FREDERICIAS HISTORIE
Personnavne der knytter sig til byens historie.
Samlet og redigeret af Erik F. Rønnebech ©



BORGMESTER CARL LUND SCHARLING
(1840-1920)

Født den 3. maj 1840 i Vestergade 22, København, og døbt i Vor Frue kirke 1. juli.
Han var søn af professor, cand theol Carl Emil Scharling (1803-1877) og hustru Anna Petrea Abild f. Lund, og bror til Carl Henrik Scharling, teolog og forfatter til Ved nytårstid i Nøddebo Præstegård. (3/5 1836- 6/6 1920) og Hans William Scharling (1837-1911) Henrik Scharling skrev bogen om Nøddebo Præstegård under pseudonymerne "Nicolaj 18 år".
Efter sin embedseksamen blev han assessor i Viborg frem til 1884
Herefter overassessor og kongevalgt borgmester og byfoged i Fredericia 1884-1912, samt formand for teknisk skole og i 1901 i bestyrelsen for Børnenes Vel, og mange andre tillidshverv.
Familien boede frem til 1890 i Gothersgade 49. 1.
Samme år lod han villaen Tutavallis ved Vestervold i Sjællandsgade 4 opføre. Tutavallis betyder "den beskyttede dal".


Medens han boede i villaen holdt han og hustruen meget selskabelighed, Bl.a. familiens åbent hus aftener, hvor alle unge militære og studerende var velkomne til at komme for at hygge og more sig.

Forstander på døvstummeinstituttet Vilhelm Larsen har skrevet om den tid i sine erindringer fra den gamle fæstningsby:

TUTAVALLIS
af Vilhelm Larsen i Fd 19/8 1942
Minder og historier fra den gamle fæstningsby XXXIV.

Købmand S. F. Sørensen havde netop fulgt en kunde til dørs og så spejdende ned ad Prinsessegade, da distriktslægen strøg forbi med en elegant hilsen. „Kommer De i klubben i aften, doktor Langgaard? Vi mangler en fjerdemand til en lhombre". "I aften", sagde doktoren og stoppede lidt op. "Næh, ikke i aften. Jeg skal til borgmeste­ren", de har jo åbent hus - "Åbent hus", gentog S. F. lidt forarget. "Jamen, det er jo for de helt unge. Det er da ikke noget for Dem at gå efter. Kom De hellere til os!"
"Ja, vel er det for de helt unge. Men på Tutavallis bliver vi alle helt unge igen (synger): "For dansen, den går så let gennem lunden".

- Alle vinduer i Tutavallis' stueetage skinnede muntert op­lyste og gæstfri blinkende ud i den mørke januaraften, og da klokken nærmede sig 8, blev Sjællandsgade helt befolket af glade besøgende til det gæst­fri borgmesterhjem. Hver gang entredøren gik for ny tilkommende, slog der en bølge af varme og lys ud i forhaven, og muntre stemmer lød fra hallen, hvor husets sønner tog imod, alt mens døtrene skælmsk tittede ud fra stuerne for at mønstre stemningen.
"Hov! Nu så jeg ikke, hvor mit tøj blev hængt", sagde en ung mand. "Hvor skal jeg nu kunne få fat i det når vi skal hjem?" En høj latter hilste denne bemærkning: "Bryd Dem bare ikke om det. Når vi først har leget ordsprogsleg et par ti­mer, så er det alligevel flyttet om flere gange, og det er mer' end held, hvis man har sin egen hat på, når man går hjem."
Ordsprogslegene begyndte. Obersten anførte det ene parti, borgmesteren selv det an­det, i oberstpartiet skulle be­gynde, og scenen var i daglig­stuen „Værsgo"! blev der sagt, og tilskuerpartiet strømmede ind.
Henne ved vinduet sad en ny­delig ung pige og syede, mens hun af og til så ud gennem vinduet, hvor gardinerne var rullet op.
Midt i stuen stod obersten. Han var bekendt for sit enestående talent til at huske dansk digtning udenad - og deklame­rede:

"Et kys har engang været grænsen,
som skilte for- og fremtid ad.
og skæbnens lov har været skrevet,
på pigelæbens rosenblad."

Et kys har åbnet mandens stræben,
den vej, som for ham syntes lukt;
et kys har løsnet ørnens vinger,
og spændt dem ud til dristig flugt.

