|
Voldanlægget:
Til mine børnebørn.
Nu skal jeg tage jer med på en tur volden rundt og undervejs skal jeg fortælle jer om noget af det vi møder undervejs og som jeg kan huske, har læst eller fået fortalt.
Fredericia voldanlæg er et af de største og mest velbevarede i hele Europa. Tænk jer al den jord, der er gravet op med håndkraft og transporteret i hestevogne og trillebører. Det er et arbejde som man i dag ikke fatter har kunnet lade sig gøre. Selve
voldanlægget mod landsiden bestod oprindelig af 7 hele og 2 halve bastioner (Danmarks og Oldenburgs). Af Holstens og Oldenborgs bastioner er i dag kun rester tilbage. På resterne af ravelinen foran Oldenborgs bastion ligger nu olietanke. De restende 9 bationer vendte ud mod vandet. Tager vi navnene på bastionerne volden rundt kan vi starte ved Danmarks bastion med Lundings momument, så kommer Kongens, Dronningens, Prins Christians, Prins Georgs (også kaldet Prins Jørgens), Prinsessens, Slesvigs, Holstens og Oldenborgs bastion. Så er vi nået til stranden ved Møllebugten. Derpå kom Delmenhorsts, Pinnebergs, Færøs, Bornholms, Islands, Fyns, Sjællands, Jyllands og Norges bastioner, og så er vi nået hele volden rundt. Efter at svenskerne havde indtaget byen i 1657 ved at ride ud i vandet ved Oldenborgs bastion, blev der ændret på volden. Fra Oldenborgs bastion og ind til banken Søbjerg blev lavet en vold og en dæmning ud mod Lillebælt. Bag dæmningen, ind mod volden, var der voldgrav. Dæmningen var den romantiske gamle strandvej og yderst ved bastionen gik en hvid træbro over voldgraven kaldet "Den hvide bro". Den nye adgangsvej kaldtes Strandporten. Den kunne beskydes oppe fra volden og det ville gøre det svært for en fjende at komme ind den vej. Nå, det er en anden historie.
Hvis man stiller sig på det nordvestlige hjørne af Oldenborggade og Kongensgade, står man ca. i centrum af det cirkeludsnit voldanlægget er tegnet efter. Her lå forøvrigt også byens første rådhus. Begge gader havde forbindelse med porte ud af byen. Kongensgade med Kongens Port, og Oldenborggade med Søbjergporten. Kongens Port blev senere flyttet hen hvor den ligger i dag og Søbjergporten erstattedes af Strandporten. Gaderne var så brede fordi der skulle kunne opmarcheres tropper i dem. Som i kan se er alle byens gader lige og skærer hinanden vinkelret. Hvis det skulle lykkes en fjende at komme over volden kunne han kun medbringe håndvåben, kanoner og større skyts skulle ind gennem portene. Byens forsvar kunne derfor anbringe kanoner og skyde op gennem gaderne, hvor fjenden ikke kunne få dækning.
Lad os begynde rundturen i Kastellet for enden af Dronningensgade. Et kastel er en slags fæstningsværk inde i den store fæstning. Her kunne Fredericias forsvarere trække sig tilbage og søge dækning, og evt. blive overført til Fyn, hvis hovedfæstningen faldt i fjendens hænder.
Et kastel kaldes også for et Citadel.
Kastellet:
I min skoletid på Købmagergades skole, havde vi idræt her, efter at sportspladsen i Kongensgade blev nedlagt. Her har jeg taget skoleidrætsmærket i guld og sølv med emalje. Jeg har også set "Eventyr på fodrejsen" og andre teaterstykker på friluftsteateret, der også lå her. Da jeg var dreng, blev 6. juli festerne altid afsluttet i kastellet med et kæmpe fyrværkeri, og der var opstillet et stort omrejsende tivoli med luftgynger, karruseller, skydetelte, tombolaer, lykkehjul, radiobiler m.m. Her stod også tidligere mindestenen for søhelten Peter Buhl der blev opstillet 1913. Den er nu flyttet til Østervold. Ude på spidsen ved Skanseodden, kan man finde et underligt betonkammer med ståldør for, gravet ind i volden. Jeg vil tro det stammer fra 2. verdenskrig og har været brugt til ammunition. Den eneste rigtige bygning der ligger i kastellet, er det nyrenoverede krudtmagasin, som ikke må forveksles med krudttårnet. Man snakker om at indrette et fæstningsmuseum i bygningen. Før i tiden lå der mange flere bygninger i kastellet.
