FREDERICIA 1864

Efter den danske hærs tilbagetrækningen 6. februar 1864 fra Dannevirke til Dybbøl, nåede de prøjsiske og østrigske tropper i begyndelsen af marts til Fredericia. Den 8. marts blev kaptajn H. j. Daue afskåret med hele 20. regiments 1. kompagni foran fæstningen og taget til fange og sendt til fæstningen Magdeburg som krigsfanger. Han beretter selv følgende om begivenheden i et brev hjem til sin afdeling:
"Jeg ser mig om til alle sider for at se fjendens stilling, og hvilken udvej der mulig var. Foran mig, langs bakkerygningen og tæt ved skrænten til havet stod der mindst et fjendtligt kompagni, til venstre rykkende ned fra bakkerne og ud af skoven 2 kolonner mindst af 5 á 6 kompagnier frem, og på bakkerne bag dem prodsede 2 kanoner af, mens jeg ved siden af dem så overkroppen af de såkaldte røde husarer. Bagved mig, på den bakke, under hvis skrænt jeg nys var rykket frem, var mindst et par fjendtlige kompagnier, og jeg var således på de tre sider omgivet af mindst 2000 mand af alle tre våben, der vedblev at myldre frem, at formere sig mere hvert øjeblik og sende tusinder og atter tusinder af projektiler ind imod kompagniet, som var næsten aldeles udækket. På den fjerde side havde jeg havet, hvor intet fartøj ingensomhelst hjælp viste sig. Min lille skare, som var reduceret til 120 mand, lå for størsteparten i sandet. Min ældste løjtnant var enten død eller meget hårdt såret, mandskabet havde for øjeblikket for det meste ingen skud i geværet og var meget udmattet af de overofdentlige anstrengelser. Jeg stod i dalen. Den vel 20 gange stærkere fjende stod på bakkerne i en afstand af 100-300 alen. Forinden jeg med mit udmattede mandskab havde nået halvhøjden af en af de bakker jeg måtte storme for at bryde gennem fjendens kreds, ville kompagniet være fuldkommen omringet og massakreret. Forsøget dertil syntes mig at være det samme som til ingen verdens nytte at lade mine folk slagte. Jeg gav tegn til overgivelse. Det var omtrent kl. 1 ½ eftermiddag."

Fæstningens kommandant var som i 1849 oberst Lunding, der overtog kommandoen 21. december 1863. Fæstningen var i 1861 blevet forstærket med 5 skanser udenfor voldene på fælleden nordøst for kongens port kaldet "den befæstede lejr". Formålet var at hindre bombardement af skibbroerne ved Østerstrand. Tilstanden var ikke for god, men Lunding gjorde hvad han formåede for at gøre fæstningen kampklar. Voldene bestykkedes med 187 kanoner og 22 morterer. Ullerupdal blev igen sat under vand og garnisonen i fæstningen blev bragt op på 13.000 mand. Da feltmarskal F.H.E.Wrangel og hans 30.000 mand store arme ankom til Elbodalen gjorde den holdt. Først 16. marts besluttede Wrangel at forsøge et angreb med østrigerne, anført af C.L.W. von Gablenz og en preussisk afdeling anført af generalløjtnant von der Mülbe.
Angrebet blev indledt med et bombardement og man førte tropperne frem til en linie der gik fra Sandal over Hannerup, Kobbelgård, Stenhøj og til Kirstinebjerg. Man anlagde 5 kanonbatterier uden for fæstningens kanoners rækkevidde. Fjenden medførte riflede kanoner, der havde længere rækkevidde end fæstningsartilleriet. Bomberne begyndte at falde den 20. marts kl. 5.30 og varede til næste dags aften, dog afbrudt af en pause fra 13-15 på andendagen, hvor Wrangel sendte en parlementær til Lunding for at tilbyde ham kapitulation på æresfulde vilkår hvilket Lunding afslog. Der blev i alt affyret 2861 skud mod fæstningen. Volden og skanserne tog ingen videre skade, men i byen var skaderne store. 35 huse nedbrændte helt og 93 blev mere eller mindre beskadiget. 2 civile dræbtes og 4 såredes af de få der ikke var evakueret til Fyn. Det var kvarteret nord for Danmarksgade mellem Vendersgade og Kongensgade det gik værst ud over. Bl.a. nedbrændte garnisonshospitalet. Da bombardementet ikke førte til overgivelse trak Wrangel 22. marts igen styrkerne tilbage til Elbodalen. Efter stormen på Dybbøl, hvor danskerne tabte, besluttede regeringen, efter krigsministerens oplæg 25. april at Fredericia skulle rømmes uden kamp. Han havde efter Dybbøls fald spurgt overkommandoen, om fæstningen ikke burde rømmes. General Gerlach svarede ham telegrafisk, at da Fredericia nu var den eneste stilling, hvorfra danskerne kunne angribe, burde den ikke rømmes. Fredericia var desuden langt stærkere end Dybbølstillingen, og byen kunne efter de erfaringer der var gjort, holdes længe. Fæstningen ville binde en del af fjendens styrke og vanskeliggøre Jyllands besættelse. Argumenterne rokkede dog ikke krigsministeren, som fastholt at fæstningen skulle rømmes. Den 26. april, da rømningen var kommet godt i gang, prøvede Lunding endnu en gang at bevæge krigsministeren til at tilbage ordren om rømning, men forgæves. Følgende telegrafiske samtale fandt sted:

