København den 28/12 1888.
Brev fra hovedstaden.
Den meget omtalte dramatisering af professor Henrik Scharlings fortælling "I Nøddebo Præstegaard" der har givet anledning til justitsministerens eftertrykslov, opførtes i forgårs aftes for første gang på Folketeateret.
Scharlings fortælling vil være de fleste bekendt som et ret livligt produkt, hvis indhold er det, at tre brødre tilbringer julen i en Præstegaard, hvor de to ældste forloves med præstens døtre, medens den yngste, der særlig havde gjort sig håb om at få én af dem, bliver skuffet. Det sidste point, der er det mest morsomme ved denne julehistorie, har den dramatiske bearbejder, skuespiller Elith Reumert, udeladt og erstattet med en del romantisk usandsynlighed og vammel godtkøbslyrik, som kun et særligt højstemt publikum vil goutere. Så snart vi er kommen over nytår, vil hans juletræ og julesalmer ikke længere falde i publikums smag, og kun klakørerne vil en kort ti endnu have den tvivlsomme fornøjelse, at beklappe det ferske stykke.
Der er i det hele taget adskilligt, der tyder på, at direktør Abrams i denne sæson vil få god brug for de 40.000 kr. han kom nemt til ved at undlade at nægte etablisementet "National" at spille komedie. Bliver folketeateret ved som det har begyndt og hidtil fortsat i år, vil det næppe bringe andet end tab.
(Klakør=person ansat af teatre o.l. til at få publikum til at klappe.
Eftertryksloven tillod dengang ikke at man måtte trykken en bog en anden havde skrevet uden forfatterens tilladelse, men tillod, at man godt kunne bruge handlingen i et teaterstykke uden at indhente forfatterens tilladelse eller give ham et honorar. Det blev nu lavet om på.
Sharling gav ikke Reumert tilladelse til at dramatisere hans bog og modtog aldrig en krone i royalty for sit arbejde. Den reviderede lov krævede forfatterens godkendelse og gjaldt for forfatteren og dennes arvinger i 50 år efter bogens første udgivelse.)
Instruktøren Preben Harris mente, at det at fremstille dumme eller enfoldige mennesker på teateret, ville være krænkende, og tog Kjeldborg og hans døtre ud af forestillingen. Det skete vist i 1960'erne men på den gamle tonefilm fra 1934 findes de heldigvis endnu.
Fredericia den 29. januar 1889
Teatret i "Frederiksklubben".
Som det fremgår af omfattende avertissement, vil hr. teaterdirektør Vilhelm Petersen på Frederiksklubbens teater, give tre forestillinger førstkommende torsdag, fredag og lørdag. Til de to første aftener er ansat "Nøddebo Præstegaard" og til den sidste Moliérs: "Seapins skalkestykker" og sommerrevyen 1888 (den københavnske).
"Nøddebo Præstegaard" er en dramatisk bearbejdelse, foretaget af Elith Reumert efter professor Scharlings veltjente og yndede fortælling af samme navn. Til stykket har professor Hartman komponeret flere smukke julesange, der er af stor virkning. Stykket opførtes første gang på Folketeateret 2den juledag under stormende bifald, og er siden spillet uafbrudt for fuldt hus. Direktør Petersen, der har tilkøbt sig eneret på stykket i provinserne, har i indeværende år opført det 12 gange for fuldt hus i Aarhus, hvor det ligeledes gjorde usædvanlig lykke. Formentlig vil "Nøddebo Præstegaard" også her blive en succes for det dygtige Vilh. Petersenske selskab der, som bekendt, med rette regnes blandt de bedste, der gæster provinserne.
Teateret i hotel "Kronprins Frederik"
Det Spiers´ske selskab opførte i aftes "En tur i Marienlyst" og "Slægtningene". Det første gik kvikt og afrundet over scenen. Det sidste stykke derimod var mindre heldigt. Der var noget mat og døvt udbredt over det hele, særlig for heltens vedkommende. I aften gives næstsidste forestilling, ved hvilken, "Alt for Damerne" vil komme til opførelse. Forestillingen anbefales til talrigt besøg.
13/2 1889
To teaterdirektører i duel på penne.
Duellanterne er hr. skuespiller og teaterdirektør Reumert, folketeateret, København og hr. direktør Julius Petersen, Aalborg Teater. Stridsemnet er: "Den litterære ejendomsret" nærmere betegnet "Nøddebo Præstegaard".
Hr. Reumert, der selv i efteråret var en smule impliceret i spørgsmålet om litterær ejendomsret, er den udfordrende. Hans første salve indeholdt en beskyldning for, at direktør Julius Petersen gav det udseende af, at den "Nøddebo Præstegaard" han opførte i Aalborg, var den samme, som hr. Reumert havde bearbejdet for Folketeateret og senere solgt til direktør Vilhelm Petersen.
Hr. Julius Petersens skud-svar sårede hr. Reumert betænkeligt. Udklip af Aalborgbladene beviste, at han ikke søgte at smykke sig med lånte fjer, og at man for resten i provinserne synes fuldt så godt om den "Nøddebo Præstegaard" hr. Julius Petersen præsenterede som den hr. Reumert havde lavet.
Efter dette svar er hr. Reumert i går, naturligt nok, en smule mat, men han fyrer dog løs på ny og siger, at hr. Julius Petersen udklip ikke er fuldstændige, og at det ikke er så sikkert endda, at han ikke har villet pynte sig med hr. Reumerts klædningsstykker.
Ret til at avertere, at "Nøddebo Præstegaard" ikke kan opføres af andre selskaber end hans, har han i alt fald ikke, og det har han gjort, men her er hr. Reumert ganske vist uden for det, som var årsag til "duellen". Den litterære ejendomsret. Det vil nu vise sig, om hr. Julius Petersen har flere skud i pistolen.
29/12 1890
Teateret var også godt besøgt søndag aften.
"Frøken Gedehams" er ikke overdreven morsom, men fik gennemgående en god udførelse.
"Nøddebo Præstegaard" er en helt god gengivelse af fortællingen, når undtages enkelte, mindre roller, og stykket blev spillet til almindelig tilfredshed, at skønne efter bifaldet og fremkaldelserne.
Bedst var ubetinget præsten. Også præstekonen, døtrene og studenterne skilte sig godt fra deres rolle. "Gamle" taler vel sagte. Kun er hr. Henrichsen lidt vel svær (tyk) for Nicolajs rolle. Masken kunne også være bedre, og der mangler liv.
I det hele var der egentlig kun én større fejl ved spillet, men den er heller ikke ringe og var meget iøjnefaldende. Der manglede humør. Der manglede liv og julestemning som der nødvendigvis må være i dette stykke. Birollerne var ikke særlig gode. Jens Karl er alt for karikeret. Peder Sørensens dragt og skolelærerens kryben og intetsigende bemærkninger passer ikke til virkeligheden og forpagterens døtre er vel dumme og højrøstede med deres Nej'er og Ja'er.
21/10 1890
Annonce:
Fredericia Teater
(Frederiksklubben)
Første og eneste gang
Nicolai og den lyseblå.
Efterklang fra "Ved Nytårstid i Nøddebo Præstegaard"
Situation med sange.
|
14/4 1903
Fredericia Teater.
Povl Friises selskab kommer her til byen førstkommende lørdag med følgende stykker:
"Nøddebo Præstegaard", "Vækkeuret" og "Cafe Walk".
16. april 1907
Nøddebo Præstegaard
P. H. J. Hedemann, der var kapellan i Esbønderup og Nøddebo, er bleven præst i det udskildte Nøddebo. Professor Scharlings "Nøddebo Præstegaard", der hidtil var fantasi, er nu en virkelighed.
30/12 1907
Nøddebo Præstegaard opføres på Fredericia Teater onsdag den 1. januar.
2/1 1908
Fredericia Teater.
Henrik Scharlings novelle: "Ved nytårstid i Nøddebo Præstegaard", har moret mange ved sin ungdom og friskhed, og det er derfor intet under, at den kvikke lille fortælling har fristet til en dramatisering, der særlig slår an i juleferien. Også i aftes viste den sin tiltrækning, idet teateret var fyldt af en glad og fornøjet tilskuerskare, der ved kraftigt bifald og flere fremkaldelser gav sin stemning udtryk. Skuespiller Johs. Guldbrandsen fra Det kgl. Teater spillede den unge Nicolajs rolle og fremstillede hans naivitet og elskværdighed på en ganske kvik og lebendig måde, der i betydelig grad indtog publikum, men han ville rigtignok have illuderet den unge students person betydelig mere, om han havde set en halv snes år yngre ud. Hr. Hans Neergaard var en hyggelig, elskværdig præstemand, og fru Mathilde Jacobsen en livlig og indtagende Andrea Magrethe. Hr. Robert Petersen vakte megen munterhed som karlen Lars, og det samme var tilfældet med damerne Ellen Bentzon og Ingeborg Henriksen, som de to landlige forpagterdøtre, Maldrubine og Theodora. Også de øvrige rollehavende passede godt ind i stemningsbilledet, ligesom de skønne sange og melodier bidrog sit til at fremkalde minderne om hjemmets egen hyggelige julestemning.
8/3 1911
En privatopførelse af Nøddebo Præstegaard.
En kreds af mandlige og kvindelige studenter opførte mandag aften i Wittmacks lokaler, dramatiseringen af professor H. Scharlings bog: "Ved Nytårstid i Nøddebo Præstegaard".
Professoren og hans brødre var, ifgl. Nationaltidende, indbudte til at overvære forestillingen.
Lørdag den 23. december 1911
"Ved nytårstid i Nøddebo Præstegaard" i levende billeder.
Filmen, der i går havde premiere i Kosmorama, viste sig at være et tilløbsstykke, som etablissementet sikkert havde regnet med, thi hver en plads var optaget, lige fra det øjeblik, forestillingerne begyndte, til deres slutning. "Nødebo Præstegaard" er jo også et billede akkurat beregnet til at vise i juledagene, og hvem har ikke læst denne populære julefortælling eller set den opført på scenen? "Det levende billede" har et store fortrin direkte at kunne vise tilskuerne de ejendommelige, vinterskønne landskaber i virkelighedens lys. Der hvor teateret kun ejer det kunstige. Derfor kan vi anbefale alle at overvære en forestilling i "Kosmorama" i disse tider, hvor "Nødebo Præstegaard" går over det hvide lærred, thi med interesse og glæde vil alle, både store og små, følge de tre helte og deres bedrifter. Enhver Fa'r og mo'r bør absolut selv gå og tage børnene med. "Nøddebo Præstegaard" er sikkert det smukkeste levende billede, der endnu er blevet lavet. Stumfilmen blev den instrueret af Frederik Schack-Nielsen.
Som ekstranummer får man den højt aktuelle og moderne "Pathe-Journal". Kosmoramas levende avis, samt et humoristisk billede: "Arbejdet adler".
9/12 1918
Notits.
Grundet på sygdom blandt personalet, opføres Walthers og Stabehls Selskab torsdag aften "Nøddebo Præstegaard" i stedet for "Hvem er hun".
Forestillingen gives som en billig folkeforestilling, og det fejler ikke, at det hyggelige og prægtige skuespil, som så ofte tilforn, vil samle mange i teateret.
12/1 1920
Gode bøger.
Nicholai, 18 år gammel: "Ved nytårstid i Nøddebo Præstegaard". Roman. Måske vor romanlitteraturs kæreste bog. Den er trykt i mere end 50.000 eksemplarer. 4 kr. 75 øre. Indbunden 7kr. 75 øre.
7/6 1920
Professor Henrik Scharling død.
Fhv. professor ved universitetet, dr. theol Henrik Scharling, er i dag afgået ved døden efter længere tids svagelighed, 84 år gammel.
Den afdøde, der var kommandør af Dannebrog og dannebrogsmand, var som bekendt ældre bror til fhv. borgmester Scharling her i byen. Foruden en række teologiske skrifter og mange interesserede rejsebeskrivelser, har han udgivet en del meget yndede æstetiske skrifter, hvoriblandt den i mange oplag udkomne "Ved nytårstid i Nøddebo Præstegaard".