Et kys har med sin milde flamme,
en gang tændt ærens høje baun,
et kys har givet Danmarks saga,
i gem et herligt heltenavn.

De opmærksomme tilskuere forstod nu, at den unge pige var en af hovedpersonerne i Carl Plougs digt „et Kys", og sceneriet betød:

"Alene i dagligstuen
professorens datter sad,
og nynnede på en vise,
hun lærte sig udenad."

Ind trådte den unge student "Poul Vendelbo Løvenørn" og for­talte, at to kammerater havde lovet ham rejsepenge så han kunne drage til et fremmed land og søge krigstjeneste, i fald jomfru Vinding ville skænke ham et kys ved vinduet. Hun studsede og forargedes over dette dristige ønske, men det gik op for hende, at han var "ærlig og brav", og hun ville da ikke stå hans lykke imod.

Hun sagde ja og

"tog ham så ved hånden,
sammen til vinduet de gik.
Jomfruen blussed og bæved,
kysset han tog og han gik."

To andre scener gav:
Nu og ar, og modpartiet gættede rig­tigt: "Det er januar", råbte flere.
Borgmesterpartiet tog nu fat og valgte på lederens forslag Rio de Janeiro, som med megen dygtighed blev udført. Først som "Trio uden The (t)", dernæst med ja- og nej-afstemningen i landstinget om salget af "De vestindiske Øer" - Borgmesteren blev her båret ind som gamle kammerherre Thygesen, der ved sit nej, reddede øerne for Danmark - og endelig "ro", hvor hele selskabet slumrede. (= rio + de (Thygesen hed de Thygesen)+ ja + nej + ro = rio-de-ja-nej-ro).
Således gik aftenen på den fornøjeligste måde, mens legen vekslede, og borgmesteren og hans milde frue var bestandig de førende.
Mangen god lærdom og megen åndelig berigelse gled gennem legen ind i de unges sind og bar siden frugt. Værtsfolkene virkede ved deres kultur og væsens magt; men også direkte kunne der falde en belærende eller rettende replik, som da en ung pige sagde: "Må jeg komme om ved dig, Anna"? Da lød det fra borgmesteren: "Hvad er det dog for et rædsomt sprog. Lad os dog ikke forsimple vort danske sprog således."
- Siden samledes man i spisestuen om en rygende punch-bolle, og sang og tale vekslede.
Borgmesteren var glad som en ung student. Det han altid vedblev at være i sit hjerte - og holdt mangen god tale, god ved sit indhold, skøn ved sit sprog.
En yngre mand lukkede slutte­lig for den skønne aften og tak­kede, fordi borgmesteren og hans frue således åbnede deres hjem for de unge. "Hvad det Scharlingske hus har betydet for Fredericia, kan ikke måles og ikke vejes. Og hvad disse aftener med "åbent hus" har betydet for en stor skare unge, kan ikke skattes højt nok. At få adgang til et sådant hjem med god, gammel kultur er en lykke for unge mennesker og vil sikkert præge mange af dem på deres livsvej".
"Tak, "sekretær", tak! Det har altid været min hustru og mig en glæde, jeg kan sige en lykke, at de unge ville søge herned. Jeg drikker for ungdom­men. Brug den, mens De har den, men misbrug den ej. Ungdommens tid er så kort, men forlæng den. Man kan bevare ungdommen i sit hjerte, helt op til de grånede dage. En skål for ungdommen!"
- Lidt efter stod man atter i dagligstuen, parat til at tage af­sked.
"Alvor og gammen" sagde borgmesteren, "kunne så godt sammen, lad os, inden vi skilles, synge ungdommens bedste sang: Altid frejdig når du går, veje Gud tør kende."


Da han gik på pension solgte han borgmestervillaen og flyttede ud i kommunens ejendom Villa Søvang i Sanddal, hvor han boede til sin kones død i 1919. Herefter flyttede han ind i Jyllandsgade 41, hvor han døde nytårsaften 1920 og begraves under meget stor deltagelse på Sct. Michaelis kirkegård i familiegravstedet 7. januar 1921.
Han var blevet gift i 1868 med Henriette Frederikke Elisabeth Bang, født 1/10 1840 i København, Trinitatis sogn, datter af justitsråd Kreutzfeld Bang og hustru Johanne Kristine født Michelsen.
Carl og Henriette Scharlings børn:
Frode f. 1871 i København, Telegrafmedhjælper og siden postkontrollør.
Gudrun f. 12/1 1872 på Frederiksberg
Hother f. 1874 i København
Valborg f. 1876 i København
Bodil f. 22/10 1878 i København
Gunnar f. 1880 i Viborg.
To børn døde som spæde.

