1657 var det år kong Friderich den 3die forkyndte Carl Gustav, konge i Sverige krig, hvilken i den tid førte krig i Polen med foranderlig lykke. Allerede i juli måned brød de danske og svenske løs på hverandre, først i det Bremiske, siden i det Holstenske. Rigets marsk Anders Bilde, skibede endelig de danske tropper ind i Glückstadt og som admiral sejlede med dem til Ribe, eftersom de svenske gjorde store progresser (fremskridt) på den tyske bund (jord) og nu truede Jylland. Derfra marcherede Anders Bilde som general med sine folk over Kolding til Fredericia (han sejlede ifgl. andre kilder nord om Skagen), hvor han som kommandant med en besætning af 5000 mand agtede at tage imod fjenderne som ej biede (ventede) længe; thi Wrangel, som svensk generalløjtnant, marcherede derhen det stærkeste han kunne efter sin konges ordre (som da opholdt sig på Gottorp). Kongen kom som generalmajor i forvejen til Fredericia den 20 august med nogle eskadroner ryttere og posterede sig i dalen ved Vejlby. Wrangel fulgte efter den 25. august, men studsede ved at se Fredericia i større forsvarsstand end han havde tænkt. Dog var voldene ikke så høje som de siden er blevet og gravene var tørre, undtagen en vandgrøft, der gik langs midten igennem dem, men ved strandkanten var hovedsageligt kun nogle linier, og kastellet var kun et hornværk.
Wrangel besluttede at oprette to batterier på galgebakken, hvorfra han den 26. august meget heftigt beskød byen, men de danske batterier ruinerede batterierne tillige med de påbegyndte værker.
En granat på 290 pund, blev af svenskerne lagt hemmeligt i jorden ikke langt fra, hvor en dansk rytter havde vagt. Granaten havde en kunstfærdig udløser, hvortil var fastgjort en hat, og da den danske rytter ville tage hatten, udløstes granaten så både hest og rytter måtte lade livet.
Om dagen var svenskerne posteret i Hyby dal, men om natten rykkede de tilbage til Vejlby. Imidlertid blev der oprettet en stor lejr ved Bredstrup næsten en fjerdingvej lang og bred og over 8000 alen i omkreds. Den havde form af en trekant, hvor de 2 sider udgjorde 5300 alen og den tredje udgjorde dalen ved Bredstrup. Den kongelige lejr samt hovedkvarteret stod et bøsseskud nordøst for Bredstrup kirke. Der blev slået lejr den 28. august og fremefter. Først i september blev generalmajor Bødker sendt ud af lejren med 6 eskadroner ryttere under egen, grev Kønigsmarks og greven af Wittenbergs ledelse, samt en del dragoner under oberst Taubes kommando. De skulle indtage hele Nørrejylland fra Ribe stift til Thy og Vendsyssel, og derfra tilbage over Aalborg og Viborg. Wrangel forsøgte nu ved en belejring, at afskære Fredericia for al tilførsel.
Den svenske arme begik adskillige overgreb, hvoraf den støre var, at de afbrændte Kongsted by.
Ellers skete der ikke noget de 7 uger svenskerne lå i lejren, bortset fra, at danskerne ved adskillige udfald, gav svenskerne mere at bestille end de brød sig om.
Det lykkedes svenskerne en nat at erobre et dansk vagtskib.
Så snart oberst Fersen var stødt til hovedarmeen med 3 regimenter fodfolk, som havde ligget i garnison i Krakau, hvilket skete den 21 oktober, besluttede Wrangel at storme Fredericia fra alle sider hellere end at ligge stille, hvor det gik mod vinter. Han sendte spioner ud der om natten krøb rundt på fæstningsværkerne for at optegne dem.
Den 23. holdtes krigsråd, hvor det blev besluttet, at dagen efter, søndag den 24. oktober, skulle byen stormes fra tre sider en time før solopgang.
Som det havde været skik i adskillige af den svenske armes slag, skulle en lille tot halm hæftet til hatten skille den svenske arme fra den danske.
