FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech


FREDERICIASLAGET
Udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849

Treårskrigen var gået ind i sit andet år. De slesvig-holstenske oprørere støttet af det tyske forbund var trængt op i kongeriget og de slesvig-holstenske styrker ledet af den preussiske general Bonin belejrede fæstningen Fredericia og var ved at anlægge batterier, der kunne forhindre skibsfarten mellem fæstningen og Fyn og dermed kappe forbindelsen til omverdenen, hvilket, hvis det var lykkedes, havde betydet, at fæstningen havde måtte overgive sig. Det var derfor bydende nødvendigt, at få ødelagt de fjendtlige skanser og batterier inden det var for sent.


General Bülows plan for udfaldet var både klog og dristig. Krigssituationen først på sommeren 1849 var således:

  1. Ryes nørrejyske Arméekorps på ca. 9.000 mand havde, forfulgt af en afdeling af de tyske forbundstropper under kommando af general Prittwitz, trukket sig op gennem jylland til Århus, med små bataljer undervejs (undvigende forsvar) og videre ud på Djursland, og forskanset sig på halvøen Helgenæs på Mols. Jylland var blevet besat op til Århus. Prittwitz rådede over ca. 18.000 mand.

  2. Fredericia blev belejret af slesvig-holstenerne under kommando af general Bonin. Hans 14.000 slesvig-holstenere havde sejret over de danske styrker den 23. april ved Kolding og senest ved Gudsø 7. maj, hvor danskerne forgæves forsøgte at standse dem. Samme dag blev Fredericia indesluttet. Bonin forsøgte i dagene 16-20 maj at tvinge fæstningen til overgivelse ved et stort bombardement med belejringsartilleri hentet i Rendsborg. Han kendte fæstningen og vidste, at den totalt manglede bombesikre rum. Under bombardementet evakueredes de fleste civile til Fyn. Mange af byens huse blev ødelagt ved den lejlighed, men fæstningen holdt stand og tabene af menneskeliv var minimale.
    Garnisonskommandant over fæstningens 6.800 mand var oberst Lunding . Besætningen bestod af 7 bataljoner, 1 batteri, 1 eskadron, 1 ingeniørafdeling samt 1 afdeling fæstningsartilleri udstyret med 148 kanoner og 36 morterer. Desuden kunne forsvaret støttes af et batteri med 12 svære kanoner ved Strib og kanonbåde i bæltet.

  3. På Vestfyn stod den danske hovedreservestyrke på ca. 7.000 mand. Disse styrker brugtes bl.a., når tropperne i fæstningen med mellemrum skulle afløses, så det ikke hele tiden var den samme styrke der var under bombardement. Der udskiftedes dagligt 1 bataljon.

  4. General de Mezas brigade havde trukket sig ud på Als, og over dem stod general Bauer med en anden afdeling af de tyske forbundstropper. Bauer rådede over ca. 22.000 mand.


I alt rådede danskerne over ca. 41.000 mand mod fjendens ca. 65.000 mand.


TROPPERNES PLACERING

Bülows plan gik ud på i hemmelighed, at få Ryes og de Mezas tropper ind i fæstningen Fredericia, for derved at få så stort overtal, at et udfald kunne lykkes.
Danmark havde herredømmet til søs og så mange skibe til rådighed, at man med kort varsel kunne flytte store styrker ad søvejen (6-8000 mand på en gang).
Planen var allerede klar midt i maj 1849, men først da han fik frie hænder, kunne han handle. På det tidspunkt havde Bonins belejringstropper allerede fået sig kraftigt forskanset i en ring omkring fæstningen og situationen begyndte at blive kritisk. Den søndre skibbro kunne beskydes fra et batteri i Hannerup og hvis det lykkedes ham at etablere et batteri der kunne beskyde den østre skibbro, ville fæstningens forsyningslinie til Fyn blive afbrudt, hvilket var ensbetydende med overgivelse. Arbejdet med anlæggelse af et sådant batteri ved Fælledvej var allerede godt igang. De tropper, der allerede opholdt sig i byen, kunne ikke alle huses hos byens borgere, og Trinitatis kirke anvendtes i 4 måneder som indkvarteringssted. Kirkebænkene fjernedes og soldaterne sov på halm lagt ud på kirkegulvet. Nogle af de krigsfanger der blev taget, var også indkvarteret i kirken. Andre soldater boede i jordhuler gravet ind i voldskråningen, vel nok det sikreste sted i byen at opholde sig under bombardement, da fæstningen totalt manglede bombesikre rum. Reformert kirke brugtes til ammunitionsmagasin.