General Lunding:" Er rømningen uigenkaldelig bestemt?" Den vil volde meget store tab af materiel og muligvis vil det ikke lykkes at få de sidste afdelinger over, da man kun har 3 jerntransportbåde".
Ministeren:" Ja, den skal udføres. Transportmidler må om fornødent rekvireres til afdelingerne."
Lunding: "Hvor lang tid må rømningen vare? Skal den være hurtigt endt, eller kan man give sig tid til f.eks. i overmorgen tidlig? Længere vil transportvæsenet næppe kunne udholde uafbrudt tjeneste".
Ministeren:" Den må vare omtrent en uge, dog således, at de værdifulde, riflede kanoner og krudtforråd først bringes bort under påskud af f.eks. at monteres ved Lillebælt".
Lunding:"Da bevæggrunden til den modtagne ordre er mig ubekendt, spørger jeg, om jeg skal forsvare mig, hvis fjenden angriber, mens her endnu er så stor styrke, at der kan være tale om et forsvar, eller om jeg må kapitulere. Lykkes rømningen må efter min mening den styrke, som til allersidst markerer besætningen, omtrent en bataillon og noget fæstningsartilleri, formentlig overlevere fæstningen til fjenden for at sikre byens indbyggere. Er ministeren enig heri?"
Ministeren:"Ja, men de mobile felttropper må sikkert føres over til Fyn for ikke at tabe dem. Derefter kan kapituleres." Lunding:" Hvis fjenden angriber, mens jeg endnu har en antagelig styrke felttropper, skal jeg da slås eller kapitulere?"
Ministeren: "Kapituler, men skaf tropperne bort i så stor mængde som mulig."

Kort før midnat den 28. april forlod de sidste danske soldater Fredericia, men overførselen af materiel fortsatte. Først op ad formiddagen den 29. opdagede østrigske patruljer at fæstningen var forladt, og sidst på formiddagen rykkede de østrigske tropper under generalmajor Nostitz ind i byen, som derpå holdtes besat til 16. november, selv om der var sluttet fred 30. oktober. Da var de fleste af indbyggerne dog vendt tilbage og havde påbegyndt genopbyggelsen.
Østrigerne var meget populære hos befolkningen og opførte sig eksemplarisk. Bl.a. modsatte de sig, at preusserne ville bortføre Bissens Landsoldat som det skete med Istedløven. Det fortælles, at østrigerne dækkede stathuen med halm så den ikke faldt i preussernes øjne. På Skamlingsbanken sprængte preusserne støtten i luften.

ØSTRIGSKE TROPPER RYKKER IND I BYEN MED HORNMUSIK.

De faldne fra bombardementet i 1864 begravedes på Sct. Michaelis kirkegård, og over deres grave er rejst en gravhøj med en bautasten.

ØSTRIGSKE SOLDATER PÅ VOLDEN EFTER RØMNINGEN 1864

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286