ERRITSØ GÅRDE OG HUSE
LANDLYST
Krügersvej 1 - Fra 1964, Landlystvej 1
© Erik F. Rønnebech

Gård nr. 14 var oprindelig to halvgårde
På den ene boede i 1773 Peder Hansen, og hans gård lå lidt vest for Snaremosegård.
Den del af gården blev brudt ned i 1866. På den anden del af gården, der beskrives som beliggende øst for byen ved landevejen mod Fredericia, boede Mikkel Holt.
Hvor Mikkel Holts gård lå opførtes en mindre ejendom som på et senere fik navnet Landlyst.
Fra sidst i 1800 tallet til 1915 ejedes Landlyst af glarmester Frederik Christian Rudolf Leonhardt, gift med Anne Marie Kjeldsen.

I 1898, flyttede Fredericias fhv. kommandant, oberst Moltke ind på Landlyst, efter at have boet en tid i Birkerød.
Han boede her et par år, til han flyttede ind i en ejendom i Nørevoldgade 26 i Fredericia.
Leonhard valgte at gå på pension som partikulier, og havde 1906 ansat forvalter Jens Steffensen til at stå for landbruget. Forvalteren havde kone og 3 børn.
5 år efter boede kun Leonhard og hans kone på ejendommen. Da den gamle Leonhardt døde i 1915, beholdt hans kone ejendommen frem sin død i 1923, hvorefter sønnen Robert Leonhard fik arveudlægsskøde på ejendommen på en værdi af 10.000 kr. Den var vurderet til 11.000.

I febuar 1928 mageskiftede Carl Thorvald Robert Leonhardt Landlyst med den store ejendom Gjeddesborg, Dalegade 61, idet han overtog Gjeddesborg fra sagførerne Amtoft & Qvist i Faaborg for 145.000 og som udbetaling skødede Landlyst matr. 29a i Erritsø til dem for 25.000 kr.
Ejendomsværdierne var hhv. 150.000 og 13.500 kr. Gjeddesborg er stadig i 2017 i Leonhardt slægtens eje.

Et minde fra F. C. R. Leonhards tid var det listekvadrerede glasloft som fandtes i stuehuset på Landlyst. Et lignende loft kunne ses i Spangs Materialhandel i Vendersgade.
Da den gamle telegrafstation i Oldenborggade blev moderniseret i 1897 blev samme slags glasloft opsat her af forgylder og glarmester Robert Leonhardt.

Fhv. intendant Madsen overtager ejendommen.
Ejendommen blev 1928 videresolgt af faaborgsagførerne til intendant ved garnisonen, Richard Georg Sigurd Madsen og hustruen Anna Isidora Elisabeth f. Olesen. Hun var datter af bagermester Olesen i Vendersgade.
Han havde indtil 1922 været intendant i militæret. Herefter var han bogholder, senere prokurist, på Lunds klædefabrik i Fredericia.
Han var i mange år i bestyrelsen for Fredericia Museumsforening og foreningens kasserer i 10 år. Herefter dens revisor.
Han var også en overgang revisor i sognerådet og brugssforeningen.
Han var ivrig jæger og interesseret i skyttesagen. Efter besættelsen var han med til at genoplive Erritsø sogns Skytteforening.

De sidste dage under besættelsen foregik der kapitulationsforhandlinger mellem frihedskæmpere og den tyske værnemagt i Madsens stuer på Landlystvej.
Madsen døde pludselig af en blodprop 8/3 1953.

Villads Thomsen Olsen overtager Landlyst.
Landlyst blev herefter solgt til handelsgartner Villads Thomsen Olsen, der en kort tid drev gartneri på en del af jorden, indtil han havde fået udstykket den i byggegrunde.
Villads Th. Olsen havde tidligere haft gartneri på den jord, Møllegården i dag ligger på men overdrog den til sine gartnersønner Christian og Henry.
Han var født i Erritsø og havde lært gartnerfaget hos gartner Jens Kromann i Sønderskov. Han var gift med Martha og søn af Hans Chr. Olsen, der mange år var graver og ringer ved Erritsø kirke, og en af Erritsøs kendte mænd.
En strimmel af jorden (i dag nr. 5a og 5b), solgte han kort efter overtagelsen til frugtavler Poul Kruse Henriksen (kaldet Poul Røjborg), der boede på Røjborghus. Han havde en frugtplantage på jorden.
Villads Olsen udstykkede herefter fra midten af 1950'erne resten af jorden til parcelhusbyggeri, og byggede selv et parcelhus på en af grundene (11a).

Landlyst bliver bankfilial.
Efter Villads Olsen, overtog Landmandsbanken i Fredericia ejendommen som filial.

Landlyst bliver radio- tv forretning.
Banken solgte filialen til Knud Linnemann og flyttede til butikstorvet. Linnemann ombyggede og udvidede den til en moderne radio-tv forretning. Kun ydermurene af den gamle ejendoms stuehus blev tilbage.
Han udvidede bygningen mod nord og byggede den sammen med en der liggende villa.
Firmaet Linnemann flyttede til Vestbyen i lejede lokaler og ejendommen blev overtaget af en finansieringsvirksomhed.
Bygningerne stod længe tomme og har af og til været anvendt til forskellige formål.
I 2017 ombyggedes ejendommen så den kunne rumme en mængde småfirmaer, klinikker o.l.

  

Landlyst
LANDLYST 1945

Landlyst
LANDLYST DA VILLADS OLSEN EJEDE DEN, MAN SER FORVALTERLEJLIGHEDEN I GAVLEN AF STALDBYGNINGEN.

Landlyst
LANDLYST DA VILLADS OLSEN EJEDE DEN, BAG EJENDOMMEN SES ET LANGT DRIVHUS.

Landlyst
LANDLYST INDEN TV-FORRETNINGEN BYGGEDES

Landlyst
LANDLYST OVERTAGET AF LINNEMANN

Landlyst
LANDLYST OVERTAGET AF LINNEMANN

Landlyst
LANDLYST LINNEMANNS FORRETNING FLYTTET 2006

Landlyst
LANDLYST 2017


 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286