INSURGENTGRAVEN FRA 1849

INSURGENTGRAVENS HISTORIE:
I forbindelse med 6. julislaget 1849, måtte man skaffe plads til et antal faldne slesvig-holstenere på Sct. Michaelis kirkegård og fandt en plads i kirkegårdens sydvestlige hjørne. I kirkebogen for juli 1849, kan man læse følgende om de begravede:
"Af insurgenter ere fremdeles jordet på Michaelis kirkegaard fra 8. juli til 18. august.
A. Indbragte døde fra slaget den 6. juli - 210 jordet.
B. Senere så begravede som døde af de sårede og fangne Insurgenter.
Den 11 juli 17, den 14. juli 7, den 16. juli 2, den 18. juli 4, den 20. juli 7, den 7. august 2, den 13. august 2, den 18. august 3, ialt 52.
Blandt disse Carl Julius Paulsen, født i Angelen 19. juni 1827, døde den 26. juli 1849, Theodor Rohde, gefreiter ved 4. Slesv. Holst. 4. Jægerkorps 11. komp, død den 5. august 1849. Tilsammen 54."
Ifølge kirkebogen er der ialt jordet 264 personer i graven.
På et tidspunkt blev det nødvendig at gøre kørevejen fra kirken til Norgesgade bredere, og man måtte derfor sløjfe den nordlige ende af graven.
Udover at pastor Hertel fortog en rituel jordpåkastelse efter først at have kaldt de døde "forræddere og menedere", menedere fordi de havde brudt deres troskabsed til den danske konge, og udtalt, at kun den højeste dommer kunne give dem syndsforladelse, blev graven kastet til. Efterfølgende blev der jordfæstet yderligere 54 slesvig-holstenere i fællesgraven. Graven var i niveau med terrænet og græsklædt.

I 1890'erne ville de tyske våbenbrødre have sat et stort mindesmærke på graven, men den indskrift man ville bruge var stærkt fornærmende for danskerne, og da man ikke ville ændre den, nægtede kirkestyrelsen at give tilladelse.

De slesvig-holstenske våbenbrødre gav dog ikke op i deres iver for, at der skulle opstilles et monument på graven.
Der blev dannet en komite bestående af officerer, der skulle arbejde for sagen og søge de nødvendige penge til et monument blev fremskaffet ved en indsamling.
I maj 1884 afholdt våbenbrødrene så et delegeretmøde i Kappel, hvor bl.a. spørgsmålet om mindesmærket i Fredericia blev drøftet.
Det blev herunder oplyst, at de nødvendige bidrag til et monument var indsamlet, og man enedes om, at der skulle opstilles et simpelt monument under den forudsætning, at de danske myndigheder ville give deres tilladelse. Den 4. juli 1884 holdtes et nyt møde i Altona, accepteredes de vilkår, som de danske myndigheder kunne godkende. Inskriptionen skulle være følgende: »HER HVILER 270 I FREDERICIA DØDE SLESVIGSKE OG HOLSTENSKE KRIGERE."

Komiteen havde oprindeligt ønsket at bruge ordene "slesvig-holstenske", og kirkegårdsbestyrelsen havde accepteret, men kultusministeriet forbød anbringelsen af dette ord med den begrundelse at det var uhistorisk.
Det oplystes endvidere, at der til monumentet var indsamlet ca. 3.000 mk., og at dern snarest ville blive taget fat på dets opførelse.
Ved et efterfølgende møde for de tyske våbenbrødre, beklagede en af deltagerne, en professor Jansen, at der på to punkter ikke var taget hensyn til våbenbrødrenes ønsker.
For det første havde våbenbrødrene forlangt en simpel mindesten, men i stedet havde man til hensigt at lade udføre et stort haveanlæg og endog betroet arbejdet herved til en dansker!
For det andet kunne han ikke forstå, at slesvig-holstenske officerer havde kunnet lade sig en slig indskrift påtvinge. Kernen i hele kampagnen i 1848 havde dog været ordet: "Up ewig ungedeelt". (Det slesvig-holstensk politisk manifest fra 1840'erne omskrevet af sentensen "dat se bliuen ewich tosammende ungedeelt ", at de bliver for evigt tilsammen udelte' der er fra Christian I's privilegium til hertugdømmernes ridderskab, udstedt i Ribe 1460. Til gengæld for sin hyldningen som hertug i Slesvig og Holsten, skulle Christian I love, at hertugdømmerne for evigt skulle forblive udelte. Løftet blev den historisk-statsretlige kerne i 1800-tallets politiske slesvig-holstenisme rettet mod kongeriget Danmark.)
Han foreslog at man i stedet kunne plante en eg, eller man kunne lade være med at sætte en indskrift på støtten eller vælge en, der ikke indeholdt den påtalte uværdighed, f.eks. "De den 6. Juli 1849 faldne. Deres Kammerater", eller "Ofrene fra 6. Juli 1849".
Man enedes om følgende forslag:
"Foreningen i Kiel tilbageviser med forargelse den af de danske myndigheder foreslåede og af officererne vedtagne indskrift."
Det besluttedes tillige at anmode officererne om, ikke at benytte den indskrift, der var blevet dem påtvunget dem af det danske Kultusministerium.
Bladet "Dannevirke", der refererer mødet, tilføjede i deres referat: "Efter dette skulle det ikke undre os, om hele sagen endte med, at der ikke kom noget tysk mindesmærke på Fredericia kirkegård. Nå, ulykken var jo heller ikke stor. "
"Dannevirke" fik ret i sin antagelse. Graven på Michaelis kirkegård forblev anonym.

