Thyge Georg Carl Frederik de Thygeson til Mattrup, Vaabensholm, Damgaard & Henneberg Ladegaard
(1806-1905)
Klitinspektør og politiker.
Født 7. April 1806 i Christianssand som søn af stiftamtmand N. E. de Thygeson og Louise Pløen. Ved faderens forflyttelse kom han senere til Christiania (nu Oslo) og 1814, da Norge blev afstået til Sverige, til Danmark. Som dreng lærte han fortrinsvis latin og jagt og blev dernæst, efter nogen tids undervisning i Sorø Skole, dimitteret til Sorø Akademi som student 1826. Efter at have taget 2. eksamen i Sorø blev han uddannet i praktisk skovbrug og jagt, dog fortrinsvis det sidste, i Nordsjælland.
Mattrup hovedgård, der ligger i Thyrsting sogn i Skanderbort amt, havde været i slægten Thygesens eje siden 1755, da den blev købt af Emanuel Thygesen.
Emanuel var uddannet i handel og opbygget et stort handelshus i København, der handlede levnedsmidler med Frankrig og tjent sig derved en stor formue.
Da han overtog Mattrup gods, solgte han denne handelsforretning og startede på en omfattende ombygning af Mattrup hovedgård efter fransk herregårdsstil.
En del af sokkelstenene til en ny lade var granitkvadre, hentet fra den gamle nedbrudte Thyrsting kirke.
Emanuel Thygesen var gift 2 gange men begge ægteskaber var barnløse.
For at sikre at godset, der da var gældfrit, forblev på slægens hænder, oprettede han et stamhus, der skulle gå samlet i arv indenfor Thygesen slægten efter bestemte regler. Fra 1776 ophøjedes familien i enevældens nye adelsstand under navnet de Thygeson.
Stamhuset overlevede ikke statsbankerotten i 1813 med dens efterfølgende landbrugskrise og i 1829 kom det på tvangsauktion. Dette kom Thyge de Thygeson, der da opholdt sig i København, for øre og kun 23 år gammel lykkedes det ham at låne så mange midler, at kan kunne købe stamhuset, der bestod af Mattrup og Vaabenholm, så det forblev på slægtens hænder. Han beholdt Mattrup til slutningen af 1850, hvor han solgte det for at kunne købe Henneberg Ladegård, tillige med Ring skov og et lille pengefideikommis, og i 1854 købte han også Damgård. Henneberg Ladegård og Damgård ligger begge ved hinanden i Erritsø sogn ved Fredericia.
Han havde i 1860 et plejebarn, Regine Christensen, boende på Damgård.
Han begyndte hurtigt at interessere sig for landbrug, husdyrbrug og skovbrug, og deltog med stor iver i forhandlingerne ved landmandsforsamlinger, og blev 1840 jægermester, 1846 hofjægermester og meldte sig ved krigens udbrud i 1848 som frivillig.
Da H. C. Riegels på Snoghøj var død i 1861, overdrog indenrigsminister Monrad i samme år det overordnede tilsyn med træplantningen i klitterne til ham, selv om han ikke var mellem de talrige ansøgere til stillingen. Ved klitvæsenets reorganisering i 1867 blev han udnævnt til klitinspektør. I 1864-66 var han folkevalgt medlem af rigsrådets landsting, og fra 1868 var han kongevalgt medlem af rigsdagens landsting, hvor han tilsluttede sig højre.
I 1869 blev han udnævnt til kammerherre og opgav samtidig selv at drive Damgård og Henneberg Ladegård og forpagtede dem ud til Hans Frederik Hansen.
I 1871 fik han kommandørkorset af 2. grad, i 1878 af 1. grad, og 1896 fortjenstmedaljen i guld.
Som Klitinspektør har han med stor energi arbejdet for at dæmpe sandflugten, og under hans ledelse er der beplantet omkring 28 kvadratkilometer i de jyske klitter, især med bjergfyr.
To mindesten vidner om hans virke. Den ene rejstes i 1906 i en klitplantage på Skagen. På den står hans signatur, fødsels og dødsår. En bautasten opsattes 1907 på Blåbjerg klit i Blåbjerg plantage med indskriften:
Klitinspektør kammerherre Thyge de Thygeson 1806-1905, ledede klittens beplantning i XXXXIIII (44) år. Bagsiden: Hvor der villie er der vei
.
STENEN PÅ BLAABJERG
Den 29. august 1838 giftede han sig i Helligånds sogn i København med Regine Margrethe Wilhelmine Feddersen, født 22. marts 1817 i Slesvig, død 5. december 1875 på Damgaard og begravet 11/12 på Michaelis kirkegård. Hun var datter af etatsråd og senere toldinspektør i Horsens, P. A. H. Feddersen og Ane Margrethe Caspersen.
