde.
Som ung var jeg fritænker og jeg studerede teologi for at finde våben mod kristendommen, som jeg anså for fordummende. Måske er dette grunden til min store interesse for ungdommen. I 1908 blev jeg sekretær i KFUM og lige siden har jeg arbejdet med ungdom og blandt ungdom.
Det kan jeg simpelt hen ikke holde op med. Når jeg står midt i en flok drenge, føler jeg mig hjemme.
Ungdommen i dag?
Jeg har et lyst syn på den og venter mig meget af den. Jeg mener, at den er mindst lige så religiøs som i mine unge dage.
Deres moral diskuteres livligt i øjeblikket.
Jeg formoder, at De tænker på den seksuelle moral?
Jeg ved godt at flertallet af de unge ikke er afholdende indtil ægteskabet, men der er dog en flok, som er det, og det er absolut ikke de ringeste. At afholdenhed skulle være fysisk skadelig tror jeg ikke på. I min tid giftede man sig først når man var over 30 år, og tog alligevel ingen skade af at vente. Det styrkede kun karakteren. Jeg fordømmer ikke at forlovede står i forhold til hinanden, men jeg finder det forkasteligt.
En lignende diskussion er i gang i Norge. Dér taler man også om kysseriet.
Et kys skal være et troskabstegn mellem to mennesker, ikke mellem syv-otte stykker. Så bliver de unge forjaskede i deres moral, men jeg indrømmer, at for en ældre herre kan det måske knibe, at følge de unges tankegang.
Hvordan stiller de dem til dans?
Jeg forbyder det ikke men jeg siger gerne: "Tag jer i agt!" Offentlig dans er jeg af hensyn til konsekvenserne absolut imod. Det samme gælder kortspil. Spar knægt har aldrig selv gjort noget, det er følgerne. Rækker man Fanden en lillefinger, tager han gerne hele hånden. Hvad alkohol angår, mener jeg ikke, at det er nødvendigt, at være total afholdsmand, men det må hver enkelt naturligvis afgøre med sin samvittighed.
Det hævdes at De kan slå kraftspring? Det kan jeg godt, men det er et par år siden jeg sidst prøvede, så jeg vil helst ikke bevise det!
Idræt har Deres hjerte, men opstår der aldrig i Gram konflikten: Søndagsgudstjeneste - sportskamp?
Det er naturligvis ikke meningen at søndagen skal være kedelig, bestemt ikke, men søndag formiddag arrangerer vi nu aldrig stævner. Der er jo tid nok endda. Lørdag og søndag eftermiddag foruden hverdagsaftener. Kirkebesøget kan jeg ikke klage på.
Har De selv børn?
En søn der er cand. pharm. Han er gift og har to piger.
Den største glæde ved at være præst?
At kunne hjælpe. Præstegerningen har været en lykke for mig. Men det er ikke altid let at være en ener. Mit valgsprog er: "Jeg har min egen mening. Jeg vil have lov at være min egen herre". Jeg har aldrig kunnet fedte for folk, selv om det betaler sig. Jeg studerede uden at få en eneste øre i hjælp og blev kandidat uden én øres gæld. Det har nok gjort mig lidt skarp i kanten. Måske er det fordi jeg er lovlig selvstændig, at jeg to gange regulært er blevet forbigået. Hvordan forbigået?.
Jeg er aldrig blevet provst, skønt det var lovet mig. Det har skuffet og såret mig, men når det samtidig har været min eneste skuffelse i det kirkelige arbejde, er der vel kun grund til, trods alt, at være tilfreds. Og jeg har aldrig i hele mit liv kedet mig.
Kirken har taget al Deres tid?
Det meste af den, men dog har jeg haft lejlighed til at dyrke mine to hobbyér: Zoologi og kunsthistorie. Og jeg kan godt røbe en hemmelighed, som jeg ikke skammer mig det mindste over. Når jeg trænger til helt at slappe af og komme ud af et tankespor, læser jeg kriminalromaner. Jeg har flere hundrede bind stående.
23/6 1953
Pastor Philipsens bortfører vil løslades.
