FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech ©

BERS ODDE

(BJERGODDE)
(Senere kaldet Frederiksodde-Skanseodde-Kastelsodde)
Hovedkilde
Fredericia 1650-1760 af Hugo Mathiesen

"En naffnkundig revel, skibsfolch vell bekjend, er yderst ved Ulderup land, kaldes Bjersø Odde."
Således beskriver præsten i Ullerup sogn odden i en præsteindberetning fra 1638.
Den odde af Elbo herred, hvorpå Fredericia by og fæstning opstod i kraft af et kongebud, udstedt den 15. december 1650, havde indtil da henligget som et øde, ubeboet vildnis. Fra Vejle fjords gab bredte urgamle, tykke skove sig langs de forrevne kyster, og bøjende af for moser og kær, til de forenede sig med Hannerup mod syd. Endnu på svenskekrigenes tid prægedes landskabet af disse skove, men allerede da var deres masse sprængt og splittet som en opreven hær. Eg efter eg faldt for øksernes hug, krat og pur ryddedes af vejen, og snart gik ploven over de steder, hvor skoven havde groet i umindelige tider.
Nogle mener at navnet skal være Bjergs og ikke Bers odde og at navnet skal stamme fra den store naturlige banke Søbjerg, som nu helt er gravet væk. Banken har været anseelig da man tog jord fra den til at fylde mosehullerne op inden for voldene. Det sidste af Søbjerg fjernedes for at give havnen mere bagland.

Endnu i det 18. århundredes midte erindrede man de store egetræer i Hyby, og gamle bønder kunne huske, at "træer før stoed der, hvor nu ikke engang er krat." Hele egnen om Hyby fælled, Harringbuskene kaldtes en del deraf, var da fyldt af mossede tuer, som dækkede stub og rod af faldne træer; thi også her havde skovene bredt sig, strækkende udløbere ned til Ullerup dal, og hinsides Mølleengene groede Hannerup dem i møde langt ud over bankerne.
Selve Bersodde var et barsk, vildsomt næs med bratte klinter mod øst og tæt bevokset med krat og skove, men højdedragene brødes af dybe sumpstrækninger, som fra syd bredte sig op mellem bakkerne som en hånd med lange udspilede fingre. Mod nord fulgte mosen lavningen i den nuværende Dalegade, og vestpå løb moradserne, uden tvivl en gammel gren af havet, sammen i ét med Mølle- og Vaseengene, så at Søbjergs brede banke ragede frem som en ø med stejle skrænter. To vandløb, et fra øst og et fra vest, banede sig vej gennem sumpdragene, forenede sig og mundede ud i Lillebælt på det sted omtrent, hvor gammel havn nu findes.
Beskyllet af havet, pisket af blæsten, et sted i lighed med Treldenæs med ludende tjørne og stormkrogede træer, har Bersodde vel været, og af og til i vore dage bringer fundet af en kæmpernæssig bul vidne om fordums natur, medens der i det 18. århundredes midte på bakkerne vest i byen endnu groede visse bregnearter, som et sidste levende minde om de forsvundne skove.
Gamle beretninger ved at fortælle om, hvor tæt og sammenfiltret dette vildnis har været. Da en mand havde mistet sine svin, fandt han dem nogle år efter ynglende dér, hvor kastellet nu er, og da fæstningen byggedes, brød en hjort, forfærdet over den uvante larm, frem fra tykningen med en sådan kraft, at den rev ingeniøren med sig ud i voldgraven.
Thi dyrelivet var mangfoldigt her på det ubeboede, vildsomme næs, hvor storvildt, vildsvin og ulve holdt til, og det var utvivlsomt en af disse sidste ildesete gæster, som i 1650 hjemsøgte Erritsø, hvor bonden Michel Hansen fik sine heste sønderrevne af ulven. Endnu i Frederik V's tid strejfede ulvene om i landskabet og nåede helt frem til Ankær, 2 mil norden byen. Da var vildsvinene dog udryddede i Trelde Skov, hvor også rådyr og hjorte holdt på at forsvinde, men tæt under fæstningsværkerne boede grævlingerne, og odderne lod sig ikke fordrive fra strandkant og voldgrave.
Selv da byen havde været bebygget en menneskealder, vrimlede den i den grad af kryb og hugorme, at det var farligt at gå barfodet, og 100 år efter grundlæggelsen kravlede stålormene endnu hårdnakket om - som en levende protest - midt i den kongelige stabelstads gader.
Bersodde henlå afsides og ubemærket. Ingen mennesker boede her, og kun stendysser og gravhøje stod som stumme vidner om, at her fordum - for årtusinder siden - havde rørt sig liv.
Næsset hørte ind under Ullerup sogn, hvis kirke lå på et af de højeste punkter på Fredericia mark, nordvest for Stenhøj på Nørremarken. Vejen, som endnu i mands minde bar navnet ,æ ød kirkevej", bøjer af udenom bakken, hvor nu kun et par kampesten betegner stedet, hvor kirken lå. I dag støder kirketomten op til golfbanen. I lavningen mod øst findes et vandhul, resterne af den 1632 nævnte St. Folkvarts lægedomskilde, og vest for tomten er der fundet spor af den gamle landevej, som løb forbi kirken. Pandeskaller og knogler er fra tid til anden opgravede af kirkegården, og så længe de omkringliggende marker stadig var under dyrkning, bragte pløjning ben og mennesketænder frem af mulden.
Ullerup sogn var ret anseligt, det største i herredet, men nu er kun Stoustrup og Egum tilbage deraf, thi både store- og lille Ullerup, henholdsvis med 9 gårde og 2 gårde og 1 hus, Hannerup med 9 gårde og 4 huse, og Hyby med 14 gårde og 5 huse, præstegaarden Pugdal og møllestedet Brodal, forsvandt alle, da fæstningen anlagdes. Af disse byer lå Store Ullerup lidt syd for Kirken, Lille Ullerup vistnok noget sydvestligere, Hannerup øst for Holdan kro i Stoustrup, i dalen som endnu bærer dens navn, og Hyby eller Højby syd-sydøst for Stenhøj på vestsiden af Ullerup dal.


Tilføjelse:

Der er gjort en del arkæologiske fund fra tidligere tider, dels på fæstningsområdet men mest i nærmeste omegn. Fundene viser, at der har boet mennesker på området op gennem tiden helt tilbage fra den tidligste stenalder, samt at spidsen af den forblæste Bers Odde, ikke har været et sted, der var så velegnet til bebyggelse.
Ved Stenhøj på Ullerup kirketomt, blev i 1992 fundet spor efter tidlig bebyggelse. De ældste spor er fra bronzealderen og der er påvist spor fra både jernalder, vikingetid og renæssancen.
Også i området ved Stoustrup er der på det seneste fundet spor af tidlig bebyggelse.
På Lillenæs i Erritsø har man fundet spor fra vikingetid og ved Erritsø strand kan der, når et er meget lavvandet i bæltet, stadig findes masser af spor fra flintsmedens værksteder i ældre dansk stenalder (Ertebøllekulturen).
Hvor navnet Bers odde stammer fra vides ikke, men det er da nærliggende at tro, at det Ber er et høvdingenavn fra middelalder eller måske vikingetid, ligesom Kasser, Lyng og Houen, kunne have været stormænd der har givet navn til de respektive odder.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286