22/2 1922
Fredericia Teater.
Håndværkerforeningens Teaterforestilling i aftes havde samlet smækfuldt hus. Ikke alene var alle siddepladserne tæt besat foroven og forneden, men mange måtte stå op. Temperaturen var mere end tropisk. Harald Stabehls selskab opførte de to stykker: "Nøddebo Præstegaard" og farcen "Spiritismens triumf".
"Nøddebo Præstegaard" er sikker på sit publikum. Det er vel nok bedste danske lystspil, og dets blanding af hygge, humor, ungdom og hjertelighed vil altid behage.
Desværre var udførelsen ikke tilfredsstillende. Stabehls selskab har før vist bedre komediespil end i aftes og de mange fremkaldelser i aftenens løb havde nok så meget adresse til lystspillet som til skuespillet. Bedre lykkedes opførelsen af "Spietismens triumf", der sluttede aftenen.
Sammenkomsten sluttede med dans.
9/3 1923
Fredericia Teater.
"Nøddebo Præstegaard" og "Rasmines bryllup."
2 lystspil, 7 akter, 4 timers underholdning til ca. halve priser. Det kan man da kalde "smæk for skillingen", og det er derfor intet under, at besøget i aftes var godt.
Særlig galleri, balkon og 2. parket var tæt besat, hvorimod det kneb med de sidste rækker i 1. parket. Og folk lo i det ganske teater. Særlig i anden akt af Rasmines bryllup, så de fik tårer i øjnene, og bifaldet truede med ingen ende at tage. Men den lange William og nas diminutive viv var også uimodståelig i deres komik og ømme frierscene. Både når de talte og når de spillede "stumt". Ligeledes klappede folk som besatte af Rasmines vise om "havebænken" og hun slap først efter at have givet et ekstravers til bedste.
Hr. Vilh. Poss-Nielsen også en temperamentsfuld "bliktud" og Carl Groth ikke ilde som, den i forhold til moderen, lovlig store søn, Kristian. Såvidt vi husker, har Bassøes selskab engang spillet "Rasmines bryllup" her, men kunne ikke nær måle sig med selskabet i aftes og det må særlig direktøren og hans frue have æren for. Går stykket én gang til, vil mange af de i aftes tilstedeværende vistnok unde sig fornøjelsen af et gentaget besøg, og rimeligvis trække mange andre med sig. Københavnske skuespillere gør det næppe bedre.
Også "Nøddebo Præstegaard" fik en god udførelse. Særlig har selskabet en god "Nicolaj" i hr. Severin Hansen. Der var ungdom og humør over ham, men han bør anskaffe sig en levende hane næste gang han skal udføre sig skælmsstykke over brødrene. Præsten og præstefruen samt døtrene var også ret flinke, særlig den første, hvorimod han i det andet stykke gjorde sig mærkværdig lidt gældende. Hr. Bjarne var ikke heldig som corpus juris, men det betød ikke så meget overfor helheden. Som munter underholdning var aftenen såre vellykket.
10/2 1925
Bassøe var til ildebrand.
Førstkommende torsdag aften opfører teaterdirektør Ove Bassøes selskab "Nøddebo Præstegaard" på Fredericia Teater. Hr. Bassøe skriver til os:
Til opførelserne i Horsens, Viborg og Randers har teatrene været udsolgt dagen før. Til søndags-forestillingen i Skive var teatret udsolgt lørdag middag.
13/2 1925
Fredericia Teater.
"Nøddebo Præstegaard"
Professor Henrik Scharlings klassiske stykke hører i grunden juletiden til. Det dufter af juletræ og julegås.
Når teaterdirektør Bassøe har optaget det på sit repertoire, er det efter det gamle mundheld, at "julen varer til påske", og publikum accepterede for så vidt hr. Bassøes "juletid", som de fylder teatrene i by efter by for at se "Nøddebo".
Også her var der godt besøg. Navnlig var balkonen fuldt besat og publikum sparede ikke på bifaldet efter de særlig muntre scener og aktafslutningerne.
Selskabet gav gennemgående stykket en smuk og afrundet udførelse.
De tre studenters roller var i gode hænder hos Sigv. Larsen, Palle Wesenberg og Severin Hansen. Hr. Marten Søderberg tog en hel succes hjem i en dobbeltrolle som proprietæren og skolelæreren. På spindesiden hilste publikum glad genkendende på fruerne Bassøe og Emilie Simonsen, Ny var frk. Cate Mouritzen som Andrea Margrethe. Den unge dame spillede naturligt og frisk.
Kapelmester Seeholt (uden skæg!) var en udmærket leder af orkesteret, der også fik sin del af aftenens bifald.
Selskabet gæster torsdag den 5. marts på ny Fredericia med folkekomedien "London i lygteskær".
15. december 1925
"Nøddebo Præstegaard" på torsdag aften.
Vi minder om direktør Svend Wedels forestilling på torsdag aften, ved hvilken den hyggelige julekomedie "Nøddebo Præstegaard" opføres til betydelig nedsatte billetpriser.
De tre studenter spilles af herrerne Vald. Brodthagen, Poul Vendelbo og Johs. Krogsgaard.
Præsten og præstekonen af hr. Malmgreen og fru Magna Andersen. De to præstedøtre af fruerne Schønberg og Vendelbo o.s.v.
I øvrigt medvirker hele direktør Wedels udmærkede personale.
Den fornøjelige forestilling vil sikkert samle et stort publikum såvel fra by som fra land.
25/11 1926
"Nøddebo Præstegaard"
Den gamle, hyggelige komedie "Nøddebo Præstegaard", der passer så godt ind under jul, vil, som det ses af annoncen, blive opført for forsvarsbroderselskabet her den 1. december. Det er Thorvald Larsen-Tourneen der opfører komedien, der som bekendt er en dramatisering af professor Henrik Scharlings navnkundige roman. Rollebesætningen er helt igennem fortræffelig.
Præsten spilles således af P. Andersen, (tidl. det kgl. Teater), præstefruen af Alle Riegels, de unge døtre af Ingeborg Skov og Lisbeth Hammer og de tre studenter af Carl Hemmingsen, Thorvald Larsen og Ole Larsen. De øvrige roller er også besat med gode kræfter. Forsvarsbrødrene kan således vente sig en hyggelig og god teateraften den 1. december, thi det er den "rigtige" "Nøddebo Præstegaard" der opføres.
2/12 1926
Forsvarsbrødrene.
Forsvarsbrødrene havde i aftes en vellykket sammenkomst Der var godt besøg til opførelsen af den gamle uopslidelige "Nøddebo Præstegaard".
Denne hyggelige komedie virker altid tiltalende, og især op mod jul har den en dragende magt. Dens handling bringer julestemning, og når den så får en så fortrinlig udførelse, som blev den til del i aftes, får publikum en både udbytterig, fornøjelig og hyggelig aften.
Det var den rigtige "Nøddebo Præstegaard" med kirketårn og nisser der blev spillet. Iscenesættelsen var fortrinlig, hyggeligt interiør, god musik og forstående spil, der straks bragte publikum i julestemning. De forskellige roller var besat med gode kræfter. Nicolaj var udmærket repræsenteret i Ole Larsen ligesom pastor Blicher blev fortrinligt spillet af P. Andersen, men i øvrigt må det siges, at ingen af de agerende skuffede på noget punkt. Der var netop det gode humør og liv over spillet, som der skal være, og publikum, der hele tiden var i kontakt med de optrædende, applauderede livligt.
Den udmærkede aften sluttede med et gemytligt bal.
17/1 1929
Harald Stabehls selskab opfører mandag den 21. januar kl. 8:
"Nøddebo Præstegaard"
på Fredericia Teater,
Lystspil i 1 forspil og 5 akter ved Elith Reumert.
Billetpriser fra 1 kr. til 3 kr. + skat.
Om eftermiddagen skoleforestilling.
22/1 1929
Fredericia Teater.
"Nøddebo Præstegaard", som direktør Stabehl opførte i går, er en udpræget julekomedie, men da vi ikke er kommet ret langt frem i tiden, kan den som sådan nydes endnu.
Det er ganske vist en gammel bekendt, men den er hyggelig, harmløs og morsom for et ikke alt for kræsent publikum, og det godt besatte hus syntes i aftes at goutere den.
Der var foregået en lille rolleforandring, idet Nicolajs muntre rolle udførtes af Kai Wedel Jørgensen i stedet for af Sigfred Johansen, medens han havde afgivet sin tidligere rolle til Ib Schønberg, og byttet var heldigt, thi Kaj Jørgensen var ung, spændstig og temperamentsfuld, netop så drengeagtig og umiddelbar, som Nicolaj skal være. Poul Vendelbo var også en god præstemand og Kaj Simon en sympatisk "Gamle". De øvrige var, på en enkelt undtagelse nær, ikke dårlige, uden dog at yde noget fremragende.
10/3 1931
Teater i Taulov.
Ifølge omstående annonce opfører en tourné af københavnske skuespillere på fredag den 13. ds. på Knudsens Hotel, bl.a. "Nøddebo Præstegaard".
Om eftermiddagen kl. 4½ gives "Nøddebo Præstegaard" som skoleforestilling for børn fra byens og omegnens skoler.
8/12 1933
"Nøddebo Præstegaard" på film.
Det danske biografpublikum har længe savnet specielle julefilm. Der findes jo ganske vist en mængde udenlandske julefilm, men de har aldrig gjort rigtig lykke fordi dansk jul er noget ganske andet end jul i andre lande.
Nu har Nordisk Tonefilm antaget en filmdramatisering af en så sikker juletræffer på teaterscenerne som "Nøddebo Præstegaard", men man har tøvet med at sætte indspilningen i gang, fordi man er bange for, at der ikke kan skaffes snevejr så længe herhjemme, at man kan optage de fornødne snescener.
Hvad vil en "Nøddebo Præstegaard" på film også være uden rigtige snelandskaber med Esrum sø i baggrunden og rigtig tykt med rim på Gribskovens træer?
Nu har man henvendt sig til meteorologisk institut for at få oplysninger om, hvor mange snedage man gennemsnitlig kan regne med her i landet.
22/12 1933
Julen i dansk digtning.
Den stiveste realist mellem 1860'ernes forfattere er Henrik Scharling, hvis mest populære bog "Ved nytårstid i Nøddebo Præstegaard", som han afsluttede på Nilen og havde begyndt på i Strassburg under en treårig rejse efter endt teologisk embedseksamen. Bogen står uden tvivl i forbindelse med hans besøg i Sesenheim, hvor Goethe havde oplevet sin Præstegaardsidyl (Friedericke Brion). I det hele er de hyggelige nordiske vinterbilleder og den fornøjelige og stemningsbevægede handling i denne skildring af den ægte danske jul, fremkaldt som en modsætning til rejsens indtryk.
Men for at fuldstændiggøre denne redegørelse for dansk jul i vor digtning, må vi tage fra byen ud på landet. Ud til Præstegaardene og særlig bondegårdene, som ligger spredt over det ganske land med skæret fra juletræets mange lys i de lave vinduer. Vi må samtidig forlade den romantiske periode i for digtning og gå til den moderne litteratur fra århundredets slutning (1800 tallets). I de første tre fjerdedele af det nittende århundrede, ja, allerede i den romantiske periode i vor litteratur, næres digtningen i meget høj grad ved sin nære tilknytning til dansk folkeliv og bondekultur.
8/11 1934
Pastor Blicher, Nicolai med hanen og dansen omkring juletræet.
"Nøddebo Præstegaard" som film.
Den gamle julekomedie "Nøddebo Præstegaard" er som omtalt blevet filmatiseret og i slutningen af denne måned får filmen premiere i en række byer landet over. Vi bringer ovenfor nogle billeder fra filmen. Øverst ses Johannes Meyer som pastor Blicher og Hans Kurt som Nicolaj i den kendte scene med hanen. Nederst juleaften i Nøddebo Præstegaard.