Vil udvandre til Sydafrika.
Sønderborg, Mandag (RB)
Den nu 72-årige storforbryder Mozart Lindberg, der har tilbragt omkring 50 år af sin tilværelse i forskellige fængsler, vil nu sættes på fri fod, da han mener, der ikke er lovhjemmel for at holde ham indespærret.
I landsretten i Sønderborg fortalte han i eftermiddag på fransk, tysk, engelsk og dansk om en fantastisk plan han har udkastet pm efter en eventuel løsladelse at udvandre til Tanger og derfra rejse til Capetown i den sydafrikanske union for at oprette en indkøbscentral for afrikanske hoteller. Lindberg benyttede de mange sprog, som han har lært sig selv i fængslerne, for at overbevise dommerne om, at han er i stand til at klare sig i det fremmede. Han har opsparet "nogle tusinde kroner", som skulle være startkapital i foretagendet.
Ikke sindssyg men mange forbrydelser på samvittigheden.
Lindbergs sag er blevet taget op til behandling, fordi sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland, hvor han de sidste år har været anbragt i sikkerhedsafdelingen, nu har afgivet erklæring om, at han ikke er sindssyg. Retslægerådet foreslår, at Lindberg midlertidig overføres til psykopatforvaring som forberedelse til en prøveløsladelse. Anklageren ville følge retslægerådets henstilling.
Det blev oplyst, at Lindberg allerede i 1901 var blevet idømt 3 års forbedringshus for tyveri. Efter løsladelsen slog han en københavnsk portier ned med en økse og fik 16 års tugthus. I 1920 og 1921 var han på fri fod nogle måneder, men fik igen 16 års tugthus. Denne gang for røveriforsøg. Da han i 1938 slap ud, bortførte han pastor Philipsen, Gram, i en kasse på en lastvogn. Fra 1938-1949 var Lindberg i psykopatforvaring, og i de sidste fire år har han været i sikringsanstalt.
Anklageren frygtede nye forbrydelser, hvis Lindberg blev løsladt, men forsvareren landsretssagfører Ventegodt, København, menge at man skulle søge årsagen til Mozart Lindbergs skæbne i, at han i slutningen af sidste århundrede to gange var blevet idømt rottingslag for mindre forseelser. Han henstillede, at Lindberg løslodes.
Kendelsen om Lindbergs skæbne vil blive afsagt i den kommende uge.
25/6 1953 - Sønderborg onsdag (RB)
Mozart Lindberg ikke på fri fod.
Har tilbragt næsten 50 år i fængsel.
Storforbryderen Mozart Lindberg fik ikke opfyldt sit ønske om at komme på fri fod.
Venstre Landsret afsagde i eftermiddag i Sønderborg kendelse om, at Lindberg skal overføres til forvaringsanstalten for psykopater. Han har i de seneste år været anbragt på sikringsafdelingen ved sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland, men har søgt om at komme på fri fod, efter at der var afgivet erklæring om, at han ikke var sindssyg. Lindberg, der har været i fængselet næsten 50 år, fik sin sidste dpm efter bortførelsen af pastor Philipsen i Gram i 1938.
29/6 1953 søger Philipsen en moderne 3½ værelses lejlighed i Fredericia tæt ved banegården til nytår. 1954
Pastor Philipsen fortæller erindringer.
Pastor T. Philipsen, Gram, der den 20. november fylder 70 år, er blevet interviewet af Axel Holm til "Kristlig Dagblad".
De var fra 1909 i seks år sekretær for KFUM i Fredericia og kapellan. Hvordan var det i KFUM den gang.
Det var KFUM's første opgangsperiode, Vi holdt store diskussionsmøder for at vække opmærksomheden og fik god gang i sagen, stiftede FDF og samlede undertiden hele byen. Det var dengang KFUM var moderne. Mine store drenge følte sig ikke klædt på, hvis ikke de havde det Nye Testamente i lommen. Jeg søgte engang et embede men blev ikke antaget. En skoleinspektør der var formand for det pågældende menighedsråd, fortalte mig, at han ville ikke have mig til præst, fordi man fandt, at der kom for mange unge til mine gudstjenester i Sct. Michaelis kirke.