20. juni modtog Rye og de Meza ordre om at afgive fire bataljoner et batteri en brigade samt et halvbatteri. Ryes tropper udskibedes i hemmelighed fra 30. juni til 2. juli og sejledes til Fyn hvor de landsattes i Flaskebugten ved Vejlby Fed. Herfra marcherede de til Strib, hvor der var anlagt en skibbro ved Billeshave, hvorfra overførselen til Fredericia foregik. Først 5. juli opdagede Prittwitz, at han var blevet narret, og da var det for sent for ham at gøre noget.
De Mezas tropper sejledes 21. juni til Faaborg. Begge generaler, Rye og de Meza, fulgte med deres brigader. De sidste planer for udfaldet blev lagt af Bülow og hans generalstab ved et krigsråd i Vejlby gl. præstegård på Fyn om aftenen den 4. juli omkring præstens skrivebord. (Maleren Knud Gamborg har illustreret den historiske begivenhed i et maleri). Til stede var Generalerne A.C.F.Molkte, F.A.Schleppegrell, Olaf Rye, C.J. de Meza og obersterne H. A. Juel, J.S. Fibiger, C. O. E. Schlegel og Phillip Ræder, samt kommandør H.G.Garde. Desuden var de tre stabschefer major J.P.A. Wørishøffer og kaptajnerne J.W. Neergaard og C.C.F. Beck tilkaldt. Den 5. afmarcherede tropperne på Fyn afdelingsvis til skibbroen ved Billeshave i Baaring Vig og indskibedes i transportbåde som dampskibe trak over bæltet. Belejrerne observerede skibstrafikken og forsøgte uden held at ramme skibene. Bülov og hele hans stab gik om bord i det sidste skib. Havde fjenden fået ram på dette, kunne det have fået katastrofale følger. Efter ankomsten til fæstningen, samledes man kl. 23.00 hos fæstningskommandanten, oberstløjtnant Lunding, i hans hus "Bella Vista", hvor de fik en let frokost og traf de sidste forberedelser, indtil de en time efter midnat steg til hest for at starte udfaldet.

Om aftenen den 5. juli rådede Bülow over ca. 24.000 mand mod Bonins ca. 14.000 mand.
Den 5. juli var alle styrker på plads i fæstningen og forberedte sig til det store slag. I fæstningens gader, porte og poterner havde man strøet halm for at dæmpe lyden af de mange soldater, så fjenden ikke skulle få nys om, at et udfald var på vej.
Det havde ikke skortet på advarsler til Bonin, idet den store trafik af skibe ikke kunne undgå at vække opmærksomhed. Han troede dog stadig, at Ryes brigade stod på Helgenæs, men havde garderet sig mod udfald ved at forstærke den nordlige fløj, men tog sig ellers ikke særligt af de advarsler han modtog.
Den 6. juli 1849 kl 1.00 om natten startede så udfaldet på Bülows ordre. Det var måneskin, men tåget. Man rykkede ud af fæstningen 3 steder. De Mezas 6. brigade på 5.200 mand dannede fortroppen (avantgarden), og rykkede som de første ud af Kongens port samt poternen, der lå hvor Nørreport i dag ligger, og satte straks kurs mod mod Egum og Stallerup. Kort tid efter forlod Ryes 5. brigade, ligeledes på 5.200 mand, fæstningen gennem Kongens port. Rye rykkede frem langs Østerstrand, dels langs vandkanten dels på klinten ovenover. Målet var Kirstinebjerg, Trelde og Egeskov. Disse 2 brigader udgjorde første angrebsstyrke sammen med en kavaleriafdeling på 400 mand. Ved 2 tiden rykkede general Molktes 4. brigade på 3.700 mand og generalmajor F. A. Schleppelgrels 3. brigade på 4.700 mand ud af fæstningen. I alt deltog 19.400 mand med 48 kanoner i selve udfaldet medens de resterende ca. 4.600 bemandede fæstningen.
Bülow stod på Danmarks bastion og fulgte slaget indtil kl. 3, hvorpå han fulgte med Schleppelgrels styrke. Ifølge planen skulle han kunne findes mellem 3. og 4. brigade.
Samtidig med udfaldet blev foretaget 2 skinangreb fra søsiden, henholdsvis i Vejle Fjord og ved Skærbæk. Skinangrebene foregik med dampskibe og transportskibe og skulle få fjenden til at tro at der skulle foretages landgang. Til at illudere angrebsstyrke deltog 233 mand.