Da de ingen børn fik og dermed ingen livsarvinger havde, adopterede de niecen Charlotte Trap de Thygeson, datter af forlægger Jens Peder Trap og Malvina Louise Horskier.
Jens Peder Trap (1881-1885), blev landskendt som topografisk forfatter og forlægger med værkerne Trap Danmark og Hof og Statskalenderen som de mest kendte.
Han var først gift med Christiane Marie Feddersen. En kusine til Thyge de Thygesons kone. Da hans førte kone Christiane, med hvem han havde 2 børn, døde i 1849, giftede han sig med Malvina, som blev mor til Charlotte. Charlotte, der ved adoptionen skiftede efternavn til Trap de Thygeson, flyttede ind på Damgård i 1880'erne. Charlotte havde 2 halvsøskende og 4 helsøskende.
Thyge de Thygeson tilkøbte Vintmøllegården med nøddeplantage, så den kom tilbage til Henneberg ladegård, som den tidligere havde tilhørt.
Hans foretrukne spadseretur var en tur til møllen. Han var en tid medlem af Erritsø sogneråd. Af Fredericia kommune fik han hvervet som bestyrer af Hannerup krat. Han var dog ikke tilfreds med, at Fuglsang og Hannerup skove blev ledet af to forskellige og ønskede begge skove samlet under en ledelse. 3/7 1885 sendte han derfor et brev til byrådet hvori han udtalte, at han længe hvde indset det uheldige i, at behandlingen af Hannerup og Fuglsang ikke er lagt i én hånd, og bad sig af den grund fritaget for bestyrelsen af Hannerup plantage, som det havde været ham en glæde at lede. Han takkede byrådet for den støtte det havde ydet ham og gav nogle vink med hensyn til den måde, hvorpå plantagen, efter hans opfattelse burde ledes.
Byrådet fritog ham med tak for hans fortrinlige ledelse.
Da han fyldte 80 år 7/4 1886 måtte borgmester Scharling flytte det ugentlige byrådsmøde fra onsdag til tirstag, da flere af medlemmerne skulle deltage i fødselsdagen.
9/3 1893 kunne man i Dannebrog læse følgende: Rigsdagens ældste medlem.
Kammerherre de Thygeson Damgaard, der er kongevalgte medlem af landstinget, har i disse dage givet møde i salen for første gang i denne samlng.
Den snart 90 årige mand, som lige har overstået en alvorlig sygdom, ser rask og åndsfrisk ud, og bevæger sig med næsten ungdommelig lethed omkring i salen, hvor medlemmerne komplimenterer ham i anledning af hans ualmindelige kraftige konstitution.
14/4 1896 Kammerherre de Thygeson
Om kongevalgt landstingsmedlem, klitinspektør kammerherre Thyge de Thygesin skriver en indsender bl.a. i Højskolebladet.
Kammerherre de Thygeson er født den 7.de april i Norge, hvor faderen var amtmand.
Da Norge 1814 blev skilt fra Danmark, flyttede faderen tilbage til Danmark og boede på sit gods "Mattrup" ved Horsens.
Som 12 årig dreng blev han sendt til Sorø akademi, men skønt han tog både studentereksamen og den såkaldte anden eksamen, opgav han dog studierne og kastede sig over forstvæsenet, som han lærte hos skovridder Lund i Nordsjælland.
I 1829 kom han til overførster Paulsen, der fortalte ham, at hans faders gods "Mattrup" skulle sælges ved auktion. Thygeson vidste intet derom. Overførsteren rådede ham til at købe godset, men han havde slet ingen penge. Overførsteren lånte ham 10 rdl. til en rejse til København, og efter en del besvær, fik han der, ved overførsterens hjælp, løfte om et lån på 60.000 rdl.
Uden kendskab til landbrug eller godsbestyrelse, blev han 23 år gammel ejer af godset, hvortil der hørte fem kirker, 1.000 tdr. hartkorn og 5.000 tdr. land skov.
I de førte år bekymrede han sig ikke om godsets styrelse, men gik stadig på jagt.
Gården var kommet i en ussel forfatning. Han blev bestjålen. Kunne ikke betale skatterne, kreaturerne blev syge og døde. Et enkelt år endog 60 stkr. Ja det gik endog så vidt, at ladefogeden spurgte ham om, hvor han skulle sætte kreaturerne på græs, men han tabte ikke modet. Han huggede træerne i skoven for at få penge, og lod kreaturerne græsse i skovene.
