Født den 3. maj 1840 i Vestergade 22, København, og døbt i Vor Frue kirke 1. juli.
Han var søn af professor, cand theol Carl Emil Scharling (1803-1877) og hustru Anna Petrea Abild f. Lund, og bror til Carl Henrik Scharling, teolog og forfatter til Ved nytårstid i Nøddebo Præstegård. (3/5 1836- 6/6 1920) og Hans William Scharling (1837-1911) Henrik Scharling skrev bogen om Nøddebo Præstegård under pseudonymerne "Nicolaj 18 år".
Efter sin embedseksamen blev han assessor i Viborg frem til 1884
Herefter overassessor og kongevalgt borgmester og byfoged i Fredericia 1884-1912, samt formand for teknisk skole og i 1901 i bestyrelsen for Børnenes Vel, og mange andre tillidshverv.
Familien boede frem til 1890 i Gothersgade 49. 1.
Samme år lod han villaen Tutavallis ved Vestervold i Sjællandsgade 4 opføre. Tutavallis betyder "den beskyttede dal".

Medens han boede i villaen holdt han og hustruen meget selskabelighed, Bl.a. familiens åbent hus aftener, hvor alle unge militære og studerende var velkomne til at komme for at hygge og more sig.

Forstander på døvstummeinstituttet Vilhelm Larsen har skrevet om den tid i sine erindringer fra den gamle fæstningsby:

Købmand S. F. Sørensen havde netop fulgt en kunde til dørs og så spejdende ned ad Prinsessegade, da distriktslægen strøg forbi med en elegant hilsen. „Kommer De i klubben i aften, doktor Langgaard? Vi mangler en fjerdemand til en lhombre". "I aften", sagde doktoren og stoppede lidt op. "Næh, ikke i aften. Jeg skal til borgmeste­ren", de har jo åbent hus - "Åbent hus", gentog S. F. lidt forarget. "Jamen, det er jo for de helt unge. Det er da ikke noget for Dem at gå efter. Kom De hellere til os!"
"Ja, vel er det for de helt unge. Men på Tutavallis bliver vi alle helt unge igen (synger): "For dansen, den går så let gennem lunden".

- Alle vinduer i Tutavallis' stueetage skinnede muntert op­lyste og gæstfri blinkende ud i den mørke januaraften, og da klokken nærmede sig 8, blev Sjællandsgade helt befolket af glade besøgende til det gæst­fri borgmesterhjem. Hver gang entredøren gik for ny tilkommende, slog der en bølge af varme og lys ud i forhaven, og muntre stemmer lød fra hallen, hvor husets sønner tog imod, alt mens døtrene skælmsk tittede ud fra stuerne for at mønstre stemningen.
"Hov! Nu så jeg ikke, hvor mit tøj blev hængt", sagde en ung mand. "Hvor skal jeg nu kunne få fat i det når vi skal hjem?" En høj latter hilste denne bemærkning: "Bryd Dem bare ikke om det. Når vi først har leget ordsprogsleg et par ti­mer, så er det alligevel flyttet om flere gange, og det er mer' end held, hvis man har sin egen hat på, når man går hjem."
Ordsprogslegene begyndte. Obersten anførte det ene parti, borgmesteren selv det an­det, i oberstpartiet skulle be­gynde, og scenen var i daglig­stuen „Værsgo"! blev der sagt, og tilskuerpartiet strømmede ind.
Henne ved vinduet sad en ny­delig ung pige og syede, mens hun af og til så ud gennem vinduet, hvor gardinerne var rullet op.
Midt i stuen stod obersten. Han var bekendt for sit enestående talent til at huske dansk digtning udenad - og deklame­rede:

"Et kys har engang været grænsen, som skilte for- og fremtid ad. og skæbnens lov har været skrevet, på pigelæbens rosenblad." Et kys har åbnet mandens stræben, den vej, som for ham syntes lukt; et kys har løsnet ørnens vinger, og spændt dem ud til dristig flugt. Et kys har med sin milde flamme, en gang tændt ærens høje baun, et kys har givet Danmarks saga, i gem et herligt heltenavn.

De opmærksomme tilskuere forstod nu, at den unge pige var en af hovedpersonerne i Carl Plougs digt „et Kys", og sceneriet betød:

"Alene i dagligstuen professorens datter sad, og nynnede på en vise, hun lærte sig udenad."

Ind trådte den unge student "Poul Vendelbo Løvenørn" og for­talte, at to kammerater havde lovet ham rejsepenge så han kunne drage til et fremmed land og søge krigstjeneste, i fald jomfru Vinding ville skænke ham et kys ved vinduet. Hun studsede og forargedes over dette dristige ønske, men det gik op for hende, at han var "ærlig og brav", og hun ville da ikke stå hans lykke imod.

Hun sagde ja og

"tog ham så ved hånden, sammen til vinduet de gik. Jomfruen blussed og bæved, kysset han tog og han gik."