Kastellet var et godt sted at lege for drenge. De lavede cykelbaner på skråningerne og svingede sig i tove, ophængt i træerne, ud over de tørre voldgrave. Nede bag ved Skanseodden, lå i min drengetid, Kastelshavnen, der blev bygget fra 1912-1916. Havnen er siden blevet fyldt op, og en del af fabrikken Kemira ligger nu, hvor der før var havn. Tidligere hed området Sønderstrand og var en fin badestrand.
Nå, vi må videre!
Østerstrand og Østervold:
Lad os fortsætte ned til stranden ved Kajakklubben og Dameroklubben. Her kan vi se til Skanseodden med Shells tankanlæg påbegyndt 1919. Ud for odden kan der være en rivende maltstrøm, hvor idvandet møder hovedstrømmen. Sejlere der ikke kender strømforholdene i bæltet, kan her få store vanskeligheder. Idvandet er en strøm der løber langs kysten og løber modsat strømmen længere ude. Den opstår især hvor pynter og odder rager ud i vandet.
Efter at have passeret klubberne, følger vi vejen op mod Krudttårnet og Østervoldgade. Hvor vejen går op og et stykke han langs stranden, lå engang nogle torpedostationer gravet ind i volden. Det var tyskerne der byggede dem under sidste krig.
Krudttårnet er byens ældste bygning bygget i 1675 og restaureret for nylig. Det ligger på Lollands bastion. Nu bruges det til udstilling.
Bag sygehusets parkeringsplads, på det store grønne areal ned mod kastellet, lå engang Det kgl. Døvstummeinstitut, der opførtes i 1881, og hvortil døvstumme kom fra hele landet og lærte tegnsprog. De døvstumme var dengang et almindeligt indslag i gadebilledet. De sås ofte stå sammen og gestikulere på tegnsprog, imedens de udstødte høje og sære lyde.
Lad os fortsætte turen op langs Østervoldgade.
Jeg skal lige indskyde, at jeg er født i den gamle røde sygehusbygning der blev indviet i 1921, og er derfor ægte fæstningsdreng, d.v.s. født inden for byens volde.
Bygningen med det firkantede tårn på den anden side af vejen er Bonuventura, bygget som herskabsvilla, herefter blev den badehotel og siden statens hørescentral.
På det grønne areal, ud mod stranden, hvor soldaterne fra Bülows kaserne fra 1934, før øvede sig, er Peter Buhls monument og genforeningsmonumentet, der før stod på Prinsessens bastion, nu opstillet.
Ved siden af kasernen, henne på hjørnet af Danmarksgade, ligger fægtehuset som vi kaldte det eller ekserserhuset indviet 1863. Også en af byens gamle bygninger, bygget lang tid før kasernen, dengang soldaterne var indkvarteret hos byens avlsbrugere. Hvis vi kikker ud over vandet kan vi se over til Røjle klint med kirken bag ved, og i klart vejr kan Æbelø ses mod nordøst.
Hvor de to betonmoler, der bruges som badebroer, rager ud i vandet, lå i min skoletid en badeanstalt, bygget i træ med adskilte afdelinger for mænd og kvinder. Broerne var adskilt af et plankeværk, så man ikke kunne se ind til hinanden. Når vandtemperaturen nåede 15 grader, var der tvungen badning med skolen. Badeanstalten forsvandt da halmcellulosefabrikken byggedes og forurenede vandet så meget, at det blev helt rødbrunt og lugtede fælt. Fredericianerne kunne så i flere år ikke bade ved Østerstrand, men måtte bade i Møllebugten. Længere mod nord lå den militære badeanstalt, hvoraf der endnu kan ses rester af fundamentet på stranden.
På området ved badebroerne afholdtes tidligere Sct. Hansfester. Jeg spillede dengang i FDF's orkester. Vi startede med at gå rundt i byen for fuld musik og efterhånden sluttede folk op bag os. Vi endte så nede ved stranden, hvor spejdere og FDF'ere havde arrangeret forskellig underholdning og bål. Folk satte sig så op ad voldskråningerne og fulgte optrinene.