I den periode holdt vi de moderne korstog, som vi kaldte dem mellem os selv.
Det var biskop Koch, provst Christensen og missionær Fenneberg, Vejle, pastor L. C. Petersen, Hedensted og mig, der drog ud til store vækkelsesmøder, fem aftener i træk i tyve sogne for eksempel. Vi lå oppe på Missionshotel "Grand" i Vejle. Samledes om aftenen og holdt natkonvent, og om morgenen drog vi ud med vogn eller slæde. Blev sat af én af gangen, og var så på det sted, til vi blev hentet. Ih, hvor blev vi skældt ud af præsterne, der betragtede vores korstog som fjendtlig invasion, men en gammel kone kom efter et møde, takkede og sagde: "Her har ikke været missionsmøde siden Jesu Fødsel.
En præst ville kun overlade os sin kirke to aftener, for han ville spare os for den tort, at der ingen kom fem aftener i træk, men kirken blev fuld fem gange, og den sidste aften sad præsten bag alteret med hovedet i hænderne og græd af glæde over, at han oplevede at se så mange mennesker i kirken og bad os om at komme igen.
Efter genforeningen havde vi et stort korstog i Sønderjylland. Da var det oversergent O. Jensen og oberstløjtnant Bentzien, Fredericia og jeg, der ordnede det. Læge Wichmann Matthiessen kørte herned i bil og fordelte over 100.000 plakater, og der blev holdt møder i 116 sønderjyske kirker på én gang. Da blev vi skældt ud af de grundtvigske, at missionen blev beskyldt for at være nationale og for internationale.
Den gamle provst Christensen i Tønder ville endda påstå, det var vor skyld at en del tyske præster blev hængende i embederne. Efter alt det faldt vi hinanden om halsen og sagde, at så havde vi nok truffet det rigtige valg.
De er gammel KFUM'er, stadig kredsformand her. Hvad mener De om KFUM i dag?
KFUM & K er inde i brydninger. Jeg holder på det gamle syn. Arbejdet med bibelen som kernen i foreningen, og det viser sig, at giver vi de unge direkte, solid kristendom, så kommer de. Jeg rejser meget rundt i landet og ser, at sådan er det alle vegne. Der siges så meget. En gang sagde en præst, at de unge ikke brød sig om Richards "Ungdommens Frelser", og så ville tilfældet, at jeg kort efter er til et stort ungdomsmøde i Odense, hvor forsamlingen spontant bryder ud i "Ungdommens Frelser". (Ungdommens frelser hør os når vi bede. Salme af Olfert Richard 1903)
Fredericia er mindernes by, en by, mange modtager stærke indtryk af.
Den kom også til at betyde meget for mig. Den gav mig national modning, og som præst havde jeg særdeles gode år i Fredericia. Det år Zeuthen døde, var der en mægtig vækkelse i Erritsø. Det kom til at sætte sit præg på mig. Jeg var selv blevet omvendt i sin tid ved store vækkelsesmøder i København, og så kom jeg til at stå i centrum for vækkelsen i Erritsø. Jeg fik lov som ganske ung at høste, hvad Zeuthen havde sået. Ti procent af sognets beboere omvendte sig og gik i kirke.
Hvorfor forlod De Fredericia.
Jeg fik brev fra biskop Olsen, om jeg ville gøre ham den personlige tjeneste at søge Gram. Jeg kunne roligt gøre det, skrev han, for der var ingen fare for at jeg fik embedet. Jeg skrev så en ansøgning. En anden juledag fortalte en oversergent mig, at Gram menighedsråd havde været i kirke om formiddagen. Jeg tænkte ikke nærmere over det og blev overrasket, da jeg en dag blev ringet op og fik at vide, at jeg var enstemmigt indstillet til Gram, og så skulle jeg til at undersøge på kortet, hvor Gram ligger.
