FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

af Erik F. Rønnebech © 2008

LANDSOLDATEN
DEN TAPRE LANDSOLDAT EFTER SEJREN

Sejrsmonumentet på "Prindsens Plads" nu omdøbt til "Landsoldatpladsen".

Bronzestatuen, der både betegnes "Den tapre Landsoldat" og "Den danske Landsoldat" er sat som et sejrsmonument til minde om den menige danske landsoldats indsats i treårskrigen 1848-50 og blev dermed det første monument i verden sat for den menige soldat.
Få dage efter udfaldet fra Fredericia blev indsamlingen til et monument sat i gang. Bidragene til indsamlingen var sat til 1 mark = 33 øre. Beløbet var sat så lavt for at alle skulle kunne deltage, og der blev indsamlet ialt 12.000 daler svarende til 24.000 kr.
Billedhuggerne A. Jerichau og H. W. Bissen blev 19. februar 1850 begge bedt om at komme med udkast til et monument.
Adolf Jerichaus forslag forestillende guden Thor, men det blev billedhuggeren H. W. Bissens forslag der blev valgt.
Han lavede først et udkast forestillede Uffe hin Spage, men det forkastedes til fordel for landsoldaten.
Bissen kaldte selv sin statue for "Den danske landsoldat efter sejren".


CHR. CHRISTENSEN 1899

Det var en soldat fra udfaldet, husmand Chr. Christensen fra Thybjerglille, der stod model.
Han fik en dag beked om at pudse sig og møde i Frederiksholms Kanal hos professor Bissen.
Det siges dog, at landsoldatens ansigtstræk er landskabsmaleren J. Th. Lundbyes. Johan Thomas Lundbye, fødtes den 1. september 1818 i Kalundborg. Han meldte sig som frivillig under treårskrigen og døde den 25. april 1848 i Bedsted som følge af et vådeskud.

Andre mener at Bissen er blevet inspireret til ansigtets form og udtryk af den buste af guden Zeus, der blev fundet i Otricoli i Rom (Vatikanet), men kun Bissen kender svaret.


J. TH. LUNDBYES ANSIGT

LANDSOLDATENS ANSIGT

GUDEN ZEUS FRA OTRICOLIS ANSIGT

En bronzekopi af Landsoldatens hoved (midterfotoet) skænkedes i 1996 til Kalundborg Kommune af Ny Carlsberg Fondet og står opstillet ved Vor Frue Kirke.


Da den store granitsokkel ankom til Fredericia havn, blev den, under jubel, trukket fra havnen til Prinsens Plads af sønderjydske soldater.
Statuen er 3,75 m høj og står på en 2,5m. høj granitsokkel med indskriften: 6. juli 1849. Den blev afsløret på 9 årsdagen for udfaldet, den 6. juli 1858 og er ubetinget Fredericias mest kendte mindesmærke.
Amtmanden i Vejle Orla Lehmann, holdt festtalen hvorefter, statuen afsløredes under stormende jubel, kanontorden og fanfarer, medens den gamle billedhugger rørt stod og betragtede sit værk.


AFSLØRINGEN AF "LANDSOLDATEN" DEN 6. JULI 1858.

Den tapre Landsoldat afsløredes på pladsen ved Prinsens Port til minde for kommende tider om de begivenheder, der dannede glanspunkterne i treårskrigen.
Jublen over sejren fandt sit udtryk i dette mesterværk, hvor den menige danske soldat med bøgegrenen som sejrspalme og i den jævne uniform, af ægte plastisk karakter, er fremstillet med mandig kraft og styrke.

En betydelig menneskemængde var kommet til fredericia fra nabobyerne, omegnen og langvejs fra, som fra København og hertugdømmerne. indbudt var kommunalbestyrelserne fra Middelfart, Vejle og Kolding. Sogneforstanderskaberne fra nabosognene Ullerup, Vejlby og Erritsø, samt for byens vedkommende generalløjtnant Moltke. 12. bataillon havde som sædvanlig sjettejulidag været opstillet til parade og skulle nu deltage i processionen.
Kl. 10 samledes deltagerne på rådhuspladsen (nu Bülows plads) sammen med et broget mylder af de forskellige våbenarters, borgervæbningens, laugenes og korporationernes faner og flag. En halv time efter satte processionen sig i bevægelse i følgende orden:

  1. 3. brigades musikkorps
  2. Borgervæbningen
  3. 10. bataillons musikkorps (10. bataillon var dette år forlagt til Fredericia i stedet for 13. bataillon, der fik garnison i København)
  4. De militære detachementer
  5. Søfolkenes med deres flag
  6. Sangforeningen
  7. 12. bataillons musikkorps
  8. Monumentkomiteen
  9. Generalløjtnant Moltke
  10. Kommandanten og de militære embedsmænd
  11. Fredericia kommunalbestyrelse
  12. De fremmede kommunalbestyrelser og sogneforstanderskaber
  13. Gejstlige og verdslige embedsmænd
  14. Det borgerlige Skydeselskab og andre korporationer, som sluttede sig til processionen
  15. Laugene med deres faner og emblemer.