Vi passerer nedkørselen til stranden og når vi frem til Norges bastion eller Norgesflanken som den også kaldtes. Forvolden mellem hovedvolden og stranden hen mod Danmarks Bastion kaldes "kattens ryg".
På den modsatte side ligger Døveskolen kaldet A-skolen fordi den var forbeholdt de dygtigste elever. Den er bygget i 1914 og fungerede som døveskole til 1977. Senere har der været retslokaler i bygningerne.
Nørrevold:
Vi fortsætter voldturen og når frem til Danmarks bastion, den yderste af bastionerne, hvor Lundings monument blev opstillet 6.juli 1899. Oberst Lunding var engang byens kommandant, og var både i 1849 og 1864 ansvarlig for at gøre fæstningen kampklar. Fra bastionen er der en flot panoramaudsigt ud over bæltet mod Trelde og Fyn. Neden for bastionen ligger Fredericia gamle vandværk fra 1890 og "Vandværksvoldgraven". Her måtte ikke fiskes, selv om man havde fisketegn til voldgraven, så der gik rygter om, at voldgraven vrimlede med krebs. Jeg skulle selvfølgelig prøve en tidlig morgen, men fangede ikke en eneste.
Vi fortsætter ned mod Kongens port. Den ene af de tre stede, man førhen kunne komme ind og ud af fæstningen, bortset fra de specielle udfaldsporte kaldet poterner, hvoraf der var en hvor Nørreport ligger og en der førte over til Den Dækkede vej ved Danmarksporten. De to andre var Prinsens port og Strandporten ved Møllebugten. Kongens port var et åbent hul i volden, så smal, at den kunne spærres af en vogn. Den kunne engang lukkes med en svær træport. Ved porten ligger den gamle gule vagtbygning. Det var gennem Kongens port, at avlsbrugerne i gamle dage trak deres køer ud på græs. Ved porten lå engang en akcisebod, hvor bønderne betalte afgift for at få lov at komme ind i byen med varer. Uden for porten lå Kodammen, et vandhul, hvor avlsbrugerne vandede køerne. På den anden side af Østervoldgade ligger Den Johnsenske stiftelse opført 1909 af en dansk-amerikaner. Den store villa på hjørnet af Prinsensgade er Østerhus, hvor flere af byens kendte har boet. Den lave bygning ved siden af villaen var hestestald. Det sidste hus i husrækken over for i Prinsensgade, med altanen i gavlen, har tilhørt min oldemor Ane, der var min farmors mor.
Lad os tage stien op mod Kongens bastion ud for Dronningensgade, der sammen med Prinsessens bastion, er de højeste bastioner på volden og forsynet med "katte" på toppen. Her lå før en vandbeholder gravet ind i katten som vi kaldte Basta. Da jeg boede i Dronningensgade 4, legede jeg her sammen med bl.a. nogle børn fra Skovsminde i Nørrevoldgade. Vi legede "røven rundt om basta" en slags tik hvor vi skulle klappe hinanden bag i. Mine forældre ejede huset Dronningensgade 4. Da jeg blev gift med bedstemor boede vi også i Dronningensgade. Først i nr. 8, stuen og derpå i nr. 29 på 3. sal indtil vi i 1969 købte huset i Erritsø. Ind mod voldskråningen ligger 2 bunkere fra krigens tid. I et par af dem opbevarede gartner Bent Hastrup i sin tid rød- og hvidkålshoveder om vinteren, og jeg har et par gange været med ham derinde. Bunkerne var beskyttelsesrum, hvor folk kunne søge beskyttelse, hvis sirenerne varslede luftalarm.