Det var en smuk facon af Gram menighedsråd at komme til Fredericia og rejse igen uden at meddele mig noget. Det er noget andet end det med, at præster, der søger embede, rejser rundt og prædiker og kommer i forhør hos menighedsrådsmedlemmerne. Senere spurgte jeg dem i Gram, hvorfor de havde valgt mig. Det var fordi de aldrig før havde oplevet, som i Fredericia, at se en kirke fuld på en anden helligdag.
I Gram blev jeg grebet af grænselandets spænding og opdagede, at her også kristekigt var en vældig arbejdsmark. Man påstår, at sønderjyder er stædige. Jeg synes det er elskelige mennesker, blot de forstår, at man holder af dem. Mærker de, at det er en embedsmand, der nærmer sig, så vender de det lodne ud. Det har de gamle fra tyskertien, men de unge har det ikke. Jeg har haft lykkelige dage i Gram, og derfor har jeg aldrig søgt bort.
Er der noget i menighedslivet, De ikke synes om?
Jeg savner, at få lægfolket med i højere grad, og jeg er bane for den overdrevne selskabelighed. Jeg synes selskabeligheden præger Indre Mission stærkt. Det gamle, direkte vidnesbyrd har tabt sig noget. Indre Missions folk er blevet velstillede og velagtede folk i samfundet. Man er ikke bange for dem mere, for de har glemt at vidne.
Der er selvfølgelig undtagelser. Det var anderledes i Erritsø i sin tid. Der var en gammel mand som sagde: "Den væmmelige Philipsen! En kan ikke gå ud af sin fordør eller bagdør, uden at der kommer nogen rendende og spørger, om vi ikke snart skal omvendes."
Hvor vil de flytte hen?
Til Fredericia.
6/5 1974
PHILIPSENS BEGRAVELSE
Under stor deltagelse blev pensioneret sognepræst Torkild Philipsen lørdag bisat fra Sct. Michaelis kirke og senere begravet i Gram.
Kisten var smukt blomstersmykket og KFUM og FDF spejdere stod fanevagt ved kisten.
Der var sendt et væld af blomster og kranse til bisættelsen i Sct. Michaelis kirke. Der var signerede kranse fra Kirkelig Forening og Indre Mission i Danmark, FDF gamle drenge, FDF's første kreds, Fredericia og fra Indre Missions samfund.
Bisættelsen indledtes med Grundtvigs samle "Har hånd du lagt på Herrens plov".
Sognepræst Otto Bisgaard talte ud fra et ord i Paulus andet brev til Timoteus 4. vers 7., hvor der står. Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret.
Der er tre gode ting fra dette ord at nævne her ved Torkild Philipsens bisættelse. Han skrev for temmelig længe siden en lille bog med titlen: "Sådan levede jeg". Den fortæller om hvordan hans liv var. Jeg vil her gerne bevidne, at som han levede, sådan døde han også. En god strid var hans liv.
Som ung student havde han en krise, ind han kom ind i favnen til Gud. Siden da fik han viet sit liv, sit livs indhold, ja sit livs strid til herren, som først kaldte Paulus, så paastor Philipsen hjem fra et liv i lang og tro men også strid tjeneste.
Han levede her i Fredericia, hvor det bragte ham stor glæde, at han måtte indvi faner for KFUM og FDF spejderne, som er til stede ved hans båre. Han var residerende kapellan under stiftsprovst Zeuthen her i Sct. Michaelis kirke, som var hans yndlingskirke i hans ungdom og i hans alderdom.
Her i kirken sad han på anden bænk ved vinduet, ledsaget af hans uundværlige støtte, frk. Schmidt, da hans elskede hustru, som ligger begravet i Gram, døde i en ung alder.
Hans liv var i Gram, hvor hans højtidsperiode var en "strid for sognet og for sønderjyllands ungdom, men også for Indre Mission, som stod hans hjerte nær.
Der var det dejlige ved pastor Philipsen, at han elskede at slide i det for herrens sag. At hans liv også udvortes måtte blive en kamp vidste ikke mange. Han led under frygtelige anfægtelser, djævelens snedige snigløb. Men hans store viden, kulturelle indsigt, der var noget ganske usædvanligt og meget påskønnet gjorde, at han bevarede troen.