Han drev nogle år et lønnende schæferi, men da ulden pludselig faldt fra 2 rdl. til 3 mark og han en vinter mistede 600 får, opgav han denne drift.
Såvel 1848 som i 1864, meldte han sig ind i hæren, hvor han gjorde tjeneste i generalstaben.
Da han i 1848 var styrtet med sin hest på Vejle gade og derefter lå hjemme på Mattrup, kom der en trop tyske soldater ind i gården. De forlangte flæsk og vin. Fru Thygeson lod sig forskrække og ville udlevere nøglerne, men det ville Thygeson ikke tillade. Han sad i stuen i slåbrok med indbunden fod og kunne kun gå ved krykker, men da han hører, at gangen og køkkenet er fuld af tyskere, springer han afsted på et ben og krykkerne hen til døren og farer ud til soldaterne. Tuende med krykkerne råber han: "Heraus Ihr Lumpen, verfluchter Teufel !" Og ud kom de alle uden modstand, idet de mumlede:"En såret officer. De troede nemlig at han var en såret tysk officer.
1854 solgte han Mattrup og 1856 købte han Henneberg Ladegaard og Damgaard her ved bæltet, hvor han nu har boet i 40 år.
Da naboen, kammerherre Riegels på Snoghøj døde i 1861, blev hofjægermester Thygeson regeringens tilsynshavende ved klitplantagerne og 1867 blev han tillige klitinspektør.
Det er hans ubestridelige fortjeneste, at have fremtryllet nåleskove på klitterne.
1878 anlagde kammerherre de Thygeson den første plantage i Ribe amt, hvor der nu står en meget smuk og strålende ung nåleskov. Han har ialt anlagt 22 plantager på Jyllands vestkyst, hvis samlede areal udgør 3 kvadratmil. Med stor udholdenhed har han forstået at fremelske skov på klitterne, hvilket arbejde er stort nok til at give ham en plads blandt de mænd, hvis navne ikke glemmes. Derfor blev der også den 7de april, på hans 90årige fødselsdag, vist ham, der har formået at opelske en lunende skov på de nøgne klitter, og dannet et læ mod den barske vestenvind, en sjælden opmærksomhed. Kammerherre de Thygeson modtog på fødselsdagen talrige telegrammer og breve.
Om formiddagen indfandt sig en deputation fra Fredericia med borgmester Scharling i spidsen, på Damgaard, og med jernvejtogene syd, nord, og øst fra kom om eftermiddagen en deputation med landstingsmand Breinholdt som ordfører, der bragte kammerherren klitboernes og talrige venners lykønskning og udbad sig jubilarens samtykke til, at der i klitterne rejses en sten til minde om hans storartede virksomhed for klitternes beplantning. Departementschef Sehested mødte på indenrigsministeriets vegne.
Han valgtes til landstingsmand første gang i 1864 og blev 1868 kongevalgt medlem. Han har således i over 30 år været i landstinget.
18. september 1846 blev Thygeson udnævnt til hofjægermester. 31. januar 1850 ridder af dannebrog, 7. december 1861 dannebrogsmand, 28. juli 1869, kammerherre, 16. december 1877 kommandør af dannebrog 1ste grad, og den 7de april 1896 benådede hs. majestæt kongen ham med fortjenstmedaljen i guld.
27/8 1898 4de kongevalgte landstingsmandAgrardagbladet skriver
Flere højreblade taler om, at gamle landstingsmand de Thygesen, der er født i april 1806, skal være villig til at overlade excellensen Estrup sin plads som 4de folkevalgte medlem af landstinget, men de vedkommende blade, som "Tidens krav" og "Aarhus stiftstidende" glemmer rent, at det er hs. maj. kongen der siger, hvem der skal kongevælges, og at valget sker under ministeriets ansvar.
Hr. kammerherre de Thygesen til Damgaard kan altså ikke selv bestemme, hvem han vil have til eftermand som kongevalgt landstingsmand.
I 30 år har den mere end 92-årige Thygeson nu siddet i landstinget som kongevalgt, og føler han, at han omsider burde nedlægge sit mandat, nu vel, så kan han jo andrage majestæten derom, men udpege eftermanden kan hverken hr. Thygeson eller Asger Carstensen eller Funch Thomsen.
Thygeson gik sjældent med overtøj.
En kold vinterdag, da Thygesen som sædvanlig kun havde hat og stok i garderoben, spurgte et ynger landstingsmedlem ham, om han da ikke ville gå med overfrakke. "Jo måske, når jeg er blevet noget ældre", var Thygesons svar.