De Mezas avantgarde var de første der kom i kamp med fjenden ved skanse 4 og de tilsluttede løbegrave, og efter en kort men blodig kamp erobredes skansen og morterbatteriet. Han fortsatte til skanse 3. Her havde oprørerne nået at få forstærkning, som ved 2.30 tiden trængte danskerne tilbage. Det var ved at blive kritisk ved Egumvejen da det lykkedes de Meza at sætte et angreb ind fra højre fløj, samtidig med ankom Schleppelgrel, og fjenden måtte flygte i stor panik og uorden. Kl. 3.30 var skanse 3 erobret.
Ryes første afdeling stormede først batterierne ved Fælledvej og kom derefter i voldsomme kampe om løbegravene ved treldeskansen. Man fik indtaget morterbatteriet, men ved 2 tiden udkæmpedes udfaldets hårdeste kampe om treldeskansen, hvis besætning fik forstærkning ved et modangreb. Rye blev overrasket over skansens styrke og hans brigade blev udsat for kraftig spærreild. Det første stormløb blev slået tilbage med store tab. Det lykkedes en afdeling af Ryes folk, som netop var kommet op fra stranden gennem en kløft, at afskære en forstærkningsenhed der var på vej til skansen, så de måtte trække sig tilbage til ryttergrøften. En skyttekæde, som Rye selv førte frem vest om skansen var også medvirkende til at afskære dem vejen. Det var kl. 3, under denne manøvre, at Rye blev skudt ved Ndr. Kobbelvej.
Treldeskansen blev stadig forsvaret tappert af oprørerne og afslog gang på gang danskernes stormløb. Først da det var blevet lyst ved 4 tiden og Bülov sendte friske forstærkninger ud, måtte den overgive sig efter et stormløb, hvor den blev angrebet fra alle sider. Et stykke tid før havde de Meza afslået et modangreb i centrum for ryttergrøften, og det knækkede modstanden og efterhånden var fjenden på vild flugt mod Vejle. Herunder led de store tab. Størst ved Egeskov, Vejlby og Rands fjord, hvor de også kom under beskydning af marinens kanonbåde og en del druknede i forsøget på at slippe over fjorden. Kampene flyttede mod vest, og om morgenen blev der især kæmpet ved Stallerup og Bredstrup. Batterierne og skanserne vest for byen blev rømmet uden kamp, med undtagelse af skanse 2, der stormedes af friske tropper udsendt fra fæstningen af oberst Lunding. Da fjenden trak sig tilbage, samlede de det meste af deres belejringsskyts ved Hejse, hvor den gamle Hejse kro den gang lå. Dette blev fundet og erobret af danske jægere. De sidste kampe fandt sted ved 8 tiden om overgangen i Elbodalen ved Havreballe. Her standsede danskerne forfølgelsen og trak sig tilbage til fæstningen.
Det berettes at slesvig-holstenerne natten før havde været i alarmberedskab og ventede et udfald. Natten til 6. juli fejrede de hertugen af Augustenborgs ældste søns fødselsdag, og har sikkert fået en slem forskrækkelse. Flere af løbegravene var ubevogtede og et fødselsdagsselskab måtte forlade "et veldækket bord" i huj og hast som det står i sangen: I natten klam og kold.


Gaderne ved Kongens Port torsdag den 5. juli
Et øjenvidnes beretning.