Da han passerede sin 90 års fødselsdag, vidste han, at han fuldendte løbet, at det skulle blive hans sidste fødselsdag. Han vidste i troen, at hans liv på jorden ikke skulle blive det eneste, men at det skulle fortsætte i Guds himmel. Han havde troen på sjælens udødelighed. Vi der i dag er samlet ved hans båre, er fuld af lovsang og tak, fordi en tro tjener er taget hjem.
Efter Brorsons salme: "Nu har jeg vundet og stidt min gode strid", talte pastor Georg S. Geil, Aarhus ved kisten.
Så rig en personlighed han var, vil han stå forskelligt i erindringen fra menneske til menneske. Hans ranke, dygtige, flittige væsen, hans tilnavn "de unges biskop", står for mange som vigtige træk hos ham, men for mig var han noget andet og meget mere.
Han var en sjældent trofast ven. Han var et menneske med det bløde, åbne sind. Som student sad han i trange kår, og det var for ham en ydmygelse, at der på hans eksamenspapirer stod: Udstedt gratis.
Men netop det stod for ham som noget centralt senere i livet. Det blev et billede på, at frelsen i dåben er Guds gave, uden betaling, en gratis gave.
Jeg er stødt på et lille bibelord i en bog, som "onkel", som vi fik lov at kalde ham, engang forærede mig, og hvor en præst har givet forslag til tekster ved forskellige lejligheder.
Onkel har brugt bogen i Gram, og et ord har han understreget kraftigt. Det er Abrahams tjeners ord: "Lad mig nu fare til min herre, ophold mig ikke, nu Herren har ladet min rejse lykkes".
Bisættelsen sluttede med salmen: "Jesus min trøst og gavn", af Brorson, hvorefter kisten blev ført til Gram.
En af 1930´ernes mest omtalte forbrydelser var kidnapningen af pastor Thorkild Philipsen i Gram den 26. marts 1938. Omtalen skyldtes, at politiet havde taget klovnens rolle i hele sagen. Hjernen bag den fantastiske plan om at kidnappe sognepræsten tilhørte Mozart Lindberg, en vaneforbryder, som tilbragte det meste af sit voksne liv bag tremmer. Opholdene i friheden var korte, men interessante og begivenhedsrige.
Planen om at begå århundredets forbrydelse ved at kidnappe en agtet og velhavende person var blevet undfanget i Horsens Tugthus under Mozart Lindbergs andet ophold på 16 år for mordforsøg.
Den 24. februar 1938 blev Mozart Lindberg løsladt med 1.500 kr. på lommen, tjent ved arbejdet i tugthuset. Den 57-årige vaneforbryder indledte nu en tilsyneladende planløs rejse rundt i Danmark. Han besøgte København, Skanderborg, Randers, Horsens, Vejle, Holstebro og Kolding, for via Esbjerg, at havne i Ribe og Vejen. Politiet frygtede med rette en ny forbrydelse og fulgte ham tæt i hælene uden at finde den »røde tråd« i hans handlingsmønster.
Først i marts måned indrykkede Mozart Lindberg et par tilsyneladende helt uforståelige annoncer i avisen.
I Jyllandsposten og Vejen Folkeblad annoncerede han efter en chauffør, der var villig til at køre i udlandet. I Vejen Folkeblad averterede han efter en kontordame, som skulle være perfekt til engelsk og tysk. Mange reflekterede på annoncerne, men ingen blev ansat. I stedet hyrede Mozarts Lindberg fem unge mænd til »Det hemmelige internationale politi-korps« - et til lejligheden opdigtet politikorps, som han var chef for under navnet Palle Rosenkrans. Som skik og brug var, aflagde de troskabsed til chefen:
»Jeg undertegnede sværger ved mit navns underskrift for Guds åsyn, at jegvil være lydig og pligtopfyldende over for de ordrer, der gives af chefen for det specielle, internationalepoliti-korps, og at jeg vil være tavs med alt vedrørende min tjeneste, så sandt Gud hjælpe mig. Amen«.