To andre scener gav:
Nu og ar, og modpartiet gættede rig­tigt: "Det er januar", råbte flere.
Borgmesterpartiet tog nu fat og valgte på lederens forslag Rio de Janeiro, som med megen dygtighed blev udført. Først som "Trio uden The (t)", dernæst med ja- og nej-afstemningen i landstinget om salget af "De vestindiske Øer" - Borgmesteren blev her båret ind som gamle kammerherre Thygesen, der ved sit nej, reddede øerne for Danmark - og endelig "ro", hvor hele selskabet slumrede. (= rio + de (Thygesen hed de Thygesen)+ ja + nej + ro = rio-de-ja-nej-ro).
Således gik aftenen på den fornøjeligste måde, mens legen vekslede, og borgmesteren og hans milde frue var bestandig de førende.
Mangen god lærdom og megen åndelig berigelse gled gennem legen ind i de unges sind og bar siden frugt. Værtsfolkene virkede ved deres kultur og væsens magt; men også direkte kunne der falde en belærende eller rettende replik, som da en ung pige sagde: "Må jeg komme om ved dig, Anna"? Da lød det fra borgmesteren: "Hvad er det dog for et rædsomt sprog. Lad os dog ikke forsimple vort danske sprog således."
- Siden samledes man i spisestuen om en rygende punch-bolle, og sang og tale vekslede.
Borgmesteren var glad som en ung student. Det han altid vedblev at være i sit hjerte - og holdt mangen god tale, god ved sit indhold, skøn ved sit sprog.
En yngre mand lukkede slutte­lig for den skønne aften og tak­kede, fordi borgmesteren og hans frue således åbnede deres hjem for de unge. "Hvad det Scharlingske hus har betydet for Fredericia, kan ikke måles og ikke vejes. Og hvad disse aftener med "åbent hus" har betydet for en stor skare unge, kan ikke skattes højt nok. At få adgang til et sådant hjem med god, gammel kultur er en lykke for unge mennesker og vil sikkert præge mange af dem på deres livsvej".
"Tak, "sekretær", tak! Det har altid været min hustru og mig en glæde, jeg kan sige en lykke, at de unge ville søge herned. Jeg drikker for ungdom­men. Brug den, mens De har den, men misbrug den ej. Ungdommens tid er så kort, men forlæng den. Man kan bevare ungdommen i sit hjerte, helt op til de grånede dage. En skål for ungdommen!"
- Lidt efter stod man atter i dagligstuen, parat til at tage af­sked.
"Alvor og gammen" sagde borgmesteren, "kunne så godt sammen, lad os, inden vi skilles, synge ungdommens bedste sang: Altid frejdig når du går, veje Gud tør kende."

Jubilæumsdagen i dat fejres ved flagning fra alle kommunale og mange private bygninger.
Straks fra morgenstunden begyndte blomster, gaver lykønskninger, breve og telegrammer at strømme ind og fortsatte dagen igennem at hobe sig op i store mængder.
Da jubilaren ved halv ellevetiden indfandt sig på rådhuset, havde samtlige politibetjente, såvel dag- som natbetjente, tillige med det samlede kontorpersonale og arrestforvareren taget opstilling i forhallen, som i dagens anledning var festlig smykket med blomster og grønt.
Overbetjent Jensen trådte her frem og overbragte borgmesteren personalets hjertelige lykønskning og udtalte på kollegaers og egne vegne en tak for de forløbne mange år g for den humanitet, elskværdighed og imødekommenhed, der fra chefens side altid var bleven vist standen og den enkelte. Det var personalets håb og ønske, at de endnu i mange år måtte se borgmesteren som deres chef. Overbetjenten bad endvidere borgmesteren overbringe en hilsen til sin frue og takke hende for den interesse og deltagelse, som også hun altid havde været for hver enkelt af personalet.
Overbetjenten sluttede den vellykkede lille tale med et af kraftige hurra besvaret leve for den afholdte chef, hvorefter der blev overrakt denne en pragtfuld merskumspibe med sølvbeslag.
Borgmesteren takkede rørt for de smukke ord og for den smukke mindegave. Et godt forhold mellem de, der er sat til at lede, og dem, der skal udføre det direkte arbejde, er altid af den største betydning for opnåelsen af et godt resultat. Borgmesteren havde altid haft en følelse af, at hver enkelt indenfor personalet, hver på sit område med iver og interesse gik op i sin gerning, og det var ham kært ved denne lejlighed, at kunne udtale sin tak til hver enkelt for den støtte, de gennem årene havde ydet ham. I denne forbindelse ville borgmesteren også mindes dem, der var trådt tilbage og nu hvilede ud efter veludført livsværk, og blandt disse ganske særlig fhv. overbetjent Schumacher. Borgmesteren sluttede med at udtale ønsket og forvisningen om, at det gode forhold, der altid havde kendetegnet personalet, også i fremtiden altid måtte være til stede, til lige gavn for personalet selv og for det fælles arbejde.
Den smukke højtidelighed sluttede med et glas vin.