Ved den med blomsterguirlander og kranse smykkede kæmpegrav på Trinitatis kirkegård talte pastor Pontoppidan.

Herefter blev C. Plougs sang, »Danmark, dine kæmpegrave« sunget.

Mel.: Danmark, dejligst Vang og Vænge.

Danmark, dine kæmpegrave
er en sjælden skat.
Bedst af alt, hvad i din have
gud har gavnmild sat;
Havde du ej gyldne agre,
grønne skove, møer fagre,
løfted dog din søn sit øje
stolt fra bautahøje.

Herefter drog processionen ad Danmarksgade til pladsen ved Prinsens Port, hvor der sluttedes kreds om »Landsoldaten«, og en sang af C. Ploug blev sunget

Mel.: De var vel syv og syvsindstyve.

1

Det var i Nattens mørke Time
De Kæmper herfra drog ud;
Men højt paa Himmelen Solen stod,
Da kom de med Sejersbud.
Det donned over Strand,
det lysned over Land,
og aldrig det glemmes.

2

Dengang de løfted det tunge Værge,
Var Danmarks Skæbne saa strid;
Dengang de svunge den Bøgegren,
Det fejred Skærsommer blid.
Det donned over Strand
det lysned over Land,
og aldrig det glemmes.

3

Hvordan de kæmped, hvordan de sejred,
Og Hvo der i Striden faldt,
Hver mandig Gjerning, hvert Offer skjønt,
- Det er nu en Saga Alt.
Det donned over Strand
det lysned over Land,
og aldrig det glemmes.

4

Den Saga bærer saa godt et Vidne
Om Hjertet i menig Mand;
Thi han beviste hin Julinat,
Hvor højt han elsked sit Land.
Det donned over Strand
det lysned over Land,
og aldrig det glemmes.

5

Det var ikke Andres Bud og Bønner,
Der drev ham i Slaget frem;
Det var ham selv, der søgte sit Maal
Og hentede Sejren hjem.
Det donned over Strand
det lysned over Land,
og aldrig det glemmes.

6

Det var ham selv, som vilde hævne
Al Danmarks Smerte og Nød,
Ham selv, der fejede Marken ren
Og trodsede Saar og Død.
Det donned over Strand,
det lysned over Land
og aldrig det glemmes.

7

Men Folket, for hvem han stred og blødte,
Det skænker ham nu hans Løn;
Det rejser som Sejersmonument
Et Billede af sin Søn.
Det melder over Strand,
det sjunger over Land
hans Hæder og Ære.