Efter 25-års jubilæum som borgmester, indrykkede han denne tak i Fredericia Social-Demokrat 19/8 1909.





Ifølge Poul Elsners fortælling om Carl Scharling som han skrev i 1935, skulle Carl Scharling, sammen med to af hans storebrødre, være rollemodeller til studenten Nicolai og kandidaterne Corpus Juris og Gamle, Henrik Scharlings roman fra 1962 om Nøddebo præstegård.
I en senere artikel af fhv. skovfoged Niels Harald Jensen om Villa Søvang, hvor Scharling boede de han flyttede fra Tutavallis til hans kone døde i 1919, hvorefter han flyttede til Spindlerhus i Jyllandsgade, hvor han døde året efter. Skovfogeden skriver også at de tre Scharlingbrødre stod model til de tre brødre fra Regensen i fortællingen. Forfatteren Henrik Scharling har dog selv afvist, at det var tilfældet.

Scharling familien 1840
København, København (Staden), Nørre Kvarter, Vestergade, Gaarden nr. 22, 1. Sal, 32 F3, FT-1840, C9480
Navn: Alder: Status:Stilling i familien:
Carl Emil Scharling 37 Gift Dr og Prof. Theol. ved Kbhvns. Universitet
Anna Petrea Abild Scharling født Lund 38 Gift hans Kone
Luise Lund 72 Enke hans Svigermoder
Jørgen Peter Christian Scharling 8 Ugift hans Børn
Luise Andrea Margrethe Scharling 7 Ugift hans Børn
Henrik Carl Scharling 4 Ugift hans Børn
Hans William Scharling 3 Ugift hans Børn
Rudolph Emil Scharling 18 Ugift hans Broder
Ida Helene Jensen 21 Ugift Tjenestefolk
Anne Cathrine Jundeken 24 Ugift Tjenestefolk


Scharling familien 1845
København, København (Staden), Nørre Kvarter, Vestergade, Gaarden nr. 22, Stuen, FT-1845
Navn: Alder: FødestedStatus: Stilling i familien:
Carl Emil Scharling42EnkemandKøbenhavnProfessor Cand Theol
Andrea Kristine Scharling64EnkekoneKøbenhavnProfessorens moder
Emily Charlotte39UgiftSorøSøster
Jørgen Christian13UgiftSorøSøn
Louise Andrea Margrethe10UgiftKøbenhavnDatter
Carl Henrik8UgiftKøbenhavnSøn
Hans William7UgiftKøbenhavnSøn
Carl Lund4UgiftKøbenhavnSøn

CV.
CARL LUND SCHARLING: Født 3. Maj 1840 i København, Søn af professor, dr. theol. Carl Emil Scharling og Hustru Anna Petrea Abild f. Lund. Student 1858, cand. jur. 1863, konstitueret Assessor i Overretten 1873—76, Sekretær i Højesteret 1876 —79, Assessor i Overretten i Viborg 1879—84, Kongevalgt borgmester og byfoged i Fredericia 1884—1912. Ridder af Dannebrog 1892, Dannebrogsmand 1899, Kommandør af 2. grad af Dannebrog 1918. Formand for Den danske Købstadsforening 1900—09, for Kontrolkomitéen for Jysk Købstad Hypotek-Forening, Æresmedlem af Fredericia Haandværkerforening og Handelsforening og medlem af Sct. Michaelis menighedsråd.
Da hustruen Henriette døde i 1919, flyttede Carl Lund Scharling fra Villa Søvang i Hannerup, til Jyllandsgade 41, hvor han døde 31. Dec. 1920 i Jyllandsgade 41 og begravedes under meget stor deltagelse på Sct. Michaelis kirkegård den 7. januar 1921.
Han var, som tidligere nævnt, enkemand efter Henriette Frederikke Elisabeth født Bang, der døde 17/3 1919 i villa Søvang.