10/1 1936
Succes.
Nøddebo Præstegaard er blevet så stor succes i Kosmorama, at filmen bevares på programmet søndag med.
2/5 1936
I radioen.
Skuespiller Gerda Scharling læser Henrik Scharlings: "Af Nøddebo Præstegaard" i radioen.
14/12 1937
"Nøddebo Præstegaard"s tilblivelse.
af skuespiller Marten W. Søderberg.
"Ved nytårstid i Nøddebo Præstegaard", er vel nok den mest populære og ubestridt den danske fortælling der har vundet størst yndest. Den udkom i efteråret 1862 og er senere udkommen i ikke mindre end 36 forskellige udgaver. Til denne store succes bidrog ikke i ringe grad, at skuespiller Elith Reumert i 1888 dramatiserede romanen til Folketeateret i København, og måske i endnu højere grad, at Reumert selv, ved første opførelse 2. juledag 1888 og for øvrigt flere sæsoner derefter spillede hovedrollen, den unge, friskbagte student Nikolai. Han var Nikolai, og det skal siges til hans ros, at han aldrig er blevet distanceret. Rollen er blevet spillet af mindst 50 Nicolajer, mange dygtige, hæderlige, smukke og ungdommelige Nicolai'er men aldrig nogen som Elith Reumert der var typen på den rigtig danske student.
Gang efter gang har "Nøddebo" været taget op både i København og provinsen. Særlig som juleforestilling, men det er for øvrigt ligegyldig på hvilken tid af året "Nøddebo" opføres, så udøver den sit alt-besejrende trylleri over tilskuerne.
Hemmeligheden ved "Nøddebo Præstegaard" er nemlig den, at det er det mest danske stykke der nogensinde er skrevet. Det rummer alt, hvad der hører danskheden til. Det lyse, lette sind. Det stille vemod, den brave hjertelighed og det inderlige, kernesunde humør. Det er stemningen i "Nøddebo Præstegaard" vi ikke kan stå for. Hyggen og freden. Det er Præstegaardsidyllen, som den viser sig på landet når julen fejres.
Fortællingen "Nøddebo Præstegaard" er skrevet af den senere professor i theologi ved Københavns Universitet, Carl Henrik Scharling (Under pseudonymet Nikolai, 18 år). Det er almindelig kendt. Derimod er der sikkert ikke mange der ved, at der til alle personer i bogen har været levende modeller.
Hvad selve Præstegaardsnavnet angår, da er det opdigtet. "Nøddebo Præstegaard" skal ikke søges i Nøddebo i Nordsjælland. Den nuværende Præstegaard i Nøddebo var ikke Præstegaard da Scharling skrev sin bog, men var et landsted, hvor skuespilforfatteren Balthasar N. Bang boede fra 1803 til han døde i 1956.
De begivenheder, som Scharling skildrer i "Nøddebo Præstegaard" foregår i Greve Præstegaard, som ligger ca. 8 km. fra Taastrup, tæt ved Køge Hovedlandevej. Præstegaarden er til endnu (i 1937), og man kan den dag i dag se det værelse, hvor Nicolai boede i hin berømmelige juleferie. Det meget omtalte klædeskab er også til endnu. Det går i arv fra præst til præst, fordi det er så stort, at det ikke er til at få ud, og det kan ikke skilles ad. Oven på dette skab var det, at Nicolaj anbragte præstens hane og klemte den så forsvarlig fast, at den aldrig kom til at gale mere.
I øvrigt er Præstegaarden og haven med Andrea Margretes høj ikke forandret, men ser ud endnu som i Nicolais ungdomsdage. Carl Henrik Scharling blev født i 1836 og blev i 1854 student fra Metropolitanskolen og i 1859 teologisk kandidat. Året efter rejste H. Scharling til syden og var borte i tre år, og hvor underligt det end lyder, er "Nøddebo Præstegaard" skrevet på disse rejser i det sydlige Europa.
Fortællingens tilblivelse skyldes forfatterens hjemve.
Nede i det varme syden, mindedes han med glæde og længsel den herlige danske vinter, og da særlig den idyl, der er over en dansk Præstegaard i den rigtig, hvide danske vinter.
Nede i Grækenland skrev Scharling i 1862 sin udødelige roman.
(Ikke korrekt - 1. del skrev han i Strassburg og anden del under en rejse på Nilen, ifgl. hans søn.)
I efteråret 1863 vendte Scharling tilbage til Danmark.
Broderen William Scharling, som var model til "Corpus Juri" i "Nøddebo", blev født i 1837 og blev student fra metropolitanskolen i 1855. Den tredje bror, Peter Jørgen Christian Scharling (Gamle), var født 1832. Også han blev student fra Metropolitanskolen.
(Ikke korrekt)
FOLKETÆLLINGEN 1845, Præstø, Hammer, Næstelsø sogn, opslag Nr. 6 |
---|
Peter William van Wylich | Mand | 43 | 1802 | Gift | Sognepræst |
Henriette Christiane Mikkelsen
| Kvinde | 42 | 1803 | Gift | Hans kone |
Hanne Marie van Wylich | Kvinde | 16 | 1829 | Ugift | Deres barn |
Peter Frederik Nicolai van Wylich | Mand | 13 | 1832 | Ugift | Deres barn |
Charlotte Wilhelmine van Wylich | Kvinde | 11 | 1834 | Ugift | Deres barn |
Emilie Lovise van Wylich | Kvinde | 8 | 1837 | Ugift | Deres barn |
Christian Eduard van Wylich | Mand | 5 | 1840 | Ugift | Deres barn |
William Gustav van Wylich | Mand | 3 | 1842 | Ugift | Deres barn |
Nu kommer vi til familien i "Nøddebo Præstegaard". Præsten hed van Wyllen (Peter William van Wylich). I 1847 blev han præst i Greve. Pastor van Wyllen (van Wylich) havde 7 børn, ikke 2 som i Nøddebo. De af Præstegaardsbørnene, der har størst interesse er "Nøddebo Præstegaards" Emmy og Andrea Margrethe. Emmy hed Emilie Louise Augusta. Hun blev gift med lærer på Jonstrup seminarium Frederik Dahlerup. Han blev senere præst i Tømmerup ved Holbæk.
Den anden af præstedøtrene, "Andrea Margrethe" hed Johanne Marie og blev i hjemmet kaldt Hanne. Hun var den ældste af søstrene, ikke som i bogen og komedien, den yngste.
Den der kommer på de kanter, hvor Greve by ligger med sine hyggelige, gamle huse og gårde, bør se lidt på den gamle, smukke hvidkalkede kirke og hyggelige Præstegaard. Det er den rigtige, ægte "Nøddebo Præstegaard". Se ind i præstens have, se på Præstegaarden det er, som fantasien flytter én tilbage til Nicolais minderige juleferie. Men man skal, som gamle Mads Hjulmand siér til Andrea Margrethe oppe i kirketårnet, da hun ville se nisserne: "Man skal lukke øjnene, så kan man se dem alle sammen". Vi kan se alle de hyggelige personer drage forbi. Præstefamilien, studenterne, Nikolai med hanen, lærer Ovesen, Sidse Lugekone og de fattige børn fra sognet. Vi holder fast ved de kære, kendte ansigter. Vi holder jul med dem, det er, som man inde i præstens stue kan høre dem synge den smukke, gamle julesang:*)
Børn og voksne i kærlig krans
rundt omkring træet vandre,
alt under lysenes festlige glans,
hånd i hånd med hverandre.
Ak, om vi kunne føre enhver,
som er forladt og ene,
ind under lysenes rigdom her,
under de grønklædte grene.
Ak, om vi kunne med barnetro,
fylde de hjerter, som græde,
så at de følte barnefro
i julens velsignede glæde.
|
Julesangen er forbi, og vi vågner pludselig af drømmen. Forlader præstegaardshaven, og uden for byen vender vi os atter og ser ned mod præstegaardshaven og giver et nik som sidste hilsen. Men Scharlings vidunderlige og evigunge fortælling har slået sig så usigeligt fast i vort sind, at vi aldrig kan glemme "Ved nytårstid i Nøddebo Præstegaard"
*) Benyttes i stykket "Nøddebo Præstegaard, 4. akt, sidste scene.
27/8 1938.
Protest mod dramatiseringen.
Fra 1888 meddeles, at professor Henrik Scharling nedlagde en forgæves protest mod dramatiseringen af "Nøddebo Præstegaard", hvilken dramatisering var sket uden hans vidende og billigelse.
22/12 1938
Da Nicolai blev afsløret i hjemmet.
Biskop Götzsche fortalte en gang i en privatsamtale en lille episode fra den rejse, han foretog i det hellige land. I Betlehem besøgte han og nogle rejsefæller en tysk professor. Der faldt en bemærkning: Scharling kommer om lidt! Da professoren opfangede navnet Scharling spurgte han:
Er det en slægtning af den Scharling, der har skrevet "Ved nytårstid i Nøddebo Præstegaard"?
Det er ham selv!
Åh, hvor jeg glæder mig til at få hilst på ham. Jeg har netop siddet og moret mig over hans bog!
For 50 år siden var der premiere på den julekomedie, skuespiller Elith Reumert har lavet over Henrik Scharlings bog, som siden har været opført 750 gange. Nu er "Nøddebo Præstegaard" jo også blevet filmatiseret, og i disse dage kan man på ny se filmen her i byen. Redaktionssekretær Einar Jacobsen, "Roskilde Dagblad", har spurgt domprovst, dr. teol, Scharling: "Hvor gammel var deres far da han skrev "Ved nytårstid i Nøddebo Præstegaard"? Domprovsten svarer:
Min far var 24, da han rejste på en 3-4 år lang studietur til udlandet, og på denne rejse blev "Nøddebo Præstegaard" til. Det var under et ophold i Strassburg han begyndte på bogen, og det var midt i den hedeste sommer!
Far havde nok aldrig skrevet "Nøddebo Præstegaard", hvis han ikke havde lidt af hjemve. For at dulme længselen efter hjemmet, gav han sig til at skrive, og bogen om julen i Nøddebo kom således til at stå som en bevidst kontrast til den Strassburgske sommer.
Det var for resten kun første halvdel han skrev i Strassburg, men den førte han med sig, og han har senere sagt, at den var som et fredens asyl for ham, når hjemveen blev ham for stærk. Bogen blev gjort færdig under en længere sejltur på Nilen! I sine erindringer skriver han selv: "Stærk hjemve, bitter længsel, indre uro i forening med de nye og fremmedartede indtryk, der sætter fantasi og stemning i stærk bevægelse. Alt dette drev denne muntre digtning frem."
Men ingen hjemme anede, at han skrev på en bog, og da han til familiens overraskelse kom hjem på besøg i 1862 for at få bogen udgivet, fik ingen andre end forlæggeren noget at vide om, hvad hans ærinde var. Han havde, før han rejste ud, været i polemik med den kendte og frygtede kritiker Clemens Petersen, og forlæggeren var bange for, at hvis "Nøddebo Præstegaard" kom ud under Henrik Scharlings navn, kunne denne fejde komme til at skade bogens succes. På den måde blev "Nicolai" til. Og så strengt håndhævede far sin anonymitet, at han end ikke indviede sine forældre og søskende i hemmeligheden.
Fik bogen straks succes?
Det gjorde den vist. Jeg tror, den med sin blanding af friskhed og hyggelighed betegnede noget nyt i dansk litteratur. Jo den blev læst og diskuteret. I min farfars hjem blev der ofte læst op af de nye bøger, og det blev der også af "Nøddebo Præstegaard", uden at nogen fik mistanke med hensyn til forfatteren, indtil en aften broderen William ved et tilfælde opdagede sandheden. Han sendte omgående sin far, der den gang var i Holland, et brev, som jeg opbevarer, og han fortæller her, at familien en overgang havde mistænkt den tredje broder Carl, for at være forfatteren!