Jubilaren begav sig derefter hjem og modtog de mange gratulanter og deputationer, der i formiddagens løb indfandt sig i hans hjem.
Af deputationer indfandt sig håndværkerforeningens bestyrelse med landstingsmand Schultz som ordfører. Borgerforeningen med fabrikant Spindler, Det borgerlige skydeselskab med overbanemester Gusmer, Våbenbrødrene med Alexander Jacobsen og handelsstandsforeningen, på hvis vegne købmand J. M. Jørgensen førte ordet.
Kl. 1 kom skolekommissionen til stede og bragte med formanden, skoleinspektør Johansen som ordfører, jubilaren en varm tak for den varme interesse, hvormed han altid havde omfattet skolevæsenet her i byen.
Kl. 2 mødte byrådet in pleno og overrakte borgmesteren en smuk kalligraferet adresse, ustyret på bindet med byens våben i drevet sølv og indeni med tegning af kommunens offentlige bygninger, særlig sådanne, der er opført i borgmesterens embedstid.
Adressen, der er udgået fra H. C. Wenks etablissement, er kalligraferet af oversergent J. Christensen og skjoldet er udført af aktieselskabet Cohrs fabrik.
Endvidere overraktes der borgmesteren et sølvbæger med inskription: "Fra byrådets valgte medlemmer".
Adressen der oplæstes og overraktes af overlæge Slot-Hansen er sålydende:

Hr. borgmester!
Gennem et kvart århundrede har De virket som borgmester i Fredericia. I dette tidsrum har byen udviklet sig stærkt. Indbyggerantallet er næsten fordoblet, og byens budget andrager nu et tre gange så stort beløb som i 1884.
Intet kommunalt område er forbleven uberørt af denne fremgang.
Nye skolebygninger er bleven opførte, både i byen og på marken. Den højere almenskole er bleven overtaget af kommunen. Der er bygget nye sygehuse, der er anlagt et vandværk, som endda for nylig har måttet udvides. Gasværket er ombygget, et stort og moderne elektricitetsværk har rejst sig. Torvet er flyttet til den plads, som allerede ved byens anlæggelse var udset dertil. Kloakvæsenet er ordnet mønsterværdigt og brolægningen betydelig udvidet. Hannerup er fra at være en granplantage, bleven omdannet til en smuk lystskov.
Der er ingen tvivl om, at hvad der således kommunalt er udrettet, også har virket ansporende på den private foretagsomhed, i hvert tilfælde er det en kendsgerning, at de ved byen fremgang nødvendiggjorte nybygninger ganske har forvandlet byens udseende således at den ny fremtræder med fuldt ud moderne præg.
Det som har kendetegnet deres virksomhed som byens borgmester i disse 25 år, har først og fremmest været Deres kærlighed ti vor by, parret med stor interesse for og dyb forståelse af alle kommunale anliggender. Hertil kommer, at De har haft en sjælden lykkelig evne til at få de ofte modstridende kræfter til at samvirke og derved meget væsentlig bidraget til, at tidens vekslende krav har kunnet ske fyldest uden unødig stærke brydninger. Deres navn vil derfor være stærkt knyttet til denne periode af Fredericias historie, en periode, i hvilken byen er gået stærkere frem end nogensinde før.
Fredericia kommune føler en naturlig trang til, på denne mindedag, at bringe Dem, hr. borgmester, en varm tak for deres så dygtige og fortjenstfulde virksomhed som formand for byens råd, og føjer hertil ønsket om, at De endnu længe må have vilje og kræfter til at fortsætte i denne, for vor bys trivsel og fremgang, så vigtige gerning.
Fredericia d. 18. august 1909.
På Fredericia kommunes vegne:
Joh. P. Slot-Hansen, A. C. Jensen, M. Christoffersen, A. Petersen, O. Olsen, M. Petersen, H. Honoré, F. Molbech, C. C. Bro, P. Jensen, Carl M. Cohr, Chr. Brusen, Heinr. Hansen, K. C. Bloch, H. Alb. Jensen.

Kl. 3 indfandt sig en deputation fra samtlige byens kommunale embeds- og bestillingsmænd. Deputationen, der bestod af fattigudvalgets sekretær, hr. L. Larsen, kæmner Poulsen, og vandværkets maskinmester hr. Ammundsen, overrakte jubilaren en sølvkande med inskription "1884-1909", samt en adresse, der oplæstes af hr. Larsen.
Denne adresse lyder således:

Højvelbårne hr. borgmester Scharling.
R. af Dbg, Dbm.
I fuld erkendelse af, at De i de 25 år, De som borgmester har stået i spidsen for vor by,, af yderste evne og med aldrig svigtende interesse har virket for dens tarv og fremgang, tillader undertegnede embeds- og bestillingsmænd i Fredericia kommune sig herved at bevidne Dem vor dybeste tak. Ikke blot for den dygtighed, hvormed De altid har ledet det ofte vanskelige arbejde at tilfredsstille så vidt muligt alle krav under de vekslende udviklingsperioder, men også for den tillid, De stedse har vist os under vort arbejde i kommunens tjeneste.
Vi føjer til vor tak de bedste ønsker om, at De endnu i mange år med usvækket interesse og kraft, må lede vor by.