Katten på bastionen kaldtes for "Basta" og de lærte mig legen "Røven rundt om Basta". Basta var en fin kælkebakke om vinteren. Man kunne kælke helt ned over dæmningen ved "Den tørre voldgrav". I det buskads der engang var nedenfor bastionen mod den tørre voldgrav, fik jeg en gang en stor forskrækkelse. Jeg tror jeg var omkr. 15 år, da jeg sammen med min kammerat Eigil gik nede ved voldgraven. Et par små drenge kom hen til os og fortalte, at der lå noget inde i buskadset der lignede et menneske. Jeg kravlede derind og fandt en mand liggende på jorden. Han var helt sortfarvet i hovedet og jeg blev meget forskrækket. Jeg skyndte mig op over volden og ned til købmand Thuesen, hvorfra jeg ringede efter ambulancen. Det viste sig at være en politimand fra Århus der havde begået selvmord med piller. Det var en uhyggelig oplevelse. Efter at have passeret trappen ned til dæmningen, kommer vi til en af mine bedste skibakker. Lodret ned af voldskråningen og ud over isen, hvis den var sikker, eller ud over dæmningen. I voldgraven nedenfor har jeg fanget mange gedder, suder, skaller og krebs.
Vi fortsætter turen mod Nørreport, og passerer den brede Kongensgade, der er så bred, fordi den er beregnet til opmarchering af tropper. Kongens port skulle oprindelig have ligget her, men efter at svenskerne havde ødelagt fæstningen i 1657, flyttedes porten til dens nuværende placering. På det vestlige hjørne lå engang et stort mejeri og tidligere Fredericia bryggeri. Lidt nede på den østlige side ses det nyrestaurerede stuehus til avlsbruger Gades gård og i den høje bygning lige før boede en af de sidste der bragte mælk ud med hestevogn. Det var Surrow som min far var mælkedreng hos og siden min lillesøster mælkepige. Så kommer vi til Dronningens bastion og legepladsen ved Bjergegade. Dronningens Bastion er den ene af de to bastioner der stadig er hule, alle de andre er fyldt op med jord. Her var også legeplads da jeg var dreng og besøgte farfar og farmor der dengang boede i nr. 6C på 1. sal. Selv om legepladsen den gang kun havde 2 vipper, 2 gynger, en karrusel, en vippegynge, en sandkasse, nogle pæle til at springe buk over samt en balancebum, var den et spændende bekendtskab for mig, der kom "fra landet", hvor der ikke var legepladser. Min tipoldefar har boet 2 steder i Bjergegade, min farfar er født i Bjergegade nr. 12, der i gamle dage kaldtes "Tårnet", og min far er født i nr. 15, stuen tv. Da min farfar og farmor blev gift, boede de først i Bjergegade nr. 9, der ejedes af Møllebygger Dupont, som havde sit værksted i gården. Møllebyggeren sørgede for at min far kom i lære som murer, idet han lod opføre et hus på hjørnet af Gothersgade og Fyensgade og forudsætningen for at murermester Thomas Andersen fik arbejdet var, at han tog far i lære. I nr. 9 havde far og farbror et uopvarmet værelse oven over porten til gården. I samme hus huset boede også en overgang kunstmaler Haldrup, der har malet mange Fredericiamotiver. Haldrup var ivrig sejlsportsmand og regnedes for lidt speciel, bl.a. fordi han dyrkede nøgenbadning. I min fars drengetid blev Bjergegade om vinteren brugt som kælkebakke. Man startede oppe på Dronningens bastion og kælkede så helt ned over Danmarksgade. Det gjaldt om at kunne komme længst. At kælke var den gang ikke kun forbeholdt børn. Også de voksne kælkede.
Alle huse i Bjergegade havde før i tiden gadespejle, så man kunne sidde inde i stuen og følge med i, hvem der passerede forbi. Nytårsaften skulle man passe på at få sit gadespejl taget ind, ellers kunne man risikere, at skulle finde det i en stor dynge oppe på volden. De var dog sjældent ødelagt. Ved legepladsen ligger en af bunkerne fra besættelsen, der nu er indrettet som museum.
Vi fortsætter turen hen over Nørreport, der er bygget i 1917. Efter at have passeret Købmagergade når vi til Prins Christians bastion. Her lå tidligere Dansk Købestævnes store udstillingsbygninger, der blev bygget 1916 og brændte i 1980, og før den Voldmøllen, der forsvandt 1915. Voldmøllens placeringer er i dag markeret med en krans af sten. Bastionen blev genskabt, efter at resterne fra købestævnet blev fjernet efter den sidste brand i 1984. Løverne fra Købestævnebygningen står nu i Vendersgade (Løvestrøget).