FD 8/1 1920
CARL LUND SCHARLINGS JORDEFÆRD 7/1 1921

Fhv. borgmester Carl Scharlings jordefærd, der fandt sted i går den 7. januar 1921, blev en overordentlig smuk og gribende sørgehøjtidelighed. I kirken var der omkring alteret pyntet med palmer og andre stedsegrønne planter og træer. Langs med de lukkede stole og under orgelet var der ophængt sørgedraperier, ligesom lysekronerne smagfuldet var behængt med efeu. Langs midtergangen dannede brandkorpset spalier.
Håndværkerforeningens, Det forenede borgerlige Skydeselskabs, Våbenbroderforeningens og politikorpsets floromvundne faner afgav æresvagt.
En umådelig mængde kranse var sendt til den afdødes båre, deriblandt et stort antal signerede, bl.a. fra Fredericia byråd, Kolding byråd, Den danske Købstadsforening, Jydsk Hypotekforening, Det forenede borgerlige Skydeselskab, Jydsk Hypotekforenings Kontrolkomité, Dommerkontoret, Sagførerne i Fredericia, Købstædernes Brandforsikring, Den danske Dommerforening, Fredericia Håndværkerforenings tekniske skole, Fredericia Politiforening, Fredericia Grundejerforening, Dagmarasylet, Købstædernes alm. Brandforsikrings repræsentantskab, Inspektørerne i Jydsk Hypotekforening, Fredericia Håndværkerforening, D.B.B., Dansk Købestævne, Den Johnsonske stiftelse, Fællesforeningen af Jydske Grundejerforeninger, Michaelis Kirkes bestyrelse, Fredericia Handelsforening, Købstædernes almindelige Brandforsikring, Den højere Almenskole, Jydsk Hypotekforenings kontorpersonale, Vejle Amts Skoleråd, Trinitatis kirkes bestyrelse, Købstædernes almindelige Brandforsikrings personale og foreningen "Effata".
Sørgehøjtideligheden indledtes med J. P. E. Hartmanns sørgemarch over Bertel Thorvaldsen.
Efter salmen "I denne søde juletid" talte pastor Hornbech ved båren og sagde bl.a.:
Om borgmester Scharling, som vi i dag skal stede til hvile, kan der siges så meget godt.
Han var en god borgmester og de som der har kende ham, var gennem de mange år han virkede som borgmester og dommer her i byen, ville bedre end jeg kunne fortælle derom. Men gennem de år, jeg har kendt ham, har jeg fået det indtryk, at han aldrig har følt sig som "kongen på borgen" men som kongens bedste tjener.
Nogle vil måske finde det mærkeligt, at man anvender en julesalme til en begravelse, men det er fra familiens side sket med velberådet hu, og den falder også godt sammen med Scharlings syn på livet. Den første jul jeg var her, talte jeg med Scharling i juleugen. Han sagde da til mig: "Hvorfor fik vi ikke salmen "I denne søde juletid" ved juleaftensgudstjenesten? Jeg lovede at efterkomme dette ønske ved senere julegudstjenester. Juleaftens eftermiddag var jeg hos ham. Han kunne ikke tale, men da jeg sagde: "Skal vi synge vor kære julesalme, sang han klart og højt med. Den gamle 80-årige mand gik døden i møde med sang. Han havde et stort, kærligt barn i sit hjerte. Da han nedlagde sit embede, drog han ikke, som så mange til københavn for der at henleve sine sidste dage. Nej, han blev i den egn og by han havde fået kær. Han kunne ikke slippe "Mindernes By", måske også fordi den indeslutter så mange af fædrelandets minder, og han elskede sit fædreland. Det var ham en glæde, at han skulle opleve, at en del af det gamle Danmark kom tilbage. Jeg mindes et betegnende træk før Scharlings dybe medfølelse for Sønderjyderne. Jeg havde besøg af en sønderjyde, der har skrevet en bog, som Scharling og jeg havde talt meget sammen om. Ifølge med denne mand mødte jeg Scharling på Strandvejen, og jeg sagde til Scharling: Det er den mand, der har skrevet bogen som vi så ofte har talt sammen om. Scharling så et øjeblik på ham. Der kom tårer i hans øjne, og han udbrød: Gud velsigne jer alle i eders nød.