Borgmesteren takkede bevæget for den megen opmærksomhed og kærlighed, der her var kommet til orde. Særlig dvælede borgmesteren ved den rige udvikling, byen havde gennemgået i den tid han havde stået i spidsen for den. Når det var lykkedes at lede denne udvikling ind i et godt og heldigt spor, så skylde det ikke mindst den stab af dygtige og nidkære embeds- og bestillingsmænd, som kommunen have været så heldig at sidde inde med. Derved at hver enkelt på sit felt, lægger al sin interesse og alle sine evner ind på at yde det største og det bedste, skabes det sammenspil, der betinger fremgang og udvikling.
Det var borgmesteren kært her at få lejlighed til at bringe d'her. sin varmeste tak for det store og gode arbejde, de i årenes løb havde udført i kommunens tjeneste, og han ville hertil føje sin peronlige tak for den redebonhed og gode vilje, han altid havde mødt, og for det samarbejde, der altid havde fundet sted.

I anledning af borgmester Scharlings jubilæum bespises beboerne op forsørgelssanstalten i dag, ligesom beboerne på husvildeafdelingen bliver beværtet med kaffe og kage.

Den 24/8 1909 fejrede byens hans 25-års jubilæum som borgmester og byfoged ved en stor borgerfest på Fredericia Teater.

Festmåltidet til ære for borgmester Scharling fandt sted i går aftes i teatersalen.
Salen var festlig smykket med flagdekorationer, skjolde, grønne panter og blomster, og på scenens fortæppe strålede borgmesterens navnetræk i transparent, omgivet af byens våben og en nydelig flagdekoration.
Landstingsmand Schultz bød velkommen og overtog præsidiet.

Efter en sang af det kendte mærke V. S. H. for konge og fædreland, talte oberst Lund Larsen:
i denne tid, hvor man i de tusinde hjem med uro og bekymring følger den strid der føres om, hvorledes vi skal værge og værne vort fædreland, er der et inderligt håb, at vor konge må eje visdom og styrke nok til at føre denne strid til en lykkelig udgang. Mere end måske nogensinde tidligere er den tanke nu kommen frem, at kongens ansvar og fædrelandets krav og trang uløselig er forbunden med hinanden. Jeg udtaler det håb og det ønske, at tiden må komme til at vise, at det er lykkedes hans majestæt at finde den rette vej frem mod målet, at værge og værne vort land, så vi med ære kan bevare det og vort sprog ned gennem tiderne. Med det ønske udbringer jeg et leve for hans majestæt kongen.

Efter en sang for jubilaren skrevet af pastor Manniche, talte provst Zeuthen:
Både på tryk og i tale, har der ved denne lejlighed været talt så meget om byens fremskridt i de 25 år, borgmester Scharling har stået i spidsen for dens styrelse, at jeg ikke skal dvæle nærmere derved.
Scharling har delt ondt og godt med byen. Delt dens sorger og delt dens glæder. Han elsker denne by og vi elsker ham. Jeg skal her i denne forbindelse kun pege på borgmester Scharlings interesse og kærlighed for de unge håndværkeres oplæring og om de varme, kærlige, alvorlige og lærerige ord, han altid giver dem ud i livet.
Ved en fest for en berømt mand i København, blev der i festtalen sagt: Vi hylder i ham videnskabsmanden, tænkeren, taleren, men først og fremmest mennesket. Disse ord passer også ved denne lejlighed. Borgmester Scharling har udført meget, vi skylder ham tak for, men mest tak skylder vi mennesket Carl Scharling. Det er ikke gode gerninger, der gør en god mand, det er den gode mand der gør de gode gerninger.
Jeg mindes Scharling som ung student, frejdig og begejstret for alt skønt. Han havde alt dejligt for øje, men han havde også øje for al dejlighed og den egenskab har han bevaret gennem årene. Han har ikke strøget flaget, men har holdt fast i sin ungdoms idealer gennem livet.
At han har bevaret øjet åbent for det skønne, ser vi i hans hjem, på hans billeder og hans bøger. Vi ser det også på byrådets forhandlinger, hvor tonen aldrig er sunken til det lave, fordi borgmester Scharling er den idealske mand. Scharling har forstået at bevare det lyse og det frejdige blik, selv når sorgerne tyngede på ham. Han har haft svære tider men borgerne, om de end har kunnet bøje ham, knække ham, har de ikke kunnet. Han ser lyst på os alle. Og skulle jeg fremhæve en skygge i billedet, skulle det netop være den, at han ser for lyst. Vi er ikke så gode som borgmester Scharling tror om os. Borgmester Scharling er en retfærdig dommer, men ved siden af retfærdigheden står mildheden, kærligheden, overbærenheden.
Men det bedste hos ham er dog hans ydmyge, fromme sind. Det tales der ikke meget om, og det gør ikke sig selv stort, men det er noget stort! Derfor er også vi præster glade for at have borgmester Scharling i kirkeinspektionen. Det er da i særlig grad mennesket borgmester Scharling. for hvem jeg vil udbringe et leve. Hans dag begynder nu at hælde, og aftenen stunder til. Gud give da, at den må blive lys, mild og skøn, og Gud give, at vi endnu en årrække må beholde borgmester Scharling her i denne by, som han elsker så højt, og hvor han har vundet sig så mange venner. Et leve for mennesket Carl Scharling.