Hvor voldgraven svinger 1. gang, gjorde min moster Betty, der den gang boede på 6. julivej, engang en uhyggeligt fund, idet hun opdagede liget af et lille nyfødt barn, der var kastet i voldgraven.
På skillelinien mellem Prins Christian og Prins Georgs bastion (den med det hvide vandtårn), ligger voldgravens "Store sving", min farfars bedste fiskeplads, når han skulle have et par gedder med hjem til fiskefrikadeller. Med 3 bambusfiskestænger i forskellig længde kunne han spærre svinget. Han måtte tidlig op for ikke at blive taget af voldmesteren, for han fiskede fra den forbudte indvendige side. Gedderne skulle holdes levende til han kom hjem med dem, og f&oslahs;rst slagtes, når de havde afmudret efter et par dage i et kar med rent vand.
I Nørrevoldgade på hjørnet af Riddergade lå Fredericia Tæppefabrik som nu er skole. Over for lå Lunds Klædefabrik som nedbrændte i 1970. Her ligger nu Midtpunkts p-pladser. Mellem Riddergade og Vendersgade ligger villa Pax med de karakteristiske vinduskarnapper bygget af sølvvarefabrikant Carl M. Cohr i 1914.
På det modsatte hjørne begyndte bygningerne til en anden af byens store virksomheder I. P. Schmidts cigarfabrik. Bygningen, der engang lå på hjørnet, men som nu er nedrevet, var min far med til at opføre som murerlærling. Alt beton blev blandet med håndkraft og lempet op, hvor det skulle bruges, ved at blive skovlet fra stillads til stillads, en etage af gangen. Her lugtede det altid dejligt af lakrids, som blev brugt til skråtobak. Farmor, der arbejdede på fabrikken sammen med farfar, havde somme tider et stykke "Tyklakrids" med hjem til børnene, har min far fortalt.
Så når vi prins Georgs bastion med det hvide vandtårn på toppen.
Fra Prins Georgs bastion kan man se over til Ishusstien, der hedder sådan, fordi man før køleskabenes tid isede voldgraven, d.v.s. savede isen op i blokke om vinteren. Blokkene blev så opbevaret i et "ishus" der lå ved stien. De blev pakket ind i tørvestrøelse og kunne så gemmes til sommer og bruges i folks isskabe. I svinget bag øen, har jeg fanget mange gedder og krebs. Min farbror Niels, som lærte mig at fiske, boede på Egeskovvej 24, lige ovenfor. Når jeg skulle ud at fiske med ham, måtte jeg op så snart det begyndte at blive lyst, d.v.s. ved 3 tiden om sommeren. Det var en helt speciel fornemmelse at gå langs voldgraven medens solen langsomt kom højere op på himmelen. Ved 7 tiden, når andre begyndte at vågne, var vi gerne tilbage hos tante Irma, til morgenkaffe.
Det var ulovligt at fiske uden fisketegn, som kostede 2 kr. for et år, og skulle købes på Stads- og Havneingeniørens kontor, der dengang lå i den gamle toldbod ved Gl. Havn.
På prins Georgs bastion er opstillet et par af de gamle kanoner, der tidligere blev brugt til salut 5. og 6. juli, men da man et år glemte at affyre den sidste ladning, og det senere lykkedes nogle drenge at få den til at gå af, hvorved den ene blev dræbt, har man ikke brugt dem mere. Sådan husker jeg det i hvert fald.
Over voldgraven er udspændt en stålwire. Den så jeg en gang en linedanser gå over, jeg tror det var i forbindelse med en 6. juli fest. Senere er wiren brugt til at ophænge lys i, når der om vinteren var skøjteløb på voldgraven.
Så når vi frem til den gamle Prinsens port og Landsoldatpladsen. I gamle dage blev porten lukket når der var slået tappenstreg kl. 21. Samtidig ringedes med Michaelis store klokke. Så gik tappenstregen rundt i gaderne med piber og trommer og forkyndte, at alle soldater skulle søge i kvarter og værtshusholderne skulle standse udskænkningen. Folk der ikke nåede gennem portene, måtte blive udenfor volden til næste morgen. Senere udsattes tappenstregen til kl. 22.