Snart var Mozart Lindberg på farten igen. I Vejen bestiller han hos tømrerfirmaet Dahl & Baagø en kasse til vareprøver. Her undrede man sig en smule. Kassen skulle være et par meter høj, 2½ meterbred og være forsynet med et lille vindue samt en dør. Men lavet blev den. I Holstebro lejede han en lastbil, i Esbjerg en personvogn.
Lørdag den 26. marts var tiden moden til handling. Med kassen på lastbilen kørte chefen for »Det hemmelige internationale politi-korps« og hans hjælpere til Gram. Lidt uden for byen blev lastbilen parkeret i en plantage, hvorefter Mozart Lindberg med en hjælper som chauffør kørte til Gram Præstegård. Her præsenterede han sig som sagfører Rosen og anmodede præsten om at ledsage ham til sagfører Ravn fra Flensborg, der pludselig var blevet syg i Brøns Sogn og derfor ønskede at tale med præsten. Intetanende satte pastor Philipsen sig ind i vognen, men snart blev han bekymret. Bilen kørte ikke den lige vej til Brøns, men lagde vejen forbi plantagen. Her blev præsten tvunget ud af personbilen og ind i kassen. Mozart Lindberg optrådte nu i rollen som politichef. Pastor Philipsen skulle tvinges til at underskrive en tilståelse, som skulle bruges til at presse penge af hans kone. Da pastor Philipsen nægtede at samarbejde, blev han bundet og kneblet anbragt i kassen. I de næste fire timer kørte man planløst rundt i omegnen med ham. Da lastvognen endelig standsede, hørte pastor Philipsen lyden af sine egne kirkeklokker og flygtede med »Det hemmelige internationale politikorps« i hælene og kriminalpolitiet fra Toftlund som måbende tilskuere. Få øjeblikke efter var Mozart Lindbergs hjælpere til deres forbløffelse blevet arresteret af deres danske kollegaer og »forbryderen« sat fri.
Kilde: Vejen lokalhistoriske arkiv
En anden udlægning af kidnapningen fortalt af Philipsen selv lyder således:
Den lille dreng ønskede selv at blive kidnappet, når han hørte pastor Philipsen fortælle om Mozart Lindberg. Men da det så blev alvor, var det slet ikke sjovt.
I mit barndomshjem i Gram var pastor Philipsen en hyppig og velset gæst. Jeg husker pastoren fra slutningen af fyrrerne og begyndelsen af halvtredserne.
Ved større selskaber var der noget helt særligt ved pastor Philipsen. Da fortalte han nemlig historien om, da han blev kidnappet af vaneforbryderen Mozart Lindberg. Når han fortalte historien, stod han op og brugte et livligt kropssprog til at illustrere, hvordan han blev kneblet og bundet, og hvordan han adræt gjorde sig fri igen.
Jeg var meget lydhør og eftertænksom, når pastoren berettede, og tænkte i mit stille sind: "Bare jeg en dag kunne opleve at blive kidnappet!" Det gjorde jeg i 1974, men herom senere. Først historien fra 1938:
Begivenheden fandt sted den 26. marts 1938. Mozart Lindberg var netop blevet løsladt fra Horsens Tugthus, hvor han tilbragte det meste af sit liv. Han blev løsladt med 1500 kr. på lommen, som han havde tjent ved at arbejde i fængselet. Han havde da siddet inde i 16 år for sit andet mordforsøg.
Hans kriminelle hjerne summede med planer, medens han rejste tilsyneladende formålsløst rundt i landet. Politiet forsøgte måbende at følge hans færden. Han annoncerede efter kontordamer og chauffører uden planer om at ansætte nogen. Endelig indrykkede han et inserat, hvor han søgte fem unge mænd til ansættelse som agenter i "Det Hemmelige Internationale Politikorps". Hyrede blev de udstyret med revolvere, efter at de havde aflagt en lang og højtidelig troskabsed
I Vejen bestilte han i et tømmerfirma en kasse til vareprøver. Kassen skulle være to meter høj og to en halv meter bred. Firmaet undrede sig, da han forlangte, at der skulle være en dør og et vindue i kassen. I Holstebro lejede han en lastvogn og i Esbjerg en personvogn.