Pastor Manniche:
Provst Zeuthen talte om borgmester Scharlings lyse og frejdige sind i ungdommen og skildrede ham som den muntre og glade student. Hvem vil tvivle om, at dette billede er rigtigt, når man mindes Nicolaj i "Nøddebo præstegård". Den Nicolaj, som al ungdom i Danmark læser om med undrende blikke, er jo ikke nogen anden, end netop den nuværende borgmester Scharling, og dette ungdomsfriske og frejdige besidder han endnu. Når der er ungt selskab hos borgmesterenm er han selv den yngste i selskabet,
Da jeg for nogen tid siden var sammen med ham i et selskab, skulle vi synge gamle sømandssange. Jeg kunne det første vers, men borgmester Scharling kunne dem alle!
Hvor kan det nu være, at vi alle holder så meget af borgmester Scharling? Ja, betragt en gang hans hjem. Se hvorledes volden smelter sammen med det og danner et hele. Men voldene og Fredericia, hvem kan skille dem ad. Volden og borgmester Scharling passer sammen og smelter sammen til en helhed.
Men hvad hjælper selv det kønneste, med idylliske hjem, og hvad nytter alle billeder, hvis de mennesker der lever og færdes i dette hjem, ikke passer for hinanden og ikke supplerer hinanden, Også i denne henseende er borgmester Scharling en lykkelig mand. Der er måske ikke mange, der aner, at det i virkeligheden er den lille hvidhårede dame, der færdes i borgmesterens hjem, der gør ham ung. Derfor ønsker vi også af hjertet, at han må få lov til at beholde hende endnu i mange år.
En skål for borgmester Scharlings hustru med ønsket om, at han i mange år må beholde hende ved sin side.

Borgmester Scharling:
Min inderligste og varme tak for alt det vennesind, jeg her har mødt, og for den måde, min gerning er bleven omtalt på. Jeg kender godt hvor evnerne brister, men hvad der styrker og støtter og gør, at min gerning dog i nogen måde er lykkedes, er det, at jeg har haft den velsignede lykke i al min gerning, større eller mindre, at finde forstående sind og tanker, der hjalp til. Kære medborgere, kære venner! Tak for al den venlighed og kærlighed, der i denne tid i så rigt mål er vist mig.
Mine tanker går tilbage til den dag, da jeg første gang kom her til byen. Jeg kendte kun et eneste menneske, herredsfoged Becher, men det var et godt varsel, og når jeg nu tænker tilbage på den gang og ser på alle de venner jeg siden har fået, så takker jeg atter og atter for min lykkelige livsførelse.
Jeg kom hertil med blandede følelser. Jeg nærede frygt for den store opgage, der ville komme til at hvile på mig. Men da jeg mærkede den friske luft, der både bogstavelig og i anden forstand herskede her i de dejlige, brede, lige gader, og da jeg kom op ad Danmarksgade til Østerstrand og så havet udbrede sig for mine fødder, da veg ængstelsen for dyb og inderlig glæde over, at det var bleven forundt mig at skulle virke her. Også i anden forstand var der frisk luft her i byen. Grundtonen, der gik gennem alt, var det varme danske sind. Byen bar på sorgens minder, men også på stolte, sejrens minder.
Den nationale ånd gik som en bærende løftelse gennem alt og alle. Det varede ikke længe, før jeg fandt, at her var godt at være. Jeg fæstede mit bo her og skabte mig mit dejlige, velsignede hjem. Alt dette siger jeg tak for og for al den imødekommenhed, milde omdømme og kærlighed, der i al den tid er bleven vist mig.
Men hin dag, da jeg stod oppe ved volden og så ud over det mægtige hav, da slog det ned i mig, hvilken stor tanke det var at lægge en by her.
Byen var tænkt stor, tænkt som stabelstad og om Danmarks anden hovedstad. Tiden har slået disse tanker ned, men det er for mig som om store begivenheder atter begynder at gro i Fredericia.
Gamle tanker og syn synes at glimte frem igen. Fredericia er ikke blot de store minders men også de store muligheders by. Det er mit håb og mit ønske, at byen må blomstre og udvikle sig til helt at fylde den kongstanke, der skabte den, og den må udnytte de gaver og de muligheder, den sidder inde med, således at den engang kan blive stabelstaden, byen, der er med til at bære det danske navn frem.
Den tak, som jeg desværre ikke kan overkomme at bringe til hver især, der har glædet og hædret mig, vil jeg derfor samle i et leve for for by og vort hjem.
Fredericia, de store minders og de store muligheders by, leve!
Efter 25-års jubilæum som borgmester , indrykkede han denne tak i Fredericia Social-Demokrat 19/8 1909.