Dæmningen over voldgraven var tidligere en vindebro af træ, men den gik hele tiden i stykker og blev til sidst erstattet af dæmningen, der slår en bue så fjenden ikke med en kanon med kardæskladning (ladning med geværkugler eller metalstumper der spredtes som skud fra et haglgevær) kunne bestryge hele vejen.
Foran ligger resterne af ravelinen, der skulle beskytte porten. De to volde på ravelinen kaldtes store- og lillehøj.
På hjørnet af Kirkestræde og Danmarksgade, hvor nu den grimme Danevirkebygning ligger, lå i min drengetid "Den folkelige Forsamlingsbygning Fremad" med købmand P.M.Pallesens købmandsgård, hvor folk fra landet kom ind og handlede. "Fremad" var en spændende bygning, hvor jeg flere gange var til murernes fagforenings juletræsfest. Lige om hjørnet i Kirkestræde, var der engang cykelstald, hvor folk kunne få opbevaret deres cykler mod betaling. På hjørnet af Norgesgade lå det kendte hotel Landsoldaten og før det Spritfabrikken, hvis skorsten i 1849 blev brugt til at sigte efter, fordi den ragede op over volden. Kirkerne i byen, bortset fra den katolske Sct. Knuds, hvis spir vist ikke kan ses udenfor volden, er ikke bygget med tårne eller spir, der kunne give fjenden et godt sigtemål. Det var også forbudt at bugge huse med stråtag på grund af brandfaren. Ved siden af hotellet lå Paladsbiografen, hvor jeg tit har stået i kø i 2 rækker, langt ned af Norgesgade for af få billet til en børnefilm søndag eftermiddag. Vejstumpen foran cigarfabrikkens flotte hovedbygning hed tidligere "Ved Landsoldaten". Overfor det tidligere hotel ligger den sidste af de sølvvarefabrikker, der førhen var mange af inden for voldene.
Da Prinsens port blev for lille, opførte man i 1915 Danmarks port og måtte i den anledning fjerne et stykke af hovedvagten. I det stykke der blev fjernet, boede "slaverne" engang for mange år siden. Slaverne var kriminelle der blev dømt til fæstningsarbejde. De havde jernkæder om benene så de ikke kunne stikke af. Imellem dæmningerne til Danmarks Port og Prinsens Port blev et lille vandhul tilbage af voldgraven. Det skulle egentlig være fyldt op, men daværende byrådsmedlem og lektor ved latinskolen, Sarøe, satte sig imod, og siden har vandhullet heddet Sarøes badekar.
Vestervold:
Vi går over Danmarks port og over på Prinsessens bastion. På "katten" stod tidligere genforeningsmonumentet, som nu er flyttet til Østervold. Nu skal bastionen genskabes med kanoner som den så ud i 1849. Fra spidsen af bastionen kan man se over til "Den dækkede Vej" foran Assistens kirkegården. Voldgraven var tidligere delt af en dæmning ud for Jyllandsgade, så man fra byen kunne gå den vej til kirkegården. Dæmningen er nu erstattet af en bro. Voldgraven der gik fra denne dæmningen til dæmningen ved Prangervej kaldes "Skøjteløbervoldgraven".
På det flade areal ved Prangervej var skøjteløberforeningens klubhus opstillet, og om vinteren kunne de fine borgere danse skøjtedans på isen, ofte til levende musik. Skøjtebanen var afspærret og forbeholdt medlemmer. På femøren overfor kunne man komme ind og løbe på skøjter for en 5-øre. Det skulle efter sigende være voldgraven bag brandstationen. Det var i min fars drengetid det foregik, så det er ikke noget jeg selv har oplevet. På bysiden mellem Prinsessen og Slesvigs bastioner, kan man se ned på jødekirkegården, der er delt i 2 af Voss fabrik. Da man opførte bygningen der delte kirkegården, måtte man bygge en hvælving hen over nogle børnegrave. Hvælvingen kan ses i det lille afsnit. Jødernes grave må aldrig sløjfes.