Da tiden kom, blev der givet signal ved at man brændte en gård i den næste landsby (Erritsø), og så startede angrebet. Generalløjtnant Wrangel selv nærmede sig den blinde port, hvor han syntes hans nærværelse var mest påkrævet. Sammen med ham gik tømmermænd som skulle nedhugge pælene, som var i vejen.
Bolværket nr. 1 blev af grev Brahe bestormet med et regiment forfolk, og efter ham kom grev Sparre med et andet regiment.
Bolværk nr. 2 blev bestormet af oberst Fersen med et regiment, sekunderet af oberst Spens med et andet. At det på dette sted gik hidsigt til kan bekræftes af de mange faldne, som for få år siden er fundne i jorden ved den vestre vold.
Bolværk nr. 4 blev bestormet af grev de la Garde med 2 regimenter, mest tyske fodfolk.
Bolværk nr. 5 blev bestormet af oberst von Essen med et svensk og et polsk regiment fodfolk.
Bolværk nr. 8 og 9 såvel som ravelinen derhos blev angrebet af oberstløjtnant Stuart med 200 udvalgte fodfolk. Generalløjtnant Stoving fulgte bagefter med 5 regimenter ryttere, som straks stod af hestene ved angrebet.
Fyrsten af Anhalt med sit kavaleri bestormede byen så at sige til vands. Han efterfulgtes af 2 regimenter svenske ryttere under oberstløjtnant Plantings kommando og nogle grenaderer begav sig ud i vandet syd for bolværk nr. 1, og kom heldigt uden for de to første rækker pæle som gik ud i vandet, men ved den tredje række blev vandet for dybt, hvorfor nogle ryttere måtte stå af og nedhugge pælene med økser.
Endelig kom de ind i byen tæt vest for Søbjergporten, hvor de mødtes af et helt regiment danskere, som, efter hårdnakket modstand, til sidst måtte trække sig tilbage til kastellet.
Imidlertid var en stor del af svenskerne, efter stærk modstand, kommet op på voldene de andre steder, men ingen steder blev svenskerne stærkere reduceret end ved Kongens port, hvor generalmajor Berends førte overkommando over svenskerne. Den som skulle sætte petarden mod porten for at sprænge den blev såret, og måtte opgive sit forehavende. De belejrede måtte dog til sidst give op over for overmagten af fjender og trække sig tilbage til kastellet. 2500 mand i alt. Svenskerne forfulgte dem men på den danske kirkegård blev de mødt af nogle kompagnier jyske dragoner, som hverken ville tage eller give pardon, hvorfor de næsten alle blev nedsablede og fik deres gravsted hvor de stod, men deres død kostede svenskerne dyrt, eftersom hver danskers død kostede to svenskere livet.
På hvilket sted Anders Bilde opholdt sig mest under belejringen, har jeg ikke kunnet se i beretningerne, men jeg kunne se, at da svenskerne havde indtaget byen, begav han sig sammen med rigsråd Mogens Høg, og den øvrige garnison til kastellet, og da stedet var umuligt at forsvare, forsøgte han at komme over til Fyn, skønt vinden var vanskelig, men aldrig så snart han var kommet ud af vandporten, før han og Mogens Høg blev fanget af svenskerne og han døde kort tid efter af sine sår i fra kampene som han mest havde fået i hovedet.
Svenskerne havde nu hele byen i deres magt. Ikke ved Bildes forseelse men fordi byen var for åben ved strandkanten. Svenskerne tilfangetog i alt efter Buffendorfs beretning:
6 oberstløjtnanter, 8 majorer, 26 kaptajner, 26 fænrikker, 26 løjtnanter, 56 underofficerer og over 2000 soldater, 39 faner og 50 kanoner foruden adskillige kostbarheder ser af sikkerhedsgrunde var anbragt i fæstningen.
Svenskerne angav deres døde til 70 og danskernes til 500, hvilket nok skal tages med et stort forbehold.