Borgmesterembedet i Fredericia
Fredericia Dagblad 1/5 1912
I går overleverede under amtmandens tilstedeværelse, borgmester Scharling embedet til sin eftermand borgmester Valentiner-Branth, og i dag kl. 2 tog politimester Scharling afsked med politifunktionærene, der samtidig blev præsenteret for den ny politimester.

Da han gik på pension med udgangen af april 1912, solgte han borgmestervillaen og flyttede ud i kommunens ejendom Villa Søvang i Sanddal, hvor han boede til sin kones død i 1919. Herefter flyttede han ind i Jyllandsgade 41, hvor han døde nytårsaften 1920 og begraves under meget stor deltagelse på Sct. Michaelis kirkegård i familiegravstedet 7. januar 1921.
Han var blevet gift i 1868 med Henriette Frederikke Elisabeth Bang, født 1/10 1840 i København, Trinitatis sogn. Datter af justitsråd Kreutzfeld Bang og hustru Johanne Kristine født Michelsen.
Carl og Henriette Scharlings børn:
Frode f. 1871 i København, Telegrafmedhjælper og siden postkontrollør.
Gudrun f. 12/1 1872 på Frederiksberg
Hother f. 1874 i København
Valborg f. 1876 i København
Bodil f. 22/10 1878 i København
Gunnar f. 1880 i Viborg. Han blev direktør for forsikringsselskabet "Jylland" og døde i Aarhus 19/11 1912. To børn døde som spæde.

Ifølge Poul Elsners fortælling om Carl Scharling som han skrev i 1935, skulle Carl Scharling, sammen med to af hans storebrødre, være rollemodeller til studenten Nicolai og kandidaterne Corpus Juris og Gamle, Henrik Scharlings roman fra 1962 om Nøddebo præstegård.
I en senere artikel af fhv. skovfoged Niels Harald Jensen om Villa Søvang, hvor Scharling boede de han flyttede fra Tutavallis til hans kone døde i 1919, hvorefter han flyttede til Spindlerhus i Jyllandsgade, hvor han døde året efter. Skovfogeden skriver også at de tre Scharlingbrødre stod model til de tre brødre fra Regensen i fortællingen. Forfatteren Henrik Scharling har dog selv afvist, at det var tilfældet.

Scharling familien 1840

København, København (Staden), Nørre Kvarter, Vestergade, Gaarden nr. 22, 1. Sal, 32 F3, FT-1840, C9480
Navn:	Alder:	Status:	Stilling i familien:
Carl Emil Scharling	37	Gift	Dr og Prof. Theol. ved Kbhvns. Universitet
Anna Petrea Abild Scharling født Lund	38	Gift	hans Kone
Luise Lund	72	Enke	hans Svigermoder
Jørgen Peter Christian Scharling	8	Ugift	hans Børn
Luise Andrea Margrethe Scharling	7	Ugift	hans Børn
Henrik Carl Scharling	4	Ugift	hans Børn
Hans William Scharling	3	Ugift	hans Børn
Rudolph Emil Scharling	18	Ugift	hans Broder
Ida Helene Jensen	21	Ugift	Tjenestefolk
Anne Cathrine Jundeken	24	Ugift	Tjenestefolk

Scharling familien 1845

København, København (Staden), Nørre Kvarter, Vestergade, Gaarden nr. 22, Stuen, FT-1845
Navn:	Alder:	Fødested	Status:	Stilling i familien:
Carl Emil Scharling	42	Enkemand	København	Professor Cand Theol
Andrea Kristine Scharling	64	Enkekone	København	Professorens moder
Emily Charlotte	39	Ugift	Sorø	Søster
Jørgen Christian	13	Ugift	Sorø	Søn
Louise Andrea Margrethe	10	Ugift	København	Datter
Carl Henrik	8	Ugift	København	Søn
Hans William	7	Ugift	København	Søn
Carl Lund	4	Ugift	København	Søn