I 1998 fik nogle kunstnere lov til at forarbejde nogle døde elmetræer til skulpturer. De står her. Ved Vestervoldgade på indersiden af Slesvigs bastion finder man Ridebanen, som i min barndom brugtes til tivoliplads. Slesvigs bastion er den anden af de to hule bastioner. Fra Slesvigs bastion kan man se over til byens første "skyskrabere", højhusene ved Jernbanegade, samt bymuseet. Når jeg løb på skøjter på voldgraven, var det mest på Skøjteløbervoldgraven fordi det var den nærmeste da jeg boede på Skyttevej. Det var også her jeg engang kom til skade, da en anden hakkede sin skøjte ind i min fod så jeg fik en stor flænge. Med blodet løbende, måtte jeg cykle hjem på Skyttevej, hvor lægen kom og satte flængen sammen med metalklemmer.
Når vi løb på skøjter legede vi tik eller columbus. I tik var det den der blev tikket (rørt ved) af fangeren, der skulle være fanger. I columbus skulle den der blev taget af fangeren tage ham i hånden, så dem der fangede efterhånden dannede en stor kæde. Når kæden svingede rundt, kom de yderste op i susende fart. Det kunne tit gå vildt til, og skøjterne, der dengang ikke hørte sammen med støvlerne, men skulle spændes fast på skistøvler eller gummistøvler, faldt tit af og skulle så spændes fast igen.
Vi går tværs over Prangervej.
Gennemgravningen af volden på dette sted er også af nyere dato. Man tog lidt rigeligt af Holstens bastion, for at lave vejdæmningen over voldgraven. Det der blev taget for meget er for nylig blevet retableret. Voldgraven har dog altid været dæmmet op på dette sted, men kun af en smal plankedæmning tættet med ler. Det var nødvendig fordi der er forskel på vandspejlenes højde i de 2 grave. Damplokomotivet, der nu står ved banegården, blev først opstillet her.
Når man førhen skulle fra byen til Prangervej, gik man ud af Prinsens port og videre af Vesterdalsvej, der dengang fortsatte ned bag museet og gik ud i Prangervej lige før Ullerup bæk.
Vi går op på Holstens bastion, hvor vi finder Statsbanernes Mindelund fra 1939. Her er opsat mindesten over statsbanefolk fra hele Danmark, der har mistet livet under udførelse af deres arbejde. Stenene er ordnet efter årstal. Der findes også en afdeling over banefolk der mistede livet under besættelsen fra 1940-45. Fra bastionen kan vi se ned over havnen. Der ligger måske et par store færger i flydedokkene og spærrer udsigten.
Da man byggede byens første banegård i Oldenborggade blev volden gravet igennem her så togene kunne komme ind. I starten lod man jorden ligge så man hurtigt kunne fylde hullet igen. Banegården var en "rebroussement" banegård, hvor togene skulle tilbage samme vej de var kommet ind, hvis da ikke de skulle over med færgen, og derfor skulle lokomotiverne først vendes på en stor drejeskive. Da den nybanegård blev indviet, fortsatte godsbanegården med at være her. Til rangering af togvogne blev også brugt rigtige hestekræfter, idet vognmand Nies, havde en stor hest der blev brugt til at trække rundt med jernbanevogne på gl. banegård.
Til banegården hørte også en stor kulgård, hvor lokomotiverne kunne få fyldt tenderne med kul og ved perronerne var opstillet store "vandkraner" så de kunne få fyldt vand på dampkedlerne. I begyndelsen måtte hullet i volden ikke være større, end at det hurtigt kunne lukkes igen. Der var endda anbragt jorddynger til det formål, men senere er volden forsvundet, bid for bid. I min drengetid kunne man gå over baneterrænet på "Sorte Bro", der forbandt Holstens bastion med Søbjerg. Søbjerg var en naturlig banke, hvoraf de sidste rester er ved at blive fjernet netop i disse dage (januar 1999). Banken indgik som en del af fæstningsanlægget, men er ikke, som den øvrige vold, lavet ved menneskekraft. På Søbjerg lå flotte villaer med panoramaudsigt over bæltet. To stenstøtter, der stod hvor Sorte Bro begyndte, står nu ved bagindgangen til Assistens kirkegård.
Ved Sjællandsgade ligger borgmester Scharlings villa Tutta Valis, der nu er Falckstation. Vejen var fra Norgesgade til Vestervold var tidligere en sti der hed "Kammerherrens gang" efter en kammerherre der boede i villaen Bella Vista der lå hvor Voss nu har fabrik.