Fredericia by har mistet en god mand. Også i menighedsrådet vil vi føle savnet af ham, men i, som står ham nærmest. I som først mistede en god og kærlig moder og nu eders fader, vil føle savnet hårdest. Man sang "Under dine vingers skygge" hvorefter pastor Manniche talte. Han sagde bl.a.: "Han var en retlinet karakter der havde afsky for al rænkespil, for alt hvad der var lumpent og lavt. Hans hjerte slog varmt for hans fædreland og alt, hvad der berørte Danmark. Vi mindes en 6. juli, da han ved slutningen af sin tale i Kastellet - alles tanker var mpd syd, men ingen turde udtale, hvad der lå på hjertet - bad den tusindtallige forsamling vende sig mod syd og lade tankerne dvæle ved dem dernede. Scharling var måske i dette øjeblik mere end nogensinde for grebet af håbet om Sønderjyllands tilbagekomst.
Af hans mange gode evner, var talens evne vist den, han selv satte højest, og derfor har det sikkert været svært for ham på hans sidste stund, at skulle miste den."
Sognepræst i Torstrup Carl Immanuel Scharling, takkede på familiens vegne sin farbror. En tak for alt, hvad han havde været til opmuntring, hvad han havde gjort for at glæde de yngre af slægten. Det er de gamle som binder slægten sammen. Trods den megen modgang, han har haft, har hans spændstige ånd dog kunnet frigøre ham for de mørke minder. Vi savnede ham nødigt ved familiefester. Han var traditionen tro. Det var en stor glæde for vi unge at komme i farbrors hjem, enten det nu var til påske eller til jul. Han kunne være glad med de glade, og hans elskede hustru gjorde alt for os. Nu er hjemmet opløst. Vi ved, hvad det betyder "Thi intet steds er roserne så røde og intets steds er tornene så få". Livet på jorden er en vandring fra det ene hjem til det andet. Tak for de lyse minder di gav os at leve på.
Derefter spilledes Chopins "Andante funébre" og sangkoret "Canto" sang smukt og betagende: "Lær mig, o skov, at visne glad". Til salmen "Dejlig er jorden" blev kisten af byrådsmedlemmer båret ud af kirken og jordfæstelsen fandt sted på Michaelis Kirkegård i familiens gravsted.
Pastor Carl Immanuel Scharling forrettede derpå jordpåkastelsen.
Borgmester Johs. Jensen udtalte ved graven:
"I de 28 år, i hvilke den gamle borgmester stod i spidsen for det kommunale styre her i byen, foregik der en udvikling, som var større og rigere end i nogen foregående eller senere periode. Når denne udvikling kom til at foregå uden større gnidninger, så skyldes det ikke mindst de egenskaber, der var særegne for Carl Scharling. Først og fremmest den egenskab, at han ikke stræbte efter personlig magt, ikke ville dominere eller intrigere, men søgte at bringe alle kræfter til samarbejde i god forståelse. Han tilhørte jo et slægtled og en slægt, der ikke så meget lagde vægten på det økonomiske ubytte af arbejdet, men handlede efter, hvilken nytte de gjorde, og hvilken ære de indlagde sig ved deres arbejde.
Som den gamle borgmester var følsom overfor alt, hvad der forekom ham hårdt og ondt, således var han selv nænsom og mild i sin bedømmelse af mennesker og forhold. Der skal her ved hans grav lyde en velment og varm tak for hans arbejde på det kommunale livs område og som vejleder for de unge, i hvilken retning han havde særlige evner. OG vi siger ham også tak, fordi han ved sit ungdomsfriske syn og sit lyse og lyriske temperament, ved mangfoldige lejligheder spredte lys og glæde i vide kredse. Ære være borgmester Carl Scharlings minde!"
Herefter talte fhv. landstingsmand Stilling, samt borgmester Niels Jensen, Varde.
Den afdødes søn, postkontrollør Frode Scharling, takkede på familiens vegne dybt bevæget de institutioner, der havde bekostet den smukke og gribende sørgehøjtidelighed, og de mange der var kommen til stede for at vise den afdøde den sidste æresbevisning. Han fremdrog det symbolske i, at hans fader netop kommer til at hvile mellem Rådhuset og Kirken, de to steder, der stod hans virksomhed og hans hjerte nærmest.
I det store følge sås også godt som alle kommunale embedsmænd og funktionærer. Bestyrelsen for de foreninger, hvoraf Scharling var æresmedlem. Byens præster og embedsmænd, garnisonens højerestående officerer, og et stort antal tilrejsende som har været knyttet til byen.

 


CARL LUND SCHARLINGS LIGTOG 7. JANUAR 1921


CARL LUND SCHARLINGS LIGTOG 7. JANUAR 1921

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286