CV.
CARL LUND SCHARLING: Født 3. Maj 1840 i København, Søn af professor, dr. theol. Carl Emil Scharling og Hustru Anna Petrea Abild f. Lund. Student 1858, cand. jur. 1863, konstitueret Assessor i Overretten 1873—76, Sekretær i Højesteret 1876 —79, Assessor i Overretten i Viborg 1879—84, Kongevalgt borgmester og byfoged i Fredericia 1884—1912. Ridder af Dannebrog 1892, Dannebrogsmand 1899, Kommandør af 2. grad af Dannebrog 1918. Formand for Den danske Købstadsforening 1900—09, for Kontrolkomitéen for Jysk Købstad Hypotek-Forening, Æresmedlem af Fredericia Haandværkerforening og Handelsforening og medlem af Sct. Michaelis menighedsråd.
Han afløstes efter 28 år som kongevalgt borgmester og byfoged af Gustav Valentiner-Branth 1/5 1912.
Da hustruen Henriette døde i 1919, flyttede Carl Lund Scharling fra Villa Søvang i Hannerup, til Jyllandsgade 41, hvor han døde 31. Dec. 1920 i Jyllandsgade 41 og begravedes under meget stor deltagelse på Sct. Michaelis kirkegård den 7. januar 1921.
Han var, som tidligere nævnt, enkemand efter Henriette Frederikke Elisabeth født Bang, der døde 17/3 1919 i villa Søvang.