Den 22. oktober 1903 var sidste gang han mødte op i landstinget. Hans stemme bevirkede, at salget af de vestindiske øer blev forkastet og først vedtaget 14 år senere. Det fortælles, at han da var så svag, at han måtte bæres ind på sin plads.
I 1998, da han fyldte 98 år trykte et blad et rim som nærmest blev brugt som skillingsvise i befolkningen og mange kunne det udenad. Rimet lød sådan:
Herregud som tiden går,
nu er Thygeson på Damgaard,
otte og halvfemsindstyve år,
om hundrede og to år,
er Thygesen to hundrede år,
Det er forfærd´lig som tiden går.
I 1905 døde Thyge G. C. Fr. de Thygeson og begravedes på ved siden af sin kone Michaelis kirkegård. Hans ejendomme blev overtaget af adoptivdatteren Charlotte Trap de Thygeson.
Thyge de Thygeson
Oversignalformand, landstingsmand Mads Madsen Dons født i Ladegårdsskoven 1881, fortæller om kammerherren: "Godt et par hundrede meter længere omme ved strandkanten lå der et hus, som var kammerherrens. Her boede mine to legekammerater. Deres forældre var daglejere på Damgaard. Deres opgaver var at holde de store plæner og haven og alt andet i orden, og deres koner gik til hånde på slottet, malkede slottets to køer etc .
En forårssøndag var den ene daglejer ved at lægge kartofler, kammerherren kom forbi og sagde: "Hvad gør du der, Niels Jepsen?" "Jeg lægger kartofler hr. kammerherre." "Hvad er det for en slags, du lægger?" "Den ene slags er vammebommer, og den anden er gøtterikker". Kammerherren havde ingen ide om kartoffelnavne, og det havde Niels Jepsen heller ikke, men han havde givet dem et par navne lige grebet ud af luften. "Er det gode kartofler, så læg nogle i mit kartoffelstykke." "Javel hr, kammerherre."
En dag kom en af mine legekammerater med nogle jordbær fra slottets have, skønt der var strengt forbud mod at plukke. Han sagde til mig, "Prøv og smag", og jeg, der aldrig før havde smagt havejordbær, syntes, det var noget af det herligste, jeg nogensinde havde smagt. Mine legekammerater fortalte mig, at kammerherren måtte man ikke sige du til, han var en meget fin mand, man skulle altid huske at sige hr. kammerherre. Jeg var ligefrem bange for ham.
Når jeg på vej til skole så kalechen med tjeneren Johan på bukken, gik jeg om bag et træ eller en busk. Jeg kunne jo ikke ane, at jeg en gang skulle få lov til at sidde i samme ting, hvor min stemme vejede akkurat lige så meget som kammerherrens. Men på den tid var der jo ingen på den egn, hvor jeg trådte barneskoene, der kom på siden af ham, hvad finhed angik. Titlerne gjorde jo uendelig meget. Klitinspektør, kongevalgt landstingsmand, kammerherre de Thygeson hørte jo til i det selskab, som venstre skyede som pesten.
For resten var jeg ude for en tildragelse, da jeg sad i landstinget. En aften sad jeg i tingets læseværelse og læste aviserne. De andre, som havde læst aviserne, var gået, og da jeg ville gå, kom jeg til at se på et billede af landstingets medlemmer i halvfemserne, så kom der en af de gamle rigsdagstjenere ind og sagde: "Kender du nogen af dem?" "Ja, der er blandt andet Thygeson fra Damgaard." "Ja, han var nu for længst væk, da jeg kom her, men man fortalte, at han var meget affældig i de senere år, han var i tinget, og kom kun sjældent, og da kun når der skulle være afstemning, hvor højre havde brug for hans stemme, og så blev der skrevet efter ham, og hans tjener Johan fulgte ham altid. Johan havde af højre fået tilladelse til at stå bag sin herres stol, og før afstemningen var Johan blevet informeret om, hvordan hans herre skulle stemme. Det var ved den første afstemning om salget af de vestindiske øer, hvor der var navneopråb, og umiddelbart før Thygesons navn blev råbt, hviskede Johan ham i øret: "Husk nu at sige nej hr. kammerherre." Højt sagde Thygeson ja, og det blev taget som en stemme imod hans parti, og det var jo ikke så godt. Nå, øerne blev jo solgt en del år senere."
Thyge de Thygeson.
Thyge de Thygeson.
Thyge de Thygeson og tjener Johan Christiansen
Det fortælle om ham, at han som lille dreng var med sin far i Paris, hvor han så general Napoleon.