Allerede begyndelsen morede mig meget, men af og til kunne jeg ikke lade være med at råbe ind til Louise (søsteren), at det rigtignok var ganske, som Carl kunne have skrevet den. Ikke blot var de tre brødre udstyret med mange træk der var som taget fra os tre, men der forekom endog ytringer eller rettere betragtninger, som var blevet anstillet af en af os…. Men pludselig fornam jeg ved læsningen af en enkelt replik ligesom et elektrisk stød .. og råbte ind til Louise: Det er Henrik som har skrevet den, det tør jeg give mit hoved på.
Den replik, William Scharling sigter til, var pastor Blichers:" ER det at få krinoline på at se ud som et menneske, så skal de, Nicolai, også have krinoline på, thi de skal da også se ud som et menneske!"
Det var for William en god gammel bekendt fra et af min fars utrykte skuespil og på den blev han afsløret. Farbror William fortsætter brevet med at sige, at nu gik det ene lys efter det andet op for ham. Han siger også, at han blev meget glad over sin opdagelse, for denne bog har vakt mest opsigt af det hidtil udkomne rige juleforråd", og hele familien delte hans glæde.
Der gik 26 år får bogen blev dramatiseret. Elith Reumert læste fær premieren sin komedie for Scharling. I Honorar fik Scharling et par fribilletter.
25/11 1940
"Nøddebo Præstegaard igen".
Traditionen tro har Folketeateret i København atter op mod jul sat den gamle komedie "Nøddebo Præstegaard" på plakaten. Der var en del nye rollehavende, blandt dem Lis Smed som Anne Margrethe (foto)
11/12 1943
Byens gamle skal se "Nøddebo Præstegaard".
Paladsteateret har i disse dage udsendt en smuk julepræget indbydelse til samtlige byens gamle til en forestilling førstkommende onsdag den 15. december kl. 14, hvor man vil blive fulgt i meget stor udstrækning. Det tidlige tidspunkt er valgt af hensyn til at forestillingen kan være afsluttet inden mørklægningstid.
Den hyggelige julefilm "Nøddebo Præstegaard" optages mandag på programmet i Palads.
14/12 1943
Julestemning i Palads.
Palads havde fremkaldt en hyggelig julestemning i aftes ved premieren op den gamle smukke julefilm "Nøddebo Præstegaard".
Teateret var udsmykket med gran og ved prosceniet var anbragt to juletræer med tændte lys. Fra højttaleranlægget lød kun julemusik, og den gamle julefortælling, som filmen skildrer, satte yderligere folk i julestemning. Den kaldte gode minder frem om, at "der var en gang" da julen var en del anderledes end i år.
Filmens handling vil være så kendt, at vi ikke skal trætte med en gennemgang af den, men kun lige notere, at Hans Kurt, Karen Nellemose og Johannes Meyer trækker hovedlæsset, hver på sin vis morede og fornøjede.
"Nøddebo Præstegaard" der i aftes tidligt tændte den røde lygte, kan kun beholdes på programmet få dage.
16/12 1943
Stor begejstring blandt de gamle for juleforestillingen.
Allerede en time før forestillingens begyndelse i går eftermiddags, mødte de første af byens gamle, som Paladsteateret havde glædet med en indbydelse til at se "Nøddebo Præstegaard" op udenfor teateret og snart strømmede det ind. Da teaterets inspektør, Thorkild Petersen, i en lille tale bød forsamlingen velkommen, havde ca. 400 gamle mennesker sat sig mageligt til rette i de gode stole, og det var tydeligt, at de glædede sig til forestillingen. At de ikke var blevet skuffet, fik man et tydeligt indtryk bagefter. Der var både glæde og taknemmelighed at spore i de gamle ansigter. Filmen var delt i to afdelinger, og i pausen mellem disse, benyttede formanden for Ensomme Gamles Værn, fru Sofie Jensen lejligheden til at takke direktør Olesen, Købestævnet, for den smukke juleoverraskelse, han havde beredt de gamle.
Vi kan endvidere oplyse, at samtlige deltagere i forestillingen fik overrakt et program, og en snes af de gamle, som ikke var i stand til selv at gå til og fra teateret, blev kørt i biler som teateret stillede til disposition. Direktør Olesen sagde til os bagefter, at man gerne havde villet invitere de gamle på en kop kaffe, men da de gamle jo helst skulle hjem inden det blev alt for mørkt, havde man måttet opgive dette. Som vejret var i aftes, havde det også været slemt for de gamle mennesker at færdes på gaden.
I eftermiddag gentages forestillingen for de gamle mennesker, som på grund af deres deltagelse i Ensomme Gamles Værns julefest i går eftermiddags var forhindret i at komme i Palads. Forestillingen i eftermiddags overværedes af ca. 200.
16/11 1944
Nøddebo Præstegaard blev til under sydens sol.
Biskop Scharling i Ribe anslår i "Jul i Roskilde" julestemningen ved et bidrag om "Nøddebo Præstegaard" .
Biskoppen er som bekendt søn af den udødelige bogs forfatter, professor dr. teol. Henrik Scharling. Biskoppen giver den oplysning, at bogen blev påbegyndt i en hed sommer i Strassburg, fortsat i Grækenland og sluttet på en to måneders sejlads på Nilen, under naturindtryk, der dannede den stærkeste modsætning til den danske vinter, men som netop derfor skabte længselen efter den hjemlige jul frem. Biskoppen gør gældende, at bogens personer ikke direkte er tegnet efter levende modeller, og lige så lidt ville forfatteren være ved, at Præstegaarden var en ganske bestemt Præstegaard, men at der her især tænkes på Greve Præstegaard, hvor faderens ungdomsven van Wylich den gang var sognepræst, kan ikke betvivles.
I dette gæstfrie præstehjem med dets hjertelige og fornøjelige familieliv, var Henrik Scharling og hans brødre, lige fra drengeårene, kommet på mangfoldige feriebesøg, og pastor van Wylich svarede ganske til præsten i Nøddebo: En vittig og munter mand, der forstod at fremkalde livsglæde omkring sig.
Biskop Scharling oplyser for øvrigt, at familien van Wylich var meget forarget over bogen, i hvilken de fandt krænkelse af privatlivets fred - karakteristisk nok for hin tid.
15/12 1945
Julefilm.
Traditionen tro vil juletræerne atter i år være tændt fra og mandag den 17. december, samtidig med at der køres den hyggelige og uforglemmelige julefilm "Nøddebo Præstegaard".
I hovedrollerne:
Præsten: Johannes Mayer
Hans døtre: Katy Valentin og Karen Nellemose
De tre studenter: Hans Egede Budtz, Charles Tharnæs og Hans Kurt.
Endvidere medvirker: Rasmus Christiansen, Karen Caspersen, Maria Garland, Kaj Holm og Schiøler Linck.
Det er en film, der vil bringe både børn, unge og gamle i den rette julestemning.
15/12 1945
Jul i Palads.
Traditionen tro vil juletræerne atter i år være tændt fra og med mandag den 17. december samtidig med, at der køres den hyggelige og uforglemmelige julefilm, "Nøddebo Præstegaard".
I hovedrollerne: Præsten, Johannes Meyer, hans døtre: Katy Valentin og Karen Nellemose, de tre studenter: Hans Egede, Charles Tharnæs og Hans Kurt.
Endvidere medvirker: Rasmus Christiansen, Karen Caspersen, Maria Garland, Kaj Holm og Schiøler Linck. Det er en film der vil bringe både børn, voksne, unge og gamle i den rette julestemning.
17/12 1946
"Nøddebo Præstegaard", den hyggelige danske julefilm havde i aftes premiere i Palads for fulde huse. Selv om filmen hvert år op mod jul bliver sat på programmet, kan man ikke nægte sig selv at se denne dejlige julefilm der fortæller om tre studenters juleferie i Nøddebo Præstegaard, hvor Hans Kurt som Nikolai fører an i løjerne. Det er en film der rigtig sætter publikum i julestemnig.
21/12 1948
Julen er hjemmenes fest.
Af biskop Carl I. Scharling, Ribe.
Mellem årets store kirkelige fester indtager julen en særstilling. Først derved, at den er en fest i kirken. Spørgsmålet om Jesu fødselsdag har ikke interesseret den ældste kirke. Man havde i det hele taget ikke interese for at fejre årsdagen for den naturlige fødsel. Man anså det for en hedensk skik, og en af kirkefædrene gør opmærksom på, at Farao og Herodes er de eneste personer i bibelen, der fejrer deres fødselsdagsfest.
Da man i slutningen af det andet århundrede begyndte at drøfte datoen for Jesu fødsel, havde man intet bestemt holdepunkt og kom da også til meget forskellige resultater. Nogle mente, at det var den 20. maj, andre den 17. november. I et senere skrift sættes den til onsdag den 28. marts.
Det var først midt i det fjerde århundrede, at man i Rom begyndte at fejre Jesu fødselsdag, og man satte da dagen til 25. december. På denne dag, solhvervsdagen, efter den gamle kalender, fejrede man "den ubetvingelige sols dag" i hedenskabet, og som en naturlig modsætning dertil, satte man da i kirken "den sande sol"s fødsel på jorden til denne dag, og derved er det siden blevet. Her i norden har den kristne jul vel også haft tilknytning til den solhvervsfest, som de gamle nordboere fejrede på denne tid af året.
Vore juleskikke er delvis et levn fra disse gamle hedenske fester.
I romerriget var det skik at give gaver. I norden at nyde festlige måltider og at sætte mad ud til nisserne eller de afdøde om natten, hvilket har holdt sig langt ned i tiden.
Et af vore kæreste julesymboler, det tændte juletræ, er derimod af sen oprindelse. Først i forrige århundrede banede juletræet sig vej til Danmark.
Det, der giver julen sin egenart mellem vore kirkefester, er dog især, at den mere end nogen anden er hjemmenes fest. Ingen anden festaften er i den grad hjemmenes fest, fælles for alle, som Juleaften. Da jubler børnene, som længe har talt dagene til denne frydefulde aften. Da samles familierne og behøver ingen fremmede gæster for at gøre aftenen festlig, og ingen fest kan i den gra siden hen i livet gøre barndomsminderne så levende som den:
"Der er noget herinde
et strålende minde, med kærter og sang,
om julen derhjemme, derhjemme,
hos moder engang."
Hvorfor er nu netop julen blevet hjemmets fest?
Det er ingenlunde en selvfølge. Julen er jo festen for den store hjemløses fødsel, for barnet, som måtte nøjes med en krybbe, fordi "der var ikke rum for dem i herberget", for ham, som "kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham."
Der må have vlret noget ved julen og dens tankeindhold, som dog gjorde den til hjemmenes fest. Det har vel dels været tanken på den hellige familie, moderen med barnet og den trofaste Josef, som familiens vogter, kendt og elsket gennem utallige billedlige fremstillinger. Men også har det været noget ved selve julens budskab. Gud, der blev menneske. Det guddommelige, der underfuldt forenede sig med det menneskelige. Det har ikke været tilfældigt, at medens den reformerte kirke, der sætter det skarpe skel mellem menneskeligt og guddommeligt, oprindelig afskaffede julefesten. Så blev den bevaret i Lutherdommen der langt stærkere betoner den dybe enhed, mennesketilblivelsens hemmelighed, og Grundtvig digtede jo, til dels på grundlag af gamle julekvad, nogle af vore dyrebareste julesalmer. ("Fra himlen højt kom budskab her", "Lovet være du Jesu Krist, dele af "Det kimer nu til julefest".)
Julen bringer evangeliet nær til mangfoldige hjem. Vore elskede julesalmer klinger ved juletid ikke blot i vore kirker, men i mange, mange hjem. Børnene lærer at nynne dem, fra de var ganske små, og mange steder, hvor man ikke til daglig i fællesskab hører bibelens ord, læses juleevangeliet dog højt juleaften. Og hvor trænges der til, at evangeliet finder vej til hjemmene! Vi oplever på mange måder en hjemmets krise, troskaben som er hjemmets fundament er ofte i forfald. De mange skilsmisser er vidnesbyrd derom.