Nu udtalte amtmand Lehmann fra en forhøjning ved siden af statuen bl. a. følgende: »Meget stod på spil, og meget blev vundet! Undergangens stund syntes at være kommen for dette ældgamle rige, da fjendens overlegne hærskarer oversvømmede dets grænser. Men Danmark blev reddet - reddet ved den treårige krig, hvori Fredericia-Slaget betegner det lykkelige vendepunkt. Det begejstrede mod, hvormed dette lille folk optog den ulige kamp, den udholdende kraft, hvormed det førte den, har været vor frelse og vor oprejsning. Den har givet os troen på os selv; den har beseglet fostbroderskabet med vore nordiske brødre. Den har vundet os Europas agtelse og den fornyede anerkendelse af en ret til en selvstændig plads i staternes store familie.
Det er umuligt at gøre sig fortrolig med vore enevoldskongers historie uden at gribes af den smertelige fornemmelse, at i grunden var det tysken, som rådede i Danmark. Stærkest fremtræder det i Slesvig, som jo også denne gang var kampens varmeste genstand. Jeg behøver ikke at minde om, hvad vi jo alle har oplevet, hvorledes i en del af Danmarks rige og under en dansk regering, dansk folkelighed og dansk sprog blev forhånet, forfulgt og forkuet, som var det en med våbenmagt fravristet provins.
Og nu! Det er naturligt at det ikke kan falde tyskerne let at opgive, hvad de betragter som et himlens kald, og navnlig er det en selvfølge, at i Slesvig sporene af århundreders uret ikke kan udslettes ved et trylleslag... Nu råder dansken i Danmark. ... Ved Ejderen ophører al tysklands ret.
... I sandhed. vi har ikke kæmpet forgæves, men har god grund til at glæde os over vor sejr og dens frugter. Derfor var der glæde i alle danske hjerter, da budskabet lød om Fredericia-sejren. Det var i hine uforglemmelige dage, det ønske opstod ved et værdigt mindesmærke at bevare erindringen om folkets glæde og folkets tak. Livet får først sin betydning ved, at der lever ihukommelse blandt mennesker, og kunsten har ingen værdigere opgave, end at række eftermælets palme til dem, som har gjort sig fortjent af deres folk, og at tale til folket om fædrenes bedrift.
... Hvad der vil møde øjet, når nu dette slør falder, er et jævnt og simpelt billede af livet - jævnt som det danske folks væsen og tankegang, og så simpelt, at enhver, som ser det, kan forstå det, og enhver, som var med og gjorde sin pligt, kan tilegne sig sin andel deri, men i al sin simpelhed dog fuld alvor, adel og begejstring. Det forestiller »den tapre landsoldat«.«
I dette øjeblik afsløredes statuen, og den modtoges af den forsamlede mængde med jublende hurraråb, ledsaget af musikkorpsenes fanfarer og 27 kanonskud fra den nærmeste bastion.
Derpå overgav Lehmann i givernes navn det lysende sejersmonument til staden fredericia, som han bad frede om det som om en skytspatron. Herpå takkede borgmester Mourier.
Lehmann henvendte sig dernæst til de tilstedeværende militære således:
»Også Fredericia garnison vil jeg bede om på hele den danske hærs vegne deri at modtage et højttalende, et uforgængeligt vidnesbyrd om det danske folks taknemlighed for dens herlige bedrifter i denne minderige krig. Jeg vil bede den holde denne sin kammerat i hævd og ære, for at han for de hurtigt vekslende slægter, som værnepligten år for år vil samle her omkring hans fod, kan forkynde den store lov, at troskab mod konge og fædreland, troskab mod fane og ed bringer sejr og hæder«.
Da kommandanten, general Ræder var syg, takkede i dennes sted oberst Steenstrup.
Endelig henvendte Lehmann sig til den forsamlede mængde: »Men vi alle, som her er til stede, vil i hele det danske folks navn aflægge det løfte, hvortil netop disse dages trængsler indeholder den stærkeste opfordring, at når Danmark vor dejlige, vor elskede moder, atter trænger til dine sønner, da skal hun atter finde dem så villige, så modige, så trofaste, som hin sjette julidag. Og så ofte danske mænd derefter samles om denne støtte, skulle de forny det hellige løfte, at hvad med ære blev vundet, skal med ære hævdes.«

Den 10-15.000 mand store forsamling udbrød her i jublende, langvarige hurraråb, hvorefter der blev sunget en sang af C. Ploug



Mel.: Den tapre landsoldat. (Dengang jeg drog afsted)


1

Se, her skal Han nu staa,
Mens Tiderne forgaa,
Saalænge danske Hjerter
For Danmarks Ære slaa,
Just som han stod og gik,
I al sin Dragt og Skik,
Med Alvor i sin Mine
Og med Glæden i sit Blik;
Saa mandig i sit Legem, som barnlig i sin Sjæl,
Med Løvet over Hoved og Byttet under Hæl,
En Sejerherre stolt - den tappre Landsoldat!
Hurra, Hurra, Hurra!

2

Og som han her staar skabt
I Skjønhed og i Kraft,
I Ungdom, der ej ældes,
I Liv, der ej gaar tabt,
Den Stamme sund og prud,
Af hvilken han sprang ud,
Skal trives og skal skyde
Mange tusind nye Skud.
Af hver en Dreng, som stammer vort Sprog paa Moderskød,
Af hver en Knøs, som lærer at stræbe for sit Brød,
Der voxer op engang en tapper Landsoldat.
Hurra, Hurra, Hurra!