Danske soldater
DANSKE SOLDATER

Der var givet ordre til at stille deroppe kl. 9 om aftenen den 5. juli. 15-16.000 mand stod der i gaderne og langs volden, og dog var alt tyst og stille. Fjenden måtte ikke ane at nu var timen der, og forventningens alvor var over alle disse mænd. De vidste, at nu skulle de derud. Ud mod skanser og løbegrave, redouter og batterier, men endnu vidste ingen, hvem der først skulle drage gennem de halmbelagte porte, hvem der først skulle bløde og dø. Geværerne stod i pyramider langs husene. Mandskabet stod og gik lidt, snakkede med sidemanden, samledes i smågrupper, talte stille og dæmpet om det der forestod. Aftenen var smuk, som en midsommeraften efter dagens regn. Luften var svanger af fugtighed. Månen stod lavt på himlen, blodigrød.
Ved tolvtiden hørtes der hestetrampen oppe i gaden. Der kommanderedes: "Til gevær ! ret ! Gevær på skulder." Det var Schleppegrell, der red sin brigade igennem for at give sine folk et ord med på vejen. "Husk nu på folk, at i nat bliver der ikke megen tid til at skyde. Spar på jeres krudt. Kommer i til at gå løs på skanserne, så er der kun en ting der kan frelse jer. Giv ham ikke tid til at skyde to gange, men gå lige lukt på med bajonetten. - Har i forstået mig folk? - Kan jeg stole på jer? Og fra geled til geled svarede folkene: "Ja hr. general, ja". "Det er godt folk, tak".
"Så i gode tyskere, nu skal jeg love jer, at der er til jer i nat", lød det halvhøjt fra sergenten. Og det var den sikre forvisning, at i nat skulle de have prygl.
Der kom en mand hen til sin chef og sagde: "Hr. major, jeg har gået fødderne i stykker". "Der må ingen blive hjemme i dag" lød svaret. "Det vil jeg heller ikke, jeg beder blot om lov til at slås i tøfler. " Lov fik han og blandt de forreste var han.
Klokken blev 1. Månen var gået ned, en tæt tåge lå hen over jorden og skjulte alt. Det var så mørkt at man knapt kunne se 20-30 skridt foran sig. Kun mod nord var sommernattens rødmen over himlen. Så kom marchordren. De Mezas brigade skulle rykke ud gennem Kongens port. I løb hastede første bataillon ud over den mørke snævre ports halmlag og formerede sig på glaciset til angreb. "Vi må se at slå fjenden", sagde kaptajn Thrane, "for med ham i hælene på os, vil det ikke lykkes ret mange at komme over broerne og gennem den snævre port, som en eneste vogn er i stand til at spærre."


Kort over udfaldsområdet
Klik på kortet for at se et større, detailleret kort


Felttogene 1848-50.
Bog af Vilhelm Holst, udgivet 1852.

Et par af episoderne fra denne bog:

En episode fra de Mezas brigade:

"Første lette bataillon trængte frem til højre for skanserne, og var et langt stykke forud for de andre batailloner, da fire fjendtlige kanoner begyndte at beskyde dem forfra, medens geværilden fra højre og venstre uafladelig pillede folk ud af rækkerne. Bataillonen måtte gøre holdt midt i denne ild, dels for at afvente 2. bataillon og 2. jægerkorps, der endnu var i færd med at storme skanserne, dels for at afvente forbindelsen med brigaden Rye. Bataillonen holdt denne stilling i henved en time uden at vakle. Halvdelen af dens officerer faldt. Geledderne blev stadig tyndere, men bataillonen vidste at alt afhang af, at den ikke lod sig kaste tilbage, og den stod urokkelig fast. Imidlertid havde 2. bataillon og 2. jægerkorps to gange stormet mod det store blænderede og lukkede værk ved Egumvejen. Soldaterne sprang ned i gravene og krøb op ad voldskråningen, ja kaptajn Schøning af 2. lette bataillon plantede endog fanen på brystværnet, men en så voldsom ild modtog dem fra skanserne og et opført feltbatteri, at de måtte vige. Mange tapre var allerede døde og sårede, og endnu var udfaldet usikkert".

Fra kampen om treldeskansen:


Danskerne stormer op fra stranden

Denne gang formåede intet at standse de stormende. I et nu var brystværnet dækket af vore soldater der myldrede op fra alle sider, og nedbrød palisaderne med håndkraft, idet mand hængte sig ved mand, og for at komme op, trådte den ene på ryggen af den anden. Det var ikke forbitrelse der drev vore soldater fremad, for så havde de øjeblikkeligt dræbt de fjender der var i skansen, men det var den faste vilje, at sejre eller falde, der førte dem over palisader og vold.
Ingen havde under denne storm set general Rye, for alle havde haft øje og tanker henvendt mod et mål, og det stod bag det fjendtlige brystværn, og nu, da der blev spurgt efter ham, var han ikke til at finde. Han havde selv til fods, da hesten var blevet skudt under ham, ført 4. reservebattaillon mod løbegravene, det var det sidste man havde hørt. Da indløb der en melding om, at en høj fjendtlig officer lå død omtrent 1000 alen bag løbegravene. Man skyndte sig derhen, men fandt ikke en fjendtlig officer, men vor egen uforglemmelige general Rye."