Sammenholdet mellem generationerne i hjemmet opløses. Det berettes, at det kan være skik i et hjem, at forældrene juleaften går ud for sig og de unge for sig for hver især at feste med deres venner og bekendte. Et sørgeligt misbrug af juleaften, hjemmets alleregentligste fest.!
Ja, julen kan misbruges på mange måder. Hvor det himmelske og jordiske mødes, som det sker i julen, er der altid fare for, at det jordiske får overhånd, så det kristelige bliver bare en fernis. Så får vi den verdslige jul, fyldt med gaver og fornøjelser og dejlig mad, men uden ånd og kraft, uden budskab om han, som blev en hjemløs på jorden, for at han kunne hjælpe os til at få et evigt hjem i Guds himmerige.
Hans Adolf Brorson så farerne ved den verdslige jul, med alle dens fornøjelser, og så skrev han sin vidunderlige, dybe julesalme:
I denne søde juletid,
tør man sig ret fornøje,
og bruge al sin kunst og flid,
Guds nåde at ophøje.´,
ved ham, som blev i krybben lagt.
|
Ja, Gud hjælpe os til at fejre denne jul, hjemmets fest, i hans navn!
Glædelig jul!
30/12 1948
Hvis "Nøddebo Præstegaard" skulle skrives i dag.
Berlingske Tidende har spurgt biskop Scharling:
Hvis deres far, professor Henrik Scharling, skulle have skrevet om "Nøddebo Præstegaard" i dag, ville den da som generalnævner for danske Præstegaarde have været blevet meget anderledes?
Det ville sikket have givet en betydelig forandring. Der er jo det ved Præstegaardene, at de i gamle dage på en vis måde var mere isolerede. Jeg tror man nu i højere grad har fået brudt isolationen over for sognefolket. Og så er der de økonomiske forhold og manglen på hushjælp. Man havde i "Nøddebo Præstegaard" tid både karl og et par piger. Jeg var på en rejse for ganske nylig og var gæst i syv Præstegaarde. Kun én af dem havde fast hushjælp, skønt der de fleste steder var flere børn. En sådan præstekone optages alt for meget af det daglige. Der kan ikke udfolde sig det liv omkring hende som dengang.
15/12 1949
"Nøddebo Præstegaard"
Et sikkert tegn på at den søde juletid er nært forestående, er det som bekendt altid, når Palads sætter den hyggelige, gamle julefilm, "Nøddebo Præstegaard" på programmet, og da dette i år sker fra og med i morgen aften, kan man altså roligt begynde at forberede sig på den store højtid. I en lang årrække har det for Palads været en hævdvunden tradition at vise den smukke og stemningsfulde film i tiden op mod jul, og selv om der vel snart ikke findes et menneske, der ikke allerede har glædet sig over den kåde Nicolajs spilopper et par gange, tør man roligt spå Palads et stort rykind i de kommende dage.
19/2 1952
Den 90-årige mor til Poul Reumert Athalia Flammé, fortalte som 93-årig til Aftenbladet:
Efter at have kastet et blik op på scenebilledet på væggen fra "Nøddebo Præstegaard", sagde hun: Jeg ville ønske jeg var tilbage til den tid Elith skrev stykket. Elith elskede at tale ligesom Poul elsker det. Det er derfor Nicolai har så meget at skulle have sagt i "Nøddebo".
31/7 1954
Familien Scharling fik inden andel.
I Nationaltidende læses dette:
I anledning af notits i Nationaltidende for 25. juli vil jeg gerne tillade mig at berigtige en misforståelse:
Professor Henrik Scharling skrev bogen "Ved nytårstid i Nøddebo Præstegaard".
Hverken professor Scharling eller hans arvinger har fået ringeste andel af indtægten ved skuespillets mange opførelser.
En nærmere udredning af dette forhold findes i en af undertegnede skrevet artikel i julehæftet "Jul i Holbæk" for julen 1953.
Såvel biskop Scharlings gård "Søtoftegård" som vort sommerhjem "Graneholtet" er erhvervet som resultat af eget arbejde.
Margrethe Scharling Dragsdahl
Caroline Amalievej 70
Kgs. Lyngby.
9/6 1960
Rejsegilde.
Da der holdtes rejsegilde over den nye Falckstation i Tutavallis blev indviet mindede arkitekt Nielsen, København om den historie der knytter sig til villaen.
Den blev i sin tid skænket borgmesteren som æresbolig, og borgmesteren var som bekendt model til "Juris" i professor Scharlings, Nøddebo Præstegaard.
Arkitekten erklærede i øvrigt, at man i et par år havde ledt med lys og lygte efter en velbeliggende grund til den nye station i Fredericia, inden man var standset ved Tutavallis, hvilket betyder inden for voldene.
(Intet af det nævnte omkring huset passer)
Det viste sig imidlertid at grunden nærmest var bundløs og man var bange for at garagebyggeriet måtte opgives.
7/10 1964
Nøddebo Præstegaard blev udsendt som tonefilm fra Nordisk Film i 1934.
Den blev instrueret af Georg Schneevoight.
6/12 1978
Julestemning.
Alt hvad hjertet kan begære af julestemning findes i de to danske film og folkekomedier "Nøddebo Præstegaard" og "Jul i den gamle købmandsgård". Det er simpelthen uopslidelige julesuccesser.
Ludvig Holberg var nu den første, der meldte sig med et juleinspireret teaterstykke, nemlig "Julestuen" fra 1724. Knap 100 år senere fulgte så Johan Ludvig Heibergs skuespil "Julespøg og Nytårsløjer" og så skrev Poul Reumerts far Elith Reumert skuespillet "Nøddebo Præstegaard" efter Henrik Scharlings roman fra 1862. Det var Folketeateret som satte stykket op med Elith Reumert i rollen som Nikolaj indtil 1890.
I 1932 blev "Nøddebo Præstegaard" filmatiseret. Den blev ikke straks den helt store succes, snarere tværtimod. Den manglede nisser, og derfor blev der ekstraordinært optaget en scene med nisser på loftet, og i den nuværende form var filmen færdig i 1935.
Der er trukket 73 kopier af den og en ny udgave fra 1975 med bl.a. Poul Bundgaard, Lars Høy og Lisbeth Dahl har ikke kunnet rokke ved den gamle udgaves fortsatte succes.
Karen Nellemose, der i øjeblikket kan sole sig i succesen fra Matador, er en af de få nulevende skuespillere, der var med i optagelserne i begyndelsen af 30'erne. Hun spillede den ene af præstedøtrene og fik 350 kr. for sin medvirken.
23/12 1982
Jul i Nøddebo er jul i greve.
af oberst Henning Valentiner.
FOTO FRA 1865 AF WYLICH FAMLIEN FORAN GREVE PRÆSTEGÅRD
Bagerste række fra venstre: toldforvalter Muxoll, pastor Frederik Dahlerup, pastor Peter William van Wylich, fru Henriette Wylich og straffedommer William van Wylic.
Forreste række fra venstre: Johanne Marie, Karen Margrethe, Else Louise, Emmely og Charlotte.
Døtrene Johanne (Hanne) siges at have være model for Andrea Margrethe og Emmely (Emmy) for Charlotte. Emmy var forlovet med pastor F. Dahlerup.
Når det er jul, er det også tid for et gensyn med Nøddebo Præstegaard. Disse to begivenheder hører unægtelig sammen, såvel hos unge som hos gamle.
Hvem har ikke siddet rundt omkring på landets teatre, skolescener eller biografer og frydet sig over god, gammeldags, hyggelig jul, sammen med personerne fra Præstegaarden.
Carl Henrik Scharling skrev sin roman "Ved nytårstid i Nøddebo Præstegaard" i 1862. Samme roman blev i 1888 dramatiseret af Elith Reumert, hvorefter den kom til at hedde "Nøddebo Præstegaard".
I virkeligheden var det Greve præstegård, som dannede ramme om handlingen. Carl Henrik Scharling var nemlig personlig ven med pastor Peter William van Wylich og dennes familie i Greve Præstegaard, og for at skjule disse personers identitet, blev Greve præstegård ændret til til Nøddebo præstegård.
De virkelige personer sidder på vedstående fotografi fra 1865, som tilhører tidligere oberst H. Valentiner, hvis far og dennes forældre ofte kom i præstegården. De var derfor i stand til at fortælle den "rigtige" historie om den gamle komedie.
Pastor Peter William van Wylich (27/6 1803-4/5 1881)
Sognepræst i Greve og Kildebrønde 1847-1874. Han var model til pastor Blicher og hans to døtre Johanne og Emmely til Andrea Margrethe og Charlotte i Henrik Scharlings historie om Nøddebo Præstegaard.
8/11 1982
Nøddebo Præstegaard på Fredericia Teater.
I aften og i morgen spilles den udødelige juleklasiker i teaterforeningen.
Når det er jul skal man have en juleforestilling, hvor hele familien kan være sammen.
Derfor spiller Fredericiaegnens Teaterforening i aften og i morgen Nøddebo Præstegaard, som er en charmerende forestilling fyldt med gammeldags julehygge.
Og hvad handler Nøddebo Præstegaard egentlig om, udover at Nicolaj laver gale streger, at der af og til kommer nisser ind på scenen, og at man fejrer jul efter alle kunstens regler.
Det spørgsmål besvares i den nye og nænsomme bearbejdelse af stykket, som Torben Jetsmark har udført. Han har ikke moderniseret, men restaureret det gamle stykke, så det kan ses og nydes i dag.
Teksten er sat ind i en rammehandling, som gør at nissefamilien hele tiden spiller med i handlingen til glæde for alle. Også for de yngste tilskuere.
Det er "Trubunen" som står for stykket, og der er så stor interesse for det i Fredericia, at der kun er et mindre antal billetter tilbage.
26/11 1984
Piben er fra 1888.
Historiske rekvisitter i "Nøddebo Præstegaard"
Der klæber mange traditioner til Folketeaterets opførelse af julekomedien "Nøddebo Præstegaard" bl.a. er en del rekvisitterne lige så gamle som serien selv.
Og i år er endnu én kommet til, nemlig porcelænshovedet på den lange pibe, som stykkets student Nicolai babber på. En dame, der ønskede at være anonym, afleverede forleden på teateret bemeldte pibehoved, der havde været i hendes families eje i mange år. Hun kunne oplyse, at porcelænshovedet havde siddet på den pibe, som skuespilleren Elith Reumert, der dramatiserede pastor Scharlings julefortælling, havde røget på ved stykkets uropførelse i 1888. Teaterdirektør Preben Harris siger til dagbladet politikken, at han desværre ikke selv var på teateret, da damen afleverede piben. Han ville ellers gerne have kvitteret for den med at invitere giveren og hendes familie til at se forestillingen.
26/11 1984
Fra nissepige til lugekone.
Teaterhistorisk premiere på "Nøddebo Præstegaard".
Folketeateret: Nøddebo Præstegård, efter Scharlings novelle i ny bearbejdelse af Preben Harris efter Elith Reumers dramatisering.
Isenesættelse: Preben Harris.
Scenografi: Søren Frandsen.
Der er stort set intet nyt i den opstrammede, og for viderværdigheder rensede Nøddebo Præstegaard, som Preben Harris i de senere år har diverteret med på Folketeateret, og som nu igen vil gå for fulde huse lige indtil nytår.
Men sæsonpremieren blev en teaterhistorisk begivenhed. Den 80 årige Else-Marie (1904-2003), blev for åbent tæppe fejret som noget så enestående som 75-års jubilar, idet hun for så mange år siden havde sin sceniske debut just i Nøddebo Præstegaard. Hun nød i 1909, som nissepige, den fortrinsstilling, at sidde på skødet af den daværende Nicolai, Carlo Wieth. I den aktuelle forestilling spiller hun særdeles livfuld Sidse Lugekone, og nød ved premieren den gunst, at danse enkevals med teaterskribenten Ib Boye, der under publikums udelte bifald, hyldede den fordums operettestjerne ved at mindes hendes mangeårige virke, der i karrierens modne år også har omfattet gode karakterroller, både på Scenen og på filmlærredet.