De fangne blev straks bragt til kongen af Sverige der da lå i Wismar. Den svenske arme som belejrede Fredericia, bestod af 9 regimenter infanteri og 7 regimenter kavaleri. Befæstningen i Fredericia bestod kun af 7 regimenter i alt med lidt over 5000 mand. De tre svenske regimenter, der var sendt til nørrejylland, kom tilbage til Fredericia i december.
26 oktober sløjfede svenskerne lejren i Bredstrup.
22 jan 1658 tog Wrangel til Kiel for at holde råd med kongen om, hvordan man skulle komme over til Fyn.
26. januar mønstrede han sine tropper ved Fredericia og efter at have fundet isen stærk nok både ved Fredericia og andre steder, gik han med sine tropper over til Fyn, hvor han vandt slaget ved Iversnæs, og fortsatte derfra.
Sommeren 1658 led Fredericia under smitsomme sygdomme, hvilket skyldtes de mange døde der lå ubegravede og forpestede luften.
1658 i september nærmede de danske alierede sig de Holstenske grænser for at gå løs på svenskerne, nemlig 12.000 mand kejserlige tropper anført af Montecuculli, 6000 Polske ryttere under general Czerneskys ledelse og 12.000 brandenburgere under kurfyrsten af Brandenburgs egen ledelse. Fyrsten havde også overkommandoen over hele den samlede arme.
Ganske vist var Czernesky året i forvejen på vej med 12.000 polske ryttere for at angribe svenskerne i Slesvig, men da han hørte at Fredericia var indtaget, trak han sig tilbage igen.
De svenskere, der lå i Holsten under prinsen af Sultzbach og greven af Waldeck trak sig hastigt tilbage til Fredericia da de allierede nærmede sig, og ødelagde og afbrændte undervejs alt, hvor de kom frem.
En afdeling af svenskerne blev slået af polakkerne ved Kolding 15. december og den svenske besætning i Kolding stort set nedsablet.
Da den allierede hær nærmede sig Fredericia stødte den på 250 svenske ryttere på rekognoscering der lige løb ind i fyrsten af Anhalts tropper. De blev slået, og sammen med oberstløjtnant Steinhorst der kommanderede dem, og flere andre officerer, taget til fange.
Manley beretter således:
Endelig kom den store allierede krigshær til Fredericia, som den agtede at belejre. Men da det var blevet vinter og vejret meget regnfuldt, afstod den fra sit forehavende og gik i vinterkvarter.
Kurfyrstens lejr lå ved Ribe, de andre stod på Lyngodden mellem Snoghøj og Kolding, hvorfra de huserede overalt i Nørrejylland. Snart på egnen omkring Aalborg snart ved Lemvig. Hvad dette angik, var de langt værre end svenskerne, der dog var fjender.
Polakkerne gjorde de største udskejelser. De lærte hos danskerne at destillere og drikke kornbrændevin.
Først i maj 1659 gjorde den allierede arme anstalter til at belejre Fredericia. Den svenske besætning var meget svækket af smitsomme sygdomme og så ingen mulighed for at forsvare sig mod en så talstærk arme i så stor en fæstning. Wrangel, der var fæstningens kommandant besluttede at forlade byen. De ødelagde en del af fæstningsværkerne, satte ild på hele byen og tog over til Fyn men efterlod en god besætning i kastellet, som de allierede dog indtog den 19. maj. Dog havde de fleste af svenskerne natten før fået lejlighed til at flygte.
De allierede ville derpå drive svenskerne ud af Fyn, men deres transportbåde som skulle sejle dem over til Middelfart, blev af vind og strøm ført tilbage til Fredericia, foruden at de krigsskibe de havde nord for bæltet blev engageret med svenskerne. Fense blev erobret men straks overgivet igen.
Efter hvad Manley beretter fik svenskerne det indfald at forskanse sig ved Fredericia, men de allierede bragte dem snart på andre tanker, dog da hollænderne, hvis sømagt man regnede med, ikke kom, besluttede kurfyrsten af Brandenburg i august måned, at trække sig ud af byen og landet med hele den 30.000 mand store arme.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286