FREDERICIAS HISTORIE

Artikler om begivenheder der knytter sig til byens historie.

Samlet af Erik F. Rønnebech ©


FREDERICIAS SEVÆRDIGHEDER

Fredericias største seværdighed er uden tvivl det imponerende, over 350 år gamle voldanlæg og de bygninger der indgår i fæstningsanlægget. Den ældste bygning i byen er krudttårnet på Østervold. I kastellet, der er en slags skanseanlæg i fæstningen, finder man en af de nyeste bygninger fra fæstningstiden nemlig Krudtmagasinet, opført mellem de to slesvigske krige. Her har museet en udstilling om byens krigshistorie. Også i perioden mellem de to krige etableredes et befæstningsanlæg nord for fæstningen, der skulle sikre overfarten til Fyn, og som kaldtes Den befæstede lejr. Skanse 1, der er nyrestaureret, ligger på militærets øvelsesterræn Fælleden, hvortil der normalt er adgang. I den store skanse 4 ved Kaltoftevej, der ligger omtrent, hvor den slesvig-holstenske Treldeskanse lå, kan man se resterne af krudtmagasinerne som Østrigerne sprængte i 1864.
Vil man se kanoner, skal man gå op på Prinsessens bastion lige ved Danmarksporten. Bastionen er på vej til at blive armeret med det skyts, den var bestykket med under treårskrigen. Foran portene til fæstningen var anbragt forværker kaldet raveliner. Ravelinen foran Kongens port er den bedst bevarede.
Ved portene og i kastellet var vagtbygninger til soldaterne, og da byen er købstad, blev der samme sted opkrævet acciseafgifter af de handlende, der kom til byen med varer. I dag eksisterer hovedvagten ved Prinsens port og vagtbygningen ved Kongens Port. Inden Danmarksporten blev bygget, var vagtbygningen dobbelt så lang. I den del der blev fjernet da porten skulle bygges, boede engang slaverne, d.v.s. straffefanger, der var dømt til at udføre fæstningsarbejde.

Kongens port var på et tidspunkt overdækket, så der kunne køres hen over den, men det meste af sin tid, har den kun været en gennemskæring i volden. Ingen af de små udfaldsporte gennem volden kaldet poterner, der førte ud til dæmninger over voldgraven, er bevaret.
De skanser slesvig-holstenerne opkastede foran byen under belejringen, blev alle jævnet med jorden lige efter udfaldet. Stederne hvor de lå er i dag markeret med nogle små granitsteler.
Oprindeligt var der kun tre adgangsveje til fæstningen. Kongens Port, Prinsens Port og Strandporten. Nørreport, Danmarksport og voldgennemskæringen ved Sjællandsgade er alle fra først i 1900 tallet. Jernbanen og havnen har gjort et stort indhug i voldanlægget og det halve af Holstens bastion, det meste af Oldenburgs bastion og volden herfra til Søbjerg er bortgravet, men resten af det store anlæg ser, bort set fra bevoksningen, stort set ud som i 1849. Forterrænet (Glacis´et) er dog, bortset fra den dækkede vej og noget af ravelinerne, inddraget til bebyggelse, kirkegård m.m.


Fredericia kaldes også "Mindernes By" på grund af de mange mindesmærker bl.a. fra treårskrigen. Det mest kendte er uden tvivl monumentet for den menige soldat Landsoldaten ved Prinsens Port.
Den store fællesgrav Krigergraven eller Kæmpegraven som den tidligere kaldtes, hvor næsten alle de faldne fra udfaldet ligger begravet, er også et besøg værd. Graven ligger ved Trinitatis kirkegård, og i kirkegårdens sydøstlige hjørne, finder man Dragongraven med Kongeegen. Graven er fra svenskekrigen i 1657.
Af andre krigergrave findes på Sct. Michaelis kirkegård Insurgentgraven fra 1849 og en fællesgrav med faldne danskere fra 1864.


Hovedpersonerne i byens krigshistorie er naturligvis også repræsenteret.
På den gamle rådhusplads, nu Bülows plads, finder man sejrherren fra udfaldet, general Bülows monument og ikke langt derfra på Ryes Plads, helten fra udfaldet General Olaf Ryes monument. På den yderste bastion ved Lillebælt, Danmarks Bastion, er rejst et stort monument for fæstningens kommandant oberst Lunding, der også var manden, der fik fæstningen sat i forsvarsstand.
På stedet hvor Olaf Rye faldt er opstillet en granitstele og ved vejen tæt ved opkastedes en mindehøj til ære for den faldne general.


Bymuseet i Jernbanegade rummer også en del om fæstningens historie i sine samlinger.
Under museet hører desuden museumsgården Kringsminde i Egeskov, som mest benyttes af byens skoler, men hvor der også holdes offentlige arangementer flere gange om året.
I Den historiske Miniby i Madsby Enge, kan se en modelby af fæstningen med gader og huse, som den så ud i 1849.
Besøger man byen med børn bør turen lægges omkring Madsbyparkens Legeland, hvortil der er gratis adgang.
Vil man nyde udsigten over byen, kan man en del af sommerhalvåret komme op i det hvide vandtårn på Prins Georgs bastion, og hvis man vil se hvordan en beskyttelsesbunker fra besættelsestiden så ud, kan man besøge bunkermuseet ved Dronningens bastion, hvor Bjergegade udmunder i Nørrevoldgade.


Det Bruunske Pakhus i Kirkestræde er byens spillested, og Tøjhuset i Gothersgade byder på forskellige kulturelle arangementer.


Har man god tid kan man ud over de ovennævnte seværdigheder bl.a. besøge byens kirker Sct. Michaelis, Trinitatis, Reformert kirke og den katolske Sct. Knuds kirke.
Se også den jødiske kirkegård ved Vestervold, DSB's mindelund på Holstens bastion, Obelisken ved Nørreport, Flygtningegravene på Christianskirkens kirkegård. Monumentet for søhelten Peter Buhl, Frihedsmonumentet ved Østervold og monumentet for frihedskampen ved Banegården.


Fredericias omgivelser er også værd at se på lige fra skovene Hannerup og Fuglsang med dyrehave, til naturområdet på Trelde Næs og de to Lillebæltsbroer.


Fredericia er altid et besøg værd, men kan man besøge byen 5. og 6. juli, hvor udfaldet fejres med en stor og højtidelig mindefest, får man en helt unik oplevelse med i købet, som ikke kan opleves magen til noget andet sted i landet.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286
SIDST OPDATERET DEN: 14-03-2024 13:02:31