FD 8/1 1920
CARL LUND SCHARLINGS JORDEFÆRD 7/1 1921

Fhv. borgmester Carl Scharlings jordefærd, der fandt sted i går den 7. januar 1921, blev en overordentlig smuk og gribende sørgehøjtidelighed. I kirken var der omkring alteret pyntet med palmer og andre stedsegrønne planter og træer. Langs med de lukkede stole og under orgelet var der ophængt sørgedraperier, ligesom lysekronerne smagfuldet var behængt med efeu. Langs midtergangen dannede brandkorpset spalier.
Håndværkerforeningens, Det forenede borgerlige Skydeselskabs, Våbenbroderforeningens og politikorpsets floromvundne faner afgav æresvagt.
En umådelig mængde kranse var sendt til den afdødes båre, deriblandt et stort antal signerede, bl.a. fra Fredericia byråd, Kolding byråd, Den danske Købstadsforening, Jydsk Hypotekforening, Det forenede borgerlige Skydeselskab, Jydsk Hypotekforenings Kontrolkomité, Dommerkontoret, Sagførerne i Fredericia, Købstædernes Brandforsikring, Den danske Dommerforening, Fredericia Håndværkerforenings tekniske skole, Fredericia Politiforening, Fredericia Grundejerforening, Dagmarasylet, Købstædernes alm. Brandforsikrings repræsentantskab, Inspektørerne i Jydsk Hypotekforening, Fredericia Håndværkerforening, D.B.B., Dansk Købestævne, Den Johnsonske stiftelse, Fællesforeningen af Jydske Grundejerforeninger, Michaelis Kirkes bestyrelse, Fredericia Handelsforening, Købstædernes almindelige Brandforsikring, Den højere Almenskole, Jydsk Hypotekforenings kontorpersonale, Vejle Amts Skoleråd, Trinitatis kirkes bestyrelse, Købstædernes almindelige Brandforsikrings personale og foreningen "Effata".
Sørgehøjtideligheden indledtes med J. P. E. Hartmanns sørgemarch over Bertel Thorvaldsen.
Efter salmen "I denne søde juletid" talte pastor Hornbech ved båren og sagde bl.a.:
Om borgmester Scharling, som vi i dag skal stede til hvile, kan der siges så meget godt.
Han var en god borgmester og de som der har kende ham, var gennem de mange år han virkede som borgmester og dommer her i byen, ville bedre end jeg kunne fortælle derom. Men gennem de år, jeg har kendt ham, har jeg fået det indtryk, at han aldrig har følt sig som "kongen på borgen" men som kongens bedste tjener.
Nogle vil måske finde det mærkeligt, at man anvender en julesalme til en begravelse, men det er fra familiens side sket med velberådet hu, og den falder også godt sammen med Scharlings syn på livet. Den første jul jeg var her, talte jeg med Scharling i juleugen. Han sagde da til mig: "Hvorfor fik vi ikke salmen "I denne søde juletid" ved juleaftensgudstjenesten? Jeg lovede at efterkomme dette ønske ved senere julegudstjenester. Juleaftens eftermiddag var jeg hos ham. Han kunne ikke tale, men da jeg sagde: "Skal vi synge vor kære julesalme, sang han klart og højt med. Den gamle 80-årige mand gik døden i møde med sang. Han havde et stort, kærligt barn i sit hjerte. Da han nedlagde sit embede, drog han ikke, som så mange til københavn for der at henleve sine sidste dage. Nej, han blev i den egn og by han havde fået kær. Han kunne ikke slippe "Mindernes By", måske også fordi den indeslutter så mange af fædrelandets minder, og han elskede sit fædreland. Det var ham en glæde, at han skulle opleve, at en del af det gamle Danmark kom tilbage. Jeg mindes et betegnende træk før Scharlings dybe medfølelse for Sønderjyderne. Jeg havde besøg af en sønderjyde, der har skrevet en bog, som Scharling og jeg havde talt meget sammen om. Ifølge med denne mand mødte jeg Scharling på Strandvejen, og jeg sagde til Scharling: Det er den mand, der har skrevet bogen som vi så ofte har talt sammen om. Scharling så et øjeblik på ham. Der kom tårer i hans øjne, og han udbrød: Gud velsigne jer alle i eders nød.
Fredericia by har mistet en god mand. Også i menighedsrådet vil vi føle savnet af ham, men i, som står ham nærmest. I som først mistede en god og kærlig moder og nu eders fader, vil føle savnet hårdest. Man sang "Under dine vingers skygge" hvorefter pastor Manniche talte. Han sagde bl.a.: "Han var en retlinet karakter der havde afsky for al rænkespil, for alt hvad der var lumpent og lavt. Hans hjerte slog varmt for hans fædreland og alt, hvad der berørte Danmark. Vi mindes en 6. juli, da han ved slutningen af sin tale i Kastellet - alles tanker var mpd syd, men ingen turde udtale, hvad der lå på hjertet - bad den tusindtallige forsamling vende sig mod syd og lade tankerne dvæle ved dem dernede. Scharling var måske i dette øjeblik mere end nogensinde for grebet af håbet om Sønderjyllands tilbagekomst.
Af hans mange gode evner, var talens evne vist den, han selv satte højest, og derfor har det sikkert været svært for ham på hans sidste stund, at skulle miste den."
Sognepræst i Torstrup Carl Immanuel Scharling, takkede på familiens vegne sin farbror. En tak for alt, hvad han havde været til opmuntring, hvad han havde gjort for at glæde de yngre af slægten. Det er de gamle som binder slægten sammen. Trods den megen modgang, han har haft, har hans spændstige ånd dog kunnet frigøre ham for de mørke minder. Vi savnede ham nødigt ved familiefester. Han var traditionen tro. Det var en stor glæde for vi unge at komme i farbrors hjem, enten det nu var til påske eller til jul. Han kunne være glad med de glade, og hans elskede hustru gjorde alt for os. Nu er hjemmet opløst. Vi ved, hvad det betyder "Thi intet steds er roserne så røde og intets steds er tornene så få". Livet på jorden er en vandring fra det ene hjem til det andet. Tak for de lyse minder di gav os at leve på.
Derefter spilledes Chopins "Andante funébre" og sangkoret "Canto" sang smukt og betagende: "Lær mig, o skov, at visne glad". Til salmen "Dejlig er jorden" blev kisten af byrådsmedlemmer båret ud af kirken og jordfæstelsen fandt sted på Michaelis Kirkegård i familiens gravsted.
Pastor Carl Immanuel Scharling forrettede derpå jordpåkastelsen.
Borgmester Johs. Jensen udtalte ved graven:
"I de 28 år, i hvilke den gamle borgmester stod i spidsen for det kommunale styre her i byen, foregik der en udvikling, som var større og rigere end i nogen foregående eller senere periode. Når denne udvikling kom til at foregå uden større gnidninger, så skyldes det ikke mindst de egenskaber, der var særegne for Carl Scharling. Først og fremmest den egenskab, at han ikke stræbte efter personlig magt, ikke ville dominere eller intrigere, men søgte at bringe alle kræfter til samarbejde i god forståelse. Han tilhørte jo et slægtled og en slægt, der ikke så meget lagde vægten på det økonomiske ubytte af arbejdet, men handlede efter, hvilken nytte de gjorde, og hvilken ære de indlagde sig ved deres arbejde.
Som den gamle borgmester var følsom overfor alt, hvad der forekom ham hårdt og ondt, således var han selv nænsom og mild i sin bedømmelse af mennesker og forhold. Der skal her ved hans grav lyde en velment og varm tak for hans arbejde på det kommunale livs område og som vejleder for de unge, i hvilken retning han havde særlige evner. OG vi siger ham også tak, fordi han ved sit ungdomsfriske syn og sit lyse og lyriske temperament, ved mangfoldige lejligheder spredte lys og glæde i vide kredse. Ære være borgmester Carl Scharlings minde!"
Herefter talte fhv. landstingsmand Stilling, samt borgmester Niels Jensen, Varde.
Den afdødes søn, postkontrollør Frode Scharling, takkede på familiens vegne dybt bevæget de institutioner, der havde bekostet den smukke og gribende sørgehøjtidelighed, og de mange der var kommen til stede for at vise den afdøde den sidste æresbevisning. Han fremdrog det symbolske i, at hans fader netop kommer til at hvile mellem Rådhuset og Kirken, de to steder, der stod hans virksomhed og hans hjerte nærmest.
I det store følge sås også godt som alle kommunale embedsmænd og funktionærer. Bestyrelsen for de foreninger, hvoraf Scharling var æresmedlem. Byens præster og embedsmænd, garnisonens højerestående officerer, og et stort antal tilrejsende som har været knyttet til byen.

CARL LUND SCHARLINGS LIGTOG 7. JANUAR 1921

CARL LUND SCHARLINGS LIGTOG 7. JANUAR 1921

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286