Det tyder dog på, at de tyske våbenbrødre alligevel har ladet fremstille en mindesten med indskriptionen "slesvig-holstenske krigere".
Nordschleswigsche Zeitung bringer i 1929 et indlæg under overskriften: "Das Grab unserer Toten von Friedericia". (Graven med vores døde fra Fredericias)
I bladet beretter en tysk turist om sit besøg ved graven på Michaelis kirkegård. Han henviser til de talrige tyske og danske krigergrave i Sønderjylland, der alle har et mindesmærke, om det så blot er en simpel sten.

"På graven i Fredericia findes blot 4 støbejernskors over enkeltpersoner, således som de ofte ses på krigergrave fra 1848-50, men intet mindesmærke, der taler om, at det er en stor fællesgrav, man står ved, men, landsmændene havde ikke glemt de faldne. De lod i sin tid fremstille et simpelt mindesmærke, men de danske myndigheder ville ikke tillade, at en sådan ære blev "Insurgenterne" (oprørerne) til del.
De forbød opstillingen af mindesmærket på graven med den begrundelse, at ordet "slesvig-holstenske krigere" kunne såre de danske følelser.
Mindesmærkets stiftere lod det da opstille på nordmarken af grænsebyen Haderslev lige ud til vejen. Der stod mindesmærket indtil 1920, hvor det af danskerne blev fjernet (efter genforeningen) og så dårligt opbevaret, at gadedrenge kunne ødelægge det og sænke det i fjorden. Det må i første linje påhvile Danmark at gøre det godt igen, som i Haderslev er forøvet mod Fredericia-kæmpernes mindesmærke. Man bør istandsætte det og opsætte det på den grav, det var bestemt for, på graven for de fem hundrede slesvig-holstenere, som i natten til den 6.juli 1849 lod livet for deres fædreland som ærlige soldater. Det ville tjene Danmark til mere ære, end den tilstand, dette gravsted nu befinder sig i."

Sagen blev igen taget op fra tysk side under besættelse af Danmark i april 1940. Her lagde besættelsesstyrken kranse ved de danske mindesmærker fra treårskrigen under fuld militær honnør, men det havde den helt modsatte virkning end forventet. Danskerne var forargede over tyske kranse med hagekors på de danske krigsheltes grave og mindesmærker.
Menighedsrådet modtog kort tid efter besættelsen et andragende fra den tyske gesant i Danmark om tilladelse til at opstille et monument på insurgentgraven.
Der medfulgte et udkast der viste et monument af betragtelig størrelse: 4 meter langt, 2 meter højt og 1,3 meter bredt - Man ville tilsyneladende ikke stå tilbage for de danske mindesmærker.
Da landet var besat var ansøgningen kun en formssag. Menighedsrådet kunne nægte at give tilladelse, hvilket moralsk ville have klædt dem, men tyskerne kunne alligevel gøre hvad de ville. Menighedsrådet svarer, at man intet har at erindre mod et mindesmærke eller monument, men at man må holde på, at det fremsendte forslag "ville virke alt for stort og derfor trykke vor lille kirkegård," altså det samme som en godkendelse, og allerede i september 1940 ankommer to tyskere for at forhandle om sagen med kirkeværgen der dengang var arkitekt B. Billund. De tyske forhandlere var direktøren for Grenzlandmuseum Flensburg, doktor Fuglsang og redaktør Schröder, ligeledes fra Flensborg.
Billund refererer senere fra mødet: "Vor stilling tog de meget forstående på, men", sagde de, "med hvilken vægt kan vi henvende os til monumentets fremstiller, professor, dr. h.c. Georg Kolbe, Berlin, og sige: Ja, Deres monument er meget smukt, men det er efter menighedsrådets mening alt for stort til den givne plads. Professoren, som er en af Tysklands største kunstnere, vil da med rette kunne svare os: Er det ikke mig, og kun mig, der afgør kunstværkets størrelse. Ingen af os i komiteen synes, at vi kan fremføre menighedsrådets synspunkt som et krav over for professoren."