3

Og det er Danmarks Trøst,
Naar bange gaar dets Bryst,
Fordi en Fare drager
Sig sammen om dets Kyst,
At har det Sønner faa,
Saa kan det stole paa,
At hver og een har Vilje
Til for Moderen at slaa.
Er Dronning Thyras Gjerde i Grus end sunket hen,
Af blanke Bajonetter det rejses kan igjen:
Vort Dannevirke er - den tappre Landsoldat,
Hurra, Hurra, Hurra!


Til sidst udbragte Lehmann et leve for kongen under fanfare og kanonskud med rungende, langvarige hurraråb.
Efter »Landsoldaten«s afsløring samledes en halv time senere ca. 400 af deltagerne i det store ridehus, der var smukt løvbeklædt og med smagfulde guirlander og kranse, og hvor der på 5 borde var arrangeret frokost. Til stede var her 1 underofficer, 1 underkorporal og 1 menig fra 10. og 12. bataillons kompagnier, og fra artilleriet og ingeniørerne i staden. Amtmand Lehmann talte her for armeen, og bl. andre talere var Oberst Lemmich for monumentkomiteen.
Om aftenen samledes man til dans og lystighed i Fuglsang skov. Professor Bissen rejste om aftenen til Vejle. Da han næste morgen passerede forbi med dampskib til Korsør, var en stor mængde mennesker kommet til stede og hilste ham med rungende hurraer. 10. og 12. bataillons musikkorps var beordret at møde, men ordren kontramenderedes på grund af heftigt regnskyl.
Fredericia havde fået sin Landsoldat, sin enestående seværdighed. Fra nu af var navnet Fredericia og Landsoldaten uadskilleligt knyttet sammen.



DE ØSTRIGSKE BESÆTTELSESTROPPER FORLADER BYEN 1864

Da Fredericia blev besat af østrigske tropper i 1864, blev statuen behandlet med stor respekt. Den østrigske militærmusik spillede ofte "Dengang jeg gik afsted" når de paserede statuen og soldaterne sang med på dansk. Den 6. juli 1864 blev statuen pyntet med blomsterguilander og kranse af de østrigske soldater og de medbragte østrigske fotografer tog billeder af de hvidkjolede østrigske soldater foran statuen, og en mængde billeder blev sendt hjem til familierne i Østrig. Dette var ikke velset af preusserne, som gerne så, at statuen og mortererne sendtes til Tyskland som krigsbytte ligesom Istedløven. Det var østrigernes overgeneral Gablenz der havde æren for, at mindesmærket blev i Fredericia. En dag fik østrigerne besked om, at to preussiske prinser ville ankomme til byen sammen med den preussiske overkommando. De østrigske soldater i hovedvagten blev sendt over til statuen for at oversværte indskriften, og anlægget omkring statuen blev overstrøet med halm. Så snart preusserne igen forlod byen, sørgede de østrigske soldater for at fjerne halm og sværte og rive gangene omkring statuen. Da de østrigske tropper igen forlod byen den 16. november 1864, spillede de "Dengang jeg drog afsted" da de passerede statuen og svingede ud gennem Prinsens port.



LANDSOLDATEN 1899

Det runde bed omkring monumentet var tidligere omkranset af et smedejernsstakit.



LANDSOLDATEN INDMURET 1944

I 1944, 4 dage efter schalburgtagen af hotel Landsoldaten natten til 30. juli, besluttede byrådets forskønnelsesudvalg at igangsætte en sikring af statuen mod sprængstykker hvorefter der opmuredes en beskyttelseskasse omkring den. Muren fjernedes igen 5. maj 1945.


NEDBRYDNING AF MUREN STARTET 5. maj 1945


DE SIDSTE RESTER AF MUREN 1945


LANDSOLDATEN 2008

6. juli 2008 var det 150 årsdagen for statuens afsløring.
I den anledning blev Prinsens Plads den står opstillet på officielt omdøbt til Landsoldatpladsen.

Onsdag den 24. oktober 2012 fjernes statuen fra sin sokkel for første gang siden opsætningen.
Der blev konstateret revner i bronzen, der krævede en større restaurering der ikke kan foregå på stedet, så statuen blev taget ned og først transporteres til Ryes kaserne, hvor den hen over vinteren fik et grundigt eftersyn. Det viste sig at den var noget værre medtaget end forventet. idet mange af de jernbolte den var samlet med var næsten tæret væk og skulle udskiftes, og den blev derfor kørt til Tribalkas værksted i Vejle der stod for restaureringen.
Den nåede ikke at vende tilbage til 6. julifesten efterfølgende år som forventet og først i 2014 knejsede den igen på sin sokkel.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286