Fra Præstegaarden i Nøddebo som sagt ellers intet nyt at berette, og det er ganske som det skal være. Mens Troels Munk, som den blide pastor Blicher holder hyggen ved lige til glæde for ældre, barnlige sjæld med nostaltiske tilbøjeligheder, sørger den sprælske Henrik Kofoed, til de yngres fryd, for at holde løjerne gående. Man kan i forbifarten more sig over Gyrd Løfqvists komiske og hustrudominerende degn, og glæde sig over, hvor meget Thomas Eje får ud af sin figurtegning af den mellemste studenterbror Corpus Juris.
Sneen daler som den skal udenfor Præstegaardens velpudsede ruder. De unge, som skal have hinanden, får hinanden, men vigtigst af alt. Børn og voksne samles i kærlig krans om træet i skæret af lysenes festlige glans.
Flemming Everfelt.
18/12 1984
Fredericiaegnens Teaterforening præsenterer Nøddebo Præstegaard på teateret.
28/12 1984
Fhv. skovfoged i Fredericia, Niels Harald Jensen, skriver om Nøddebo Præstegaard.
Hvert år, når vi nærmer os julen, får vi opfrisket historien om Nøddebo Præstegård, den uopslidelige julekomedie, der stadig ind under jul, går for fulde huse på teatre og i biografer.
Sidst har vi her i bladet læst om den teaterhistoriske begivenhed, da den 80-årigeElse-Marie, for åbent tæppe på Folketeateret, fejrede75 års jubilæum for hendes første rolle i forestillingen, da hun i 1909 debuterede som nissepige og nu spiller Sidse Landkone i stykket. Samtidig har folketeateret, der hvert år i næsten 100 år har spillet denne julekomedie, fået foræret en original rekvisit.
Et porcelainspibehoved fra den lange pibe, som student Nicolai babbede på i forestillingen i 1888.
Nicolai blev borgmester i Fredericia
Fredericia har faktisk haft en del af Nøddebo Præstegårds oprindelige personer på meget nært hold, idet vel nok den mest spændende rolle som den lystigste og yngste af de tre studenter, nemlig "Nicolai", er skrevet om den senere borgmester Carl Scharling, der endte sine dage efter en meget lang og lykkelig borgmesterperiode her i byen.
Novellen eller teaterstykket er jo skrevet af broderen Henrik Scharling som en slags nøgleroman over præstefamilien Scharling.
Faderen var teologiprofessor Carl Emil Scharling (1803-77) ved Københavns Universitet, der var kendt for, i Professorgården i Nørregade, at udfolde et selskabeligt liv, og der var et stort sammenhold i familien, der talte flere præsteslægter. Studenterbrødrene elskede at debattere både kristendom og politik med gæster fra det øvrige land, og sønnerne var derfor også velkomne gæster i mange af landets præstegårde.
Om familien og mennesker omkring Nøddebo Præstegård fortalte i 1961 den da 81-årige datter af forfatteren, præstefruen Margrethe Scharling, gift med pastor Dragsdal, ret udførligt og interessant til Karen Aabye i en artikelserie i Berlinske Tidende.
Historien bag Nøddebo Præstegård.
Nøddebo Præstegård, eller som den oprindelige titel var "Ved Nytårstid i Nøddebo Præstegård" blev skrevet af den senere professor Henrik Scharling, der også senere skrev flere romaner og lærde bøger samt sin livshistorie.
Nu fandtes der ikke nogen Nøddebo Præstegård i virkeligheden, så historien er nok sammensat efter forfatterens erindringer fra de mange præstegårdsbesøg. Bl.a. kom de til en onkel, der var præst på Samsø, hvis husholderske ikke rigtig kunne tage de rapkæftede Scharlingstudenter.
Henrik Scharling skrev bogen lige efter at han havde taget teologisk embedseksamen, og den udkom kort før jul i 1863. Han var da som 27 årig på en længere tids studierejse til Egypten og skrev under opholdet der, i et anfald af hjemve, historien, der handlede om hans familie tilsat en del drømme, og han skrev den hovedsagelig, medens han sejlede på Nilen i flere uger.
Da han kom hjem til faderens fødselsdag og viste ham manuskriptet, blev hans far meget overrasket og ilde berørt og bad så bønligt sønnen om ikke at skrive den slags mere, for bogen handler jo om os selv.
Bogen udkom da også oprindeligt under pseudonymet "Nicolai 18 år" og den blev ikke ligefrem rost, da det blev bekendt i kirkelige kredse, at Henrik Scharling var forfatteren.
De tre studenter der optræder i bogen.
Vi har hørt om forfatteren selv, men brødrene han skrev om, må vi også præsentere.
William Scharling, der optræder som "Corpus Juris", var også i det virkelige liv jurist og senere professor i jura ved Københavns Universitet. Desuden var han politisk interesseret og blev finansminister i det sidste højreministerium.
"Gamle" i komedien var broderen Peter Scharling, og han skal have været en tro kopi af romanens figurer. Han blev præst i mange år i Randers og døde først 90 år gammel.
Og så er der "Nicolai", der som sagt blev borgmester i Fredericia. Navnet brugte forfatteren nok, fordi hans far var i familie med kommandør Nicolai Tuxen.
Carl Scharling var født i 1840 og døde i 1920.
Han blev assessor i Viborg og kom derefter til Fredericia og blev borgmester og byfoged. Det var jo før vi fik folkevalgte borgmestre.
Han omtales som en dygtig og vellidt borgmester. Han skal have været en fortræffelig taler, et hurtigt og livligt hoved med uopslideligt humør. Som politimester styrede han på bedste embedsmandsvis byens indvånere med landsfaderlig omhu.
Borgmester Scharlings tilknytning til "Villa Søvang."
Borgmester Scharling byggede i 1890 villaen "Tutavallis" ved Sjællandsgade, hvor senere Falck residerede, men efter at han havde solgt denne villa og efter hans borgmestertid, flyttede han nogle år ud i den af kommunen ejede "Villa Søvang" ved Strandvejen i Hannerup, den senere skovfogedbolig, som blev revet ned i 1970, fordi kommunen havde solgt grunden til benyttelse til supermarked. En plan der gik i sig selv, så villaen kunne have haft en bedre skæbne.
Navnene på ruden og en god historie.
Ikke mindst borgmester Scharling har sikkert haft mange familiebesøg da han boede i villa Søvang på sine gamle dage. Navnlig brødrene har vel ofte indfundet sig. Der var jo et stærkt familiesammenhold. Måske har de, som vi andre, fejret jul på Nøddebovis om et stort træ i den specielt højloftede hjørnestue med sydvendt karnap, smuk indendørs portal med søjler ind til den anden stue og to store fløjdøre, der kunne lukkes op når træet strålede i al sin glans.
På en rude i det østvendte gavlværelse på første sal havde brødrene Scharling i hvert fald indridset deres navne. Desværre nåede jeg ikke at redde ruden da huset blev nedrevet.
Men til slut har jeg dog en munter historie fra dette værelse, der vidner om den gamle borgmesters uopslidelige humør. Værelset var husets bedste gæstekammer med storslået udsigt over Lillebælt til Strib.
Det var vist forfatterbroderen der var på besøg. Han sov i det omtalte værelse, og da han kom ned til morgenbordet den næste dag, spurgte borgmesteren ham: "Har du sovet godt Henrik "? "Jo tak, men jeg vågnede allerede kl. 3, for de forbistrede duer oppe på taget kurrede så voldsomt, at de vækkede mig." (Der var også i min tid mange halvvilde duer der byggede rede under det store tagudhæng).
!Nå!- ikke andet", sagde borgmesteren - "De duer får vi skovfogeden til at skyde inden i morgen tidlig."
Næste morgen gentog samtalen sig. "Fik du så sovet godt i nat? Nu er der da ro for duerne - i stedet får du duesteg til middag"- "Ja, det er meget godt", sagde Henrik, "men jeg blev vækket kl. 4. Da begyndte skovfogedens kalve at brøle - men, men - sig det for guds skyld ikke til skovfogeden!"
Man troede en overgang at tiden var løbet fra historier som Nøddebo Præstegård, men bogen gik efterhånden hen og blev en bestseller, og siden Poul Reumert far, Elith Reumert, lancerede rollen som den kvikke, men altid uheldige Nicolai på Folketeateret i 1888, har der vist ikke været mangen en jul uden en Nicolai, og vi kan, som den senere heldige Nicolai, der endte som borgmester i Fredericia, stadig synge: Børn og unge i kærlig krans, rundt omkring træet vandre, alt under lysenes festlige glans, hånd i hånd med hverandre.
10/10 1985
Krybskytten død.
Den legendariske skuespiller Kai Holm, døde i juli måned i en alder af 89 år. Han var kendt for mange danske film, og måske især for rollen som krybskytten Peter Kelborg i Nøddebo Præstegaard.
En rolle der blev indføjet i stykket specielt til ham.
20/11 1985
Annonce i dagbladet.
Nøddebo Præstegaard opføres på teateret lørdag den 23/11 og søndag den 24/11
10/12 1986
Nøddebo Præstegaard i to omgange.
På søndag inviterer Det Bruunske Pakhus til en dukketeaterforestilling.
Det er den gamle Nøddebo Præstegaard der tages op atter en gang. Denne gang med Erik Knudsen som dukkefører.
Der er jo desværre kun plads til 23-30 tilskuere i salen, så vi er nød til at udlevere billetter, fortæller Kaj Larsen, som sidder i bestyrelsen for pakhuset.
Men i stedet for, som planlagt, at lave en enkeltforestilling, vises den to gange søndag eftermiddag, nemlig kl. 15.00 og kl. 16.00, så flere får chancen for at se den, siger han.
Billetudleveringen foregår på børnebiblioteket.
19/12 1987
Kino I-II biografen spiller Nøddebo Præstegaard.
24/12 1988
Filmen fra 1934 vises på TV 2.
30/11 1993
Ingen jul uden Nøddebo Præstegaard.
Bare vi kunne med barnetro
fylde de hjerter som græde,
så at de følte barnefro,
julens velsignede glæde
(fra: Børn og voksne i kærlig krans)
|
I dette citat, taget direkte fra "Nøddebo Præstegaard", fornemmer man tydeligt budskabet om den populære danske julekomedie. Da Henrik Scharling skrev den i 1800 (1860-62) tallet under titlen "Nøddebo Præstegaard ved nytårstide", havde han næppe forestillet sig den succes romanen senere fik.
Da romanen i 1888 blev dramatiseret til en juleforestilling, iscenesat af Elith Reumert, blev grundstenen lagt til en fast tradition, under hvilken, man dårligt kan tale om en rigtig jul.
"Nøddebo Præstegaard" har alene været opført omkring 1.900 gange på Folketeateret, og generationer har fået de rigtige glimt i øjnene, når den velkendte handling er gået hen over scenen.
"Tribunen", som sætter Nøddebo Præstegaard op i Fredericia, drog landet rundt flere sæsoner i begyndelsen af 1980'erne. Nu gentages denne succes, og det bliver med Anders Frandsen i hovedrollen som den allestedsnærværende Nicolai.
Han udkæmper en hård kamp mod sine ældre brødre Frederik kaldet Corpus Juris og Christoffer kaldet Gamle.
Blandt de medvirkende kan nævnes Kathe Mundt og Ellen Winther Lembourn og traditionen tro udskrives lolkale nissebørn til at være med på scenen.
Stykket opføres torsdag den 9. og fredag den 10. december kl. 19.30 på Fredericia Teater.
December 1994
Musikteateret i Vejle opfører Nøddebo Præstegaard 10 gange.
27/11 1997
Amatørscenen.
Amatørscenen 55 opfører Nøddebo Præstegaard på Fredericia Teater lørdag den 29/11 og søndag den 30/11.