Billund fik en ide, som skulle vise sig at være god.
Kirkens sognepræst, Erik Christensen, havde fået orlov fra sit embede for at indtræde i en stilling som direktør ved "Kriegsgefangenhilfe der Weltbundes der Y.M.C.A. (KFUM's verdensforbunds krigsfangehjælp)", og han befandt sig netop i Berlin på det tidspunkt. Man kunne måske få ham til at opsøge professor Kolbe og forelægge ham sagen.
De tyske forhandlere accepterede forslaget, og Billund skrev da et brev til pastor Christensen, der oplyste ham om sagens detaljer og bad ham tage kontakt til professoren for at tale menighedsrådets sag.
Pastor Erik Christensen påtog sig opgaven, og hans samtale med dr. Kolbe resulterede i, at Kolbe ville foreslå monumentskomiteen, at sagen blev udsat til efter krigens afslutning. Med begrundelse i, at det på daværende tidspunkt var umuligt at skaffe den nødvendige Bronze til støbningen, gik komiteen ind for forslaget.

Da krigen omsider sluttede med Tysklands nederlag, og danskerne igen var et frit land befriet for nazisternes åg, var der ingen der kunne drømme om at tillade et tysk krigsmindesmærke opført på dansk grund.
Oprindelsen af de støbejernskors der ses på graven ligger ikke helt klart.
De to personer der er nævnt ved navn i kirkegården har begge fået et kors med disse inskriptioner:
"Hier ruht Theodor Rode aus Barmstedt Gest. d. 5. August 1849".

"Carl julius Paulsen, geboren 19. Juni 1827, verwundet d. 6. Juli 1849 bei Fredericia, gestorben d. 26. Juli 1849".

Et tredie kors på graven er sat for Wilhelm Wolf med denne inskription:
"Wilhelm Wolf, Cand. theol. aus Itzehoe, geb. d. 15. Februar 1825, gest. d. 17.Juli 1849" Et fjerde kors med denne indskrift er fjernet, formenlig fordi det knækkede:
"Benedictus Markussen, geb. 18. Juli 1824, gest. 3. Mai 1849".

I stedet fik kirkegårdsinspektør Jørgen Gjeldsted, på egen foranledning, opsat et helt anonymt kors midt på graven i en beplantning omkring 1980 for symmetriens skyld.
I år 2000 besluttede det daværende byråd med Uffe Steiner Jensen som borgmester i spidsen, at De danske Forsvarsbrødre skulle optage en ny tradition i programmet omkring 6. julifesten. Det var langt fra med alle forsvarsbrødrenes gode vilje, at det blev gennemtrumfet.
Det var lykkedes pacifistiske kræfter, der ikke mener, at man skulle forherlige militarisme ved at fejre 6. julifest og hellere end gerne så festen afskaffet, at få overbevist byrådet om. at det nu var på tide også at hædre insurgenterne, og også nedlægge en krans på deres grav på samme måde som man hædrede de danske unge mænd, der ofrede deres land for deres landsmænd og fædrelands sag mod en stor overmagt, som det imod alle odds lykkedes at besejre, dog med meget store menneskelige omkostninger. Ved ikke at gøre forskel på ven og fjende ville man sendte man et signal om forsoning til vore tidligere fjender, men samtidig fjernede man også den historiske baggrund for at vi fejrer 6. julifest.
Byrådet var godt klar over, at deres tiltag ikke ville vække den store begejstring blandt især Fredericias ældre indbyggere. De valgte derfor at lade kransen være fra byrådets medlemmer og ikke fra byens befolkning. Dette fremgår stadig af kransebåndet. Den årlige kransenedlægning på Michaelis foregår også under meget lav folkelig bevågenhed.
Det er ikke et byråds opgave at fortælle befolkningen hvad de skal tro, tænke og mene eller blande sig i folkelige traditioner. Det kan de godt selv finde ud af.

Hvem var insurgenternef og hvorfor var de forræddere.