På vej ned af bastionen, kan vi se den store røde bygning, der før blev brugt til overnatningsbygning for banefolk. Ud mod banearealet lå den store lokomotivremise med drejeskive, hvis fundament jeg stiftede bekendtskab med, da jeg engang skulle opføre et cykelskur på stedet.
Vi forlader volden og går over baneterrænet ned til Norgesgade og forbi rundkørselen og videre ad Oldenborggade.
Havnen og Carolinelund:
På venstre hånd ligger den gamle banegårdsbygning som netop er kommet på private hænder og skal ombygges til kontorhus. På højre side af gaden ligger resterne af de fordums hoteller, der indtil 1935, skulle betjene de rejsende. Vinkelret på banegården, ud mod Vendersgade, ligger den gamle postbygning der senere blev politistation. Før den gamle lillebæltsbros åbning var her et mylder af mennesker døgnet rundt. Alle togrejsende der skulle til eller fra Fyn og Sjælland mødtes her ved banegården og færgerne til Strib. Førhen sagde man f.eks. "Alle mødes på Fredericia banegård" eller hvis der var et stort folkemylder: "Det er ligesom Fredericia banegård." Når togene standsede ved perronerne kunne man høre følgende i højttalerne:" Fredericia - alle skifter". Både Norgesgade og Vendersgade stoppede ved jernbanesporerne, men i Vendersgade kunne man gå under baneterrænet i en fodgængertunnel.
Vi fortsætter på sidste etape af turen og passerer Gammel Havn. Hvor der nu er fiskehus, var før et færgeleje, hvor den private bilfærge, senere motorbåden til Strib lagde til. Langs venstre havnekaj lå Romersk badeanstalt fra 1875 og Brøchners pakhus ,som nu er genopstillet på museet, havnemøllen og kulimportfirmaerne med de gamle portalkraner, der havde en helt speciel lyd når de arbejdede. Ved indsejlingen til havnen lå træmolen "Langebro" og skærmede for indsejlingen til færgehavnen og gammel havn. Til venstre for den lå Kastelshavnen. Hvor skibsværftet nu huserer ligger stadig DFDS´s pakhus, hvor københavnerbåden lagde til. På det åbne areal ind mod byen, var der rutebilstation. Længere oppe mod Østervold lå på højre side Fredericia Trælasthandel.
Op mod Kastellet og på arealet hvor Kemira i dag ligger på esplanaden, lå til 1914 et lille lystanlæg kaldet Carolinelund. En lund er en lille skov og op til lunden førte en vej med træer på begge sider (en Allé). Resterne af denne allé eksisterede i 1960 érne, men nu er alle spor væk.
Efter at have passeret Købmagergade, kommer vi til stedet, hvor de såkaldte "Barakker", der var nogle lange røde træbarakker fra krigens tid, lå på venstre side af gaden. Barakkerne var indkvarteringssted for byens husvilde. Da barakkerne fjernedes, flyttedes beboerne ud i nyopførte boliger på Hyrdevej og i "Papegøjekvarteret" ved Jægervej. Papegøjenavnet skyldtes at husene havde forskellige farver.
Vi krydser nu Kongensgade. På venstre hånd, hvor der nu ligger et stort pakhus til gødning, lå tidligere byens sportsplads, hvor bl.a. ØB (Østervolds Boldklub), der senere blev lagt sammen med FB (Fredericia Boldklub) og nu hedder FFF.
Ringen er nu ved at være sluttet. Inden vi når Dronningensgade, ser vi på venstre hånd det forhenværende militærsygehus nu kaldetdepotgården, efter, at der havde været hjemmeværnsdepot. Vi drejer til højre ad Dronningensgade. På venstre hånd lå Døvstummeinstituttet, og lidt efter er vi tilbage i Kastellet. Rundturen er slut.
Til sidst kan jeg fortælle, at i 1909 blev fæstningen nedlagt, men garnisonen fik lov at blive i byen og indtil 1914 tilhørte volden fortsat militæret. Den 1. april dette år købte Fredericia kommune fæstningsanlægget for 100.000 kr, med undtagelse af den del af Østerstrand der ligger nedenfor volden.
Jeg håber det har været en god tur. Engang når i bliver så store, at i kan læse, kan i jo prøve at gå den samme tur og se om i kan finde de steder jeg her har beskrevet.
|