Så snart et fjendtlig forsvarsværk var erobret, fulgte ingeniørerne efter med hakker og spader og arbejdede uden at ænse kugler og granater, med at udslette disse. Løbegravene fyldtes op og skanserne udjævnedes. 6. juli om aftenen var de alle forsvundne. "Dette antyder den næsten utrolige kraft der ligger i en mands arm, når viljen er i hjertet. De udslettede på en dag, hvad fjenden med overordentlige anstrengelser havde været to måneder om at rejse."

Beretningen slutter med følgende:

"Den jubel, hvormed det erobrede skyts blev ført tilbage til fæstningen, er noksom beskrevet og bekendt. Det var lønnen for en 10 timers blodig kamp, det var trofæerne af den sejr, der skulle betale to års krænkelser og forhånelser. Disse var nu vasket af med blod. Sejren var købt med mange tapres liv, men aldrig før havde et udfald fra fæstningen haft så storartet et resultat.
Historien manglede et blad, og de danske landsoldater skrev det den 6. juli 1849 ved Frederits."


Allerede om eftermiddagen den 6. begyndte man at overføre tropper til Fyn da det ikke var muligt at skaffe alle de trætte soldater tag over hovedet i Fredericia.
Den 10. juli blev der sluttet våbenstilstand med Preussen og krigen standsede indtil videre.

Den 11 juli udsendte Frederik VII følgende proklamation til soldaterne:
"SOLDATER, I Kampen for Fredericia, den heftigste og blodigste, Hæren endnu har bestaaet, have I erhvervet Eder et Krav paa Fædrelandets Erkjendtlighed og føjet en ny Hædersdag til dem, Danmark med Taknemmelighed erindrer. I have vist, hvad Sønner af et Folk, som kjælllper for Ære og Ret, formaa imod Oprør og Usandhed. I have vundet en Sejer, der vil mindes i Danmarks Historie.
Soldater! Jeg bringer Eder min og Fædrelandets varme Tak. Min Tak til de faldne Helte og fremmest blandt disse General Rye. . Min Tak til enhver, som har bidraget til denne Dags Hæder. Med Kjærlighed og Stolthed vil Danmark mindes enhver, som den 6. Juli stred og blegnede for dets Ære. Hos mig skal Erindringen aldrig udslettes om den Uforsagthed hvormed mine brave Tropper, og navnlig mit Infanteri, i Kampen trodsede alle Farer. Soldater! Eders Konge, Eders Fædreland takker Eder.
FREDERIK REX."

Sejren var dog dyrekøbt. Der faldt i alt 512 danskere, 1344 såredes og 35 blev taget til fange. Oprørerne mistede 202 mand, 835 såredes og 1963 blev taget til fange. Det meste af oprørernes materiel blev erobret.
Grunden til de store danske tab skyldtes hovedsageligt, at de måtte rykke frem mod befæstede stillinger stort set uden dækning. Størsteparten af de danske styrker kendte desuden ikke det terræn de rykkede frem i og endelig undervurderedes Treldeskansens styrke.


Den danske regering havde allerede inden udfaldet med diplomat Holger Reedtz som udsending, forhandlet i Berlin og aftalt vilkårene for en våbenstilstand med Preussen, som var ved at være godt trætte af slesvig-holstenerne, og 10. juli sluttede Danmark og Preussen 6 måneders våbenstilstand under de betingeler, at en tremandskommision med en preusser, en englænder og en dansker skulle styre Slesvig. Sydslesvig skulle besættes af preussiske, Nordslesvig af svensk-norske tropper, mens Als og Ærø stadig skulle holdes af danske tropper. Der aftaltes ligeledes en foreløbig fred, hvorunder Slesvig skulle have sin egen forfatning og hverken knyttes nærmere til Danmark eller Holsten. Desuden aftaltes, at såfremt oprørerne ikke gik ind på betingelserne, ville preussen trække sine officerer, herunder Bonin, som tjente i den slesvig-holstenske hær, tilbage. Danskerne gik modvilligt ind på betingelserne, men oprørerne var rasende og følte sig forrådt af Preussen.
De danske soldater var iklædt to uniformstyper under udfaldet. Dels den gamle model 1842, med rød våbenfrakke og chakot, der udgik i 1848 og afløstes af den nye sorte uniformsfrakke med blå kasket og blå bukser (landsoldatens uniform).


  1. Udfaldsstyrken
  2. En beretning om felttoget 1848 og Fredericiaslaget
  3. En beretning om slaget i Illustreret Tidene 1899
  4. Udfaldet som det er beskrevet af slesvig-holstenerne i 1853
  5. Begravelsen af de faldne
  6. Hele treårskrigens forløb.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286