Så tog begivenhederne fart. Kassen blev fastgjort til lastvognen, og med sit lille "politikorps" kørte han til Gram. Her skulle være en velhavende præst, som han havde besluttet sig for at stjæle.
Lidt uden for byen blev lastbilen parkeret og bevogtet af de fire af betjentene. Den sidste hjælper brugte han som chauffør i personbilen. Turen gik til Gram Præstegård. Her præsenterede han sig som sagfører Rosen og bad pastor Philipsen om at komme med ud til sagfører Ravn fra Flensborg, der pludselig var blevet alvorligt syg i Brøns, og derfor ønskede han at tale med en præst.
Intetanende satte Philipsen sig ind i bilen. Da den imidlertid kørte en omvej gennem en plantage, blev han mistænksom. Bilen holdt ind, og pastoren blev tvunget ud af bilen og bedt om at underskrive en tilståelse om spionage, som skulle bruges til at presse penge af hans kone, Da pastor Philipsen nægtede at samarbejde, blev han truet på livet til at underskrive "tilståelsen". Derefter blev han anbragt i kassen, hvorefter lastbilen kørte rundt tilsyneladende helt uden plan.
Nu standsede lastbilen, og pastoren kunne høre kirkeklokkerne fra sit eget sogn. Selv om han var grundigt kneblet og bundet, lykkedes det ham at sno sig fri og trænge ud af kassen, hvorefter han stak i løb mod Gram. "Det Internationale Politikorps" optog forfølgelsen, kun for at løbe i armene på det rigtige politi, som havde fundet frem til stedet, gennem en ihærdig efterforskning.
Under disse begivenheder sad Mozart Lindberg hos pastorfruen og forhandlede løsesum. Men inden forhandlingerne var afsluttet, ankom politiet og anholdt Mozart. Kassen blev foræret til grønspejderne, som solgte den på en auktion for 45 kroner.
Kilde:
ERLING SKOV
Horsetorvet 1, Odense C
Hans slægt:
Farfaderen Jens Chr. Philipsen (f. 1789 i Thisted, d. 1860), der efter i nogle år at have ernæret sig som mecanieus og uhrmager - d. 13. maj 1824 fik kgl. privilegium til at drive kartefabrik i Viborg, og som d. 7. sept. 1824 Iøste borgerskab som uhrmager og kartefabrikant. Kongen besøgte virksomheden i 1829 og meddelte ham ret til toldfri indførsel af den til kartefabrikationen nødvendige jerntråd og søm.
I 1851 forfærdigede han til Viborg Domkirke et stort tårnuhr med slagværk, som sad i det søndre tårn indtil kirkens ombygning.
Den 3. juli 1852 udnævntes han til dannebrogsmand.
Efter grundlæggerens død i 1860 førtes kartefabrikationen videre af hans ældste søn, faderen Ernst Philipsen (f. 1835, d. 1901), medens sønnen Eskild Philipsen (f. 1836,d.1911) etablerede sig som smedemester og maskinfabrikant med tekstilmaskiner som speciale.
Den 6. febr. 1906 overtog sidstnævntes søn Aage Philipsen (f. 15. jan. 1881), denne virksomhed under firmanavnet A. Philips en & Co. og udvidede den til også at omfatte bygning af elektriske anlæg.
I 1913 opførtes en særskilt afdeling for maskinvirksomheden, og i 1915 suppleredes denne med en automobilforretning, som i 1920 modtog autorisation som Ford-forhandler.
I året 1945 optoges firmaets mangeårige medarbejder, installatør Andreas Hall (f. 7. marts 1897), som medinteressent i en del af den elektriske installationsforretning, og d. 1. april 1950 omdannedes automobilforretningen til et aktieselskab med direktør B. Fiseher-Møller (f. 5. okt. 1909) som leder.
Adresse: Maskin- og autoforretning. Vesterbrogade 7-9, Viborg.
Elektrisk afdeling: Sct. Mathiasgade 58, Viborg.
Kilde: Sådan levede jeg - Philipsens erindringer, m. fl.
© Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286,