Ordet insurgent betyder en der gør oprør mod sine egne, hvilket i dette tilfælde er det samme som landsforrædderi.
Der var flere årsager til oprøret.
De tyskindede i Slesvig og Holsten ville hellere være i forbund med Tyskland end være knyttet til Danmark.
Holsten, hvor alle stort set talte tysk, var allerede medlem af det tyske forbund og den danske konge var, som hertug i Holsten, også medlem af den tyske forbundsdag.
Slesvig derimod var delt i en tysktalende og en dansktalende del og splittet i tilknytningsforholdet.
Hertugdømmerne blev regeret via det Tyske Kancelli i København, og administreredes af fogeder i Hertugdømmerne, som skulle udføre kongens beslutninger i praksis. De havde også deres egne domstole og meget andet var forskelligt fra kongerigets.
De tysksindede ville altså have Slesvig knyttet til tyskland på samme måde som holsten, og kongen, der var enevældig, ville man have at Slesvig skulle være mere dansk .
Frederik VII havde ikke fået børn i sine to første forliste ægteskaber og levede nu sammen med Louise Rasmussen, som han efter sin tronbestigelse lod sig gifte med til venstre hånd.
Det betød, at skulle de få børn sammen var disse børn ikke arveberettigede til den danske trone og kunne heller ikke blive hertuger i Slesvig-Holsten selv om kongen gjorde hende til grevinde.
Den danske arvelov til tronen var forskellig fra den der gjaldt i hertugdømmerne, hvor kunden mandlige linie kunne arve.
Herfor gjorde hertugen af Augustenborg krav på at blive hertug i Slesvig-Holsten når Fr. VII døde.
Det besvarede Frederik VII ved at udsende det åbne brev, som fastlagde, hvordan arvefølgen skulle være, og det medvirkede til oprøret.
Oprøret startede med et kup, hvor broderen til hertugen af Augustenborg, kaldet prinsen af Nør, iført dansk generalsuniform, steg på toget i Kiel sammen med nogle få hundrede sympatisører bevægnede med køller, kørte til Rendsborg og gik ind i fæstningen uden at møde modstand og overtog kommandoen af den uden kamp.
Dermed faldt krigskassen og alle våben i fæstningen i oprørernes hænder, og det blev en slem bet for Danmark.
Garnisonens mandskab blev kommanderet til at stille op fæstningsgården uden våben, holdt prinsen af Nør en tale som sluttede med, at de der ikke ønskede at følge ham bare kunne gå mod nord.
Der var ingen der trådte ud af geledderne, og dermed havde de alle begået en form for mytteri, og brudt den ed, hvori de havde svoret troskab til den danske konge.
Insurgenterne var altså at sammenligne med landsforræddere og var hadede på samme måde af den danske befolkning.
Dem bør man derfor ikke hædre, og slet ikke på en dag man hædrer de danske landsoldater.

Kirken og museerne i Fredericia opsat en plade ved insurgentgraven der ser sådan ud:

Teksten på pladen er meget misvisende i historisk henseende. For det første kaldes graven "Tyskergraven", men det er ikke tyskere der er jordet her men slesvig-holstenske insurgenter (landsforræddere). Den historisk korrekte betegnelse er insurgentgraven.
Antallet af begravede svarer heller ikke til det kirkebogen oplyser, nemlig 210 dræbte fra slaget, hvis navne alle er ukendte, og efterfølgende 52 der døde af deres sår, ialt 262. Heraf er to navne kendt.
To af de tilfangetagne insurgenter fra slaget valgte at tage deres eget liv, og de ligger også her, dog isoleret fra de øvrige, da selvmordere bliver begravet uden jordpåkastelse, har man taget sit eget liv er man, ifgl. kristendommen, ikke værdig til at genopstå fra de døde. Det samlede antal begravede er dermed 264 ifølge kirkebogen og ikke 241 som der står på pladen.
De øvrige blev begravet med jordpåkastelse, og med formaning om at kun Vorherre kunne tilgive dem for det de havde gjort mod deres konge og land, så også her er teksten på pladen forkert. Jordpåkastelsen er i allerhøjeste grad en vigtig cheremoni for troende.
Den fest vi fejrer er også 6. julifest og ikke 5-6. julifest.
5. juli og 6. juli er helliget mindehøjtideligheder og først ved middagstid starter 6. julifesten, hvoraf kun sejrsmarchen fra krigergraven via Landsoldaten til Bülows plads nu står tilbage. Den egentlige sejrsfest er afskaffet for flere år siden.

INSURGENTGRAVEN 2012 SET FRA SYD

INSURGENTGRAVEN MED BYRÅDETS VISNE KRANS 10. JULI 2015