Billetpriser: Voksne 60 kr. Børn, pensionister og medlemmer 30 kr.
Juleklasikeren blev skrevet på Nilen.
af John Idorn 11/12 1999.
"Nøddebo Præstegaard", som Folketeateret har opført næsten hver jul siden 1888 udkom først som bog og blev til fordi forfatteren Carl Henrik Scharling, havde hjemve efter Danmark under et flerårigt studieophold i udlandet.
Scharling var søn af en professor i teologi, og mens han selv vaklede mellem teologi og æstetik, drog han på studieophold i Strasbourg.
I sine erindringer skriver han: "Når man ikke har rejst, kan man vanskelig forstå, hvad det vil sige at være udenfor sit modersmål, ikke længere høre det danske sprog. Sådan at komme væk fra familie, søskende, kammerater, venner fra hele det liv, man har ført hidtil og så blive plantet ud i det fremmede, være henvist til sig selv alene."
Ingen præstegård.
Det var i juli 1861, ham besluttede sig til at sætte hjemveen på tryk. Det var en overmåde hed sommer i Strasbourg, og under sine lange spadsereture kaldte han i sind modsætningerne frem i form af et dansk vinterlandskab. Der blev skrevet videre i juleferien, der bestod i en sejltur på Middelhavet, og bogen blev færdig i kahytten på en damper på Nilen.
Her mødte han ægyptologen Valdemar Schmidt, der fortalte ham, at byen Nødebo ved Fredensborg i Nordsjælland havde en af de ældste kirker i landet, men at der ikke var nogen præstegård.
"Jeg valgte navnet fordi jeg syntes godt om detm men handlingen blev så lagt et sted ved Roskilde fjord. Jeg kendte Roskilde, særligt domkirken, men op ad fjorden var der ikke videre skønt. Hele det muntre liv i præstegården ville træde stærkere frem i denne lidt kedelige egn", skriver Scharling.
Værket udkom i en bog i 1862. Vi er så vant til at sige "Nøddebo Præstegaard", men den fulde titel på bogen lød oprindelig "Ved nytårstid i Nøddebo Præstegaard". Nøddebo er i øvrigt stavet med to d'er fordi Valdemar Schmidt skrev det sådan. Nu staves det kun med et d, og Scharling beretter, at årsagen til titlen var, at han ikke ville have det kirkelige præg med, og derfor henlagde handlingen til ferien mellem jul og nytår.
Det er sandsynligt, at bogen aldrig ville være blevet skrevet nogle år senere, da Scharling gik i skriftlig krig mod både Indre Mission, Grundtvigianismen og Georg Brandes.
Normalt vil et sådant stykke komme fra en lystig og livsglad forfatter, men, siger Scharling: Jeg var som student stille og tilbageholdende. Jeg delte normalt ikke i studentertiden morskab, men måtte nøjes med at more mig over andre. Den, der i bogen kommer mig nærmest er "Gamle". Man ta'r i hvert fald fejl, hvis man tro, at Nicolaj skulle være et portræt af mig selv."
I et interview med et ugeblad afviste Scharling i 1903,at han havde brugt levende modeller, og at handlingen overhovedet havde fundet sted.
"Enkelte rigtige begivenheder ligger til grund. En hane er virkelig forulykket i en jysk præstegård på den i stykket omtalte måde." Om Emmy og Andrea Margrethe sagde Scharling. "De er opdigtede". Selvfølgelig ligger der nogen virkelig forelskelse til grund, ellers kunne jeg jo ikke have skildret dem, men det var nogle helt andre".
Bogen blev en jættesucces. Den blev oversat til svensk, tysk, hollandsk, engelsk og fransk, inden Elith Reumert dramatiserede stykket i 1888 og selv spillede den første Nicolai, på Folketeateret i København naturligvis.
Bortset fra de år, hvor Dickens "Et juleeventyr" har været på programmet i stedet, det var i 1986, 1987 og i år, samt et par sæsoner, hvor den herskende stil forbød alt med traditioner, har Folketeateret aldrig siden haft problemer med repertoiret i december måned, og får det næppe nogensinde.
24/6 2003
"Fredericia Teater" og "Den Kreative skole", holder fælles holder audition i forbindelse med egnsteaterets første familie-juleforestilling "Nøddebo Præstegaard" 23/8 2003.
6/12 2003
Fredericia Teater.
Nøddebo Præstegaard opføres på Fredericia Teater 6/12 kl. 15 og 19.
15/9 2004
Ove Sprogø død.
Ove Sprogø der døde 14/9 2004, 84 år gammel debuterede som Nicolai i Nøddebo Præstegaard i 1945 som 2. års elev ved Folketeateret i København, og spillede rollen i adskillige år derefter.
25/8 2005
Katrine er en nisse.
Der var 20 forhåbningsfulde børn til casting i Kongensgade 111 i går, men der skal kun bruges 14 nisser og fattighusbørn til opsætningen af "Nøddebo Præstegaard."
8-årige Katrine Herrche Toft Jensen var meget spændt, da hun stod op i går morges. Hun vidste, at når klokken slog 17, skulle hun konkurrere med mange andre børn. 20 børn havde meldt sig til at konkurrere om 14 pladser på scenen ved vinterens opsætning af "Nøddebo Præstegaard" på Fredericia Teater, og en af pladserne ville hun gerne have.
Inde til castingen bliver de sat i gang med at vise, hvad de kan med det samme.
De er inde fire og fire ad gangen.
Først bliver de bedt om at snige sig gennem rummet, hen forbi et bord hvor der står en kurv med bolde, der symboliserer æbler, og videre hen til den anden ende af rummet.
Forestil jer, at i er frække nisser. I må ikke blive opdaget. Folkene, der er i huset, må ikke opdage jer, når i tager æblet, siger John Mortensen, der er koordinator i Den Kreative Skoles dramaafdeling.
Det er skolen, der sætter stykket op i samarbejde med Fredericia Teater.
Erfaren dame.
Katrine begynder at bevæge sig igennem rummet. Lige som de andre sniger hun sig hen ad gulvet, og hun signalerer til de andre, at de skal være stille ved at sætte en finger op til munden. Pludselig siger John at der kommer nogen. Der kommer mennesker. Pigerne krummer sig sammen på gulvet indtil John siger at de er gået.
Katrine har gået til drama i tre år, og hun vil meget gerne være nisse i Nøddebo Præstegaard.
"Nisser er frække. De griner lidt, og så har jeg læst, at de driller ved at stjæle ting fra mennesker. Og så spiser de risengrød på loftet."
Katrine, kommende nisse, ved lige hvordan nisser er.
Jeg synes det er meget sjovt at vise det for publikum. Jeg har prøvet det et par gange efterhånden, for vi laver tre stykker om året. Jeg har faktisk prøvet at spille nisse én gang før, og det var rigtig sjovt, siger Katrine.
Men selv om hun efterhånden er en erfaren dame, kan hun ikke sige sig helt fri for nerver.
Jeg var meget glad da min mor fortalte mig om muligheden for at komme herhen. Men jeg har været lidt nervøs i dag. Det er meget spændende, og det synes mine veninder og min kusine også. fortæller Katrine, der går i 3. a på Egumvejens Skole.
Øv-sang.
Hvordan synes du det gik inde til castingen?
Jeg ved ikke om jeg kommer med. Jeg synes, det gik lidt dårligt med sangen, specielt den: "I Østen stiger solen op", men ellers gik det meget godt, siger Katrine.
Da Katrine skulle synge den første sang, gik det rigtig godt. Hun sang meget kraftfuldt, og man kunne tydelig høre hende, men det var også "Mariehønen evigglad". Den sang, hun ikke selv var så glad for - I østen stiger solen op - lå dog lidt længere væk i hukommelsen med hensyn til teksten.
Så prøv at synge den på la, la, la i stedet for, sagde sanglæreren, og så gik det.
Det var virkelig flot, rigtig flot, lød det bagefter til Katrine, der ellers havde udbrudt et åh nej, da de skulle synge sangen alene. De næste par dage bliver sikkert mindst så nervepirrende som dagen i går for Katrine. Børnene får nemlig først at vide, hvem der er med via brev, og det sker senest onsdag i næste uge.
Forfatteren Henrik Scharlings søn, Carl Imanuel Scharling, der i 10 år var biskop i Ribe, har bidraget med oplysninger om sin far og Nøddebo Præstegaard.
Biskop Carl Immanuel Scharling. (1879-1951)
Biskop Carl Immanuel Scharling blev født 3. januar 1879 på Frederiksberg og døde 13. august 1951 i Gentofte. Han var en dansk teolog og var biskop i Ribe stift fra 1939-1949 samt formand for præsteforeningen.
Han var søn af Henrik Scharling, der skrev fortællingen "Nøddebo Præstegaard.
Henrik Scharling var storebror til Carl Lund Scharling, der var borgmester og byfoged i Fredericia.
En byfoged var både dommer og politimester.
2020
Greve Museums årlige juleudstilling.
Kom i julestemning på Greve Museum
Der bliver skruet op for julestemningen i november og december med Greve Museums årlige juleudstilling. Turen går i år til ”Nøddebo Præstegård”, for inspirationen til klassikeren er faktisk hentet i Greve Præstegård.
Nøddebo Præstegård! Det klassiske teaterstykke fyldt med narrestreger, søskendedrillerier, romantik og julehygge i en gammel præstegård. Hvad er julen uden et femkantsdrama, en død hane og børn og voksne i kærlig krans?
Teaterstykket er et at de mest spillede på de danske teatre og er filmatiseret hele tre gange. Nøddebo Præstegård kender alle da – eller måske står den ikke helt skarpt i erindringen, men så er der hjælp at hente på Greve
Turen går i år til ”Nøddebo Præstegård”, for inspirationen til klassikeren er faktisk hentet i Greve Præstegård.
Nøddebo Præstegård! Det klassiske teaterstykke fyldt med narrestreger, søskendedrillerier, romantik og julehygge i en gammel præstegård. Hvad er julen uden et femkantsdrama, en død hane og børn og voksne i kærlig krans?
Teaterstykket er et at de mest spillede på de danske teatre og er filmatiseret hele tre gange. Nøddebo Præstegård kender alle da – eller måske står den ikke helt skarpt i erindringen, men så er der hjælp at hente på Greve Museum.
Pastoren i ”Nøddebo Præstegård” er inspireret af den daværende præst i Greve-Kildebrønde sogn, Peter William van Wylich, som her ses siddende i midten omgivet af sin familie.
Vidste du, at teaterstykket egentlig er baseret på en dansk roman og international bestseller fra 1862? Og at inspirationen blandt andet er hentet i Greve Præstegård?
I årets juleudstilling dykker vi længere ned i, hvordan det ikoniske teaterstykke blev til, og hvordan det blev årsag til en ny lovgivning omkring forfatteres rettigheder til egne værker. Vi ser nærmere på præsten, som gennem teaterstykket blev forbilledet for en rigtig dansk præst. Og så tager vi et kig på vores juletraditioner; for hvad er en rigtig god gammeldags jul på landet uden gåsesteg og juletræ? Sådan har det jo altid været! Eller har det nu også det?
I udstillingen kan du høre mere om juletræet med sin pynt, gaver og maden, og hvordan den lokale præst ofte var trendsætter for alle de nye juletraditioner, der skyllede ind over Danmark i 1800-tallet og som lå langt fra de lokale bønders jul.
Greve Præstegård og kirke 1877 (maler Vilhelm Kyhn)
Kom til jul i Nøddebo Præstegård på Greve Museum, hvor vi ligesom teaterstykket skruer op for stemningen, musikken og nostalgi og bliver lidt klogere på et af de hyggeligste danske teaterstykker.
Udstillingen ”Jul i Nøddebo Præstegård” vises fra 7. november 2020 til 10. januar 2021 på Greve Museum, Bækgårdsvej 9, 2670 Greve.
Vejen går til Nøddebo og andre steder.
Uddrag af kronik i Jyllands Posten 24/11 2020 af forfatter Peder Hove, Tårs.
Den berømte præstegård i Nød(d)ebo eksisterede ikke, men Greve præstegård var med sine datidige beboere forlæg for ”Nøddebo Præstegaard”. Peder Hove har været på vingerne med et oldebarn til den ombejlede ”Andrea Margrethe”.
For det første ramte Henrik Scharlings charmerende fortælling, hvis originale titel er ”Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard”, med sit mix af landlig dansk hygge og harmløse løjer (samt uskyldsren erotik) lige ned i en urolig, nationalt bevæget tid, hvor man havde brug for at samle sig om noget, man anså for ægte dansk. For det andet blev romanen snart med heldig hånd dramatiseret og opnåede som skuespil en enorm succes – indtil i dag mere end 5.000 opførelser på landsplan – hvortil kommer to vellykkede filmatiseringer. For det tredje appellerer grundfortællingen til en følelse af længsel efter tryghed, som man gerne for mig må kalde nostalgisk, men som ikke desto mindre til stadighed er præsent og måske dybere nu end nogensinde.
Hvem var så denne Henrik Scharling, ophavsmanden til den muntre historie? Såmænd en sprænglærd teologisk professor med speciale i kristen etik og religionsfilosofi, desuden meget skrivende såvel inden for sit fagområde (bl.a. et digert trebindsværk, ”Evangelisk-luthersk Dogmatik”) som skønlitterært (flere romaner og dramatiske arbejder, alle for længst glemte med den ene berømte undtagelse) og i øvrigt en skarp polemiker med brod mod tidens trends som brandesianisme, grundtvigianisme og Indre Mission, hvilket ikke gjorde ham ligefrem elsket i disse kredse. Han var professorsøn, født i 1836 og døde i 1920. Efter at være blevet cand.theol. drog han i 1859 ud på en lang udenlandsrejse, der gik til adskillige europæiske lande samt Egypten og Palæstina; men trods de mange nye indtryk følte han sig ofte ensom og led stærkt af hjemve.
Akkurat som en anden dansk litterat før ham, Poul Martin Møller, der skrev sit kendte digt ”Rosen blusser alt i Danas Have” på en Kina-rejse, satte han sig i ledige stunder til at skrive, ikke et digt, men en fortælling, hvori han kunne udtrykke sin længsel efter hjemlandet, og efterhånden som han bevægede sig længere og længere sydpå under stadig varmere himmelstrøg, hvad var da mere naturligt end at lade fortællingen foregå i vinterlige danske omgivelser med sne, bjældeklang og lun, indendørs hygge. Det faldt ham også naturligt at lade selve handlingen, som ellers ikke er det væsentligste for ham, udspille sig i en præstegård, for både han selv og hans to ældre brødre havde ofte som studenter aflagt visitter og holdt ferier hos præstefamilier (i reglen farens venner) på landet.
Fortællingen voksede med mange afbrydelser langsomt til romanen og fuldendtes omsider under en bådrejse på Nilen – of all places!
Romanen bygger uden tvivl på egne oplevelser, lige som det er ret tydeligt, at den fiktive fortæller, ”Nicolai,18 Aar”, er Scharling selv, og at brødrene, ”Gamle” og ”Corpus Juris” må være hans egne ældre brødre; men hvad med præstegården og familien dér?
Først præstegården. Da Scharling skrev sin roman, var der faktisk ingen præstegård i Nød(d)ebo i Nordsjælland. Navnet var selvfølgelig valgt, for at ingen skulle gætte sig frem til den lokalitet, han havde i tankerne, men de, som kendte Scharling, var ikke et øjeblik i tvivl. Det var Greve præstegård, hvor han og de to ældre brødre tit havde haft deres gang hos den gæstfrie præst, deres fars ungdomsven Peter William van Wylich og hans elskelige hustru samt, ikke at forglemme, husets kønne og livlige døtre. Dem var der tre af foruden fire sønner. Med stor sandsynlighed har Scharling lånt træk fra to af døtrene, den ældste, Johanne Marie v. Wylich, i romanen den yngste, livstykket ”Andrea Margrethe”, og den yngste, Emilie Louise Augusta v. Wylich, i romanen den ældste, ”Emmy”.
Scharling indrømmede aldrig, at skulle have brugt de to unge piger som modeller, men alle med kendskab til familien har med lige så stor stædighed hævdet, at det var tilfældet, ligesom man med endnu større vished har kunnet pege på pastor van Wylich og hans hustru som romanens Pastor Blicher og ”Fru Pastoer Blicher”.
Hvad selve handlingen angår, har den mindre med virkeligheden at gøre; således frekventerede hverken Scharling eller nogen af hans brødre Greve præstegård som bejlere til døtrene – Johanne van Wylich blev gift med toldforvalter Eduard Muxoll og Emilie med pastor Caspar F. Dahlerup. Greve præstegård eksisterer stadig i nogenlunde uforandret skikkelse.
Romanen udkom i 1862 og blev Scharlings skønlitterære gennembrud. Den blev meget læst og opnåede mange genudgivelser i resten af århundredet og begyndelsen af det næste. Dens popularitet var naturligvis også en af årsagerne til, at Elith Reumert i 1888 dramatiserede den med opførelse på Folketeatret i København for øje, en ikke helt nem opgave, da handlingen rummer meget lidt dramatik. Men Reumert gjorde stykket til et syngespil i stil med Hostrups komedier og flyttede handlingen fra nytår til jul, så det kunne bruges som juleforestilling. De indlagte sange med kendte og iørefaldende melodier af Bellman – som også tidligere J. L. Heiberg , Henrik Hertz og nævnte Hostrup flittigt havde benyttet sig af – J.P.E. Hartmann m.fl. var endnu et plus. Lige inden premieren (2. juledag) opdagede man imidlertid, at man havde glemt at spørge Scharling om tilladelse til at foretage dramatiseringen! Den fik man dog, omend Scharling fralagde sig »alt æstetisk ansvar for bearbejdelsen«.
Noget honorar fik han aldrig, og det havde han heller ikke bedt om, men han modtog to fribilletter til urpremieren!
Sluttelig kan tilføjes, at ingen medlemmer af præstefamilien i Greve nogensinde synes at have haft det fjerneste imod, at Scharling havde ”portrætteret” dem. Tværtimod skrev pastor van Wylich til forfatteren, da bogen var udkommet, og takkede ham for »Bidraget til min udødelighed«. Desuden fandt han »sit ydre Menneske afmalet med træffende Troskab«. Den ene af Scharlings brødre følte sig dog gået lidt for nær i skildringen af ”Corpus Juris”, uden at det derfor førte til nogen varig misstemning.
Personligt har jeg altid holdt af stykket, siden jeg som barn så det i form af filmen fra 1934 med Hans Kurt i hovedrollen som Nicolai og Karin Nellemose som Andrea Margrethe. Først for nylig fik jeg tilfældigt gennem læsning kendskab til den litteraturhistoriske baggrund og dermed præstefamilien van Wylich.
Navnet fik nogle klokker til at ringe i baghovedet, idet jeg har en jævnaldrende kammerat fra gode, gamle dage i flyvevåbnet med det ikke almindelige navn, Peter William van Wylich-Muxoll. Jeg henvendte mig til ham, og, jo, den var god nok – præsten i Greve, som han er kaldt op efter, var hans tipoldefar og præstens ældste datter, Johanne g. Muxoll, hans oldemor. ”Mux” var så venlig at rode chatollet igennem og sende mig, hvad han havde af slægtsoplysninger, gamle udklip m.m.
Jeg har i min flyvende ungdom tilbragt mange muntre stunder i selskab med ”Andrea Margrethes” livsglade oldebarn. Arveanlæg er langtidsholdbare.
DE MEDVIRKENDE I FILMEN FRA 1934 |
---|
Hans Egede Budtz | Christopher Kastrup | stud.teol. |
Charles Tharnæs | Frederik Kastrup | stud.jur. |
Hans Kurt | Nicolai Kastrup | stud.med. |
Johannes Meyer | Pastor Blicher | præst |
Agis Winding | Marie Blicher | præstekone |
Katy Valentin | Emmy Blicher | datter |
Karin Nellemose | Andrea Margrethe Blicher | datter |
Paul Holck Hofmann | Ovesen | lærer |
Maria Garland | Fru Ovesen | lærerkone |
Valdemar Schiøler Linck | Keldborg | proprietær |
Kai Holm | Peter Keldborg | proprietærsøn |
Karen Sandberg Caspersen | Maldrubine Keldborg | proprietærdatter |
Rasmus Christiansen | Lars | gårdskarl og kusk |
Karen Poulsen | Sidse | Henriks mor - lugekone |
Pouel Kern Henrik | Tjenestekarl hos præsten | Sidses søn |
Peter S. Andersen | Mads | hjulmand og klokker | |
SANGENE FRA NØDDEBO PRÆSTEGAARD:
Vejen går til Nøddebo
Fra "Jul i Nøddebo Præstegård"
Tekst: Elith Reumert 1888
Melodi. C. M. Bellman 1791 fra "Fredmans sånger"
Vejen går til Nøddebo
hist ved Isefjorden.
Det er, hvis jeg jer kan tro,
det bedste sted på jorden
Men husk på hvad vi har sagt.
Jeg skal vise, jeg har takt.
Jeg har takt. Han har takt.
Jeg har takt. Han har takt.
Skønt det er forbandet,
skal jeg være dannet.
Vejen går til Nøddebo
ned til pastor Blicher.
Han af døtre ejer to
mit hjerte dikke-dikker.
Men husk på hvad vi har sagt
Jeg skal vise, jeg har takt.
Jeg har takt. Han har takt.
Jeg har takt. Han har takt.
Skønt det er forbandet,
skal jeg være dannet.
|
Børn og voksne i kærlig krans
(Sang omkring juletræet)
Fra Nøddebo præstegård
Tekst: Elith Reumert 1888
Melodi: J. P. E. Hartmann 1889
1.
Børn og voksne i kærlig krans
rundt omkring træet vandre
alt under lysenes festlige glans
hånd i hånd med hverandre.
2.
Ak! om vi kunne føre enhver,
som er forladt og ene,
ind under lysenes rigdom her
under de grønklædte grene.
3.
Ak! om vi kunne med barnetro
fylde de hjerter, som græde!
så at de følte barnefro
julens velsignede glæde..
|
MODTAGELSES- OG AFSKEDSSANG
Så kom i velsignede drenge
(Fra "Jul i Nøddebo Præstegård")
Tekst: Elith Reumert 1888
Melodi. C. M. bellman, "Fredmans epistlar" 1790
1.
Så kom, I velsignede drenge
og skænk vore længsler trøst.
Vi har jo alt ventet jer længe.
Kom, Gamle, kom her til mit bryst!
Og tak! Ja, det var intet offer.
Velkommen til Nødebo sogn.
Der var vistnok koldt på den vogn
min kære Christoffer.
2.
Farvel, I velsignede drenge.
Kom, alle, kom her til mit bryst!
Lad ej det nu vare længe
men kom nu så tit, I har lyst.
Ja - selv om det Nicolaj stikker
at kvæle en hane hver gang.
I hilses med jubel og sang.
Farvel, pastor Blicher!
|
JULEDIGT
|
Se, nu daler julens stemning ned,
over jord med al sin fred!
Lægger sig så tyst på sti og vej,
daler også ned til dig og mig.
Åh, så gælder det at ta' imod,
at få frem hver tanke mild og god.
Så vi rigtig dybt i sjæl og sind,
lukker julens lyse stemning ind.
|
Bøjer os for julens store bud:
Fred og glæde sendt herned fra Gud!
Gid der inde dybt i hjertets skjul,
altid være må, et præg af jul.
Under julestjernens stråleskær.
Ønsker vi hinanden, fjern og nær,
at en rigtig dejlig jul vi får,
og et lyst, et godt velsignet år! Ingeborg Næstved.
|
|